<p>Hizbollah har onsdag aften sendt omkring 100 raketter fra Libanon mod Israel.</p><p>Det meddeler Israels militær (IDF) ifølge avisen Times of Israel.</p><p>Raketterne har udløst luftalarmer i kystbyen Haifa og på tværs af det nordlige Israel og Golanhøjderne.</p><p>Der er ifølge Times of Israels oplysninger tale om det hidtil mest omfattende Hizbollah-angreb under den igangværende konflikt i Mellemøsten.</p><p>Foreløbig er to personer – en 35-årig kvinde og en mand i 50’erne – kommet lettere til skade i Hizbollahs angreb.</p><p>Samtidig med raketangrebet har Iran sendt mindst to ballistiske missiler mod Israel. Det ene missil havde kurs mod den sydlige del af landet, mens det andet blev sendt mod det nordlige Israel.</p><p>Begge missiler blev opfanget og nedskudt af Israels luftforsvar.</p><p>Ifølge den israelske tv-station Channel 12 er de israelske ministre blevet underrettet om, at Israel onsdag aften vil blive udsat for mere omfattende angreb end tidligere under den igangværende krig mellem Israel og Iran.</p><p>Krigen brød ud, da Israel og USA angreb Iran 28. februar, og siden har Iran løbende angrebet både Israel og andre lande i Mellemøsten, som huser amerikanske militærbaser.</p><p>Som følge af Hizbollahs raketangreb har Israels luftvåben iværksat en bølge af angreb på en forstad til den libanesiske hovedstad, Beirut, oplyser IDF.</p><p>Angrebene er rettet mod bydelen Dahiyeh, som er en af Hizbollahs højborge.</p><p>Derudover har Israel angrebet byen Tibnin i det sydlige Libanon, oplyser Libanons sundhedsministerium ifølge nyhedsbureauet AFP. Angrebet har dræbt otte personer.</p><p>Konflikten mellem Israel og Hizbollah, som har ulmet i flere årtier, brød ud på ny, da militsen angreb Israel 2. marts angiveligt som hævn for drabet på Irans daværende øverste leder, ayatollah Ali Khamenei.</p><p>Khamenei blev dræbt i et israelsk angreb på Teheran 28. februar.</p><p>Ifølge myndighederne i Libanon har de israelske angreb på landet kostet 600 mennesker livet, mens 800.000 er drevet på flugt.</p><p>På den israelske side er to soldater blevet dræbt, mens de befandt sig i det sydlige Libanon. Der har ikke været meldinger om, at civile israelere er blevet dræbt i Hizbollahs angreb.</p><p>/ritzau/</p>

<p>De hænger allerede i lygtepælene. I farvestrålende jakker. Grønne, røde, blå og resten af regnbuens farver. Der er folketingsvalg i Danmark.</p><p>Landet over er godt tusind kandidater og alle de politiske foreningers frivillige i gang. De færreste med udsigt til at blive valgt og gøre den politiske interesse til en levevej. Langt de fleste ofrer fritid og feriedage, kører rundt for egen regning. En kandidat i en lille jysk by sagde til TV 2 News, da valget netop var udskrevet: “Ups, jeg må hellere få ringet til chefen og se, hvor mange vagter jeg kan købe mig fri af de næste tre uger.”</p><p>Alle os andre, der har mange meninger om både valg, resultat og politikere, deltager sjældent i egentlig fysisk forstand. Vi ofrer hverken nattesøvn eller friweekender – for slet ikke at tale om de mange aftener, som bliver brugt ved togstationer og storcentre i håb om at kapre krydset fra en vælger eller to.</p><p>For os, der til daglig arbejder med at finde og udvikle ledere til det danske arbejdsmarked, er der en vigtig pointe i det syn: Demokrati handler om, at nogle mennesker beslutter sig for at tage ansvar – også når prisen er høj, og applausen er usikker.</p><p>Vi hører ofte, at “politikere må tåle mosten”. Men vi taler for lidt om, at vi er ved at gøre det til et risikabelt projekt overhovedet at stille sig frem. Allerede tidligt i denne valgkamp har vi set kandidater – ikke mindst kvinder – blive svinet til på sociale medier, før de overhovedet har fået sat den første plakat op.</p><p>Den ene, gravid og få uger fra termin, får at vide, at hun er uansvarlig, fordi hun stiller op. Den anden kritiseres for at afbryde sin barsel for at gå i valgkamp. Budskabet til alle, der overvejer at tage ansvar, er desværre tydeligt: Du risikerer at blive udskammet, uanset hvad du gør. Enten er du for ambitiøs, for fraværende, for blød, for hård eller bare forkert.</p><p>Det samme mønster ser vi, når vi rekrutterer til offentlige chefstillinger. Mange mulige kandidater takker pænt nej, før processen overhovedet går i gang. De har set, hvordan chefer og politikere hænges ud, når noget går galt i en kompleks virkelighed, ingen fuldt ud forstår. De spørger sig selv, om prisen for at tage ansvar er blevet for høj.</p><p>I konsulentbranchen taler vi om, at det er blevet sværere at rekruttere unge til ledelse. Ny forskning fra Rockwool Fonden konkluderer, at der er en decideret talentkrise i den offentlige sektor. De unge er ikke uambitiøse. De er værdidrevne, dygtige og engagerede, men mange forbinder lederrollen med et liv i konstant stress og konflikt.</p><p>Når man spørger, hvorfor de ikke vil være ledere, lyder det blandt andet, at de ikke har lyst til det store ansvar, der følger med lederrollen. Den stigende kompleksitet og krydspresset i offentlig ledelse virker afskrækkende, og oplevelsen af tungt bureaukrati og mindre handlefrihed vejer tungt.</p><p>Det hjælper næppe heller, at billedet af ledelse og politik, som det fremstilles i medier og på sociale platforme, er fyldt af konflikter, personfnidder, faldne ministre, “skandalesager” og shitstorms.</p><p>Hvis det er det billede, vi fodrer kommende generationer med, skal vi ikke undre os over, at færre har lyst til at stille sig forrest – hverken som kommunaldirektør, styrelseschef, teamleder eller folketingsmedlem.</p><p>Vi lever i en tid, hvor ingen længere kan overskue alt. Krig i Mellemøsten, den uforudsigelige kurs og interesser i Grønland fra USA’s præsident Donald Trump, økonomisk usikkerhed og globale kriser rammer lige ned i den kommunale hverdag, i styrelsernes prioriteringer og på Christiansborgs dagsorden.</p><p>Alligevel forventer vi, at vores politikere og offentlige topledere både kan levere sikre svar og hurtige løsninger i en virkelighed, der grundlæggende er usikker. Vi møder dem med krav, der ofte er umenneskelige: De skal være fejlfri, nærværende, synlige, effektive og altid til rådighed. Når de ikke lever op til idealet, eller virkeligheden overhaler dem, er vi hurtige til at dømme.</p><p>Måske burde vi i stedet begynde med at anerkende, at det er en tung og vigtig opgave at lede den offentlige sektor og tage politisk ansvar i en tid, hvor sandhed, fakta og demokratiske institutioner er under pres.</p><p>Når vi offentligt taler om politikeres arbejde, handler det ofte om travlhed, angreb fra modstandere og hårde prioriteringer. Politikerne glemmer måske at sige højt, at det faktisk er dybt meningsfuldt at lave politik – fordi man kan flytte noget, når man har fået vælgernes mandat.</p><p>Det samme gælder for offentlige chefer. Fortællingen om deres hverdag handler om kontrolkrav, kritik, nedskæringer og politisk detailstyring. Vi får alt for sjældent fortalt den anden halvdel: At det kan være utrolig tilfredsstillende at skabe bedre velfærd, udvikle skoler og plejehjem, stå i spidsen for store forandringer og være med til at forvalte vores fælles skattekroner klogt.</p><p>Hvis vi vil have flere til at tage ansvar, er vi nødt til at tale det op. Vi skal vise, hvorfor det er attraktivt at lede den offentlige sektor – ikke kun, hvorfor det er hårdt.</p><p>Vi er i fuld gang med at skabe et samfund, hvor det er utaknemmeligt at tage ansvar. Hvor politikere og ledere må tåle en tone og en mistænkeliggørelse, som vi aldrig ville acceptere i vores egen hverdag.</p><p>Det er hverken godt for demokratiet eller for den offentlige sektor. For hvis de dygtigste, mest eftertænksomme og mest ansvarlige mennesker fravælger at stille sig forrest i organiseringen af vores allesammens fællesskab, overlader vi scenen til dem, der bare vil have magt for magtens skyld eller er ligeglade med prisen – eller ikke forstår den.</p><p>Vi har alle et ansvar: Vælgere, borgere, medier og os, der rekrutterer og udvikler offentlige ledere. Vi skal være med til at skabe et ledelsesmiljø, hvor det er muligt at lave fejl, lære, rette op og stadig være en respekteret leder eller politiker.</p><p>Demokrati handler om, at nogle tager et ansvar på vores fælles vegne. Lad os begynde med at takke dem, der tør stille sig frem og give dem ordentlige vilkår at gøre det under. Ellers er der en dag ingen, der stiller op.</p><p><em>Hanne Kristensen er partner i konsulentfirmaet Genitor. Mette Højbjerg er erhvervspsykolog og konsulent i Genitor</em></p>

<p>Lokalet flyder med krus, matadormix og papkasser, der tidligere på aftenen var smørrebrød i.</p><p>Lydbilledet er hurtige fingres tap, tap, tap. En råber forslaget til en overskrift ud i lokalet. En anden rykker for side syv og et øjeblik efter for side tre. Trykkeriet skal have dem begge nu. Og så lyder der en melding om forskelle mellem DR’s og TV 2’s mandatberegninger.</p><p>Når vi er kommet op i årene, er livet fyldt med minder.</p><p>Forleden eftermiddag, på en af forårets allerførste rigtig lune dage, bragte glade stemmer fra legende børn mig uventet tilbage til min egen barndom, hvor forårets komme betød, at alle vi børn på vejen kom ud, cyklede, hinkede og legede sammen. Og sådan blev det ved mange måneder frem.</p><p>Samtidig meldte mindet sig om min mors glæde, når solsorten lod sine triller lyde fra tagspidsen over naboens gavl. Vores køkkenvindue vendte den vej, og sangen lød ofte under opvasken efter aftensmaden.</p><p>Nyligt rejste gode venner på ferie til Egypten. Straks poppede billeder af Tahrir-pladsen, egyptiske markeder, Sinaibjerget, Alexandrias kystpromenade og byens delvist oversvømmede katakomber op på nethinden. Alt sammen minder fra besøg i Egypten, dengang min mand var korrespondent i Mellemøsten, og vi boede på Cypern.</p><p>Alle har vi vores minder. Fra barndommen. Fra ungdommen. Fra voksenlivet. Og fra arbejdslivet.</p><p>Jeg vil gætte på, at adskillige lærere og pædagoger oplever et flashback, når de møder et menneske, de engang har passet eller undervist. Og glæder sig, når et barn, der havde det svært, nu klarer sig godt.</p><p>Mon ikke, der findes læger, der med blikket på en dødsannonce mindes et menneske, de engang har haft som patient og måske endda hjulpet gennem svær sygdom for mange år siden. Og håndværkere, der får fortidens billeder frem på nethinden, når de kommer forbi en bygning eller infrastruktur, som de var særligt glade for at være med til at skabe.</p><p>Jeg gætter og gisner. Normalt ikke journalistens gebet. Men som klummeskribent kan man vel tillade sig det.</p><p>Mindet, der indleder denne klumme, er naturligvis fremkaldt af den aktuelle valgkamp. Plakaterne i lygtepælene, de mange valgudspil og valgdebatter.</p><p>Valget den 24. marts bliver mit første folketingsvalg,<strong> </strong>siden jeg stoppede som chefredaktør for tre år siden efter godt fire årtier med journalistik. Præcis som efterårets kommunalvalg var det første af sin slags i mit liv som pensionist.</p><p>I årtier har min plads ved hvert eneste valg været ude på et optællingssted eller på redaktionen. Luften har sitret af mange menneskers snak og spænding. Hvordan faldt stemmerne, hvem konstituerede sig med hvem i kommunen, hvordan blev den rød-blå fordeling på Christiansborg? Og ville resultatet ligge klar før avisens trykstart?</p><p>Den kommunale valgaften tilbage i november tilbragte jeg sammen med en tidligere redaktionschef, som jeg har arbejdet tæt sammen med ved utallige valg. Vi ville hygge os hjemme, mens vi fulgte resultaterne. Men aftenen var ikke mange timer gammel, før duften af savsmuld trak os ind i manegen.</p><p>Kaffekopperne blev efterladt, og vi begav os op til kommunens centrale optællingssted. Ind i valgcaféen, der summede af rygter, og over mod gangen hvor partiformænd og kandidater forhandlede bag lukkede døre. Vi kommenterede og konkluderede på, hvem der gik ind og ud.</p><p>På vej derfra var vi enige om, at det havde været det rette sted at være. Det havde været så godt at mærke pulsen, og det var faktisk fint nok, at deadline-stressen kunne parkeres som et varmt minde fra fortiden.</p><p>Folketingsvalg er noget andet. Der banker pulsen hårdest inde på Christiansborg og ved partiernes valgfester.</p><p>Så om små 14 dage vil jeg, for første gang i i hvert fald 40 år, følge valgaftenen hjemme i stuen. Med te i kruset og matadormix på bordet. Jeg vil utvivlsomt zappe frem og tilbage mellem DR og TV 2 for at kunne deltage i vurderingen af, hvem der dækkede bedst. Jeg vil helt sikkert være på til den bitre ende, og næste morgen vil jeg være ivrig efter at se avisen og se, hvor meget de, der sidder der i dag, nåede at få med.</p><p>Jeg tænker på, i hvor høj grad vi er formet af livets erfaringer. De ligger i os som skjulte byggesten. Som minder, der titter frem i ny og næ og udmønter sig som en varm følelse i hjertet, fremkalder vemod eller får os til at søge tilbage.</p><p>Vi kan stjæle os til en smagsprøve, men det bliver aldrig helt det samme igen. Og godt for det. Vi skal jo videre med nye opgaver, opleve nyt og gøre os nye erfaringer. Leve livet, mens vi har det.</p>

<p>For få uger siden havde de fleste danskere formentlig kun en vag idé om, hvor <a href=”https://www.kristeligt-dagblad.dk/udland/naar-iran-spaerrer-hormuzstraedet-bliver-det-dyrere-varme-sit-hjem-op-i-danmark”>Hormuzstrædet </a>mellem Den Persiske Bugt og Omanbugten ligger, og hvorfor det er vigtigt. I dag er kendskabet til den 180 kilometer lange søpassage, hvor cirka en femtedel af verdens samlede produktion af olie og flydende naturgas transporteres igennem, kraftigt forøget. For vi er alle ved at forstå, at når Iran spærrer Hormuzstrædet, bliver det <a href=”https://www.kristeligt-dagblad.dk/udland/iran-kan-bombe-verden-tilbage-til-1970ernes-energikrise”>dyrere </a>at varme sit hjem op i Danmark.</p><p>Usikkerheden omkring strædet, der som følge af den amerikansk-israelske krig mod Iran lige nu mere eller mindre er lukket for skibstrafik, er den anden store påmindelse inden for blot få år om, hvorfor Europa har skudt sig selv i foden ved ikke at have styr på sin egen energiforsyning. Den første påmindelse kom, da Rusland i februar 2022 invaderede Ukraine, og europæernes afhængighed af russisk energiforsyning fik en lang række politiske og økonomiske følgevirkninger. Den energikrise, der nu er under opsejling, betyder, at vi inden længe også herhjemme kan komme til at mærke konsekvenserne af striden om Hormuzstrædet direkte på pengepungen.</p><p>Der er flere årsager til det europæiske svigt på energifronten. En af dem er, at vi er i gang med en enorm omstilling væk fra fossile energikilder som olie og gas. En grøn omstilling, som der med rette er bred politisk og folkelig opbakning til i de fleste europæiske lande, men som er båret af energikilder såsom vind- og solenergi, der ikke i sig selv kan sikre en stabil og billig energiforsyning. I hvert fald ikke endnu.&nbsp;</p><p>En anden årsag er, at vi i Europa har udfaset atomenergi. I 1990 kom en tredjedel af Europas elektricitet fra atomkraft. I dag er andelen helt nede omkring 15 procent. Det skyldes ikke mindst, at Tyskland under den daværende kansler, Angela Merkel, i 2011 besluttede at udfase landets atomkraftværker, som leverede en betydelig del af Tysklands og omkringliggende landes energibehov. I april 2023 blev <a href=”https://nyheder.tv2.dk/udland/2023-04-15-nu-er-det-slut-med-atomkraft-i-tyskland#:~:text=Et%20kapitel%20er%20slut.%20Selvom%20Tyskland%20l%C3%B8rdag,myndighederne%20har%20stadig%20ikke%20fundet%20en%20l%C3%B8sning” target=”_blank”>de sidste</a> tre aktive atomkraftværker i Tyskland afkoblet fra elnettet.</p><p>Tirsdag i denne uge konstaterede EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, at “det var en strategisk fejl for Europa at vende ryggen til en pålidelig og prisbillig kilde til lavemissionsenergi”.&nbsp;</p><p>Ursula von der Leyen har ret. Selvom atomkraft på grund af risikoen for katastrofale ulykker får mange mennesker til at gyse, bør det være en del af Europas løsning på energiområdet. Atomkraft har modsat fossile energikilder den fordel, at den stort set ikke udleder CO2. Samtidig betragtes de nye små modulære reaktorer (SMR) som mere sikre og lettere at integrere i et energisystem som Danmarks. Det er også på blandt andet den baggrund, at regeringen i januar <a href=”https://www.kristeligt-dagblad.dk/danmark/klimaminister-saetter-gang-i-analyse-af-atomkraft-i-danmark”>satte gang i </a>analysen af, hvordan og hvorvidt atomkraft kan spille en rolle i fremtidens energisystem i Danmark.</p><p>Europa har med disse års massive oprustning handlet på nødvendigheden af, at vi på forsvarsområdet gør os mere uafhængige af USA. Det er også på tide, at Europa finder en holdbar løsning på sin energiforsyning, som gør os uafhængige af despotiske stater og uforudsigelige geopolitiske rystelser.&nbsp;</p>

<p>Idéen om at lave en film <a href=”https://www.kristeligt-dagblad.dk/historie/shakernes-storhed-og-fald”>om shaker-bevægelsen</a> og dens grundlægger er glimrende. Hvem vil ikke gerne vide mere om den under gudstjenesterne dansende religiøse bevægelse fra slutningen af 1700-tallet? I dag har den kun to tilhængere tilbage, fordi de er imod både sex, ægteskab og børn.</p><p>Selv kendte jeg mest til shakerne ad omveje, gennem arkitekturen. Shakerne var kendt for deres minimalistiske, enkle og funktionelle møbeldesign, som nordisk design i 1940’erne og 1950’erne lod sig inspirere af. Både Kaare Klint, Hans J. Wegner og Børge Mogensen lod sig inspirere af deres design.</p><p>I “The Testament of Ann Lee” har instruktørparret Mona Fastvold og Brady Corbet endnu en gang samlet deres kreative kræfter, men med mindre held end på “The Brutalist” fra 2024, der handlede om en ungarsk arkitekt og holocaust-overlever. Rollerne er denne gang byttet om: Fastvold instruerer, mens Corbet er medforfatter.</p><p>Idéerne lyser ud af filmen, som tydeligvis er skabt ud af stor lidenskab. Men i filmen, der blander drama med historisk musical, er der skruet så meget på intensiteten og virkemidlerne, navnlig når det gælder lyddesignet, at grundstemningen tenderer det belastende.</p><p>Vi følger Ann Lees opvækst i en fattig arbejderfamilie i Manchester. Allerede i en ung alder begynder hun at tro, at møje og kyskhed er livets mening. Artigt sidder hun dag efter dag med sin lille hvide kyse på hovedet og arbejder hårdt med hænderne.</p><p>Den voksne Ann spilles af Amanda Seyfried, der er gift med Abraham (Christopher Abbott). Han kan godt lide at piske hende lidt under sex. Hun bliver gravid fire gange og føder fire gange, men alle børnene dør, inden de er fyldt et år.</p><p>Selvom Lee oplever mange tab i sit liv, forstærker de alle blot hendes tro. I 1774 drager hun med sin lille gruppe til det østlige USA, hvor Shaker-bevægelsen etableres langt fra statslig indblanding.</p><p>Gennem et sammensurium af personlige årsager begynder hun at se sex som djævelens værk, og i stigende grad betragter hun sex som det, der adskiller mennesket fra Gud. Som ursynden. Flere scener er kiksede og overforklarede, som for eksempel når en sexscene krydsklipper til en hvæsende slange, der skal lede tankerne hen på fristelsen i Edens have.</p><p>Det er uden tvivl Seyfrieds præstation i hovedrollen, der løfter filmen. Hun lever sig fuldkomment ind i rollen som ekstatisk religiøs leder, der prædiker enkel livsstil, strenge regler for arbejde og afholdenhed, når hun ikke fører sin menighed ind i spirituelle trancer.</p><p>At Fastvold har valgt at lege med musicalgenren giver mening, da shakerne var kendte for at danse i menigheden, deraf deres navn the shakers (rysterne). Selvom dansescenerne er udførligt koreograferet – og sangene og de koreograferede sekvenser tjener til at vise ind i netop den religiøse ekstase, hvormed kroppene overgiver sig selv til Gud – havde filmen været at foretrække som historisk drama.</p><p>Det er Daniel Blumberg, der står bag filmens originale kompositioner og lyddesign, som er direkte inspireret af shakernes egne hymner. Musikken er gentagende, hypnotisk, inciterende til trance med masser af klokkespil blandet med skrig, klap, tramp i gulvet, dybe vejrtrækninger og alskens lyde, der tilsammen skaber en meget urolig lyd.</p><p>Filmen er bedre i idéen end i udførelsen, selvom Seyfried næppe kunne have spillet bedre. Der prøves for hårdt, og det hele bliver for forceret intenst. Konsekvensen er, at man i sidste ende ikke suges organisk ind i universet.</p><p><em>Film. The Testament of Ann Lee. Storbritannien/USA. 2025. Instruktør: Mona Fastvold. Manuskript: Brady Corbet og Mona Fastvold. Spilletid 137 minutter.</em></p>

<p>Det er en tradition, at en undervisningsminister tror, at han eller hun ved penges hjælp kan hindre, at folkeskoleelever pjækker, og at mange dygtige lærere forlader folkeskolen, så man må finde tilfældige, uuddannede vikarer.</p><p>Socialdemokratiets nyeste idé med at halvere klassernes elevantal medfører naturligvis en fordobling af lærernes antal og dermed også af lønudgifter til dem. Hvad med i stedet at stille langt større krav til læreruddannelsen og lønmæssigt gøre den særdeles attraktiv? &nbsp;</p><p>De seneste års undervisningsministre er gået ud fra, at læreruddannelsen er, som den skal være. Der er tilsyneladende ingen, der har studeret og taget ved lære af Finlands fine uddannelses- og skolesystem.</p><p>Førhen var man i Danmark elev på et seminarium og havde mødepligt til timerne, som folkeskoleeleverne altid har haft. Så blev man lærerstuderende på et VIA University, hvor studerende ikke har mødepligt, som ellers var et fundament for udvikling af samværsevnen. Fine seminariebygninger ligger i dag næsten tomme hen, og folkeskoleelevernes præstationer er faldende.</p><div data-langcode=”da” data-entity-type=”media” data-entity-uuid=”ecc4b398-fa99-4685-b16f-e53fe156f804″ data-embed-button=”media_entity_embed” data-entity-embed-display=”view_mode:media.media_inline” data-entity-embed-display-settings=”[]” class=”embedded-entity”> <div class=”article__block article__block–full”> <div class=”article__media”> <figure class=”article-media”> <img class=”article-media__src” alt=”Venstres formand Troels Lund Poulsen og Venstres næstformand Stephanie Lose på Bording Friskole, København under præsentation af partiets skoleudspil.” src=”https://k9-drupal-images.k.dk/k9-drupal-images.k.dk/styles/body_inline/s3/2026-03/20260304-160633-L.jpg?itok=SHzUm1Go” width=”944″ height=”629″ typeof=”foaf:Image”> <figcaption class=”article-media__caption”> Venstres formand Troels Lund Poulsen og Venstres næstformand Stephanie Lose på Bording Friskole, København under præsentation af partiets skoleudspil. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix </figcaption> </figure> </div> </div> </div> <p>I oplysningstiden i 1700-tallet påpegede Jean-Jacques Rousseau, at det fantastiske område hørte barndommen til. I 1800-tallet bakkedes han på sin vis op af Christen Kold og N.F.S. Grundtvig. H.C. Andersen viser opdragelseskonflikten i “Den lille Idas blomster”, hvor studenten forklarer hende, at hendes blomster ser trætte ud, fordi de har været på bal i nat. Dertil siger den kedelige kancelliråd: “Er det noget at bilde barnet ind? Det er den dumme fantasi!”.</p><p>I 1900-tallet havde fantasien også blomstringsperioder i folkeskolen. Især i 1960’erne oplevede mange lærere, at de små elever mødte op i skolen med feber og måtte sendes hjem. Glæden over at være med i klassens fantastiske fællesoplevelser var så stor, at de ikke ville gå glip af den.</p><p>På den første skoledag møder børnene op med forventningsfulde øjne og “den dumme fantasi” intakt. Barndommens fantasterier får dog ikke lov til at leve ret længe i folkeskolen, hvor oplevelser og fællesskabsfølelse mest er noget med at sidde i grupper, snakke sammen og se på computerskærme, der serverer forstandsmæssige ting.</p><p>Den nuværende situation kan på flere måder minde om oplysningstidens. Dengang skulle børn hurtigst muligt få deres “dumme fantasi” erstattet af fornuft. Rousseaus, Kolds og Grundtvigs revolutionerende og frigørende tanker er vist gledet ud i glemslen. Er man ved at genskabe oplysningstidens fornuftholdninger?</p><p>Hvad vil ske, hvis en ny undervisningsminister siger, at læreruddannelsens specialedominans er årsag til, at folkeskolereformerne ejer for lidt af det, de fleste børn elsker at udfolde i fællesskab: “den dumme fantasi”.</p><div data-langcode=”da” data-entity-type=”media” data-entity-uuid=”036d5006-fcae-44a8-9570-aeaeabbb0b27″ data-embed-button=”media_entity_embed” data-entity-embed-display=”view_mode:media.media_inline” data-entity-embed-display-settings=”[]” class=”embedded-entity”> <div class=”article__block article__block–full”> <div class=”article__media”> <figure class=”article-media”> <img class=”article-media__src” alt=”Børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) og statsminister Mette Frederiksen (S) på besøg i 1.d på Pilegårdsskolen i Kastrup, da Socialdemokratiet præsenterede forslag om loft på 14 elever i de mindste klasser.” src=”https://k9-drupal-images.k.dk/k9-drupal-images.k.dk/styles/body_inline/s3/2026-03/20260204-144250-L.jpg?itok=0zQrgIvU” width=”944″ height=”629″ typeof=”foaf:Image”> <figcaption class=”article-media__caption”> Børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) og statsminister Mette Frederiksen (S) på besøg i 1.d på Pilegårdsskolen i Kastrup, da Socialdemokratiet præsenterede forslag om loft på 14 elever i de mindste klasser. Foto: Sebastian Elias Uth/Ritzau Scanpix </figcaption> </figure> </div> </div> </div> <p>Tør politikerne indrømme, at det danske skolevæsen er langt dårligere end det finske? Tør man genindføre mødepligt for lærerstuderende? Tør man sige, at alle folkeskolelærere skal være tjenestemænd?</p><p>Forfatter C.S. Lewis sagde, at “den sandt progressive er den, der har modet til at indse, at en forkert vej er betrådt, hvorfor man må vende om for at genfinde den rigtige”.</p><p>Verden ændrer sig, men børn er børn, og de vil fortsat have et behov for fællesskabsfølelse, fantasiudfoldelse og kommunikation med en veluddannet og empatisk lærer.</p><p>At skrabe nogle milliarder kroner sammen til forsøg med folkeskolens struktur kan synes meningsløst, så længe læreruddannelsens niveau ikke er højere.</p><p><em>Jens Kristian Lings er forfatter, foredragsholder og tidligere lektor ved Danmarks Lærerhøjskole</em></p>

<p>For få dage siden valgte Esbjerg Kommune at politianmelde ulovligt fældede egetræer, men det viser sig, at kommunen selv står bag flere af træfældningerne.</p><p>Derfor trækker kommunen størstedelen af politianmeldelsen tilbage. Det skriver Esbjerg Kommune i en pressemeddelelse.</p><p>Kommunen havde ganske enkelt registreret træfældningerne forkert.</p><p>Nye oplysninger viser nemlig, at tre af de fire træer blev fældet af kommunen selv i forbindelse med drift og vedligeholdelse.</p><p>- Men det ændrer ikke på, at vi tager ulovlig fældning på kommunale arealer meget alvorligt. Træer er en vigtig del af vores natur og bymiljø, og derfor vil vi stadig reagere med politianmeldelse, hvis træer fældes uden tilladelse, siger han.</p><p>Esbjerg Kommune fastholder fortsat en enkelt af de fire træfældninger. Den efterforskes derfor fortsat af politiet.</p><p>I en pressemeddelelse fra Syd- og Sønderjyllands Politi lød det så sent som 9. marts, at man søgte vidner, der kan kaste lys over ulovlige træfældninger i Esbjerg Kommune i 2021-2022 samt 2025.</p><p>Samlet er der tale om fire egetræer, hvoraf et er cirka 20 år gammelt, mens de resterende er over 40 år gamle. De har en omkreds på mellem 144 og 200 centimeter.</p><p>Fældningen af træerne er sket i Sønderris, der ligger i den nordvestlige del af Esbjerg Kommune. Nærmere bestemt er der tale om træer, der stod langs siderne af cykelstien mellem Jupitervænget og Saturnvænget.</p><p>Politiet modtog anmeldelsen om de fældede træer i sidste uge. Det er Esbjerg Kommune, der selv har informeret politiet om, at der over en længere periode er blevet fældet træer ulovligt langs cykelstien.</p><p>/ritzau/</p>

<p>Samtidig med, at USA og Israel iværksatte deres offensiv mod Iran i slutningen af februar, modtog flere politiafdelinger i Californien en advarsel om et muligt forestående iransk gengældelsesangreb.</p><p>Advarslen kom fra USA’s forbundspoliti, FBI.</p><p>Det skriver mediet ABC News, som har set advarslen.</p><p>- Vi har for nylig fået information om, at Iran angiveligt i begyndelsen af februar 2026 havde til hensigt at gennemføre et overraskelsesangreb med ubemandede luftfartøjer fra et uidentificeret fartøj ud for USA’s kyst, specifikt mod unavngivne mål i Californien, i tilfælde af at USA gennemførte angreb mod Iran, står der blandt andet i advarslen.</p><p>Det fremgår ikke, hvordan eller hvornår skibe med angrebsdroner kan komme tæt nok på det amerikanske fastland til at sende droner mod det.</p><p>ABC News har rakt ud til en talsperson for FBI i storbyen Los Angeles i Californien, der dog ikke har ønsket at kommentere.</p><p>Mediet skriver derudover, at det har kontaktet Det Hvide Hus, men ikke har hørt noget fra det endnu.</p><p>Den amerikanske og israelske offensiv startede 28. februar.</p><p>Den israelske forsvarsminister, Israel Katz, meldte først, at Israel havde indledt et “forebyggende angreb” mod Iran, og senere udtalte amerikanske embedsmænd, at angrebet var planlagt og koordineret med USA.</p><p>Det skulle senere vise sig, at den daværende øverste leder i Iran, ayatollah Ali Khamenei, var blevet dræbt under de indledende amerikanske og israelske angreb.</p><p>Siden 28. februar har USA og Israel fortsat deres luftangreb mod Iran, hvor Iran blandt andet har svaret igen ved at angribe flere amerikanske baser i nabolandene i Mellemøsten.</p><p>Også Libanon er blevet indblandet i konflikten, efter den Iran-allierede Hizbollah-milits, der hører til i landet, angreb Israel som reaktion på, at ayatollah Ali Khamenei var blevet dræbt i de første angreb mod Iran.</p><p>/ritzau/</p>

<p>En skilsmisse synes langsomt under opsejling i det anglikanske kirkeægteskab.</p><p>Gafcon, som repræsenterer anglikanske kirker overvejende på den sydlige halvkugle, har længe været utilfreds med kursen i Den anglikanske kirke. Det er ikke blevet mindre, siden Sarah Mullally smo første kvinde blev udpeget som ny ærkebiskop af Canterbury og dermed topleder i kirkesamfundet.</p><p>Nu opfordrer den konservative kirkesammenslutning til brud med flere organer i det store kirkefællesskab, herunder netop ærkebiskoppen af Canterbury og det anglikanske rådgivende råd – nogle af de enheder, der organisatorisk holder det brogede, verdensomspændende kirkesamfund sammen.</p><p>I en erklæring skriver ærkebiskoppen af Rwanda, Laurent Mbanda, at den anglikanske kirkes øverste ledere “har fornægtet den oprindelige tro i ord og handling”. Her henviser han blandt andet til, at man i dag velsigner par af samme køn i Church of England. En afvigelse fra skriften, mener man.</p><p>Af samme grund kalder Gafcon da heller ikke opråbet for et brud, da man mener, det er Canterbury, der er på afveje. Egentlig havde kirkesamfundet truet med at finde et alternativ til ærkebiskoppen af Canterbury for nylig, men det skete ikke, og spørger man generalsekretær ved Danske Kirkers Råd Emil Hilton Saggau, ligner det mere trusler end reel handling.</p><p>”Man skal hverken tale det for meget op eller ned. Der foregår nogle alvorlige samtaler i kirken, som på sigt kan føre til brud, men for nu er det hårde forhandlinger og Gafcon, der puster sig op. Vi ser også helende tiltag, eksempelvis har den engelske kirke stoppet noget af sit arbejde med ritualer for par af samme køn for at imødekomme kritikken.”</p><p>Han vurderer, at uenigheden primært handler om synet på seksualitet og kvindeligt lederskab, og mens man som nævnt kan imødegå de konservative kræfter ved at sætte den progressive udvikling på seksualitet lidt i stå, bliver det sværere at forenes om den nye kvinde i spidsen. For den engelske kirke kommer næppe til at fravige, at kvinder kan være præster og kirkeledere.</p><p>”Problemet er, at den anglikanske kirke fremstår reaktionær i England, men progressiv globalt. Det er svært at navigere i at spille efter to sæt spilleregler samtidig. I metodistkirken førte nogle af de samme årelange konflikter til et stort globalt brud, og min dystre forudsigelse er, at den anglikanske kirke også ender der, men nok først om 5-10 år. Jeg tror ikke, de kan løse det endeligt.”</p>

<p>I den seneste tid har<strong> </strong>den danske prædikant Torben Søndergaard været i vælten i norske medier som Vårt Land og Dagen, ligesom den danske podcast Third Ear har bragt kritisk journalistik om ham. Flere anfægter hans dæmonuddrivelser og hans fortælling om at være åndeligt forfulgt.</p><p>En af de kritiske røster er den norske pinsekirkepræst Erik Andreassen, som har forsøgt at tilbagevise en lang række påstande fra Torben Søndergaard, der i dag opholder sig i Norge, hvor indflydelsesrige menigheder har blåstemplet ham og trukket på ham som forkynder.</p><p>Den store indflydelse i de karismatiske miljøer bekymrer Erik Andreassen, fordi Torben Søndergaard står for “en usund åndelig praksis”.</p><p>”Hans store fokus på dæmoner er ekstremt uansvarligt i mødet med psykisk sårbare mennesker. Hans enorme profilering på sociale medier gør, at der kommer mennesker fra hele verden for at blive helbredt hos ham, og efter at disse ofte udsatte mennesker så har sluttet sig til ham, drager han videre til et nyt land og efterlader dem uden nogen kirke eller struktur,” siger han og henviser til, at Torben Søndergaard kom til Norge i 2025 og siden 2019 har boet og opholdt sig i en lang række lande.</p><p>Han har blandt andet befundet sig i USA, hvor han har siddet i et detentionscenter for migranter i længere tid, efter at han havde tilbragt flere år i landet som forkynder. Han begrunder selv migrationsmyndighedernes tilbageholdelse af ham med åndelig forfølgelse. Den påstand mødes med skepsis i Norge.</p><p>”Hans fortælling er objektivt usand. Han har muligvis oplevet det som åndelig forfølgelse, men baseret på alt, hvad vi ved om hans sag med de amerikanske immigrationsmyndigheder, handler det om, at han ikke har haft styr på sit visum,” siger Erik Andreassen, før han forklarer, hvordan han mener, Torben Søndergaard drager nytte af denne fortælling:</p><p>”Siden 2019 har han samlet 40 millioner norske kroner ind til sin bevægelse, og han bruger aktivt forfølgelsesfortællingen til at vække sympati og samle penge ind fra sine følgere. Det er umoralsk på den måde at fundraise med udgangspunkt i en løgn.”</p><h2>Dæmonuddriver psykisk sårbare</h2><p>Fortællingen om den åndelige forfølgelse går dog længere tilbage. Imens Torben Søndergaard opholdt sig i USA fra 2019 til 2023, søgte han asyl i landet, fordi han efter eget udsagn risikerede at blive fængslet i Danmark for sit virke som dæmonuddriver. I flere videoer på sin egen YouTube-kanal og i amerikanske kristne talkshows har han fortalt om, hvordan en tilføjelse om psykisk vold til den danske straffelov fra 2019 var møntet direkte på ham. Den udlægning kalder Erik Andreassen “stærkt manipulerende”.&nbsp;</p><p>”Loven havde været på vej i lang tid og handlede dengang og nu om psykisk vold i hjemmet. Behandlingen af lovforslaget i Folketinget faldt sammen med udgivelsen af TV 2-dokumentaren, som blev brugt som eksempel på tematikken i loven. Men den var ikke selve anledningen til indførelsen af loven,” siger den norske præst med henvisning til TV 2’s dokumentar “Guds bedste børn” fra 2019, der kritiserede Torben Søndergaards dæmonuddrivelser i børns påsyn.</p><h2>Stort og mangfoldigt pinsemiljø</h2><p>Erik Andreassen hører ligesom flere af Torben Søndergaards andre kritikere til det norske karismatiske pinsemiljø, hvor den danske prædikant nu slår sine folder.</p><p>At Torben Søndergaard kan have relativt meget succes inden for et miljø, hvor han også møder stor modstand, kan forklares med det norske karismatiske kirkelandskabs størrelse og mangfoldighed. Det mener leder på afdeling for teologi, religion og filosofi på NLA Høgskolen i Bergen, Rolf Kjøde.</p><p>”Flere norske karismatiske menigheder og netværk har taget ham til sig, men der er også mange, som ikke har villet have med ham at gøre. Som dansker er det i denne sammenhæng vigtigt at forstå, at den norske pinsebevægelse er meget større end den danske og rummer en stor intern mangfoldighed,” siger Rolf Kjøde.</p><p>Han mener, at man må spørge sig selv om, hvorvidt vi skal godtage et menneskesyn, der hævder, at de fleste af os er besat af onde ånder, ligesom han efterspørger “bibelsk og menneskelig ædruelighed” fra Torben Søndergaard og hans bevægelse.</p><h2>”De samme gamle rygter”</h2><p>I et mailsvar til Kristeligt Dagblad forholder Torben Søndergaard sig til kritikken.</p><p>”Jeg har været ude af Danmark i over syv år, og meget af det, der igen bliver rejst, er de samme gamle rygter, som med jævne mellemrum bliver forsøgt pustet liv i. Gennem årene er jeg blevet anklaget for mange forskellige ting – alt fra økonomisk fusk til alvorlige påstande om menneskerettighedskrænkelser og endda human trafficking. Fælles for alle disse anklager er, at de aldrig har ført til nogen dom eller dokumentation. De har vist sig at være rygter og påstande uden grundlag.”</p><p>Torben Søndergaard henviser til et podcastafsnit, som er udgivet af den norske avis Dagen, i hvilket han svarer på mange af de samme kritikpunkter i et interview med bladets chefredaktør, Vebjørn Selbekk.</p><p>Her fastholder han, at han har overholdt visumreglerne i USA. Til kritikken mod hans påstande om åndelig forfølgelse siger han, at “forfølgelse ser ud på forskellige måder”. Han henviser desuden til Paulus’ andet brev til Timotheus, hvor der står “forfulgt bliver alle, som vil leve et gudfrygtigt liv i Kristus Jesus”.</p>