Emil Falster får det lidt mærkeligt, når han siger det højt: at den familie, han kommer fra, måske bedst kan karakteriseres som “klassisk arbejderklasse”.”Jeg bryder mig ikke rigtigt om de der kategorier. Jo, vi kan godt definere klasser ud fra nogle økonomiske parametre, men klasser er også bare mange andre ting – det skal man ligesom ikke have læst særlig meget Bourdieu for at fatte,” siger forskeren, 32 år, mens han sidder i et forlagslokale i Indre København. Tag bare, hvor meget ens forældre er nødt til at arbejde, tilføjer Emil Falster. Ja, hans barndomshjem var kærligt, men den tid, familien tilbragte sammen, var betinget af forældrenes ofte skæve arbejdstider. Hans mor arbejdede som frisør, siden sosu, hans far var gartner og arbejdede i perioder fra mandag til søndag. Som barn drømte han selv om at blive tømrer, for det ville vennerne være.Det blev han aldrig. I dag er Emil Falster noget så sjældent som en forsker, der også er digter. Han har tidligere forsket i børn og unge med handicap og deres hverdagsliv og er i dag forsker ved Bevica Fonden og tilknyttet Aalborg Universitet.Den 22. maj udkommer digtsamlingen “Vordingbronx – Forskerdigte” på Hans Reitzels Forlag. Bogen er et livtag med hans opvækst i et hårdt miljø i den sydsjællandske provins, hvor vold og slåskampe var hverdag, og en hvid T-shirt sjældent forblev hvid.Med sit vidnesbyrd skriver han sig ind i den litterære bølge fra samfundets bund, som i de seneste år har genåbnet en klassediskussion, der længe havde været erklæret død. Få minutter inden dette interview blev et omvandrende bevis set i forlagets reception: forfatter Glenn Bech, som selv har levet og beskrevet en rejse gennem klasser, mest markant i “Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet” fra 2022.Emil Falsters historie er også en klasserejse. Selvom han tidligt lærte fra sin far, at en “rigtig mand” helst ikke taler om sine følelser og primært brugte sine unge år blandt drenge, som kommunikerede via knyttede næver, var han den første i sin familie, som kom i gymnasiet, og så universitetet. Når han besøgte sin familie, sin mor, far og storesøster, under uddannelsen, brugte han pludselig ord, de ikke forstod, og refererede til litteratur, de aldrig havde hørt om.I dag har han “masser af penge”, han bor i et “stort, fedt” rækkehus i Virum og forsker i en privat fond. Han har en kæreste og to børn, en på seks år og en på tre måneder. Og han har lige købt en bil kontant – en Volkswagen Passat, en rigtig “panserslæde”, siger han og slår en lille latter op.Spørgsmålet er, om man i virkeligheden kan flygte fra den klasse, man arver fra sine forældre, som de har arvet den fra deres?Men ligegyldigt hvor meget I vil hævde, skriver Emil Falster i sin nye digtsamling.at jeg nu har vundetvil jeg altid føle at jeg har tabtNår vold normaliseresDigtsamlingen begynder der, hvorfra Emil Falsters første erindringer kan spores tilbage. Med digtet “Tomme huse” om Nyråd, en lille by nær den sydsjællandske provinsby Vordingborg, som ingen kender, medmindre man selv er derfra.Engang var der liv ogåbne døre med fred.Nu er vi langsomt sivet væk. Han piller ved tre tykke guldringe. Fingrene, de sidder på, er bruskfyldte og følelsesforstyrrede efter at give og modtage slag. Kæben gør ondt efter et overfald, da han var 17 år.”Det er nok sådan noget, nogle ville kalde traumer, det ved jeg ikke helt, om jeg vil,” siger Emil Falster, der scanner hvert et fremmed rum, han træder ind i. “Det handler om, hvem der kan smadre mig. Hvem jeg skal løbe fra. Det er latterligt, for ingen af dem, jeg kender nu, vil mig det ondt. Men det er også en klasse- og maskulinitetsskade, som du aldrig rigtig kommer af med.” Emil Falster højre arm er plastret til med tatoveringer. Det samme er hans ryg, hvor han med store bogstaver har fået tatoveret “Working Class”, eller på dansk: arbejderklasse. Foto: Leif Tuxen I 7. klasse købte Emil Falster sin første kniv, den kostede 50 kroner. Flere i vennegruppen havde en – enkelte havde flere – og han gjorde bare som de andre. Kunne hans forældre have holdt ham væk?”Det er vigtigt at forstå, at når vold bliver normaliseret, kan du sagtens have gode og kærlige forældre og stadig ende et helt andet sted. Hvor meget tid brugte jeg i virkeligheden med mine forældre? Når du tilbringer din tid i et andet miljø, er din udvikling afhængig af, hvilke normer og idéer som hersker der,” siger han.Da hans lærer i 9. klasse sagde til hans forældre, at han med hårdt arbejde kunne begynde på gymnasiet, var det en glædens dag. Egentlig havde hans far stolt opmuntret sønnens tømrerdrøm, men efter den dag ændrede han diskurs:fordi det at være bogliger adgangen til en bedre verden.Musiksmag er ikke for allePå gymnasiet levede Emil Falster for weekenderne, styrketrænede i hverdagene og havde en følelse af ikke at passe ind. Men takket være opmuntrende lærere, som så et talent, rakte hans karaktergennemsnit akkurat til at blive optaget på den samfundsvidenskabelige bachelor på Roskilde Universitet. Som 19-årig flyttede han alene i en lejlighed i Roskilde. Samtidig med sit studie passede han to studiejobs, og han havde sjældent tid – eller lyst – til at besøge forældrene i Nyråd eller vennerne i Vordingborg.”Jeg vidste, at hvis jeg kom for meget hjem og var sammen med dem, jeg plejede, ville jeg have sværere ved at komme tilbage til universitetet, så jeg forsøgte at isolere mig selv,” siger han.Mens der i 2010’erne ikke blev talt nævneværdigt meget om klasseforskelle i samfundet, mærkede Emil Falster dem tydeligt på universitetet.”Klasseulighed handler også om, hvad det er for nogle historier, vi kan fortælle. Mine historier handlede om, hvem havde slået hvem ned, hvem havde været oppe at slås, hvor mange stoffer havde en eller anden taget, hvem havde bollet med hvem.” Emil Falster følte sig alene på universitetet. I dag ved han godt, at der var andre som ham, men han så dem ikke. Foto: Leif Tuxen Eller sådan noget som at have en musiksmag, udbryder han. Det blev der talt meget om. “Men jeg havde aldrig været til en koncert på det tidspunkt. Jeg havde ikke nogen musiksmag. Vi hørte bare techno.”I bogen mærker man jeg’ets kamp for at passe ind:konstant at bevise sig nedbryder lige så meget som det opbygger.Ensomheden, som flyttede med ham ind i lejligheden og var svær at ryste af sig i gruppearbejdet, fik Emil Falster til at købe en bog i universitetets boghandel, en teoretisk fagbog af den polske sociolog Zygmunt Bauman. Han læste den færdig, købte en ny. Og så en til. “I den tid opbyggede jeg evnen til at forstå kompleks teori og opdagede, at her var endelig en kapital, jeg kunne veksle til noget andet,” siger han, der vekslede sin opdagelse til en plads i det gode selskab blandt de studerende på RUC og senere i forskningsmiljøet på Aalborg Universitet, som han blev tilknyttet i 2022 i forbindelse med sit post.doc.-projekt.  I dag bruger han det meste af sin tid på at udvikle og gennemføre forskningsprojekter, som han formidler gennem oplæg og foredrag. Sidste år udgav han bogen “Ableisme – Magt, menneskesyn og myten om den normale krop” med forord skrevet af digteren Caspar Eric. Min klasse er mit handicap Digtsamlingen er Emil Falsters hidtil mest personlige udgivelse. Han tager et eksemplar i hånden – et billede af hans tatoverede ryg udgør forsiden – løfter den frem for sig og siger, at han har samme følelse nu, som han forestiller sig, homoseksuelle har, når de springer ud af skabet.”Man er bange, man er ked af det, men så får man gjort det, og så kan det være en frigørelse. Jeg ved ikke, om sammenligningen er passende, men jeg kan ikke lade være. For mig er den her bog også at frigøre mig selv ved at sige: Det her er jeg rundet af.”Nogle dage slår det ham, om han er blevet handicapforsker, fordi han har en gæld at tilbagebetale. En slags forpligtelse.  “Over alt det, man har ødelagt … Men også, at man skylder samfundet noget. Nu har jeg klaret den, og hvor var det heldigt, og nu bliver jeg nødt til at betale tilbage,” siger forskeren, som i syv år har turneret med fortællingen om, at det var en tilfældighed, at handicapområdet i sin tid blev hans.”Emil, du er handicapforsker, fordi du kommer fra en bestemt klasse. Og arbejderklassen, underklassen og de mennesker derfra – de har handicap,” siger han, mest til sig selv. Som en handicapforsker, der skrev sin ph.d. om hverdagslivet for børn og unge med handicap, har Emil Falster stået på mål for, at man ikke kan tale om handicap uden at tale om klasse. I digtsamlingen skriver han endda: Min klasse er mit handicap.Nogle – mennesker med et egentligt handicap – vil måske slå sig på det udsagn?”Helt sikkert, og jeg sætter også nogle ting på spidsen. Det er også for at sige, at overordnet set ser samfundet handicap som noget dårligt. Men handicap behøver ikke at være dårligt. Det, at man lever med handicap, gør, at man har nogle helt særlige oplevelser, som faktisk kan være ret anvendelige for os andre at vide noget om,” siger Emil Falster.Han tilføjer, at det er samfundet, som er med til at gøre handicap til en begrænsende faktor. At det er strukturelle barrierer, som gør, at mennesker med handicap ikke får en uddannelse, ikke kommer i beskæftigelse, ikke tør drømme.”Det er jo det samme med klasse. Den har betydning for, hvad du kan gøre, hvad du kan få, hvad du kan drømme om, hvad du kan begære, hvad der er realistisk for dig at opnå.”Er det i virkeligheden snarere volden end klassebaggrunden, der er definerende for dig? “For mig hænger de uløseligt sammen. Vold eksisterer også på grund af afmagten over manglende økonomisk og kulturel anerkendelse og omfordeling. Vold kan blive en måde at hævde sig selv på, men det er også en måde at lave penge på. Sådan helt konkret. Og vold og klasse hænger uløseligt sammen med dominerende normer for maskulinitet,” siger han. Tænk nu hvisPointen er: Man kan godt vinde, men samtidig føle, at der er noget, man har tabt, når man har en baggrund som Emil Falsters.”Jeg har tit tænkt på, hvor god jeg kunne have været, hvis jeg havde et andet udgangspunkt. Tænk, hvad jeg kunne være blevet til, hvis jeg … jeg kunne måske have været meget dygtigere, end jeg er nu,” siger Emil Falster.Men du er jo dygtig?”Ja, det er ikke rationelt.”Ifølge ham selv kunne han også have været en bedre kæreste. I 2021 brød han i en periode med sin, den samme han i dag har to børn med.”Jeg havde så travlt med at bevise mit værd og blive forsker. Men hvis du ikke kan vise din kæreste opmærksomhed og omsorg, så holder de op med at holde af dig. Det er lykkeligt, at vi er sammen igen, men det er også trist, at man kan være så fokuseret på at bevise sig selv, at man skubber de mennesker væk, man holder mest af.”Fylder det stadig meget for dig i dag, hvad der kunne have været?”Nej, ikke så meget,” siger han først, holder så en tænkepause:”Jo, det gør det nok egentlig.”Men Emil Falster vil ikke virke utaknemmelig. Og ofte spørger han sig selv: Var det virkelig så hårdt? Tror du ikke, du skruer lidt op for dramaet?”Man kan jo også sige, at min opvækst har skabt en form for drivkraft i mig,” siger han. “En form for benzin til at bevise sit værd. Men omvendt bliver det også bare noget, der tærer på dig. Det er lidt som en hund, der spiser sin egen hale. Jo, den får noget at spise, men det er den selv, den fortærer.”En tyngende tavshedEmil Falster ryster lidt på hovedet, mens han genkalder sig noget, den daværende socialdemokratiske statsminister Helle Thorning-Schmidt sagde i 2010.”Hvis vi i Danmark skal fremad, så skal vi arbejde i fællesskab. Jeg accepterer ikke tanken om, at vi er modstridende klasser,” sagde hun og aflyste dermed klassekampen – den var død, den gamle arbejderklasse løftet og beriget af velfærdssamfundet.”Når en statsminister siger, at den her slags strukturer ikke eksisterer, skaber det en tavshed,” siger Emil Falster.”Og på en eller anden måde er det en tavshed, som jeg har levet med hele mit liv, for jeg har aldrig kunnet italesætte bestemte ting. Jeg har aldrig haft et sprog for det til rådighed.” Emil Falster tror, at tiden er inde til, at fortællinger fra samfundets bund igen får lov til at fylde i den offentlige debat. Foto: Leif Tuxen I hans levetid har skellet mellem rig og fattig i Danmark kun vokset sig større. I 2023 steg antallet af børn i familier under fattigdomsgrænsen med 2300 til i alt 49.500 fattige børn, viser en analyse fra Arbejdernes Erhvervsråd. “Det er nok noget af det, vi ser resultatet af nu,” siger han, der i efterskriftet i digtsamlingen blandt andre takker digterne Amina Elmi, Caspar Eric og Yahya Hassan (1995-2020), som hver især har italesat virkeligheder, som ellers ikke får meget opmærksomhed.”Der har været en masse fortællinger derude, som ikke har været legitime at fortælle. Men på et tidspunkt bliver tingene så absurde, at historierne bliver nødt til at blive fortalt. Det er nu, tror jeg.”

Spiller Zelenskyj politisk poker – eller russisk roulette?Sådan spørger britiske The Guardian, i lighed med rigtig mange andre, forud for det, der kan blive et historisk møde i dag: Ukraines Volodymyr Zelenskyj over for Ruslands Vladimir Putin. Ansigt til ansigt i tyrkiske Istanbul. Og måske endda med fysisk tilstedeværelse af elefanten i rummet – amerikanske Donald Trump, der har givet udtryk for, at han overvejer at slå vejen forbi den tyrkiske millionby i forsøget på at få freden på gled.”Alt er omgærdet af enormt stor usikkerhed, ingen ved, hvad der kommer til at ske. Men uanset hvad, har optakten været nærmest historisk spektakulær – et forhandlingsspil, hvor hovedpersonerne har gået rundt om den varme grød, og alt har handlet om ikke at blinke først. Hverken Zelenskyj eller Putin tør fremstå som den, der ikke vil freden,” siger Isabel Bramsen, der er fredsforsker ved Lunds Universitet med særlig ekspertise i diplomati.”Man bliver ikke enige om noget på en eftermiddag, og der findes ikke en mirakelkur mod krig. Men muligheden for, at man kan rykke noget substantielt, er helt klart større, jo højere niveau, man mødes på.”Forud er gået en tumultarisk uge, hvor alliancen bestående af Ukraine og en række ledende europæiske lande med USA’s opbakning udtrykte ønske om en 30 dages våbenhvile. Ruslands præsident Putin svarede, at man først måtte mødes og forhandle, hvorefter Ukraines præsident Zelenskyj på sociale medier greb chancen og skrev følgende:”Og jeg vil vente på Putin i Tyrkiet på torsdag. Personligt. Jeg håber, at russerne denne gang ikke vil lede efter undskyldninger.”Men Vladimir Putin havde næppe forestillet sig, at de to præsidenter skulle mødes ansigt til ansigt, vurderer Isabel Bramsen. Putin ville hverken mødes året inden fuldskala-invasionen i 2022, og han har ikke villet mødes gennem de mere end tre år, Ruslands invasionskrig i Ukraine har varet. Derfor kan et muligt udfald meget vel blive forhandlinger på lavere niveau, eksempelvis landenes respektive udenrigsministre.Topfigurer skaber momentumSer man nærmere på historien, kan netop møder mellem de absolutte hovedpersoner i en given konflikt dog meget vel være det, der bringer fremskridt. Ved Freden i Tilsit i 1807 var det eksempelvis afgørende, at Napoleon Bonaparte og den russiske tsar Aleksandr mødtes ansigt til ansigt for at sætte en stopper for blodsudgydelserne, fortæller Michael Zilmer-Johns, der har en fortid som dansk topdiplomat.”Historien viser, at det kan gøre en stor forskel, at det rent faktisk er lederne selv, der sætter sig ned og forhandler. Havde man dengang i 1807 forsøgt sig med mellemmænd, havde det i bedste fald taget længere tid. Topfigurer, der mødes, kan skabe det nødvendige momentum,” siger Zilmer-Johns.Også i nyere tid har møder mellem det, der tidligere var utænkelige samtalepartnere, ført til afgørende gennembrud. Møderne mellem amerikanske Ronald Reagan og Sovjetunionens Mikhail Gorbatjov i midten af 1980’erne er et sådant eksempel, fortæller Isabel Bramsen fra Lunds Universitet.”De lagde kimen til afslutningen på den kolde krig. Reagan var på ingen måde mild i retorikken mod Sovjet inden, men møderne mellem de to betød ikke desto mindre, at en deeskalering og afspænding blev mulig. Der er selvsagt størst beslutningskraft, når lederne på øverste niveau mødes, og det har samtidig enorm symbolsk betydning – både hvis det er frugtbart, men selvsagt også hvis det mislykkes,” siger hun.”Det kan være de helt små ting i menneskemødet, en sjov episode eller en anden ærlighed, der kan betyde en åbning for noget, der ellers ikke ville kunne lade sig gøre. Vi ved, at Samantha Power, der blandt andet var rådgiver for Barack Obama og USA’s FN-ambassadør, var ganske tæt med Vitaly Churkin, Ruslands FN-ambassadør. De havde et forhold, der gjorde, at de kunne lave aftaler, men vi ved også, at når Churkin så ringede til Putin, så blev det ofte mødt med en afvisning.”Udgangspunktet er mistillidIfølge Rusland-ekspert Flemming Splidsboel, der er seniorforsker ved Dansk institut for internationale studier, Diis, er det overraskende, hvis Putin dukker op i Istanbul torsdag. Men ikke umuligt.”Min læsning er, at man har spillet ud med det her for at fjerne fokus fra våbenhvilen, og så er man endt et sted, man egentlig ikke ønsker fra russisk side, ” siger han.”Jeg tror ikke, russerne ønsker, at Putin og Zelenskyj skal mødes ansigt til ansigt. De russiske medier har den seneste tid skruet op for kritikken af Zelenskyj, de omtaler ham ikke længere som Ukraines præsident, men som en, der har tilranet sig magten på illegitim vis. Og mødes man så med ham, så er det en form for anerkendelse eller legitimering, man ikke ønsker. Ukrainerne vil tilgive Zelenskyj, men at Putin skulle mødes med det, der fremstilles som en russofobisk diktator, er sværere. Men omvendt kan man meget, når man er en autoritær leder.”Den tidligere danske topdiplomat Michael Zilmer-Johns understreger, at et frugtbart resultat af et eventuelt møde på højeste niveau kræver grundige forberedelser. Samtidig er mistilliden mellem ukrainerne og russerne selvsagt enorm. ”Omvendt kan der findes et momentum i det, at man overhovedet forsøger at holde et sådant møde, det skaber muligheden for nye dynamikker i konflikten. Det er beslutninger, der vil være svære for begge sider, og som derfor skal træffes på højeste niveau,” siger Zilmer-Johns.”Vi ved for eksempel fra Nato og EU, at når man nærmer sig et topmøde, så skaber det dynamik i beslutningsprocessen, og ingen ønsker at være den, der står i vejen for fremskridt. Men om det er nok til, at forhandlingsviljen i dette tilfælde på begge sider bliver tilstrækkelig, det må tiden vise.”

Qatar Airways har lagt en rekordstor ordre hos den amerikanske producent Boeing.Det siger USA’s præsident, Donald Trump, onsdag, hvor han og emiren af Qatar, Tamim bin Hamad Al Thani, har underskrevet aftalen i Qatars hovedstad, Doha.Der er tale om 160 fly, og aftalen har en værdi på over 200 milliarder dollar, siger Trump. Beløbet svarer til omkring 1,3 billioner kroner.Det skriver nyhedsbureauet AFP.Præsidenten mener, at der er tale om en “fantastisk” aftale.- Det er den største ordre på jetfly i Boeings historie. Det er ret godt, siger han.Donald Trump er i disse dage på rundtur i Mellemøsten. Tirsdag landede han i Saudi-Arabien, som var første stop, hvorefter turen altså er gået til Qatar. Præsidenten skal også besøge De Forenede Arabiske Emirater./ritzau/

En opsigtsvækkende episode, hvor en mand blev skudt af politiet efter angiveligt at have kastet en molotovcocktail ved Sorø Rådhus onsdag, bliver afdækket torsdag i Retten i Næstved.Her vil anklager Jens Ole Jensen kræve manden varetægtsfængslet.Selv om der onsdag eftermiddag er berammet et retsmøde, er det endnu uvist, hvilken sigtelse manden præcist vil blive mødt med.- Retsmødet vedrører den episode, der har været i Sorø i dag (onsdag, red.), siger anklager Jens Ole Jensen fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi blot.Onsdag klokken 09.40 blev der smidt en genstand mod rådhuset i Sorø. En politipatrulje, der var på stedet, fik kontakt til den formodede gerningsmand, der blev skudt.Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi har afvist at oplyse nærmere om mandens tilstand, eller hvor på kroppen han blev ramt af skud.Manden, der kræves fængslet, blev fragtet til hospitalet efter episoden, og det er uvist, om han vil være i stand til at møde op i grundlovsforhøret.Onsdag eftermiddag er det dog anklagerens forventning, at manden fremstilles in absentia – uden at være til stede – fordi han er indlagt.- Men det kan ændre sig, understreger Jens Ole Jensen.Da der blev løsnet skud, er Den Uafhængige Politiklagemyndighed (DUP) blevet involveret i sagen for at undersøge nærmere, hvad der skete.DUP har sat gang i en efterforskning i medfør af en bestemmelse, der omhandler, når en person er død eller kommet alvorligt til skade som følge af politiets indgriben.Det er ikke oplyst fra politiets side, hvad det var for en genstand, manden angiveligt kastede med, eller hvorfor han gjorde det.Men kommunens konservative borgmester, Gert Jørgensen, har fortalt til Sjællandske Nyheder, at der ifølge hans oplysninger var tale om en molotovcocktail, som blev smidt mod rådhuset.En molotovcocktail er en brandbombe, der består af en flaske med brændbar væske.Ingen andre end manden, der angiveligt kastede genstanden, kom til skade ved hændelsen. Det har politiet oplyst.Grundlovsforhøret finder sted i Retten i Næstved torsdag klokken 09.30. Anklageren forventer at anmode om, at retsmødet finder sted for lukkede døre.Hvis dommeren lukker dørene, vil politiets beviser holdes skjult for offentligheden./ritzau/

Politiet har anholdt syv personer i bandemiljøet og mistænker dem for omfattende indsmugling og salg af hash.Cirka to ton hash, lyder sigtelsen på.Det oplyser politiets specialenhed National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) i en pressemeddelelse onsdag, hvor anholdelserne har fundet sted.De syv anholdte har ifølge NSK relation til bandemiljøet, men NSK oplyser ikke hvilken eller hvilke bander, der er tale om. De anholdte er i alderen 23 til 64 år.Politiet mistænker personerne for at være del af et organiseret narkotikanetværk fra hovedstadsområdet.Sigtelsen omhandler perioden maj 2024 til februar 2025.Hashen skal være indsmuglet og videredistribueret til organiserede kriminelle. Der er tale om seks indsmuglinger svarende til samlet cirka to ton hash.Det er NSK’s opfattelse, at hashen er blevet leveret af udenlandske lastbilchauffører og herefter videredistribueret.- Med aktionen har vi i dag bremset et organiseret kriminelt narkotikanetværk med tråde til udlandet.- Det er vores opfattelse, at netværket har relationer til bandemiljøet og har indsmuglet omfattende mængder hash til Danmark med henblik på videredistribution, siger vicepolitiinspektør i NSK, Lars Feldt-Rasmussen i pressemeddelelsen.Alle de anholdte fremstilles i Retten i Holbæk torsdag formiddag. Det sker med henblik på varetægtsfængsling.Det fremgår ikke, hvordan de sigtede forholder sig i sagen./ritzau/

Blot 20 kilometer fra krigens frontlinje i den ukrainske by Slovjansk mødes et ungt pars læber. Pavlo og Anna Chornobai bliver erklæret for mand og kone.Brudgommens soldaterkammerater tiljubler den glædelige begivenhed.Den 22-årige brud insisterer på sin hvide kjole.Men på alle andre områder tvinger den russiske invasion hende til kompromis med sine drømme om en fest med venner og familie.- Da jeg var en lille pige, havde jeg planer om heste og bombastiske kjoler. Så det er lidt anderledes, men jeg fortryder intet, siger hun.Pavlo Chornobais soldaterkammerater deltager i ceremonien.- Det er en skam, at alle mine kammerater ikke er i live til at være med. Der har været mange dødsfald, siger han.Den 19-årige soldat friede til Anna den 31. december 2024.Han var aldrig i tvivl, selv om han kun havde mødt hende to måneder forinden, da hun serverede ham kaffe hos en bager.- Når du lever i krig, bliver du mere beslutsom og selvsikker i dine handlinger, siger den nygifte Pavlo.- Krigen har haft en stor påvirkning på mit liv. Den har fuldstændig ændret det.For mange ukrainske par har Ruslands invasion fremskyndet den store kærlighedserklæring.Soldater og deres partnere ser ingen grund til at vente på en mulig fred i en krig, der har varet mere end tre år.Siden Donald Trump blev indsat som USA’s præsident 20. januar har han presset på for en fredsaftale i Ukraine.Her har der været forhandlinger ad flere omgange, men håbet om fred synes langt fra virkeligheden i Slovjansk, der ligger tæt ved den ukrainske frontlinje.Her fortæller Ivan Salko, en anden ukrainsk soldat, at en hård oplevelse på fronten fik ham til at fri til sin kæreste, Tetyana.I fire måneder forsvarede han en presset stilling i den ukrainske by Toretsk uden mulighed for at kommunikere med sin kæreste.- Jeg tænkte i al den tid, at jeg blev nødt til at slippe levende herfra. Når jeg gjorde, ville jeg gøre noget særligt.Det var fra hospitalet, at han med adskillige skader og en hjernerystelse endelig fik kontakt til hende over videoopkald.Tetyana brød næsten sammen, da hun så ham på skærmen.- Jeg kunne se, at han havde det svært, så jeg måtte tage mig sammen, fortæller hun.- Jeg så ind i hans øjne og var lykkelig for at se ham. Og så friede han til mig.Dagen efter skulle Ivan tilbage til fronten. En ny lang periode uden kontakt ventede.Ægteskab kan give forsikring for soldater, da ægtefællen modtager støtte og er garanteret et opkald, hvis partneren bliver slået ihjel eller såret.Men det er langtfra alle ukrainske militærpar, der har mulighed for at blive gift ansigt til ansigt.Derfor har Ukraine oprettet en videoportal, hvor par kan blive gift online.Her er stor efterspørgsel, og der er en venteliste på flere måneder.Det fortæller Lilya Lyashenko, som derfor er rejst på tværs af det krigsramte land – også til Slovjansk – for at blive gift med Viktor Kravchuk.- Vi ville ønske, at det var anderledes. At vi kunne tage hjem til virkeligheden og fejre vores ægteskab med alle traditionerne. Men det er der ikke tid til, siger Viktor Kravchuk.Trods omstændighederne lykkedes det Anna og Pavlo Chornobai at holde fast i nogle af de velkendte traditioner.Efter ægteskabet blev officielt, kastede bruden sin buket over hovedet.Blomsterne landede fladt på gulvet foran de fremmødte gæster.En høj soldat skyndte sig hen for at samle den op. Han smilte og bukkede.- Lad være med at udskyde kærligheden til senere. Det er nok det vigtigste, siger Anna Chornobai og understreger:- Lad være med at vente på det rette øjeblik./ritzau/AFP

På årets første sommerdag sidste år, den 1. juni 2024, døde min far. Forud var gået et kort sygdomsforløb, hvor han havde fået konstateret kræft i blæren, adskillige hospitalsindlæggelser og en terminalerklæring fra lægerne. Da vi børn ankom til hospitalet om formiddagen, var han udåndet kort forinden. Sygeplejersken sagde, han havde sovet godt og tungt om natten, sågar snorket, og som han lå dér med lukkede øjne, var det, som om han endnu sov. Jeg syntes endda, at sengetæppet bevægede sig. Min far blev født i Vorbasse i Sydjylland i 1944, som den ene af to tvillinger. Faderen, min farfar, var skovfoged, og moderen, min farmor, var hjemmegående husmor. Naturen var lige uden for døren i form af skov og mose, og min far fortalte ikke sjældent om, hvordan han og hans tvillingebror tog på fugletur, ud i skoven eller ud på heden.Hvad min far til gengæld ikke fortalte mig om, var, at min farmor var maniodepressiv, og til trods for, at hun var medicineret, havde hun et svært temperament. At hun slog sine sønner med jævne mellemrum, og det med en voldsomhed, der rystede de mennesker, som for skade kom til at overvære det. Men det var en anden tid, revselsesretten var ikke ophævet, og vold mod børn var et opdragelsesmiddel. Min far betroede sig til min mor om disse overgreb: hvordan han ofte løb ud i skoven for at græde, når min farmor havde taget den ene tvilling og tævet den anden med, sådan gik historien. Dér sad han mellem de høje graner, hvor ingen kunne se ham, for i 1950’erne græd raske drenge ikke. Senere fortalte min mor mig om disse overgreb, men min far omtalte dem aldrig for mig. Det kendetegnede vores forhold. Jeg talte aldrig dybt med min far, selvom jeg vidste, at der bag det ydre og umiddelbare gemte sig et menneske, jeg gerne ville lære at kende. Min far fik realeksamen, blev student og flyttede til København. Her blev han gartner og senere revisor, mødte min mor, og sammen fik de tre børn, hvoraf jeg er den ældste. Men volden flyttede med.Der er to minder, som står lysende klart fra min barndom:I det ene går jeg hånd i hånd med min far langs stranden hjem til familiens sommerhus på Sjællands Odde. Min far er rolig, han lytter til mine historier, hans hånd er varm, og jeg kigger op på ham og mærker et nærvær og en kærlighed, jeg ellers ikke tager for givet. Jeg er et trygt, 10-årigt barn. I det andet minde, måske året før, er jeg rædselsslagen. Min far har trængt mig op i et hjørne hjemme i køkkenet. Han råber mig ind i hovedet, og jeg tager hænderne op foran ansigtet for at beskytte mig fra ham. “Fjern de hænder! Fjern de hænder!”, råber han så og begynder at slå på mine hænder. Til sidst sænker jeg armene og lukker mine øjne, for jeg ved, hvad der uundgåeligt vil komme: Øjeblikket efter rammes jeg af voldsomme, syngende lussinger, først på den ene kind, så den anden, hvorpå min far flår mig ind på mit værelse og knalder døren i.  Volden var en integreret del af min barndom. Jeg var ofte bange for min far, især når han var alene hjemme med min bror og mig. Da kunne han eksplodere i voldsomt raseri, og når han kom ud ad den tangent, var der ofte ingen vej tilbage. Raseriet blev til vold.Senere, da jeg blev teenager og voksede ham over hovedet, overgik han til psykisk vold: Nu fortalte han mig konstant, at alting var forkert ved mig: min påklædning, mine holdninger, mine livsvalg. Det affødte en lede ved min far hos mig, for var han bedre end jeg? Var hans tilværelse den rigtige? Hvorfor kunne han ikke bare acceptere mig, som jeg var? Når jeg kom på besøg, efter jeg flyttede hjemmefra, kom vi ofte i verbalt slagsmål, og da jeg selv blev far, svor jeg, at jeg aldrig, aldrig ville ende som min far.Mine forældre blev skilt, og de sidste år levede min far alene, omend han fik sig en kæreste. Jeg oplevede en far, der med tiden fik slebet sine skarpe kanter af. Den grovhed og arrogance, med hvilken han agerede tidligere, blev afløst af en mildhed, åbenhed og en stor kærlighed til sine børnebørn. Vi fik aldrig talt ud om min barndom, for jeg fandt ikke nøglen til de dybe, nødvendige samtaler med min far. Jeg følte ikke, jeg kunne nå ind til ham, at han var i stand til at se så langt ind i sin sjæl. Så jeg forsonede mig med fortiden alene.Som sommeren begynder og dermed den første årsdag for min fars død, forstår jeg andet og mere. Ét er at være i verden uden min far. Verden har fået et andet skær. Noget andet er at blive mindet om min far i mit kropssprog og min gestik: en betoning i en sætning, et ansigt i bestemte folder. Sådan gjorde han også! Hvad der rækker dybere, er dog en erkendelse af, at også jeg indeholder en vrede, som er gået ud over mine børn. Selvom jeg aldrig har lagt hånd på nogen af dem, har der været episoder, hvor jeg har opført mig aggressivt, opfarende og vredt. Det kom til mig hen over vinteren, da jeg i min mandegruppe havde et forløb om vrede. Derfor har jeg i de seneste par måneder talt med hvert af mine voksne børn om det med udgangspunkt i spørgsmålet: “Hvordan har du oplevet mig som far?”. På en gåtur en solrig forårsdag satte min søn og jeg os således på en bænk i Kongens Have i København, og han kunne tilføje nyt til min historie, nemlig at jeg ganske rigtigt kunne være opfarende, da han var barn. At det havde påvirket ham. At han havde talt med sin kæreste om det. Og at han en dag havde tænkt sig at sige det til mig. Jeg lyttede stille til hans ord, anerkendte hans historie, sagde tak og undskyldte for min opførsel. Og så talte vi om fortiden. Om hvad min far, hans farfar, var rundet af, og hvad han tog med sig over i sit faderskab. At han trods alt var en bedre far end sin far, og at jeg har været en bedre og mere nærværende far for mine børn end ham. Og at jeg er sikker på, at min søn vil blive en bedre far for sine børn end jeg. Han hviler mere i sig selv og har et lysere sind end jeg. Samme samtale havde jeg med min datter. Hun kunne istemme sin brors oplevelse af en opfarende far. Hun nævnte episoder, jeg for længst havde glemt eller fortrængt, heriblandt en aften, hvor jeg “råbte hende op ad trappen” til hendes værelse, så hendes bror efterfølgende måtte trøste hende. Igen lyttede jeg, forstod og undskyldte.For dette har jeg lært siden min fars død: Jeg kan tage de samtaler med mine børn, jeg aldrig fik taget med min far. Vi kan dele det svære og det sårbare, det smertefulde og nødvendige, som jeg gerne ville have gjort det med ham. De ærlige samtaler kan forløse og forandre, når jeg erkender mit livs bagage. Det er mit ansvar at ændre et mønster i min familie.Dermed kan jeg give mere og bedre videre til mine børn og deres færd ud i livet. Jeg kan ikke kan gøre det gjorte ugjort, men jeg kan befri mine børn for den skyld, de følte, da de oplevede mine voldsomme, verbale udfald. Og jeg kan forsone mig med den fejlbarlige far, jeg har været, fordi min far gav mig vreden i vuggegave.

Politiets ageren bliver kigget i sømmene, efter at politiet skød og ramte en mand ved Sorø Rådhus onsdag formiddag.Manden blev ramt af skud i forbindelse med en anholdelse, i kølvandet på at manden ifølge politiet havde smidt en genstand mod rådhuset.Ifølge byens borgmester, Gert Jørgensen (K), var der tale om en molotovcocktail, som er en brandbombe, der består af en flaske med brændbar væske.Den Uafhængige Politiklagemyndighed (DUP) oplyser onsdag eftermiddag, at den klokken 10.14 fik en underretning fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi om episoden, hvor en mand var ramt af politiets skud.Manden blev efterfølgende bragt til behandling på sygehuset.Politiet afviser at oplyse nærmere om hans tilstand.Manden skal dog fremstilles i grundlovsforhør i Retten i Næstved, oplyser anklager Jens Ole Jensen. Det forventes ikke, at den skudramte mand er i en tilstand, hvor han kan møde op, så retsmødet foregår formentlig uden ham.Hvis dommeren vurderer, at der er grundlag for varetægtsfængsling, vil han skulle fremstilles i retten, så snart han er frisk til det.Det er kutyme, at Politiklagemyndigheden undersøger sager, når en person er ramt af politiets skud.Den Uafhængige Politiklagemyndighed oplyser, at den har indledt efterforskningen af episoden i medfør af retsplejelovens paragraf 1020 a stykke 2.Bestemmelsen siger, at der iværksættes en efterforskning, når en person er afgået ved døden eller er kommet alvorligt til skade som følge af politiets indgriben, eller mens den pågældende var i politiets varetægt.Når DUP har afsluttet sin undersøgelse af sagen, udarbejder den en redegørelse til Statsadvokaten i København.Politiklagemyndigheden vil på nuværende tidspunkt ikke oplyse mere om sagen./ritzau/

Den tidligere socialdemokratiske minister Pernille Rosenkrantz-Theil udtræder af Folketinget.Hun vil koncentrere sig fuldtonet om kommunalvalget 18. november, hvor hun er Socialdemokratiets overborgmesterkandidat i Københavns Kommune.Det skriver hun på Facebook.48-årige Rosenkrantz-Theil udtræder officielt af Folketinget 20. maj.- Jeg har haft æren af at være minister. Af to omgange. For de områder, der betyder allermest for mig. Skolen, børnene, de socialt udsatte og boligerne. Det har alt sammen været en stor ære, skriver hun i sit opslag på Facebook.Rosenkrantz-Theil har siddet i Folketinget for Socialdemokratiet siden 2011. Tidligere har hun også været folketingsmedlem for Enhedslisten, hvor hun var en af nøglefigurerne for partiet i 00’erne.I 2019 blev hun udnævnt til børne- og undervisningsminister i den socialdemokratiske etpartiregering.Hun fortsatte som minister, da SVM-regeringen blev en realitet i 2022. Dengang som social- og boligminister.I forbindelse med regeringsrokaden i august 2024 var det dog slut med ministerjobbet for Rosenkrantz-Theil.Hun blev afløst af en anden socialdemokrat i form af Sophie Hæstorp Andersen, der indtil da havde været overborgmester i Københavns Kommune. På næsten samme tid annoncerede Rosenkrantz-Theil dog, at hun gik efter at blive netop overborgmester i København i forbindelse med kommunalvalget 2025.Ved kommunalvalget i 2021 bakkede alle partier på nær Nye Borgerlige op om Sophie Hæstorp Andersen som overborgmester. Det skete, til trods for at Socialdemokratiet mistede titlen som det største parti i København efter 100 år. Den titel gik i stedet til Enhedslisten.Fronterne er allerede trukket op inden årets kommunalvalg. Allerede i november sidste år gjorde eksempelvis Enhedslistens overborgmesterkandidat det klart, at partiet ikke vil pege på en socialdemokrat.Line Barfod (EL) sagde til Altinget, at det er vigtigere for Enhedslisten, at Socialdemokratiet ikke fortsætter på overborgmesterposten i Københavns Kommune efter næste års kommunalvalg, end at partiet selv får magten.I Folketinget afløses Rosenkrantz-Theil af partifællen Yildiz Akdogan. Det oplyser Socialdemokratiet til Ritzau.Akdogan har over to omgange været folketingsmedlem. Hun har siddet i Folketinget fra 2007 til 2011 og igen fra 2014 til 2019./ritzau/

En æblemost fra Orskov Foods solgt i Rema 1000 landet over tilbagekaldes.Det oplyser Fødevarestyrelsen på sin hjemmeside.Der er risiko for skimmelvækst i produktet, hvilket gør mosten uegnet som fødevare, lyder det fra Fødevarestyrelsen.- Skimmelsvampe kan producere svampegifte, som kan være kræftfremkaldende, skriver styrelsen.Æblemosten er produceret 27. marts 2025 og kan identificeres på sin bedst før dato, som er 27. marts 2026.Produktet har stregkodenummeret 5703210000017.Fødevarestyrelsen anbefaler, at produkterne leveres tilbage til butikken, hvor det er købt, eller at man smider det ud.Fødevarestyrelsen er ansvarlig for kontroller på veterinær- og fødevareområdet./ritzau/