Medierne skal slappe lidt af Der har i snart en uge verseret en række »sager« hos Moderaterne, hvis ledelse angiveligt ikke tids nok har formået at have dæmmet op for et dårligt (sexistisk) arbejdsmiljø hos partiets ansatte.  Anklagerne, som varierer i styrke og indhold, er svære at få hold på, men ud fra en nøgtern vurdering skal der nok være et eller andet om »sagerne«. Og hvad så? Hvorfor er det blevet breaking news? Hvem har ansvaret for denne febrile landesag? Det er der mange, der har – og derfor ingen. Men der er nogen, der er meget synlige i denne sammenhæng, og det er medierne: Journalister, chefredaktører, kommentatorer, DR1, News, Berlingske, Politiken, Altinget – hele baduljen af denne hyperventilerende, forargede og aggressive menneskeflok er ansvarlige. Ikke én eneste løfter blikket og spørger sig selv om ansvaret for det hysteriske, eruptive og nervøse politiske miljø, som rider landet. Ikke en eneste stiller sig op på skamlen og siger: Ro på, lad nu dette parti (eller et hvilket som helst andet i samme situation) selv klare tingene af. Og mediernes svar på det er selvfølgelig, at det har offentlighedens interesse. Det er derfor de falder i hinandens ledninger, det er derfor at de skal være massivt til stede, at alle kanaler siger det samme, og at kommentatorkorpset i utallige formater og fora fortolker og forlænger de politiske perspektiver. Det er til at kaste op over. »Nyheden« om uroen hos Moderaterne er tynd og uinteressant. Der er intet politik, intet indholdstungt væsentligt som berettiger sagen dens ulidelige tonstunge placering i mediebilledet. Men det er i tidens tegn.  Enhver krænkelse, eller mistanken herom, bliver forstørret så proportionerne vælter. Måske er det bare en magtkamp i partiet. Det er da hverdag – alle partier kæmper med hinanden og med sig selv. Magten slås man om. Men ansvaret, kære medier, skal man tage. Anstændigvis. Henrik Madsen, Holte Hvis du vil have fred … 31. august havde Lykke Friis, Tænketanken Europa, en kronik i Berlingske, under overskriften »I glædesrusen over Murens fald…«. I tiden efter Murens fald i 1989 kom der en forestilling frem om, at nu var freden for evigt sikret. At EU ville sikre freden alene gennem forhandling. At bevæbnet militær ikke længere var nødvendig. At vi levede i en ny tide, hvor afrustning var svaret. Det var der mange der troede på, også Lykke Friis. 24. februar 2022, da Rusland angreb Ukraine, blev det med et tordenbrag klart, at vi ikke lever i nogen »ny tid«. Alle de nye sandheder blev med et strøg fejet til side. De gamle sandheder om krig og fred viste sig et være evigt gyldige. Dette enkle budskab synes Lykke Friis at have overset i sin kronik. Den sandhed, vi har fået åbenbaret, er, at hvis du vil have fred, må du være forberedt på krig. Du skal have et stående, effektivt militær. Ellers vil du ikke få en varig fred. Eller, som de gamle romere udtrykte det: Si vis pacem, para bellum. Søren Højbjerg, Farum LA-kritik giver ingen mening Da regeringen i fredags offentliggjorde, at vi bringer håndværkerfradraget tilbage fra årsskiftet, vakte det kritik nogle steder. Pelle Dragsted, 3F og så … Ja, Liberal Alliance. De synes alle tre, at det er en rigtig dårlig idé at gøre det billigere at renovere sin bolig. Venstre har længe drømt om at få håndværkerfradraget tilbage, og nu ser det så ud til at lykkes. Regeringen har afsat 300 millioner kroner til at give danskerne et fradrag, hvis man vil isolere sin bolig, installere varmepumpe eller andet, der gør det grønnere og billigere at være boligejer. Jeg kan så forstå på Liberal Alliances finansordfører, Ole Birk Olesen, at de 300 millioner kroner hellere skulle gå til direkte skattelettelser. Den kritik klinger jo ærlig talt lidt hult. For vi skal ikke længere tilbage end december sidste år, hvor regeringen landede en bred aftale med historisk store skattelettelser til danskerne. En aftale, der blandt andet betyder, at en kvart million danskere fra årsskiftet får halveret topskatten. Men der ville Liberal Alliance heller ikke være med. Dengang var det for lidt. Nu er det for målrettet. Jeg forstår godt, at man af taktiske årsager indimellem står uden for en aftale, så man er fri til at kritisere. Jeg forstår ikke, at man gør det så ofte, og så lige når det handler om at lette skatten for borgerne. Vi har i Venstre fået meget kritik for at gå i regering, når vi sagde, at vi ikke ville. Vi har dog tænkt os at få flest mulige borgerlige resultater ud af vores regeringsdeltagelse. Samme mål kunne Liberal Alliance jo godt vælge at have – nemlig at skaffe borgerlige resultater i en tid, hvor der ikke er borgerligt flertal. Jeg synes, Liberal Alliance i stedet for at være imod alting, skulle tage at bakke op, når vi gør det billigere at være dansker. Hans Andersen, finansordfører (V) Prisen for et fattigere samfund Ifølge forslaget til den nye finanslov skal tilskuddet til gymnasier, der udbyder græsk og latin som fag, afskaffes. Det kan reelt medføre fagenes død, da gymnasierne er afhængige af støtten for at kunne oprette de ofte små klasser.  Som klassisksproglig student har jeg nogle tanker om dette: En enorm rigdom vil gå tabt, hvis undervisningen af græsk og latin ikke prioriteres i gymnasiet. Meget godt kan og skal siges om den sproglige og kulturelle dannelse, som fagene tilbyder. Men for mig at se mister vi noget endnu større, hvis tilskuddet til fagene afskaffes.  Græsk og latin er små fag med 150 nye elever om året, men for mange, herunder mig, er de en livline.  De udgør et fascinerende og fagligt udfordrende alternativ til de mere almindelige gymnasieretninger, som jeg hurtigt lærte, ikke var for mig. En afskaffelse af græsk og latin vil afskære fremtidens elever fra det alternativ. Det vil reelt være en nedgradering til et mere ensformigt, fagligt udsultet gymnasium. Begrundelsen er, at midlerne fra tilskuddet skal gå til at styrke gymnasier i yderkantsområderne.  Naturligvis støtter jeg, at gymnasierne i disse områder skal have flere midler til at give deres elever fagligt engagerende tilbud.  Men jeg kan ikke acceptere, at prisen for »mere ligestilling mellem uddannelserne«, som undervisningsministeren tillader sig at kalde det, er at afskaffe de særtilbud, vi har.  Det er ikke ligestilling – det er ensretning af de danske uddannelser, og det er en tilsmudsning af dannelse. Når jeg ser, at græsk og latin risikerer at forsvinde, kan jeg ikke lade være med at tænke, for hvis skyld det hele så er? Denne og mange andre af de besparelser, der foretages i det offentlige i disse år, udgør et sørgeligt paradoks.  Vi betaler mere skat end de fleste af verdens lande, men har åbenbart alligevel ikke råd til at gøre det danske gymnasium til et spændende og mangfoldigt sted for unge mennesker i hele landet. Og hvordan løser vi det problem? Vi afskaffer to små og enormt værdifulde fag, så gymnasiet i hvert fald ikke er spændende eller mangfoldigt noget sted. Hvilken pris er vi villige til at betale for et fattigere samfund? Magnus Kuhberg, København

Indtil for få år siden var der ikke mange, der kendte til kunstig intelligens eller såkaldt AI. Men på under to år har tjenesten ChatGPT næsten nået 200 millioner aktive brugere, hvilket gør platformen til den hurtigst voksende nogensinde. Ifølge en undersøgelse af fagbladet Gymnasieskolen er brugen af AI allerede udbredt blandt studerende på landets gymnasier. I undersøgelsen svarer hver femte elev, at de har brugt AI under eksamen, mens mere end halvdelen angiver, at de har brugt AI ved hjemmeopgaver. Undersøgelsen er fra januar 2023, og tallene er derfor sandsynligvis endnu højere i dag. Problemet er, at der i dag ikke findes retningslinjer for brugen af AI ved hjemmeopgaver og eksamener. Det betragtes derfor som snyd. Det har to alvorlige konsekvenser. For det første opnår elever, der benytter sig af AI, en uretmæssig fordel.  Brugen af AI kan betyde bedre karakterer og adgang til deres drømmestudier. Det er urimeligt over for de studerende, der i dag overholder reglerne og undlader at bruge AI. For det andet betyder de manglende retningslinjer, at eleverne ikke lærer at udnytte den nye teknologi og omgås den på en forsvarlig måde. Der er meget, der tyder på, at AI vil få enorm indflydelse på indretningen af fremtidens samfund. Teknologien skal derfor ikke holdes ude af undervisnings- og eksamenslokalerne, men integreres på en fornuftig måde. Det er derfor afgørende, at skoler og elever får retningslinjer på området hurtigst muligt. Ifølge undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) må skoler og elever dog vente helt til 2026, inden de nye retningslinjer er på plads. Det er på trods af, at en nedsat ekspertgruppe allerede kom med sine anbefalinger tilbage i april. Det går simpelthen for langsomt. En af ekspertgruppens anbefalinger er, at man skal kunne omstille prøveformer langt hurtigere end tidligere. Den anbefaling har ministeren måske ikke noteret sig. De gymnasieelever, som begyndte i 1. g i sommeren 2023, startede et halvt år efter lanceringen af ChatGPT. Alligevel når de ikke at få gavn af de nye og tilpassede retningslinjer inden deres afsluttende studentereksaminer. AI er et komplekst område, der udvikler sig hurtigt. Vi skal derfor forholde os kritiske – især når det gælder vores børn og unge. Det er derfor helt afgørende, at vores elever bliver klædt ordentligt på. AI må nemlig ikke erstatte elevernes selvstændige faglighed, men skal derimod udbygge den. Men der ligger samtidig et enormt potentiale forude, som vi skal udnytte, hvis vi ikke vil overhales af andre lande. Derfor skal ministeren skrue op for tempoet. Dina Raabjerg (K), digitaliseringsordfører, og Lise Bertelsen (K), undervisningsordfører

OA, overgangsalderen, har fået en ny stjernestatus i vores samfund, og det er sket på ganske få år. Der udkommer flere og flere bøger, podcasts, udsendelser med mere om emnet og fælles for dem alle er, at de både tør italesætte tabuerne og fordelene.  Men det er blot en del af en ny trend, som har været længe undervejs og som for alvor begynder at slå igennem nu.  Måske fordi dem, der er en del af den, både har magten (i medierne, forlagene osv.) og pengene til at give det opmærksomhed og plads: Nemlig midalderen.  Den periode i ens liv, hvor man ikke længere er ung og endnu ikke blevet gammel. Den britiske aldersforsker Dominic Abrams har lavet undersøgelser om europæernes forhold til alder og har fundet frem til, at størstedelen af europæerne synes, at man maks kan være 40 år for stadig at tilhøre kategorien ung, mens 62 år er den alder, hvor folk begynder at blive betragtet som gamle. Men mens de 40 år måske passer meget godt, er 62 år ved at være outdated, for flere og flere fra Generation X, altså de der er født mellem 1960 og 1980, har et helt andet syn på den tid, der kommer efter at børnene er flyttet, end alderdom. Man bruger i stedet udtrykket »flat agers« om dem, fordi de lever efter mange af de samme principper som ellers er knyttet til ungdommen, nemlig ønsket om frihed til at skabe sig et nyt liv, en ny personlighed, en ny uddannelse, et nyt job, mens de har fokus på at have en stærk krop, rejser rundt i hele verden og skaber nye relationer.  Med andre ord er ungdomskulturen ikke længere kun for de unge, og i stedet definerer man sig på tværs af alder af det, der får en til at føle sig levende. Men med den fordel, vil jeg gerne tilføje, at det sker uden samtidig at være presset til også at skulle nå at få (sin første) uddannelse, karriere, ægtefælle og børn – for det er allerede opfyldt for de fleste. Ingen planer Hvad sådan et »flat age« liv kan tilbyde, oplevede jeg i sommer, hvor jeg besluttede mig for at udskifte min 17 år gamle bil med en ny udgave for at kunne tage til Skotland uden en eneste plan og så se, hvad der dukkede op af oplevelser.  Min rejsekammerat var min hund, og dag for dag fandt jeg ud af, hvor vi skulle køre hen, hvad jeg havde lyst til at besøge, se, smage og bevæge mig rundt i.  Det blev en fuldstændig magisk rejse, der kom til opfylde alle mine kendte og ukendte drømme i sådan en grad, at det, jeg troede skulle have været fire ugers ferie, efter bare 14 dage havde mættet mig med så mange gode eventyr og skønhed, at jeg blev nødt til at tage hjem og integrere det hele. Men det mest interessante var folks reaktioner på rejsen: at jeg insisterede på at rejse alene. Kun med min hund. At jeg intet havde planlagt. At jeg kørte rundt i bil. At jeg ikke følte mig ensom, endsige alene, men derimod blot nød mit eget selskab – mens jeg samtidig var fri til at hygge mig med lokale krogæster, musikere, andre turister osv. Og især, at jeg ikke var bekymret eller bange. Nok fordi jeg efterhånden har så mange års livserfaring med mig selv og derfor har fået en grundtillid til, at jeg nok skal klare (næsten) alle de situationer, jeg kommer ud i.  Mange følte sig åbenbart inspirerede til at gøre det samme, uanset alder, hvilket blot bekræfter tesen om »flat agers«. Og der er mange andre eksempler på dette, så tiden er inde til at revurdere vores forestillinger om og værdisætningen af midaldrende i samfundet, samt på arbejds- og markedspladserne.  For nej, de er ikke nødvendigvis ved at lægge an til livets landing og et liv i skyggen. Tværtimod er der snarere tale om et kollektivt take-off for en hel generation, der ønsker at blive ved med at leve livet på nye måder til de er blevet rigtigt gamle (og måske ikke engang til den tid). Emilia van Hauen er kultursociolog, bestyrelsesmedlem og forfatter

I 2016 var Francis Fukuyama fortrøstningsfuld på vegne af det amerikanske demokrati. Otte år og en storm på Kongressen senere er den verdensberømte tænker fra Stanford University i Californien knap så overbevist om demokratiets overlevelseschancer. Endnu en valgsejr til Donald Trump kan ende fatalt. »Jeg mener, at Donald Trump repræsenterer en trussel mod grundlæggende demokratiske institutioner,« siger Francis Fukuyama, der er professor i politologi på Stanford University i Californien og verdensberømt forfatter til en lang række bøger om liberalisme og politik. »Det amerikanske demokrati i sig selv er på spil.« Når Francis Fukuyama i dag er sprunget ud som alarmist med en voksende bekymring for de demokratiske institutioners robusthed, skyldes det, at Trumps ideologiske bagland har lært af fortidens fejl. »Jeg tror ikke engang, Trump forventede at blive valgt i 2016, og han var samtidig meget uvidende om, hvordan den amerikanske regering fungerer,« siger Fukuyama. »Som en konsekvens af hans inkompetence kunne han simpelthen ikke få sin vilje igennem på mange områder. Men denne gang tror jeg, at han har en bedre forståelse af, hvordan regeringen fungerer. Og han har mange flere republikanske allierede, der kan hjælpe ham.« En velsmurt maskine I 2024 arbejder stærke kræfter i det republikanske bagland intenst på at gøre en kommende Trump-maskine køreklar og velsmurt i tilfælde af en endnu en valgsejr. I april 2023 søsatte den konservative tænketank Heritage Foundation derfor det såkaldte »Project 2025« – en politisk køreplan, der efter en valgsejr skal sætte en kommende Trump-administration i stand til at reagere resolut og effektivt. Allerede nu er Project 2025-programmet med undertitlen »Det konservative løfte« blevet genstand for heftig debat.  Set fra den amerikanske venstrefløj er det 922 sider lange politiske program en autoritær manual, der vil koncentrere en uhørt magt i hænderne på USAs næste konservative præsident og bane vej for en fyringsmassakre på et politisk neutralt embedsmandsapparat, der skal erstattes af Trump-loyalister. Set fra den amerikanske højrefløj er Project 2025 et nødvendigt værktøj, hvis en fremtidig Trump-regering skal undgå at blive saboteret indefra af politisk motiverede embedsmænd, der underløber en demokratisk valgt præsident. Et af de mest omstridte punkter i Project 2025 er nemlig planer om en øjeblikkelig genoplivning af det omstridte præsidentielle direktiv »Schedule F«, som Trump underskrev, men aldrig fik omsat til lov i den sidste del af sin embedsperiode i 2019. Med en genoplivning af Schedule F-direktivet vil Project 2025 stække ministerier og styrelser i den amerikanske regering ved at give præsidenten magt til at fyre embedsmænd og erstatte dem med politisk udpegede efter eget valg. Det vil ifølge tænketanken Brookings øge risikoen massivt for en politisering af embedsværket. Det vil også have markant indvirkning på kvaliteten af den offentlige sektor. Det er ganske vist ikke usædvanligt, at op mod 4.000 politisk udpegede embedsmænd udskiftes efter et amerikansk præsidentvalg. Når Project 2025 har luftet ambitioner om at fyre ikke færre end 50.000 embedsmænd, er der tale om en radikal transformation af hidtidig praksis. Allerede nu har Heritage Foundation og Project 2025 sammensat en omfattende liste med egnede kandidater til en kommende Trump-regering.  »Vi er i gang med den anden amerikanske revolution, der vil finde sted uden blodsudgydelser, hvis venstrefløjen tillader det,« udtalte Kevin Roberts, der er præsident for Heritage Foundation, da han i juli gæstede den tidligere Trump-medarbejder Steve Bannons podcast »The War Room«. Francis Fukuyama ser bestræbelserne på at genindføre »Schedule F« som led i en konservativ krig mod centraladministrationen og »den administrative stat«. »De har en meget konkret strategi for at få det, de ønsker, som tager hensyn til de eksisterende love og institutioner. Det havde Trump ikke i sin første periode, hvor han efter min mening slet ikke regnede med at blive præsident,« siger Francis Fukuyama »Derfor tror jeg, han vil være meget farligere denne gang.« Demokratiets institutioner overlevede ellers Trumps seneste periode i Det Hvide Hus. »Ja, det gik jo fint sidste gang, men Republikanerne forstår selv, at de blev bremset. Nu leder de efter måder at få mere succes anden gang. Og det er præcis derfor, de har lavet Project 2025,« siger han. »De forsøger at fylde trumpismen med substans, fordi Trump ikke er en intellektuel person. Han er ikke opmærksom på detaljerne i politik,« siger Francis Fukuyama. At Trump selv har nægtet ethvert kendskab til Project 2025, overbeviser ikke Francis Fukuyama. »Det er efter min mening bare endnu en af hans løgne. Han har klart accepteret deres støtte og har været meget sympatisk indstillet over for de ting, de har anbefalet.« En celle af modstand I Trumps politiske program »Agenda 47« fra 2023 står opgøret med den amerikanske »deep state« som den mest presserende opgave efter en eventuel valgsejr. På dag et vil Trump genindføre direktivet, der giver præsidenten beføjelser til at fyre »fjendtligtsindede bureaukrater«. Som præsident vil Trump »udøve den magt særdeles aggressivt«, hedder det endvidere i Agenda 47. Men planerne om et hårdhændet opgør med angiveligt illoyale sabotører i embedsmandsværket begyndte allerede under Donald Trumps tid i Det Hvide Hus. Allerede i 2019 indførte Trump den såkaldte Schedule F med henblik på en ideologisk strømlining af embedsmænd og regeringsansatte. Berlingskes USA-korrespondent rapporterer fra Trump-vælgermøde i svingstaten Pennsylvania. Året forinden havde The New York Times bragt et opsigtsvækkende indlæg fra en anonym forfatter, der fra sin placering på indersiden af den amerikanske regering hævdede, at vedkommende selv sammen med andre højtstående embedsmænds konstant arbejdede på at spænde ben for dele af Trumps politiske dagsorden. »Der er en stille modstand internt i administrationen fra folk, der vælger at sætte nationen først,« skrev whistlebloweren og pegede på Trump som »amoralsk« og inkompetent. Det fik Donald Trump til at koge af vrede og bestyrkede samtidig mange republikaneres mistanke om eksistensen af en hemmelig sammensværgelse i statsapparatet. Da den tidligere embedsmand Miles Taylor i 2020 stod frem som indlæggets forfatter, lovede Donald Trump at retsforfølge både The New York Times og den »forræderiske« Taylor. Der kommer til at ske »ubehagelige ting for ham«, varslede Trump, inden Joe Biden som nyvalgt præsident i 2020 som noget af det første afskaffede Schedule F. Udsigten til en hævngerrig Trump, der genopliver det omstridte direktiv, er skræmmende, mener Francis Fukuyama. »Man kan let tænke sig en fremtidig Trump-administration, hvor han vil forsøge at få ram på sine forestillede fjender ved at bruge det amerikanske skattevæsen til at chikanere journalister eller oppositionspolitikere.« Attraktive alternativer Netop det liberale demokratis styrker og udfordringer har stået centralt i Francis Fukuyamas karriere, siden han som ukendt embedsmand i det amerikanske udenrigsministerium i 1992 vakte opsigt med bogen »Historiens afslutning og det sidste Menneske«, der skulle blive en af 1990ernes mest omdiskuterede politiske bøger. I bogen udpegede Francis Fukuyama det liberale demokrati som verdenshistoriens triumferende samfundsmodel, der efter sovjetkommunismens sammenbrud med tiden ville vinde global udbredelse. Fukuyamas forudsigelser holdt som bekendt ikke stik. Skiftende amerikanske interventionskrige med katastrofale konsekvenser for et fortsat udemokratisk Mellemøsten, islamistisk terror, kinesisk statskapitalisme, den jugoslaviske borgerkrig og ikke mindst et stadig mere kleptokratisk og autoritært Rusland fik et hav af kritikere på både venstre- og højrefløjen til at afvise Fukuyamas liberale triumfalisme som et udtryk for utopisk naivitet. Selv har Fukuyama forsvaret sin oprindelige tese mod det, han ser som fejllæsninger og forsimplede udlægninger. Pointen er ikke, at det liberale demokrati ikke står over for fjendtligtsindede kræfter, men at hverken politisk islam, kinesisk statskapitalisme eller autoritær putinisme tilbyder attraktive alternativer til det liberale demokrati, uddybede Fukuyama i et essay for The Atlantic i 2022. Får Donald Trump magt, som han har agt, risikerer han at friste andre demokratisk valgte ledere til at lade sig inspirere af hans metoder, mener Francis Fukuyama. »Efter stormen på Kongressen gjorde den brasilianske præsident Jair Bolsonaros tilhængere det samme i Brasilia. Hvis Trump lykkes med at politisere justitsministeriet til at gå efter fjender, vil det kunne anspore selv demokratisk valgte ledere til at gøre det samme i deres land.« Aktivisten Udsigten til en antidemokratisk dominoeffekt har fået Francis Fukuyama til at kaste sig ind i kampen for at forhindre Donald Trump i at volde uoprettelig skade på det amerikanske demokratis grundprincipper. Sammen med andre liberale kræfter har han dog opgivet at gå rettens vej for at få Trumps planer om en udskiftning af embedsmandsværket kendt forfatningsstridig. »Efter vi har set nærmere på den mulighed, er vi blevet en anelse modløse, fordi det ikke er klart, at juridiske argumenter vil være tilstrækkeligt effektive til at forhindre Schedule F, især med den konservative Højesteret, som vi har nu,« siger Francis Fukuyama. I juli fastslog den amerikanske Højesteret, hvor seks ud af ni dommere regnes som konservative, i en kendelse, at Trump ikke kan retsforfølges for handlinger, som forfatningen garanterer ham retten til at udøve. Dermed vandt de konservative værdikrigere endnu et slag i sin krig mod statsapparatet, mener Francis Fukuyama. »Det er på en måde den mest forargelige af denne domstols afgørelser i denne periode, fordi den virkelig indsnævrer offentlighedens mulighed for at holde præsidenter ansvarlige.« »Derfor er modstanden nødt til at være politisk i forhold til at prøve at informere folk om, hvad virkningen af denne slags ændring ville være.« Det lyder, som om du er blevet politisk aktivist snarere end akademiker? »Det kan virke partisk, men jeg mener, at det virkelig er i overensstemmelse med mit hidtidige arbejde. I årenes løb har jeg gjort meget for at støtte demokratiet rundt om i verden,« siger Francis Fukuyama. »Lige nu mener jeg, at en af de største trusler mod demokratiet er den, der findes i USA.«

Christiansborg og omegn har i den sidste uge været optaget af en besynderlig, men alvorlig intern personalesag hos Moderaterne, som ledelsen tydeligvis ikke har evnet at håndtere, og åbenlyst for alle er kørt helt af sporet.  Det er dog også en sag, der nu får politiske konsekvenser, idet at en af partiets stiftere, folketingsmedlem og medlem af Folketingets Præsidium Jeppe Søe nu har valgt at forlade partiet. Moderaterne er dermed igen blevet lidt mindre og nu nede på kun 13 mandater, selvom man ved valget i 2022 fik valgt 16. For udenforstående må situationen virke ret vanvittig. Hvordan kan noget, der dybest set er en personalesag om sexisme, mobning og hård tone i et regeringsparti pludselig medføre, at SVM-regeringen nu – igen – mister sit flertal?  Det er der faktisk ikke en hurtig forklaring på, medmindre at man koger sagen ned til, at Jeppe Søe aldrig forstod, at det i sidste ende er Lars Løkke Rasmussens ord, der gælder i Moderaterne, og at Søe ikke ville acceptere folketingsgruppens beslutning om at lægge sagen død i medierne og lade Løkke disponere, mens alle andre retter ind.  I stedet fremturede Søe i medierne med alternative løsningsforslag og fortsatte kritikken af ledelsens – og senest også Lars Løkkes – håndtering af sagen. Da Søe torsdag eftermiddag midt under optagelsen af Henrik Qvortrups mediepodcast »Q&CO« på B.T. med bævende stemme på dramatisk vis forlod partiet, måtte medarbejderne hos Moderaterne dog også sande, at de havde mistet deres talsmand i partiet, som på deres vegne holdt sagen i live i offentligheden.  Herfra står de nu alene over for Løkke og hans spinmaskine, der de seneste dage har fået lukket munden andre medarbejdere og kritikere i partiet.  Onsdag kunne lytterne på P1 eksempelvis opleve, at en hel stribe af folk fra Moderaterne med kort varsel aflyste deres medvirken i P1s debatprogram »P1 Debat«. Til trods for, at de ellers forinden havde accepteret at stille op. Og samtidig er andre åbenmundede kritikere hos M også blevet tavse. Er sagen så slut? Det kommer nok an på de berørte medarbejderne, der indtil videre har været anonyme i offentligheden. Vil de i medierne yderligere og i detaljer forklare, hvad der egentlig er foregået og gemmer sig bag overskrifterne i deres anklager?  Blandt journalister på Christiansborg og dem, der rådgiver medarbejderne – og navnlig hos den B.T.-journalist, der oprindeligt skrev historien og som kunne citere fra den klage, som medarbejderne i august sendte til Arbejdstilsynet – har man et nogenlunde klart billede af, hvad der er foregået på Moderaternes sekretariat.  Imidlertid er de begivenheder, der er gået forud og tilsyneladende har udløst hele balladen, af en karakter, der er svær at beskrive uden at udstille medarbejdernes privatliv. Og det er i øvrigt også tvivlsomt, om formelle regler er blevet overtrådt.  I stedet har pressen i ugens løb kastet sig over den mere åbenlyse armlægningskonkurrence mellem Lars Løkke og Jeppe Søe og dens forudsigelige udfald. Hvad der står tilbage, er dog ret tydelig for de fleste: Ledelsen af sekretariatet har svigtet totalt, og man kan især undre sig over, hvorfor den ikke langt tidligere greb ind over for den adfærd hos medarbejdere og ledelse, som andre fandt grænseoverskridende. I stedet oplevede medarbejderne, at adfærden blev belønnet, hvilket satte dem i en urimelig situation. Hvis sagen er foregået, som den er oplyst for denne skribent, og var blevet præsenteret for landets utallige chefer, så ville de uden tvivl stå både måbende og helt uforstående tilbage.  De færreste kan i forvejen næppe forstå, at man opfører sig så ledelsesmæssigt uprofessionelt i et stort regeringsparti, der samtidig lovgiver om arbejdsmiljøpolitik for tusindvis af virksomheder og utallige medarbejdere.  Man kan virkelig undre sig over, hvorfor sagen ikke for længst er blevet afsluttet med et par henstillinger og eventuelle afskedigelser i dølgsmål samt nogle tiltag som interne huskeregler for, hvordan voksne mennesker taler til og opfører sig over for hinanden på en moderne arbejdsplads i 2024.  I stedet fremstår Moderaternes sekretariat som kandidat til årets mest rædselsfulde arbejdsplads, og det bliver da spændende at se, om de kan rekruttere kompetente folk fremover. Landets udenrigsminister må nu midt i sine mange travle politiske gøremål bruge tid på at få rettet op på sin bagbutik, som hans vælgere nok troede, at der var styr på. Det er pinligt for Løkke, og han slipper naturligvis ikke uden om et ansvar, da det er ham selv, der som formand har ansat den ledelse, som i hans fravær har ladet problemerne sejle.  Herfra er det alene hans ansvar at kunne overbevise Arbejdstilsynet om, at der er kommet styr på tingene, når tilsynet kommer forbi på Christiansborg. Jarl Cordua er politisk kommentator

En kvinde i slutningen af 20erne, som har været på p-piller i mere end ti år, vil rigtig gerne stoppe med hormonprævention. Hun vil gerne »mærke sin krop«, siger hun. Kvinden er i et fast forhold, og hun mener, det er på tide, at kæresten tager kondom på. Men kan hun forlange det? Det spørger hun Berlingskes to brevkassebestyrere, Anne Sofie Allarp og Eva Selsing, om – og de ser ganske forskelligt på det spørgsmål. Få hele dilemmaet og Allarps og Selsings svar i videoen øverst i artiklen. Har du selv spørgsmål til brevkassen, så skriv trygt til brevkassen@berlingske.dk.

Søndag blev ligene af seks israelske gidsler fundet i en underjordisk gang under Rafah i den sydlige ende af Gazastriben. De var blevet skudt på klos hold, og deres skæbne siger noget om den fjende, Israel står over for. Kort forinden var det lykkedes den israelske hær at befri et gidsel i live blot en kilometer væk, og nu frygtede de palæstinensiske gidseltagere åbenbart, at endnu en befrielsesaktion skulle lykkes. Derfor blev de seks israelere, som havde overlevet næsten 11 måneder i fangenskab, henrettet. Den palæstinensiske terrororganisation Hamas satte gang i en dødsspiral 7. oktober sidste år ved at begå masseterror mod Israel og tage 251 mennesker som gidsler med tilbage til Gazastriben. Gidslerne er blevet tortureret, voldtaget og ydmyget – og kynisk brugt som objekter i forhandlinger med den israelske regering, der kæmper for at redde så mange af dem som muligt. De seks gidslers død er blottet for medmenneskelighed. Her er døden ikke en utilsigtet konsekvens af et militært angreb. Den er en kugle i baghovedet. Døden er en likvidering, som skal forhindre befrielsen. Man må ikke nære illusioner om Hamas. Organisationens ledere spekulerer åbent i at lade de civile i Gaza lide mest muligt for at vende verdensopinionen mod Israel. De civile er ikke bare »nødvendige ofre«. Deres blod er en triumf, som vil »indgyde liv« i den palæstinensiske nations årer, har topterroristen Yahya Sinwar selv skrevet til en anden Hamas-leder. Og uskyldige israelske gidsler bliver udnyttet til det sidste. Vestlige efterretningskilder er ifølge den amerikanske avis The Washington Post overbevist om, at Sinwar bruger israelske gidsler som menneskelige skjolde, hvor han gemmer sig under jorden i Gaza. Lige nu er det ikke desto mindre den israelske regering, som er kommet under pres på grund af de seks gidslers død. Premierminister Benjamin Netanyahu bliver kritiseret i Israel for ikke at have gjort nok for at få gidslerne hjem i live. Der er også dyb splittelse i Netanyahus regering, hvor forsvarsminister Yoav Gallant kalder det en »moralsk skændsel«, at det israelske krigskabinet står fast på at beholde kontrol over den såkaldte Philadelphi-korridor mellem Gaza og Egypten. Hamas har i forhandlinger om våbenhvile og frigivelse af gidsler krævet, at området bliver rømmet for israelske soldater, og Yoav Gallants generaler mener altså, at man kan godt kan trække de israelske tropper ud, men Netanyahu står fast på, at det vil være for farligt at slippe kontrollen. Så vil Hamas igen kunne føre våben og ammunition ind i Gaza fra Egypten. Historiske erfaringer med Hamas taler bestemt for Netanyahus analyse, men det bør alligevel gøre indtryk, at den militærfaglige vurdering fra den israelske hær peger i en anden retning. Israels forsvarschef, Herzl Halevi, og toppen af den israelske efterretningstjeneste presser også på for at få Netanyahu til at indgå våbenhvile på de vilkår. Striden er ikke kun et spørgsmål om faglige vurderinger. Netanyahu er politisk afhængig af nogle af Israels mest forbenede nationalister, og det har givet ekstremister som sikkerhedsminister Itamar Ben-Gvir og finansminister Bezalel Smotrich vetoret over Israels krig i Gaza. Lytter man til de to, får man ikke det indtryk, at de overhovedet er interesseret i fred. De ser tværtimod krigen som en historisk mulighed for at genetablere israelsk kontrol over Gazastriben. Netanyahus alliance med en messiansk højrefløj er også tydelig på Vestbredden, hvor aggressive bosættere har fået alt for lang line til at chikanere og angribe deres palæstinensiske naboer. Angrebene omfatter drab, brandstiftelse og fordrivelse, og det fik for to uger siden Ronen Bar, chefen for den israelske efterretnings- og sikkerhedstjeneste Shin Bet, til at advare mod, at »jødisk terror« på Vestbredden radikaliserer palæstinensere og øger sikkerhedstruslerne mod Israel. Ronen Bar har desværre ret. Vestbredden er ved at udvikle sig til en slags »mini-Gaza«; fanget mellem ekstreme bosættere og palæstinensere, som i stigende grad tilslutter sig Hamas-logikken om terror. Desværre synes Netanyahu at være på en kurs, der kun kan føre til øgede spændinger og konfrontationer. Den israelske regering gav i juni tilladelse til nye bosættelser på Vestbredden med 5.295 huse over 12 kvadratkilometer. Det er den største israelske landovertagelse på Vestbredden i 30 år, vurderer den israelske organisation Peace Now, som overvåger Israels bosættelser i besatte palæstinensiske områder. Israels allierede må klart markere, at det både er moralsk og strategisk forkert, når Israel fortsætter med at æde sig ind på besat land. Vi må anerkende Israels ret til at forsvare sig mod terrorangreb, men det må ikke føre til, at vi ser bort fra de civile tab i Gaza. Vi kan heller ikke se bort fra palæstinensernes grundlæggende rettigheder, og før eller siden skal der findes en vej tilbage til forhandlinger, der kan føre til en fredelig tostatsløsning. Det er svært at bevare drømmen om fred, når man ser ned i Hamas’ underverden af tunneler, hvor gidsler likvideres med koldt blod. Men den store mangel i Israels tilgang lige nu er det totale fravær af en plan for efterkrigstiden. Der mangler et perspektiv, som kan give palæstinensernes håb om en bedre tilværelse, hvis de vender ryggen til Hamas’ terrorregime. Som den ansvarlige og demokratiske nation må Israel vise, at der findes en anden vej. Israel må vise, at der findes et alternativ til dødskulten.

Af og til har man brug for en stærk leder. I hvert fald hvis man spørger Donald Trump. I et nyligt interview med tv-værten Sean Hannity på Fox News lovpriste den republikanske præsidentkandidat den ungarske premierminister Viktor Orbán som en »stærk mand«. Men når Donald Trump sværmer for Orbán, lukker han øjnene for den ungarske premierministers autokratiske sider, mener den amerikanske journalist Jonathan Chait, der i New York Magazine spekulerer i Trumps psykologiske præferencer for stærke ledere. »I sit sind kategoriserer Trump ikke regimer som demokratiske eller udemokratiske. Han kategoriserer dem i stedet som havende ledere, der er stærke eller svage. Han beundrer diktatorer, fordi de er stærke. I den udstrækning han kunne finde på at kritisere en diktator, ville det være for at udvise svaghed i mødet med modstand.« Trump taler om stærke ledere på Fox News Svensk jødehad I Sverige er Enhedslistens søsterparti, Vänsterpartiet, havnet i modvind, efter at flere af partiets fremstående politikere har delt angiveligt antisemitisk indhold på sociale medier. I Svenska Dagbladet reflekterer terrorforskeren Magnus Ranstorp over partiledelsens tvivlsomme håndtering af sagerne. »Men i V hersker der tavshed eller måske bekymring for at miste stemmer. Hvis partiet vil bevare sin troværdighed som et demokratisk parti, må partiledelsen tage afstand fra disse antidemokratiske og kommunistiske kræfter. Ellers bliver det åbenlyst, at partiets antiracistiske retorik blot er tomme ord.« Brutal og koldblodig Efter henrettelsen af seks israelske gidsler har Hamas utvetydigt tilkendegivet, at terrororganisationen trods enhver påstand om det modsatte ikke er interesseret i en fredsaftale med Israel. Sådan lyder konklusionen fra Philipp Peyman Engel, der er chefredaktør for den tyske avis Jüdische Allgemeine. »Det er ikke så kompliceret. Når man som Hamas myrder gidsler, ønsker man ingen aftale. Når man som Hamas systematisk forhindrer forhandlinger, vil man ingen fred. Hvis Hamas indvilgede i en gidselaftale, ville de ikke være, hvad de er: En brutal, koldblodig, menneskeforagtende terrororganisation, der vil udslette Israel og alle nationens borgere.«

Tillykke, Berlingske Fra tid til anden kan man blive forundret over, hvilke »nyheder« der kan finde vej til de danske avisers spalter. Et godt eksempel findes i nærværende avis fra mandag. Under den mundrette rubrik »Danmarks grønne trepart vil kun reducere den globale udledning med 0,0044 procent i 2030« forklarer man, at den grønne trepart faktisk slet ikke er så god igen, fordi den jo ikke løser alle verdens klimaproblemer. Undskyld mig, men er det først nu, at det er gået op for Berlingske, at Kalmarunionen er gået i opløsning, og at Danmark i dag er et lille land? Altså fair nok, men en nyhed er det vel næppe, når det skete for ungefær 500 år siden. Nej, den grønne trepart kommer ikke direkte til at have nogen synderlig indvirkning på den globale udledning. Det var heller aldrig tanken. Det tror jeg heller ikke, at nogen har påstået. Tanken var todelt. For det første er den grønne trepart et kvantespring mod at nedbringe Danmarks Co₂-udledning og sikre et sundere og grønnere Danmark, hvor natur og landbrug kan eksistere side om side. Det har værdi i sig selv. For det andet håber vi med den grønne trepart at vise en vej. Overalt i Europa har vi på det seneste set, at spørgsmål om klimaindsatser på landbrugsområdet kan føre til splittelse og brand i gaderne. I Danmark satte vi os sammen og fandt en løsning, som både de grønne organisationer og landbruget kunne se sig i. Vi fandt et kompromis, et eksempel til efterfølgelse. Selvom vi – til Berlingskes overraskelse, åbenbart – er et lille land, så har vi altså et ansvar for at skubbe på den grønne omstilling. Det ændrer heller ikke meget på Frederiksbergs samlede udledning, at jeg kører i elbil, affaldssorterer og slukker lyset efter mig, når jeg går, og det ændrer heller ikke meget på Danmarks samlede udledning, at Fanø reducerer sit CO₂-aftryk. Vil Berlingske også bringe de artikler? Hvis alle afstod fra at gøre noget ved den grønne omstilling, fordi »de jo ikke er så mange«, ville vi aldrig komme nogen vegne. Jeg er stolt af, at Danmark – som det lille land vi er – går forrest i forsøget på at inspirere udlandet til en grønnere verden. Det synes jeg ærligt havde været en mere interessant rubrik. Jan E. Jørgensen, politisk ordfører, Venstre Bevar den klassisksproglige studentereksamen Regeringens finanslovsforslag lægger op til at sløjfe den særlige støtte, som gymnasiefagene Græsk og Latin nyder, et beløb på cirka fem millioner årligt.  I enhver regering er det beskåret at tilpasse udgifterne til indtægterne. Men jeg vil opfordre alle socialdemokrater, venstrefolk og moderate – medlemmer af partier med en stærk dannelsesprofil – til at genoverveje, om I vil sløjfe den ældste af studieretningerne i gymnasiet.  Der er så megen dannelse, flid og kundskab gemt i det at lære græsk og latin, at vi ikke kan være bekendte ikke at tilbyde vores ungdom den mulighed. Uden tilskuddet vil Danmark ligesom Sverige og Norge blive et land uden folk, der kender de gamle sprog.  Har vi virkelig råd til at gøre dansk åndsliv endnu mere sprogløst, end det i forvejen er? Hvad vil det betyde for niveauet på danske universiteter, hvor der i den grad mangler sproginteresserede – til skade for både eksporten og dannelsen?  Jeg er stolt over at se frugten af den klassisksproglige studieretning spire frem hos de tidligere elever, som jeg har haft til græsk i Herning, og som nu uddanner sig til for eksempel fysioterapeuter, jurister eller lærere. Jeg kan ikke give dem noget finere! Andreas Hjort Møller, lektor, Herning Anonym ytringsfrihed? Der foregår i øjeblikket en livlig debat for og imod total ytringsfrihed på sociale medier. Jeg er principielt for ytringsfrihed under ansvar, men ikke så glad for anonym ytringsfrihed på nettet. I gamle dag betød ytringsfrihed, at man kunne stille sig op på en ølkasse i Fælledparken og fortælle alle, der gad lytte, at man syntes statsministeren var en idiot. Man vidste hvem der ytrede sig, nemlig ham på ølkassen, og der var en naturlig grænse for, hvor mange der kunne komme tæt nok på til at lytte. Fint nok. Men nu kan man på sociale medier anonymt og ansvarsfrit fortælle millioner af fremmede alt det vrøvl, man lige i øjeblikket har brug for at komme af med. Det mener jeg ikke er i orden. Jeg ved ikke, om det er teknisk muligt, men hvor ville vi slippe for meget skidt på nettet, hvis man altid kunne se, hvem afsenderen var. Der ville stadig være fake news og den slags, men man ville kunne drage afsenderen til ansvar. Ulrik Zimmermann, Holte

Stigende priser på alt fra jern og stål til træ og betonelementer har for alvor udfordret byggebranchen de seneste år.  I København betyder det blandt andet, at byggeriet af almene boliger i disse år står i stampe. I 2022 og 2023 er der blot ibrugtaget henholdsvis 201 og 226 almene boliger, og forventningen til 2024 ligger på blot 361 nye almene boliger.  Det rækker på ingen måde til at dække de behov, der er i København i dag, og nu blinker alle lamper rødt. Den 30. juni i år udløb den særlovgivning, som har været afgørende for, at syv almene boligbyggerier, der giver yderligere 141 ungdomsboliger og 249 familieboliger i København, bliver til virkelighed. Særlovgivningen har siden efteråret 2022 givet kommuner ret til at gå 20 procent over det maksimumbeløb, som almene boligprojekter ifølge loven om almene boliger skal holde sig indenfor. Udløbet af den lov er nu en effektiv stopklods for opførelsen af flere almene boliger i København. Sophie Hæstorp Andersen ved, er der stort behov for almene boliger, der er til at betale med almindelige indkomster. De mange private udlejningsboliger, der er blevet bygget i tusindvis af, er alt for dyre for mange mennesker. Så ofte bor de der kun i kort tid, før de flytter videre, og mange flytter helt ud af København. Det giver dårligt byliv, når der er stort gennemtræk i boligerne. Og det giver problemer på mange områder, når de, der arbejder i byen, ikke har råd til at bo her. Sophie Hæstorp efterspurgte i sin tid som overborgmester i København netop, at maksimumbeløbet blev hævet permanent for det almene byggeri. Som nyudnævnt social- og boligminister bør hun gøre boligudspillet og en hævning af maksimumbeløbet til sin topprioritet. Boligorganisationen KAB har igennem lang tid råbt vagt i gevær, fordi ventelisterne til almene boliger er meterlange, samtidig med at mange gode byggeprojekter ikke kan gennemføres. Den blandede by risikerer simpelthen at blive et politisk fatamorgana, hvis ikke der sker noget. Der er stor vilje i den almene sektor til at opføre almene boliger, og der er planer om at opføre næsten 4.800 nye almene boliger de næste fem år i København, men det kræver, at maksimumbeløbet ændres. Det burde være en ren vindersag. Line Barfod (EL), teknik- og miljøborgmester i Københavns Kommune