For nylig bebudede Ukraines militære leder, Valerij Zaluzjnyj, at krigen mod Putins militær havde nået et dødvande. I løbet af det seneste år har der nemlig ikke været store ukrainske landvindinger, og på det bagtæppe har flere nationalkonservative stemmer slået på tromme for at trække støtten til Ukraine. Senest har eksempelvis Dansk Folkepartis EU-parlamentariker, Anders Vistisen, i nærværende avis påpeget, at der har spredt sig en »medieløgn« i de vestlige medier, som har skabt en »uovervindelighedsmyte omkring Ukraines forsvarsstyrker«. Og Vistisens holdning er desværre langt fra at være en enlig svale. Overalt i Vesten er det begyndt at pible frem med argumenter for, hvorfor tiden er moden til at lade Ukraine sejle deres egen sø. I Holland har Geert Wilders’ frihedsparti netop fået en knusende valgsejr på en platform om blandt andet at trække den militære bistand til Ukraine, og i USA har mange fremtrædende republikanere slået til lyd for, at det ikke længere er USAs lod at holde verdens despotiske diktaturer i ave. Problemet med deres argumenter er, at de undervurderer Putins imperialistiske ambitioner. Putin har selv proklameret, at invasionen af Ukraine er den katalysator, der skal få magtbalancen til at tippe i international politik og ultimativt bringe Vesten til fald. Denne tøven og manglende opbakning til Ukraine fra de nationalkonservative er derfor både forstemmende og forkert.  Vi kommer fra to meget forskellige partier, og vi er politisk uenige om mangt og meget, men vi er rørende enige i, at vi naturligvis blankt skal afvise Anders Vistisens hændervridende defaitisme. Vi skal faktisk gøre det modsatte: Vi ser det som et selvstændigt politisk mål at sikre vores ukrainske venner økonomisk og militær støtte, så de kan vinde krigen mod Rusland. Ukraine har i den grad brug for vores hjælp i en tid, hvor fronter og skyttegrave fryser til is, og verdens fokus delvist har flyttet sig til krigen i Gaza. Samtidig ser vi det som en klar opgave for ansvarlige europæiske politikere at forklare danskerne og europæerne, at ukrainernes kamp for selvbestemmelse og frihed for tyranni også er vores kamp. Det er på mange måder bizart at lytte til de nationalkonservative, der er klar til at svække på støtten til Ukraine. Har de fuldstændig glemt, hvad krigen i Ukraine har lært os om Putins brutalitet og stormagtsdrømme?  Hvis ikke vi stopper Putin nu, vil hans kampvogne sandsynligvis krydse andre grænser end bare Ukraines. For de blodige kampe, vi netop nu ser i Ukraine, handler ikke bare om ukrainernes frihed. Det handler om at fastholde en verdensorden, hvor det ikke er den stærkes ret, der gælder. Så selv hvis de nationalkonservative proselytter er villige til at lade Ukraine sejle deres egen sø, fordi de er ligeglade med ukrainernes frihed, er dette ikke et argument for at trække støtten. For hvis ikke Ukraine vinder kampen mod Putins krigsmaskine, bliver vores egen andedam skyllet over af Putins kompromisløse imperialisme. Mads Strange er kandidat til Europa-Parlamentet for Liberal Alliance, og Magnus Barsøe er kandidat til Europa-Parlamentet for Socialdemokratiet

Mange unge stifter bekendtskab med deres privatøkonomi første gang, når de får et fritidsjob. Den første lønseddel kan virke helt uoverskuelig, for hvad er det nu, at fradrag, arbejdsmarkedsbidrag og feriepenge betyder? Folkeskolen skal ruste eleverne med viden og egenskaber, som de skal bruge resten af livet. De lærer at læse og regne, og de stifter bekendtskab med håndarbejde og sløjd. Men desværre fylder økonomiforståelse ikke meget i undervisningen. Dette er på trods af, at det psykologiske grundlag for opbygning af økonomisk ansvarlighed allerede etableres, når børn er syv år gamle. Manglen på økonomisk forståelse resulterer i, at eleverne ikke får den fornødne indsigt i økonomiens betydning for eget og andres liv. Eksempelvis har flertallet af landets skoleelever næppe det store kendskab til hverken aktier, renter og lån. Begreber, som normalt bliver relevante for de fleste danskere i starten af voksenlivet, når de skal købe deres første bolig eller investere en del af deres hårdt tjente penge i aktier. Økonomiforståelse er en grundlæggende forudsætning for at kunne begå sig i samfundet. Af den grund er det afgørende, at vores børn besidder en basal økonomisk forståelse, når de afslutter folkeskolen.  Desværre har hver femte unge i Danmark aldrig fået hjælp, råd eller vejledning til at holde styr på sin privatøkonomi, og der er i dag en stor restgruppe af unge registreret i RKI, som har meget svært ved at styre deres privatøkonomi og som skylder flere penge til flere forskellige kreditorer. Økonomiforståelse i folkeskolen er en del af løsningen på disse problemer. Der er mange måder, hvorpå økonomiforståelse kunne inkorporeres i skolen. Det være en del af pensum i matematik eller samfundsfag eller i form af en temauge i udskolingen. Et eksempel, som man kunne lade sig inspirere af, er initiativet Pengeugen, som Finans Danmark står bag. Pengeugen sætter fokus på undervisning i privatøkonomi i 7.–9. klasse, og der er desuden mulighed for, at eleverne kan modtage gæsteundervisning fra den lokale bank. For os er det ikke udslagsgivende, om det bliver på den ene eller den anden måde. Men vi bør lytte til, hvordan skolelederne mener, at økonomiforståelse bedst kan spille en rolle i undervisningen. Uanset hvordan skal vi styrke elevernes økonomiske bevidsthed, så de er bedre rustet til at kunne træffe fornuftige økonomiske beslutninger resten af deres liv. Sólbjørg Jakobsen, politisk ordfører, MF (LA), og Helena Artmann Andresen, børne- og undervisningsordfører, MF for (LA)

Hvad siger man til dem, der roser sig af ikke at være medlem af noget parti? Man siger: »fedtsyl!« Hvorfor dog ikke give den lille skærv til folkestyret, som et partimedlemskab koster? Det er jo aldeles anonymt, og man behøver slet ikke være enig med sit parti om alting. Det har jeg aldrig været. Man svigter folkestyret og Foreningsdanmark, når man fravælger det politiske foreningsliv. Med et medlemskab støtter man en vælgerforening og sikrer sig informationer og mulighed for indflydelse, når noget skal besluttes og kandidater opstilles. Hvad siger man så til dem, der har travlt med at nedgøre de folkevalgte og beskylde dem for at være for unge, for uerfarne og inkompetente?  Man siger: »Ja, det kan du have ret i, men hvorfor stiller du ikke selv op, når du er så klog og mener, du kan gøre det bedre?« Man skal aldrig bebrejde de folkevalgte, at de har stillet sig til rådighed med alle de omkostninger og travle fritidstimer, det indebærer. Det er en kendsgerning, at erfarne ledere fra forretnings-, organisations eller foreningslivet, som tidligere prægede Folketinget, i dag som regel siger nej til at lade sig opstille til folkevalgte hverv. De ser jo, hvordan de folkevalgte slæbes gennem skidtet i formiddagspressen og de sociale medier, som har udviklet sig til en kloak. Det skyldes ikke kun nogle af pressens graverjournalister og den ondsindede sladder på de sociale medier. Det skyldes også alle andre, der på et overfladisk grundlag letter ben op ad de folkevalgte og de politiske institutioner. I stedet for at kritisere de folkevalgte, som har slidt og slæbt for at blive valgt, burde vi kritisere alle de højt kvalificerede ledere og fremgangsrige folk, som tidligere ville have været oplagte kandidater, men som i vore dage ikke skal have noget af at blive offentlige personer. Ekstra Bladets redaktører har ret i, at pressefriheden, inklusive friheden til at udsætte magthaverne for allehånde mistænkeliggørelser, er vital for folkestyret. Men de skal ikke komme og påstå, at de gavner folkestyret med deres evindelige menneskejagter og udhængninger. Tværtimod. De er demokratiske skadevoldere. Der var engang, hvor politikeres private gøren og laden ikke var en sag for medierne. Nogle drak lidt for meget, andre havde udenomsægteskabelige forbindelser. Men medierne omtalte det ikke, fordi det ikke havde noget med deres politik at gøre. Var det et savn? Var demokratiet dårligere i Per Hækkerups og Jens Otte Krags tid? I dag skal man som folkevalgt være forberedt på, at hvis man afviger fra normalen, forløber sig og gør noget dumt eller kritisabelt, så får man tidobbelt straf og æren frakendt på ubestemt tid. Hvis nogen er i tvivl, skal de bare tænke på Mike Fonseca (M), der fik sig valgt til Folketinget og nu rulles i tjære og fjer og hænges ud med sprogets værste gloser. Jeg vil på ingen måde forsvare hans forhold til en 15-årig, som ganske vist var lovligt, men ikke ordentligt – og ikke i overensstemmelse med hans partis vedtagne moralkodeks. Men det er tankevækkende, at hvis han ikke havde stillet sig til rådighed for folkestyret, så ville ikke en kat have reageret på forholdet, som jo fandt sted med pigens forældres billigelse. Det er alene det forhold, at han er folkevalgt, der har udløste skidtspandene i medierne, inklusiv de sociale medier. Det var hans livs dumhed, at han stillede op til Folketinget, førte kampagne for sine egne penge og blev valgt i første forsøg. Det kan medvirke til, at endnu færre vil stille sig til rådighed. Menneskejagterne er i sig selv et stort problem og en krænkelse af retssikkerheden. Som i heksebrændingernes tid sker det ved standretter, folkedomstole, uden lov og dom og med frygteligt smertefyldte afbrændinger på mediebålet uden mulighed for at gemme sig og begynde et nyt liv. Straffen er livsvarig. Ligesom for nogle af #metoo-synderne, som med tilbagevirkende kraft er blev frakendt deres livsgrundlag og deres gode navn og rygte uden lov og dom, uden forsvarer og uden mulighed for tilgivelse. Som den svenske teaterdirektør, der tog sit liv på grund af især en enkelt journalists »graverarbejde«, hvorefter det viste sig, at han var uskyldig. Journalisten har siden beklaget, men dommen var jo eksekveret og endelig. Mandens liv var ødelagt og slut. De anklagede har ofte begået fejl, men hvem har ikke det? Hvem kaster den første sten? Er der ingen tilgivelse mulig, hvis »synderen« er offentligt kendt? Nej, det er der ikke. Det er også et problem for folkestyret. Bertel Haarder er tidligere MF og fhv. minister (V)

Liberal Alliance har gennem et spørgsmål til skatteminister Jeppe Bruus fremtvunget et svar på, hvilken effekt en afskaffelse af topskatten vil have, hvis man inddrager den nyeste forskning. Svaret er bemærkelsesværdigt. En afskaffelse af topskatten vil kunne give op til 16 milliarder kroner ekstra i statskassen pr. år i gevinst. Det er de færreste mennesker, der læser ministersvar til folketingsudvalg, så Berlingske bidrog til folkeoplysningen, ved i en artikel at omtale Skatteministeriets svar. Det var en meget afbalanceret artikel, der præciserede, at der var anden forskning, der gav andre resultater. Alligevel bragte artiklen Jeppe Bruus op i det røde felt. Han skrev i et tweet, at det var forkert, hvad Berlingske skrev. Reaktionen viser, at topskat er et meget kontroversielt emne, der på venstrefløjen bringer følelserne så meget i kog, at det er svært at have en faktabaseret debat. Jeppe Bruus kritiserede på det sociale medie X en artikel i Berlingske om en eventuel afskaffelse af topskatten Topskatten forventes at indbringe 21 milliarder kroner i 2023. Det lyder af mange penge, men det er det ikke i lyset af, at det samlede skatteprovenu er på godt 1.200 milliarder. Hvis topskatten afskaffes, er provenutabet mindre. Der er »tilbageløb«, som dækker over, at noget af den sparede skat vil borgerne forbruge, og forbrug giver indtægter til staten i form af moms og andre afgifter. Men der er også såkaldte dynamiske effekter, der dækker over, at skat påvirker folks adfærd. Hvis skatten sænkes, vil nogle arbejde mere. Det bestrides af munkemarxister, men lysten til at tage overarbejde stiger, hvis man får lov til at beholde 60 procent af overarbejdsbetalingen i stedet for kun at beholde 45 procent. En vigtigere effekt er, at lavere skatteprocenter øger dynamikken på arbejdsmarkedet. En lavere skatteprocent øger folks villighed til at tage risikoen og besværet ved at skifte til et højere lønnet job. Mere arbejde og større mobilitet på arbejdsmarkedet giver større indkomster, som giver penge i statskassen. Så de dynamiske effekter reducerer provenutabet ved at afskaffe topskatten. Det er der enighed om, men der er uenighed og usikkerhed om, hvor stor effekten er. Den nye forskning med professor Claus Thustrup Kreiner som medforfatter viser en fem gange større effekt, end Finansministeriet hidtil har regnet med. Jeppe Bruus har ret i, at man ikke skal basere sig på et enkelt forskningsresultat. Men Kreiners resultat bør veje tungt, fordi det hviler på bedre og danske data og er metodisk og på anden måde mere veludført end de fleste andre undersøgelser. Men Jeppe Bruus har stor uvilje imod at komme til bunds i hvad, der er fakta i forbindelse med afskaffelse af topskatten. Det viser sig ved, at han har været tre måneder om at svare på Liberal Alliances spørgsmål og ved, at der i besvarelsen tales om en »hypotetisk« afskaffelse af topskatten. Det korte af det lange er, at provenutabet ved en fuldstændig afskaffelse af topskatten er mindre end de 13 milliarder, som Finansministeriet for nuværende regner med, og at der er sandsynlighed for, at der slet ikke vil være noget provenutab. Er topskattens symbolpolitiske værdi for venstrefløjen så stor, at den vil opretholde den, selvom det ikke giver noget provenutab at afskaffe den? Vejer venstrefløjen lighed højere end velstand, når vel at mærke ingen taber, men nogen bliver mere velstående? Det dilemma forsøger Bruus at trylle bort ved at benægte fakta. OLE P. KRISTENSEN

Hver eneste time bliver fem piger eller kvinder i verden dræbt. Og det er ikke i trafikken, på arbejdet eller i krigszoner. Det er inden for hjemmets fire vægge og typisk af deres mand, far eller bror. Altså i familien, hvor de burde føle sig mest trygge. Lige nu markerer vi verden over kampen mod kønsbaseret vold under kampagnen »16 Days of Activism«. De 16 dage markerer perioden fra 25. november, hvor det er den internationale dag for afskaffelse af vold mod kvinder, til 10. december, hvor det er den internationale menneskerettighedsdag. I Italien holder de i disse dage på tværs af landet et minuts larm for at sætte fokus på kønsbaseret vold, der senest har kostet den kun 22-årige Giulia Cecchettin livet. Hun blev en del af en trist statistik i Italien, hvor 106 kvinder indtil videres i år er blevet dræbt – 55 af dem formentlig af deres partner eller ekspartner. Det har tvunget de italienske politikere på banen.  Det viser, at det betyder noget at råbe op og være vedholdende, hvis vi skal forebygge kønsbaseret vold. Ingen pige skal vokse op og være bange for at blive udsat for vold, bare fordi hun er en pige. Krisetider forværrer truslen mod piger Særligt i Afrika sker der uforholdsmæssigt mange kvindedrab. Her bliver fire gange så mange kvinder dræbt inden for familien pr. indbygger, end det er tilfældet i Europa. Kønsbaseret vold bliver kun værre i kriser. Og kriser har vi desværre rigtig mange af lige nu. Derfor frygter vi også, at antallet af børneægteskaber vil stige. Børneægteskaber har ellers over de sidste ti år været faldende, men nyeste tal fra UNICEF viser, at udviklingen går den forkerte vej. Klimakriser som ekstrem tørke medfører, at piger nu skal gå op til tre gange så langt for at hente rent vand hjem til familien. Når piger skal gå langt for at finde vand til husholdningen, stiger risikoen for seksuel og kønsbaseret vold også.  I Etiopien er risikoen for, at piger under 18 år bliver giftet bort, steget med 119 procent over de sidste år pga. tørken, og i Somalia er risikoen for at blive udsat for kønsbaseret vold steget 25-50 procent. Den udvikling bliver vi simpelthen nødt til at gøre noget ved. Kønsbaseret vold er et globalt problem. Det kræver selvfølgelig forskellige indsatser i forskellige lande og kulturer. Men fælles for alle er, at der er strukturelle udfordringer, der gør det farligere at være pige og kvinde i verden. Vi arbejder dagligt i PlanBørnefonden med at ændre strukturer og forebygge kønsbaseret vold igennem blandt andet undervisning af både drenge og piger i kvinders rettigheder og arbejde med at få kvinder ind på arbejdsmarkedet.  Vi skylder alle verdens piger og kvinder at gøre endnu mere af det. Det er en menneskeret, at piger kan komme i skole, skabe sig et trygt liv med økonomisk selvstændighed og retten til at bestemme over egen krop og liv. Og vi ved, at får hvert år en pige kommer i skole, stiger hendes livsindkomst med op til 20 procent. Dorthe Petersen er CEO i PlanBørnefonden

Jeg er født i Esbjerg, har gået i den danske folkeskole og på Esbjerg Gymnasium. Jeg har levet hele mit liv i Danmark, har gået til fodbold og været en del af foreningslivet i størstedelen af tiden. Jeg har opfyldt de krav, som vi stiller til unge, nemlig skolepligten, og jeg har gennemført vores fælles uddannelse, nemlig folkeskolen. Det har en af mine rigtig gode kammerater også. Han har opfyldt de samme krav som jeg. Men der er en grundlæggende forskel på os. Jeg kan stemme til folketingsvalget, og jeg kan rejse rundt i Europa som en fri fugl – uden, teoretisk set, at vise pas. For jeg er nemlig dansk statsborger. Ingen af delene kan min ven. Stemmeretten til folketingsvalg og muligheden for fri rejse i Europa er ikke en virkelighed. Hans forældre er nemlig ikke danske statsborgere, og derfor er han heller ikke blevet det. Hvis ens forældre ikke har dansk statsborgerskab, bliver man selv underlagt reglerne for permanent ophold, indtil man fylder 18. Frem til man er 18, er man frataget muligheden for dansk statsborgerskab på grund af ens forældre. Ikke fordi man selv har gjort noget, men fordi ens forældre ikke har et dansk statsborgerskab. Og det er ikke bare et problem, fordi man så underlægges ens forældres udgangspunkt, men også fordi man fratages nogle grundrettigheder, som alle andre nyder godt af. Juridisk set ses man ikke som dansk, på trods af at man aldrig har kendt til andet. Udover de åbenlyse problemer skal man også tæskes igennem bureaukratiske processer uden lige, for så måske at kunne opnå dansk statsborgerskab efter mange års tests, ansøgningsprocesser og ventetider. Alt det, på trods af at man er født og opvokset i Danmark. Men der er også en risiko ved det. For hvis man for eksempel får hue på for tidligt, og man går og planlægger at søge permanent ophold, som er første skridt mod statsborgerskab, kan man risikere at blive hjemsendt. Unge, der er født og opvokset i Danmark, som sendes til et land, de aldrig har boet i, og som nogen aldrig har besøgt. Et land, hvor man ikke kan sproget og intet tilhørsforhold har. Det er den frygt, som mange unge mennesker har, når de søger om permanent ophold i Danmark. Det er den virkelighed, som det politiske system skaber, når vi strammer reglerne så meget, som vi har gjort det i dag. Hvordan ville vi danskere have det, hvis vi skulle risikere at ryge direkte på udrejsecenter, når vi fik et voksenpas, fordi vi blev studenter et par uger for tidligt – eller på grund af andre bagateller? Jeg synes, at det er vanvittigt, at vi ikke giver alle unge de samme rettigheder, hvis de er født og opvokset i Danmark. At vi så aktivt forskelsbehandler unge mennesker, fordi deres forældres pas er en anden farve. Det er ikke bare forkert, det er absurd. Når alle partier taler om, at der er fjollede regler på udlændingeområdet, hver gang en 12-talselev skal sendes til Afghanistan på grund af latterlige regler for statsborgerskab, er det absurd.  Det er absurd, at reglerne ikke er lavet om, og det er absurd, at nogle i Danmark, 12-talselever eller ej, skal frygte at blive sendt til et land, som de hverken kender eller har boet i, på grund af deres forældres statsborgerskab. Alexander Blavnsfeldt er politisk leder i SF Ungdom

Når man er født i midten af 1980erne, har Henry Kissinger virket som fjern fortid gennem det meste af ens liv. Sådan har det i hvert fald været for mig.  Men jeg tror nu, hvor han er død, at han nærmere er fremtid. Vi lever i Kissingers verden. Vi lever i hans verden på godt og ondt – og jeg frygter, at vi lever mere eftertrykkeligt i den nu, end vi har gjort længe. Den Kissinger, jeg hørte om, var den samme, vi kunne møde i et Ritzau-telegram i denne avis ved hans død. Kissinger som venstrefløjens hadeobjekt og krigsforbryder. Virkelighedens Dr. Strangelove. Mit møde med Kissinger var medieret af Katedralskolens venstreorienterede indoktrinering, som var lige så åbenlys, som den var halvstuderet. Den ville også have været idiosynkratisk, hvis ikke netop dens idiosynkrasier var en hel generations fælleseje. Det var dengang, man stadig kunne opleve det i dag eksotiske at blive undervist af denimklædte gammelkommunister med partibogen i orden. Her var Vietnamkrigen historiens krumtap. Den var prismet, hvorigennem lyset brød og kastede sit forklarende skær på såvel fortid som nutid.  Min lærer havde en særlig interesse for Cambodia. Min Kissinger var den rå og brutale krigsforbryder; ham, kendiskokken Anthony Bourdain ville tæve ihjel med sine bare næver, ifølge Ritzau. Kissinger var beviset for, at USA aldrig overholdt de regler, de skosede andre for at bryde, fik vi at vide. Der gik en linje fra Kissinger og Nixons krigsforbrydelser i Cambodia til George W. Bush’ invasion af Irak. Siden har historien dynget sin jord over alt dette. Kissinger har overlevet mange af sine kritikere – inklusive kendiskokken – og hans udenrigspolitiske statsmandskunst har ikke blot fastholdt sin relevans, men har været efterspurgt blandt internationale beslutningstagere, herunder de fleste amerikanske præsidenter – undtagen Obama i hvis lys selv Trump og George W. Bush fremstår klarsynede. Sådan da. Hvad mener jeg med, at vi lever i Kissingers verden?  Jeg mener blandt andet, at vi nu og i al tænkelig fremtid lever i en verden kendetegnet ved Kinas voksende rolle. Alle de konflikter, vi oplever ude i verden, får deres overordnede betydning i lyset af den voksende konfrontation mellem Vesten og Kina. Fra Afrika over Mellemøsten og ikke mindst krigen mellem Rusland og Ukraine. Sidstnævnte som en art forspil – og et stadigt mere ildevarslende af slagsen – til en konfrontation mellem Kina og Taiwan. Proxy-krig er det nye verdenskrig. Det var Kissinger, som leverede benarbejdet, som førte til den amerikanske præsident Nixons rejse til Beijing i 1972. Det indledte en proces, som sendte Kina tilbage i verden. Det var et stykke realpolitisk håndværk, som splittede den kommunistiske verden endegyldigt – men også isolerede Taiwan og beredte vejen for det, økonomer har kaldt Kina-chokket. Kissinger har været en af de varmeste fortalere for en ikkekonfrontatorisk linje i forhold til den opadstigende supermagt. For Kissinger var det en nødvendighed, hvis man ville undgå konflikt. Med ordet »nødvendighed« er vi nået frem til kernen i Kissingers geopolitiske tænkning. Fra kursen i Vietnam, der gik gennem de forkætrede bombardementer i Cambodia til USAs tilbagetrækning i 1973, over anerkendelsen af Kina til afspændingspolitikken i Den Kolde Krig i 1970erne. Det hele var nødvendigheder. Kissingers verdenssyn rummede kun i begrænset omfang plads til idealisme i kampen for USAs nationale interesser. Det var statsmandskunst, fordi det netop handlede om at styre USA gennem et årti, hvor alt i øvrigt stank af nederlag og tilbagetog. Dårlig økonomi, nationale traumer, grimt tøj, pessimisme og storbyer i totalt forfald. Kissingers politik hører med til det billede. Den var i en vis forstand trøstesløs, fordi den satte forfaldet som fortegn. Her var der intet håb andet end håbet til, at man dog kunne administrere nedgangslinjen, så det hele ikke kørt af sporet. I 1980erne gik vi ind i Reagans verden, det moralske klarsyn, det opgør med ondskabens imperium, som Kissingers moralske fantasi ikke kunne begribe. Det var idealisme. Derfra ind i historiens afslutning. Historiens hængekøje. Mere idealisme og så overmodet og sammenbruddet. Det er den anden måde, hvorpå vi lever i Kissingers verden igen. Ikke Den Kolde Krigs verden, men en kold verden: Økonomisk uro, grimt tøj, pessimisme og storbyer i forfald. Vaklende tro og bange hjerter. Løkkes pragmatiske idealisme. Min historielærer er for længst gået på pension, men Kissingers verden er igen vores fremtid. Og der er ingen Reagan i sigte. Christian Egander Skov er ph.d., forfatter til bogen »Borgerlig krise«, konsulent ved Tænketanken Prospekt og redaktør på Årsskriftet Critique

14 repræsentanter fra fagbevægelsen forsøgte 14. november i Berlingske at overbevise om, at EUs nye løngennemsigtighedsdirektiv vil fremme ligeløn mellem kvinder og mænd. I indlægget fremhæves det, at der kan findes uretfærdige lønforskelle mellem kvinder og mænd, og at løngennemsigtighed er en måde at reducere lønforskellen på. At der kan findes uretfærdige lønforskelle, ændrer bare ikke på, at løngennemsigtighed formentlig ikke kommer til at have en væsentlig effekt. Hovedparten af lønforskellen skyldes nemlig, at kvinder og mænd i gennemsnit træffer forskellige valg vedrørende deres arbejdsliv. Det er korrekt, som fagbevægelsen fremhæver i indlægget, at en stor del af lønforskellen forklares med, at arbejdsmarkedet er kønsopdelt. Men løngennemsigtighed vil næppe heller være effektivt til at reducere lønforskelle, hvis de skyldes, at typiske »kvindefag« er lavere lønnede end »mandefag«. Den omtalte undersøgelse fra VIVE viser, at både mænd og kvinder i såkaldte »kvindestillinger« får lavere lønninger. Derfor vil løngennemsigtighed heller ikke afsløre nogen forskel – og dermed ikke reducere lønforskellen mellem kvinder og mænd. Alligevel er det tydeligt, at fagbevægelsen mener, at det er problematisk, at der i gennemsnit er forskel på kvinders og mænds løn. Men blot fordi man mener, at noget er problematisk, betyder det ikke, at reguleringen vil være nyttig. Forskning viser, at løngennemsigtighed har bidraget til lavere lønvækst for både kvinder og mænd. Men fordi lønnen falder lidt mere for mænd end for kvinder, så er den samlede lønforskel reduceret en smule. Dette strider umiddelbart imod fagbevægelsens formål om at skabe højere lønninger til sine medlemmer. At noget virker uretfærdigt, betyder ikke, at man kan regulere sig ud af det. Selvom fagbevægelsens hensigter er sympatiske, synes de ønskede virkninger af løngennemsigtighed i højere grad at være baseret på ønsketænkning end på, hvad direktivet faktisk kan forventes at opnå af effekter. Line Andersen, økonom, CEPOS

Terroriseret af it-samfundet Hvad skal jeg stille op med it-tyranniet? Os, der ikke kan fatte den nye virkelighed, er os, der er vokset op med årsag og virkning. I den nye it-tid er der ingen årsag, men kun virkning, som jeg ikke kan fatte. Det er engelske ord og termer, som refererer til en helt anden verden, og jeg er sat uden for samfundet. Jeg er ikke i stand til at betale mine regninger, og da min søn prøvede at hjælpe mig med MitID, fik vi at vide, at vi havde gjort noget ulovligt, da jeg havde delt min information med ham.  Jeg er 84 år og føler mig terroriseret. Ebbe Sonne, Albertslund 15 minutter på bænken Jeg er så træt af de mange grove frispark i dagens fodboldkampe. Store penge i sporten har flyttet grænsen for det normale – og desværre efterhånden også accepterede. Der tackles igennem til stålet, og der bruges ufine metoder. En ellers god fodboldkamp afbrydes i tide og utide af frispark, alt for ofte med voldsom skade på modstanderen. Dommeren ifører sig en alvorlig mine, uddeler en gang imellem et gult kort og i de helt vilde situationer et rødt. Hvad nu hvis man kunne indføre den simple regel, at ethvert gult kort automatisk medfører 15 minutters udvisning til ophold på bænken? Spillerne ville underholde med renere fodbold. Med færre alvorlige skader. Og vi glade tilskuere ville kunne nyde sporten for det, den bør være. Peter Kauffeldt, Kgs. Lyngby Kvoter for kvinder I Opinion 2. december efterlyser Natalia Rogaczewska mænds deltagelse i ligestillingsdebatten.  Jeg er lykkeligt gift med en kvinde, der kan klare sig både økonomisk og socialt uden min bistand. Men jeg finder debatten deprimerende, fordi alle de ligestillingsaktive kvinder kun interesserer sig for ligestilling inden for bekvemme indendørsjob såsom leder, forsker og i bestyrelsesmedlem. Hvis de i stedet startede med at kræve kvoter inden for mindre bekvemme udendørsjob som kloakarbejder, borebisse, renovationsarbejder, stilladsarbejder eller frontsoldat, ville det øge min respekt for sagen væsentligt. Det er også et paradoks, at de ligestillingsaktive, alt efter hvor det er bekvemt, fremstiller sig selv som lige så kompetente som mænd for et øjeblik efter at kræve kvoter, fordi de skal støttes, som om de var svage individer. Jeg har i mit lange erhvervsliv arbejdet sammen med mange kompetente kvinder – både som overordnede, sideordnede og underordnede, og de har aldrig efterspurgt kvoter eller lignende, blot lige muligheder, hvad de også tydeligvis har haft i de virksomheder, jeg har været ansat i.  Selv da jeg arbejdede i de baltiske lande i begyndelsen af halvfemserne, havde hovedkontoret i København ingen problemer med, at jeg valgte kvinder, når de var de mest kompetente, hvilket flere gange var tilfældet. Steen Ehlers, Birkerød Balancen mellem ønsker og virkelighed Er der frit valg til vuggestue eller børnehave? På den ene side ja, for alle familier kan bede om en bestemt daginstitution, men på den anden side nej, for det kan være, at der ikke er plads i den bestemte daginstitution. Hvis alle til hver en tid skal kunne vælge imellem alle pasningstilbud, ville vi skulle køre med en ekstrem overkapacitet. Det har vi i Rudersdal Kommune hverken fysiske rammer, økonomi eller medarbejdere til. Debatten kører i disse dage efter en artikel i Berlingske, hvor en nytilflyttet familie forståeligt nok er ærgerlige over, at de ikke kan få den børnehave/vuggestue, som de allermest ønsker sig. Den ærgrelse kan jeg godt forstå. I dag kan man som forældre ønske to pasningstilbud, når man skriver sit barn op. I Det Konservative Folkeparti vil vi gerne undersøge mulighederne for at øge antallet af pladser, man kan skrive sig op til. Det vil være med til at understøtte det frie valg, men vil naturligvis også »pålægge« forældrene at orientere sig mod mere end to ønskeinstitutioner. Samtidig er vi i fuld gang med at bygge nye institutioner. Der er netop åbnet en ny institution i Vedbæk, man er tæt på at være færdig med en ny i Birkerød, og vi har med det seneste budget sat penge af til at flytte og udvide Dronninggård Børnehus i Holte, så der bliver plads til flere børn. Vi ved også, at vi står over for en kæmpe renoveringsopgave på de eksisterende institutioner, som i mange, mange år ikke er blevet tilgodeset med de helt nødvendige midler til at sætte bygninger og lokaler i stand. Derfor er det vigtigere for os konservative at prioritere midlerne til renovering af børnehusene frem for at bygge til en kæmpe overkapacitet. Det er en politisk prioritering, som vi gerne står på mål for. Nicola Emily Larsen, kommunalbestyrelsesmedlem i Rudersdal (K), stud.scient.pol.

I dansk politik og offentlighed florerer en naiv dataoptimisme. Den kan ændre vores sundhedsvæsen radikalt.  Den baserer sig ikke på erfaring, omtanke og viden, men på håbet om, at med flere data opstår der (på næsten magisk vis) nemme løsninger på komplekse problemer.  Den fodres af kommercielle aktører, der har interesse i at få politikere, borgere og sundhedsfaglige til at fokusere på potentialet af deres produkter i stedet for de reelle effekter, som faktisk har betydning for patienter og sundhedsvæsen.  Det er på tide, at den naive dataoptimisme skiftes ud med en kritisk dataoptimisme, der stiller krav til data.  Den naive dataoptimisme viser sig i en forståelse af data som et udelukkende gode. Data forstås som en værdi, hvor vi i kapløb med andre lande kæmper om at være først og have mest: »Ambitionen er klar: Vi skal fastholde Danmarks digitale førerposition« (Danmarks digitaliseringsstrategi).  »Vi har etableret digitale løsninger, der placerer Danmark i en international førerposition« (Strategi for Digital Sundhed 2018–2022). »Danmark skal være internationalt førende i at anvende sundhedsdata« (Vision – strategisk samarbejde for bedre brug af sundhedsdata). Og så videre.  Ligeledes forstås data som en deterministisk nødvendighed: »Sundhedsdata er afgørende for at skabe sundhed for danske borgere og udvikle fremtidens sundhedsvæsen.« »Der er reelt intet alternativ til øget digitalt samarbejde.«  Hvem bestemmer? Det er for nyligt blevet mere legitimt politisk at diskutere prioriteringer i sundhed. Derfor skal optimismen for data også diskuteres: Hvorfor antages data at være afgørende for at skabe sundhed? Er der virkelig intet alternativ? Og i så fald, hvem skal bestemme, hvordan data bruges, til hvilke formål og på bekostning af hvad og hvem?  Vi begår en fejl ved ikke at diskutere datas stigende rolle i sundhedsvæsnet. Vi skal stille krav til data. Og vi skal stille krav til dem, der producenter og bruger (andres) data. Den naive dataoptimisme er ikke ny. It-systemet til næsten tre milliarder kroner, Sundhedsplatformen, hvor data skulle overtage fagligt arbejde, har aldrig levet op til forventningerne.  Seneste eksempler uden for sundhedsvæsnet er det nye ejendomsvurderingssystem og EFI (skatteindrivelsessystemet). Begge har kostet staten mange milliarder. Senest har den naive dataoptimisme vendt sig mod et nyt område: borgernes selvmålte data fra wearables, såsom ure og telefoner, der måler din krop automatisk.  I en rapport af blandt andre Deloitte, Sundhedsministeriet og Erhvervsministeriet beskrives, hvad de forstår som en realistisk nær fremtid: En 60-årig kvinde, Susanne, har et ur, der automatisk har målt en uregelmæssig hjerterytme, mens hun sov. Regionen tilbyder hende at tale med en læge over video, så snart hun vågner. Det afslår hun, men en lægesekretær ringer til hende 30 minutter efter og overbeviser hende om at tage til hospitalet.  Her bliver hun hurtigt og nemt diagnosticeret for flere risikotilstande, der måske i fremtiden kunne være sygdomsfremkaldende. Problemet i disse forventninger er ikke optimismen. Det kræver optimisme at investere i fremtiden, og der findes indikationer, der støtter denne.  Tror på producenternes løfter Problemet er naiviteten. Den sundhedsmæssige værdi af borgeres selvmålte data er overvejende baseret på ønsketænkning leveret af producenterne i stedet for uafhængig erfaring og forskning. Det minder om de mirakler inden for sundhed, som vi blev lovet med kortlægningen af genomet. Kortlægningen af genomet bragte godt med sig. Men optimismen om en medicinsk »revolution« viste sig naiv. Optimismen er også naiv, fordi der ikke stilles krav til producenterne om at dokumentere, at deres data gavner borgerne. Markedet for wearables er ureguleret, og det planlægges ikke at blive reguleret.  Det mest testede wearable, Apple Watch, er for eksempel ikke undersøgt godt nok til klinisk diagnostik, selvom det brandes sådan. Det er godkendt til at måle folk og tilråde dem at gå til lægen.  I en tid hvor sundhedsvæsnet er presset og skal prioritere, skal lægerne nu også forholde sig til tilfældige data målt på tilfældige borgere. Hvis det betød bedre sundhed, ville det måske være fordelagtigt, men det ved vi ikke. I stedet kan sådanne målinger ikke alene spilde ressourcer, de kan skabe falske resultater, overdiagnostik og overbehandling.  De kan skabe social ulighed, fordi begrænsede ressourcer bruges på dem, der i forvejen er raske, frem for de syge. Og tilbage til Susanne og fremtidens datasundhedsvæsen: I hvilken nær fremtid vil der sidde en læge klar til videokonsultation, hver gang en borgers telefon eller ur måler noget unormalt? I hvilken nær fremtid vil der sidde en hospitalssekretær klar til at ringe 30 minutter efter, hvis borgeren ikke ønskede at tale med lægen?  Sådanne detaljer præsenteres oftest som sekundære. Men de er afgørende vigtige: Data fungerer kun, hvis de faglige forhold fungerer. Hvis vi antager, at teknologierne bliver bedre i fremtiden, kræver de stadigvæk, at de sundhedsprofessionelle har tid og ressourcer til at bruge data. Det er en politisk ambition, at borgernes data i fremtiden bliver integreret i sundhedsvæsnets datasystemer.  Arbejdsforhold ignoreres Men forestil dig, at de pressede ansatte på hospitalerne i dag fik at vide, at nu skulle de også sidde klar på video, når Susanne vågner. De skal være klar, hver eneste gang en tilfældig borgers uregulerede ur og app måske har målt noget unormalt i løbet af natten. Hvis politikerne vil have effekt af deres datainvesteringer, skal de derfor sikre bedre faglige forhold for at kunne arbejde med data. Denne gensidige påvirkning mellem data og arbejdsforhold diskuteres sjældent. I stedet forventes data blot at forbedre forholdene. Forskning i brug af data i sundhed viser, at det kræver tid og ressourcer at bruge data. Nogle gange giver det overskud, andre gange, såsom med Sundhedsplatformen, giver det underskud. Data har altid en pris. Nogle gange skal man lede grundigere for at se den. Derfor er det ikke nok at fokusere naivt på de positive potentialer. Optimismen skal underbygges af kritiske overvejelser, såsom hvem, der skal betale prisen. Hjælp til dette får man ikke hos producenterne af wearables og data. Hvis producenter ville vise os deres bidrag til folkesundheden, ville de sponsorere store studier, der viser nedsat dødelighed og nedsat alvorlig sygdom ved brug af deres produkter. Det gør de ikke. De sponsorerer studier, der viser, at deres produkter måler fysiologiske forandringer, der måske kan føre til nedsat sygdom. Måske de nye teknologier en dag vil bidrage positivt. Men den naive dataoptimisme gør, at vi ofte implementerer data, hvis konsekvenser vi ikke kender. Derved gør vi raske borgere, syge patienter og det danske sundhedsvæsen til prøvekaniner for de private producenters produktudvikling.  Producenterne får dyrebar viden af de fejl, mangler og utilsigtede konsekvenser, som deres produkter medfører i samfundet. Med andre ord; vi tager risikoen, de tager fortjenesten.  Politisk må der kræves, at producenterne fremlægger bedre resultater af deres produkter. Og som samfund skal vi kritisk undersøge konsekvenser af data, før vi indfører dem i stor stil. Ellers er der tale om en naiv dataoptimisme, der kan skade sundhedsvæsnet. Christoffer Bjerre Haase er læge, ph.d. ved Institut for Folkesundhedsvidenskab ved Københavns Universitet