Socialdemokraten Ida Auken skrev for nylig en hel kommentar i denne avis, der handlede om mig. Det var på sin vis smigrende, og så alligevel ikke. Auken skrev, at jeg som liberal går ind for en svag stat. Hun kunne med fordel læse min seneste bog, hvor jeg indleder mit kapitel om staten med at skrive: »Det er en misforståelse, at borgerlige skulle ønske en svag stat. Tværtimod lægger vi borgerlige stor vægt på, at staten skal være stærk og effektiv på de områder, hvor den har en rolle at spille.« Et af de områder, hvor alle er enige om, at staten har en rolle at spille, er forsvaret af vores ydre grænser. Men velfærdsstaten har vendt tingene på hovedet. Den har forsømt sin allervigtigste opgave og selve begrundelsen for statens eksistens: Forsvaret.  I stedet har den kastet sig over alle mulige opgaver, som i bedste fald er sekundære eller tertiære og ofte, ærligt talt, spild af borgernes penge. Forudsætningen for at staten kan være stærk og effektiv på de områder, hvor den har en rolle at spille, er, at den holder op med at spilde tid og kræfter på opgaver, som andre end staten – for eksempel familierne, civilsamfundet og markedet – burde tage sig af. At staten spreder sig over et væld af opgaver, giver os ikke en stærk stat. Det giver os en opulent stat, der bulner ud alle de forkerte steder; en rundtosset stat, der har mistet fornemmelsen for det væsentlige, og som løser en foruroligende stor del af opgaverne halv- til hel-dårligt.  Tænk bare på urimeligt lange ventelister til sygehusene, byggeskandalerne vedrørende supersygehuse, ejendomsvurderingerne, udbytteskandalen, kaos i psykiatrien, Britta Nielsen- sagen, diverse IT-skandaler, heriblandt Skatteministeriets EFI-system, kræftskandalen på Aarhus Universitetshospital, plejehjemsskandaler, den fejlslagne folkeskolereform, minkskandalen, hovedstadens letbane langs Ring 3, der aldrig skulle have været bygget osv. Og så er der Forsvaret, som nærmest ligger i ruiner. Og trods alvorstung retorik fra statsministeren og selv efter Putins invasion af Ukraine er sandheden, at vi har en regering, som er bekymrende ufokuseret, når det kommer til landets forsvar.  Beslutninger bliver udskudt i det uendelige. Regeringen har end ikke forsøgt at forklare, hvorfor det skal tage årevis at øge produktionen af ammunition. Forsvarsministeriet har brugt to år på ikke at foretage sig noget, når det gælder at finde en erstatning til de Harpoon-missiler, som den forærede til Ukraine.  Løftet til Forsvaret dengang var ellers, at der ville blive købt erstatninger »hurtigst muligt«.  Politik siges at være det muliges kunst, men det er tydeligvis ikke det hurtiges kunst, når det gælder Danmarks forsvar. Minkerhvervet, derimod, kunne man lukke på få minutter og uden lovhjemmel. Ministre har altid travlt, men de har travlt med det forkerte. Det koster fokus at holde styr på en oppustet velfærds- og regelstat. Ida Auken forsikrer mig om, at socialdemokraterne er i gang med et storstilet opgør med regler og teknokrati og nævner nogle eksempler. Men alle regeringer siden Poul Schlüters i 1980erne har haft sådanne afbureaukratiseringsinitiativer. Samtlige er fejlet, og det kommer SVM-regeringens også til.  Jeg vil gerne vædde med Auken om, at der om fem-ti år er flere regler end i dag, ikke færre – medmindre en kommende regering indfører et regelstop, der siger, at der skal fjernes mindst én gammel regel for hver ny regel, der indføres. Den nuværende regering har ikke viljen til at træffe den slags beslutninger, men fortsætter ad gamle trådte stier, der ingen steder fører hen. Velfærdsstatens oppustethed er et resultat af det samfundssyn, jeg kalder velfærdssocialismen, som ser alle problemer som politiske. Det skaber en knopskydning, hvor velfærdsstaten hele tiden får tilført nye opgaver, den ene mere irrelevant end den anden.  Hvis et problem, velfærdsstaten er blevet sat til at løse, består, drages der aldrig den konklusion, at velfærdsstaten ikke kan løse problemet og derfor skal holde op med at forsøge. Tværtimod tilsiger velfærdssocialistisk tænkning, at årsagen til problemets fortsatte eksistens må være, at velfærdsstaten hidtil har gjort for lidt for at løse det og derfor skal gøre mere. I mellemtiden brokker politikerne sig over, at de har alt for travlt. Det var der en enkel løsning på: Koncentrerer jer om det væsentlige. Overlad opgaver til borgerne, hvor de kan selv. Men forsvaret af Danmark bedes I venligst holde op med at sjofle. Martin Ågerup er administrerende direktør samt co-founder for Popoulos Analytics, økonom, forfatter og i bestyrelsen for Den Berlingske Fond

Nogle historier er så gode, at de gentages igen og igen både i pressen og på sociale medier. Det gælder for eksempel historien om, hvordan ikkevestlige indvandrerkvinder ikke længere får flere børn end etnisk danske kvinder. Vi så variationer af historien i 2021, 2022, 2023 og nu igen i 2024. Og hver eneste gang er der journalister, meningsdannere og helt almindelige mennesker, der får nyheden galt i halsen. I denne omgang er det Videnskab.dk-artiklen »Overraskende: Ikkevestlige indvandrere får færre børn end kvinder født i Danmark«, der flittigt er blevet citeret og delt. Artiklen tager udgangspunkt i det faktum, at etnisk danske kvinder nu kun får 1,6 børn i gennemsnit, mens ikkevestlige indvandrerkvinder er helt nede på 1,4 i gennemsnit. Problemet er bare, at mange tror, at »ikkevestlige indvandrere« er lig med indvandrere fra muslimske lande. Selv journalisten på Videnskab.dk havde fået den opfattelse, hvilket artiklen bar præg af ved offentliggørelsen. Derfor måtte artiklen efterfølgende rettes, efter en vaks læser havde påpeget fejlen. Også i P1 Morgen kunne værterne fejlagtigt fortælle lytterne, at »indvandrerkvinder fra lande i Mellemøsten og Afrika får færre børn end kvinder med dansk oprindelse«. Misforståelsen opstår, fordi kategorien »ikkevestlige indvandrere« langtfra kun består af muslimske lande, men består af meget forskellige lande med meget forskellige fertilitetsrater. Gennemsnittet inkluderer derfor både muslimske lande med en høj fertilitetsrate og lande med en lav fertilitetsrate som for eksempel Filippinerne, Thailand og Ukraine. Da selvsamme debat kørte i 2022 (komplet med de samme misforståelser), fik jeg Danmarks Statistik til at lave mig et særtræk, hvor ikkevestlige indvandrere blev opdelt i »Menapt-lande« (Mellemøsten-Nordafrika-Tyrkiet) og »øvrige« ikkevestlige lande. Dengang havde ikkevestlige indvandrere og etnisk danske kvinder begge en fertilitet på cirka 1,75. Som forventet viste mit særtræk, at Menapt-kvinderne i gennemsnit fik 2,4 børn og dermed trak gennemsnittet op, mens kvinder fra øvrige ikkevestlige lande kun fik 1,5 børn. På landeniveau var der et spænd fra tre børn for syriske kvinder til under ét barn for filippinske kvinder. Når kategorien indeholder to så forskellige klynger, er det nærmest meningsløst kun at se på kategorien overordnet uden at kvalificere, hvad der ligger bag tallene. Desværre kunne ikke engang CEPOS ulejlige sig med en forklaring, da også de 26. februar valgte at dele nyheden om ikkevestlige kvinders lave fertilitet. Når vi taler om fertilitet, hører det med, at fertiliteten har været støt faldende for alle grupper de sidste årtier. Særligt efter indførelsen af den udskældte 24-års-regel i 2002, skete der et dramatisk fald for den ikkevestlige kategori, som er fortsat lige siden. Men det ændrer ikke ved, at indvandrerkvinder fra de muslimske lande fortsat får flere børn end etnisk danske kvinder. Herfra skal der derfor lyde en opfordring til Danmarks Statistik om konsekvent at tilføje opdelingen af den ikkevestlige kategori på henholdsvis Menapt-lande og øvrige lande til samtlige grafikker og tabeller. Dette ville uden tvivl gøre en ende på hovedparten af misforståelserne og tilmed være ganske oplysende. Som minimum burde Danmarks Statistik i alle tilhørende tekster sætte ord på de store fertilitetsforskelle internt i den ikke-vestlige kategori, så læserne kan blive hjulpet på vej med deres forståelse af tallene. For som det er nu, gør Danmarks Statistiks formidling af data det snublende nemt for journalister igen og igen at bringe historier, som fordummer debatten og leder offentligheden på vildspor. Christian Marcussen er kommunikationschef, debattør og medlem af Det Nationale Integrationsråd

Jeg er dybt skuffet over Forsvarets seneste planer om at indføre positiv særbehandling for etniske og religiøse minoriteter. I Forsvaret er vi alle lige. Så det vil i mine øjne være en katastrofe for ligestillingen, hvor vi pludselig skal til at ansætte eller forfremme personer baseret på etnicitet eller religion. Jeg har været tilknyttet Forsvaret i over 20 år som officer af reserven, og jeg har altid elsket, at her er vi alle lige. Så snart du har uniformen på, er det ligegyldigt, hvor du kommer fra. Om du er mand eller kvinde. Hvad din religion er, eller hvad din hudfarve er. I Forsvaret bliver vi alle budt velkommen på præcis samme vilkår. Men alt det ønsker Mette Frederiksens regering nu at lægge i graven. Fremover vil Forsvaret åbenbart lave særregler for eksempelvis den muslimske fejring af ramadanen, hvor muslimer i en hel måned ikke må drikke vand eller spise mad fra solopgang til solnedgang. Jeg har helt ærligt svært ved at se, hvordan det danske forsvar skal kunne fungere, hvis vi tager den slags hensyn. Hertil kommer, at man har arbejdet på en ny »diversitetsstrategi«, der ifølge DR stiler imod, at det ikke længere er den mest kvalificerede soldat, der skal ansættes eller forfremmes i visse typer job. Hvis der er flere kvalificerede ansøgere, skal man fremover i stedet vælge den ansøger, hvis etnicitet eller køn er underrepræsenteret på arbejdspladsen. Jeg frygter, at det vil føre til to rigtig dårlige udviklinger i Forsvaret: For det første risikerer vi at få officerer, befalingsmænd og konstabler, som er blevet forfremmet eller ansat på grund af deres etniske herkomst, ikke på grund af deres kvalifikationer som soldater. Det risikerer at skabe dårligere ledere, og det vil udhule tilliden til Forsvaret som en arbejdsplads, hvor alle har lige muligheder. For det andet risikerer vi at sætte soldater med anden etnisk herkomst i dårligt lys. Vi har allerede rigtig mange dygtige soldater med blandt andet muslimsk baggrund, og i dag bliver de bedømt og respekteret alene på deres militære fagligheder. Hvis Forsvaret fremover forfremmer minoriteter på basis af etnicitet, risikerer vi, at respekten og inklusionen eroderer under vores ellers dygtige minoriteter. Så kære Mette Frederiksen og kære Troels Lund Poulsen: Læg jeres forskelsbehandling på hylden, og lad os bevare ligestillingen i Forsvaret. Marcus Knuth, kandidat til Europa-Parlamentet for Konservative, fhv. MF

I en nyligt bragt artikel hos Berlingske, kritiseres psykolog Mette Holm for at have to uforenelige professioner, når hun både er psykolog og influencer. Jeg mener, kritikken er skudt ved siden af. Det drejer sig ikke om, hvorvidt man både kan være influencer og psykolog, det drejer sig om måden, det gøres på. Som det påpeges flere steder i artiklen, er autoriserede psykologer underlagt de etiske regler for psykologer samt psykologloven, som har nogle helt bestemte retningslinjer, blandt andet for journalføring, professionel distance og klar afgrænsning af roller. Oplever man som klient, at ens psykolog ikke lever op til disse forpligtelser, har man mulighed for at klage til Psykolognævnet, som fører tilsyn med autoriserede psykologer. Det er netop denne klagemulighed, der adskiller autoriserede psykologer fra for eksempel psykoterapeuter, coaches, healere eller andre behandlere uden en beskyttet titel. Og det er netop psykologernes beskyttede titel, der forpligter ekstra i mødet med en klient. Mette Holm har ikke fejlet ved både at være psykolog og influencer. Hun fejler først i det øjeblik, hun glemmer, at psykologhatten vejer tungest og forpligter, både i etisk og juridisk forstand. Natasha Todorovic Juhl, privatpraktiserende psykolog Gud og tro I den løbende debat om folkekirken er det interessant, at det af en undersøgelse, foranlediget af Kristeligt Dagblad, fremgår, at hvert fjerde medlem kalder sig ikketroende.  Nu er alle den slags svar, som bekendt, baseret på de spørgsmål, der bliver stillet, og hvis spørgsmålet for eksempel her har været »tror du på Gud?«, er jeg ikke forundret over svaret. For hvad står ordet Gud for? Mange har fortolket det med, at Gud er kærlighed, men så skulle alle jo tro på Gud, for hvem tror ikke på kærlighedens afgørende betydning i alle livets forhold? »Men størst af dem er kærligheden«, Paulus’ Første Brev.  Min konklusion og trosbegreb, efter ud- og indmeldinger af folkekirken, er blevet forenklet til at have Jesus som forbillede og kalde det min tro i stedet for troen på en Gud ud fra menneskeskabte fortolkninger. Steen V. Skånstrøm, Nærum Hykleri Statsrevisorerne har ud fra en yderst problematisk regnemetode opgjort, at 6.500 mennesker over fem år uden gyldig grund ikke er opstartet i kræftbehandling inden for politikernes ventetidsgaranti på 14 dage. Virkeligheden er, at Folketinget fra 2014-2019 strammede regionernes økonomi så hårdt, at det betød nedskæringer af personale og kapacitet. Derefter fulgte en lang sygeplejerskekonflikt, som ikke blev taget alvorligt og betød, at tusindvis af sygeplejersker forlod de offentlige hospitaler, mangel på anæstesisygeplejersker, jordemødre med mere. Samlet betyder det, at hospitalerne ikke har kapacitet til at igangsætte behandling af alle kræftpatienter inden for politikernes 14 dage, hvorfor lægerne bruger deres sunde fornuft og faglighed, så nogle uproblematisk må vente lidt længere. Et kritikpunkt er, at flere patienter ikke skulle have været oplyst om deres rettigheder, hvilket de naturligvis skal. De skal også oplyses om virkeligheden, som da politikerne himlede op om behandling i udlandet, men hvor undersøgende journalister godtgjorde, at ingen udenlandske hospitaler ville tage danske kræftpatienter, og at Danmark har nogle af de korteste ventetider. Dertil vil de fleste hellere nogle dages længere ventetid frem for behandling på et fremmed hospital med sprogbarrierer, en anden kultur med mere. Det er så nemt for Christiansborgs politikere at udstikke garantier uden skyggen af faglighed og så hænge regionerne ud, når kapaciteten ikke rækker til at opfylde politikernes løfter. Det kunne også være interessant at få at vide, hvem politikerne og Kræftens Bekæmpelse synes skal betale med mindre kapacitet, hvis denne bruges på at behandle kræftpatienter inden for politikernes frister, selv om der fagligt ikke er grund til det? Torben Kjær, fhv. medlem Danske Regioners sundhedsudvalg, Hillerød Børsen Den tragiske brand af Børsen bør være anledning til at iværksætte en landsindsamling, som skal bidrage til genopbygningen af den ikoniske bygning. En tilsvarende indsamling blev lanceret, da Notre-Dame i Paris nedbrændte, og den har været med til at sikre den fantastiske renovering af kirken. Ligesom i Paris bør bidragsyderne modtage regelmæssig information om, hvordan renoveringen skrider frem. Niels Walløe, København

Da jeg på min efterskole fik følelser for en pige, kaldte jeg det »en fascination«. Jeg var jo bare super fascineret af hendes evne til at engagere sig i ting, hendes nærvær, måden hun smilede på.  Jeg lod aldrig »fascinationen« udforme sig til reel refleksion og nysgerrighed over, hvad der mon lå i det. Det føltes i stedet som bulder og brag, der måtte holdes nede med alt min kraft.  Jeg overkommunikerede min indbildte heteroseksualitet. Kyssede løs på fyrene til fester. Forsøgte at flirte som mine veninder. Gik på Tinder. Satte piger til én gang. Haha, bare for sjov. Føj, mine veninder fik det til at se nemt ud. I dag ved jeg, som queer-person, at det var skammen, der havde mig i sit jerngreb. Når jeg ser tilbage på min skolegang, forstår jeg, at denne skam var uundgåelig.  Heteronormativiteten gennemsyrer vores institutioner. Seksuelle minoriteter blev højst repræsenteret ved skældsord og fremmedgørelse i min skoletid. Der blev snakket om mor og far. Det var de vilde drenge og de rolige piger. Til sfo-festerne stillede pigerne og drengene sig i to cirkler over for hinanden. Så var der kysseleg. Håbefulde floskler kan ikke stå alene En undersøgelse foretaget af VIVE fra januar i år, bestilt af Børne- og Undervisningsministeriet, viser, at 16 procent af LGBTQ+-eleverne i grundskolen sjældent eller aldrig føler sig trygge i skolen. Disse tal er omkring dobbelt så høje som hos de resterende grundskoleelever. 30-40 procent føler ikke, at de kan gå til deres lærer med problemer, der vedrører deres seksualitet eller kønsidentitet. Børne- og Undervisningsministeriet har samtidig det kompetencemål for Sundheds- og Seksualundervisningen og Familiekundskab i forhold til køn, krop og seksualitet, at elever efter 9. klassetrin skal kunne vurdere normer og rettigheder for krop, køn og seksualitet i et samfundsmæssigt perspektiv. Statistikken taler sig eget, tydelige sprog. Den nuværende undervisning er ikke tilstrækkelig, hvis vi oprigtigt ønsker at gøre ovenstående kompetencemål til en realitet. Vi svinger håbefulde floskler ud om inklusion og mangfoldighed, men uden reelt at være villige til at konfrontere den pædagogik og didaktik, der lige nu driver værket. Vi skal have retfærdighedsidealer fremfor lighedsidealer Den pædagogiske antropolog Laura Gilliam skriver i sin artikel »NØDVENDIGHEDENS PÆDAGOGIK«, hvordan folkeskolen på nuværende tidspunkt beror på et ideal om lighed og enshed. De reelle uligheder og skel nedtones for ikke at skabe konflikt og for at kunne standardisere og formalisere praksisserne.  Den gode elev er også den elev, der som en naturlighed formår at følge de sociale normer. Det er med til at skabe de forståelseskategorier, som vi navigerer i verden ud fra. Men idealet kan ændres, så det i stedet ser diversitet som noget berigende, ikke forurenende. Vores folkeskole må ikke blive en fabrik, der spytter homogene marionetdukker ud på samlebånd. Uddannelses- og ungdomsforsker Laila Lagermann forklarer i sin bog »Socialt retfærdig politik«, hvordan vi i stedet burde stræbe efter retfærdighedsidealet. »Lighed er at give alle de samme sko på. Retfærdighed er at give alle et par sko på, der passer«.  Der er en misforstået antagelse om, at fordi vi giver folk lige deltagelsesmuligheder, vil de de facto også kunne indgå i den institutionelle ramme på lige vis. Hvis vi først har en egenopfattelse af, at vi er ugyldige, fordi vi ikke er en del af normen, bliver det også svært at handle konstruktivt og fornuftigt.  Den destruktive handling fungerer oftest bedre til at dulme smerten. Jeg drak mig konsekvent for fuld til efterskolefesterne, gad vide hvorfor. For at undgå dette skal vi forholde os til kommunikationen mellem mennesker. I sproget skabes nogle diskurser, som tilbyder os et bestemt blik på verden. Oftest tages normen her for givet. Den er en selvfølgelighed, og derfor behøves den naturligvis ikke at italesættes.  Heteronormativiteten er et eksempel herpå. Første gang jeg kyssede en fyr var i ottende klasse til en fest. I virkeligheden havde jeg kysset flere af mine veninder inden da. Men mit første kys var stadigvæk i 8. klasse til den fest. Vi behøver normkritik og normkreativitet Børn og unge bruger over 30 timer om ugen i folkeskolen. Vi må derfor forholde os til de normer, som børn møder i institutionerne. Vi må være kritiske over for, men dertil også nysgerrige over, hvad de indebærer, og hvilken effekt de har på eleverne.  Vi må finde kreative og fantasifulde måder at formidle denne kritik og nysgerrighed på. Humor er ikke bandlyst, når vi forholder os til normer, som det nogle gange misvisende antages. Humor kan derimod udpensle absurditet i nogle af de »virkeligheder«, vi hidtil har præsenteret børn for som universelle og eviggyldige.  Vi behøver normkritikken, og vi behøver normkreativiteten. Forfatter og debattør Marianne Stidsen har i sin bog »Køn og identitet – Et spadestik dybere« kaldt det for identitetspolitisk radikalfeminisme, neomarxisme og en indoktrinering af uddannelsessystemet.  Ofte fremgår det som en borgerlig sag at stoppe denne uddannelse i normkritisk materiale, og selvom ovenstående kan anses som en ekstrem anklage, også for borgerlige, er det et udbredt argument, at det har taget overhånd. Der bliver stillet spørgsmålstegn ved, om vi så allesammen også skal til at hade hvide ciskønnede mænd.  Imidlertid går dette regnestykke ikke op for mig. Ved at skabe større repræsentation i pædagogikken og undervisningen, skulle majoriteten pludselig være aflyst? Det udpensler vores behov for at klassificere, når vi end ikke kan forestille os institutioner, hvor majoriteten og minoriteten skulle kunne finde på at sameksistere, side om side.  Som feminist og kulturkritiker Donna Haraway også siger; »jeg arbejder grundlæggende med at lægge til og ikke med at trække fra«. For mig at se må dette være udgangspunktet for alt inklusionsarbejde. Det er en liberal mærkesag, at det enkelte individ skal gives maksimal frihed, for så på den måde at kunne tage ansvar. I UNESCOs Salamanca-erklæring fra 1994, som Danmark har godkendt, fremgår det, at almindelige skoler, som har en inklusiv orientering, er med til at sikre børn en ordentlig uddannelse og dermed også forøge hele uddannelsessystemets effektivitet og ressourceudnyttelse.  At det skulle være kontroversielt og særegent at ønske dette for vores folkeskoler i Danmark, er svært at begribe. Man må sætte spørgsmålstegn ved, om man så i virkeligheden blot ønsker denne »maksimale frihed« for dem, der i forvejen lever i normens trygge favn. Lad normkritikken blive en del af lærernes grundfaglighed, så de kan være med til at skabe en mere dynamisk undervisningsstruktur og på længere sigt dekonstruere de sociale kategorier, der i dag bærer vores institutioner.  Det skal ikke blot være noget, der kan tilvælges. Det skal gøres obligatorisk, så alle lærere fremover føler sig rustede til opgaven. Lærerne har selv ad flere omgange kaldt på det. Endnu vigtigere kalder børnene og de unge på det. Lad os udvide det sociale landkort, vi i skolen giver vores børn at navigere efter.  Børnene i vores institutioner skal gives retten til at være nysgerrige og eksperimenterende. Retten til at udforske relationer. Retten til at lege frit, til bare at være børn. Lad dem selv finde de stier, de ønsker at gå ned af. Ida Marie Bak Christensen er antropologistuderende

Tre konservative unge mænd fik i Information beskyldt alle de ressourcestærke danskere – men nok mest kvinder – for at være landsforrædere, hvis ikke de fik børn.  Udover det fordømmende og formynderiske syn på kvinder er indlægget proppet med selvmodsigelser. Konservativ Ungdom mener på den ene side, at ligestilling ikke er et problem længere, fordi kvinder og mænd i Danmark er formelt ligestillet, og ulighed kommer af de valg, man træffer i sit liv og ikke ens køn. Landsformanden for Konservativ Ungdom, som de tre unge konservative ordførere repræsenterer, skrev ellers i Information i 2022, at »nogle foretrækker at arbejde 70 timer om ugen og tjene mange penge, og andre foretrækker at arbejde mindre for til gengæld at have mere tid til familie og fritidsadspredelser. Det er det smukke ved et frit samfund som vores, at man selv må bestemme, hvordan man disponerer sin tid og energi.« Ifølge den tankegang kan kvinder bare vælge at lade vær med at få børn, hvis de i stedet vil fokusere på noget andet i deres liv. Men nu fordømmer Konservativ Ungdom ressourcestærke kvinder som landsforrædere, hvis de træffer et valg om ikke at få børn. Vi tre skribenter er ikke enige med hinanden om, hvordan man skal anskue manglende ligestilling som problem, eller hvordan man skal håndtere det. Men uagtet vores forskellige holdninger er det et faktum, at kvinders karrieremæssige fremgang bliver påvirket af at få børn, mens det for de fleste mænd nærmest ingenting betyder.  Det sekund, en kvinde får sit første barn, vil hendes indkomst tage et stort dyk, der smitter af på pension og økonomiske muligheder. Det er et faktum. Et problem som man kan have mange holdninger til; både om det reelt er et problem, og i så fald om det skal løses strukturelt eller kulturelt. Men sikkert er det, at vi ikke løser noget ved at sætte kvinder i bås som fødemaskiner, der skylder samfundet og staten at levere børn. Det er ikke mange år siden, at en kvinde kun var noget i kraft af sin mand eller hendes rolle som mor. De unge konservative har glemt, at det er fortid. Kvinder kan i dag selv vælge, hvad de vil gøre med deres liv. Så når de ungkonservative ordførere postulerer, at det faldende fødselstal handler om klima, selvrealisering og frihed, er det en forsimplet og ignorant udlægning. Det handler i høj grad om ligestilling, eller mangel på samme. I 2024 påvirker forældreskabet og ansvaret stadig ikke forældrene ligeligt. Det handler om, at kvinders liv bliver påvirket af at få børn på en helt anden måde end mænd, når der er en forventning om, at man skal få børn, arbejde mange timer om ugen, avancere i sin karriere og være en nærværende forældre på en og samme tid. Lad os da i stedet kigge på, hvordan vi ændrer rammerne for vores samfund, så mennesker har mulighed for at få de børn, som de har lyst til. Ikke udskamme dem, som har valgt et andet liv. Et liv uden børn, men som er fyldt op af andre ting. Børn skal være ønskede og fortjener kærlighed, opmærksomhed og nærvær. Hvis de ungkonservative fik lov til at bestemme, at alle kvinder skulle føde børn, for ellers ville de blive dømt som landsforrædere, ville vores samfund minde om en dårlig udgave af »The Handmaid’s Tale«. Derudover er vores spørgsmål også – hvornår er det blevet en opgave for et borgerligt parti at begrænse folks individuelle valgmuligheder, herunder valget om at få børn? Laura Rosenvinge (S), Cille Hald Egholm (V), og Katrine Kildgaard (R) er medlemmer af Københavns Borgerrepræsentation

Svigtet af og dobbeltmoralen over for det krigshærgede Ukraine stirrer os lige op i ansigtet. Lige så lettede vi i Vesten kan være over, at vores alliancepartner Israel 13. april nedskød 99 procent af de cirka 320 droner, ballistiske missiler og krydsermissiler, som Iran affyrede mod Israel, lige så forfærdende er det at konstatere, at Ukraines luftforsvar er så hullet, at det ifølge forskellige rapporter blot er 30-40 procent af de russiske droner og missiler, som bliver skudt ned. Lad os gå tilbage til krigens start i februar 2022. Fra begyndelsen har det været USAs og Europas opfattelse, at man ikke skulle eskalere konflikten med Rusland ved at levere våben, som ville gøre Ukraine i stand til at føre krigen ind på russisk territorium. Vi har firet på den kurs med tilsagnet om give Ukraine adgang til eksempelvis Leopard 1-kampvogne og F-16-kampfly, men kernen i vores opbakning til Ukraine handler om at gøre landet i stand til at modstå Ruslands aggression. Der findes vel næppe et mere defensivt våben end et effektivt luftforsvar? Lidt er der sket. Ukraine har nu tre operationelle Patriot-missilsystemer. Det er bare ikke nok, selvom det faktisk ikke drejer sig om, at Ukraine har brug for mange flere af det berømte våbensystem. I Danmark kan vi ikke levere noget, for vi har ikke haft et luftforsvar i knap to årtier. Så langt er vi ude. Europa-Parlamentet er ikke vant til ros. Der er imidlertid grund til at beundre og støtte den kamp, som den tidligere belgiske premierminister og nuværende liberale europaparlamentariker Guy Verhofstadt står i spidsen for i parlamentet. I en rasende tale i Europa-Parlamentet 11. april fastslog Verhofstadt, at der allerede er 100 Patriot-systemer i Europa, og at Ukraine bare har bedt om syv. Ja, sølle syv. Det burde være muligt. Sagen er naturligvis langt mere kompliceret end syv Patriot-systemer. Israels succesfulde luftforsvar bygger på flere lag, ikke kun ét amerikansk våbensystem. Den såkaldte Iron Dome er et israelsk våbensystem, som er designet til at skyde eksempelvis droner og andre mindre mål ned. Iron Dome nytter ikke uden stærk opbakning fra andre våbensystemer. Forskellige luftforsvarssystemer kan forskellige ting, og de kommer med enorme prisforskelle. Iron Dome er et billigt og effektivt system. Prisen for et af Israels Iron Dome-missiler er på »kun« cirka 300.000 danske kroner pr. styk. Prisen for et enkelt Patriot-missil er derimod cirka 25 millioner kroner, og derfor anvendes våbnet kun til nedskydning af ballistiske missiler.  Det tredje store luftforsvarssystem, som også er rettet mod angreb med ballistiske missiler, er det amerikansk-israelske Arrow 2 og 3. Prisen på et Arrow 3-missil ligger på cirka 15-18 millioner kroner stykket. Styrken ved Arrow 3 er, at det kræver få hænder, mens der skal op mod 100 soldater til at betjene et Patriot-system. Alle disse våbensystemer kom i kamp, da Israel blev angrebet, ligesom amerikanske og britiske kampfly deltog i at skyde missiler ned i det angreb, hvor Iran sendte cirka 120 ballistiske missiler, 170 droner og 30 krydsermissiler afsted mod Israel. Vi har ikke reddet Ukraine fra Ruslands bølger af luftangreb med syv Patriot-systemer, men vi giver Ukraine bedre beskyttelse mod de største, mest ødelæggende og mest dræbende våben. Det er flovt, at Europa tøver – og ros til statsminister Mette Frederiksen (S) for at kæmpe. Det er flovt, at vi ikke arbejder i døgndrift på at sende et komplet luftforsvar til Ukraine, for nu ved vi, at man faktisk kan forsvare sig. THOMAS BERNT HENRIKSEN

I Danmark investerer vi i fællesskabet gennem skattebilletten. I skoler og vuggestuer. I plejehjem og sygehuse. De erhvervsdrivende fonde er dog undtaget. De slipper for at betale skat af deres almennyttige donationer. En donationsmodel i stedet for en skattemodel, ligesom i USA.  Argumentet lyder, at så længe pengene bruges på det fælles bedste, det almennyttige, skal staten ikke træde imellem og opkræve skat. Skattefritagelsen betyder, at hver gang en fond uddeler 100 kroner til et almennyttigt formål, er de 78 kroner et privat bidrag, mens de 22 kroner indirekte kommer fra statskassen som en skattefritagelse. En ordning, der tjener samfundet, når der investeres i de lokale idrætsklubber eller fri forskning.  Der er dog noget nyt under opsejling. For det første har fondene haft voldsomt vokseværk. Siden 2010 er deres samlede uddelinger steget fra 14 milliarder kroner til 45 milliarder kroner i 2021. I 2023 uddelte Novo Nordisk Fonden 9,1 milliarder kroner og betalte lønnen til 9.500 forskere. Det svarer, bare for sammenligningens skyld, næsten til det dobbelte af de 5.000 forskere på Københavns Universitet. For det andet vil de erhvervsdrivende fonde nu være mere internationale. Lars Rebien Sørensen, formand for Novo Nordisk Fonden, mener, at den fremtidige vækst i fondens donationer skal gå til udlandet. Det er ikke småpenge, når man kigger på værdien af Novo Nordisk. Det rejser helt naturligt nogle spørgsmål. Skal skattefritagelsen gælde internationalt? Og er en udlodning til en institution i Boston almennyttigt for de danske skatteborgere? Det har jeg sat spørgsmålstegn ved i en række interviews, også her i avisen. Peter Mogensen og Ulrik Beck fra Kraka kalder det for »småstatsprovinsialisme«. De mener, at uddelinger til forskning i udlandet også kommer os til gavn, for gode ideer kan jo krydse grænser.  Det er vel rigtigt nok, men måske lige storsindet nok for en småstat, at vi skal medfinansiere forskning og udvikling i verdens største og mest velstillede lande.  Umiddelbart vil jeg mene, at hvis vi altruistisk skulle støtte forskning og udvikling i udlandet, ville jeg ikke vælge verdens største økonomi, USA, og en af verdens rigeste byer, nemlig Boston. De erhvervsdrivende fonde har mange fine projekter, også i udlandet. Det, jeg kritiserer, er blot deres skattefritagelse i udlandet. Det er jo ikke almennyttigt for den danske befolkning. Dertil kommer problemet, at fondsuddelingerne er uden for demokratisk kontrol. Vi er uden mulighed for at gennemskue uddelingerne og kriterierne. Uden mulighed for at gennemskue mulige særinteresser. Uden mulighed for at vide, om en donation faktisk er almennyttig. Der er brug for en diskussion af, om skattefritagelsen bør gælde internationalt. En debat, som Kraka kan hjælpe med at oplyse og måske tilmed løfte niveauet over det at kalde andre synspunkter for »småstatsprovinsialisme«. Sigurd Agersnap er MF for Socialistisk Folkeparti

Jeg er lidt træt af at høre om dannelse.  For det første, fordi begrebet, som så mange andre ord og fænomener, der har rod i overklassen, er sivet ned og ud, og i dag ofte bliver brugt som tom identitetsmarkør. Sig »jeg savner mere dannelse«, og du har med det vons afgrænset dig fra de primitive masser. Også selvom du ikke aner, hvad begrebet betyder, eller med rimelighed selv kan kategoriseres som et dannet menneske. Det er som med tidens ulidelige faible for eksotiske og eksklusive madvarer, der skal tegne brugeren som mere sofistikeret end dem, der spiser almindelig mad. Eller folk, der konsekvent retter andres sprog for at hævde sig selv. Eller min favorit: Dem, der har grim, moderne kunst hængende, som de ikke har den fjerneste idé om budskabet i, i håb om at se beåndede ud. Det er indiskret statussøgning – hvilket ironisk nok er dannelsens modsætning. Og så er der den overfladiskhed, der ofte præger talen om det. Det skyldes muligvis manglende kendskab til eller forvirring over begrebets betydning. »Dannelse« bruges i alverdens sammenhænge. Heldigvis ikke kun når minimalt kultiverede mennesker forsøger at afgrænse sig fra dem, de opfatter sig som hævet over. Det bruges selvfølgelig også til at beskrive en palet af væremåder, sociale koder, viden og pædagogik. Jeg kan tælle adskillige kategorisk forskellige betydninger af begrebet. Kulturel dannelse vil sige kendskab til egen og andre kulturers produkter. Social dannelse er modning ind i den høflige og ordentlige adfærd. Altså indlæring af manerer og acceptable gøremåder. Pædagogisk dannelse er både opdragelse og den måde, individet erhverver sig viden på. Demokratisk dannelse er kendskabet til og respekten for demokratiske institutioner. Fælles for dem alle er, at de retter sig mod to sfærer: modningen og kultiveringen af den enkelte og riggørelsen af det civiliserede fællesskab. Nu er der ikke noget galt med dannelse i nogen af de nævnte betydninger – tværtimod. De er alle vigtige. Men de er ikke grundlæggende.  Hvad nytter dannelse, hvis der ingen moral er, eller hvis moralen er ormstukken? Eller, spurgt på en anden måde: Hvad nytter det at være et veluddannet menneske med manerer, hvis ikke man har begreb skabt om ret og vrang?  Hvad nytter det at have kendskab til demokratiske institutioner, hvis ens personlige moral sigter mod at opløse den socialitet, disse institutioner bor i?  Hvad nytter det at mime og profitere af en kultur, hvis man ikke også vil slås for den ved at hævde dens moralske værd? Vores vægtning og prioritering af forskellige elementer i dannelsen vil afhænge af, hvilken moral vi har som rettesnor.  Hvis vi eksempelvis taler om kulturel dannelse som kendskabet til egen og andre kulturer – gør vi det så, fordi vi ønsker at nære kærligheden til hjemstavnen og at forstå andres kærlighed til deres, eller for at leve op til et vulgært kosmopolit-ideal?  Hvis vi taler om pædagogisk dannelse – gør vi det så for at sikre gode standarder for det lærende individ, som homogeniserer og sammenholder fællesskabet, eller for at fremme en rundkredsfantasi? Demokratisk dannelse for sin del bruges ikke sjældent som betegnelse for minimumskravet til tilvandrede. De nævnte eksempler viser, at dannelsesbegrebet kan blive og bliver brugt politisk – men de viser også, at der er noget mere grundlæggende, som vi mangler at adressere. Nemlig den moral, der går forud for dannelsen. Hvad giver den kulturelle dannelse sin substans? Hvorfor er det godt? Af mange grunde.  Det lader os begribe ikke bare vores egen situation, men også andre menneskers, hvilket er forudsætningen for at leve fredeligt og frugtbart. Eller fordi loyaliteten over for hjemstavnen, som intet fællesskab kan overleve uden, afhænger af kendskab til kulturens historie og produkter.  Hvorfor er pædagogisk dannelse vigtig? Fordi den sikrer et delt grundlag, fællesskabet gør sig selv klogere på, hvilket øger samhørigheden og giver fantastiske intellektuelle vækstbetingelser.  Hvorfor er social dannelse vigtig? Fordi den kræver af det enkelte menneske, at det retter blikket udad mod helheden og former det til at indgå i alverdens sammenhænge.  Når vi riggør vores indre, forstår vi det ydre i langt større detalje. Og denne forståelse er en vigtig forudsætning for medfølelse. Dannelsen beror, hvis den er ægte, altid på en etisk fordring. Nu er det bestemt ikke, fordi dannelsestænkningen historisk er renset for moral. Men i en tid som vores, hvis liberale forhold til moral kan opsummeres med »så længe det ikke skader andre«, bliver det svært at føre dannelsens vigtighed tilbage til sin oprindelse. Til sin egentlige begrundelse. Og uden grund braser huset sammen. Det er ikke nok at papegøjesnakke om »mere dannelse«. Uden substansen, altså den moral, der begrunder den, er der bare tale om statussøgning. Gennemsnitlighedens gemene prætention om at være bedre end de nedre lag. Det kan vi ikke bruge til noget – og så er det også altid pinligt at høre på. Eva Selsing er filosof og forfatter

Udlændinge- og integrationsdebatten anno 2024 har påtaget sig et væsentligt anderledes udtryk, hvor fokus på indvandrere og efterkommeres beskæftigelse, uddannelse og kriminalitetsrate er blevet erstattet af et spørgsmål om den kulturelle og værdimæssige kompatibilitet mellem danske værdier på den ene side og islam på den anden. Centralt i den nye værdikamp finder man naturligvis de såkaldte »islamkritikere« – heriblandt Kaare Dybvad Bek, Morten Dahlin, Frederik Vad, Morten Messerschmidt og Henrik Dahl.  Uden for Christiansborgs mure har dog særligt én meningsdanner været emblematisk for den islamkritiske front – nemlig Eva Gregersen. Gregersen har med imponerende gennemslagskraft jævnligt skabt røre i den offentlige debat, hvor hun har rettet et skeptisk blik mod muslimer og islam.  Gregersen har specifikt kritiseret herboende muslimer for ikke at forholde sig til, hvorvidt den islamiske tro er forenelig med den liberaldemokratiske samfundsmodel. Det er i og for sig et relevant spørgsmål, men problemet opstår ved, at Gregersen, i manglen på et fyldestgørende svar, mistænkeliggør danske muslimer ved at anklage dem for »strategisk tavshed« – blandt andet her i avisen. Gregersen personificerer dermed på mange måder den intellektuelle uærlighed, der karakteriserer islamkritiske kredse i Danmark.  Frem for et oprigtigt ønske om at skabe debat om muslimers rolle i samfundet, vælger Gregersen at promovere en nærmest konspiratorisk idé om, at muslimer kollektivt engagerer sig i bedrag af den danske offentlighed, mens de i al hemmelighed smeder planer om en islamisk revolution. Hvori ligger den intellektuelle uærlighed i at stille svære spørgsmål, kan man tillade sig at replicere. Uærligheden består i, at Gregersen og hendes islamkritiske ligesindede aldrig ville acceptere den samme standard for bevisførelse, hvis den var rettet mod majoritetsbefolkningen. Gregersen beder helt almindelige muslimske borgere om at forholde sig til et ret så komplekst politisk-teoretisk spørgsmål om, hvordan et ideelt islamisk samfund bør konceptualiseres, og hvorvidt et sådant samfund kunne overensstemmes med liberalt-demokratiske principper.  Muslimer forventes ikke bare at fremlægge en koncis vision for et idealsamfund, men også at formulere en syntese mellem liberalt demokrati og et 1.400 år gammelt kulturelt, teologisk og politisk tankegods. Pointen er absolut ikke, at en sådan syntese er umulig. Der eksisterer en lang tradition blandt islamiske tænkere for at forsøge sig med at forene islamiske grundværdier med liberale demokratiske principper. Ønsket om en syntese mellem liberalt demokrati og islam er hverken ny eller politisk ubetydelig – en lang liste af indflydelsesrige intellektuelle såvel som politikere har tilkendt sig kampen for religiøs fornyelse og genfortolkning, heriblandt Muhammad Abduh, Muhammad Iqbal, Tariq Ramadan, Alija Izetbegovic og Rached Ghannouchi. Pointen er derimod, at hvis man adspurgte den gennemsnitlige majoritetsdansker, måske én der i øvrigt abonnerede på nationalkonservative værdier, kunne man forvente, at denne person heller ikke ville være i stand til at formulere en vision for et idealsamfund, der både var i overensstemmelse med liberalt demokrati, samtidig med at det hypotetiske idealsamfund inkorporerede mange af de mere udbredte holdninger på den danske højrefløj. Et eksempel kunne være, hvordan man forener ideen med sekularisme – et centralt demokratisk princip – med højrefløjens vante parole om at »Danmark er et kristent land«. Jeg siger ikke, at det er teoretisk umuligt – min pointe er blot, at Maren i kæret på stående fod nok ikke ville være i stand til at give et fyldestgørende svar. Og det ville være fuldstændig acceptabelt og legitimt, og burde aldrig give anledning til mistænkeliggørelse og beskyldninger om »strategisk tavshed«. Og hvad med Eva Gregersen selv? Hvordan forener Gregersen sin støtte til sekularisme med synet på Danmark som et kristent land, hvor kristendom og kristne har fortrinsret? Kan Eva Gregersen overensstemme disse to umiddelbart teoretisk modsatrettede hensyn?  Mig bekendt har hun ikke gjort det endnu.  Er det et udtryk for strategisk tavshed blandt den yderste højrefløj? Eller måske endda et udtryk for en lurende femtekolonnevirksomhed blandt nationalkonservative kristne i Danmark? Selvfølgelig ikke. Selve implikationen ville være absurd. Ali Karcic er ph.d.-studerende ved Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet