Sveriges rigsadvokat har afvist, at to tyrkiske mænd, som Tyrkiet mener er terrorister, kan udleveres til Tyrkiet.Det skriver den svenske avis Expressen.Tyrkiet har anklaget de to mænd for at stå i led med den islamistiske Gülen-bevægelse, som fik skylden for et kupforsøg i Tyrkiet i 2016.Sveriges rigsadvokat mener dog ikke, at de to mænd har begået kriminalitet efter svensk lovgivning.Rigsadvokaten finder det derfor ikke nødvendigt med en retssag om, hvorvidt de kan udleveres.Beslutningen kan kaste grus i maskineriet i forbindelse med Sveriges ambitioner om at blive optaget i den vestlige forsvarsalliance Nato.Ruslands invasion af Ukraine fik Sverige og Finland til at genoverveje deres positioner uden for Nato, og i foråret besluttede de sig for at søge om medlemskab af alliancen.Tyrkiet havde dog sine indvendinger over for især Sveriges medlemskab.Tyrkiet mener, at Sverige huser personer, som Tyrkiet har identificeret som terrorister i hjemlandet. Derfor har Tyrkiet krævet, at Sverige udleverer de personer, hvis Tyrkiet skal give dets velsignelse til Sveriges optagelse.5. oktober mødtes de to parter for at forhandle. Her gentog Tyrkiet sit krav om udlevering af personerne.I avisen har Expressen beskrevet de pågældende mænds situation og anklagerne mod dem.Den ene af de to mænd er en tyrkisk mand i 40’erne. Han er varetægtsfængslet in absentia i Tyrkiet, som mener, at han har haft downloadet appen ByLock, som menes at blive brugt at Gülen-bevægelsen. Han skulle ifølge Tyrkiet også have deltaget i bevægelsens møder.Han har fået asyl og permanent opholdstilladelse i Sverige.Den anden er en mand på 45 år. Han er dømt i Tyrkiet for at have downloadet Bylock-appen, men har fået asyl og en treårig opholdstilladelse.Begge mænd nægter at være en del af Gülen-bevægelsen.Rigsadvokaten lægger til grund, at det ikke er ulovligt at have en app på sin telefon i Sverige – heller ikke, hvis appen har forbindelse til en bestemt organisation.Desuden vurderer den, at begge mænd risikerer forfølgelse, hvis de bliver udleveret til Tyrkiet./ritzau/TT

Dina Boluarte er onsdag aften dansk tid blevet taget i ed som midlertidig præsident for Peru, efter at Pedro Castillo blev afsat for posten tidligere på dagen.Det skriver nyhedsbureauet Reuters.Boluarte tiltræder posten efter en politisk højspændt dag, hvor den hidtidige præsident, Pedro Castillo, forsøgte at opløse landets parlament for at undgå at blive stillet for en rigsret.Castillos træk førte i første omgang til stor kritik fra oppositionen, inden ministre begyndte at trække sig fra landets regering.Kritikken gik blandt andet på, at Castillo stod midt i at forsøge at kuppe landet. Han havde kort forinden meddelt, at han ville sammensætte en “undtagelsesregering” og lede landet ved dekret.Blandt andet hans udenrigsminister, Cesar Landa, trak sig med ord om, at Castillo var i gang med at forbryde sig mod landets forfatning.- Jeg fordømmer på det kraftigste dette selv-kup, sagde Landa og tilføjede, at Castillos beslutning var blevet taget med hverken hans viden eller velsignelse.Efter at Castillo var blevet stemt fra posten af landets parlament, delte det peruanske politi billeder af ham fra politistationen. Politiet skrev, at det havde “grebet ind” for at leve op til dets forpligtelser. Politiet omtalte desuden Castillo som “ekspræsident”.Boluarte, som før var vicepræsident, bliver det sydamerikanske lands første kvindelige præsident nogensinde.- Jeg beder om sammenhold i Peru og dialog med de politiske institutioner, siger Boluarte og tilføjer, at hun vil forsøge at sammensætte en regering, der inkluderer partier fra hele det politiske spektrum i landet.Ifølge det franske nyhedsbureau AFP siger Boluarte under en forsamling i parlamentet, at hun “jævnfør Perus forfatning” vil bestride embedet indtil 26. juli 2026. Det er det tidspunkt, hvor Castillos embedsperiode ville være sluttet./ritzau/

Kampen om historien og sandheden udkæmpes ikke kun i fagbøger og dokumentarer, men også i fiktionen. Tag bare spillefilmen “Farha”, der har høstet priser på filmfestivaler, er Jordans Oscar-bud næste år og nu har premiere på Netflix.  Filmen er skrevet og instrueret af Darin J. Sallam og udspiller sig i 1948, hvor Israel blev udråbt som stat, og handler om den palæstinensiske pige Farha, som gemmer sig i et spisekammer, da israelske styrker indtager byen. I den proces bliver en hel familie, heriblandt to små børn og en baby, med fuldt overlæg dræbt af israelerne, og særligt dén scene har fået det officielle Israel til at reagere. Finansminister Avigdor Lieberman udtaler i en pressemeddelelse: “Det er helt vanvittigt, at Netflix vælger at tilbyde en film, hvis eneste ambition er at forsøge at skabe en falsk fremstilling af og en modvilje mod israelske soldater.” Lieberman bakkes op af kulturminister Hili Tropper, der mener, at filmen er fuld af “løgne og bagvaskelse”. Instruktør Sallam er ikke overraskende uenig og har til Arab News fortalt, at historien om virkelighedens Farha er blevet overleveret gennem årtierne, og at den satte sig dybt i hende, da hun hørte den. Derfor måtte hun også lave filmen, som er delvist produceret af svenske Laika Film och Television. Og chefen dér, Andreas Rocksén, har efter den israelske kritik følt sig kaldet til at forsvare filmen. Til SVT Kulturnyheterna siger han: “Det er helt og holdent en fiktionsfortælling, men når dét er sagt, så er overgrebene, som blev begået under fordrivelsen af palæstinenserne, mange, og man kan se filmen som en gestaltning af noget, som faktisk er sket i virkeligheden.” Rocksén kritiserer også finansminister Lieberman og kulturminister Tropper, der ikke bare ønsker “Farha” fjernet fra Netflix, men også mener, at en biograf i den israelske by Jaffa – hvor de fleste indbyggere er palæstinensere – bør tage den af plakaten eller blive frataget dens statsstøtte. Rocksén siger: “Jeg synes, det er skræmmende, at Israel på den måde afviger fra det demokratiske værdigrundlag og synet på ytringsfrihed og kunstnerisk frihed ved at forsøge at straffe dem, som vil vise filmen.” Det afviser den israelske ambassade i Sverige i en mail til Kulturnyheterna. Der er ingen censur i Israel, understreger de, men at der reageres på “Farha”, fordi dens skildring af israelske soldater er “kontraproduktiv og forvrænger historien”. Her er tydeligvis meget på spil for israelerne på den ene side og palæstinenserne på den anden. Men hvor det i kontroversen om “Farha” er israelerne, der er forargede, er det i andre tilfælde palæstinenserne. Som tidligere i år, hvor den israelske tv-serie “Fauda” blev genstand for samme diskussion, blot med omvendt fortegn. Her skrev The Palestinian Campaign for the Academic and Cultural Boycott of Israel for eksempel i en pressemeddelelse: “‘Fauda’ er et anti-arabisk, racistisk israelsk propaganda-redskab, som forherliger Israels krigsforbrydelser mod det palæstinensiske folk.” Hvilket seriens skabere naturligvis afviste. Men også her var diskussionen voldsom. Måske fordi kampen om sandheden og historien i dag først og fremmest udkæmpes i fiktionen. Og særligt på skærme og lærreder, hvor så mange i dag får deres viden og danner deres meninger. Det kan man så begræde. Eller tænke lidt over fiktionens usvækkede styrke i en tid, hvor virkeligheden ellers er dramatisk nok.

Den engelske forfatter Emily Brontës (1818-1848) klassiker ”Stormfulde højder” (1847) er filmatiseret adskillige gange. Så hvorfor ikke skabe en film om kvinden bag romanen, der er en vital del af engelsk højromantik, og som har gjort heden i Yorkshire til et pilgrimsmål for litterært interesserede og andet godtfolk fra hele verden? Det har skuespilleren Frances O’Connor nu gjort med ”Emily”, der er hendes spillefilmsdebut. Det er blevet et ganske vellykket drama, der blander biografiske fakta om Emily og den berømte Brontë-familie med atmosfæren og karaktererne fra ”Stormfulde højder”. Biografi og fiktion spejler således hinanden i skildringen af det mytologiske, litterære miljø og det ikke mindre dramatiske landskab, der er som taget ud af et ekspressivt maleri af John Constable. Det forrevne og forblæste Yorkshire danner klangbund for de lidenskaber, der slippes løs i romanen og bag den i familien Brontë med præstedøtrene Emily, Charlotte, Anne og broderen Branwell. Alle vokser de op med digteriske ambitioner og en trang til at realisere sig selv, der sprænger den givne verden bag præstegårdens tykke mure af sten. Det er en familie præget af længslerne efter frigørelse, men også af savn. Søskendeflokken lever alene med deres far efter moderens alt for tidlige død. I filmens bedste, ja nærmest hypnotiske, scene bliver Emily en slags medium for moderen. Hun hensætter sine søskende i en hypnotisk trance, hvor de ude af sig selv transformeres ind i en forestillingsverden, der ikke er ulig digtningens og inspirationens. ”Emily” fokuserer i lighed med ”Stormfulde højder” på de utilpassede, Emily og broderen Branwell. I filmens biografiske skildring har de samme roller som Cathy og Heathcliff i romanen. Emily med den trodsige lidenskab og broderen med Heathcliffs grænseløshed og lord Byron-lignende mørke i sin sjæl. I et nærmest symbiotisk forhold bliver det ham, der sætter hende fri til at elske – og siden skrive. Søstrene Charlotte og Anne fremstår som de mere dydige, der på faderens bud forsøger at tage en uddannelse frem for at forløse det digteriske talent. Slangen i paradiset bliver – paradoksalt nok – en teolog. Da den ny kapellan kommer til faderens sogn, sker der et skred i den fortolkningsverden og livsform, som har været Brontë-familiens. For kapellanen kan mere end sit Fadervor. Han er en forfører bag sit noble ydre og sin gudshengivenhed. De stormfulde højder i ”Emily” er, da kapellanen og Emily indleder et forhold, der bringer dem ud over familiens legitime rammer og ind i Yorkshires natur, hvor vinden blæser, og regnen falder stundesløs og døber dem til sanselighed. Tematisk skaber filmen i epokens romantiske ånd en modsætning mellem oplysningstidens revolutionære tankefrihed og troens bundne ritualer. Tankefrihed versus tro, passion versus påbud. ”Emily” balancerer effektivt på denne knivsæg, og der skabes betydelig suspense, når hovedkaraktererne forvilder sig ud i de illegitime randzoner, hvor naturen går over optugtelsen – og i videre forstand, hvor inspirationen trumfer den tillærte lærdom. Emily Brontë bliver inkarnationen på den trodsige vilje til at sige Gud (og hans jordiske repræsentant) farvel og have modet til at skabe og fortsætte livet uden hans forsyn. Men uden klichéer bliver heller ikke denne forfatterfilm, lige så lidt som mange andre. Det er svært at skildre vejen til det egentlige, skriveprocessen, der fundamentalt er kedelig at se på. Så i højromantikkens ånd bliver det her det erotiske afkald, og i sidste ende døden, der befordrer den digteriske inspiration. Når den elskede er borte, står skrivepulten tilbage med det hvide papir, og den forladte fylder papiret med alt det savn, som tabet rummer. Lige pludselig foreligger der en roman signeret af Emily Brontë. Instruktøren Frances O’Connor er god til at skildre de tætte, intime relationer, berøringerne i de bølgende græsser og de drivende følelser. Ligesom hun er god til at gestalte de forestillinger, som Emily bærer på og forløser i sin digtning. Naturen tager sig dramatisk ud i Nanu Segals kameravinkler med nøgne klipper og forblæste træer mod horisonten, og gedulgte møder i forladte huse derude, hvor ingen andre end de elskende kommer. Men i et forsøg på at potensere dramaet, skrues der ideligt op for filmens score, og klipningen bliver sært abrupt og manieret. I den altdominerende rolle som Emily er Emma Mackey intens, nærværende og hudløs, men hun skal fremover passe på ikke at ende som skuespilleren Keira Knightley med de kokette trækninger omkring munden. I britisk filmtradition spilles der glimrende i de øvrige bærende roller: Alexandra Dowling som den formanende søster Charlotte, Fionn Whitehead som svirebroderen Branwell, og Oliver Jackson-Cohen som den tvivlrådige kapellan, der for en tid lader Gud tie og glider ind i følelsernes parallelverden. ”Emily” bringer stemningsfuldt beskueren tilbage til romantikken, hvor følelserne blev sluppet fri og er alt for store til at rumme. Emily. Manus og instruktion: Frances O’Connor. Kamera: Nanu Segal. 130 minutter. England 2022. Premiere over hele landet.

Først sidder en lille dreng og leger i en strandkant med en enorm luksusliner liggende på siden i baggrunden. Kort efter sidder drengen under håndvasken i et badeværelse og spiser en plasticskraldespand (det gør han faktisk), mens hans mor betragter ham på afstand. I næste scene kvæler moderen drengen med en hovedpude. Så er vi ligesom i gang. Og det bliver ikke meget mindre spektakulært sidenhen i “Crimes of the Future”. Den 79-årige canadier David Cronenberg har altid haft et udtrykkeligt ønske om at udfordre med sine film. Han har skabt mere polerede fortællinger til et stort publikum med “A History of Violence” og “Eastern Promises”, men han er så afgjort i sit es, når han virkelig giver publikum noget ubehageligt at tygge på. Som i “Crash”, om en håndfuld mennesker, der bliver seksuelt opstemte af biluheld. Eller “Videodrome”, om “fremtidens fjernsyn”, et program hvor folk bliver tortureret og myrdet. I det hele taget har Cronenberg en særlig trang til at molestere menneskekroppe i sine film – ikke som en barnlig provokation, men som en kunstnerisk udfordring. Der er altid en politisk eller social kommentar i spil – altid et ønske om at sætte spørgsmålstegn ved menneskehedens udvikling. Titlen på hans nye film, “Crimes of the Future”, kunne såmænd være overskriften på hele hans mere end 50 år lange virke som filminstruktør. Faktisk har han nu skrevet og instrueret to film (der ikke har noget med hinanden at gøre) med netop den titel. Denne gang er fremtidens menneskekroppe i stand til at udvikle nye organer. Ingen ved, hvilken funktion de har. Eller om de har nogen funktion. Om de er en sygdom. Og så er der performancekunstnere som Saul Tenser (Viggo Mortensen), der skaber shows, hvor hans sidste nye genererede organ bliver fjernet foran publikum. “Kirurgi er det nye sex,” som de siger i “Crimes of the Future”. Og så snitter folk ellers lystigt i hinanden med skarpe stålgenstande, så blodet flyder smukt og sensuelt. Det er alt sammen typisk Cronenberg. Han har bestemt ikke anstrengt sig for at nusse det brede publikum i nakken. Ved filmens verdenspremiere ved årets Cannes Festival hyggede canadieren sig med at fortælle vidt og bredt, at han forventede et ’klak! … klak! … klak!’ under filmen – nærmere bestemt den lyd, det giver, når folk rejser sig fra deres biografsæder og går deres vej. Meget få filminstruktører får lov til at drøne så egenhændigt afsted med en hjemmehæklet kunstnerisk vision i de her dage. Selv svenske Ruben Östlund, der bliver hyldet som en af nutidens originale filmkunstnere, er meget mere bevidst om at please sit publikum, som hans Cannes-vinder “Triangle of Sadness” vidner om. Der er tydeligvis ikke nogen, der har bedt Cronenberg om at skære ned på kompromisløsheden. Det havde muligvis givet “Crimes of the Future” en anden kvalitet, hvis den havde en præcis, papudskåret pointe om menneskehedens mulige fremtid. Men det særlige – og særligt cronenbergske – er så afgjort, at vi bliver kastet ind i en sær mareridtsvision, hvor menneskekroppe bliver til avantgardekunst, og nogle begår kriminalitet for at sikre sig kontrollen med menneskets udvikling. Der er en klassisk 1980’er-fornemmelse over Cronenbergs bodyhorror med lumske multinationale selskaber, syrede fremtidsvisioner, kølig sex og kroppe under forandring. Det er film, som man ikke laver det længere – altså bortset fra Cronenberg, den stædige rad. Også filmens computereffekter ser virkeligt bedagede og kunstige ud, men det er muligvis en pointe. Da Cronenberg sender os på en tur ind i Viggo Mortensens mavesæk, ligner det i hvert fald mere den alsaciske pølseret, choucroute, end et menneskes indvolde. Måske er det en særlig cronenbergsk afart af humor. “Crimes of the Future” er bestemt ikke en film for alle. Og da først den har lanceret sit fremtidsunivers, har den svært ved at finde på nye idéer. Men for dem, der holder af de sjældne film, hvor en kringlet hjerne får lov at lege løs uden nogen form for forbehold, er den et must.                          Crimes of the Future. Instruktion: David Cronenberg. Manus: David Cronenberg. Kamera: Douglas Koch. 107 minutter. Canada/Grækenland/England 2022. Vises i udvalgte biografer.

Utrygheden i jyske landdistrikter stiger i takt med, at der kommer flere ulve i Danmark. Både landmænd og beboere har alt for længe følt sig forbigået af lovgivere, der ikke forstår, hvordan det er at have ulve i baghaven. For når man bor derude, hvor der er lidt længere mellem husene, er det dødubehageligt altid at skulle kigge efter gule øjne i mørket og være bekymret for barnevognen med den lille på terrassen. Sådan skal det ikke være. Derfor er det gode nyheder, at Europa-Parlamentet netop har stemt for et gennemsyn af det såkaldte habitatsdirektiv, der beskytter visse store rovdyr, så vi kan arbejde på at få ændret den totale fredning af ulven. Dengang ulven var en truet dyreart, gav totalfredningen måske mening. Men ulvebestanden er siden 2016 vokset med 30 procent i EU. Det betyder, at der i dag er over 19.000 ulve. Ja, du læste rigtigt. Så mange ulve er der ganske enkelt ikke plads til. Antallet af ulve i Jylland er fordoblet på et år, og her i 2022 er der således registret 30 ulve. Det er derfor også helt afgørende, at vi nu får åbnet for den gamle lovgivning fra 1992 og sørger for, at beskyttelsesniveauet ændres, så det passer til virkeligheden i dag, hvor ulvebestanden er vokset så dramatisk.  Det kan nemlig ikke passe, at vi skal have en lovgivning, der har så vidtrækkende konsekvenser for de mennesker og dyr, der rent faktisk bor og lever i nærheden af ulvene. Det er vi glade for, at Europa-Parlamentet nu har indset og handler på.  Vi kræver, at Europa-Kommissionen nu lytter til flertallet, så vi kan finde en løsning på det presserende og helt urimelige ulveproblem. Det ville også klæde Ministerrådet i EU at træde i karakter nu, hvor muligheden endelig er der. For én ting er helt sikker: Den ældgamle lovgivning skal opdateres, så vi kan få balancen i naturen tilbage. Asger Christensen er medlem af Europa-Parlamentet og Anni Matthiesen er medlem af Folketinget, begge for Venstre.

Det er mildest talt set og hørt før. Altså grundtrækkene i den historie, som DR 2 for tiden fortæller i dokumentarserien ”Klosterets mørke hemmeligheder”. Historien om den karismatiske og beundrede religiøse lederskikkelse, som samler en hengiven tilhængerskare, der overgiver dømmekraft og frihed til lederen i dennes egenskab af guddommeligt talerør og ufejlbarlig autoritet. Det betyder ikke, at lederen så hykler en religiøs overbevisning for at få andre mennesker i sin vold og magt. Nej, de mest overbevisende religiøse lederskikkelser er ofte lige så overbeviste om deres særlige kald og status som deres disciple. I ”Klostrets mørke hemmeligheder” var den religiøse lederskikkelse priorinde og senere abbedisse, Theresa Brenninkmeijer. Som datter af en hovedrig hollandsk og stærkt katolsk familie var hun som 24-årig nonne i 1983 kommet til Cistercienserordenen på Sostrup Slot ved Gjerrild på Djursland. Her udgjorde hun et frisk og ungdommeligt element blandt de aldrende nonner, som drev pensionat og restaurant på klosteret. Som ung var jeg på kursus netop på Sostrup Slot og så en nonne slæbe rundt på en ølkasse. Det var jeg temmelig imponeret over, og jeg fik et tidligt indtryk af, at nonner ikke just er skrøbelige nipsgenstande, men stærke og selvhjulpne kvinder. Det må man også sige, at Moder Theresa levede op til. Efter nogle år blev hun leder af klosteret og formåede som noget ret enestående at tiltrække unge novicer til Sostrup, og kronen på hendes bestræbelser blev bygningen af et imponerende nyt kloster og udnævnelse til abbedisse. Men Moder Theresa var også en streng leder, som krævede disciplin og striks efterlevelse af klosterreglen. Nu kan dét dårligt komme helt bag på den, som vælger klosterlivet, hvor et af de evige løfter netop er lydighed, men ifølge tidligere søstre havde Moder Theresa en foragt for skrøbelighed og for de søstre, som hun ikke kunne kontrollere, fordi de enten var senile eller viljestærke. I 1993 døde en dement søster i klosterhaven, efter at Moder Theresa havde smidt hende ud af kirken, hvor hun udgjorde et forstyrrende element under tidebønnen. Politiet undersøgte senere sagen, som ikke førte til sigtelse, men selvom noget ikke er ulovligt, kan det godt være ukristeligt. Moder Theresa praktiserede også brevcensur og brugte skriftemålet til psykisk kontrol, og en af søstrene bekendte under pres den syndige tanke, ”at Moder Theresa ikke altid havde ret”. Siden blev Moder Theresa afsat, ikke på grund af magtmisbrug, men på grund af ”teologiske uenigheder”, og DR 2 sporede hende til et kloster i Peru, hvor hun igen har titel af abbedisse. Det katolske hierarki gjorde ikke det bedste indtryk i dokumentaren, men forekom temmelig efterladende og fodslæbende forhold til de klager, som gennem årene var indløbet over forholdene på Sostrup. Der er altså noget med magtkritikken, som halter i det foretagende. Jesus holdt sig ellers ikke tilbage på det punkt. Jesper Bacher er sognepræst.

For første gang nogensinde er Marokko blandt de otte bedste lande i verden. Hvordan føles det som dansk-marokkaner? Det er ubeskriveligt stort. Vi var nok 30-40 mennesker samlet til kampen mod Spanien, hvis man tæller børnene med. Jeg sad ved siden af min mor, og jeg har tror aldrig, jeg har fået så mange spørgsmål om fodbold. Det viser, at det ikke kun er fodboldelskere, men alle der står bag det her hold. Min mor fortalte mig, at der i Marokko er storskærme overalt nu. Selv i børnehaverne. Det er fællesskabet, der lige får et boost.  Hvor meget fylder fodbolden i Marokko? Marokko har altid været et fodboldland. Jeg er født i Danmark, men alle mine somre i Marokko i barndommen har vi spillet fodbold på gaden. Der er også en rig fankultur med de smukkeste fodboldsange, som kan minde lidt om “Re-Sepp-ten” fra 1986. Det er blandt andet de marokkanske hymner, som jeg har ladet mig inspirere af til min nye single om fodbold, som hedder “De store mod de små”. Marokko var en spansk koloni indtil 1956. Betyder det noget særligt, at det var Spanien, I vandt over i ottendedelsfinalen? Ja, det betyder helt klart noget særligt. Det er ligesom, når Danmark slår Sverige eller Tyskland. Det er jo ikke længere tid siden, end at forældregenerationen kan huske det. Der er så meget på spil. Det handler om rødder og blod og historie. Og jeg tror da også, at det var derfor, at Tunesien kunne slå Frankrig.  Der har været masser af debat om VM i Qatar. Hvor står du henne i den debat? Jeg synes selvfølgelig, at der skal være styr på menneskerettighederne, og det er fedt, at der har været en masse fokus på migrantarbejderes forhold i Golfen, som skal optimeres. Jeg plejer selv at sige, at jeg er barn af en migrantarbejder, og min far kan fortælle masser af historier om at komme til Europa og leve illegalt på bunden af samfundet, hvor der ikke er noget, der hedder mindsteløn eller sygedage. I forhold til debatten om lgbt-rettigheder vil jeg sige: Det er et muslimsk land, hvor homoseksualitet ikke er tilladt i det åbne. Alle er velkomne, men landet har ikke tradition for, at der skal vises følelser og kysses i det offentlige. Det skal man respektere. Når folk kommer til vores land, vil vi også gerne have, at de respekterer vores love og regler. Det ville være mærkeligt at lave om på landets love og regler og religion, fordi fodbold-VM kommer til byen.  Nu er Danmark røget ud af VM, så det må nøjes med at være et hypotetisk dilemma. Men hvem ville du holde med, hvis Marokko og Danmark tørnede sammen? Uha. Jeg er nok mest på den marokkanske side, fordi begge mine forældre er født i det land. De to lande har vist aldrig mødtes, men jeg ville elske at se den kamp.  Hvad har fodbolden personligt betydet for dig?  Den har betydet meget for mig, som var en genert dreng. Når jeg ser mit fotoalbum igennem, kan jeg se, at jeg har været en del af flere fodboldhold, hvor jeg har fået en masse selvtillid og selvværd. Fodbolden har været en af de grundsten, jeg har kunnet bruge resten af mit liv. Det er kommet bag på mig, hvor meget det har betydet for, at jeg tør stå på en scene. Hvad er dit stærkeste fodboldminde fra barndommen? Da jeg var dreng og begyndte til fodbold, havde jeg de her marokkanske fodboldstøvler, som jeg ikke var så glad for. Jeg ville gerne have Adidas-modellen Copa Mundial i helt sort med de tre hvide streger. Efter at jeg en var aften var blevet puttet i seng, pillede min mor støvlernes gule mærker af, så de fremstod helt sorte. Så tog min far sit retteblæk og lavede tre hvide, lige streger. Jeg stod op næste dag til et par falske Adidas-støvler. Som voksen fandt jeg ud af, at deres kærlighedssprog ikke var at sige, at de elskede mig, men at de gjorde sådan nogle ting for mig. 

Kineserne kan snart begynde at ånde lettet op. I hvert fald har Kinas Nationale Sundhedskommission bekræftet, at en række restriktioner nu bliver skrottet. Det gælder blandt andet massetests, og at folk med ingen eller kun lette symptomer fremover kan nøjes med at isolere sig hjemme i stedet for at blive tvangsindlagt på de forhadte karantænecentre. Den udvikling vækker glæde i hovedstaden – også hos formanden for det danske handelskammer i Beijing, Mathias Boyer, der er opvokset i Kina og har boet der over 20 år. ”De fleste er glade og meget lettede over, at der nu endelig er lys for enden af tunnelen. Der har været mange rygter om det, men denne gang tror folk på, at Kina virkelig er på vej væk fra nultolerance-politikken. Så nu skal vi ikke længere scanne QR-koder med telefonen og vise test, hver gang vi skal ind i et supermarked, en taxa eller ind i en park, og det gør altså livet noget lettere i det daglige,” siger Mathias Boyer og tilføjer, at han er noget overrasket over, at den kinesiske regering har valgt at genåbne så hurtigt, som tilfældet er – det havde han ikke set komme. ”De fleste havde troet på en langsom genåbning, fordi man så kunne nå at justere og rulle tilbage, hvis noget gik galt. Men myndighederne har åbenbart skævet til såvel Taiwan som Hongkong, hvor smittetallene tog et ordentlig hop lige efter genåbningen og derefter dalede til et acceptabelt niveau. Og det er altså det, befolkningen skal indstille sig på – at der kan komme nogle slemme bump på vejen.” Med implementeringen af de nye regler skal Beijings borgere ikke længere stille sig i kø for at blive testet dag ud og dag ind. Nu er det til gengæld andre steder, der begynder at danne sig køer – nemlig foran apotekerne eller butikker, der sælger traditionel kinesisk medicin. Selvom myndighederne har været ude at berolige folk med, at omikron-varianten ikke er så farlig, er mange kinesere stadig bekymrede for at blive meget syge eller i værste fald at dø, hvis de skulle blive smittet. ”Lige nu er der rigtig mange smittede her i Chaoyang-distriktet (i Beijing, red.), og så vil det nok være klogt at sikre sig forsyninger af anti-covid-medicin. I aftes var der rigeligt på hylderne, men nu er der ved at være udsolgt,” siger den 33-årige lærer Zhang til Reuters. Faktisk har der været så meget rift om corona-medicin, at de lokale myndigheder har set sig nødsaget til at mane til besindighed blandt indbyggerne: ”Vær så venlig at gøre indkøbene fornuftige, køb kun ind efter behov og lad være med at hamstre,” stod der at læse i Beijing Evening News. Der er en reel risiko for, at en meget hurtig genåbning, som den der er sat i værk, kan give bagslag i et land som Kina, der nærmest har været lukket for omverdenen de seneste tre år. Befolkningen har været isoleret i en boble med relativt få tilfælde af covid-19, og derfor er der ikke blevet opbygget flokimmunitet som i mange andre lande, hvor man for længst har besluttet at leve med virus. Og nu har den kinesiske regering altså valgt at gå samme vej – trods de åbenlyse risici. ”Modsat mange vestlige kommentatorer tror jeg egentlig ikke, at det er den seneste tids protester, der har været udslagsgivende for regeringens beslutning. Der er næppe nogen tvivl om, at det har gjort indtryk, at folk vovede at gå på gaden og lufte deres utilfredshed. Men jeg tror stadig hovedårsagen til en kommende genåbning er landets skrantende økonomi, for den er simpelthen nødt til at komme op i gear igen,” lyder vurderingen fra Mathias Boyer, der også minder om, at hovedparten af befolkningen bakker op om regeringens håndtering af pandemien, eftersom Kinas corona-relaterede dødsfald officielt stadig kun tæller lidt over 5000. ”Men det er klart, at de næste tre måneder kan blive meget mørke, hvis det går helt amok med et markant antal smittede og omkomne. Så ligesom de fleste kinesere håber jeg bare på, at vi kan ride stormen af og komme ud på den anden side.”

Respektløsheden over for demokratiet og ønsket om at omstyrte samfundet kommer ikke kun fra de voldelige amerikanere, som for knap to år siden stormede USA’s kongres. I en af Tysklands største antiterroraktioner nogensinde har tysk politi hindret et højreekstremistisk terrornetværk i at forsøge sig med et lignende kup mod den tyske forbundsregering og stat.  Tidligt onsdag morgen deltog 3000 tyske politibetjente i razziaer i knap 150 lejligheder og bygninger i 11 af de 16 tyske delstater. Mindst 25 personer ud af 51 mistænkte var onsdag blevet anholdt, herunder også i Østrig og Italien.  Razziaen blotlægger en “afgrund af terrortrusler”, sagde Tysklands socialdemokratiske indenrigsminister, Nancy Faeser, i Berlin onsdag. “Den formodede terrorsammenslutning, der blev afsløret i dag, er – ifølge efterforskningen – drevet af voldelige omstyrtelsesfantasier og konspirationsideologier,” sagde hun.  Ønskede ny regering og hær Blandt de hovedmistænkte er adelsmanden Heinrich XIII, prins Reuss, et tidligere medlem af Forbundsdagen for det højrenationale parti Alternativ for Tyskland (AfD) og tidligere soldater fra forbundshæren, skriver tyske medier. Den føderale anklagemyndighed siger ifølge flere medier, at gruppen havde planlagt et voldeligt kup siden november 2021, som tilsyneladende skulle kulminere i et statskup. De mistænkte ønskede at indsætte en ny regering og en ny hær. Den videre efterforskning vil vise, hvor fremskredne planerne om at vælte den tyske stat var, sagde indenrigsminister Faeser og takkede de involverede beredskabsstyrker for den “farefulde indsats for at beskytte vores demokrati”. Den højreorienterede celle er ifølge efterforskerne særligt farlig, fordi den tæller tidligere officerer fra specialenheder i forbundshæren, skriver avisen Süddeutsche Zeitung. Ved anholdelsen af mindst to mistænkte blev det føderale politis specialenhed tilkaldt, fordi man havde mistanke om, at de mistænkte havde skydevåben. Blandt de mistænkte er personer fra den såkaldte Reichsbürger-bevægelse, som ikke anerkender den tyske forbundsrepublik, har højreekstreme og antisemitiske holdninger og lever i en parallelverden med egne id-kort. Mens Tyskland i 2016 anslog, at bevægelsen havde omkring 1000 tilhængere, taler den tyske efterretningstjeneste nu om 21.000. De mistænkte skal have lagt planer om et kup siden november 2021, og forberedelserne har omfattet anskaffelse af udstyr og skydeøvelser.  “Generelt er det en gruppe med stærke fremmedfjendske, socialkonservative, antidemokratiske og illiberale forestillinger,” siger Bernhard Blumenau fra center for studier i terror og politisk vold ved St Andrews Universitet i Skotland. “De udgør bestemt en risiko for terrorangreb mod infrastruktur eller enkeltpersoner. Men der var og er ingen egentlig trussel mod den tyske stat eller det tyske samfund som sådan,” siger han. Beslægtet med alt-right Reichsbürger-bevægelsen i Tyskland er beslægtet med den amerikanske alt-right-bevægelse (alternativ højre) og kan sammenlignes med de cirka 2000 tilhængere af den tidligere amerikanske præsident Donald Trump, som i 2021 stormede den amerikanske kongres, vurderer Bernhard Blumenau. “Der er tale om en heterogen og meget løst organiseret bevægelse af mennesker med forskellige ideologier og tanker, som alle befinder sig på den yderste politiske højrefløj, og som ønsker at vælte den nuværende politiske, juridiske og ofte også sociale orden,” siger han. “Alle de involverede personer afviser regeringen og staten, som den eksisterer i dag, og ønsker at opbygge en meget forherliget og ofte historisk udgave af deres stat,” siger han.  Reichsbürger-bevægelsen kan spores tilbage til en højreekstremistisk gruppe, som blev grundlagt i Vestberlin i 1985. Selvom der ikke er tale om nogen egentlig organisation, men individer med løs eller slet ingen tilknytning til hinanden, er tilhængerne fælles om kun at anerkende Det Tyske Kejserriges grænser fra 1871 eller Hitlertysklands grænser fra 1937. Tilhængere bærer ofte våben og har forsøgt at etablere deres eget politi. Mens politikere i mange år primært havde fokuseret på islamistisk terror, fik den tyske offentlighed i 2016 blik for truslen fra den tiltagende voldelige højreekstremisme, da en politibetjent blev skudt og dræbt af en 49-årig mandlig Reichsbürger-tilhænger, da politiet stormede hans hus for at beslaglægge hans våben.  I februar 2020 angreb en bevæbnet gerningsmand to vandpibecaféer i Hanau i den vesttyske delstat Hessen og skød og dræbte ni mennesker, de fleste af tyrkisk afstamning. Angrebet lå i forlængelse af angrebet på en synagoge i tyske Halle i oktober 2019, mordet på den vesttyske politiker Walter Lübcke samme år og den tyske terrorgruppe Nationalsocialistisk Undergrund (NSU’s) drab på ni mennesker med græsk og tyrkisk baggrund i 2000’erne. Den tyske Reichsbürger-bevægelse og alt-right-bevægelsen er del af en større tendens til, at sådanne bevægelser vinder frem på baggrund af den voksende sociale og økonomiske usikkerhed samt virkningerne af pandemien og den økonomiske krise. Disse forhold har historisk set ofte ført til, at de politiske randgrupper får støtte, påpeger Bernhard Blumenau. Efter hans vurdering er der ikke noget usædvanligt ved den tyske yderste højrefløj. Deres politiske repræsentation er meget lille sammenlignet med andre lande, herunder Italien, USA og Frankrig, hvor partier med en højreekstremistisk orientering får flere pladser i parlamenterne. “Tyskland er fortsat et politisk meget stabilt land, og det kan forklare de planer om voldelige omvæltninger, som medlemmer af den yderste højrefløj planlægger. Terrorisme er de svages våben, og det bruges normalt kun, når terroristerne ikke ser nogen anden vej til magten. For Reichsbürger er den eneste mulighed – uden udsigt til at få stemmer nok – at bruge vold for at skræmme samfundet og regeringen til at give efter for deres krav. Stabiliteten i det politiske system og terrorismens historie i Tyskland har lært os, at denne strategi heldigvis ikke fungerer.”