Ifølge Trumps seneste udmeldinger er niveauet af »acceptable« forsvarsudgifter, for at kunne blive »beskyttet« af USA i NATO-regi, fem procent af BNP. USA nærmer sig selv den størrelsesorden af penge på forsvar (cirka 3.5 procent af landets betydelige BNP), men de skal jo også passe på hele verden og kunne bedrive flere samtidige krige – direkte eller indirekte (eksempelvis Israel). Det skal Europa ikke. Samtidig truer Trump med annektering af et dansk territorium – med økonomisk eller militær tvang.  Endelig ved vi, at en meget stor del af vores forsvarsudgifter lander i lommen på amerikanske virksomheder, som er ejet af mange af de milliardærer, som så ivrigt støtter Trump. Og mens tidligere administrationer i USA bekymrede sig om interessekonflikter, så rører det ikke den nye administration. Så jo højere forsvarsudgifter i Europa, jo bedre, da de alligevel ikke vil garantere vores sikkerhed. Det minder altså lidt om afpresning. De danske politikere bør omgående omprioritere Forsvarets indkøbsplaner, så indkøb i USA er lavprioritet, mens indkøb i Europa har højeste prioritet. At tro, at vi kan »please« os til medvind fra USA ved at sige, at de er vores vigtigste allierede eller give dem penge, er tydeligvis en illusion. Og så skal udenrigstjenesten tænke over, hvordan en reel EU-forsvarsenhed kan etableres hurtigst muligt. Morten Sølling, Klampenborg Trafik versus natur Skal man være trafikhistoriker for som Mogens Nørgaard Olesen 5. januar i Berlingske at kunne udtale sig om fremtidens stigende antal køretøjer? Vil der komme flere og flere biler på vejene, som der vil komme flere og flere mennesker i Danmark – og dermed også flere motorveje og broer? Man troede, at med den ekstra storstrømsbro, som er en forlængelse af Femern-tunnelen, var mætningspunktet nu nået for skændingen af den sidste istids mesterværk med stilstandslinje og morænelandskaber, som man kalder Danmark – men nej! Fandeme om ikke idylliske og samtidig storslåede Asnæs foreslås tværet ud af indbildt travle og betydningsfulde mennesker og chauffører, og den befriende udsigt over Kattegat fra Røsnæs til Samsø skal overskygges og overdøves af grotesk motorlarm fra en endeløs række af både geskæftige erhvervsbiler og privatbilisme, der ikke tidsnok kan komme på besøg hos mormor og morfar med flødeskumskager til eftermiddagskaffen. Storebæltsforbindelsen er rigeligt stor, som den er – hvis den er trang, er det befolkningens egne trafikale fejlgreb. Det kan ikke være meningen, at naturen skal indrettes på indbyggernes præmisser, og at Danmark skal smadres, fordi folk synes, at det haster med at komme til hovedlandet eller hovedstaden. Og værst af alt er tilhængernes påstand om, at Jylland og Sjælland får en STÆRK sammenknytning! Gu’ skal de da ej »knyttes sammen«. Jylland ligger dér, og Sjælland ligger hér (og omvendt – tænk en gang), hvorfor skal de »knyttes sammen«? Hvorfor må de ikke blive liggende, hvor de er? Og så med den sindssvagt meningsløse og påståelige kliché: »Tid er penge«, som afsluttede sidste efterårs høring på Christiansborg. Ulrik Jensen, København Grønland Det er utroligt, hvad en person er parat til at gøre for at promovere sig selv. Jeg håber, at grønlænderne tænker sig godt om, før de giver sig i kast med USA. Jeg håber, at Aaja Chemnitz (grønlandsk medlem af Folketinget for Inuit Ataqatigiit) kan fortælle sine landsmænd, om hvordan det amerikanske samfund fungerer – at det ikke er landet, der flyder med honning. Det, der tæller allermest, er kolde kontanter. Hvis du ikke har det, er du på herrens mark. Og hvis du heller ikke har forsikringer på alt, så kan du ikke bare sådan komme til læge, tandlæge, på hospitalet eller købe medicin. Dine børn kan ikke få en uddannelse, medmindre du kan betale for den. Der er ingen velfærd, som grønlænderne kender den. Jeg håber for grønlænderne, at de finder en vej, der er deres, til selvstændighed. Karen Newlove, Farum Det offentliges sygefravær I en leder 5. januar revser Ole P. Kristensen »det offentlige« for deres arbejde med sygefravær. Jeg har efter 40 år som HR-leder i det private siddet tre år i et borgerudvalg, der skal understøtte forvaltningen i min kommune med at nedbringe sygefraværet. Udvalget blev nedsat efter sidste valg i 2021, da kommunen – i lighed med andre kommuner – har et stort ønske om at nedbringe sygefraværet. Højt sygefravær påvirker trivsel, personaleomsætning, borgeroplevelse og kommunens økonomi. Så jeg genkender ikke påstanden om, at nedbringelse af sygefravær ikke er et anerkendt problem. Det største problem er at finde ressourcer til at løse udfordringen. Lederen påstår, at sygefraværet er gået op, men ved at bruge gamle tal fra 2018 og 2019 læser han tal, som fanden læser Biblen. Fakta er, at der er sket en bedring i sygefraværet siden 2022. Kan og skal det længere ned? – Absolut! Er der grund til, at det offentlige er højere end det private? – Nej. Er løsningen bedre ledelse? – Ja, synlig ledelse, der baserer sig på data og har konsekvens for lederne og medarbejdere, er uden tvivl den mest effektfulde medicin. Er løsningen at privatisere? – Det vil forudsætte, at en privat leder pr. definition er bedre end en offentlig. Det ser jeg ikke. I min kommune viser tal tværtimod, at frisatte enheder har højere sygefravær end øvrige. Så Ole Kristensen, længere ned i substansen, før du konkluderer. Michael Kiaby, Holte Svar fra redaktionen Det er rigtigt, at der er sket et lille fald i sygefraværet i det offentlige fra 2022 til 2023, men det har konstant været højt og i stigende grad højere end i det private, og det er stadig markant højere end det offentlige sygefravær de første 15 år efter 2000.

Man siger, at en ny regering har 100 dage til at sætte sin dagsorden. Derefter bliver den fanget af begivenheder og drift.  For en ny konge er den tidshorisont noget længere. Helt præcist 2.190 dage. Det er den tid, Amalienborg selv har sat op i forbindelse med udfasning og afskaffelsen af prædikatet »Kongelig Hofleverandør«.  I en moderne virkelighed er fem år nærmest en evighed. Men set i lyset af Kongehusets tusindårige historie er det ingen tid. Og det er da værd at vente på, hvis tiden samtidig bruges på nogle af de andre åbenlyse moderniseringer, som bør stå på kongeparrets to do-liste. Så hvordan går det egentlig med Kongehusets modernisering? I det første år har de, udover afskaffelsen af prædikatet Kongelig Hofleverandør, indført åbne gavelister. Ros for begge dele. Også selvom man kan indvende, at det var de to lavthængende frugter.  Vi fik det første indblik i gaverne i august, og det er meningen, at de skal komme hvert år i forbindelse med årsrapporten. Den vil jeg se frem til at læse. Forhåbentlig vil der her være sket en indholdsmæssig opprioritering i forhold til den seneste udgave, der udmærkede sig ved de mange smukke billeder af årets aktiviteter i hele riget.  Det, jeg især vil holde øje med, er, hvor meget åbenhed man i realiteten giver. Især om det svære som eksempelvis investeringspolitik. Kongernes Samling Et af de områder, der fremover bør have større fokus, er Kongernes Samling, der i den brede offentlighed er mest kendt for Kronjuvelerne på Rosenborg og Amalienborgmuseet.  Den ledes af en bestyrelse med Dronningen i spidsen og hofmarskalen som direktør. Samlingen fik i 2024 overdraget indtægtsgivende aktiviteter fra Nationalmuseet, blandt andet De Kongelige Repræsentationslokaler på Christiansborg. Det er en opgave, som normalt bør baseres på et vist »hvile i sig selv-princip«, og hvor der er en hårfin grænse for ikke at kommercialisere formidlingsopgaven og dermed blive en supplerende indtægtskilde. Jeg kan kun opfordre til, at samlingerne får deres plads i koncernens samlede årsrapport med et passende detaljeringsniveau. Som nævnt vil Kongehuset i årsrapporten offentliggøre »gavelisten«. Den nye gavepolitik er ikke perfekt. Men den er der. En god start. Den er dog uklar, blandt andet i sondringen mellem det, der er privat, og det, der hører til embedet.  Når man er kongelig, er den gråzone noget større end den, der gælder for os andre. Her bør man som minimum være tydeligere om, hvad det så er for typer af gaver og fra hvem, man betragter som privat og dermed ikke er omfattet. I den sammenhæng bør der ses nærmere på rabatterne ved indkøb. Det er ansvarlig økonomisk forvaltning, at Kongehuset ligesom alle andre driftsorganisationer kan indhente rabatter på store indkøb til driften af alt fra energi til kanapeer. Men når det kommer til de personlige udgifter til blandt andet tøj og accessories, bør Kongehusets medlemmer indstille sig på at betale fuld pris.  Men hvorfor egentlig? Influencerens logik Kongehusets medlemmer har stor opmærksomhed fra diverse modebloggere, der vil kommentere, hvad de har på til forskellige offentlige begivenheder, prisen, og hvor det kan købes.  Men ved at betale fuld pris kan de gardere sig imod, at de bliver brugt som levende reklamesøjler ud fra det, der er influencerens logik: noget for noget. Hvis Kongehuset vil beskytte »sommerfuglestøvet«, som det hedder, så er det et af de oplagte steder at sætte ind. Også når det kommer til billetter til kultur- og sportsbegivenheder, bør Kongehuset lægge et andet snit. Det er i min optik helt uproblematisk, at Kongehuset deltager i flere kultur- og sportsbegivenheder end den almindelige dansker. Der er mange repræsentative opgaver. Det skal man naturligvis ikke betale for.  Jeg under gerne Kronprinsen og hans søskende at deltage på de festivaler, de ønsker. Men hvor er det repræsentative? Her må det være for egne penge, netop fordi det er privat. Et argument for forhøjelsen af apanagen er netop, at der skal være rene linjer. Den bedste kur mod dumme spørgsmål Kongehuset bør også få en moderne åbenhedspolitik i forhold til medierne generelt. Jeg kan godt forstå, at man ikke skal eller vil kommentere alt. Efterspørgslen på svar på banaliteter er enorm. Der må være en grænse.  Selvom Kongehuset klogt prøver at styre så meget som muligt og sige så lidt som muligt, at afmålte doser kan være enormt effektive, så kan de også blive for afmålte. Især når det handler om spørgsmål med en vis substans i forhold til embedet og dets integritet. Når institutionens legitimitet er bundet op på den folkelige opbakning, opstår der med mellemrum situationer, hvor det er bedre at sige lidt end at sige »ingen kommentarer«.  Læringen fra det norske kongehus er til at tage og føle på. Prisen stiger nærmest dag for dag, man prøver at sige intet. Med den næste generation, der naturligt uperfekte er på vej ud i livet, kan man lige så godt gå i gang og forberede sig. Den bedste kur mod dumme spørgsmål er begavede svar. Fuld åbenhed Et sidste punkt er de opgaver og dermed udgifter, som de pænt afleverede til staten i forbindelse med den forhøjede apanage. Ændringen var sådan set fornuftig. Der kom nogle mere rene snit for, hvad Kongehuset selv skal stå for, og hvad staten skal afholde udgifter til. Så langt så godt. Problemet er, at det nu nærmest er blevet endnu sværere at gennemskue, fordi statens udgifter er fordelt ud over en hel række konti som følge af finanslovens opbygning.  Her er det faktisk staten, der skylder en oversigt over, hvad et kongehus i grove træskolængder koster. Hvad bruger staten på Kongehusets ejendomme, militær, politibeskyttelse, jagter m.m.? Hvorfor er det, at vi ikke må vide det? Hvis man gerne vil fremtidssikre Kongehuset, er det en af de ting, man bør give befolkningen indsigt i. Republikanerne og Ekstra Bladet vil skrive om det uanset hvad. Muligheden er at gøre det på et mere oplyst grundlag. Det vil være i Kongehusets interesse, hvis politikerne viste samme vilje til modernisering, som vi har set fra Amalienborg det seneste år. Jeg hører til den gruppe, der konstruktivt kritisk går op i disse emner, fordi jeg tager Kongehuset alvorligt. Det gør jeg ud fra et statsretligt synspunkt rundet af grundlæggende demokratiske værdier.  Personligt synes jeg, at der er gode argumenter for Kongehusets funktion som Grundlovens vogter hævet over partipolitiske interesser. Det muliggør, at magten holdes til ansvar ved den fine mekanisme, der hedder den brede folkelige opbakning.  Den dag, den forsvinder, vil også Kongehusets legitimitet forsvinde. Det er det, der er på spil.  De første 365 dage af moderniseringen er nu brugt – godt. Det er vigtigt, at moderniseringen sker konsekvent og løbende. De resterende 1.825 dage er hurtigt gået og skal gerne bruges fornuftigt. Jesper Olsen er formand for Transparency International Danmark og ekstern lektor i offentlig ret

With Donald Trump ’s second term about to begin, the world must gear up for what could be the most dramatic confrontation in international politics since Harry Truman squared off against Joseph Stalin at the start of the Cold War. Xi Jinping and Mr. Trump will be the two most powerful men in the world, and their ambitions and agendas are directly opposed to each other’s. The two leaders have much in common. Both dominate their domestic political scenes. Mr. Xi is the most powerful Communist Party leader since Mao Zedong. Mr. Trump is the most dominant Republican since Ronald Reagan . Neither leader likes opposition, and both have struggled to purge their parties of dissent. Both are instinctive mercantilists and view trade deficits as bad. Both appear willing to devalue their currencies to promote exports. Both favor crushing Nimby opposition to important energy and infrastructure projects. Both hold in contempt the liberal internationalist ideals of the trans-Atlantic elite and regard Europe as a decadent swamp. Both want to make their countries great again. As the Man from Queens faces off against the Red Princeling, China has much to celebrate. Its shipyards are turning out vessels that would be suitable to use against Taiwan, and its growing navy is showing off its strength in the South China Sea and beyond. Its laboratories are churning out nuclear weapons. China racked up its largest trade surplus in 2024, and its manufacturers dominate key industries ranging from automobiles to steel to solar panels. Backed by the almost limitless resources of the state, Chinese computer researchers are racing to dominate fields such as artificial intelligence and quantum computing, challenging once-unchallengeable American leads in one cutting-edge technology sector after another. Chinese hackers have turned America’s cyber infrastructure into their playground, penetrating everything from the Treasury Department to cellphone networks and healthcare records. Countries across the Middle East, Africa, Eastern Europe and Latin America that once relied on the West for technology, investment and trading opportunities are now turning toward China’s rising sun. But Mr. Xi is worried, and rightly so. Despite its strengths, Mr. Xi’s »China Dream« – the great rejuvenation of the Chinese nation – rests on shaky foundations. The U.S. remains the world’s most dynamic and resilient society, with an extraordinary capacity to confound critics and disappoint doomsayers. In round two of the Xi-Trump struggle for the heavyweight championship of the world, Mr. Trump may face an opponent more militarily powerful and technologically advanced than in 2017. But China is also more economically and diplomatically vulnerable than it was in Mr. Trump’s first term. Many of Mr. Xi’s policies haven’t worked. China misjudged the effect that the 2008-09 financial crisis would have on the global balance of power, thinking that the crisis heralded America’s inevitable and irreversible decline. China also failed to deal with rising problems in its real-estate sector, where years of ill-judged state policy created the most expensive housing bubble in history. Further, while overdependence on an export-oriented manufacturing strategy made China an industrial powerhouse, its staggering trade surpluses are turning much of the world against Beijing – while the country desperately needs to export its way out of its domestic troubles. Mr. Xi’s third big bet – that clamping down on Chinese personal and intellectual freedom would stabilize communist rule – also seems to be going wrong. Imposing party control on businesses, building huge state-owned enterprises, censoring frank talk about economic problems, and punishing successful entrepreneurs for speaking their minds all undermine innovation and growth. As a result, Mr. Xi now faces a vicious circle. To secure his power in the face of bad economic news, he needs to stir up nationalist fervor at home while clamping down more tightly on dissent. But nationalist fervor makes other countries more wary of China as a trading partner and investment destination, while domestic authoritarianism stifles entrepreneurs and embitters young people. Mr. Xi’s policies increase his economic difficulties, and these difficulties lead him to double down on his policies. Neither Mr. Trump nor Mr. Xi wants a war, but Mr. Xi’s economic and strategic objectives require American defeat. Mr. Trump’s MAGA agenda, meantime, can succeed only if China’s rise is curbed. One of these leaders is going to be disappointed by the outcome of the next four years. Mr. Trump must secure the foundations of American power against China’s attempt to erode them without stumbling into war. We should all wish him success. Walter Russell Mead, The Wall Street Journal

Forleden dag genså jeg på en udstilling i Rom et af den italienske kunstner Alighiero Boettis værker i hans serie af verdenskort. Det er store verdenskort i tekstil svømmende i have af forskellige farver. De enkelte lande er angivet ved deres flag. Omkring midt i billedet er der et stort Grønland markeret af et lige så stort dansk flag. Resten af Danmark er også markeret, men unægtelig noget sværere at finde. Værket er fra 1971, så kunstneren er lovligt undskyldt, når han ikke benytter det grønlandske flag, der er fra 1985. Symbolværdien er da også nok så stor, når Grønland markeres af et stort Dannebrog.  Boettis kort illustrerer nemlig alt for klart, hvad det var, Trump talte om forleden, da Grønland og andre lande pludselig og i en temmelig udiplomatisk form blev potentielle medlemmer af en »amerikansk familie.« Et hastigt blik på kortet med dannebrogsflagene forklarer, hvorfor amerikanerne er utrygge. Den store ø på USAs flanke ligger under dansk flag nærmest forsvarsløs hen lige som resten af Danmark. Det er svært at komme uden om, at Danmark som andre kolonimagter ikke altid har haft en heldig hånd, og at forholdet mellem Danmark og Grønland ikke har været ligeværdigt.  Det er også svært at komme uden om træk af racistisk nedladenhed og af almindelig dovenskab, når det gælder tilegnelse af viden om Grønland, historien om forholdet mellem Grønland og Danmark for slet ikke at tale om blot hovedtræk af den grønlandske selvstyreordning, der naturligt har rejst spørgsmålet om uafhængighed som et mål for grønlænderne. Trumps tale har nu om ikke andet så vist, at fuld grønlandsk uafhængighed er en utopi. Alternativet hedder Danmark eller USA. Der er ingen tredje løsning, og det er måske meget godt at gøre sig klart. Hvis jeg var i tvivl om det rette valg som grønlandsk politiker, ville jeg overveje en tur til de gamle danske vestindiske øer, der nu hedder Virgin Islands. De blev i 1917 solgt til USA og administreres i dag som såkaldt territory. Forholdene på øerne giver et godt bud på et muligt scenario for Grønland som en del af den såkaldte »amerikanske familie«, som MAGA-folkene taler om. På øerne bor cirka 100.000 mennesker mod Grønlands 57.000, og det er meget langtfra nok til en stat. Øerne udgør ingen stat og kommer aldrig til at gøre det. Indbyggerne har derfor ikke valgret ved præsidentvalget. Øerne er et klassesamfund, hvor de bedste ejendomme og job er i hænderne på oftest hvide amerikanere fra fastlandet. Arbejdsløshedsraten er omkring 13 procent.  Offentlige biblioteker har siden en orkan for mange år siden været lukket. Skole- og sundhedssystem er efter amerikanske standarder. Det er dyrt, kriminalitetsraten er høj, og der er i det hele taget ikke megen velfærd at spore på øerne, hvor det anses som slavearbejde at dyrke jorden. De fleste fødevarer må indføres og er dyre. Orkaner raser med mellemrum, og udbedring af skaderne tager sin tid i et tungt bureaukratisk system. Grønlænderne får under amerikansk flag næppe mulighed for at bevare den offentlige ejendomsret til jorden, som er et særkende. Man vil miste adgang til gratis hospitalsvæsen og højere uddannelse og i det hele taget til de goder, som i dag er finansieret af det offentlige.  Ingen ønsker en sådan fremtid for Grønland og slet ikke de af os, der har besøgt Grønland og er blevet slået af landets skønhed og befolkningens kamp for respekt. Det kan godt være, at der undertiden tales lidt vel unuanceret af grønlandske politikere, men mon ikke grønlænderne er kloge nok til at gennemskue, at den amerikanske drøm let kan blive et mareridt. Nogle dage i det caribiske paradis et godt sted at iagttage, hvordan det er at være stedbarn i den amerikanske familie. Ditlev Tamm er juraprofessor emeritus, forfatter og debattør

USA behøver ikke at bruge militær magt for at tage kontrol over Grønland, for der er jo allerede amerikanske tropper på øen. Sådan sagde den kommende amerikanske vicepræsident J.D. Vance i et interview på Fox News søndag. Vance har naturligvis ret, og hans kommentar udstiller absurditeten i den krise, Danmark befinder sig i lige nu: Vi bliver truet med militær og økonomisk magt af en af vores allierede – og ikke bare en allieret, men vores allervigtigste allierede. USA varetager reelt vores sikkerhed. Dén erkendelse er helt afgørende for Danmarks ageren i den kommende tid. Derfor var det også velgørende at opleve den enighed, der opstod blandt både røde og blå partiledere i weekenden, da spørgsmålet om atomvåben på grønlandsk jord blev diskuteret under De Radikales nytårsstævne i Nyborg. Her kom hverken den socialdemokratiske finansminister Nicolai Wammen, Liberal Alliances partileder Alex Vanopslagh eller den radikale partileder Martin Lidegaard med nogen egentlige indvendinger imod ideen. »Hvis amerikanerne kommer med et stort, vigtigt og sagligt ønske, er der ikke en dansk regering, der kommer til at modsætte sig det. Det tror jeg simpelthen ikke, og jeg kan heller ikke se, hvorfor vi skulle gøre det,« sagde Vanopslagh. Samtidig understregede Wammen meget rigtigt, at det i givet fald er noget, Danmark og Grønland skal beslutte i fællesskab. De tre partiledere placerer sig det rigtige sted. For mens det naturligvis er af afgørende betydning, at Danmark dels får afklaret forholdet til Grønland og samtidig generelt opruster kraftigt og specifikt løfter et større ansvar for forsvaret af Arktis – regeringen lægger blandt op til at bruge 15 milliarder kroner på flere skibe, droner og en opgradering af lufthavnen Kangerlussuaq – så er det ikke nok. Vi vil stadig i et forsvarsmæssigt perspektiv være afhængige af amerikanerne, og man kan naturligvis ikke have fine fornemmelser omkring placeringen af de våben, man gerne vil forsvares med. Danmark har hverken de militære muskler eller de penge, der skal til for at forsvare Arktis, men vi har et vigtigt territorium, og det skal vi naturligvis som et samlet rigsfællesskab stille til rådighed, når det er nødvendigt. Også uden alt det hykleri, berøringsangst og løgn, som Thulesagen blotlagde. Det kræver, at også grønlænderne tilslutter sig en mere realistisk tilgang til forsvaret af deres land. Det er forståeligt, at grønlænderne gerne vil være herrer i eget hus, men Grønland kan helt åbenlyst aldrig stå på egne ben i et forsvars- og sikkerhedspolitisk perspektiv, og der er ikke længere plads til at lade som om, at sikkerhed er gratis. Statsminister Mette Frederiksen var mandag i Helsinki, hvor hun mødtes med en række NATO-lande for at blive enige om et fælles modsvar på den seneste tids stadig hyppigere hybridangreb i Østersøen. På det efterfølgende pressemøde erklærede hun sig enig med den svenske statsminister Ulf Kristersson, som har sagt, at Sverige ikke er »i krig, men der er heller ikke fred«. »Man kan ikke længere sige, at det er fredstid,« sagde Mette Frederiksen. Det har hun ret i, og derfor skal vi naturligvis ikke spænde ben for amerikanernes udøvelse af den militære beskyttelse, de yder os. Hvis amerikanerne har behov for at placere atomvåben på Grønland, så skal de være velkomne til det. AMALIE LYHNE

Forleden havde jeg fornøjelsen af at være til premiere på den nye film »Babygirl« med 57-årige Nicole Kidman i hovedrollen. Filmen er ikke alene enormt interessant, men også det seneste af flere eksempler på, at kvinder i Hollywood i disse år nu tyer til handling og skaber det indhold, som de så længe selv har efterlyst. »Babygirl« portrætterer en 50-årig kvinde, der er en succesrig ceo, og som indleder en affære med sin yngre praktikant. Filmen viser, at modne kvinder naturligvis stadig kan spille bærende hovedroller i fortællinger, der er provokerende og bryder tabuer.  Filmen er netop det, som branchen er blevet kritiseret for at mangle – og den 49-årige kvindelige instruktør Halina Reijn skaber med filmen langt mere positiv forandring i branchen, end symbolpolitiske rapporter og selvangivelser om kønsbalancer nogensinde vil. Kvinderne kan godt uden hjælp fra kvoter og kønsbalancer. Det er forfriskende at se – ikke alene på det store lærred, men også i forhold til kulturdebatten. »Babygirl« er ikke bare et enkeltstående eksempel på, at det er handlekraft og ikke kvotesnak, der virker, hvis man vil ændre branchen. Over den seneste tid har vi set en bølge af modne kvindelige skuespillere og instruktører, der tager kontrollen over deres karrierer og gør op med fortællingen om, at kvinder over 30 år ikke har en nævneværdig plads i branchen.  »Babygirl«, »The Substance« og serien »The Perfect Couple« – instrueret af Danmarks egen Susanne Bier – er blot få eksempler på anmelderroste film og serier, hvor både instruktør og hovedrolle er kvinder i alderen 48-64 år. De former selv deres historier, og de skaber de roller, som Hollywood ikke tidligere har villet tilbyde dem.  Det er en udvikling, som blev hyldet ved dette års Golden Globes, hvor den 62-årige skuespiller Demi Moore – der er hovedrolleindehaveren i »The Substance« – holdt en inspirerende tale om, hvordan kvinderne nu sætter deres eget præg på branchen. I stedet for at pådutte kvinderne offerrollen og fortællingen om at de ikke kan komme frem i branchen uden brug af kvoter, rapporter om kønsbalancer og selvangivelser over kønsfordelingen på rollelister, skal vi i stedet bifalde, at de nu handler og skaber den repræsentation og fortælling, de mener, der mangler.  Kvinder som Nicole Kidman, Demi Moore, Halina Reijn og Susanne Bier er med til at vise, at branchen ikke behøver kvindekvoter for at styrke kvinders muligheder og repræsentation i branchen. Vi skaber derimod mulighederne selv – og vi kan godt. Katrine Daugaard er kulturordfører i Liberal Alliance

Skønhedsindustrien boomer. På sociale medier flyder det over med influencere, skuespillere, tv-værter og andre kendisser, der promoverer forskønnende og foryngende behandlinger og bryder tabuer om selvsamme.  Det er nutidens dogme, at det ansvarlige valg som offentligt ansigt er at være åben og ærlig om alle de ommøbleringer af kroppen, man har betalt sig til.  Kun sådan kan unge mennesker se, at deres følelser af kropslig utilstrækkelighed handler om mere og andet end en uretfærdig omfordeling af skønhed fra naturens side, lyder det.  I yderste potens har det ledt til programmer som Viaplays »Vivis nye numse« om reality-deltager Vivi, der tager til Spanien for at få fortaget et såkaldt »Brazilian butt lift«, og DRs »Stik mig smuk« om de især unge mennesker, der lige kigger forbi klinikken i Field’s under en shoppetur og får lavet deres læber eller kindben, eller hvad der lige trænger sig på.  »For mig er det næsten lige så normalt som at handle i Netto,« siger en ganske ung pige. Og lad os lige dvæle lidt ved programmet, for de logiske kortslutninger hober sig op.  Mest opsigtsvækkende er sekvenserne, hvor nogle ikke helt så unge kvinder sidder i venteværelset, smurt ind i bedøvende creme i deres restylane- og botoxoppumpede ansigter, og taler om, hvor ærgerligt det er, at unge mennesker føler, de behøver at få lavet disse behandlinger.  Den refleksion, som disse kvinder næsten formår, er nemlig den, der burde fylde markant mere i dette stormløb mod kunstige bryster, numser, læber, kindben og barnenumseglatte ansigter.  Det oplagte spørgsmål at stille er selvfølgelig:  Hvad er det, der får alle disse unge og voksne mennesker til at lægge sig under kniv og kanyle?  Måske er en journalist fra mediet Zetland faldet over svaret. I en artikel, hvor mediet undersøger fænomenet, skriver journalisten således:  »Efter ugevis med research til denne historie begynder det pludselig at føles mere og mere som en oplagt mulighed. Tankerne har strejfet mig før, men de har fået en renæssance: Burde jeg egentlig få en smule filler? Skulle jeg måske lige hjælpe mine kindben lidt på vej? Kort sagt: Det kryber ind under huden på én.« Man kan som bekendt overbevise sig selv om meget, og det er derfor ikke så overraskende, at hvis man konstant færdes i miljøer, hvor retten til at gøre med egen krop, hvad man lyster, er regel nummer et, og et opgør med tabuer er regel nummer to, så bliver det outrerede normalt.  »Yes, influencere har … indflydelse,« bemærker også Zetlands journalist.  Det bliver næsten en kamp for kvinders rettigheder at underlægge sig nutidens unaturlige idealer og korrigere de fejl, man nu kan synes, guderne begik i udformningen af ens eget jeg.  Øvelsen er blevet så normal, at man ikke behøver være en forfængelig teenager for at blive bombarderet med de kunstige ansigter på platforme som Instagram og TikTok.  I bedste sendetid og på det store lærred ser vi også danske værter, skuespillere og andre kendisser, hvis overforbrug af Botox efterhånden får dem til at ligne katte, akkurat som vi over årene har set det i Hollywood. Ingen nævnt, ingen glemt.  Skam jer  Jeg foreslår udskamning. Ideen om at alt skal normaliseres, og at ingen – især kvinder – nogensinde må føle skam over nogen som helst former for adfærd, er blevet en folkesygdom.  Skam er med til at få mennesket til at selvregulere, og det er en essentiel del af al kultur, at skam opretholder orden.  Selvfølgelig er der fænomener, der tidligere var forbundet med skam, som det er positivt, ikke længere er det, men det er ikke skammen i sig selv, der er farlig.  Og når skammen i sig selv bliver gjort til fjende, kan det lede til den himmelråbende fejlslutninger, såsom at forfængelighed er noget, man skal bære med stolthed.  Noget man skal have sprøjtet direkte ind i ansigtet, og noget man skal hjælpe med at fremelske i andre mennesker på sociale medier.  Men det er ikke i nogens interesse, udover skønhedsindustrien, der som nævnt boomer. I april 2024 kunne man tælle 730 kosmetiske klinikker i Danmark. Som er to en halv gang flere, end der er Matas-butikker.  Det er grotesk. Og det faktum, at så mange mennesker kan opnå enighed om, at det ikke er grotesk, er også grotesk.  Vi må genindføre forfængelighedens tabu og i særdeleshed plastikkirurgiens. Og i højere grad udskamme rollemodeller og forbilleder for unge mennesker, der bilder omverdenen ind, at der er noget som helst frihedskamp eller kvindekamp i forfængelig kirurgi og indsprøjtninger.  Jeg taler selvfølgelig ikke om forbud. Jeg er fuldstændig enig i, at alle må gøre med egen krop og eget ansigt præcis som de lyster. Men de bør skamme sig. Aminata Corr Thrane er journalist og kommentator

Tak til Ida Leschly for hendes indlæg i Berlingske 8. januar med overskriften »Ida Leschly har »datet og datet og datet« – nu er hun træt af useriøse mænd«. Hun giver et godt indblik i, hvordan datinggamet opfattes af det andet køn på »den anden side af bordet«. Jeg er en 47-årig mand, bosiddende i Roskilde, og er ligesom Ida Leschly single. Jeg har gjort brug af datingsider og -apps on and off i efterhånden mange år. Det er lykkedes mig at få flere, både kort- og langvarige kæresteforhold ud af det, og det er sågar også lykkedes mig at blive gift og få en dejlig datter ud af det. Jeg er dog nu single igen på fjerde år efter min skilsmisse i 2020. De nye teknologier ændrer radikalt på den måde, vi dater og møder hinanden på i dag, og jeg tror, at de nye muligheder har større konsekvenser for kærlighedslivet – og dermed også samfundet som helhed – end vi lige umiddelbart går og forestiller os. Jeg tror, at grunden til, at Ida Leschly er frustreret over det nuværende, digitale datingmarked, sandsynligvis er, at hun går efter at date og nedlægge de 20 procent mest eftertragtede mænd, som 80 procent af hendes øvrige kønsfæller formentlig også gør. Jeg tror, at Ida Leschly sagtens kan komme på dates og i seng med disse 10-20 procent mænd fra »øverste hylde«, men de har formentlig ingen interesse i at binde sig i et længerevarende parforhold, da de, blandt andet i kraft af de nye teknologiske muligheder, vælter sig i damer. 75 procent af brugerne på Tinder er mænd. Kvinder swiper »ja« til cirka fem procent af de mandlige profiler, mens mænd swiper »ja« til cirka 50 procent af de kvindelige profiler. Det vil sige: Kvinder har mange flere muligheder for at date mænd, men samtidig er de meget mere selektive. Der burde således være gode muligheder for de fleste kvinder i at finde en potentiel partner via datingapps.  Jeg tror, at det ville blive meget lettere for Ida Leschly at finde en potentiel (livs)partner, hvis hun kunne slække en lille smule på sine krav/ønsker, og i stedet for at gå efter en lidt større gruppe af mænd end de øverste 20 procent, der alligevel aldrig bliver klar til at binde sig i et monogamt parforhold. Drevet af den teknologiske udvikling og kvindernes frigørelse er vi måske på vej tilbage til en model for kærlighedslivet, der ligger før indstiftelsen af det monogame parforhold i 1700-tallet i forbindelse med Romantikken. Tilbage til noget, der i højere grad ligner for eksempel flerkoneri, hvor en lille, eksklusiv gruppe af meget ressourcestærke mænd får lov til at sætte (mange) børn i verden (videreføre deres gener), mens en relativt stor gruppe af mænd aldrig får mulighed for det. Brugen af den nye teknologi kan også måske være med til at forklare, hvorfor der er så mange singler, og hvorfor ægteskabet og kernefamilien som samfundsbærende institution måske lader til, at være en lille smule i opløsning i disse år. Jeg tror ikke, at der kommer en decideret modbølge til brugen af datingapps, men hvis man ikke bryder sig om, hvad teknologien gør ved vores kærlighedsrelationer, er det bedste, man kan gøre, at forsøge at være den forandring i verden, som man gerne vil have. Så læg mobilen fra dig fra tid til anden, Ida Leschly, og bevæg dig i stedet for ud i den virkelige, fysiske verden og mød folk der ligesom i de gode, game dage.  Morten Steffensen er civilingeniør

Europa vil smuldre, må vi forstå på statsministeren. Det lyder dramatisk, men hvor er det empiriske grundlag for en så vidtgående påstand? Blot fordi et udsagn gentages mange gange, bliver det ikke mere sandt. Fælles EU-gæld er ikke vejen frem, og der eksisterer ingen gode grunde eller valide argumenter for, at EU skal optage fælles lån til hverken øget forsvarsinvestering eller forsøg på forbedring af konkurrenceevnen gennem statsstøtte. Før vi overhovedet diskuterer en sådan ordning, må vi stille et simpelt, men helt afgørende spørgsmål: Hvorfor kan statsministeren ikke se andre veje end fælles gæld? Hvis svaret er, at visse EU-lande ikke har de økonomiske muskler til at investere i erhvervslivet eller forsvaret, så må det være en opfordring til, at disse lande gennemfører nødvendige reformer. Realiteten er, at de fleste EU-lande teknisk set har uholdbare offentlige finanser – Danmark er en sjælden undtagelse. I mange lande er der indført velfærdsordninger uden at sikre den langsigtede finansiering. Som befolkningssammensætningen ændrer sig, og flere forlader arbejdsmarkedet, øges byrden på kommende generationer, uden der er givet svar på, hvor de flere penge skal komme fra. Dette har resulteret i høje og strukturelt stigende gældskvoter. Ifølge Europa-Kommissionen overskred 14 medlemslande i 2023 traktatens gældsgrænse på 60 procent af BNP. Og reglerne om maksimalt tre procent budgetunderskud er gentagne gange blevet ignoreret. Hvorfor skal Danmark, der har fået styr på egne finanser, være med til at finansiere andre landes uansvarlige overforbrug og mangel på reformer? Argumentet om, at fælles gæld vil styrke konkurrenceevnen gennem investeringer og statsstøtte, holder ganske enkelt ikke. Statsstøtte er ikke en vej til vækst Investeringer skal primært afholdes af private aktører, som dermed handler på markedets prismekanismer. Og statsstøtte er ikke en vej til vækst, men en opskrift på ineffektivitet og forvridning. De afgørende skridt mod fælles EU-gæld blev taget under pandemien med genopretningspakken. Det var reelt en klar overskridelse af de traktatmæssige grænser for fælles hæftelse. Men allerede inden da havde Den Europæiske Centralbank (ECB) fundet kreative måder at omgå reglerne på. ECB finansierer i dag indirekte en tredjedel af Italiens statsgæld og udligner renteforskelle mellem eurolandene. Disse tiltag øger risikoen for, at ansvaret for uansvarlige økonomier skubbes over på andre medlemslande. Danmark bør sige klart nej til at indgå i et fælles gældsprojekt. Hvis Italien, Frankrig eller andre højgældslande vil styrke deres økonomier, må de først og fremmest rydde op i egne finanser. Det er ikke Danmarks ansvar at finansiere andres manglende ansvar.  En sådan ordning vil belønne dårlig økonomisk ledelse og skabe en farlig præcedens. Danmark kunne, som en skrev til mig på LinkedIn, starte med at kræve to ting, før Mette Frederiksen ikke ser andre veje end fælles gæld: et velfærdsforlig med stigende tilbagetrækningsalder i takt med, befolkninger bliver ældre. Og en tvungen arbejdsmarkedspension. Der findes ingen økonomisk eller politisk fornuft i fælles EU-gæld. Danmark skal insistere på reformer og ansvarlighed, ikke en kollektivisering af fiaskoer. Vores økonomi er sund, fordi vi har taget svære, men nødvendige beslutninger. Hvis vi tillader fælles EU-gæld, risikerer vi at svække incitamentet for andre lande til at tage ansvar. Vi skaber et system, hvor belønningen for reformer mindskes, og hvor uansvarlighed finder dækning i andres indsats. Dette er hverken solidaritet eller god økonomisk politik, men et skråplan mod større afhængighed og mindre suverænitet.  Danmark må gå forrest med et klart nej, og vi har allerede vist, at der findes en anden vej frem. Jes Brinchmann er direktør i CEPOS

I den akademiske litteratur om investering og finansielle markeder finder man flere bidrag, som er blevet hædret med Nobelprisen – blandt andet porteføljeteorien og teorien om effektive markeder. Teorierne fører samlet til den anbefaling, at en investor bør investere passivt i alle tilgængelige aktiver – »markedsporteføljen« – i en passende kombination med det risikofri aktiv. Den tilgang er bedst, fordi den sikrer investor det højeste forventede afkast pr. risikoenhed, og fordi den kan sættes i værk med meget lave omkostninger. Dette er ikke blot verdensfjern teori. Der er solidt empirisk belæg for, at den anbefalede strategi også i praksis er overlegen. Anbefalingen er særlig værdifuld for private investorer, som kan spare både tid og omkostninger ved at følge en passiv markedsporteføljestrategi fremfor en aktiv strategi, der forsøger at slå markedet. I praksis er det ikke muligt at investere præcist i markedsporteføljen, men man kan komme tæt på teoriens anbefaling om at være en veldiversificeret, passiv investor ved at investere i indeksfonde, der har en bred dækning af det globale aktiemarked. Det er altså sådanne indeksfonde, man bør se efter, når opsparingen skal investeres. Og det gælder generelt, at jo bredere dækkende og jo billigere indeksfonde man kan finde, jo bedre er det. Eksempler kunne være indeksfonde baseret på MSCI World- eller S&P 500- indeksene. Ifølge Finans Danmarks afkaststatistik for globale aktier var der fire passive indeksforeninger i Top-10 i den tiårige afkaststatistik pr. 30. september 2024. Danske investorer har imidlertid aldrig haft let ved at finde gode indeksfonde. Udbuddet og markedsføringen er ret begrænset, formentlig fordi indtjeningen på dem er lavere end på mere aktivt forvaltede fonde. Hertil kommer, at investeringsforeningerne i de senere år har sat endnu en forhindring op for, at danskerne kan sammensætte deres investeringer optimalt, i form af de såkaldte eksklusionslister. Eksklusionslister er subjektive Eksklusionslister er lister over selskaber, som man ikke ønsker at investere i. Listerne føres ud fra et begrundet ønsket om en ansvarlig investeringsprofil, men det siger sig selv, at der ikke er nogen objektiv sandhed om, hvordan en sådan profil bør se ud. Det blev for eksempel tydeligt, da Rusland invaderede Ukraine, hvorefter mange måtte vende rundt på en tallerken i forhold til, om det var ansvarligt at investere i våbenproducerende selskaber. Det er også klart, at jo mere omfattende eksklusionslisterne er, jo sværere bliver det for en investor at følge teoriens anbefaling om at investere passivt i hele markedsporteføljen. Jo større del af investeringsuniverset der udelukkes, jo dårligere bliver muligheden for at sammensætte de bedste investeringsporteføljer, og jo større bliver risikoen for, at man ikke får det afkast, man bør have. Alle de største danske investeringsforeninger har en standardeksklusionsliste, der gælder »hele butikken«. Når et selskab er sortlistet her, kan det ikke indgå i nogen af foreningens afdelinger – heller ikke i de indekserede fonde. I nogle tilfælde udarbejdes en eller flere supplerende lister, som sammen med standardlisten anvendes i særligt bæredygtige afdelinger. Investor skal således ved sit fondsvalg være opmærksom på, om han ved sit valg af fonde begrænses af standardlisten eller den længere og ekstra bæredygtige »bruttoliste«, men helt slippe for eksklusioner kan man ikke. Dermed er listerne et problem for de investorer, som bare gerne vil investere bedst muligt via indeksfonde, der følger brede markedsindeks som for eksempel MSCI World eller S&P 500. I praksis kan problemet naturligvis være til at overse, hvis kun et begrænset antal selskaber er ekskluderet. Men sådan er det desværre ikke altid. Lad os tage nogle eksempler. Øl, våben og porno forbudt Danmarks største investeringsforening, Danske Invest, forvalter en formue på omkring 250 milliarder kroner og opererer med en bruttoeksklusionsliste, som fylder næsten 100 tætskrevne A4-sider. På listen finder man tusindvis af selskaber i den fossile sektor, men også for eksempel cirka 400 selskaber, som producerer alkohol, cirka 300 selskaber, der producerer militært udstyr, cirka 300 selskaber i gamblingindustrien samt et par håndfulde selskaber fra pornobranchen. Standardlisten med de uomgængelige eksklusioner er noget kortere, men omfatter stadig en lang række selskaber med aktiviteter inden for eksempelvis tobak, tjæresand og kul. Mange af selskaberne på listerne er uden reel investeringsmæssig betydning, men det gælder bestemt ikke dem allesammen. Ser man nærmere på Danske Invests bruttoliste, er omkring ti procent af verdens 100 mest værdifulde selskaber bandlyst. Et par eksempler er Exxon Mobil, RTX/Raytheon og Philip Morris. Danske selskaber går heller ikke fri. 17 af Danske Invests knapt 75 fonde må ikke investere i Carlsberg og Royal Unibrew, som er sat i skammekrogen, fordi de producerer alkoholiske drikkevarer. Vi tvivler på, at alle Danske Invests investorer i de pågældende fonde er klar over og enige i kategoriseringen af ølproduktion som uansvarlig virksomhed. Hos Nordea har man ekskluderet omkring 350 selskaber, mens Nykredit Invest har sat omkring 1.500 selskaber på den sorte liste. Det har man også gjort hos Sparinvest, som ellers har positioneret sig med et flot udbud af passive indeksfonde. Den omfattende eksklusionsliste har dog for nylig tvunget en række af foreningens fonde til at opgive at følge kendte og konforme markedsindeks. Nu bruger man i stedet en række smallere og til dels hjemmedesignede indeks, som bedre afspejler den lange eksklusionsliste. Og så er det jo ingen sag at følge sit benchmark tæt. Til sammenligning kan det nævnes, at verdens tre største S&P 500-indeksfonde slet ikke har eksklusionslister. Fondene investerer hver for mere end 500 milliarder dollar og udbydes af State Street, Vanguard og BlackRock. Et frit og reelt valg Som vi har forsøgt at redegøre for, ser vi eksklusionslisterne som et stort problem. De repræsenterer et benspænd i forhold til, at investorer kan få sammensat de bedst mulige investeringsporteføljer. Eksklusionslister er også problematiske, fordi de næppe i praksis påvirker selskabernes ESG-profil. (ESG står for Environment, Social og Governance og dækker over hhv. miljø og klima, sociale forhold samt virksomhedsadfærd, red.) Endelig ser vi et principielt problem i, at investeringsforeningerne med deres standardeksklusionslister trækker deres subjektive mening om, hvilke selskaber der er uansvarlige, ned over hovedet på alle kunder. Eventuel eksklusion bør være et personligt valg. En god løsning ville have været, om investeringsforeningerne havde begrænset eksklusionslisterne til kun at dække særligt oprettede bæredygtige afdelinger. Derved ville man kunne præsentere kunderne for et frit og reelt valg mellem for eksempel brede indeksafdelinger baseret på fulde markedsindeks og mere snævre ESG-screenede fonde. Dette er præcis, hvad de tidligere nævnte udenlandske aktører har valgt at gøre. I praksis har man nok frygtet, at der ikke ville være interesse for sådanne nystartede ESG-foreninger, og man har i stedet valgt den dårligere løsning med at »ESG-rense« alle afdelinger. Frygten for at blive »afsløret« i at tilbyde investering i kritisable selskaber har nok også spillet ind. Imagemæssigt er det nemlig risikabelt at være »bagud« på eksklusionsområdet, og håndtering af denne risiko har for mange investeringsforeninger åbenbart været vigtigere end at tilbyde kunderne de bedst mulige investeringsløsninger. Konsekvensen er blevet, at investorer hos de største danske investeringsforeninger i dag må lede forgæves efter ægte indeksfonde, der følger brede aktieindeks som for eksempel S&P 500 eller MSCI World. Det, synes vi, er en skam. Peter Løchte Jørgensen er cand.scient.oecon., ph.d. og professor ved Aarhus Universitet, og Henrik Ramlau-Hansen er dr.scient., lektor ved CBS og tidligere administrerende direktør i Danica Pension