»Det er ikke min krig«, siger præsident Trump om Ruslands krig mod Ukraine, skønt det lige netop er, hvad den er.  Enhver regering overtager ansvaret for den situation, dens forgængere har bragt landet i, hvorpå den kan skabe en ny situation. Således gik præsident Truman ind i Koreakrigen, som hans republikanske efterfølger Eisenhower sluttede. Kennedy og Johnson trak USA ind i Vietnamkrigen, som Nixon derefter trak det ud af.  Nu vil Trump så at afslutte »Bidens krig« ved at løbe med Ukraines værdier og fra USAs ansvar for Ukraines ulyksalige situation. I 1994 garanterede USA, Storbritannien og Rusland Ukraines grænser til gengæld for, at Ukraine afleverede de efterladte, sovjetiske atomvåben til Rusland. I 2008 satte USA optagelsen af Ukraine og Georgien på NATOs dagsorden uden at have gjort sit hjemmearbejde, eftersom flere lande forhindrede deres optagelse. Som trøst fik de begge at vide, at de en dag ville blive medlemmer.  Et halvt år efter invaderede Putin Georgien, og i 2014 at annekterede han Krim, uden at USA stod ved sin garanti til Ukraine, der takket være USA nu stod uden a-våben. Således opmuntret invaderede Rusland i 2022 Ukraine og truede Vesten med a-våben. Trumps »fred« består i – ligesom Chamberlains i 1938 – at give et andet lands territorium til et tredje land. Det vil give Putin blod på tanden, ligesom det gav Hitler. Herefter kan Trump vie sine kræfter til at ophæve det amerikanske demokrati ved at angribe pressens og universiteternes frihed, retsvæsenets uafhængighed og ensrette kulturen. Belært af Anden Verdenskrig skabte især USA den verdensorden, som nu fortoner sig i det fjerne. Ifølge den giver magt ikke ret til at tage andres land.  Nu toner en ny frem, der gentager den ældgamle, hvorefter den stærkeste altid har ret.  Kan Rusland med vold og magt tage dele af Ukraine, kan USA »på den ene eller anden måde« også tage Grønland.  Ud fra Trumps logik har han jo aldrig anerkendt Grønland som en del af det danske rige, der ifølge vicepræsident J.D. Vance har svigtet forsvaret af Grønland og mishandlet det grønlandske folk.  Hvad det sidste angår, har en af Grønlands store landsfædre Aqqaluk Lynge gjort opmærksom på, at kun i Grønland har Arktis’ inuitter bevaret deres land og sprog, som vil gå tabt, hvis Trump får sin vilje. Hvad forsvarsforpligtelsen angår, overdrog Danmarks ambassadør i USA, Henrik Kauffmann, i 1941 forsvaret af Grønland til USA. Han blev fyret af samarbejdsregeringen, men minister i befrielsesregeringen fik allerede 16. maj 1945 Folketingets godkendelse af Kauffmanns aftale fra 1941. Under folketingsdebatten fremhævede den konservative ordfører Kristen Amby just »traktatens klare understregning af, at Danmark bevarer suveræniteten over Grønland«. Den blev der hverken rejst tvivl om, da forsvarsaftalen blev indgået med USA i 1951, eller da Grønland, Danmark og USA i 2004 underskrev Igalikoaftalen, der opgraderede Thulebasen og gav USA lov til at gøre det sikkerhedsmæssigt fornødne.  Herefter bevarede USA blot 200 amerikanske soldater i Grønland, hvor det før havde haft 10.000. Da Danmark/Grønland i 2008 skabte The Arctic Five, der i Ilulissat vedtog en erklæring om Arktis som et samarbejds- og lavspændingsområde, sendte USAs udenrigsminister sin stedfortræder, hvorimod den russiske selv deltog. USAs kærlighed til grønlænderne var ikke større, end at USA i 2010erne tog den lukrative servicekontrakt på Thulebasen fra grønlænderne og gav den til et amerikansk selskab.  Ved sit nylige valg sagde de grønlandske vælgere klart nej til USA, og på mandag vil grønlænderne sikkert møde kong Frederik med den kærlighed, Vance fejlagtigt troede skulle strømme ham og hans hustru i møde. Trump og forsvarsminister Hegseth roser sig af, at USA har reddet Europa i de to verdenskrige, og nu må det være nok, men det ville egentlig ikke ind i dem.  Først efter flere tyske provokationer erklærede USA Tyskland krig i 1917. Først efter at japanerne 7. december 1941 havde bombet Pearl Harbor, og Hitler fire dage senere havde erklæret USA krig, blev USA tvunget ind.  Under »de tre stores« fredsforhandlinger overlod den amerikanske præsident Roosevelt mod Churchills vilje Baltikum og Mellemeuropa til Stalins Sovjetunion. Den var fremtiden, mente han, hvorimod Storbritannien og Europa hørte fortiden til.  Nu vil Trump så overlade Ukraine til Putin, der om føje år vil forsøge at indlemme Baltikum i det storrussiske rige. Sandelig, historien rimer. Per Stig Møller er fhv. udenrigsminister for Det Konservative Folkeparti

USAs sammenbrud er Europas mulighed I disse dage bruger medierne spaltekilometer på at analysere noget, som umuligt kan analyseres – Trump og hans forskellige påfund. Derfor en stort tak til Søren Pind, som i Berlingske for nylig løfter blikket for os allesammen og peger på det indlysende: Det tragiske sammenbrud i USA – økonomisk, demokratisk, moralsk – udgør selvfølgelig en unik mulighed for Europa for at indtage den ledige plads som »the shining city on the hill«. Når Trump angriber universiteter og mishandler forskere og videnskabsmænd, skal Europa byde dem velkommen og bygge universiteter i verdensklasse. Når ingen længere kan stole på USA, skal Europa bygge alliancer og handle på en måde, så vores partnere ved præcis, hvor de har os. Vi skal fortælle om de unikke kvaliteter, som Europa har, hvad angår kultur, historie, mangfoldighed samt respekt for demokratiet. Og – ikke mindst – så skal vi opbygge et militært forsvar, som gør os uafhængige af USAs farligt almægtige præsident, hvem han i fremtiden end måtte være. Men først må vi rydde op i eget hus med alt det, som hæmmer vækst og udvikling i Europa: overregulering, bureaukrati og højt skattetryk. Nils Sjoegren, Rungsted Kyst Skal vi virkelig filme alt? I disse dage er der mange holdninger til popstjernen Sabrina Carpenter og hendes koncerter. For nylig blev min kommentar om netop Carpenter og hendes meget unge publikum udgivet i Berlingske. Her pegede jeg på, at forældre måske bør tænke sig en ekstra gang om, før de sender deres otteårige afsted til koncert i en lårkort pailletnederdel. Sidste uge udgav TV 2 en artikel, hvor den 24-årige Amalie Ambjørn kommer med et opråb om en bekymrende kultur. Hun påpeger, hvordan unge kvinder bliver filmet i uheldige eller seksualiserede situationer – ofte uden deres samtykke – og derefter får videoerne delt på sociale medier. Det er en vigtig debat. For på den ene side er det dybt alvorligt, at nogen udstilles og udnyttes på den måde. På den anden side rejser det spørgsmålet: Skal det nu ikke længere være tilladt at filme til koncerter? Hvor går grænsen? Er en koncert et offentligt rum, hvor man bør »forvente« at kunne blive filmet, især hvis man dukker op i et opsigtsvækkende outfit? Eller er det helt uacceptabelt at filme og dele optagelser af andre uden samtykke, særligt når det sker i en seksualiseret kontekst? Selvfølgelig vil mange gerne fange et klip af den smukke Sabrina Carpenter, hendes fængende sange og hendes sjove dialog med publikum. Men behøver kameraet rettes mod publikum – mod helt almindelige koncertgæster, der ikke har skrevet under på at blive filmet, delt, liket og gemt? Det er fuldt forståeligt, at kvinder, der er blevet filmet og eksponeret uden samtykke, føler sig krænket. Det viser, at vi langt fra lever i en utopisk verden. Nogle mennesker ser desværre ikke ud til at have skrupler, når det gælder om at udnytte andre for likes og opmærksomhed. Netop derfor kan man argumentere for, at forældre til mindre børn skal være ekstra påpasselige. Tænk jer om, før I sender lille Emilie på otte år afsted til koncert i en lårkort pailletnederdel for at skråle med på »I’m so fucking horny«. For hvem ved, måske står der en med et kamera og nul moral lige bag hende. Isabella Flach, Vejle Når Forsvaret opererer som politi i civilklæder Et aktuelt jobopslag fra Jægerkorpset, et ud af tre, bør få alarmklokkerne til at ringe. Forsvaret søger nu en efterretningsbefalingsmand med speciale i overvågning, signaldata og missioner både »nationalt og internationalt«. Det lyder harmløst, men det er alt andet. Vi ser her endnu et skridt mod udviskningen af grænserne mellem politi og militær. Hvorfor skal en specialstyrkeenhed, kendt for lukkede kredsløb og tidligere præget af nepotisme, nu også arbejde med civil, indenlandsk efterretning? Hvad er det for opgaver, der udføres »nationalt«? Og mod hvem? Det handler næppe kun om ekstremister i glemte miljøer. Når der tales om »normal« dansk virkelighed, må vi spørge: Overvåges helt almindelige borgere nu af Forsvaret, uden at det kaldes ved sit navn? Dobbeltarbejdet mellem Politiets Efterretningstjeneste og militære aktører skaber ikke blot risiko for misbrug. Det underminerer den demokratiske kontrol, vi burde insistere på. Vi har tidligere set problemer med intern loyalitet og skjulte dagsordener i Jægerkorpset. Skal den kultur nu brede sig til efterretningsarbejdet i vores eget land? Hvis overvågning, cyberanalyse og missionsledelse flytter ind på hjemmefronten under militært regi, er vi ikke længere i et åbent demokrati, men i en skyggezone. Det er på tide, at nogen siger stop. Gunnar Hellmund Laier, Nørresundby Sæt de oversøiske områder fri Fillippa Gottlieb skriver 17. april om det dybt forkastelige i, at tre nordatlantiske folketingsmedlemmer ved en vigtig afstemning om klimaministerens (manglende) troværdighed stemte sammen med regeringen for at redde ministerens fortsatte politiske eksistens. Jeg er helt enig i kritikken: Færøerne og Grønland frabeder sig kraftigt Danmarks indblanding i deres interne affærer, og de bør derfor naturligvis heller ikke blande sig i Danmarks interne anliggender. Det fører mig i lighed med Gottlieb frem til konklusionen, at de nordatlantiske områder er en belastning for Danmark, og at de derfor bør have fuld selvstændighed, hellere i dag end i morgen. Områderne er på mange måder belastninger for kongeriget, og store dele af områdernes befolkninger ønsker jo løsrivelse, så lad det dog ske. Niels B. Larsen, Randers Læserbreve på maks. 1.350 tegn inkl. mellemrum sendes til debat@berlingske.dk

Skal man tro USAs nye magthavere, elsker de Europa så højt, at de gerne vil redde kontinentet. Ikke så meget fra Putin, må vi forstå. Men fra europæerne selv. J.D. Vance er den, som har sagt det tydeligst i flere taler og interview. Truslen kommer indefra. Liberale eliter i Vesteuropa svigter demokratiske idealer ved at knægte ytringsfriheden og gennemtvinge en skadelig masseindvandring imod vælgernes ønsker, lyder fortællingen. Vance har flere gange hævdet, at vi i Europa risikerer at begå »civilisatorisk selvmord«. I et interview på Fox News i marts forudså Vance, at tyskerne ville ødelægge deres eget land, hvis de tog imod endnu et par millioner migranter fra lande, »som er totalt kulturelt inkompatible med Tyskland«. Det er en afgørende pointe for USAs nye højre og en række nationalkonservative i Europa, at liberalismen gør os patologisk svage. En »selvmorderisk empati« får os til at acceptere en undergravende indvandring. Empati er ligefrem den vestlige civilisations »største svaghed«, som techmilliardær og Trumpstøtte Elon Musk udtrykte det på sit sociale medie, X, for nylig. Europæisk svaghed på det militære område er også en gennemgående kritik. Vi fik et indblik i Vances tænkning i den nu berømte Signal-tråd mellem topfolk fra Trump-administrationen, som kom frem i The Atlantic. Her var Vances uvilje mod Europa så udtalt, at han anbefalede ikke at slå til mod den militante Houthi-bevægelse i Yemen, fordi han »hader« at redde Europa »igen«. Når Vance forklarer sig i interview, er det nemmere at følge hans logik, da både han, Trump og mange andre amerikanere har fat i noget, når de peger på, at Europa har forsømt at investere i sin egen sikkerhed. I et interview i sidste uge henviste Vance ligefrem til den tidligere franske præsident Charles de Gaulle, som stod hårdt på, at Frankrig og Europa ikke måtte gøre sig militært afhængig af USA. Det er ikke i Europas interesse at være »en permanent sikkerhedsvasal til USA«, sagde Vance til mediet UnHerd. Det er jo fuldkommen rigtigt. Det er også sandt, at masseindvandringen til Europa har medført enorme integrationsudfordringer. Jeg er også enig i, at vesteuropæiske eliter har lagt for stort pres på techplatformene for at slå ned på indvandringskritiske ytringer. Og endelig vil jeg give Vance og Trump ret i dele af deres kritik af venstreorienteret identitetspolitik. Den militante woke-bølge har ført til en radikal gruppetænkning, som strider imod vestlige traditioner for at betragte mennesker som individer og tilstræbe retfærdige meritokratier. Alligevel finder jeg det både hult og falsk, når J.D. Vance erklærer, at han »elsker Europa« og vores fælles kristeneuropæiske arv. Sagen er jo tydeligvis, at Vance ikke elsker Europa, som det faktisk er. Man kan ikke forklare alle Europas problemer som resultat af et elitært komplot mod masserne. Der er faktisk mange europæere, som er tilfredse med niveauet af indvandring, og selv når vi arbejder på at få styr på indvandringen, holder vi fast i at behandle den enkelte ordentligt. Respekt for individet er en del af den vestlige civilisation, nedarvet fra kristendommen og mejslet ind i vores moderne love, traktater og konventioner. Vi kalder det retsstaten, men noget tyder på, at vi ikke længere forstår »vestlig civilisation« på samme måde på tværs af Atlanten. Når Trump ignorerer en kendelse fra den amerikanske højesteret om at bringe en fejlagtigt udvist migrant tilbage til USA, udfordrer præsidenten både kravet til retfærdig individuel vurdering og magtens tredeling. Når Trump fjerner støtte fra amerikanske universiteter, truer han både ytringsfriheden og den akademiske frihed. Når det gælder USAs ageren ude i verden, må vi sige, at en værdimæssig skilsmisse er realiteten. Trump-administrationens fredsforslag, som skulle danne grundlag for at afslutte krigen i Ukraine, udgør et forræderi mod både den vestlige civilisation og sikkerhedsorden. Trump vil lade Putin bestemme, om Ukraine må være medlem af NATO, ophæve sanktioner mod Rusland og samtidig belønne den russiske invasion med en officiel amerikansk anerkendelse af Krim-halvøen som russisk og de facto accept af andre besatte ukrainske territorier som russiske. Det svarer til at sende en smadrekugle mod den vestlige civilisation. »Vi har brug for Grønland«. Trump i Det Hvide Hus 27. marts: Trumps prorussiske fred strider mod de bærende principper for den sikkerhedsorden, som USA satte sig i spidsen for at etablere efter Anden Verdenskrig. Der er ingen retfærdighed, ingen respekt for etablerede grænser, ingen krigsskadeerstatning til den angrebne part og ingen retsforfølgelse af krigsforbrydere. Tilbage er kun en iskold underlæggelse for en brutal russisk imperialisme og dermed en vision om en ny verdensorden, hvor store magter kan tryne mindre lande. Den vision har intet med vestlig civilisation at gøre, og derfor skilles fårene fra bukkene her. Man kan sige, at Trump selv udviser en form for »selvmorderisk empati«. Hans empati er bare rettet mod Putin, og vi kan ikke længere se USA som forsvarer af den frie verden. Trumps USA truer Ukraines og Europas sikkerhed. Trumps USA truer Danmark og Grønland, og på den måde har Vance jo ret. Det er ikke i Europas interesse at være afhængig af USA, når det gælder vores sikkerhed. Vi skal hurtigst muligt kunne klare os selv militært, og vi skal selv finde ud af, hvordan den vestlige civilisation skal overleve.

Ruslands ambassadør i Danmark hedder Vladimir Barbin. Han er et godt billede på det moderne autokratiske og diktatoriske Rusland. Den 67-årige diplomat startede sin karriere i 1979 i det gamle Sovjetunionen, da Leonid Bresjnev stadig var russisk generalsekretær og Den Kolde Krig rasede for fuld kraft. Det er rart at vide, når man skal forholde sig til, at den russiske ambassadør åbenbart mener, at han skal have en mening om, at den danske regering i sin hærplan genopretter Bornholms Regiment og opbygger en bataljon på 1.000 soldater på Almegårds Kaserne. Man kan håbe, at Bornholms Regiment tilmed får sit smukke gamle navn, Bornholms Værn, tilbage med dets urgamle rødder fra oprettelsen af den bornholmske milits i 1672. »Militariseringen af Bornholm blev udtænkt af København under det falske påskud af den »russiske trussel«, selvom Rusland ikke har og aldrig har haft aggressive hensigter over for Danmark,« siger Vladimir Barbin til DR. Bresjnev ville være stolt. Rusland lader som om, forholdet mellem Danmark og Rusland er rent bilateralt. Det er det naturligvis ikke, når Rusland fører en angrebskrig i et suverænt land, og når vi gør alt, hvad vi kan for at hjælpe det land med at forsvare sig. Udtalelserne fra Barbin understreger Ruslands paranoia, men afslører også en slet skjult trussel mod Danmark. »Ønsket om at gøre øen til en bastion mod Rusland viser Danmarks engagement i den stigende konfrontation i regionen,« siger han. Det er helt korrekt, at Danmark sammen med mange andre lande, desværre i svigtende grad USA, er engageret i at forebygge et brud på international ret og folkeretten, hvor lande bare kan angribe hinanden, fordi de har lyst. Det er absurd, næsten komisk, at Barbin udnævner Bornholm til en bastion mod Rusland. Herefter lover Barbin at overvåge den militære aktivitet og lancerer så en ny trussel om at udvikle modforanstaltninger for at »imødegå mulige trusler« i Østersøen. Hvad er det egentlig for trusler, ambassadøren tænker på? Der er ikke et eneste land i NATO, som har nogen planer om at true Rusland militært, men der er fredelige lande i Baltikum, hvor frygten for Rusland er latent og allestedsnærværende efter overfaldet på Ukraine; et land, som måske nu tilmed påføres en dybt uretfærdig fred, som kan opildne Putin til at fortsætte sin krigsfærd i eksempelvis Baltikum. Danmark har bitter erfaring med russiske soldater. Der var ingen retfærdiggørelse for den knap 11 måneder lange besættelse af Bornholm fra 9. maj 1945 til 5. april 1946. Siden forsøgte sovjetiske og russiske regeringer i årtier at påberåbe sig, at ingen udenlandske soldater måtte få lov at opholde sig på Bornholm med henvisning til et dokument på fem og en halv linje uden hverken afsender eller underskrifter; det kostede i 1982 et amerikansk militærorkester turen til Bornholm. Barbin forsøgte i 2022 – i øvrigt kun ni dage før Ruslands angreb på Ukraine – at påberåbe sig Bornholm-aftalen fra 1946. Daværende udenrigsminister Jeppe Kofod (S) slog dengang fast, at der ikke eksisterer og aldrig har eksisteret en sådan aftale, selvom Danmark for fredens skyld i årtierne efter verdenskrigen lod som om den måske eksisterede. Barbins groteske udtalelser understreger den dybe fornuft i regeringens hærplan, som ikke kan blive gennemført hurtigt nok. Den russiske ambassadør må endelig blive i jobbet, så vi løbende kan blive mindet om, at Putins Rusland ikke er noget fjernt eller abstrakt. THOMAS BERNT HENRIKSEN

Siden Donald Trumps (gen)indtog i Det Hvide Hus 20. januar har verden ikke stået stille.  På mindre end 100 dage har han med bombastiske meldinger om told, Grønland, wokeisme og alt derimellem lagt sig ud med størstedelen af den verden, der hidtil har set USA som en vigtig allieret, både når det gælder samhandel og værdifællesskab.  Disse mangeartede meldinger har forståeligt medvirket til et mere negativt syn på USA. Desværre har de tilsyneladende også medvirket til et mere negativt syn på den almene amerikaner, der bliver taget som gidsel i Trumps korstog mod resten af verden. Hvis vi skal præsentere et værdimæssigt modspil, er det essentielt, at vi ikke retter modstanden mod folk, der ikke kan gøre fra eller til. I en artikel i Berlingske 13. april fortæller professor Derek Beach, hvordan han er blevet mere påpasselig med at tale engelsk i offentligheden, fordi stemningen er skiftet. Her har vi tale om en mand, som har boet i Danmark i 30 år, og som indirekte bliver mistænkt for at støtte om amerikansk politik alene på grund af sit sprog og dialekt.  En god bekendt med amerikanske aner har også berettet om oplevelser, hvor den blotte vished om hendes ophav får samtalen til at tage utilsigtede drejninger.  Drejninger, hvor det bliver nødvendigt at tage kategorisk afstand fra den amerikanske regerings gøren og laden, selvom det på intet tidspunkt har været udgangspunktet for samtalen. Dette er blot to eksempler på, hvordan en i øvrigt retfærdig modstand mod amerikansk politik i helhed ender med at ramme folk, der i det store hele har meget begrænset indflydelse på tingenes tilstand.  Hvorom det er forståeligt, at der for tiden kan spores en større skepsis over for USA, især her i Danmark, er disse eksempler i virkeligheden ikke et hak bedre end Trumps egen debatstil, hvor der i tide og utide slynges rundt med ofte åbenlyse usandheder. Det er ganske paradoksalt, hvordan fordømmelsen af Trump ender med at foregå på nøjagtigt de samme konfliktoptrappende og forudindtagede præmisser, som manden med rette kritiseres for. Og der er meget at kritisere Trump for. Meget mere, end der kan remses op i dette indlæg.  Men det er fuldstændigt afgørende for vores værdier om personlig frihed og personligt ansvar, at vi ikke stiller helt almindelige amerikanske statsborgere til ansvar for Trumps absurde udmeldinger. En vis amerikaner havde engang en drøm om, at en mand ikke skal dømmes på sin hudfarve, men på sine handlinger og sin karakter. Det er netop i situationer som den nuværende, hvor Trump i den grad tryktester vores vestlige værdier og sammenhold, at vi har pligten til at stå imod og holde fast.  At bedømme folk ud fra deres handlinger, ikke deres ophav. At se mennesker først og fremmest som individer, ikke som medlem af en gruppe. Det er netop disse principper, der får os til at himle med øjnene og kritisere Trump, når han gang på gang lyver offentligt og tilsviner alt mellem himmel og jord.  Og det er netop derfor, at vi skal rette vores modstand og kritik mod Trump og hans administration – ikke mod amerikanere, der måske ikke engang har stemt på ham. Der er masser af muligheder for at vise modstand – boykot af amerikanske varer, investering i europæiske aktier, støtte til Ukraine, you name it. Men fordømmelse af den enkelte herboende amerikaner er i bedste fald uvirksomt og i værste fald polariserende. Marcus Friis Egeskov er maskiningeniør og medlem af Liberal Alliances Ungdom

På Københavns Rådhus er vi lige nu i gang med at udarbejde byens næste klimaplan, der skal gælde fra 2026-2035. Det er et stort og vigtigt arbejde. Men det er også et arbejde, som rådhuset største parti, Enhedslisten, sidder for bordenden af, og dét kan mærkes.  For som liberal er det svært at læse udkastet til klimaplanen uden, at blodtrykket ryger op i det røde felt. Og det er faktisk virkelig ærgerligt. For i Venstre kan vi hurtigt blive enige med Enhedslisten om de store dele af planen, der virkelig betyder noget. Venstre mener, at klimaplanen skal have fokus på at forbedre vores energisystem ved blandt andet at sænke temperaturen i fjernvarmenettet, bidrage til etableringen af et CO₂-fangstanlæg og sikre solceller på vores tage.  Vi vil stille ambitiøse men realistiske krav til bygge- og anlægsbranchen om at nedbringe deres Co₂-udledning, udbygge den offentlige transport med mere metro, forbedre vores cykelstier og udbygge el-ladenettet. Og så skal København som en milliardindkøber stille høje CO₂-krav til de varer, vi køber ind. Med ovenstående mål kan der laves en ambitiøs og realistisk klimaplan, som jeg tror, at langt de fleste københavnere kan se sig selv i. Den nye plan går dog langt videre end det. Her lægges der for eksempel op til markant højere parkeringstakser og beboerlicenser, samt at København skal arbejde for en kørselsafgift. Det er selvom, vi ser ind i en fremtid, hvor alle på sigt skal køre elbil. Det er bare ikke nok for venstrefløjen i København, at din bil er grøn. Du skal slet ikke køre bil. Med den nye Klimaplan skal kommunen også arbejde for, at byens restauranter skal servere ikke bare grønnere, men også sundere måltider. Det skal gøres ved at spille en faciliterende rolle i at tilbyde viden og inspiration i restaurationsbranchen. Et mål om »sundere« måltider har intet at gøre i en klimaplan, og det bliver aldrig kommunens rolle at sørge for, at der er mere »klimavenlige« måltider på de københavnske restauranters menukort.  Hvis restauranterne kan se noget positivt i at vidensudveksle, er der masser af branchefællesskaber, de kan gøre det i. I klimaplanen er der også en utrolig tiltro til, at Københavns Kommune kan finde forretningsmodeller, markedet ikke selv kan. Jeg har dog svært ved at se, hvordan det fører til andet end flere Djøf’ere ansat i kommunen. Det foreslås for eksempel, at kommunen skal gå i dialog med erhvervsudlejere om at tiltrække virksomheder med grønne forretningsmodeller. Det kan skabe mere liv i områder med tomme erhvervslejemål, må man forstå.  Men helt ærligt, mon ikke virksomheden med den grønne idé var rykket ind helt uden kommunens hjælp, hvis forretningscasen var der? Kommunen skal også understøtte byens virksomheder i at udleje produkter som en forretningsmodel. Ved flytninger skal kommunen således samarbejde med aktører om fælles indsatser, vidensformidling og kampagner for at lette adgangen til genbrug og leje af for eksempel møbler. Københavns Kommune skal naturligvis ikke understøtte private virksomheder, og mon ikke de fleste godt ved, at hvis de vil have genbrugsmøbler, kan de tage i genbrugsbutik eller på genbrugspladsen? Derudover foreslår klimaplanen udstillinger om klimakrisen og undervisning i såkaldt »klimaretfærdighed« i folkeskolen. Og det er bare en række af de tiltag, der vil få enhver borgerlig til at få kaffen galt i halsen. Dertil skal det også bemærkes, at tiltagene jo skal finansieres af dine skattekroner. Det er penge, som dermed ikke kan gå til ældrepleje, folkeskoler og daginstitutioner. Så det handler ikke kun om, at der skal være grænser for, hvor kommunen blander sig, men også om at vi bruger pengene fornuftigt. Derfor har vi i Venstre længe råbt vagt i gevær. Lad os fokusere på de tiltag hvor Københavns Kommune kan spille en afgørende rolle og lave en klimaplan, der kan samle i stedet for at splitte, som er ambitiøs og realistisk – ikke skør og moraliserende. Louise Theilade Thomsen er medlem af Borgerrepræsentationen og gruppeformand for Venstre

Den gamle dame på Kongens Nytorv blev mindst 100 år yngre, da hun tirsdag aften før påske lagde krummelureloft og scenegulv til årets store royale begivenhed; prinsesse Isabellas 18-års fødselsdagsfejring.  Unge mennesker fra hele kongeriget fyldte den guddommelige teatersal med selfies, lipgloss og store smil. Hvor smukt og livsbekræftende kan det blive? Det var det oplagte brandingshow for begge adelige institutioner – se, vi tager de unge seriøst. Men allerede kort inde i forestillingen, meldte det åbenlyse spørgsmål sig … Gør de nu det? For hvorfor måtte de klassiske kunstarter som opera, ballet og skuespil ikke optræde alene sådan en aften? Hvorfor skulle den nurses af Medina, Scarlet Pleasure og en malplaceret midaldrende komiker fra Island? Aftenens konferencier, skuespillerinden Julie Rudbæk, åbnede ballet med fuld boomer-energi og en hentydning til prinsesse Isabellas berømte ord: »Er du helt væk?«  Det var i sig selv ganske uoriginalt, særligt fordi prinsessen allerede selv havde italesat sin replik på elegant vis til sin fejring i Aarhus ugen forinden, og fordi hun er mere end de ord. Alle de unge mennesker i salen var mere end de ord. Ungdommen er mere end teenagedamp og forældreirritation. Foruden at være fremtiden, er den en eksplosion af spørgsmål, erkendelser og tanker.  Hvad med at vise dem og os andre noget, der rent faktisk gør vores verden større, så der bliver plads til alt det, der foregår indeni os? Det er jo netop dét de klassiske scenekunstarter kan. Kasper Holten, er du der? Eller er du helt væk? Det Kongelige Teater missede denne aften muligheden for at give den unge målgruppe et brag af en introduktion til ballet, opera, skuespil og klassisk musik – uden popstjernestøttepædagoger. Og det havde klædt det nye kongepar at hylde finkulturen, nu hvor deres image er mere Royal Run end Rigoletto og Raymonda. Det er synd, for den klassiske kunst kan SAGTENS stå alene. Hvis ikke Det Kongelige Teater eller Kongehuset stoler på kunstens kraft og de unges evner til at bruge den, har vi et alvorligt problem. I stedet blev det en omgang speeddating i »lidt af hvert« inden for dans, sang, musik og skuespil. Og flere af aftenens indslag kan slet ikke opleves i Det Kongelige Teater til daglig. Det er der i princippet ikke noget i vejen med. Alle de optrædende er dygtige kunstnere. Og der er intet galt med popmusik.  Problemet er, at det var Det Kongelige Teater, højborgen for det klassiske repertoire, der var afsender af showet. Det var i hvert fald teaterchef Kasper Holten og bestyrelsesformand Lars Barfoed, der stod på trappen mellem Holberg og Oehlenschläger og bød de kongelige velkommen. Så hvis ikke de klassiske kunstarter skulle drive festen, var der vel ingen grund til, at det var Det Kongelige Teater, der var vært. Så kunne festen vel have været holdt i Royal Arena – som Kongehuset jo også deler navn med. Det Kongelige Teaters egne superstjerner som balletdanserne Emma Riis-Kofoed, Tobias Praetorius, Astrid Elbo, elever fra balletskolen samt operasangerne Louise McClelland Jacobsen og Theodore Platt druknede desuden i mangelfuld introduktion og svag scenografi.  De to sangere optrådte jo nærmest ikke engang på scenen. De måtte primært synge foran tæppet, som var de pauseklovne i et sceneskift. Det giver jo ingen mening. Giv dem dog hele rumfanget, så der er plads til, at vores hjerter kan åbne sig med deres stemmer. Jeg ville desuden ønske, at konferencierrollen havde været lidt mindre konfirmationstale og lidt mere kunstens frelser. I mine øjne burde Julie Rudbæk have ageret oversætter mellem de unge og de (ja, til tider) abstrakte klassiske værker.  For det er der brug for, når man er ny, så man ikke føler sig forkert i de forfinede rammer. Der er alt for mange mennesker, der går glip af Det Kongelige Teaters fantastiske forestillinger, fordi de frygter ikke at passe ind. Ikke at kunne forstå det hele på den rigtige måde. Men der er ikke en rigtig måde!  Teatrets verden er for alle. Og opera og ballet er langt mere imødekommende og imponerende, end man tror. De kræver faktisk blot en tilstedeværelse. Den overnaturlige rus, skal nok finde ned i ens krop.  Men det skaber naturligvis altid en ekstra dimension til kunsten, når vi kan beklæde den med flere lag af viden og forundring. I stedet for at introducere den suveræne pas de deux fra Don Quixote i en litterær kontekst (hvilket er ligegyldigt, for Don Quixote handler jo ikke om Don Quixote), kunne konferencieren have introduceret balletten som kunstform – kort, sjovt og oplysende.  Hvad er det denne ejendommelige, paradoksale, livsvigtige fortryllelse af en kunstart kan? Hvorfor er den lige så tiltrækkende som kærlighed? Hvordan laver man 32 piruetter i træk på ét ben? Er det overhovedet muligt? Særligt Den Kongelige Ballet har jo lidt noget af en totalskade de seneste år med skeletdans i skabet og en heftig mediedækning, der resulterede i en advokatundersøgelse af trivslen på balletskolen og en ny skolereform til følge.  Og her havde Det Kongelige Teater så den ædelstenssjældne mulighed for at vise både publikum i salen, og alle der så med på tv, hvorfor balletten er en kunstart, vi ikke kan leve uden. En pas de deux og et mere moderne indslag fra Kompagni B (8. og 9. klasserne på balletskolen) var bare ikke nok. Der skulle have stået et fuldtalligt, stærkt balletkompagni på den scene, da det tæppe gik op, så ingen ville være i tvivl om ballettens vigtighed og position i dansk kultur.  Hvor blev magtdemonstrationen af – foruden Emmas og Tobias’ perfekte piruetter? I det hele taget manglede der pragt og scenedybde i showet. Hvor var alle de smukke kulisser, der polstrer vores fantasi? Hvor var opfindsomheden i at skabe en original forestilling til anledningen, fremfor uddrag af allerede eksisterende værker? Til sidst i det blandede bolsjeprogram fik vi dog endelig en nyskabt koreografi af Eukene Sagues, danset af solodanserinde Astrid Elbo, men til musik af Scarlet Pleasure og Giift.  For ja, Det Kongelige Teater vælger at slutte festlighederne med en Scarlet Pleasure-minikoncert, og den kulminerende timing virker nærmest som en takkegave til publikum for at have holdt ud hele vejen igennem alt det »kedelige« – se, nu må I have det sjovt! Det er et ejendommeligt valg. Særligt taget i betragtning, at hvis der er noget de klassiske værker formår, så er det ved Gud at være garant for en dramatisk og storslået finale. Det er ligesom akternes præmis. Og særligt i opera og ballet, er det nærmest et handlingsmønster, at historien kulminerer i død, drab eller fest.  Så hvorfor runder man ikke af med sådan et teatralsk festfyrværkeri – måske i en medley? – i stedet for en playliste, man kan finde på Spotify? Det Kongelige Teater bærer en krone af en grund, men den må de ikke tage for givet. På trods af et forrygende billetsalg, er de dybt afhængige af at tiltrække en yngre målgruppe.  Min egen evighedsforelskelse i teatret har efterhånden betydet, at jeg har haft rumpen i snart alle sæder på Gamle Scene, så jeg kender kernepublikummet, og de har altså gråt hår. Hvis Det Kongelige Teater skal leve evigt, må man i ledelsen erkende, at det gør publikum ikke. Vis magien, vis storheden, vis den verden af forunderlighed, som man aldrig finder på sin telefon. De filterløse følelser og overraskelsens gisp, der sætter sig i lungerne, så man for evigt vil søge mod teatret for at få luft igen. Nana Langhoff er kommunikationsrådgiver og tidligere pr- og presseansvarlig hos Det Kongelige Teater

Ligesom resten af Europa er Danmark i chok over Trump-administrationens undergravning af retsstaten og de forfatningssikrede frihedsrettigheder.  I denne avis har jeg – både på skrift og lyd – givet et øjenvidneindtryk af, hvor absurd det føles at være udlænding i et land, der for få år siden var en global bastion for ytringsfriheden, men som nu bruger kunstig intelligens til at overvåge udlændinges udtalelser med henblik på at kunne deportere dem. Jeg har også skrevet om de globale konsekvenser af, at USA tilsyneladende opgiver næsten 80 års tradition for at fremme ytringsfrihed internationalt – ved at skære i støtten til Radio Free Europe/Radio Liberty, National Endowment for Democracy og senest – angiveligt – lukke den afdeling i udenrigsministeriet, der arbejder for menneskerettigheder. Men hvis Europa – og Danmark – virkelig ønsker at udfylde det tomrum, USA efterlader, kræver det, at Den Gamle Verden selv lever op til de principper, vi med rette kritiserer USA for at svigte. Ikke mindst ytringsfriheden, som er blevet forsømt på samme måde som Europas militære kapacitet. Her spiller Danmark en nøglerolle.  Med Koranloven lod den danske regering sig vælte som en dominobrik – med konsekvenser for den globale ytringsfrihed. Hvor det tidligere var straffrit at afbrænde koraner i det meste af Europa, griber myndighederne nu ind. Sverige har for nylig dømt to irakiske flygtninge for »hadsk tale«. Den ene af dem blev skudt og dræbt få dage før domsafsigelsen – en tragisk illustration af, at man ikke kan købe sig til fred fra Jihadistens Veto, selv hvis man sælger ud af sine mest dyrebare principper.  I Storbritannien risikerer en mand straf for at have afbrændt en koran foran det tyrkiske konsulat i London – som protest mod præsident Erdogans islamistiske styre. Koranloven er et klassisk eksempel på, hvad der sker, når et liberalt demokrati som Danmark giver efter for autoritære kræfter: Andre demokratier følger trop, og ytringsfriheden som princip bliver udhulet. Det er også værd at bemærke, at nogle af de ytringer, som USA i dag deporterer udenlandske studerende for, er strafbare i Europa – herunder i Danmark.  Ja, faktisk har statsminister Mette Frederiksen på usædvanlig vis grebet ind i anklagemyndighedens behandling af sager om »udtrykkelig billigelse« af terror – med det klare formål at få flere danske statsborgere dømt for usmagelige ytringer på sociale medier efter Hamas’ angreb 7. oktober. Det bliver svært for Danmark at indtage den moralske højborg og fordømme USA for at udvise udlændinge for deres ytringer – når vi selv er villige til at straffe vores egne borgere for det samme. Og billedet ser endnu værre ud i lande som Tyskland, Frankrig og Storbritannien, hvor tusindvis af borgere får besøg af politiet i deres eget hjem for at skrive krænkende eller stødende kommentarer på sociale medier – også når det handler om magtfulde politikere.  I Tyskland blev en redaktør idømt syv måneders betinget fængsel for at lave skabe og dele et meme af indenrigsminister Nancy Faeser med teksten »Jeg hader ytringsfriheden.«  Man tør dårligt forestille sig overskrifterne i europæiske medier, hvis en amerikaner blev dømt for at skrive det samme om Donald Trump. Mette Frederiksen og regeringen har med rette fået ros for deres mod og fremsynethed i støtten til Ukraine mod Putins aggression – også selvom USA delvist har trukket sig ud, og Europa står tilbage alene.  Men hvis vi kan stå op imod et revanchistisk atombevæbnet Rusland, så kan vi også stå vagt om ytringsfriheden. Jacob Mchangama er direktør i tænketanken Justitia

Anden påskedags morgen døde Paven. Frans. En åben og venlig mand. Jeg har selv set ham i levende live trille rundt på Peterspladsen i sin Popemobil et par gange, mens han endnu var yngre og friskere. Frans blev anset for at være en progressiv pave, selv om hans gerninger i substansen mest udgjorde en forsigtig åbning for for eksempel homoseksuelle i den katolske kirke. Hvilket får mig til at tænke på tidens uendelige kulturelle værdislagsmål. Det er som om, undskyld mig, fanden tager ved samfundsdebatten, så snart de er på spil. Hvad enten det handler om seksualitet, kønsidentitet, abort, aktiv dødshjælp – eller lignende. Skelsættende? Den såkaldt skelsættende afgørelse i den britiske Højesteret i sidste uge er et eksempel på det. Det virkeligt mærkelige ved afgørelsen er i grunden, at den blev anset for at være skelsættende. For den slog fast, at betegnelsen kvinde er biologisk betinget. Dermed får mænd, der juridisk eller på anden måde definerer sig som kvinder, i fremtiden sværere ved at få adgang til omklædningsrum, toiletter og sportsarenaer forbeholdt kvinder i Storbritannien. Det sendte tusinder af demonstrerende på de britiske gader i påsken. De mener, at transpersoners rettigheder nu bliver trådt under fode. Det er her, jeg standser stille op og gør opmærksom på mærkelighederne. For at der grundlæggende er biologiske forskelle på kvinder og mænd, og at de to køn dermed er biologisk funderet, er og har været en selvfølge for menneskeheden, siden den rejste sig på to ben. Eller endda før det. Tidsånden ruller Det er først i de senere år, nogle grupperinger har udfordret den selvindlysende sandhed med den identitetspolitiske fortælling om, at køn alene er en social konstruktion og noget, man »tildeles« ved fødslen. Nu er det tydeligt, at tidsånden ruller den anden vej igen. I USA, i Storbritannien, i en række lande, hvor man har bremset op for hormon- og kønsskifteoperationer af mindreårige. Spørgsmålet er så, om det behøver udfordre transpersoners og andres retsstilling eller følelse af sikkerhed. Mit svar er nej. Man kan sagtens tilslutte sig den grundlæggende definition af køn som biologisk og samtidig støtte helt og fuldkomment, at folk må være præcis, som de ønsker og føler, de vil være. Der skal være fuldkommen lige rettigheder. Blot ikke særlige rettigheder. Vi skal respektere og beskytte alle. Men det gælder selvsagt også kvinder i sport og i baderum. Det behøver slet ikke være så svært. Tre gode ting fra Berlingske Berlingskes Poul Høi har dykket ned i kong Christian 10.s gøren og laden i de svære 1930ere, hvor Danmark forsøgte at håndtere sine forbindelser til naziregimet i Berlin. Og undervejs har han konstateret, at anklagerne mod kongehuset for at have dyrket for tæt omgang med nazitopfolk ikke er rimelige. Tværtimod fandt Christian 10. på en særlig finte for ikke at komme nazispidserne for nær. Der er ikke så mange, der holder øje med væksten i det offentlige bureaukrati. Men Berlingske gør. I årtier har regeringer lovet at ryddet op i regeljungle, papirnusseri og bureaukratihelvede, men uvæsenet vokser bare igen. I påsken kunne Berlingskes Emil Eire Frerk Olsen således sætte nye tal på den evindelige vækst. Der fik Dansk Erhvervs direktør, Brian Mikkelsen, til at efterlyse en minister indsat med Elon Musk-tilgang. Det danske forsvar er blevet svigtet i en lang årrække, mener mange. Henover påsken har Berlingske sat fokus på hvorfor. Og det har afsløret, at adskillige ansvarlige politikere tilsyneladende er efterladt med det billede, at det er alle de andre ansvarlige politikere, der har ansvaret for miseren. Har man hørt det før? På den vilde side Når man på den ene side erkender, at køn er biologisk, så har man samtidig det bedste udgangspunkt for at erkende, at folk er forskellige. Og respektere dem for det. Det er ikke nogen ny erkendelse. Lyt blot til ugens sang, hvor Lou Reed i sin 1972-klassiker »Walk On The Wild Side« fortæller om at komme til New York i 1960erne eller 1970ernes begyndelse, en sang der som bekendt indledes med linjerne: »Holly came from Miami, F-L-A Hitch-hiked her way across the USA Plucked her eyebrows along the way Shaved her legs and then he was a she« Over til dig, onkel Lou. Eller var det tante?

Forleden kunne man i Politiken læse et lille fødselsdagsinterview med pensioneret generalløjtnant Kjeld Hillingsø i anledning af hans 90-års fødselsdag. Foruden boglæsning og samvær med børn og børnebørn, holder den alderstegne, men åndeligt skarpslebne Hillingsø et vågent øje med den aktuelle udvikling på den internationale scene. På avisens spørgsmål om, hvad der kan få hans temperament til at slå gnister, svarede han: »Jeg er ikke nem at forarge, men Trump kan gøre mig vred. Det gør mig vred at se de store slå på de små. Rusland har altid kunnet gøre mig vred«. Bravo, to fluer med ét smæk! Trump og Rusland er navne, man nu uvægerligt udtaler i samme sætning. Trump, som regerer pr. dekret og åbenlyst nærer autokratiske ambitioner, og Rusland under ledelse af den diktatoriske Putin; dét er verdenspolitikkens største »bromance«. Som den amerikanske politolog, Steven Levitsky, forfatter til bogen »How Democracies Die«, udtrykte det i en samtale med det tyske magasin Der Spiegel:  »Vi er i øjeblikket vidne til vores demokratis kollaps. Under Donald Trump er USA ved at glide ind i en form for autoritarisme. Det vil sandsynligvis ikke være uigenkaldeligt. Men faktum er: Lige nu er USA ved at ophøre med at være et demokrati.« Det er ikke en hr. hvem som helst, der taler. Levitsky er en højt respekteret professor på Harvard University, USAs mest prestigefulde akademiske institution. Som det er sagt spøgefuldt, er en ny præsident som at gå på en blind date; man kan ikke være helt sikker på, hvad det er for en person, man faktisk møder bag den pæne overflade. I Trumps tilfælde er det ingen blind date. Ulykkeligvis er den 47. præsident identisk med den 45. præsident. Vi ved, hvem vi har med at gøre.  Med den markante tilføjelse, at Trump tydeligvis har skærpet sin forståelse af hvordan han skal bruge statsapparatet – det som er tilbage efter Elons Musks nedskæringer! – som sit våben på både den hjemlige arena og globalt. Hvis nogen ellers skulle være i tvivl: Trump er liberalismens fjende med hans omfavnelse af alverdens eneherskere, trusler om annektering af landområder, toldkrig, masseudvisninger, krav om lukning af tv-stationer og kamp imod højere læreanstalter. Tilbage i det 19. og 20. århundrede handlede den ideologiske kamp om fordeling af velstand og privilegier. Det er verden af i går. Væk er det nemt aflæselige højre-venstre skema. Ind er i stedet trådt en alvorlig modsætning mellem liberale og antiliberale. Trump tilhører sidstnævnte kategori og når man besidder klodens mægtigste politiske embede, er det til stor ulykke for mange. Det kan de tale med om i Ukraine. Det, som ingen reelt havde troet muligt for blot få måneder siden, nemlig at den russiske militære aggression ville blive belønnet, er nu tæt på at være en realitet med velvillig accept af Trump. Hvis Hillingsø i sit otium er opbragt, er det formentlig stadig et par grader under den vulkanske vrede man kan finde blandt de ukrainske officerer og menige, som har ofret liv og lemmer i kampen mod den russiske militærmaskine. Krigens udfald er langt fra at være afgjort, men med udenrigsminister Marco Rubio som Trumps kurer, står det klart, at man fra amerikansk side overvejer at trække sig fra forsøget på at sikre en fredsaftale mellem Rusland og Ukraine. Under præsidentvalgkampen pralede Trump som bekendt af at kunne skabe fred mellem Ukraine og Rusland i løbet af 24 timer. Det er langtfra tilfældet og den slags kan en narcissist ikke tolerere. I hans optik er det ukrainerne, som er årsag til miseren. De har rokket båden og skabt bølgegang, ikke Putin, selvom Trump indimellem foregiver at være hård i filten over for Kreml. USA truer konstant med at vende ryggen til det betrængte Ukraine. Rusland vil omvendt få lov at beholde Krim, som de annekterede i 2014, og de kan også være forvisset om, at Ukraine ikke bliver optaget i NATO med USAs accept. Alverden så med da Trump og hans velvillige klakør, Vicepræsident J.D. Vance, ydmygede Zelenskyj i Det Ovale Kontor. Putin må have grinet ekstatisk af glæde. De antiliberale kræfter har slået pjalterne sammen. Det samme må de liberale kræfter gøre. Flot retorik og oprømte hensigtserklæringer gør det ikke alene. Hvis Europa – minus Ungarn – mener støtten til Ukraine alvorligt, bør en fælles hær stables på benene for at byde Putin trods. Det handler ikke bare om territorier, men om et bestemt syn på verdens orden. Der må være andre hædersmænd i officerskorpset end gamle Hillingsø, som er edderspændt vrede. Adam Holm er journalist og forfatter