kunsten.nu
- Feed has no items.
Filmmagasinet EKKO
- Ny moms kan få alvorlige konsekvenseron 10. november 2024 at 15:41
Regeringens lovforslag om moms på kunstnerrettigheder vil øge afmatningen på tv-markedet, frygter Copydan og de filmfaglige organisationer. Skatteministeren er i gang med at undersøge konsekvenserne.
- Sexarbejdernes fortaler har et hjerte af guldon 8. november 2024 at 16:03
”Jeg kunne have tilbragt resten af mit liv som stofmisbruger i mine forældres kælder,” siger Sean Baker i et interview med Ekko om Guldpalmevinderen Anora og sin sympati for mennesker på samfundets bund.
- Anders Thomas Jensen vinder pris for folkelighedon 8. november 2024 at 14:28
Skaberen af Blinkende lygter vinder Erik Ballings Særpris ved Nordisk Film Fondens årlige prisuddeling, hvor hovedprisen går til Roja Pakari og hendes gribende dokumentar Min arv bor i dig.
- Politikere chokerede over Filminstitutteton 6. november 2024 at 17:28
”Champagnekoger” og ”forfejlede fantasier” var nogle af skældsordene om Filmtaget på samråd i kulturudvalget, hvor den vikarierende kulturminister kaldte fordyrelsen ”fuldstændigt uacceptabel”.
- Erik Clausen ville skabe et større billedeon 5. november 2024 at 18:38
Instruktøren fra Sydhavnen efterlader ikke bare en generøs arv af farverige film. Han satte også en dagsorden, som dansk film bør forfølge i langt højere grad end tidligere.
- Dyrholm og Sonne dyster om europæisk prison 5. november 2024 at 11:39
Både Trine Dyrholm og Vic Carmen Sonne er nomineret for deres spil i Pigen med nålen, men filmen taber et skridt i kampen for Oscar-nominering.
- Bodil indfører kønsneutrale priseron 5. november 2024 at 9:09
Danske Filmkritikere slår priser til mandlige og kvindelige skuespillere sammen og indfører ny pris for bedste ensemble.
- Erik Clausens manifeston 1. november 2024 at 15:02
I 2009 bad vi Erik Clausen skrive om sine forliste filmprojekter. Det blev til et forrygende essay om forløjede kunstnermyter, angsten for det banale og kampen at få puttet en smule ånd ind i det mekaniske medie kaldet film.
- Her er Danmarks bedste streamingserier og -filmon 31. oktober 2024 at 14:23
I den første undersøgelse af sin art har Ekko regnet sig frem til de ti mest succesfulde danske serier og film på internationale streamingtjenester. Er dine favoritter med?
- Populære danske spionbøger skal filmatisereson 31. oktober 2024 at 13:08
Produktionsselskabet Miso Film har købt rettighederne til Tobias Bukkehaves trilogi om FE-agenten Tom Cortzen.
Kunstkritikk
- ‘The role of the artist is to show the bottom of the ocean’by Mariann Enge on 7. november 2024 at 9:09
Palestinian artist and film director Kamal Aljafari visits Oslo today for the opening of his retrospective at Kunstnernes Hus. The post ‘The role of the artist is to show the bottom of the ocean’ appeared first on Kunstkritikk.
- – Kunstnerens rolle er å vise bunnen av havetby Mariann Enge on 7. november 2024 at 9:08
Den palestinske kunstneren og filmregissøren Kamal Aljafari besøker Oslo i dag, i forbindelse med åpningen av en retrospektiv utstilling på Kunstnernes Hus. The post – Kunstnerens rolle er å vise bunnen av havet appeared first on Kunstkritikk.
- Leret som vilje og forestillingby Pernille Albrethsen on 6. november 2024 at 10:26
Peter Wächtler viser lige nu en masse nyt arbejde på Simian, og det ligner at tilfældet har rådet på måder, der gør udstillingen til mere end bare værker. The post Leret som vilje og forestilling appeared first on Kunstkritikk.
- Så mye jeg ville ha sagtby Mariann Enge on 5. november 2024 at 13:56
Utstillingen med palestinske kunstnere på Nitja er også en praktisk øvelse i forskyvningen av definisjonsmakt. The post Så mye jeg ville ha sagt appeared first on Kunstkritikk.
- En glimt av världen som den borde varaby Frans Josef Petersson on 5. november 2024 at 10:26
Sam Pulitzers utställning på nya Stockholmsgalleriet Antics har en frisk doft av äppelträd i blom. The post En glimt av världen som den borde vara appeared first on Kunstkritikk.
- Museum til en ny tidby Pernille Albrethsen on 4. november 2024 at 11:29
Warszawas museum for moderne kunst var allerede en respekteret institution. Genåbningen i ny bygning efterlader ingen tvivl. Dette er et af Europas topmuseer. The post Museum til en ny tid appeared first on Kunstkritikk.
- A Museum for a New Eraby Pernille Albrethsen on 4. november 2024 at 11:29
Warsaw’s Museum of Modern Art was already a respected institution. The reopening in a new building leaves no doubt that it is one of Europe’s top museums. The post A Museum for a New Era appeared first on Kunstkritikk.
- Antiseptisk metodeby Stian Gabrielsen on 1. november 2024 at 12:08
Between Rivers på Astrup Fearnley Museet er en i overkant steril utstilling om forholdet mellom mennesker og elver. The post Antiseptisk metode appeared first on Kunstkritikk.
- Tillbaka till samtidenby Frans Josef Petersson on 30. oktober 2024 at 11:47
Curatorn för GIBCA 13, Christina Lehnert, lovar att ta sig an vår tid utan omvägar. The post Tillbaka till samtiden appeared first on Kunstkritikk.
- Extremely Contemporaryby Frans Josef Petersson on 30. oktober 2024 at 11:44
As curator of GIBCA 13, Christina Lehnert promises to confront the present head-on. The post Extremely Contemporary appeared first on Kunstkritikk.
- Malerier med tannverkby Stian Gabrielsen on 29. oktober 2024 at 10:16
Gjennom elegant bruk av visuelle metaforer nærmer Naeun Kangs beskjedne utstilling på Centralbanken seg følelsene det er vanskelig å snakke om. The post Malerier med tannverk appeared first on Kunstkritikk.
- Innsamlingsfest for Kunstnernes Husby Stian Gabrielsen on 28. oktober 2024 at 11:27
– Deler av arkitekturen støttes bokstavelig talt av påler for at den ikke skal klappe sammen, forteller styreleder Pedro Gómez-Egaña. The post Innsamlingsfest for Kunstnernes Hus appeared first on Kunstkritikk.
- Den samtida romantikenby Frans Josef Petersson on 25. oktober 2024 at 13:25
På Nationalmuseum återföds konsten som konst i varsam dialog med det förflutna. The post Den samtida romantiken appeared first on Kunstkritikk.
- Contemporary Romanticby Frans Josef Petersson on 25. oktober 2024 at 13:25
At the National Museum in Stockholm, art is reborn as art in enlightened dialogue with the past. The post Contemporary Romantic appeared first on Kunstkritikk.
- Der uglene lyserby Mariann Enge on 24. oktober 2024 at 11:38
Oscar Eriksson Furunes’ utstilling i Trondheim er et betimelig dykk ned i arkivene for å vise nødvendigheten av å for helvete få lov til å være i fred. The post Der uglene lyser appeared first on Kunstkritikk.
- PG-13by Stian Gabrielsen on 24. oktober 2024 at 9:07
Constance Tenvik’s interpretation of Greek antiquity at the Munch Museum in Oslo substitutes sexual and violent excesses for burlesque games. The post PG-13 appeared first on Kunstkritikk.
- Den glemte billedkunstprisby Pernille Albrethsen on 23. oktober 2024 at 14:18
Nordisk Råd uddeler priser til film, musik og litteratur, men ikke til billedkunst. Fagforbund i hele Norden opfordrer til, at billedkunsten også hædres. The post Den glemte billedkunstpris appeared first on Kunstkritikk.
- Jordbundenby Stian Gabrielsen on 23. oktober 2024 at 12:40
Eline McGeorge hengir seg til observasjoner av en døende natur på Kunstnerforbundet og Femtensesse i Oslo. The post Jordbunden appeared first on Kunstkritikk.
- Paris Art Week Reportby Frans Josef Petersson on 23. oktober 2024 at 9:33
Fresh 90s nonchalance at Paris Internationale and Martine Syms at Lafayette Anticipations. The post Paris Art Week Report appeared first on Kunstkritikk.
- Cirkus Minujínby Pernille Albrethsen on 23. oktober 2024 at 6:26
En argentisk avantgardekunstner i København er lige den udstilling, vi ikke vidste, vi savnede. The post Cirkus Minujín appeared first on Kunstkritikk.
VINK
- Feed has no items.
Kulturmagasinet.dk
- Feed has no items.
ATLAS
- Feed has no items.
kukua.dk
- Galleri Maria Friis søger praktikantby metha_1 on 7. november 2024 at 12:10
Galleri Maria Friis søger en praktikant til udstillingsrelaterede opgaver i galleriet. Du kan være studerende eller færdiguddannet. Galleri Maria Friis er beliggende i indre København og har på kun 2 år udmærket sig på den københavnske kunstscene. Galleriet har siden sin opstart fastholdt ambitionen om at facilitere et rum og skabe udstillinger for oversete kunstnere. … Læs videre “Galleri Maria Friis søger praktikant”
- TO MOVE AND BE MOVED – Afsluttende symposium med Diya Vij, Adam Khalil, Mathias Danbolt og Trude Schjelderup Iversenby koes museum for kunst i det offentlige rum on 7. november 2024 at 11:11
Rethinking How, Why and for Whom Art in Public Spaces is made Fredag 15. november kl. 16-18.45 Som afrunding på Iván Argotes soloudstilling TO MOVE AND BE MOVED, er KØS stolte af at præsentere et symposium med fire fremtrædende internationale navne inden for kunst, kuratering, akademia og kulturel forvaltning; Diya Vij, Adam Khalil, Mathias Danbolt og Trude Schjelderup Iversen. … Læs videre “TO MOVE AND BE MOVED – Afsluttende symposium med Diya Vij, Adam Khalil, Mathias Danbolt og Trude Schjelderup Iversen”
- Copenhagen Photo Festival is welcoming proposals for VÆKSTby exhibitions on 30. oktober 2024 at 9:55
– The new programme at our Exhibition Park Copenhagen Photo Festival is launching a new programme for creatives at the Exhibition Park at Refshaleøen in 2025. With the new initiative VÆKST we want to encourage cross-disciplinary engagement with photography at this festival venue in June 2025. The call for ‘VÆKST creatives’ is open from the … Læs videre “Copenhagen Photo Festival is welcoming proposals for VÆKST”
- O – Overgaden søger to praktikanter til forårssemestret 2025by Overgaden_ on 24. oktober 2024 at 12:41
Bliv en del af kunsthallen O – Overgaden i et studierelateret praktikforløb med fokus på kuratering og kommunikation O – Overgaden Institut for Samtidskunst, der ligger unikt i tidligere industrilokaler ved Christianshavns kanal, præsenterer årligt omkring otte store udstillinger samt en lang række kunstnersamtaler, performances, filmvisninger og debatter med fokus på at udbrede kendskabet til … Læs videre “O – Overgaden søger to praktikanter til forårssemestret 2025”
- Kunsthal Charlottenborg søger praktikant til foråret 2025by ak on 10. oktober 2024 at 12:47
Kunsthal Charlottenborg søger en praktikant til en studierelateret praktik med start i februar 2025. Kunsthal Charlottenborg ligger centralt placeret mellem Kongens Nytorv og Nyhavn, og er et af de største og smukkeste udstillingssteder for international samtidskunst i Europa. Kunsthal Charlottenborg, der er en del af Det Kongelige Danske Kunstakademis Billedkunstskoler, har omkring 100.000 besøgende årligt … Læs videre “Kunsthal Charlottenborg søger praktikant til foråret 2025”
- Omvisere/undervisere søges til Ordrupgaardby Ordrupgaard on 3. oktober 2024 at 19:41
Interesserer du dig for formidling af kunst, og kunne du tænke dig at arbejde på et af landets smukkeste museer? Ordrupgaard, beliggende kun 10 km nord for København, søger lige nu kunst-og kulturinteresserede studerende til museets korps af dygtige undervisere og omvisere, der varetager den mundtlige formidling til gæster i alle aldre. Ansøgningsfristen er søndag … Læs videre “Omvisere/undervisere søges til Ordrupgaard”
- Arrangement på Glyptoteket: Kærlighed og begær i Middelhavets oldtidby Glyptoteket on 2. oktober 2024 at 12:48
Torsdag 7. november kl. 19.00-20.20 Kom med, når Glyptoteket inviterer til en stjernespækket aften, hvor kærlighed og erotik fra oldtidens Middelhav vækkes til live gennem poesi og musik. Oplev en sanselig opdagelsesrejse med lidenskabelige kvindestemmer fra Mesopotamien og Egypten samt lyriske vers om kærlighedens kvaler og glæder fra Hellas og Rom. Aftenen byder på oplæsninger … Læs videre “Arrangement på Glyptoteket: Kærlighed og begær i Middelhavets oldtid”
- Galleriassistent med flair for salg, formidling, PR og sociale medierby Gallery Poulsen on 27. september 2024 at 11:00
Har du en sælger gemt i dig? Skriver du fængende, levende pressetekster? Har du et skarpt æstetisk blik og lysten til at præge den visuelle identitet i et galleri med en international profil? Gallery Poulsen søger en galleriassistent med tiltrædelse snarest muligt, senest 1. november 2024.Assistenten bliver en del af galleriets daglige gang med ansvar … Læs videre “Galleriassistent med flair for salg, formidling, PR og sociale medier”
- Kommende arrangementer på Københavns Hovedbibliotek – OKTOBERby Morten Helmstedt on 22. september 2024 at 16:42
Læs mere: Arrangementer: https://bibliotek.kk.dk/arrangementer?q=/arrangementer%3Fq%3D/arrangementer%3Ff%5B0%5D%3Devent_categories%3A28&f%5B0%5D=event_categories%3A29&f%5B1%5D=filial%3A230 Skriveworkshops: https://bibliotek.kk.dk/arrangementer?q=/arrangementer%3Ff%5B0%5D%3Devent_categories%3A28&f%5B0%5D=event_categories%3A28&f%5B1%5D=filial%3A230 Arrangementer: https://bibliotek.kk.dk/arrangementer?q=/arrangementer%3Fq%3D/arrangementer%3Ff%5B0%5D%3Devent_categories%3A28&f%5B0%5D=event_categories%3A29&f%5B1%5D=filial%3A230 Skriveworkshops: https://bibliotek.kk.dk/arrangementer?q=/arrangementer%3Ff%5B0%5D%3Devent_categories%3A28&f%5B0%5D=event_categories%3A28&f%5B1%5D=filial%3A230
- ”Turmoil of Midst” – en udstilling på Breaking platformen hos Fotografisk Centerby Fotografisk Center on 17. september 2024 at 15:04
Breaking er en udstillingsplatform, hvor der vises skiftende udstillinger med danske og nordiske upcoming kunstnere, der på forskellig vis arbejder med det fotografiske medie. Nu er platformen aktuel med dialogudstillingen Turmoil of Midst, på dansk ”kaos i midten”, som går helt tæt på, hvilke konsekvenser der gør sig gældende for ofre af krige, og er baseret på … Læs videre “”Turmoil of Midst” – en udstilling på Breaking platformen hos Fotografisk Center”
Berlingske Kultur
- Han troede, han var flygtet fra hadet. Men i den svenske asylbolig var »beskidte bøsser« heller ikke acceptereton 10. november 2024 at 20:12
Første gang han fortalte nogen, at hans kærlighed var rettet mod mænd, fik Khaled Alesmael en lussing. Det var hans bror, der førte hånden. De var stadig børn begge to. Khaled Alesmael havde fortalt, at han kunne få lyst til at kysse sin lærer med det store fuldskæg og de brune øjne. Det forstod broren ikke. Han var ikke vred, nærmere chokeret. Han syntes, det var forkert. Siden har Khaled Alesmael flere gange forstået tydeligt, at verden omkring ham ikke forstår hans seksualitet. Både i hans opvækst og universitetstid i Syrien, hans tid som asylansøger i Sverige og i hans tilværelse som journalist og forfatter i London i dag. På en café rundt om hjørnet fra Rådhuspladsen møder Berlingske Khaled Alesmael til et interview om hans ophav. Han drikker flat white på havremælk og griner ofte så højt, at det overdøver kaffemaskinen bag ham. Men der er også ting, han ikke griner af. For eksempel de nylige tal fra Jyllands-Posten, der viser, at et flertal af danske muslimer ikke ville acceptere, hvis deres barn levede i et åbent homoseksuelt forhold. »Det er nedslående at høre om,« siger Khaled Alesmael, men han er ikke overrasket. »Jeg kan godt forstå, hvorfor de tænker, som de gør. Jeg kommer fra det regime, der har været med til at forme deres tanker om homoseksuelle,« siger Khaled Alesmael. Alligevel har han en fuldkommen tro på, at forståelse venter forude. At selv dybt religiøse miljøer kan rumme sådan en som ham. I en vaskekælder i det sydlige Sverige nedfældede han på væggen et bud på hvordan. Svedige saunaklubber Det var i en asylbolig i Göteborg, han begyndte at skrive på sin debutroman, der bærer titlen »Selamlik«. Selamlik er arabisk og betyder et palads reserveret til mænd. Et maskulint fællesskab, der kan tage form som tyrkiske bade, saunaklubber, men i Khaled Alesmaels roman om den unge homoseksuelle mand Furat indebærer det også en hel del hede seksuelle eskapader. Med detaljer så udpenslende, at kropsvæskerne nærmest driver ned ad siderne. »Jeg besluttede mig fra start for, at jeg ikke ville skrive en genert bog. Jeg ville gerne konfrontere omverdenen med det liv, der foregik under jorden, og som alt for tit bliver skrevet ud af historien om Syrien og krigen,« siger Khaled Alesmael. Men romanen handler også om en ung mand, der gemmer på sig selv af frygt for sit liv. Romanen har han skrevet på sit modersmål, arabisk, men af frygt for den arabisksprogede verdens reaktion på indholdet er den endnu ikke udkommet på originalsproget. Den udkom til gengæld på dansk i begyndelsen af september, og den forgangne weekend gæstede han Bogforum for at tale om at være queer på arabisk. Homoseksuel i Syrien I hans hjem kunne han også være helt sig selv. »Min mor elsker at danse og synge. Vi købte altid kendismagasiner i Syrien, som vi læste og diskuterede med mine fire søstre. Huset, jeg er opvokset i, var altid fuld af makeup og store kjoler,« fortæller han. Han er vokset op uden sin far, og da han mange år senere sprang ud over for den resterende familie, var der ingen overraskelse at spore. Alligevel havde Khaled Alesmael ikke turdet sige det, da de boede i Syrien. Uden for hjemmets trygge farverige rammer lagde Khaled Alesmael låg på sine feminine gestikulationer og hang til farverigt tøj. Khaled Alesmael fortæller, at man risikerede at blive truet og afpresset af politiet. Homoseksualitet er forbudt og kan give op til tre år i fængsel. Og så gik der historier om offentlige henrettelser og steninger. Han var ikke kun bange på sine egne vegne, men også bekymret for, hvad det kunne betyde for hans nærmeste, hvis han sprang ud. »Hvad hvis min mor ville blive mobbet af andre kvinder, eller mine søstre ikke kunne blive gift?« siger han. »Heteroseksuelle har ofte svært ved at forstå, hvordan noget kan være homofobi, når det ikke er at blive banket på gaden. Hvad med mine følelser,« siger han og uddyber: »Kærlighed, følelser, had, knuste hjerter. Det havde alt sammen noget med den hemmelige side af mig at gøre, og den kunne jeg ikke dele.« På universitetet mødte han første gang et fællesskab af ligesindede. Andre queers (kønsidentitet eller seksualitet, der ligger uden for den heteroseksuelle norm, red.), som også lagde bånd på sig selv i det offentlige rum. Men Khaled Alesmael så sig selv i dem alligevel. »Jeg så for første gang mænd, der bevægede sig som mig, udtalte ordene ligesom mig. Ligheder. Homoseksualitet er også en spejling af hinanden.« Det var som at åbne porten til en kultur under jorden, fortæller Khaled Alesmael. De barer, der spillede en særlig slags musik, en af hans medstuderende kendte en saunaklub forbeholdt mænd, hvor man kunne udfolde sig frit. »Hver gang jeg forlod det fællesskab, havde jeg en følelse af at tage en elevator op til et andet liv.« Skriften på væggen Men diskriminationen forsvandt ikke, idet han flygtede fra Syriens borgerkrig og landets kludetæppe af forskellige religioner udgjort overvejende af muslimer og flere kristne grene. Jyllands-Posten og analysefirmaet Wilke lavede i oktober en holdningsundersøgelse blandt herboende muslimer, hvor 59 procent svarede, at de ikke ville acceptere, hvis deres barn levede i et åbent homoseksuelt forhold. Men det er ikke religion, der er kernen i problemet. Ikke prædikanterne, ikke Gud, i udgangspunktet heller ikke andre troende, fortæller Khaled Alesmael. »Religion forhindrede mig ikke i at være mig selv. Det gjorde skam. Syrien er et mangfoldigt kludetæppe, og jeg ønsker ikke at henvise til nogen specifik religion,« siger han og tilføjer: »Det er hjerteskærende, men jeg har virkelig håb for, at de 40 procent kan hjælpe resten på vej.« Mange fra Syrien kommer til den vestlige verden og har svært ved at omstille sig til et andet system, fordi de er opflasket med et diktatorisk regime, fortæller Khaled Alesmael. »Det sidder stadig i dem, at man kan blive straffet for at være homoseksuel. Der er ingen, der ønsker det hverken for sig selv eller for deres børn. Det er skammen og frygten, som sidder i dem. Ikke deres tro,« siger han og uddyber: »Jeg er selv fra et traditionelt, men moderat religiøst hjem, det er der mange, der er, men regimet og systemet er så svært at ændre på.« Selvom »Selamlik« er hovedpersonen Furats historie, er der dog én konkret episode, Khaled Alesmael gerne står ved som sin egen. I asylboligen i Göteborg var opgangens andre mænd i samme båd. De var flygtet fra Syriens borgerkrig og ankommet til et fremmed land med rygsække, der kun indeholdt deres sparsomme ejendele og traumer fra krigen. Men Khaled Alesmael skilte sig ud fra dem på et punkt, og det var kun ham selv, der mærkede det. Når de andre mænd drak dampende te og røg cigaretter om spisebordet, fordømte de mænd, der elsker andre mænd. De udtrykte ligefrem sympati med det syriske regime, der stener homoseksuelle og kaster dem ud fra høje bygninger. Omkring bordet blev de kaldt »syndere« og »beskidte bøsser«. Men selv her insisterer Khaled Alesmael på, at der er tale om mangel på oplysning. Ikke ondskab. Derfor havde han også lyst til at lære dem noget. Hjælpe forståelsen på vej. Han stod tidligt op en morgen og begav sig ned i asylboligens vaskekælder med en pen. På væggen skrev han, hvad han havde på hjerte: »Homoseksuelle mennesker er ligesom jer. Homoseksualitet er en seksualitet og ikke en sygdom … Lad os sprede kærlighed.« Alle i opgangen besøgte vaskekælderen. Khaled Alesmael ville være sikker på, at de så det. »Og der var ikke nogen, der fjernede det. Jeg boede der altså i flere måneder efterfølgende, og ingen så meget som forsøgte at slette det,« siger han. Stemplet som queer Når Khaled Alesmael vender blikket mod venstre, kommer et stempel på hans hals til syne. »LGBTQ Nation« står der. »Det er min nationalitet,« forklarer han. Han har tabt overblikket over, hvor mange gange hans skæbne er blevet afgjort af et stempel med de rigtige informationer. Derfor har han selv valgt dette mærkat. »Jeg har kæmpet med stempler, hver gang jeg som flygtning har krydset grænser. Selvom jeg i dag har permanent opholdstilladelse, udløser det stadig frygt i mig, når jeg er i lufthavnen og skal vise mine papirer,« siger Khaled Alesmael. »Selamlik« findes i skrivende stund på svensk, dansk og engelsk. Til januar udkommer den på arabisk for første gang, selvom det egentlig er sådan, Khaled Alesmael skrev den første gang. Den kommer i boghandlere i London, hvor han håber, det arabisktalende publikum vil tage imod den og lære om den verden, der findes lige neden under regimet af skam, misforståelser og fordomme.
- For 100 år siden blev alle bedt om at skynde sig forbi udstillingen – værkerne er stadig helt suveræneon 10. november 2024 at 19:08
Sorg, død og ulykke er flyttet ind på SMK. Men også solidaritet og kamp for en bedre verden. Det er tyske Käthe Kollwitz (1867-1945), der har indtaget museets østlige særudstillingslokaler, og selv om det, der vises, næsten udelukkende er sort/hvid grafik i ret små formater, er det umuligt at gå udstillingen nok så hurtigt igennem uden at blive ramt, uden selv at mærke sorgens og fortvivlelsens tilstedeværelse. Kollwitz har nærmest status af nationalkunstner i Tyskland. Pladser, veje og gader er opkaldt efter hende, og både hendes værk og hendes ansigt er kendt af langt de fleste. At se verden i øjnene Hun stirrer ud på os med sit skeptiske blik, og man fornemmer tydeligt, at hun har set mere af livet, end hun egentlig har brudt sig om. Billedernes voldsomme udtrykskraft og figurernes sammenknugede fornemmelse af klump gør, at Käthe Kollwitz ofte bliver kaldt ekspressionist, men det var hun egentlig ikke. Hun var en hel generation ældre end den tyske ekspressionismes grundlæggere, og hendes billedverden er langt mere i familie med naturalismen og symbolismen, samtidig med at den rummer mere end et stænk af jugendstil, hvis man kigger godt efter. Kollwitz blev født Käthe Schmidt i Königsberg i 1867. Hendes far, Karl, havde egentlig studeret jura, men på grund af sine »liberale anskuelser« kunne han ikke få nogen stilling i det konservative Preussen, så han ernærede sig i stedet som murermester. Käthe var et begavet barn, og faderen støttede hendes tegnetalent, fra hun var ganske ung. Hun blev sendt til tegneundervisning allerede som 12-årig og tilbragte senere et par år på de kunstakademier i Berlin og München, der havde klasser for kvinder – hvilket var helt usædvanligt på den tid. I 1891 giftede hun sig med lægen Karl Kollwitz, og sammen slog de sig ned i Berlins fattigkvarter Prenzlauer Berg, hvor Karl arbejdede som læge for de ubemidlede. Det var for tiden usædvanligt, at både hendes far og hendes mand (der i øvrigt begge hed Karl) var helt med på, at Käthe skulle forfølge en karriere som selvstændig kunstner. De miljøer, hun færdedes i fra ungdommens tid, var prægede af frisindede og socialt engagerede tanker, så det var naturligt, at Käthe Kollwitz tidligt begyndte at arbejde med en billedverden, der tematiserede fattigdommens fornedrelse, som hun så rigeligt af gennem sin mands arbejde. Et tilgængeligt medium Hun valgte tidligt udelukkende at arbejde med grafik – både fordi det var her, hendes talent lå, og fordi det var et mere tilgængeligt, mere jævnt medium end det fornemme oliemaleri. Hendes gennembrudsværker var grafiske serier, der i et næsten filmisk sprog fortæller om arbejder- og bondeopstande i den tyske historie. Voldsomt dramatiske raderinger med kamp, krig, død og ødelæggelse. En billedverden, det er svært at få til at rime med den stortyske stats gründertid, men det er, som om der har været en seerkraft i Käthe Kollwitz’ værk. Som om hun helt fra begyndelsen har vidst, at hun ville blive vidne til to verdenskrige og til de ufattelige lidelser, de bragte med sig. Lidelsen ramte hende personligt, da hun mistede sin 18 år gamle søn i et af de første store slag i Flandern under Første Verdenskrig. Hun havde støttet sønnen, Peter, i hans ønske om at melde sig frivilligt, og den dårlige samvittighed over dét valg plagede hende resten af livet. Hendes inderlige, desperate tegninger og træsnit vendt mod krig af enhver slags vidner om det enorme tab, hun følte. I Weimarrepublikkens tid efter Første Verdenskrig kom hun tættere på de unge ekspressionister, og hendes værker antog også en skarpere, mere grafisk, mere abstrakt stil. Hun blev udnævnt til professor ved det prøjsiske kunstakademi og blev i det hele taget anset for en central, uomgængelig kunstner i tiden. Hendes pacifisme og sociale sindelag bragte hende i kontakt med de mere radikale miljøer, men selvom hun lavede et grafisk mindeblad for Karl Liebknecht efter Spartakus-opstanden i 1919, forblev hun en ganske almindelig, omend socialt sindet kunstner. Hendes holdninger gjorde hende naturligvis upopulær hos nazisterne, og da de kom til magten, mistede hun sin stilling ved kunstakademiet og fik i øvrigt udstillingsforbud. Hun døde som 77-årig i april 1945 – to uger før afslutningen på Anden Verdenskrig. Blev vist i Danmark SMK er stolt over, at museets udstilling er den første større samlede udstilling af Käthe Kollwitz’ værker her i landet, men faktisk viste den københavnske kunsthandler Hans Frandsen allerede i 1915 i sit galleri på hjørnet af Nørregade og Skindergade en større udstilling af hendes grafiske blade. Siden blev hun udstillet ved adskillige lejligheder og blev også interesseret modtaget i den danske presse. Mange af tidens avantgardister fandt hendes stil og hele det inderlige arbejdsfelt, hun bevægede sig i, alt for gammeldags og bundet i det 19. århundrede, mens for eksempel maleren Mogens Lorentzen, der var tilknyttet det ekspressionistiske tidsskrift »Klingen«, havde sans for hendes voldsomme udtrykskraft. Han skrev i sin anmeldelse af en Kollwitz-udstilling i 1926, at enhver burde skynde sig forbi. Som sagt har Kolwitz nærmest status af nationalkunstner i Tyskland i dag – både DDR og forbundsrepublikken tog hende til sig efter Anden Verdenskrig. Hendes pacifisme og antinazisme gjorde hende populær i begge lejre, og derfor blev hendes omdømme støt og roligt pumpet op. At se hende her i København i dag er trods den tid, der er gået, stadig en stor oplevelse. Käthe Kollwitz var en gudsbenådet tegner, og alene af den grund fortjener hun en plads i kunsthistorien. På udstillingen hæfter man sig særligt ved de mange selvportrætter. Det tøvende, iagttagende blik i det næsten maskeagtige ansigt var tilsyneladende et kendetegn, hun både besad og dyrkede. Savner historien Sorgen hang tungt i hendes indre, næsten fra begyndelsen. Desperationen og kampen var hendes foretrukne emner, og al den inderlighed virker en smule ublufærdig, når man ser den i dag. Kompositorisk trækker hun interessant nok veksler på jugendstilens sammenflydende kroppe, som man ser dem hos for eksempel Peter Behrens og Gustav Klimt eller hos en samtidig som Edvard Munch. Dén forbindelse og forankring er en vinkel, man kunne have ønsket sig udfoldet i udstillingen. I det hele taget er det desværre lidt et problem for SMKs fornemme præsentation, at man ikke i højere grad får indrammet Käthe Kollwitz’ tid og liv sammen med hendes kunst. Hvis man kan sin verdens- og kunsthistorie, kan man selv udfylde de tomme sider, men for ubefæstede sjæle, der kommer forbi SMKs udstilling, er der meget, man ikke får at vide. De grafiske værker er stadig helt suveræne: Kollwitz var, er og forbliver en stor, stor kunstner, men præsentationen af hendes person og hendes værk savner desværre lige det sidste for at blive den begivenhed, den egentlig burde være. PS: I anledning af udstillingen har musikeren og sangeren Nanna Øland Fabricius (Oh Land) sammen med Knud Romer som tekstforfatter og komponisten Adi Zukanovic som arrangør udviklet værket »Krigens ofre«, der fremføres på SMK både 7. og den 8. november Käthe Kollwitz: »Jeg skal bære vidnesbyrd om menneskenes lidelser« Til 23. februar 2025 SMK Sølvgade 48-50 1307 København K
- Henrik Hansen får fysisk kvalme af at høre musik: »Det er jo min identitet, der er ved at forsvinde«on 10. november 2024 at 18:10
Det har taget Henrik Steen Hansen tre år at acceptere sin tilstand, og nu tager han konsekvensen. Den tidligere jazzmusiker og musikpædagog har købt jazzplader, siden han var ti år gammel, men nu er han begyndt at sælge ud af sin elskede samling, der tæller omkring 4.000 lp’er. Han har elsket hver eneste plade i samlingen, men han har ikke noget valg. Det giver ham fysisk kvalme at høre musik. »Jeg sælger dem i den rækkefølge, som jeg synes, jeg bedst kan undvære dem i, men det gør faktisk ondt hver gang, jeg kommer af med en af dem. Det er jo min identitet, der er ved at forsvinde. Det er mere end et savn; det er en sorg,« siger den i dag 64-årige Henrik Steen Hansen. Det begyndte en novemberdag for tre år siden, efter at han første gang havde været smittet med corona. Henrik Steen Hansen var ved at bygge en ny reol til sine plader, da det pludselig føltes, som om stuen blev vendt på hovedet. Efter nogle måneder, hvor Henrik Steen Hansen havde besvær med at holde balancen, begyndte han at føle en stor træthed af en karakter, han aldrig tidligere havde mærket. Han blev sygemeldt og tilbragte det meste af dagen med at ligge på sofaen. Det var en af de hjemmedage, at han opdagede en af de værste konsekvenser ved senfølgerne af covid-19-smitten. Han havde sat en af sine favoritplader på, en livekoncert med Sonny Rollins, men efter nogle minutter begyndte han at føle sig dårlig. Siden da har han været afskåret fra at nyde den musik, han har elsket siden barnsben. »Jeg har tit prøvet og prøver stadig at sætte en plade på, i håb om at det er blevet bedre. Men hver gang kommer hovedpinen og kvalmen tilbage,« siger Henrik Steen Hansen. Han har eksperimenteret med at høre den samme plade om og om igen, i håb om at hans hjerne kunne vænne sig til påvirkningen, men effekten var den samme hver gang. Han har forsøgt at skifte stilart og kun lytte til stille klavermusik: Kvalmen og hovedpinen kommer efter et kvarter. Henrik Steen Hansen er en af tusinder af danskere, der i større eller mindre grad lider af såkaldte senfølger efter covidsmitte. Ifølge næstformanden i Dansk Covidforening, Tone Smidt-Petersen, er lyd- og lysfølsomhed et velkendt symptom hos foreningens medlemmer. »Noget af det, vi ser allermest, er symptomer, der minder en del om det, man ser hos mennesker med hjernerystelse: ubehag ved larm og stærkt lys, at man hurtigt bliver udmattet og oplever vanskeligheder med hukommelse og koncentration,« siger Tone Smidt-Petersen. Hun har også selv stort set opgivet at gå til koncerter, men i modsætning til Henrik Steen Hansen kan hun stadig tåle at høre radio på et moderat lydniveau. »Hvor hårdt man oplever det at være ramt af de enkelte senfølgesymptomer, handler meget om, hvordan det har påvirket ens tidligere livsstil. For musikere er tabet af evnen til at lytte til musik eller spille instrument selvsagt et hårdere slag end for mennesker med liv, hvor musik har haft mindre betydning,« siger Tone Smidt-Petersen. I sidste uge offentliggjorde Statens Serum Institut (SSI) et stort studie af 50.000 personer, der sammenligner tidligere covid-19-smittede med ikkesmittede. Studiet viser, at de to grupper er udmattede i nogenlunde samme grad, medmindre de coronasmittede tilhører gruppen af personer der har været hospitalsindlagte, som følge af sygdommen. Da er udmattelsesgraden i gennemsnit højere end hos de ikkesmittede, viser instituttets undersøgelse. »Selvom vi ikke ser nogen reel stigning i længerevarende udmattelse hos smittede generelt, kan vi ikke afvise, at der er enkelte, der er blevet rigtigt hårdt ramt og lider af invaliderende træthed efter covid-19,« udtalte Anders Hviid fra SSI til Ritzau. Tone Smidt-Petersen fra Dansk Covidforening siger om undersøgelsen, at det for senfølgeramte ikke kun handler om træthed, men om en bred vifte af symptomer. Hun siger samtidig, at det hyppigt kan føles svært for foreningens senfølgeramte at få den rigtige diagnose og den rigtige hjælp, og at det i dag er meget få, der bliver henvist til senfølgeklinik. Køber stadig Det er ikke udelukkende musikken, som Henrik Steen Hansen må undvære. Forsamlinger med flere mennesker trætter ham meget hurtigt, så han går ikke længere i byen eller til fester. I stedet prioriterer han at være sammen med familien. Jobbet som it-leder i et internationalt firma på sundhedsområdet har han måttet forlade for længe siden. »De fleste ting udmatter mig. Så når jeg taler med dig, så er det den ene ting, jeg laver i dag,« siger han. En dag, tænker han, er hele samlingen af jazzplader solgt, men faktisk kan han stadig finde på at købe en plade i ny og næ, men den bliver sat uhørt ind på hylden. »Jeg har sagt til min kone, at hvis jeg ikke bare en gang imellem kan købe en plade, så vil det være det samme som helt at opgive håbet om, at jeg en dag kan få det bedre,« siger Henrik Steen Hansen. Hvordan rejser man sig så fra sådan en skæbne? For Henrik Steen Hansen blev det en anden kunstart, der blev en vej frem. Når han er mest udhvilet om formiddagen, er han i stand til at læse bøger igen, og læsningen har ført ham videre til også selv at prøve at skrive. Han skriver udelukkende digte, for dem kan han skrive på sin mobil, mens han ligger ned, og de handler om hans nye stille tilværelse med senfølgerne. Digtene fortæller om knugende oplevelser efter musikken forstummede, men der er også en pludselig humor, der afslører en vilje til at blive ved trods alle odds. Som i dette uddrag af digtet »Spøgelse i transit«: jeg overvejer at kontakteet medie en åndemaner en clairvoyantsom kan se hvor fanden jeg blev afmen hvad hvis jeg er ånden der manes fremet spøgelse i transitfortumlet forvildet fortabtjeg tager et lagen over hovedet det føles rigtigtpludselig er jeg væk Flere af hans digte har Henrik Steen Hansen delt med medlemmerne af facebookgruppen Covidramte med senfølger, der har rost ham for hans indlevelse, og det glæder ham. Men det vigtigste er det, digtene har gjort for ham selv og det store savn i hans liv. »På en måde er det lidt ligesom at lave musik igen. Jeg arbejder med rytme og lyde,« siger Henrik Steen Hansen.
- Man græder indvendigt, når man tænker på hans skæbne. Men først skrev han et storslået værk, der giver os alle håbon 10. november 2024 at 17:34
Det, det hele kommer fra, kunne ikke være bedre. Mere gribende. Eller mere tårefremkaldende. Det kommer fra en af Spaniens største digtere, Federico García Lorca. Det er et drama. Det hedder »Blodbryllup«. Det blev uropført i 1932, fire år før fascisterne skød den 38-årige Lorca. Man kan ikke læse ham uden at græde indvendigt over hans skæbne. Men man kan også lade sig inspirere, som så mange har gjort, og ladet sig inspirere, det er det, hun har gjort, den kongelige solodanser Eukene Sagues, der nu debuterer som helaftenskoreograf. Det sker på Gamle Scene. Med premieren på hendes helt egen dansende version af »Blodbryllup«. Den er værd at se. Selvom den stritter. Eller måske netop derfor. Den stritter, men den stritter godt (og selvfølgelig helt bevidst!). Man kommer fra det muntre til det triste, fra det sjove til det gyselige, fra glæde til sorg. Fra folkekomedie til skæbnedrama. Og det hele er gennemsyret af det spanske begreb duende, der var så vigtigt for Lorca. Af følelser af yderste intensitet. Forskellighederne udgør så alligevel en helhed. Subtilt stritteri. Måske dør hun også Og forlægget er altså »Blodbryllup«, og »Blodbryllup« er dramaet om en kvinde, der skal giftes, og det bliver hun så, ved et stort og rigt og ruralt spansk bryllup, måske engang i 1930erne, men hendes gamle flamme, vindueskiggeren Leonardo, er stadig besat af hende, og på bryllupsaftenen flygter de begge fra festen. Alle leder efter dem. Ude i skoven kommer det til et opgør. Mellem den nyslåede ægtemand, Brudgommen, der lige var så glad, og Brudens tidligere elskede, som besidder et begær, der er både ømt og voldeligt. Begge mænd dør. Måske dør Bruden også. Genfortalt er det ikke en meget original historie. Hos Lorca er det ordene, der gør arbejdet. Det er det, der er hans geni. Det gør heller ikke noget, at Eukene Sagues´ version danser sine egne vegne. For det første er det jo primært bevægelse, det her. Der er ingen ord – eller kun få, for der tales en ganske lille smule hen imod slutningen – og der er også en vaskeægte andalusisk flamencosangerinde, Rocio Bazán, Stemmen, der ind imellem synger med al flamencosangens råhed og energi. Men dansen har det første og det sidste ord. Og Eukene Sagues fortolker som nævnt. Hun tager sig fine fortællemæssige friheder. I første akt er der en nogle gange Bournonville-agtig, romantisk dyrkelse af det landligt spanske, tæt på klicheen, med musik af Federico García Lorcas nære ven, den store spanske komponist Manuel de Falla, tilsat ny musik af unge Elena Abad og et par sange af Lorca selv (han var også en fremragende pianist). Og der er elegant kropslighed og gode karakterer. Der er Guilherme de Menezes, der herligt gestalter den lidt naive, blåøjet forelskede nygifte, og der er Ryan Thomash som Leonardo, Brudens jaloux, maskulint truende tidligere elsker. Man føler også med Faderen (Mads Blangstrup som først munter, så martret patriark), der bare så gerne vil præstere en flot og festlig bryllupsfest for sin datter og hendes brudgom, men ser det hele krakelere. Og der er kostumer, der bevæger sig fra det rustikke til det dæmoniske, og der er de reb, der er et gennemgående træk i en scenografi, der også gør flittigt brug af drejescenen. Reb som symboler på arbejdslivet på landet, som billeder på patriarkatets kvælende indelukkethed, som noget, man kan hænge sig i. Flere ting i ét. Et enkelt og velfungerende greb. Kroppene taler I andet akt ændres meget. Der er musikfrie passager, hvor kroppene taler lydløst. Der er flamenco skåret ind til benet, helt uden folkloristisk kitsch, med mere ægte flamencosang, ægte flamencoguitar og en enlig violin on the side, på scenen, hvor det sker. Vi er i skoven, hvor rivalerne skal slås og dø. Månelyset dominerer. Månen, den personificerede Måne, den tilsyneladende dæmoniske, der gør volden i natten mulig med sit lys, men den samtidig forløsende, som Alexander Stæger så godt lægger krop og bevægelse til. Månen er her, som i hele balletten og som i hele det oprindelige drama, en central spiller. Bruden ser til fra sidelinjen. Til sidst er hun sølet helt ind i sine mænds udgydte blod. Så ja, der er mange elementer, men de forenes, og hvor den homoseksuelle og af samme grund udsatte Federico García Lorca var helt på kvindernes, »de svages«, side, er denne ballet det i dén grad også. Kvinderne er patriarkatets ofre. De er de udsatte, de lidende. Mændenes dominans udfordres, og den udfordres af ikke bare kvinderne, men af noget nogle gange androgynt, noget næsten woke-agtigt vovet, af en ny frihed og en ny seksualitet. Til sidst gør de sig helt fri, kvinderne. En ny tid kan begynde. Forhåbentlig. Sødme og rædsel I midten af det meste er Bruden, fantastiske Stephanie Chen Gundorph. Hun veksler fint mellem klassisk ballerinakunst og noget frit, moderne, sensuelt og dramatisk, og hun krydrer det med vidunderlig, medlevende mimik, fra ren sødme til ren rædsel. To andre stærke kvinder giver hende med- og modspil. Astrid Elbo er den viljefaste ældre kvinde, Moderen, Brudgommens mor. Joscelyn Dolson er Hustruen, Federicos hustru. Og er deres udgangspunkter vidt forskellige – den tidligt gifte, den nygifte, den længe gifte – så forenes de dog til sidst i en fælles mulig lykke. Måske er de i virkeligheden tre sider af samme kvinde? Se selv efter! »Blodbryllup« er værd at se og sanse. Dansende god. Blodbryllup Koreografi og iscenesættelse: Eugene Sagues. Manuskript og dramaturgi: Astrid Øye. Musik: Elena Abad, Federico García Lorca, Manuel de Falla. Scenografi: Palle Steen Christensen. Kostumer: Louis Kynd. Lys: Súni Joensen. Det Kongelige Kapel, dirigent: Edo Frenkel. Det Kongelige Teater, Gamle Scene. Til 22.11.
- I »Slyngelstuen« er der hensynsløs ærlighed. Det er kritik til tidenon 10. november 2024 at 15:41
Mikael Jalvings morfar havde en udestue i Frederikshavn. Han kaldte den for »Slyngelstuen«. Her kunne man få sig en øl, sodavand, en snaps eller to og sige sin uforbeholdne mening, med afklædte damer på væggene. Efter at have lånt navnet ud til en satirisk spalte i Ekstra Bladet er det nu tilbage i familiens varetægt. Og i »Slyngelstuen« under det borgerlige netmedie Kontrast er der lagt i ovnen til samtaler hver 14. dag om, »hvorfor de etablerede medier er så åndssvage at høre på, og hvorfor de tager fejl, og hvorfor vi har ret. Hver gang«, som Mikael Jalving siger det kækt. Det er en præmis, der er til at forstå, og ligesom med alt andet i den nye debatpodcast bliver der ikke lagt fingre imellem. I første afsnit – hvor der er grund til at diskutere, om titlen »Stol ikke på danske medier« er strammet en tand for meget – er gæsterne Jannich Kofoed, som er journalist med en fortid i DR og en nutid i DF, og Bent Blüdnikow, forfatter, journalist, reaktionær smagsdommer og »værdikæmper«, som han selv tilføjer. Han er også anmelder her på Berlingske. De to retter en bramfri og funderet kritik af danske mediers dækning af det amerikanske valg, som vil få enhver forfængelig journalist til at stille sig på bagbenene. Netop derfor trænger de til at høre det. Jannich Kofoed og Bent Blüdnikow tager udgangspunkt i deres egen omfangsrige erfaring i Mediedanmark og borer hver især en pegefinger ind alle de steder, hvor betændelsen siver ud. Det gælder lige fra det, de anser for at være en ukritisk videreformidling af verden ifølge The New York Times og The Washington Post, til den utilstrækkelige viden om krigene i Mellemøsten. Med konkrete eksempler gennemgår de tre herrer deres opfattelse af danske mediers gengivelse af den republikanske kliché: den lavpandede, underbegavede, småfascistiske, skydegale, raketbatterisamlende ku klux klan-republikaner, som står over for den idealistiske, storsindede, pæne, uddannede, fredselskende demokrat. Det afspejler ikke virkeligheden, siger de tre herrer. Man må sige, at det er svært helt at afvise kritikken i en uge, hvor mediet Zetland stiller spørgsmålet: »Når selv journalister får lyst til at slukke for verden, hvad gør man så?« i deres sorg over Trumps sejr. Fagbladet Journalisten har sågar en artikel med overskriften: »Trist over Trump? Sådan tackler du det som journalist«. »Obama fik Nobelprisen, inden han havde fået så meget som fingeren ud,« som Bent Blüdnikow siger det, og: »Man kan jo dårligt sige, man er Trump-tilhænger, for så ville man blive hængt på det offentlige torv herhjemme.« Den nye Erik Scavenius Ifølge Blüdnikow, Koefoed og Jalving går den danske journaliststand nu ind i en sørgeperiode, som ikke er et spor nyt fænomen. »En katastrofe kan indtræde én gang. Hvis den så indtræder igen, så må der jo være en eller anden refleksion over, hvordan det kunne ske?« lyder det spørgende fra Mikael Jalving. »Nej,« siger Bent Blüdnikow, for sandheden er, at sørgeperioden indtræffer, hver gang en republikaner bliver valgt som præsident. Mediekritikken er til at tage og føle på, men medier er ikke de eneste, der må stå for skud. Særligt Blüdnikow har også nogle sandheder, danske politikere skal have at vide: »Vesten er jo slet ikke rustet til at tage våben i hånd. Vi har dyrket den der passivitet i årtier. Vi har en ny Erik Scavenius, der nu er udenrigsminister – og lige for de uvidende, så var Erik Scavenius ham, der i 30erne og 40erne var statsminister og udenrigsminister og førte samarbejdspolitikken med nazisterne.« Så fik Lars Løkke Rasmussen altså også den. »Slyngelstuen« er både underholdende, oplysende og provokerende, og man kan vel ikke forvente sig meget mere af et solidt debatprogram. »Slyngelstuen« på netmediet Kontrast. Afsnit a 30 minutter hver 14. dag. Vært: Mikael Jalving. Medvirkende: Bent Blüdnikow og Jannich Kofoed.
- Glem mavefornemmelsen. Svaret på livets store spørgsmål skal findes et helt andet sted, mener coach og præst Pia Søltofton 10. november 2024 at 15:39
Er du også en af dem, der har moret sig over nedenstående citat? »Gift Dig, Du vil fortryde det; gift Dig ikke, Du vil også fortryde det; gift Dig eller gift Dig ikke, Du vil fortryde begge Dele.« Nok har Søren Kierkegaards berømte linjer – som er et uddrag af et længere citat – cirka 180 år på bagen, men de kunne uden problemer være skrevet i dag. Det mener Pia Søltoft. Hun er forfatter, præst og noget så usædvanligt som Kierkegaard-coach. Det betyder, at hun bruger den berømte filosofs tanker til at hjælpe andre med at træffe vigtige beslutninger. »Nogle gange siger jeg – lidt respektløst – at Kierkegaard skrev selvhjælpsbøger, længe før det blev moderne,« konstaterer Pia Søltoft fra sin højloftede lejlighed på Østerbro, hvor en klaverkoncert med Chopin lægger et bagtæppe af lyd til vores samtale. Sidste fredag modtog hun Dansk Forfatterforenings faglitterære pris for sine mange bøger om filosoffen. Prisen blev uddelt på Bogforum samme dag, som endnu en titel udkom fra hendes hånd. Hendes budskab er klart: Vi er begyndt at lytte så meget til vores følelser, at vi glemmer at tage stilling til, hvad vi egentlig synes er rigtigt og forkert. Og her mener Pia Søltoft, at Kierkegaard giver os en hjælpende hånd. Han kan lære os at træffe valg, der bygger på vores grundlæggende værdier – og ikke bare på, hvad vi føler i maven på et givent tidspunkt. Alt er ikke lige godt Citatet om ægteskab, der indledte denne artikel, stammer fra »Enten-Eller« fra 1843. Her beskriver Søren Kierkegaard arketypen »æstetikeren«, som træffer beslutninger ud fra sin lyst, der kan variere fra dag til dag. En mennesketype, han så i sin samtid, og som Pia Søltoft også bemærker, når hun ser sig omkring anno 2024. »Følelser og mavefornemmelser fylder jo vældig meget i dag,« konstaterer hun. Men vi bliver hverken lykkelige eller gode mennesker af at træffe beslutninger, der alene tager afsæt i vores lyst, mente Kierkegaard. »For æstetikeren er det lige meget, om du gør det ene eller det andet. For eksempel om du gifter dig eller ej, fordi han eller hun mener, at det ene ikke i sig selv er vigtigere end det andet. Det beror bare på ens vilkårlige lyst, som jo kan ændre sig,« siger hun. Det samme kunne man sige i dag, påpeger Pia Søltoft, som mener, at problemstillingen er dybt aktuel. Aldrig har vi lyttet mere til vores følelser. »Vi befinder os midt i følelsernes tid. Vi træffer valg med mavefornemmelsen frem for samvittigheden, måske uden at være klar over det, og det er et problem. Mavefornemmelsen har overtaget vores etiske kompas,« siger hun og tilføjer: »Frem for at spørge os selv, hvad vi dybest set mener er beundringsværdigt eller forkasteligt, læner vi os enten op ad vores rent subjektive følelser eller gemmer os under udefrakommende regler og principper uden selv at tage stilling.« Det er vigtigt at »vælge sig selv« Pia Søltoft er uddannet teolog. Ved siden af sit virke som præst i Christians Kirke på Christianshavn tilbyder hun coaching til ledere og privatpersoner. Her bruger hun udelukkende filosofien og Søren Kierkegaards tankegods til at stille de spørgsmål, som skal få den enkelte til at finde sit eget svar. Filosoffen skal blandt andet hjælpe os med det, han kalder »at vælge sig selv«. »At vælge sig selv vil sådan set bare sige at beslutte sig for at skelne mellem ret og slet og dermed danne sin karakter. Alle mennesker har et etisk kompas, og når vi træffer et etisk valg, rådfører vi os med samvittigheden frem for mavefornemmelsen for at finde ud af, hvad vi mener er rigtigt,« siger Pia Søltoft. Hendes mission er blandt andet, at vi lærer at skelne mellem æstetiske og etiske valg – og det har vi svært ved i dag, mener hun. »Æstetiske valg har at gøre med, hvad du har lyst til, og hvad du synes lige nu. Etiske valg har at gøre med, hvem du er, og hvad du mener er rigtigt og forkert. Det har at gøre med dine idealer og værdier,« siger Pia Søltoft. Men nogle mener, at mavefornemmelsen aldrig tager fejl? »Jamen det gør den, medmindre det er sult og andre nydelsesfulde ting, der er tale om. For den bygger på følelser og erfaring,« siger Pia Søltoft, som understreger, at mange valg i hverdagen er æstetiske, og det er der ikke noget i vejen med. Men når det kommer til de store eksistentielle valg, skal vi have fat i vores grundlæggende værdier frem for at lade os »flyde med strømmen« eller træffe afgørelser efter, hvor mange likes vi får på de sociale medier. »Men fordi vi har talt følelser og mavefornemmelsen så meget op, kan vi have svært ved at skelne mellem de to slags valg,« siger hun. Må jeg flyve på ferie? De store dagsordener som kunstig intelligens og klimakrise fylder også i Pia Søltofts nye bog. For selvom udslip af CO₂ og frygten for robotter ikke var et tema på Kierkegaards tid, er hans tanker højaktuelle i den sammenhæng, mener hun. »Klimakrisen er menneskeskabt, men det er, som om vi træder et skridt tilbage og tænker, at nogle andre skal fikse det for os. Men det er jo sådan set os selv, der skal gøre det,« siger Pia Søltoft. Hun understreger, at Kierkegaard ikke ville være fortaler for, at regler og restriktioner alene skulle løse krisen. »Er der noget, han foragtede, var det mennesker, der gemte sig under, hvad andre mener, eller som formulerede en række firkantede restriktioner, som man kunne begynde at slå hinanden oven i hovedet med,« fortæller siger Pia Søltoft. I stedet skal den enkelte gøre op med sig selv, hvad der er rigtigt eller forkert. Så ville det være okay for Søren Kierkegaard, at jeg flyver på ferie, når jeg ved, at det er dårligt for klimaet? »Så enkelt kan det ikke stilles op. Han beder os om at tænke os om og konsultere vores samvittighed. Så hvis du gerne vil flyve på ferie, og du synes, det er i orden, og at du har dine grunde til det, så må du jo rejse og være glad. Eller du må lade være, hvis du ikke synes, det er i orden,« siger hun. Drop »at gøre en forskel« Pia Søltoft bliver ofte kontaktet af ledere, som søger nye måder at anskue livet og deres ledergerning på. I sin nye bog fokuserer hun særligt på, hvad ledere kan bruge Kierkegaard til. Hun behandler blandt andet en af tidens faste vendinger: »at gøre en forskel«. »Det står jo i nærmest alle jobopslag – uanset om det er et job som børnehavepædagog eller blikkenslager, skal du ville gøre en forskel. Mange skriver det også i jobansøgninger,« siger Pia Søltoft, som med ret stor sikkerhed ved, at sådan et udtryk ville få Kierkegaard til at rotere i sin grav. »Han ville mene, at det er en let måde at score nogle billige point på. I de fleste tilfælde, når vi taler om helt almindeligt arbejde, handler det om, at man skal gøre det ordentligt. Hvis det kommer til at gøre en forskel for nogen, er det da glædeligt, men de færreste af os får jo ligefrem en verdenshistorisk betydning,« siger hun. I stedet skal man – ifølge Kierkegaard – beskrive, hvad man vil gøre, og hvordan man vil gøre det – frem for at bruge sådan en luftig vending. »Vi ser det også i forhold til klimakrisen. Når alle vil gøre en forskel, bliver det hurtigt til en konkurrence,« siger hun. Pas på med principper I samme ombæring råder Pia Søltoft – og Kierkegaard – alle til at tænke sig om, før de bruger vendinger som »principielt mener jeg« eller »det er princippet i det«. »Vi er blevet alt for bange for at tage personligt stilling, og derfor læner vi os op ad principper og regler,« konstaterer hun. Og det kan have en uheldig konsekvens. »Problemet med at tale principielt, hvilket vi hele tiden gør, er, at når man i princippet er enig, så kan man sådan set bare sige, at man synes noget er forkert, uden at man handler på det,« siger Pia Søltoft, som kommer med eksempler på alt fra regler om kæledyr i en boligforening til lovgivning. Skal man for eksempel forsøge at ændre reglerne, hvis de går uretmæssigt ud over nogen, som ikke er en selv? Eller lader man stå til? »Hvis man for eksempel siger: ‘Det er jo ikke, fordi jeg har noget imod hunde i ejendommen, børn på arbejdet, rygning på parkeringspladsen, men det er princippet i det’, så undlader man at tage personligt stilling,« siger Pia Søltoft, som mener, at det ofte sker. »Vi har en tendens til at være feje og ikke ville træde i karakter og handle efter vores etiske kompas. Ved bare at henvise til princippet gemmer du dig frem for at bekende kulør,« siger hun. »Jeg siger ikke, at man skal bryde loven, men når man stopper op og gør sig bevidst, hvad man selv mener, kan det bringe en til at reflektere over, at regler, pligter og love ikke altid er etisk korrekte,« siger Pia Søltoft. Stå ved dig selv Det er ikke kun gennem sit forfatterskab, at Pia Søltoft kæmper for at udbrede Kierkegaards tanker. Hun er også en af fortalerne for, at Søren Kierkegaard får sit eget hus i København. Hvis det lykkes, skal det være et sted, hvor man kan blive klogere på hans tanker og finde ud af, hvad man selv kan bruge dem til. »Kierkegaard så noget ved eksistensen, som ikke bare gjaldt i 1800-tallet, men som gælder altid for ethvert menneske,« siger Pia Søltoft og vender afslutningsvis tilbage til livets store valg. »Det særlige ved mennesket er, at vi kan beslutte os for, hvad vi mener er rigtigt og forkert. Det kan en sabeltiger eller en blomst ikke, men det kan vi, fordi vi har en samvittighed.« Svaret kan findes hos den verdensberømte filosof, fastslår hun. »Han kan lære den enkelte at stå ved sig selv og at tage sig selv alvorligt som et menneske. Hvis du alene træffer beslutninger ud fra lyst og mavefornemmelse, forsvinder du lidt fra dig selv. Hvis du ikke har gjort op med dig selv, hvad du står for, bliver alting ligegyldigt.« Hun tilføjer: »Livet bliver simpelthen kedeligt, hvis der ikke er noget, der er vigtigere end andet. Det er derfor Kierkegaards æstetiker ender med at fortvivle,« siger hun og slutter med en samtidsdiagnose: »Måske er det derfor, at vi i dag er blevet et samfund af rodløse og lidenskabsløse mennesker, der kun lytter til vores mavefornemmelse og kigger på vores egen navle – eller vores telefon.« Bogen »10 ting ledere kan lære af Kierkegaard om den etiske fordring« er udkommet på Akademisk Forlag.
- Hvis jeg bestemte over København, ville en udendørs tagbiograf nok være det sidste, jeg ønskede migon 10. november 2024 at 14:32
For nogle måneder siden skrev en af mine kolleger om, hvad han ville gøre ved København, hvis han var enerådig konge i byen. Blandt ønskerne var at fjerne momsen på ferske råvarer og bygge store, effektive underjordiske parkeringsanlæg. Det er i det hele taget en sjov øvelse at forestille sig, hvad man selv ville ændre ved København, men uagtet at jeg er filmredaktør og elsker kultur i byen, ville en udendørs tagbiograf nok være det sidste, jeg ønskede mig. Det er desværre, hvad jeg har fået – og været med til at betale – med den såkaldte Himmelbio på taget af Filmhuset i Gothersgade. Hvis der er noget, byen har meget af, er det biografer. Og de mangler – desværre – kunder i butikken. Derfor virker det absurd, at byen har fået en statsstøttet biograf på toppen af det Filminstitut, der nu må skære i sin hovedopgave for at finansiere et offentligt tilbud, der skaber mere konkurrence til de pressede biografer. Ikke at jeg for alvor tror, at den såkaldte Himmelbio vil udkonkurrere nogen som helst. Biografen viser primært ældre film, man kan finde på streaming. Hvorfor så sidde på et tag, hvor selve biografen endda er afskærmet, så man skal sidde på de bageste rækker for at få et vue ud over byen? Når der altså er åbent. Eftersom vi bor i Danmark, må man pænt vente på foråret, hvis man vil se Bruce Willis i en film fra midten af 80erne. Penge skyllet ud med regnvandet Som Berlingske har beskrevet det, er selve biografen kun en del af Filmtaget, der ligger øverst på filminstituttets bygning i Gothersgade. Oprindeligt lød budgettet på 38,4 millioner kroner, og for de penge skulle man ud over biografen have et udendørs udstillingsrum og en café, der skulle stå færdig i 2021. Efter tre års forsinkelser åbnede taget i august og beviste, hvor skørt det er at lægge en digital udstilling under Guds åbne og regnfulde himmel. Da jeg var der på åbningsdagen, småregnede det, hvilket betød, at vi ville hurtigt hjem. Det havde sikkert været rarere i solskin, men så havde det til gengæld været umuligt at se de skærme, som Filmtagets udstilling bygger på. Cafeen er skøn nok, men den slags findes jo også andre steder, så det eneste virkelige aktiv er faktisk udsigten over Kongens Have, der er vidunderlig. Men nu, da regningen, som Ekstra Bladet har afsløret, er endt på cirka 150 millioner kroner og måske kan stige endnu mere, har man besluttet at hente pengene ved at skære filminstituttets arbejde, som er at »skabe de bedst mulige vilkår for, at danske film (..) kan udgøre en bærende kulturfaktor med høj kunstnerisk kvalitet og kulturel værdi, og at fastholde dansk films stærke position i både ind- og udland«, som der står på instituttets hjemmeside. Det arbejde er vigtigt, og jeg frygter, at det kommer under pres nu. Der er allerede nedlagt 17 fuldtidsstillinger og varslet en nedskæring i Cinematekets events, hvilket lyder som den ultimative regning for et byggeri, som ingen har bedt om. En storebæltsbro i byen På sin vis er det jo tankevækkende, at Filminstituttet overhovedet kan undvære 17 medarbejdere. På den anden side er det utroligt at tænke på, hvor meget kvalitet dansk film kunne have fået for de penge, der nu ligger på toppen af et hus i Gothersgade. Det er nemt at være bagklog, og forhåbentlig havde filminstituttets tidligere vicedirektør Jakob Buhl Vestergaard ret, da han sammenlignede Filmtaget med Storebæltsbroen. I et interview med Filmmagasinet Ekko sagde han, at broen også var »upopulær, indtil den åbnede, og alle kunne se, hvor fantastisk broen var«. Sandt er det, at vi kan vænne os til meget, men hvorfor bruge 150 millioner på noget, vi skal øve os på at holde af? Tiden må være løbet fra offentlige byggerier, der ikke fungerer som andet end hundedyre gravsten over et statsligt hovmod, der betyder, at man igen og igen ser budgetoverskridelser, der får helt urimelige konsekvenser.
- »Putin« kalder de ham. Finn Lund Nyby er iskold: Han vil have orden i de kolonihaveron 10. november 2024 at 9:50
Hvis alle var som Finn Lund Nyby, ville kongerigets hastighedsgrænser blive overholdt. Ingen ville blive sprunget over i køen, og sort arbejde ville være en saga blot. Vi ville se færre uklippede hække i gadebilledet, og ukvemsord ville blive mødt med stoisk ro. Konfliktoptrapning er som bekendt for tabere, og overbærenhed er en superkraft. Finn Lund Nyby er en regelret mand, og ordentlighed er en dyd for ham. Faktisk er han så regelret, at det tilsyneladende bliver en provokation for nogle. I den seneste sæson af TV 2s seerhit »Balladen om kolonihaven« så vi ham således forlade posten som bestyrelsesformand for haveforeningen Jørgen Berthelsens Minde i Aalborg. Uordentligheden havde sejret, sagde han til kameraerne, mens hele bestyrelsen trak sig som frivillige kræfter. Det var for utaknemmeligt, øgenavnene var for mange, skældsordene sad for løst, og nogen følte sig ligefrem truet. Alligevel vender 55-årige Finn Lund Nyby på overraskende vis tilbage i den nye sæson af programmet, som netop har set dagens lys. Også denne gang som formand. Hvorfor i alverden vil han udsætte sig selv for det igen, har man lyst til at spørge, så det gør vi. »Det er egentlig ret simpelt,« siger Finn Lund Nyby, der til daglig arbejder som socialpædagog: »Jeg syntes ikke, at jeg var færdig.« Putins kolonihaveforening »Balladen om kolonihaven« er ikke opmuntrende fjernsyn, hvis man ser det, der udfolder sig mellem de små havestykker, som en spejling af det, der i øvrigt foregår i samfundet. Vi er utilfredse med magthaverne og dem, der skal føre kontrol. Men når det kommer til stykket, har få lyst til selv at varetage opgaven, fordi spot falder os lettere end at samle havehandsken op og selv bidrage til det slæb, vi kritiserer andre for at forvalte forkert. »Man er klar, når man skal brokke sig, men når arbejdet skal leveres, kigger folk væk eller ned i bordene,« som et nyt medlem af bestyrelsen formulerer det i første episode af den nye sæson. De, der tager et ansvar, får høvl. Enten er de nikkedukker, der lader sig kontrollere, eller også er de diktatoriske; de er »Putin«, som Finn Lund Nyby kaldes af en gruppe kolonister på næsten mobbende vis. Han, der siden har ladet sig opstille for Socialdemokratiet lokalt, ler, da jeg spørger til øgenavnet. »Ved du hvad? De må de sgu selv om. Hvis det er Putin, man har at smide efter mig, betyder det jo bare, at man ikke har noget egentligt argument. Og hvis man har lyst til at kalde mig fuglekigger, fordi jeg kigger hen over hækken for at hilse på folk, så synes jeg faktisk ikke, at det er mig, der har et problem,« siger Finn Lund Nyby. Han tror, at det er de små hverdagsuoverensstemmelser, der har gjort programmet så populært, fordi familien Danmark kan genkende sig selv og deres omgangskreds i det viste: »Går man ned i sit lokale supermarked for at handle, står der også en Finn, en Keld eller en Jens. Vi er jo helt almindelige mennesker, der diskuterer hækhøjder og ølindtag, og jeg tror, at folk kan se sig selv og deres omverden i os og vores diskussioner,« siger han. Regler er regler Finn Lund Nyby medgiver, at han har et særdeles veludviklet retfærdighedsgen, og at netop retfærdighed var den primære årsag til, at han i sin tid meldte sig ind i bestyrelsen og siden stillede op som formand. Han savnede, at der var styr på tingene, ensretning, og at reglerne omfattede alle og ikke kunne gradbøjes. Han ville de vennetjenester, han mente at se, til livs og gik til valg på at ville behandle den enkelte havelejers penge, foreningens indtægter, med større respekt. Et eksempel på Finn Lund Nybys håndhævelse af regler ses allerede i første episode af den nye sæson, hvor han sammen med to øvrige bestyrelsesmedlemmer er på inspektionsrunde i haveforeningen. Formålet er at notere sig, hvem af de 172 kolonihaveejere der har og ikke har klippet hæk og luget ukrudt, og såfremt det ikke er gjort, vil bestyrelsen opkræve den enkelte havelejer 300 kroner. Her er ingen kære mor eller venlige påmindelser, men betaling ved kasse ét. Nogle kolonister synes, at du er meget regelret? »Det må de gerne synes,« siger Finn Lund Nyby. Hvorfor tager du ikke en snak med de havelejere, der ikke har klippet hæk, i stedet for at pålægge de pågældende at betale et gebyr? »Fordi det er beskrevet i ordensreglerne for foreningen, hvordan man skal håndtere den slags. Det står sort på hvidt, og det er vedtaget på en generalforsamling, at det skal koste 300 kroner ikke at have klippet sin hæk. Det har havelejerne vedtaget – ikke mig, jeg er ikke den øverste myndighed, det er generalforsamlingen – så hvordan skulle jeg afvige fra det?« Man må heller ikke cykle to på en cykel, men selv politiet nøjes ind imellem med at give en advarsel? »Jeg har besluttet, at sådan skal det ikke være. Der skal ikke kunne spekuleres i, om nogen får længere snor eller lov til mere, fordi de kender mig eller andre medlemmer af bestyrelsen. Regelsættet er til for alle, så hvis det koster den ene 300 kroner ikke at have klippet hæk, skal det også koste den anden 300 kroner. Jeg kan ikke være flinke-Finn over for Svend Bent og så ikke være det samme over for Karen Margrethe,« siger han: »Så får jeg da først min bagdel i klaskehøjde.« Det tavse flertal Én ting er imidlertid de højtråbende kritikere, der skyder med skyts og ikke ønsker en saglig debat om haveforeningens uoverensstemmelser. Det er et fåtal, der tilhører den gruppe, understreger Finn Lund Nyby. For ham var det tavse flertal næsten værre, og da han forlod sin formandspost i første sæson af »Balladen om kolonihaven«, var det med et ønske om at ruske op i netop den gruppe. De, der lod som ingenting og i hvert fald ikke sagde fra, når beskyldninger, konspirationer, kritik og skældsord føg i retning af haveforeningens valgte og frivillige bestyrelse. Som ikke billigede den uacceptable opførsel, men trods alt tillod den: »Da bestyrelsen gik af, var der pludselig en hel masse mennesker, der vågnede op, og jeg kunne efterfølgende mærke, at det i høj grad var det, jeg havde manglet. At andre steppede op og sagde fra over for åbenlyse urimeligheder og tilsvininger,« siger Finn Lund Nyby og minder om, at det er få ud af foreningens samlede antal havelejere, seerne rent faktisk introduceres for i programmet: »Der er en masse søde og ordentlige mennesker i haveforeningen, som ikke tager del i al balladen, og de fik et granatchok den dag, vi alle sammen trak os, og det tror jeg, der var brug for. Jeg synes også, jeg kan se en effekt i dag. Da bestyrelsen for nylig blev kaldt uduelig på vores Facebook-side, var der straks tre-fire lejere, der gik i rette med vedkommende og sagde fra på bestyrelsens vegne,« siger Finn Lund Nyby. « Diskussioner i 2024 Berlingske interviewer ham samme morgen, som det står klart, at amerikanerne igen har valgt Donald Trump som præsident, og for Finn Lund Nyby har det været nedtrykkende at overvære. Det er det uordentlige igen, pointerer han, der er »trist« over, at den stil, præsidentkandidaten har kørt i sin valgkamp og i sit seneste præsidentskab, appellerer til så mange og nu belønnes med et af verdens vigtigste embeder. »Men det er åbenbart blevet måden, man diskuterer på,« siger Finn Lund Nyby: »Det er blevet legalt at konstruere løgnehistorier og kalde mennesker, hvis synspunkter man ikke deler, øgenavne. Du ser det i storpolitik, i lokalpolitik og jo så også i kolonihaveforeninger. Jeg ved ikke, hvornår det blev o.k., men for mig at se er det forstemmende. Spørgsmålet er, om det også er endt med at tage formandsgnisten fra Finn Lund Nyby. Om uordentligheden har sejret igen. På haveforeningens hjemmeside ligner det ikke længere, at du er formand? »Nå,« siger han, taget en smule på sengen. Hvad handler det om? »Jeg har ingen kommentarer, ud over at sæson to kører nu.« Og så, som det ordentlige menneske, Finn Lund Nyby er: »Er det et okay svar på dit spørgsmål?«
- Engang kunne de gå på vandet. Lørdag aften var Aqua tæt på at drukneon 10. november 2024 at 6:30
Der var engang, hvor Aqua kunne gå på vandet. Ikke bare i den danske andedam, men overalt på kloden. Alle sang med på »Barbie Girl«, »Doctor Jones« og »Roses Are Red«. For slet ikke at tale om »Cartoon Heroes« og »Around the World«. Det var gyldne tider, og succeserne i slutningen af 90erne og på kanten af årtusindskiftet gjorde Aqua til Danmarks bedst sælgende musikgruppe nogensinde. 33 millioner solgte album er det blevet til, og på Spotify bliver der stadig klikket på navnet, der startede som en vennedrøm på en tankstation i Blovstrød, men endte med at blive en verdensberømt virkelighed. Sagen er bare, at Aqua ikke længere er Aqua. Endda langtfra. Og lørdag aften var dancepopgruppen tæt på at drukne som en karikatur af sig selv i Royal Arena. En ting er, at alle gruppens hit er gamle. En anden ting er, at de leverede hittene som dengang, de var størst. Det blev simpelthen et langt stykke hen ad vejen kikset. Koncerten var ellers på forhånd slået stort op som den ægte vare. Og ja, som Aquas »største danske indendørskoncert nogensinde«, såvel deres første solokoncert på dansk jord i 13 år. Der var da også fuldt hus i Royal Arena. Hele 16.000 mennesker var mødt frem for at stille nutiden på standby og i stedet tage på en rejse tilbage til ungdommen. Men det var ikke der, vi endte. Manglende opdatering Tiden er nemlig på mange måder løbet fra medlemmerne af Aqua. Da Lene Nystrøm, René Dif og Søren Rasted var på toppen af dancepoppen, var de i starten af 20erne. I dag er de alle godt i gang med 50erne. Det er i sig selv ikke diskvalificerende. Så glem alt om alderisme. Men når man som Aqua var og er kendt for at producere lyden til en ungdom, der ikke længere findes, er man af naturlige årsager udfordret på tid. Eller sagt på en anden måde: Kan man i 2024 egentlig fyre et 24 år gammelt hit a la »Cartoon Heroes« ud over rampen uden selv at ligne en flok tegneseriefigurer? Lørdag kom svaret: »Nej, ikke rigtig.« Hvis de havde givet den gas med selvironi og sågar gjort lidt grin med deres yngre jeg, ville det uden tvivl have været en koncert til tiden. I stedet trampede vi rundt i en klæg omgang nostalgipop, der tydeligvis savnede 1990erne. Det var ikke, fordi Aqua ikke gjorde, hvad de kunne, for at skabe en fest i Royal Arena. Der var special effects, røg og konfetti fra start til slut, og på scenen blev kulisserne fyldt ud med tilstræbt energi og tydelig taknemmelighed: »Uden jer ville vi ikke stå her!« Problemet var bare, at Aqua ikke stod der i en opdateret version af sig selv. De prøvede simpelthen at være noget, de engang var, men ikke længere er, i stedet for at levere en version 2.0 af sig selv. René Red Bull Lene Nystrøm sang og flirtede, så meget hun kunne, hvilket desværre var for lidt, og imens tonsede René Dif rundt i rollen som en Red Bull-pumpet sprechstallmeister. Det var underholdende, men det virkede alt for forceret, og man grinte derfor mere af end med ham. Eksempelvis da han i tilsyneladende ramme popstjernealvor forulempede en pladespiller i kølvandet på »Doctor Jones«. »Så skal der fucking hoppes!« Hist og pist var hopperiet såmænd også til at forstå. For meget kan man sige om Aquas performance anno 2024, men de fleste af deres hit sidder stadig lige i genrens skab. Aqua har altid været en sær blanding af ABBAsk dance, slager-techno og østeuropæisk »melodonse«, og »Around the World«, »Happy Boys & Girls« og »Roses Are Red« skabte en forståelig eufori i Royal Arena. »Det her er det største øjeblik i vores karriere,« lød det fra Lene Nystrøm, hvorefter René Dif sank sammen og lod tårerne trille. Og lige dér, midt i alt det forcerede, kunne man mærke, at det var Aqua anno 2024 og ikke anno 1997, der stod på scenen. Større end ABBA Her fik Aqua kort efter besøg af Suspekt, der rappede nyt liv i både René Dif og »Lollipop«, hvilket faktisk for en kort stund fik Aqua til at fremstå helt moderne. Det gjorde besøget af Hej Matematik og deres landeplage, »Party i provinsen«, derimod ikke. Til gengæld faldt nummeret i langt bedre jord hos publikum. »For vi ved jo, hva’ vi godt ka’ li’ … PARTY I PROVINSEN!« Søren Rasted er den ene af de to, der skabte Hej Matematik i 2005, og lørdag aften stod der i det hele taget »Søren Rasted« på alt, hvad der var bedst ved koncerten i Royal Arena. For i modsætning til Lene Nystrøm og René Dif lignede han ikke en 55-årig mand, der forsøgte at være andet end sig selv, nemlig indbegrebet af en vaskeægte hitmager. Tag for eksempel et hit som »Barbie Girl« fra Aquas debutalbum, »Aquarium« (1997). Nummeret er den bedst sælgende skandinaviske single nogensinde i Storbritannien og giver dermed selve ABBA baghjul. Sangens popularitet er naturligvis ikke blevet mindre af, at nummeret sidste år, og i forbindelse med blockbusterfilmen »Barbie«, fik en revival i hænderne på Ice Spice og Nicki Minaj. Men uden Søren Rasted, ingen »Barbie Girl«, og uden Søren Rasted var Aquas koncert endt meget værre, end den gjorde. Det var nu i sig selv – desværre – også slemt nok. »Aqua – Aqua kommer hjem«. Royal Arena, lørdag aften.
- Han er den perfekte mand anno 2024 – og det medfører ufatteligt meget kvindelig sympation 9. november 2024 at 20:08
Hvis der er nogen, der føler sig udsat for tiden, er det mænd. Mænd har højere dødelighedsrate end kvinder, der er flere af dem i de sårbare grupper, og de lever i gennemsnit kortere end kvinder. Og her mener jeg ikke bare i »Forræder«, hvor de falder fra som fluer, hvis de da ikke klovner rundt i et forsøg på at løse programmets opgaver. Sæsonens svar på en dum blondine, Matias, havde fat i noget af det rigtige, da han selv bemærkede, hvordan hans kønsfæller blev slået ihjel på stribe: »Jeg aner simpelthen ikke, hvad det er, denne her gruppe har imod os.« Når han siger os, er det mænd i 30erne, han mener. Den konstatering er han næppe alene om. Men måske opfører mændene sig heller ikke altid så smart. Endnu en mand falder Vi er nu cirka midtvejs i sæsonen i »Forræder – Ukendt grund«, og jeg ville føle mig som komiske Ali, hvis jeg påstod, at det var rigtig spændende. Faktisk er jeg oprigtig glad for programmets massive underlægningsmusik og dens flittige brug af pauker, uden hvilken jeg formentlig var faldet i søvn. Tilrettelæggerne har virkelig lagt sig i selen for at holde alle mand vågne, de mangler bare at advare os mod epilepsi, som muligvis kan fremkaldes af Jannes tøj. Det har hun vist nok valgt i glæde over at få lov til at deltage endnu en dag. Faktisk er Janne vågnet helt op til dåd, efter at programmets strabadser ikke længere kræver hverken motion eller udholdenhed, men bare består i at skyde til måls efter nogle stillestående hødukker. Men det var mændene, vi kom fra. Matias er den ene mandetype, der er værd at bemærke. En selvsikker og koket københavnerdreng, der fører sig frem med en lille lomme-Mozart, selvom han hverken kan skyde til måls eller tælle. Han er åbenmundet, mener de andre. For kæk. »Det er nok noget med den personlighed,« siger Regitze, og det er ikke ment som en kompliment. En mand skal ikke sådan gå rundt og småsnakke. Matias gør det heller ikke nemt for sig selv, når han for eksempel fortæller William, Marc og Stefan, at »vi er de sidste drenge«, fordi han glemte Orzan. »Det er forræderisk sagt,« konstaterer Stefan, der muligvis har glemt, at han selv er forræder. Stefan er den anden interessante mandetype. En venlig, lidt underdanig dreng, der bliver ildrød om ørene, hver gang han skal tale i plenum. Indtil videre har han lignet en person, der lod sig kue af edderkoppekvinden Regitze, men jeg er ikke længere så sikker. Den perfekte mand Stefan er uhyggeligt god til at lyve, faktisk så god, at han også overbeviser sig selv, når han taler om, hvor hårdt det er at høre andre tale negativt om én. Jeg tror næsten, at han får tårer i øjnene, da han siger, at han »skal lyve og begrave andre, som jeg faktisk er begyndt at holde af«. Stefan er den perfekte mand anno 2024, der har nemt til tårer uden at ane, hvorfor han græder. Måske er det også underordnet, for hans følelser medfører så meget kvindelig sympati, at Matias ryger ud, før han kan bevise, at han mestrer mere end et par akkorder på det hengemte klaver. Dermed er endnu en mand røget ud af programmet, der ligner en kvindelig fest med rigelig hvidvin i de langstilkede glas, som TV 2 stiller til rådighed. Marc og Stefan render rundt som hovedløse haner, der skal »forgifte« en anden deltager. Optrinnet fik mig til at tænke på det tvungne gruppearbejde i gymnasiet. Godt, man blev voksen og slap for den slags. Nu kan man bare læne sig tilbage og nyde, hvordan andre jokker i spinaten. Tilmed uden at have noget særligt på spil. Hvad lærte vi ellers af tredje afsnit? Den, der lever stille, lever godt. Mathias blev fyret på gråt papir for sin personlighed, der var lidt for loose, lidt for afslappet og lidt for »forræderisk«. I virkeligheden var han bare dårlig til at regne. I denne uge holdt vi med: Stefan, han virker ærligt talt, som om han har brug for det Ugens replik: Ozan: »Jeg synes, at det her spil var lidt sværere, end jeg lige havde regnet med« »Forræder – Ukendt grund«. Sæson 1, afsnit 5. TV 2 Echo lørdag klokken 21. Kan streames på TV 2 Play.
Magasinet KLASSISK
- Feed has no items.
Nyheder fra kulturmagasiner - hovedsageligt om kunst og litteratur
Her kan du finde de seneste nyheder fra en række forskellige danske kulturmagasiner. Hovedsageligt er der kunstmagasiner og litteraturmagasiner.
Kender du nogle relevante magasiner som opdateres med nyheder jævnligt, så giv mig besked.