<p>Huleklostret i Kyiv er kendt som Østeuropas Jerusalem og et af den ortodokse verdens helligste steder. I århundreder er ortodokse pilgrimme strømmet til klostret i den ukrainske hovedstad, og selv Rusland betragter klostret som den russiske kulturs vugge.</p><p>Det har derfor ikke alene vakt forfærdelse, men også dyb undren, at Rusland satte dele af klostret Kyiv-Pechersk Lavra i brand under et luftangreb på Kyiv natten til mandag.</p><p>Flammer steg op fra dele af det UNESCO-fredede kloster i nattemørket, og ved daggry kæmpede brandmænd stadig med at få ilden under kontrol under klostrets mange tårne og gyldne kupler. Den ukrainske redningstjeneste oplyser, at en brand havde ramt 800 kvadratmeter af taget på klostrets Dormition-katedral. Det skriver nyhedsmediet Kyiv Independent. Huleklostret blev grundlagt i 1051, og før Ruslands invasion strømmede op mod en million ortodokse kristne årligt til klostret for at bede om helbredelse og mirakler foran de læderbrune helgen-mumier i de vidtforgrenede katakomber.</p><p>Ruslands præsident, Vladimir Putin, og hans allierede, Moskva-patriarken Kiril, betragter Huleklostret i Kyiv som selveste den russiske ortodokse kulturs fødested, og Putin skader dermed kun sig selv ved at angribe et så helligt sted. Det vurderer Sebastian Rimestad, som forsker i ortodoks kristendom ved Leipzig Universitet.</p><p>”Jeg er meget overrasket over dette angreb. Jeg kan slet ikke forstå det. Det viser, at Putin ikke tager kristendom alvorligt. Det bliver tydeligt for alle, at det blot er tom retorik, når han begrunder krigen som en kamp for den ortodokse kristendoms overlevelse. Han bruger kirken, når den passer ind i hans planer. Det virker strategisk dumt at angribe klostret, som har så stor symbolsk betydning for ortodokse kristne. Rusland skader kun sig selv ved at angribe det,” siger forskeren.</p><p>Klostret hørte i 300 år under Moskva-patriarkatet, men tilhører i dag den ukrainske stat. Efter Sovjetunionens sammenbrud gav den ukrainske stat kirken under Moskva-patriarkatet lov til at bruge klostret i 100 år, men annullerede denne kontrakt efter Ruslands invasion af Ukraine. Klostret tilhører i dag juridisk Ukraine, og alle munke og præster, der ikke valgte at gå over til den nye, pro-ukrainske ortodokse kirke i Ukraine, blev smidt ud derfra i 2023, fortæller Sebastian Rimestad.&nbsp;</p><p>Klostrets tidligere leder, metropolit Pavel, blev sat i husarrest af den ukrainske stat for sin støtte til Moskva. Angrebet kan tolkes som Ruslands forsøg på at presse Ukraine til at omgøre den beslutning, vurderer Sebastian Rimestad.</p><p>”Der er munke med klart prorussiske holdninger i den ukrainske kirke, som man har bortvist fra klostret. Det har ført til, at den russiske kirke føler sig forfulgt, og det har måske givet Putin en grund til at angribe klostret,” siger Sebastian Rimestad.</p><p>”Måske mener Putin, at Ukraine fratager klostret dets hellighed ved at konfiskere det, og derfor bliver man nødt til at angribe det for at få Ukraine til at korrigere sin beslutning,” siger han.</p><p>Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, beskrev på det sociale medie X angrebet på katedralen som “en af Ruslands hidtil alvorligste forbrydelser mod den kristne kultur” og opfordrede G7-lederne, der mødtes i Frankrig mandag, til at øge presset på Moskva.</p><p>Angrebet, som ramte klostret, kostede mindst fire mennesker livet og sårede mere end et dusin i hovedstaden. Den ukrainske ortodokse leder, Metropolit Epiphanius af Kyiv og hele Ukraine, bad i en erklæring om “bønner om frelse af helligdommen fra ødelæggelse”.</p><p>”Endnu en russisk forbrydelse mod menneskeheden, mod historien, mod kristendommen,” skriver han.</p><p>Klosteret blev i 2023 føjet til UNESCOs liste over truede verdensarvssteder “på grund af den trussel om ødelæggelse, som den russiske offensiv udgør”. I sin beskrivelse af klosteret beskriver UNESCO det som et “mesterværk inden for ukrainsk kunst”.</p>

<p>Et ægtepar fra Falster bør idømmes fire års fængsel i en sag om forsøg på forsikringssvindel, der mandag eftermiddag er gået ind i sin afsluttende fase i Retten i Nykøbing Falster.</p><p>Det mener anklager Johanne Holm.</p><p>Ægteparret er tiltalt for forsøg på bedrageri ved at have sænket deres yacht ud for Trelleborgs kyst i juli 2023. Det skal være sket med det formål at få udbetalt en forsikringssum på 14 millioner kroner.</p><p>Ægteparret, der er i slutningen af 50’erne, nægter sig begge skyldige og vil frifindes.</p><p>Anklageren lægger vægt på, at retten skal tage stilling til, om der var tale om et hændeligt uheld eller planlangt svindel, da yachten “Cataleya” sank.</p><p>- Der er ikke længere nogen rimelig tvivl om, at det her er planlagt svindel, siger hun under sin procedure.</p><p>Ifølge anklageskriftet skal yachten være sunket ved, at de tiltalte på ukendt vis påførte yachtens søventil en revne, der betød, at der kom vand ind i motorrummet.</p><p>Desuden skal de have forladt båden uden at have lukket en vandtæt dør ind til motorrummet eller de bagerste koøjer på båden.</p><p>/ritzau/</p>

<p>I mere end fire års krig er Ukraines gamle religiøse kompleks Petjerska-klostret stort set blevet skånet.</p><p>Særligt i år har russerne ellers angrebet Ukraines hovedstad, Kyiv, hvor klostret ligger, med masser af missiler og droner.</p><p>Det er angreb, som kommer om natten, og natten til søndag var russerne der igen.</p><p>Ukraines luftvåben siger ifølge nyhedsbureauet AFP, at Rusland angreb Ukraine med 70 missiler og 611 droner. Størstedelen blev sendt mod Kyiv.</p><p>Og denne gang gik den ikke længere for kloster-komplekset, der blev grundlagt i 1051.</p><p>Klostret blev ramt og brød i brand, så flammerne stod op i den mørke nat fra Dormition-katedralen.</p><p>Det gør ondt på ukrainerne.</p><p>Det er et religiøst og kulturelt center, der ikke bare er et kloster, men som også indeholder katedralen, flere kirker og et teologisk seminarie.</p><p>Det er et historisk center for kristendom i Østeuropa og er sat på FN-organisationen Unescos liste over verdensarv.</p><p>- Det er et brutalt angreb på vort folk og vores arv, sagde Ukraines premierminister, Julija Svyrydenko, ifølge BBC.</p><p>I januar sagde kulturministeriet, at nogle bygninger var blevet beskadiget af droner eller missiler, men det var ikke noget i forhold til det, der skete natten til mandag.</p><p>Da blev det ramt af to droner. De blev sendt mod komplekset med overlæg, sagde Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, ifølge AFP, da han senere besøgte stedet.</p><p>Brandvæsenet hastede til komplekset, efter at katedralen var ramt, og brandfolk kæmpede for at få bugt med flammerne. Det lykkedes hen på morgenen.</p><p>Reuters skriver, at fem mennesker blev dræbt i Kyiv under nattens angreb.</p><p>- Et russisk angreb på Kyjevo-Petjerska Lavra-klostret satte Dormition-katedralen i brand – en kirke, der historisk kan dateres til det 11. århundrede. Dette er en af Ruslands mest alvorlige forbrydelser mod kristen kultur til dato, skrev Volodymyr Zelenskyj på X.</p><p>Angrebet har givet genlyd langt uden for Ukraine.</p><p>I Èvian-les-Bains i Frankrig er der topmøde i G7-samarbejdet, og værten, den franske præsident, Emmanuel Macron, fordømte angrebet.</p><p>- Kyjevo-Petjerska Lavra-klostret er et af de mest prominente steder inden for Ukraines ortodokse religion. Det er en Unesco-verdensarv. Den blev i nat ramt under et stort russisk angreb med missiler og droner. Intet retfærdiggør angreb på vor universelle arv, skrev Macron på X.</p><p>I Moskva lyder der ingen anger eller undskyldning.</p><p>Forsvarsministeriet i den russiske hovedstad siger derimod, at komplekset ikke er ramt af russiske missiler eller droner.</p><p>Derimod er det ifølge russerne et amerikansk Patriot-missil, der har udløst branden.</p><p>Det er et missil, som bruges af ukrainsk anti-luftskyts mod russiske missiler.</p><p>Reuters citerer forsvarsministeriet for at sige, at Patriot-missilet måske har opført sig utilsigtet og har haft en fejl. Det kan skyldes, hedder det fra forsvarsministeriet, at Vesten udruster Ukraine med våben, hvis udløbsdato er passeret.</p><p>- Ruslands væbnede styrker har ingen planer om at angribe civil infrastruktur, siger ministeriet i en meddelelse.</p><p>/ritzau/</p>

<p>Der er en grænse ved Østersøen, man næsten ikke bemærker. Ingen bomme, ingen skilte, ingen dramatik. Kun en cykelsti mellem klitter, fyrreskov og badegæster på vej mod stranden.</p><p>På en cykelrejse gennem Tyskland og Polen opdagede jeg først bagefter, at jeg havde krydset grænsen til Polen. Den eneste synlige grænsevagt stod lænet op ad sin tjenestebil inde i skovbrynet og kiggede på sin telefon. Ingen stoppede op. Ingen blev spurgt om noget. Europas indre grænser var blevet næsten usynlige. Og alligevel havde jeg netop krydset ind i et af de lande, der kommer til at få størst betydning for Europas fremtid.</p><p>Kun omkring 100 kilometer fra Bornholms kyst ligger Polen. Et land med 38 millioner indbyggere, en økonomi i hastig vækst, Europas største militære oprustning målt som andel af bruttonationalprodukt (bnp) og en helt central rolle som frontstat mod Rusland. Men i danskernes bevidsthed fylder Polen stadig forbavsende lidt. Vi orienterer os mod Berlin, Bruxelles og Washington. Warszawa er derimod stadig ofte et sted i udkanten af vores mentale Europakort. Det er en fejl.</p><p>Polen er ikke blot en økonomi på vej op. Det er et land med en historisk erfaring, som Danmark har svært ved helt at forstå. En morgen i Gdansk hørte jeg klassisk musik strømme ud over en skolegård. Jeg cyklede nærmere og så elever og lærere stå opstillet i rækker. Der blev holdt taler, sunget og markeret et minuts stilhed. Det var den 1. september, årsdagen for den tyske invasion af Polen i 1939.</p><p>I Danmark findes Besættelsen også i den nationale erindring. Men Polen har en anden erfaring. Landet blev ikke blot besat. Det blev delt og udslettet. I 123 år fandtes Polen ikke som selvstændig stat efter delingerne mellem Rusland, Preussen og Østrig. Efter Anden Verdenskrig fulgte fire årtier som sovjetisk lydstat.</p><p>Den erfaring har sat sig dybt. For Polen er suverænitet ikke et abstrakt begreb fra en grundlovstale. Det er noget, man kan miste. Staten er ikke naturgiven. Den kan forsvinde. Det forklarer noget af forskellen mellem dansk og polsk sikkerhedstænkning. I Danmark har vi i årtier vænnet os til, at sikkerhed er noget, der varetages af alliancer og internationale institutioner. I Polen har historien lært folk, at man også selv må være klar.</p><p>Derfor er krigen i Ukraine ikke fjern på samme måde. Set fra Warszawa er Ukraine ikke blot et land i krig. Det er det land, der lige nu tager slagene, mens Polen står i næste række. Derfor har Polen reageret med en hast, som mange vesteuropæiske lande først nu begynder at nærme sig. Folket er i beredskab. Landet bruger over 4 procent af bnp på forsvar, udvider hæren, køber kampvogne, missilsystemer og luftforsvar og har samtidig sendt enorme mængder militært udstyr til Ukraine. Det er ikke militaristisk begejstring. Det er historisk nøgternhed.</p><p>Men hvis vi kun ser Polen som frontstat, misforstår vi landet igen. Det moderne Polen er også en af Europas mest bemærkelsesværdige økonomiske succeshistorier. Den polske økonom Marcin Piątkowski sagde til mig under et interview:&nbsp;</p><p>”Polen er Europas Sydkorea.”&nbsp;</p><p>Det er en stor sætning, men hans pointe er klar. Siden 1989 har Polen gennemgået en økonomisk opstigning, som stadig undervurderes i Vesteuropa. Landet er ikke længere blot et billigere produktionsland i udkanten af EU. Det er blevet en af unionens største økonomier og en stadig vigtigere del af europæiske forsyningskæder.</p><p>Det mærkes også fra Danmark. Polen var i 2024 blandt Danmarks største eksportmarkeder, og danske virksomheder har hundredvis af datterselskaber og beskæftiger mere end 112.000 medarbejdere i landet. Danske transport-, energi-, software- og industrivirksomheder er allerede dybt filtret ind i polsk økonomi. Polen er kunde, underleverandør, konkurrent og samarbejdspartner på én gang.</p><p>På min cykelrejse blev dette ikke kun synligt i statistikker, men i landskabet. Ved Østersøkysten var hotellerne fyldt, restauranterne fulde, bilerne nye, og ferieboligerne blev solgt til priser, der langt fra lignede noget fattigt randområde. I Gdansk rejste havnekranerne sig som tegn på et land, der ikke blot producerer mere, men forbinder sig tættere til resten af Europa.</p><p>Det betyder også, at Danmark må ændre sit blik. Polen er ikke længere primært et land, vi skal forstå af historiske eller kulturelle grunde. Det er et land, der har direkte betydning for vores økonomi, arbejdsmarked og strategiske placering i Østersøregionen.</p><p>Der er endnu en grund til, at vi bør se mere mod Polen. Landet viser, hvordan Europas store spørgsmål nu smelter sammen: sikkerhed, energi, fødevarer og grøn omstilling.</p><p>Da jeg cyklede gennem det centrale Polen, passerede jeg kilometer efter kilometer med kornmarker, majs, raps og æbleplantager. Polen er et af Europas vigtigste fødevarelande. Men mellem markerne dukkede nye solcelleanlæg op. Vindmøller stod som hvide figurer i horisonten. Det polske landskab producerer ikke længere kun mad. Det skal også producere energi og modstandskraft.</p><p>Joanna Maćkowiak-Pandera, leder af energitænketanken Forum Energii, formulerede det meget præcist:&nbsp;</p><p>”Det handler ikke først og fremmest om at være grøn. Det handler om sikkerhed.”&nbsp;</p><p>Den sætning siger meget om forskellen mellem Danmark og Polen. I Danmark har grøn omstilling i mange år især været en debat om klima, CO2 og teknologi. I Polen handler den mindst lige så meget om uafhængighed, Rusland og energiforsyning. Vedvarende energi er ikke kun et klimaargument. Det er en måde at gøre sig mindre sårbar på.</p><p>Det gør også de polske konflikter om landskabet genkendelige for danske læsere. Vi diskuterer selv vindmøller, solcelleparker, landbrugsjord, natur, fjernvarme og forsyningssikkerhed. Men i Polen står spørgsmålene skarpere, fordi de samtidig er farvet af krigen i Ukraine og landets historiske erfaring med afhængighed af farlige naboer.</p><p>Derfor er Polen ikke blot et rejsemål eller et naboland. Det er et spejl. I Polen ser vi nogle af de konflikter, Danmark selv kommer til at stå dybere i: Hvem skal eje landskabet? Hvor skal energien komme fra? Hvad er egen produktion af fødevarer værd i en usikker verden? Og hvor meget beredskab skal et moderne samfund egentlig bære selv?</p><p>Hvorfor hører vi så lidt om Polen? Måske fordi vores historiske blik har været vendt mod vest. Måske fordi vi i Danmark længe har forstået Europa gennem Tyskland, Frankrig og Bruxelles. Måske fordi Polen stadig for mange forbindes med fortidens billeder: kommunisme, katolicisme, billig arbejdskraft, lastbilchauffører og håndværkere.</p><p>Men det billede er forældet. Polen er en stormagt in spe. Ikke nødvendigvis som et land, der dominerer andre, men som et land uden hvilket Europas sikkerhed, økonomi og forsyning ikke længere kan forstås. Det burde interessere os langt mere.</p><p>Der er også sproget. Polsk er svært, utilgængeligt og for de fleste danskere lukket land. Vi læser ikke polske aviser, følger ikke polske debatter og kender sjældent polske intellektuelle, økonomer eller sikkerhedsanalytikere. Det betyder noget. For det, vi ikke kan læse, kommer let til at virke fjernere, end det er.</p><p>Men Polen er ikke fjernt. Det ligger lige på den anden side af Østersøen. Og hvis vi vil forstå Europas fremtid, er det ikke længere nok at se mod Berlin, Bruxelles og Washington. Vi bliver også nødt til at se mod Warszawa.</p><p><em>Nikolaj Lubanski er vicedirektør i Copenhagen Capacity, ph.d. i sociologi og forfatter.</em></p>

<p>Balance er et ord, der falder én ind, når man læser Jesper Steins nye roman “Terræn”. For den handler på flere måder om balance – og om balancerende dilemmaer. Det sidste er et fænomen, som hovedpersonen, der er romanforfatter som Jesper Stein selv, et sted siger, at han er optaget af. Og på den måde kan man nok læse romanen som en forskubbet autofiktion.&nbsp;</p><p>I hvert fald spiller forfatteren til flere elskede danske krimier, men også flere mere originale, skønlitterære værker, på at lave et lille skagensmaleri af kunstneren i skærende klart sollys. For samtidig med at romanen med forbilledlig klarhed skildrer et kunstnerliv, gør den faktisk også hårdt grin med ikke bare det, men med de elementer i den kreative klasse, som lever på forlorne værdier og halser efter venstrefløjens politiske mode i et nyt småborgerskab. Hårdt sat op: Bogen kunne også have heddet “Den Nye Hjernevaskede Mand”.</p><p>Plottet er komponeret med klangbund. Forfatteren Kasper Holst er taget til Kongevillaen – som det nuværende refugium Klitgaarden engang hed – hvor han skal arbejde på den svære toer, efter at en romandebut har sat ham på landkortet.&nbsp;</p><p>I den store, pragtfulde bygning i Skagen, helt ude ved stranden, folder romanen sig ud, som en kamp på stort set alle parametre. Kasper slås om og for sin mandighed, han slås for sin identitet, han slås for sin ambition, for sin anerkendelse, for sin seksualitet, og så kæmper han, siger han i hvert fald, for klimaet. Men samtidig er det alt sammen enten forgæves eller på skrømt. Den enormt berømte professor Kåre er hele Danmarks medie-darling, men har et blakket privat ry med en lang række ægteskaber og både spredte ben og børn bag sig – og han lever op til klichéen om alfahannen ved at gå i seng med sin ph.d.-studerende, inden han senere smider hende under bussen, da hun beder om en postdoc.</p><p>De højlydte samlejer finder sted på den anden side af væggen til Kaspers værelse, hvor forfatteren krymper sig.</p><h2>Flere emner</h2><p>Bogen, der er en selvstændig fortsættelse af Steins foregående roman “Lejr”, er ligesom en afhandling om en række emner. Og behandlingen af køn og seksualitet er faktisk rørende. Som da Kasper et sted tænker over, hvordan han ville have det, hvis lydene ikke stammede fra et heteroseksuelt pars seksuelle eskapader.</p><p>”Kan det være Kåre, der onanerer? Kasper håber det virkelig ikke, det føles så tæt på, grænseoverskridende tæt på, det vil han helst ikke vide noget om. Hvorfor egentlig? Hvorfor er det mere intimt at høre en mand onanere end at høre ham have sex? Og hvorfor føler han ikke det samme, hvis det havde været en kvinde? Hvorfor er det mest private, der findes, en onanerende mand? Hvad er der galt med verden og kønnene?”</p><p>Satiren er flere steder på den ene side passiv-aggressiv, på den anden side virkelig syrlig. Kvinderne på Klitgaarden – og jo, stednavnets ordspil er også et ironisk lag – taler om deres egenrådighed og nye, moderne frihed og selvberoende seksualitet, samtidig med at de er ved at rive hovederne af hinanden i kampen om mændene.&nbsp;</p><p>Og Kasper slås inde i sig selv. Med den modne mands skilsmisse, med sit arbejde som usikker forfatter, og så naturligvis med klimaet. Klimaet! Det sidste hævder han nemlig berører ham dybt. Og scenerne, hvor han på det nærmeste har sex med skovbunden er – også litterært – penetrerende, for nu at sige det lige ud.&nbsp;</p><p>Men samtidig er bogen nærmest et studium i dobbeltbundede værdier. Folk taler om økonomisk retfærdighed og om bæredygtighed, men der skal jo også lige være plads til dyre middage på Ruths Hotel i Gammel Skagen – stedet, hvor overklassens snotforkælede ungdom i tidligere tider traditionelt fråsede ekstravagant igennem i uge 29. De kreative sjæle fabler om fremtiden og det moderne, men indrømmer modvilligt over for sig selv, uden at sige det højt, at den gammeldags, hjemlige kødmad i refugiet nu nok i virkeligheden bekommer dem bedst. Kvinderne dyrker det makeup-løse look – befriet fra det maskuline blik, <em>the masculine gaze</em> – men jo altså kun lige indtil de bliver inviteret på noget, som måske kunne være en date.</p><h2>Gennemført skildring</h2><p>Skildringen af den hjernevaskede moderne mand er gennemført. Særligt er hans forsøg på at forstå sin egen biseksualitet, som han vistnok slet ikke har, men som han vistnok burde have, eller i det mindste undersøge, fuldkommen lattervækkende morsom. Det, der i realiteten nok bare er maskulin misundelse og primitiv hanekamp, bliver i Kaspers forståelse til en undertrykt homoerotisk længsel efter Kåre. Samtidig kastreres de begge af kvinderne, der beder dem stoppe deres bromance ved morgenbordet.</p><p>Da romanen topper, går Grenen næsten under i et klima-mareridt, som er baseret på virkelige hændelser, og hvor Stein skriver så tæt på virkeligheden, at den åbne slutning fungerer overraskende godt.</p><p>Man kan læse romanen som et kritisk indlæg i debatten, som en loyal, helgarderet hyldest til “progressive” ideer, men først og fremmest kan man læse den som en skøn sommerroman. Den er lige til at pakke ned i sommerkufferten – især, selvfølgelig, hvis man skal til Skagen Odde og omegn.</p><p><em>Jesper Stein: Terræn. 274 sider. 320 kroner. Politikens Forlag.</em></p>

<p>Med under tre uger til at Roskilde Festivals musikprogram brager ud over Dyrskuepladsen, har festivalen måttet finde to erstatninger.</p><p>Den amerikanske rapper Bia og den britiske rapper Jim Legxacy har aflyst deres respektive koncerter på årets Roskilde Festival.</p><p>Ifølge Roskilde Festival skyldes det “uforudsete omstændigheder”.</p><p>Bia siger til festivalen, at aflysningen “knuser hendes hjerte”.</p><p>- Til mine europæiske fans: Jeg er meget ked af, at jeg ikke får mulighed for at tilbringe denne sommer med jer.</p><p>Jim Legxacy kalder beslutningen om sin aflysning for svær.</p><p>- Undskyld til alle, der havde planlagt at se mig, siger han til Roskilde Festivals egen hjemmeside.</p><p>Bia erstattes af det danske postpunkband Iceage, der går på Eos-scenen onsdag den 1. juli klokken 17.</p><p>Jim Legxacy erstattes af den australsk-ghanesiske rapper Genesis Owusu, der optræder på Lagune-scenen fredag den 3. juli klokken 20.</p><p>Det oplyser Roskilde Festival på sin officielle hjemmeside.</p><p>Iceage optrådte i 2021 som en del af koncertkonceptet Summer Days, der blev arrangeret af Roskilde Festival, efter at selve festivalen var aflyst på grund af coronapandemien.</p><p>Årets Roskilde Festival løber af stablen fra den 27. juni til og med 4. juli.</p><p>De første fire dage er såkaldte opvarmningsdage.</p><p>Det egentlige musikprogram udfolder på festivalens fire sidste dage.</p><p>Øverst på plakaten er britiske The Cure, fusionsgruppen Gorillaz og den svenske popsanger Zara Larsson.</p><p>Blandt de danske navne er rapperen Tessa, popsangeren Tobias Rahim, raptrioen Malk de Koijn og poprockbandet tv-2.</p><p>/ritzau/</p>

<p>Forfatter og antropolog Dennis Nørmark modtager den skandinaviske krimipris Glasnøglen for sin roman “Harare”.</p><p>Det skriver det svenske nyhedsbureau TT, ligesom forfatteren selv bekræfter det over for Ritzau.</p><p>- Jeg vidste godt, at jeg var i spil, men jeg havde ærligt talt ikke troet, at jeg ville vinde den, siger han.</p><p>Handlingen i “Harare” kredser om en ung kvindelig bistandsmedarbejder, der havner midt i en mordsag i Zimbabwes hovedstad, Harare.</p><p>Hun er nyuddannet og rejst til landet for at arbejde for en amerikansk ngo, men hun havner i hænderne på det zimbabwiske sikkerhedspoliti.</p><p>Ifølge juryens begrundelse viser “Harare”, at krimigenren kan være både debatskabende og nytænkende.</p><p>Forfatteren bag, Dennis Nørmark, fortæller også, at romanen er “et forsøg på at hæve genren lidt op”.</p><p>- Man kan godt skrive en bog, der er underholdende, spændende og har et fedt krimiplot, samtidig med at læseren forholder sig til nogle samfundsrelevante emner, siger han.</p><p>”Harare” blev udgivet i januar 2025 af forlaget Grønningen 1.</p><p>Litteraturprisen Glasnøglen er blevet uddelt siden 1992, og den bliver i flere medier beskrevet som en af krimigenrens mest prestigefyldte.</p><p>Blandt tidligere års modtagere findes norske Eva Fretheim og svenske Christoffer Carlsson.</p><p>Også flere danske forfattere er at finde på listen, heriblandt Jussi Adler-Olsen for “Flaskepost fra P” og senest Max Seeck for romanen “Kauna”.</p><p>Det er medlemmer af organisationen Skandinaviska Kriminalsällskapet (SKS), der uddeler Glasnøglen.</p><p>Både Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige præsenterer hvert år en kandidat til prisen.</p><p>Prisen er opkaldt efter den amerikanske krimiforfatter Dashiell Hammetts roman “The Glass Key”.</p><p>/ritzau/</p>

<p>Christian Petzold er en ener i europæisk film. Hans værker er nedtonede, dybt menneskelige og naturalistiske, dog gerne blandet med drømmeagtige og allegoriske lag. De handler ofte om mennesker, der forsøger at finde ud af, hvem de selv er, mens fortiden hjemsøger nutiden.</p><p>Netop fortid spiller en central rolle i Petzolds film. I den gribende “Barbara” (2012) lever hovedpersonen i DDR under konstant påmindelse om, at hun ikke er fri, fordi hendes liv er defineret af tidligere valg. I “Phoenix” (2014) forsøger Holocaustoverleveren Nelly at genfinde sig selv efter krigen. Og i “Transit” (2018) skildres en flugt fra nazisterne – i Frankrig og sat i vor tid – hvormed flygtningespørgsmålet behandles som et vedvarende kollektivt traume.</p><p>Petzold har selv kaldt alle sine film politiske. Det er med det umiddelbare øje lettere at få øje på i nogle værker end i andre. Det gælder blandt andet de ovennævnte, men også det vidunderlige kammerspil “Rød himmel” (2023), som handler om en ulidelig, selvcentreret kunstner, selvom det egentlig er en klima- og katastrofefilm om skovbrande, der maler himlen faretruende rød.</p><p>Men måske kan traumer, selv de personlige, som “Miroirs No. 3” handler om, også siges at være politiske? For traumer er ikke alene en individuel erfaring, men noget, der også forplanter sig mellem generationer og sætter aftryk i fællesskaberne.</p><p>Filmen deler titel med Maurice Ravels klavercyklus “Miroirs”. Tredjesatsen, som filmen refererer til, “Une barque sur l’océan” (En båd på havet), fungerer som et slags nøglemotiv for filmen, idet karaktererne befinder sig på gyngende grund i livet. De er sorgfulde og mangler forbindelse til menneskene omkring sig, og alt, hvad der omgiver dem, er gået i stykker. Men er dette blot det moderne menneskes vilkår? Sådan synes Petzold at spørge.</p><p>I hvert fald føler den unge musikkonservatoriestuderende Laura, der spilles med en indtagende lukkethed af Paula Beer, Petzolds mest benyttede skuespillerinde sammen med Nina Hoss, hverken fra eller til.</p><p>Da hendes kæreste Jakob omkommer i en trafikulykke i filmens begyndelse, lukker den midaldrende kvinde Betty (Barbara Auer), der finder Laura tilskadekommen, hende ind i sit hjem i det landlige, naturskønne Uckermark nordøst for Berlin.</p><p>De to nyder hinandens selskab; maler stakit, bager kager og tilbereder gode måltider. Men da Bettys mand Richard (Matthias Brandt) og sønnen Max (Enno Trebs) træder ind i fortællingen, snævrer stemningen ind.</p><p>Ét eller andet er sket mellem dem. Misstemningen er til at føle på. Hvorfor tager Betty ikke længere sin medicin? Og hvis pigetøj er det egentlig, Laura går rundt i, og hvis klaver er det, hun spiller på?</p><p>Er Laura med til at åbne op for eller lukke ned for et gammelt familietraume? Og er hun ganske ufrivilligt blevet gjort til den nøgle, der kan læge en traumatiseret familie?</p><p>På elegant vis kredser filmen om traumer, indestængte følelser, fortidens fortsatte greb om nutiden og det at være indhyllet i selvbedrag. Lauras tilstedeværelse sætter Betty i en tilstand af både glemsel og erindring, mens Laura blot nyder sit identitetsløse helle, hvor ingen spørger, hvem hun er, hvad hun arbejder med, og hvor hun kommer fra.</p><p>Identitetsløsheden som frihedsskabende, og udfoldelsen af, hvordan selvforglemmelse – eller det at få lov til at være en anden, eller måske slet ingen – kan skabe en følelse af et helt nyt liv, er filmens mest interessante idé. Og når Petzold undersøger menneskers trang til at søge tilflugt i illusioner, fordi de endnu ikke er klar til at leve med sandheden, står filmen stærkest.</p><p>Selvom instruktørens seneste film ikke har samme gribende nødvendighed, som andre af hans film, viser Petzold igen, at han behersker de små fortællinger til fingerspidserne. “Miroirs No. 3” er ikke hans mest uforglemmelige arbejde, men selv når den tyske mester ikke rammer sit eget kunstneriske højdepunkt, formår han alligevel at skabe en nuanceret og tankevækkende film med sans for de små psykologiske detaljer.</p><p><em>Miroirs No. 3. Tyskland. 2025. Instruktion og manuskript: Christian Petzold. 86 minutter.</em></p>

<p>Er mandagens fængselsstraf til den norske bonusprins Marius’ sidste søm i det hårdt prøvede norske kongehus’ ligkiste? Nej. Overhovedet ikke.</p><p>Marius Borg Høiby, 29 år og søn af den norske kronprinsesse Mette-Marit, blev mandag formiddag fundet skyldig i en række forhold, herunder to såkaldte sovevoldtægter samt vold.</p><p>Det betyder – med forbehold for, at den såkaldte bonusprins ifølge forsvareren ønsker at anke – at Marius Borg Høiby skal fire år i fængsel. Anklageren krævede syv år og syv måneder, forsvareren gik efter et og et halvt år.&nbsp;</p><p>Men selvom sagen har fået enorm eksponering – 50.000 artikler i norske og udenlandske medier – rammer det ikke nødvendigvis det norske kongehus direkte.</p><p>Efter et historisk stormfuldt år for både kongefamilien og det norske <em>brand</em> i bredere forstand, fylder sympatien med kongeparret såvel som kronprinsparret langt mere, end høtyvene og kravet om monarkiets afskaffelse. Og det er der en god forklaring på. Eller faktisk tre. Mere om det senere.</p><p>Først og fremmest viste presseopbudet ved Oslo tingsret mandag morgen én ting: at sagen mod Marius Borg Høiby – som kronprinsesse Mette-Marit fødte et par år inden, hun mødte den norske kronprins Haakon – på alle måder er ekstremt spektakulær.</p><p>Uanset om man er interesseret i kongehus, krimi, afsporede ungdomsmiljøer eller fortællingen om succeslandet Norge, hvis renommé har fået adskillige ridser i lakken på det seneste, er der noget i sagen mod Marius, som drager.</p><p>Den verden, han har begået sig i – når han vel at mærke ikke var sammen med den royale familie – både forarger og fascinerer. Det er som et destillat af henholdsvis den populære serie “Exit” om nyrige nordmænds grænseløse livsførelse og så den gangsterrap-musik, som de senere år har fyldt stadigt mere blandt skandinaviske unge. Vold, våben, narkotika og sex.</p><p>En nærmest monumental kontrast til det Norge, som indtil for relativt få årtier siden bar præg af fattigdom, janteloven og en pietistisk tilgang til livet.</p><p>Undervejs i retssagen dukkede for eksempel et billede op af ’bonusprinsen’, som poserer i bar, tatoveret overkrop med pengesedler i bukselinningen og hænderne fulde af champagne og det, der umiskendeligt ligner en pistol.</p><p>Men det er vel først som sidst Marius Borg Høibys problem, kunne man indvende. Både og.</p><p>For hvor de fleste godt kan se, at der er meget langt fra Marius’ eskapader og til det eksempel, både den populære kong Harald og dronning Sonja såvel som kronprins Haakon efter bedste evne forsøger at statuere, mener fremtrædende stemmer, at sagen om Marius eksponerer et mørkt hjørne af det moderne, norske samfund. Et samfund, hvor ekstrem rigdom og grænseløshed spiller en stadigt større rolle, og som øjensynligt trækker tråde til den absolutte samfundstop.</p><p>”Rigdommen har udstyret dem med et virkelighedsbedrag hvad angår grænser – materielle, juridiske, seksuelle – som de ikke tror gælder for dem. Penge er det eneste sprog, de forstår. Alt: ejendom, tjenester og andre menneskers kroppe kan sælges og købes,” skriver eksempelvis <a href=”https://www.morgenbladet.no/ideer/vestkantdekadanse-i-rolpete-miniatyr/10266567?signedInSuccess=true” target=”_blank”>Morgenbladets kommentator Lena Lindgren</a> og nævner blandt andet, hvordan det undervejs i retssagen er kommet frem, at det blev omtalt som ”u-landshjælp”, når der blev bestilt strippere og prostituerede.</p><p>At retssagen mod Marius har kørt imens, den lungesyge kronprinsesse Mette-Marits forbindelser til den afdøde seksualforbryder Jeffrey Epstein har rystet Norge, gør ikke tingene bedre.</p><p>Tværtimod forstærkes det billede, som de senere år har tegnet sig af et Norge, som under den polerede overflade rummer noget andet og mørkere, end mange gik og forestillede sig.</p><p>Mindre møgsager i relation til det offentlige forsikringssystem såvel som oliefonden er piblet frem, og siden kom Epstein-filerne og rystede nationen: Her figurerede den ene mere prominente nordmand efter den anden op – inklusive repræsentanter fra ex-statsministerstanden, diplomatiet, Nobel-komiteen og ja, kongehuset i form af kronprinsesse Mette-Marit.</p><p>I det pæne land? spurgte mange siden sig selv. Åbenbart!</p><p>Men hvorfor så hævde, at problemerne i højere grad er Marius’ og Norges end kongehusets?</p><p>Først og fremmest er det vigtigt at slå fast, at de seneste års ballade <em>har</em> haft en effekt. Opbakningen i befolkningen faldt til historisk lave 60 procent i løbet af 2025, og mange norske royalister har givetvis drømt sig tilbage til den (nære) fortid, hvor det primært var prinsesse Märtha Louises engle og forhold til den såkaldte shaman Durek, der kastede skygger over kongehuset.</p><p>Alligevel er det, som om kongepar såvel som kronprinspar står strunke.</p><p>Som en fremtrædende intellektuel stemme fra den norske venstrefløj forklarede (uden for citat) forleden, så er afskaffelsen af kongehuset ikke på mange nordmænds liste over prioriteter her og nu.</p><p>”Ikke engang hos republikanerne,” tilføjede den samfundsiagttager med et glimt i øjet.</p><p>Men hvorfor egentlig ikke?</p><p>Den fortsatte popularitet hænger sammen med tre ting, som den finske kongehusekspert <a href=”https://www.hbl.fi/norden/hovreporter-norska-bonusprinsens-dom-paverkar-inte-kungahusets-stallning/” target=”_blank”>Anikka Hällsten forklarer i Hufvudstadsbladet:</a></p><p>”Kong Harald, dronning Sonja og kronprins Haakon.”</p><p>I den brede befolkning findes simpelthen en genuin sympati for de fremtrædende medlemmer af kongefamilien, som har fremstået empatiske, ordentlige og værdige trods de senere års mange møgsager. De indgyder simpelthen respekt.</p><p>Om den nuværende kronprins og kommende konge kan bibeholde dét billede, må tiden vise.</p><p>På den korte bane er spørgsmålet, hvad det kommer til at betyde, at sagen ankes, og at det endelige punktum for både bonusprinsen, ofrene, kongehuset og nationen Norge først kan sættes et sted ude i fremtiden.</p><p>Dernæst handler det om, hvordan kongefamilien skal forholde sig til Marius – både i fængslet og ikke mindst i tiden efter. Med tanke på kronprinsessens alvorlige sygdom vil der givetvis findes et ønske om, at mor og søn får mulighed for at ses. Omvendt er det alfa omega for institutionen kongehuset, at det ikke fremstår som om, Marius Borg Høiby får særbehandling.</p><p>Og på den lange bane er spørgsmålet, hvordan kronprinsparret positionerer sig selv og familien. Lige nu er de selvsagt fuldt optaget – af kronprinsessens sygdom, håndteringen af hendes forbindelser til Jeffrey Epstein og nu også Marius Borg Høibys fængselsstraf. Med tanke på, at kong Harald er 89 år, og både han og dronning Sonja ikke sjældent lægger vejen forbi hospitalet, er tiden til at finde den rette model dog ikke uendelig. For nu at sige det mildt.</p>

<p>En 34-årig mand anklaget for forsøg på spionage havde fredag første dag i retten ved Stockholms tingsrätt.</p><p>Det skriver det svenske nyhedsbureau TT.</p><p>Manden, som mellem 2018 og 2020 har været ansat som it-konsulent i Forsvaret i Sverige, er mistænkt for forsøg på spionage i landet for Ruslands regering.</p><p>I retten mandag nægtede han sig skyldig. Han protesterede ligeledes mod rettens beslutning om at behandle sagen bag lukkede døre på grund af sagens sensitive emner.</p><p>Anklager Mats Ljungqvist forklarede ifølge AFP beslutningen med, at det er en “unik” sag i Sverige, der pålægger særlige krav til både parterne og retten.</p><p>Beviserne i sagen inkluderer skrevne udvekslinger mellem den anklagede og russiske efterretningstjenester, hvori manden lægger vægt på sin militærprofil.</p><p>Manden blev anholdt i januar, efter en sikkerhedsvagt ved Forsvarets radioanstalt ringede til politiet og sagde, at han i flere dage var blevet forfulgt af manden. Det skriver SVT.</p><p>I retten fortæller anklager Mats Ljungqvist, at manden er anklaget for at have forsøgt at videregive hemmelige oplysninger under en rejse til Ruslands hovedstad, Moskva, mellem november og december 2025, skriver AFP.</p><p>Informationerne skulle være forsøgt givet til “navnlig russiske FSB (Ruslands efterretningstjeneste, red.) og GRU (Ruslands militære efterretningstjeneste, red.) i bytte for beskyttelse og et fremtidigt russisk statsborgerskab, siger Ljungqvist ifølge nyhedsbureauet.</p><p>Foruden forsøgene på spionage er den 34-årige mand ifølge SVT ligeledes mistænkt for medvirken til mord i forbindelse med besøget i Moskva.</p><p>Forundersøgelsen i den anklage mod ham er endnu i gang.</p><p>/ritzau/</p>