Børsens brand har chokeret danskerne.  Vi er rystede langt ind i sjælen. Vi ved endnu ikke, hvordan branden er opstået.  Den vidunderlige, kulturhistoriske bygning med det eventyrlige dragespir var en del af dansk arkitekturs fineste kulturskatte.  I hjertet af København, men også i hjertet af danskerne.  Umistelig kulturarv, som nu er tabt.  Sådan føler vi det, mens vi i bogstaveligste forstand ser den smukke, særegne renæssancebygning gå op i røg. Men det er ikke første gang, historiske københavnerbygninger er brændt for øjnene af os. Gang på gang har der været ildebrand i midten af København. Heldigvis er brande ikke længere noget, der lægger hele kvarterer i grus. Sådan blev det ellers i 1728, hvor en brand der opstod ved Vesterport, fortærede cirka 1.500 huse, herunder blandt andet rådhuset, universitetet, tre grevelige palæer, Regensen, en række kollegier og kirker, Vor Frue Kirke, Sankt Petri Kirke, Helligåndskirken, og Trinitatis og Reformert Kirke. I 1795 var den gal igen. Her nedbrændte hele den sydlige del af København. Og englændernes bombardement i 1807 resulterede også i en lang række udbrændte huse. Christiansborg Slot er futtet af ved hele to forskellige lejligheder. Mens tårerne triller, og vi endnu ikke ved, om noget kan reddes, er det vigtigt at huske på, at meget kan genskabes, også selvom der ryger en lille bitte smule af det sug, man føler, når man står ansigt til ansigt med mesterværker, kulturarv, der har overlevet århundreder. Medgivet: Det er ikke helt det samme, men næsten. Heldigvis ved vi, hvordan Børsen så ud før branden. Den skal nok komme til at ligne sig selv igen. Om ikke andet så udefra. Nu er det ikke megen optimisme at hente i den relativt nære fortids historiske brande, men så alligevel. De viser os, om ikke andet, at det kan lade sig gøre at komme videre fra det, der i første omgang – mens man står midt i sorgen over det tabte – kan føles som uopretteligt.  Sidst København for alvor oplevede historiske brande, hvor kulturarven blev fortæret af flammer, var i 1992, der virkelig var rædslernes år. Noget gik tabt for evigt ved den lejlighed, men meget er genskabt.  Proviantgården  Det begyndte med, at den historiske Proviantgård på Slotsholmen gik op i flammer 9. februar 1992. Det er svært at forestille sig i dag, men på Christian den 4.s tid lå der en lille anløbshavn der, hvor Det Kongelige Bibliotek har sin fredsommelige have. Proviantgården har sit navn efter det forrådskammer for flåden og hæren, som blev opført her i 1604. Bygningen brændte for tredje gang. Og denne gang var det virkelig alvorligt. En affaldssæk med slibestøv fra et oliebehandlet trægulv selvantændte. Resultatet: to et halvt døgns brandslukning. Det var mangelfuld brandsikring, der resulterede i den brand, det næsten ikke var til at få bugt med.  De lodrette brandadskillelser var ganske enkelt ikke ført hele vejen op til tagstenene. Staten stod tilbage med en regning på et flercifret millionbeløb og måtte se sig om efter genhusningsmuligheder for de folketingspolitikere, der havde kontorer i Proviantgården.  I dag huser bygningen igen kontorer for folketingsmedlemmer og administration samt en læsesal for Rigsarkivet. Odd Fellow Palæet  Det var en tilfældig forbipasserende, som en tidlig aprilmorgen slog alarm. Der kom røg fra det fornemme adelspalæ Odd Fellow Palæet, der var blevet bygget i 1755 som en del af Frederiksstaden, og ilden havde efter al sandsynlighed ulmet i løbet af natten. Branden var vanskelig at få bugt med, fordi der – med brandvæsnets ord – var tale om en »kompliceret« og »brandfarlig« bygning. Det var i den tilbyggede, berømte koncertsal, tilføjet i 1888, branden brød ud. Først var der mistanke om brandstiftelse. Men politiet afblæste teorien i løbet af dagen. Det er aldrig lykkedes af fastslå, hvad der var den egentlige årsag til ildens opståen, men mistanken var rettet mod det elektroniske udstyr som aftenen i forvejen var blevet sat op på scenen i koncertsalen. Desuden konstaterede brandmændene, at nogen havde glemt at lukke en dør, der førte ud fra salen. Ellers var det måske lykkedes at isolere branden. Og måske kunne noget så enkelt som en automatisk brandalarm også havde forhindret katastrofen. Sådan en var ganske enkelt ikke lovpligtig i historiske bygninger.  Nu måtte det oprindelige, 250-årige palæ, hvoraf kun ydermurene stod sodsværtede og drivvåde tilbage, genopbygges, mens koncertsalen for evigt var tabt, blandet andet fordi man ikke mente at kunne erstatte den enestående akustik.  Den beslutning gav så faktisk københavnerne palæets oprindelige have tilbage bag palæet – der hvor Grønnegårds Teatret i dag spiller sine sommerforestillinger. Christiansborg Slotskirke  Det var ellers en festdag i København, da mange tusind sambadansende københavnere fejrede prinsekarnevalet på gader og stræder.  Desværre endte festen i en katastrofe, da flere nødraketter ved aftenstid blev affyret fra en båd i Frederiksholms Kanal og angiveligt antændte den presenning, der var bredt ud i forbindelse med en tagrenovering. Snart stod Christiansborg Slotskirke i brand – den kirke, som er forbundet med Christiansborg Slot, og som både Folketinget og Kongehuset benytter. Kirken, der var tegnet af arkitekten C.F. Hansen og var i romersk inspireret, nyklassicistisk stil, havde ellers stået der siden 1826, da den erstattede den slotskirke, der var forsvundet med det første Christiansborgs brand.  Slotskirken havde overlevet det andet Christiansborgs brand i 1888 og var således det eneste, der stod tilbage af det andet Christiansborg. Slukningsarbejdet var omfattende og vanskeligt, for branden bredte sig voldsomt og hurtigt i hulrummet mellem den ydre kobberkuppel og det indre tag. Hele tagkonstruktionen brændte og den tunge kuppel, 24 meter i diameter, styrtede ned med et voldsomt brag. Dagen efter stod kun ydermurene intakte. Også genopbygningsarbejdet mødte forhindringer. Tegninger over tagets konstruktion var der ingen af, så man måtte forlade sig på, hvad man kunne udlede af de forkullede bjælker og af den viden, man havde om historiske bygningsmetoder. Den indre rekonstruktion blev besværliggjort af, at man først måtte uddanne stukkatører, der kunne påtage sig opgaven. Selvom en af de ombordværende på båden i kanalen erkendte sig skyldig i uagtsom brandstiftelse under et grundlovsforhør, faldt der aldrig dom i sagen. Man kunne ikke med sikkerhed fastslå, at der var en sammenhæng mellem nødraketterne og branden. Kirken kunne genindvies i 1997 i forbindelse med dronning Margrethes 25-års regeringsjubilæum.

Nu gik det ellers lige så godt. Salman Rushdie følte sig næsten som en fri mand.  Han havde taget stadigt lettere på sikkerheden. Han følte sig ikke rigtig i fare længere. Så skete det. »Den 12. august 2022 klokken et kvarter i elleve, en solrig fredag formiddag oppe nordpå i staten New York blev jeg overfaldet og næsten slået ihjel af en ung mand med en kniv, lige efter at jeg var trådt op på scenen i amfiteatret i Chautauqua for at tale om vigtigheden af, at forfattere kan færdes i sikkerhed.« Sådan sammenfatter Salman Rushdie selv det attentatforsøg, der fandt sted 33 år efter, at ayatollah Ruhollah Khomeini havde udstedt en dødsdom over ham selv og alle, der havde været involveret i udgivelsen af romanen »De sataniske vers«.  Det sker i bogen »KNIV – Betragtninger efter et mordforsøg«, der udkommer samtidig over hele verden.  Salman Rushdie er (stadig) et verdensnavn.  Den formiddag, hvor berømtheden har sat sig til rette for at blive interviewet, og hvor en ung mand løber hen imod ham og prøver at dræbe ham, er der nogle blandt publikum, der først tror, at det hele bare er et stunt, en happening, et apropos til dagens tema.  Andre ser straks, at den er helt gal. Rushdies gode ven, den aldrende Henry, kaster sig heltemodigt og uselvisk ind i kampen mod knivstikkeren, der når at stikke 15 gange. Andre gør det samme. Gerningsmanden – 24-årige Hadi Matar –bliver sat ud af spillet, selvom han er ung og stærk og bevæbnet. Så kommer politiet. Rushdie konkluderer: »Hvis Henry og publikum ikke havde været der, havde jeg ikke siddet her og skrevet disse ord.« Den uforståelige ondskab Attentatet er, som titlen også viser, omdrejningspunktet i Salman Rushdies nye, smukke, ganske enkelt skrevne og meget klart tænkte bog. Men den handler ikke kun om den uforståelige ondskab. Den handler nok så meget om ondskabens modsætning. Om kærligheden. Om den kærlighed, ikke mindst, som Rushdie har til sin afroamerikanske kone, som han møder i New York, mens alt endnu er (relativt) normalt. Under en forfatterfest kommer han til at træde ind i en glasskydedør, der er lukket. Eliza, der selv er digter, er til stede ved det muntre træf, og hun ser uheldet, og hun følger den lettere tilskadekomne, som hun først lige har mødt, ned til en taxa og kører med ham hjem.  De snakker og snakker. Hun tilbringer natten hos ham. Hun bliver hans femte kone, og han fortæller om mange vidunderlige stunder. Om rejsen til Italien kort før attentatet. Om hele denne ufattelige ægteskabelige lykke, som han ikke havde troet, at han skulle opleve igen, nu da han for længst har passeret de 70. »Så eksploderede verden.« Et par dage før havde Rushdie drømt, at en gladiator angreb ham med et spyd. Det var måske et varsel til en mand, der ikke tror på varsler? I hvert fald var han på nippet til at aflyse arrangementet og blive hjemme, og nu ligger han dér på hospitalet, dødeligt såret. Han ligger længe i respirator. Da han vågner, sidder hans nærmeste hos ham. »De vidste ikke, om jeg ville overleve, eller, hvis jeg gjorde, hvordan min fremtidige tilstand ville blive,« skriver han, og han fortæller, at mens han ligger der, ikke mange sure sild værd, oplever han en bølge af kærlighed og sympati fra verden udenfor.  Både den amerikanske præsident og den franske ditto siger gode og trøstende ord, og det gør mange trofaste og beundrende læsere og gode kolleger også. At der også var »stemmer, der udtrykte glæde ved det, der var sket«, var forudsigeligt, men udholdeligt. Kærligheden fyldte mest. En lang vej tilbage Og langsomt kommer Rushdie sig, men kun langsomt. Vejen tilbage til livet er hård og stenet. I »KNIV« skriver han detaljeret og levende og uden selvmedlidenhed om sine genvordigheder. Om det kateter, der får hans penis til at bede om nåde. Om besværet med at gå på toilettet, når man såret. Om det (højre) øje, han for evigt har mistet. »Selv nu, mens jeg skriver dette, har jeg ikke forliget mig med tabet,« fortæller han, og fordi han er den reflekterende person, han er, veksler beskrivelserne af alt det konkrete, inklusive det meget lidelsesfulde, med den overlevendes tanker om, hvordan han overhovedet er blevet til den, han er. Han taler om tre »genoptræninger«, der gik forud for den store fysiske genoptræning. Første gang, da han fandt vej ind til det, der blev til hans bedste bog; den mesterlige roman »Midnatsbørn«. Han lærte, at han ved hjælp af litteraturen kunne reparere sig selv. Anden gang, tiden efter fatwaen, hvor han var ved at miste sig selv, og hvor han indså, at den eneste, der kunne træffe beslutningen om at komme væk fra »fireogtyve timers politibeskyttelses-sikkerhedsnettet« og begynde på et normalt liv igen, var ham selv. Tredje gang, da han efter fatwaen overvandt frygten for, hvad hans »blotte tilstedeværelse« kunne afstedkomme af frygt hos andre. Der var så meget, der skulle klares, forstår man, og meget af det hang altså sammen med fatwaen, og det gik fremad, forstår man. Det gik hele tiden fremad, men nu, efter attentatet, begynder så meget på en mærkelig måde forfra. Nu er det igen noget andet end forfatterskabet, der får verden til at interessere sig for ham. »Jeg er blevet en mærkelig fisk, ikke så meget berømt for mine bøger som for uheldene i mit liv,« sukker Rushdie – samtidig med at han understreger, at han ikke grundlæggende har forandret sig. »Min gudløshed forbliver intakt. Den kommer ikke til at forandre sig i dette en-chance-til-liv,« skriver han, så han takker ikke den Gud, der ikke er der for ham, han takker menneskene, og som et led i den selvterapi, som »KNIV« så tydeligt også er, opdigter han et sted en samtale mellem sig selv og den attentatmand, hvis navn han ikke vil nævne, men som han blot omtaler som A: »Hvad nu hvis jeg sagde, at der findes muslimske forfattere, som mener, at min bog, den bog, du hader efter at have læst to sider, er smuk og sand?« lyder et karakteristisk spørgsmål i den fiktive dialog, hvor Rushdie synes at angle efter forståelse hos den, der mindst af alt forstår ham. Og selvterapien stopper ikke her. Han siger selv om grunden til, at han har skrevet bogen, at »det er min måde at komme til at eje det, der skete, gøre det til mit – gøre det til mit værk«. »En såret lykke« Det er også af terapeutiske grunde, at han og Eliza tager til det fængsel, hvor gerningsmanden er buret inde og venter på sin dom, og betragter det. Udefra. »Jeg var glad for at have set det sted, hvor min morder in spe, forhåbentlig og formentlig, ville komme til at tilbringe en betragtelig del af sit liv,« erklærer Rushdie, og han fortæller, hvordan selv sorgen over dødssyge kolleger ikke helt kan slukke glæden over den normalitet, der gradvist er begyndt at indfinde sig igen i hans eget liv. Helt så godt som før bliver det dog aldrig. Et sted hen imod slutningen lyder det sådan her om fremtiden: »Selv på denne dag med blå himmel vidste jeg, at den ikke var så skyfri, som vi før havde kendt den. Det var en såret lykke, og der var, og der vil altid være, en skygge i det ene hjørne.« »KNIV – Betragtninger efter et mordforsøg« Forfatter: Salman Rushdie. Oversætter: Johannes Riis. Sider: 240. Pris: 229,95.

Da hun hørte nyheden klokken otte tirsdag morgen, tændte hun straks for fjernsynet.  »Jeg fik det frygtelig dårligt. Jeg tænkte mange ting på én gang,« fortæller Lisette Vind Ebbesen, direktør for Skagens Kunstmuseer og Krøyer-ekspert.   »Jeg fik flashback til Notre Dame, Svinkløv Badehotel og andre ikoniske bygninger, der er gået til i brand. Jeg tænkte også på beredskabsplaner. Om alle mennesker var ude, selvfølgelig. Men også på, hvor meget kunst de kunne nå at få ud,« siger hun.   »Jeg tænkte ikke mindst på det Krøyer-maleri. Det fylder ekstra meget i vores hjerter heroppe i Skagen.« Et lys i mørket Midt i det, der bedst kan betegnes som en kulsort dag for dansk kulturarv, er der et lille lys i mørket.  Det lykkedes nogle af de ansatte i Dansk Erhverv, som holder til i Børsen, at få reddet netop et særligt maleri af P.S. Krøyer, »Fra Københavns Børs«. En af dem, der bar maleriet i sikkerhed, er Dansk Erhvervs direktør, Brian Mikkelsen, der også er tidligere kulturminister. Billederne af mændene, der bærer maleriet ud af den brændende børsbygning, vil formentlig være et af dem, der går over i historien: kampen for at redde kulturarven, mens anden kulturarv forgår i flammerne.  Og der er grund til at ånde lettet op over, at maleriet blev reddet, mener Lisette Vind Ebbesen.  Det var Gustav Adolph Hagemann, direktør for De Danske Sukkerfabrikker, der i sin tid bestilte den berømte maler P.S. Krøyer til at male værket. Ideen var at portrættere 50 af Danmarks førende erhvervsfolk i et maleri, der netop skulle bo i Børsen. »Ret hurtigt efter at jeg hørte nyheden om branden, så jeg, at en kvinde kom løbende med forstudierne til Krøyers maleri (en slags skitse, red.). Det hænger lige ved siden af selve maleriet, så der begyndte jeg at være mere optimistisk,« siger Lisette Vind Ebbesen.  En særlig »gimmick« Ud over at være et stykke danmarkshistorie har P.S. Krøyers maleri en finurlig historie.   For at finansiere projektet bad den kendte maler om betaling fra de erhvervsfolk, der gerne ville portrætteres.  Han krævede i første omgang 500 kroner pr. næse, men det var øjensynligt for meget for selv de velhavende erhvervsfolk.  En større donation og egenbetaling betød, at han kunne justere priserne, så de forreste pladser gik for 500 kroner, mens en mellemplads kostede 300. Den, der accepterede at stå i baggrunden, slap med 100 kroner.  »Det var jo lidt en særlig gimmick – ud over en måde at finansiere det på,« siger Lisette Vind Ebbesen, som kalder det »et meget vigtigt gruppeportræt«.  »De her mennesker er der jo af en årsag. Det er et snit i tiden i 1890erne. Så der er mange lag i det. Det er både et smukt og ikonisk Krøyer-maleri, og hver enkelt af de her 50 personer spiller en rolle i danmarkshistorien,« tilføjer hun. På maleriet ser man blandt andre C.F. Tietgen, den store erhvervsmand, der blandt andet var med til at stifte Privatbanken. Også Theodor Wessel, der grundlagde Magasin, er med på det historiske billede, der rummer lutter sortklædte mænd.  Et af de største værker Det var en kæmpe opgave for P.S. Krøyer at male det, fortæller Lisette Vind Ebbesen.  »Det var meget stort at blive bestilt til at lave et så stort gruppeportræt – det er noget helt andet end »Sommeraften på Skagen Sønderstrand«,« siger hun om det berømte skagensmaleri af Anna Ancher og Marie Krøyer, gående side om side på stranden.   Maleriet »Fra Københavns Børs« var da også nogle år undervejs, fortæller hun.   »Han gik i gang omkring 1893, og det var færdigt i 1895. Det har været et kæmpe koordineringsarbejde. Jeg mener, at et par stykker døde undervejs og derfor ikke skulle med alligevel.«  I 2019 var maleriet udlånt til Skagens Museum i forbindelse med en særudstilling.  Ellers har det ikke forladt Børsen.  Indtil denne morgen.  »Det tilhører jo Børsen og har normalt hængt i et af rummene, lige inden man træder ind i den store sal. Når man ser mændene på billedet portrætteret inde i den store, smukke sal på Børsen, gør det lidt ondt i dag,« tilføjer hun.  Rørende billeder Brand er det værste af alle scenarier for en kulturinstitution, og Lisette Vind Ebbesen, der selv har til opgave at passe på nogle af danmarkshistoriens mest berømte værker i Skagen, har som mange andre danskere en dyb følelse af tab ved synet af den nedbrændte bygning.  »Brand udsletter jo. Ting går tabt og kan ikke genskabes. Det er det værste, der kan ske,« siger Lisette Vind Ebbesen, som dagen igennem har fulgt redningsarbejdet fra skærmen.  »Det er næsten ikke til at holde ud at se de billeder, der bliver sendt lige nu,« konstaterer hun.  Midt i den nationale katastrofe glæder hun sig dog over det, hun kalder rørende billeder. »Jeg så blandt andet en i kokkeuniform, som hjalp med at redde kunst ud. Der er et lille lysglimt i forhold til, at man forhåbentlig har fået reddet de vigtigste værker,« siger hun og tilføjer:   »Og så er det jo fantastisk, at vi allerede ved, at Krøyer-maleriet er i god behold.« Flere kunstværker I Børsen fandtes adskillige kunstværker. Thomas Kluges gruppeportræt med de 13 komitemedlemmer fra Handelskammeret blev også reddet. Det blev offentliggjort i 1995 i anledning af 100-året for Krøyers maleri. På væggene hang også C.F. Høyers maleri »Christian IV giver Tyge Brahe en guldkæde« (1810), »Søstykker« (1890) af Christian Mølsted og »Badende ved stranden« (1937) af William Scharff. Hertil kommer et marinebillede af Anton Melbye fra 1863 og fire kultegninger af Lorenz Frølich.  Sidst på dagen tirsdag stod det endnu ikke klart, hvor meget der præcis er blevet reddet.

»Det er en katastrofe for byen«. Kulturhistoriker Allan Mylius Thomsen bruger store ord, når han skal beskrive, hvad der skete i København i dag. Den 16 april 2024. I årevis har han arbejdet som tourguide gennem det historiske København, blandt hans mest hyppige ture er en rundvisning i Christian den 4s byggerier, herunder også Børsen. »Alle, der deltager på sådan en tur, har et særligt forhold til bygningen. Den er så ikonisk, at vi bliver nødt til at forholde sig til den. I det forrige århundrede rev vi en masse nederlandsk renæssance-byggeri ned, heriblandt Efterslægtens skole og De Syv Søstre, der blev fjernet for at gøre plads til Privatbankens hus.  Vi gik rundt i »vi ved bedre-perioden« og det betød desværre, at Børsen blev meget unik i byen«. Ifølge Allan Mylius Thomsen har bygningen og dets spir været blandt Københavns vartegn. »København er jo byen med de mange tårne, og nu har vi et mindre. Vi har jo heldigvis en borgerrepræsentation, der forbyder byggeri over fem etager i Indre by og netop derfor står de historiske tårne så smukt og karakteristisk og tegner byen.« At tårnet formentlig vil genopført, gør ikke dagen mindre vigtig, siger han.  Bygninger kan genopføres, men det bliver ikke det samme. Brandens by København er en by, der er skabt af voldsomme brande. Både i 1728 og i 1795 brændte store dele af byen. Under den første brand var det næsten halvdelen af byen, der blev mærket. Senere, i 1807, bombede englænderne vores hovedstad. Børsen gik fri hver eneste gang.  Til gengæld har den været »ombygget og molestreret flere gange over de sidste 400 år« som Mylius Thomsen siger.  Om selve genopførsel af tårnet understreger Allan Mylius Thomsen, at det sagtens kan gøres både pænt og korrekt.  »Spiret på Notre Dame kom tilbage efter branden, og det samme gælder spiret på Roskilde Domkirke. Man skal være noget af en connoisseur for at se forskel bagefter. Da man renoverede tårnet på Vor Frelser kirke, skiftede man over 90 procent af belægningen ud. Det krævede dygtigt tømmerarbejde, men det kan lade sig gøre.« Hvis man bare kan ændre det, hvorfor er det så en katastrofe? «Det er altid en katastrofe at miste det ægte. Det ligger i vores baghoved, at en bygning er original, og man må gå ud fra at bygningen er velforsikret,« siger Allan Mylius Thomsen, der tilføjer, man ellers troede at bygningen var urørlig.  »Der gik ellers en legende om, at dragehalerne beskyttede bygningen mod brand. Det passede ikke.«

»Fear Nothing« står der med store bogstaver på reklamepresenningen omkring Børsen. Det må vist være årets mest ubehageligt ironiske udsagn på en dag som tirsdag den 16 april 2024. Frem for alt er det forkert. I dag har vi alt at frygte. En hel dag efter branden brød ud, væltede det tirsdag eftermiddag stadig med sort røg op fra børsbygningen bag reklamen. Og inde bag banneret brændte det fortsat med vulkansk intensitet. Brandmænd stod på tre kraner omkring bygningen og pøsede vand på ildebranden. Men det ser ikke ud til at gøre den store forskel. Røgen blev bare ved og ved og voksede som cumulusskyer op i den blå forårshimmel. 9/11 var også sådan en smuk, blå dag, tænkte jeg, mens jeg stod her ved afspærringen – uden sammenligning i øvrigt.  Ingen er omkomne her, og det er ikke terror – snarere et uheld af en slags. Men hvad og hvordan – det er der naturligvis ingen, der ved noget som helst om, her blot et par timer efter at branden først blev meldt. Det mærkeligste var stilheden. Både Holmens Kanal, Børsgade og Havnegade var spærret af, så her var ingen trafik. Men her var heller ikke sirener, råb, gråd eller bålknitren. Bare den grå og sorte røg som en sky over bygningen, de orange flammer og vandet fra brandslangerne, der ikke så ud til at gøre den mindste forskel.  Fear Nothing, min fod, tænkte jeg og blev stående, fordi man ikke rigtig kunne andet. Børsen brænder Det er Børsen der er brændt.  Selveste Børsen. Christian 4.s børs. En af de ganske få bygninger i København, der kan fungere som et symbol på hele byen.  Med sit humør, med den store rampe, kobbertaget og det snoede dragespir, som i parentes bemærket ikke er det originale. Børsen har stået her i 400 år og har overlevet samtlige katastrofer, byen har været ramt af: Den svenske belejring i 1660, de to store bybrande i 1700-tallet, det første Christiansborgs brand i 1794, englændernes bombardement i 1807, den anden Christiansborg-brand i 1884 og Anden Verdenskrig. Men en renovering kunne den ikke klare. Historien er ellers, at det berømte dragespir skulle fungere som en besværgelse mod »ildløs« – og den har virket helt frem til det Herrens år 2024, men så var det slut. Fear Nothing – andet end restaureringer åbenbart. Det er, som om bygningsrenoveringer er det mest brandfarlige for gamle bygninger. I 1992 brændte Proviantgården lige ved siden af, netop som man var ved at være færdig med en stor renovering, og nu er det altså slut med Børsen. Børsen har altid været noget særligt. Elsket fordi den taler til fantasien på samme måde som Rundetårn. Den lange røde bygning og det helt aparte dragespir. Nøgenløb og Olsen-Banden Jeg læste som barn om Børsens tilblivelse i Ebbe Kløvedal Reichs »Rejsen til Messias« og i min indre biograf ser jeg også scener fra »Olsen-Bandens sidste bedrifter« hvor bygningen spiller en stor rolle. Blandt andet er det fra dragespiret, at Kjeld med heliumballoner giver signal til resten af banden, så den kan stjæle de berømte Bedford diamanter. Det var også her, at Bjørn Nørgaard og Lene Adler Petersen i 1969 lavede deres aktion, hvor en nøgen Lene Adler Petersen gik gennem børssalen bærende på et kors. Bygningen kalder simpelthen på det særlige. Den har ligget her siden 1624 som sagt, men når sandheden skal frem, så har den bygning, der nu så sørgeligt er ved at brænde ned, ikke meget at gøre med den børsbygning som Christian 4. bestilte hos Hans van Steenwinkel i 1619. Dragespiret blev erstattet allerede i 1776, da man frygtede, at det oprindelige spir ville få taget til at styrte sammen. Den første »fredede« bygning I 1857 blev Børsbygningen, der på det tidspunkt stadig havde vand på begge sider, solgt til Grosserer-Societetet, forløberen for Dansk Erhverv, som ejer bygningen nu.  I forbindelse med salget måtte Grosserer-Societetet love, at de ikke ville ændre bygningens ydre uden statens tilladelse, så derfor betragter man Børsen som den første »fredede« bygning i Danmark.  De gode grosserere kunne dog ikke holde fingrene helt for sig selv. Børssalen blev indrettet, kort efter at de havde købt bygningen, og den har jo intet med 1600-tallets bygningskunst at gøre.  I 1868 blev Børsgade så etableret og kanalen på sydsiden altså kastet til, og værst af alt blev bygningen i 1879-83 udsat for en grundig »restaurering«, hvor arkitekten Ludvig Fenger, der senere endda blev stadsarkitekt, beklædte facaden med de uklædelige, glatte maskinstrøgne sten, bygningen har den dag i dag.  Fenger satte også nye sandstensdekorationer op, byggede kviste til bygningen og fik skiftet det oprindelige blytag til det kobbertag, man i dag forbinder med bygningen. Det var en »restaurering« man i dag ville kalde vandalisme, og derfor kan man midt i rædslen over det store bål på Børsgade finde en vis trøst i, at bygningen nu kan blive genskabt i en udgave, der er mere tro mod den oprindelige – naturligvis med respekt for den indmad, blandt andet Børssalen, der i dag må siges at have fået sin egen status som tidstypiske eksempler på grossererkunst fra slutningen af 1800 tallet. Det samme kan siges om P.S. Krøyers børsbillede fra 1895, som til alt held blev reddet ud, inden flammerne havde bredt sig til etagerne. »Fear Nothing« er dagens ord, og Børsen vil uden tvivl genopstå præcis som Odd Fellow Palæet, Christiansborg Slotskirke, Proviantgården og Dehns Palæ i Bredgade.  Det vil tage tid, og det vil koste penge, men det vil ske – det er jeg sikker på. Men jeg håber, at man i et kommende byggeprojekt vil arbejde lidt mere med brandsikkerhed. Ellers hører frygten aldrig op.

Bygninger er ikke bare mursten og mørtel.  De er historie og tilknytning. De er en måde at føle sig forbundet på. De er fælles historie. For Hassan Preisler er branden på Børsen ikke bare en national katastrofe. Den københavnske forfatter, dramatiker og debattør siger selv, at han har grædt hele morgenen. Nu kræver han, at årsagen bliver grundigt undersøgt. »Det sker jo nærmest på femårsdagen for branden på Notre-Dame, og den står næsten genopbygget. Det viser noget om menneskelig stædighed og om bygningers værdi. Hvis det bare var sten, ville man ikke havde brugt milliarder på at genopbygge den,« siger Hassan Preisler, der ikke kun er ulykkelig. Han er også vred, og han kræver, at der bliver taget ansvar. »Der må for helvede snart være nogen, der undersøger, hvad der er gået galt og få lavet nogle ordentlige brandregulativer. Hver enkelt brand under en renovering er en katastrofe, og dette er allerede sket alt for mange gange,« siger Hassan Preisler.  Som eksempel overlevede Holsteins Palæ Københavns bombardement, men brød i brand efter håndværkere renoverede bygningen. Også Brede Værk og Dehns Palæ har været ramt af brande, men her blev årsagerne aldrig fundet. »Når man på et tidspunkt har opført en bygning, og den dengang var lovlig, så er den det for altid, og det holder ikke. I Norge har man haft en del brande i ældre kirker og hele bymidter og derfor formuleret en national handlingsplan, som involverer elleve ministerier. Man har skabt en strategisk metode, så det ikke er hver enkelt ejer af en bygning, der er ansvarlig for brandsikring.« Som eksempel på andre ulykkelige brande nævner han branden i K.B. Hallen (2011), branden på Sparresholm Gods (2013) og branden på Svinkløv Badehotel (2016). Et forfærdeligt sted Hele dagen har folk reageret på nyheden om branden i Børsen, der er blevet kaldt alt fra »katastrofal« til »det danske svar på branden ved Notre-Dame«. Andre håner begivenheden eller mener, at den bliver dækket for meget. »Det må folk jo selvom, men jeg synes, at det er et idiotisk perspektiv at tage. Vartegn og traditioner har ekstrem betydning for vores følelse af at høre til. Man kan også sige, at den lille bronzefigur, der sidder på en sten ved Langelinie uden sit oprindelige hoved, er uden betydning. Men det har hun jo. Alle mine tre børn har jeg cyklet ud til Langelinie med for at se Den Lille Havfrue. Hun er fortællingen om både tilhørsforhold og værdier,« siger Hassan Preisler og understreger, at Børsen har endnu større national værdi. »Bygningen gik fra at være arnen for den danske kapitalisme til at være et kultursted. Den er forsøgt angrebet af syndikalisterne, udbryderne fra Socialdemokratiet, der forsøgte at storme den i 1918 i en form for protest. Der hænger Krøyer-malerier derinde. Det er et vidne om Guldalderen, dens eftertid og om den nye danskhed, der måtte formuleres på bagkant af bankerotten. Der er så meget historie og tradition i den bygning, der fortæller alt om, hvem vi er,« siger Hassan Preisler, der ryster på hovedet af dem, der mener at branden er ligegyldig. »Så kunne man jo bare plane byen og opføre ny BIG-arkitektur i beton, glas og stål overalt. Gud, hvor ville det være et forfærdeligt sted. Så ville jeg hellere flytte tilbage til Bern.« En følelse af hjem Den 54-årige forfatter er barn af en pakistansk far og en mor fra København.  Indtil han fyldte syv år, boede familien i Bern og Berlin, men besøgte ofte København, og her var spiret over Børsen et velkendt holdepunkt. »Når vi fløj til Danmark på påske-, jule- eller sommerferie, og kørte til byen fra lufthavnen, var det dragetårnet og Arne Jacobsens Nationalbank, der stod som barndommens port til byen. Der gik mange år, før jeg vidste, hvem der havde bygget det, og hvorfor det så ud, som det gjorde. Men bygningen havde en betydning længe før, jeg vidste de ting.« Det var en følelse af hjem, siger Hassan Preisler. Og det er en følelse, han kan genkende i dag, selvom den har ændret sig. »De seneste fire år har jeg været vært på radioprogrammet ‘Norsken, svensken og dansken­’, og det har virkelig gjort mig nordisk. Måske er det også en del af forklaringen på, hvorfor jeg er så berørt. I toppen af spiret stod symbolet for den skandinaviske treenighed. Da spidsen borede sig ned i asfalten, var det hele det nordiske projekt, der splintrede.« Heldigvis føler Hassan Preisler at branden på Børsen er noget, som samler danskerne. At de fleste faktisk går op i det og kerer sig om det, der er tabt og det, der består.  Selv hørte han om branden, fordi hans datter fortalte ham det. Da hun mødte i skolen, var hele klassen bestyrtet, og lærerne havde taget emnet op. »På samme måde er det jo fantastisk at se folk, der hjælper hinanden med at slæbe lærreder ud fra bygningen. Det er hele narrativet om, hvem vi er, selve vores kulturhistorie, der bliver båret ud derfra. Man frelser jo sig selv ved at frelse sin fortid,« siger Hassan Preisler og tilføjer: »Jeg havde gjort det samme, hvis jeg havde været der. Håber jeg.«

For 140 år siden skrev Herman Bang en reportage om branden på Christiansborg. Den er ikke kun gået over i litteraturhistorien, men har også skrevet sig ind i vores fælles dna. Nu står vi i en identisk tragedie.  Børsen brænder – og et stykke danmarkshistorie er tabt for altid. »Det føles fuldkommen uvirkeligt. Det er ikke kun et stykke kulturhistorie, der brænder for øjnene af os. Det er et stykke af Danmark, vi siger farvel til,« siger københavnerforfatteren Benn Q. Holm. I flere timer har han siddet klistret til sin computerskærm og fulgt den dramatiske udvikling fra distancen. Det ikoniske dragetårn – der ironisk nok blev rejst som en besværgelse mod netop ildebrand – stod i flammer. Klokken 8.30 blev det henvist til historiebøgerne, da det styrtede ned i det store stillads, der omkranser den brændende børsbygning. Benn Q. Holm har gennem sit forfatterskab beskæftiget sig indgående med landets hovedstad. Faktisk har byen været hovedperson i flere af hans værker. Han slog igennem på den litterære scene i 1998 med den nyklassiske københavnerroman »Hafnia Punk« og er siden blevet et talerør for en stor del af den københavnske generation X. Benn Q. Holm har mærkeligt nok – og nu til sin store fortrydelse – aldrig været inde i børsbygningen. Men efter et liv tæt på Christianshavn har han nærmest dagligt cyklet, gået eller kørt forbi den godt 400 år gamle bygning. »Jeg har aldrig været derinde – men det er heller ikke alle, der har været inde i Notre-Dame. Det betyder ikke, at man ikke bliver hylet ud af den, rørt og trist,« siger Benn Q. Holm og tilføjer: »Det er som et åbent, flammende sår midt i byen.« Om det er Børsen, Amalienborg eller Rundetaarn, der står i flammer, kan komme ud på et. For i Benn Q. Holms optik er det et sted, som alle danskere kender – en del af vores fælles kultur- og nationalhistorie. Kan ikke sammenlignes Da Benn Q. Holm stod op til nyheden om Børsen, der stod i flammer, tænkte han fluks på sin forfatterkollega Herman Bang. »Han skrev en fantastisk reportage fra branden på Christiansborg. Nu skriver folk på Facebook og liker billeder af den brændende bygning. Man kan roligt sige, at tiderne har ændret sig,« siger Benn Q. Holm.  Børsens historie begyndte for godt 400 år siden, da Christian 4. ville gøre København til fremtidens storstad og internationale handelscentrum. Til det formål skulle den daværende konge bruge en børs, hvor handlen kunne samles. Nu – få måneder før Børsens 400-års jubilæum – står det gamle arkitektoniske værk i flammer. »Det er et stykke historie, der går tabt, og jeg håber inderligt, at man får reddet alle kunstværker og malerier ud,« siger Benn Q. Holm  Hele morgenen og formiddagen har forfatteren set på den tidligere kulturminister og nuværende direktør i Dansk Erhverv, Brian Mikkelsen, rende ind og ud af den brændende bygning for at redde det, der nu engang kunne reddes. »Vi stod og hev og sled derinde med brækjern,« fortæller Brian Mikkelsen om indsatsen for at redde så mange historiske malerier ud af den brændende børsbygning i tide. »Vi har reddet rigtig, rigtig meget, men ikke alt,« fortæller han videre. Det er som sagt ikke første gang, at et stykke dansk kulturarv står i flammer. Men det er den første brand i nyere tid af samme kaliber. »Nu er det jo ikke en naturlov, at bygninger skal brænde ned. Men det er da et mirakel, at den har stået så længe,« siger Benn Q. Holm. En plastiktand Det er endnu uvist, hvor meget af Børsen der står til at redde. Men Benn Q. Holm kan ikke lade være med at tænke fremad. For hvordan skal det tomrum og de ruiner, som Børsen efterlader sig, udfyldes? Med en mindelund? Med en kopi? Som udgangspunkt mener forfatteren, at man bør genopbygge Børsen. »Men uanset hvad vil resultatet nok føles som en plastiktand i overmunden,« siger Benn Q. Holm og tilføjer: »Det er det samme som at leve i en krigszone. Hverdagen fortsætter ikke bare. Nu ser vi på en rygende ruin midt i København. Og ruinerne skal vi se på de næste mange år. Og tilmed et sted, hvor mange mennesker kommer forbi dagligt.«

»Det er en katastrofe. Det er ligesom, hvis der var ild i Amalienborg. Det er vores Notre Dame.« Sådan lyder det fra Berlingskes arkitektredaktør, Holger Dahl, da Børsen i København mandag morgen er brudt i brand.  »Det er en af de helligste bygninger i København, så det er selvfølgelig helt katastrofalt,« lyder det videre fra Holger Dahl.  »Det er en af de mange bygninger, vi har, som er bygget af Christian 4., men den har derudover haft rollen som børs, og derfor har den fået en ikonisk status som repræsentation af den københavnske velstand,« siger han og understreger, at bygningen har en særlig rolle hos danskerne.  »Den er elsket af alle, fordi den er gammel og ser lidt sjov ud, og så fordi den har det her dragespir, som der nu er ild i.« Bygningen blev opført helt tilbage i 1620’erne, men stod først endeligt færdig i 1640. Oprindeligt var det ikoniske dragespir bygget i kobber, men fordi man frygtede, at tårnet blev for tunget for bygningen, erstattede man det med den nuværende konstruktion, som nu brænder.  Og at det er netop spiret , der er brudt i brand, har et vist skær af ironi over sig, siger Holger Dahl.  »Det er jo dobbeltironisk, at dragespiret oprindeligt var lavet som en slags besværgelse mod ildebrand. En drage spyer jo ild, så det skulle være en slags besværgelse for at undgår ildebrand. Og hidtil har det da også virket, fordi alle mulige bygninger rundt om Børsen har jo været i brand,« siger Holger Dahl og henviser til blandt andet Provinatgården, der er en del af Christiansborg, som brændte så sent som 1992.  Holger Dahl er dog ikke bekymret for, om det er muligt at genopbygge den historiske bygning.  »Man er allerede i gang med en kæmpe restaurering af taget, hvor man lægger nyt kobber på taget. Og det er formentlig det, der har forårsaget bramden. Men selvfølgelig vil man også kunne genskabe det og bygge et nyt spir op,« lyder vurderingen fra Dahl. 

Da den sortklædte, muslimske attentatmand Hadi Matar løb gennem lokalet, anede Salman Rushdie det gennem øjenkrogen.  Noget var på vej. Nogen var på vej. Han tænkte: »Så det er dig. Her er du!« Øjeblikket efter lå Rushdie på scenen i byen Chautauqua i staten New York med sin overfaldsmand over sig. Han blev dolket 15 gange.  Nu fortæller den indiskfødte britisk-amerikanske forfatter Salman Rushdie for første gang om dagene og sekunderne, der ledte frem til et af de mest spektakulære drabsforsøg i nyere tid.  Rushdie kendte på forhånd intet til den 24-årige Hadi Matar, der førte kniven, og han havde på det tidspunkt overlevet både en fatwa og adskillige planlagte likvideringsforsøg.  Alligevel havde han en mærkelig fornemmelse, inden han tog afsted. Forvarsel Salman Rushdie var og er stadig ikke en overtroisk eller religiøs person. Men en mystisk oplevelse, der gik forud for knivangrebet i august 2022, ser han i dag som et varsel.  Det fremgår af flere interview, som Salman Rushdie har givet de senere dage. Anledningen er den bog, han nu udgiver om det angreb, der endte med at koste ham synet på det ene øje.  Bogen har titlen »Knife«, og motivet på coveret af den engelske udgave er en sprække forårsaget af en kniv. The New York Times kalder bogen en »rystende beretning« om angrebet og dets eftervirkninger, men skriver, at det også er en »dybt bevægende kærlighedshistorie« om den støtte han fik fra sin hustru, digteren og romanforfatteren Rachel Eliza Griffiths. I adskillige tv-interview fortæller Rushdie om omfanget af de skader, som attentatmanden Hadi Matar påførte ham. Til BBC fortæller Salman Rushdie, hans højre øje hang ned ad hans ansigt »som et blødkogt æg«, og at det hver dag generer ham at have mistet synet på øjet.  I dag er øjet skjult bag et mørkt brilleglas. Forfatteren nåede hverken at værge for sig eller få mulighed for at løbe fra gerningsmanden. I stedet husker han, at han faldt til gulvet, hvor han lå i en pøl af sit eget blod, »en spektakulær mængde blod«. »Jeg kan huske, at jeg tænkte, at jeg skulle dø. Heldigvis tog jeg fejl,« siger Salman Rushdie. Angrebet varede 27 sekunder, før attentatmanden blev overmandet af flere publikummer. Forudanelse Salman Rushdie havde en drøm i dagene op til sin skæbnesvangre optræden på litteraturfestivalen, som han dengang ignorerede. I dag er han sikker på, at den betød noget.  To dage inden arrangementet, drømte han, at han blev slået ihjel i en arena – et amfiteater – der mindede om Colosseum i Rom. Han vågnede rystet af drømmen, og fortalte sin hustru om det.  Drømmen betød, at han følte sig ilde til mode ved at tage i Chautauqua i den anden ende af staten New York, hvor han skulle optræde i noget, der mindede om et amfiteater. »Men så tænkte jeg: Det er jo kun en drøm,« siger han til tv-værten Anderson Cooper i det amerikanske tv-program »60 minutes«, der også interviewer ham i anledning af bogudgivelsen.  Nogle dage senere blev det dystre varsel dog til virkelighed. Det sidste han så med sit højre øje var Hadi Matar komme sprintende op på scenen, klædt i sort tøj og maske. Salman Rushdies sidste tanke var: »Så det er dig. Her er du!« Rushdie følte, at attentatet var det, han havde ventet på – og frygtet – siden han i 1980erne fik en fatwa nedkaldt over sig.  »Det føltes som noget, der kom ud af en fjern fortid, og som prøvede at trække mig tilbage i en fjern fortid for at dræbe mig,« fortæller Salman Rushdie til »60 Minutes«. Han forklarer, at han var overbevist om, at han skulle dø på scenen, og at nærdødsoplevelsen bekræftede ham i, at døden er en afslutning, ikke en overgang til et efterliv.  Han hørte »ingen himmelske kor eller så nogen perleport«, da han troede, at han nærmede sig den visse død. »Den eneste åbenbaring, jeg fik, var, at døden ikke rummer nogen åbenbaring,« siger Salman Rushdie. Salman Rushdie blev bragt til et hospital med helikopter, hvor han var indlagt i seks uger. Efter angrebet blev attentatet efterforsket af New Yorks politi og FBI, der sigtede Hadi Matar for mordforsøg. Retssagen mod ham er blevet udskudt, idet forsvareren overbeviste domstolen om, at det var nødvendigt at rekvirere og læse Salman Rushdies beretning i »Knife«, før sagen kunne køre. En ny dato for retssagen er ikke blevet fastsat. »Urealistisk« Salman Rushdie har i en lang årrække været en kontroversiel litterær figur.  Han udgav i 1988 bogen »De sataniske vers«, der udløste en islamisk dødsdom, en såkaldt fatwa, fra Irans daværende leder ayatollah Khomeini.  At truslen fra Iran var reel, viste efterfølgende attentater mod bogens henholdsvis japanske og italienske oversætter. Den japanske oversætter, Hitoshi Igarashi, blev stukket ihjel i 1991 på sit kontor af en ukendt gerningsmand. Salman Rushdie levede i flere år i skjul, men var i de senere år begyndt at normalisere sine offentlige optrædener. Kort før sin optræden ved City of Asylum-mødet, hvor han blev stukket ned, havde han fortalt denne organisations leder, at han betragtede sit liv som værende »næsten normalt« – samtidig med at han berettede om årene med vedvarende frygt for et pludseligt angreb. I interviewet med BBC siger Salman Rushdie, at han hver dag savner sin mistede øje.  Han siger, at han skal udvise forsigtighed, når han går ned ad trapper eller krydser en vej, men samtidig betragter han sig selv som heldig, fordi angrebet ikke beskadigede hans hjerne: »Det betyder, at jeg stadig er i stand til at være mig selv.« Forfatteren viser i flere interview, at hans skarpe humor er fuldstændig intakt, men han nævner fortsat ikke attentatmanden ved navn, da han ikke ønsker at »tilstå ham den ære«. Hadi Matar har selv afsløret, at han kun har læst et par sider i »De sataniske vers«. Han besluttede sig for at tage til arrangementet i Chautauqua efter at have læst en omtale af dette. »Jeg kan ikke lide den person. Jeg synes ikke, han er en god person,« sagde han i 2023 om Salman Rushdie til The New York Post, der interviewede ham i fængslet. I de aktuelle interview har Salman Rushdie ironiseret over Hadi Matars mangelfulde overvejelser forud for det vanvittige overfald. »Hvis jeg havde konstrueret en fiktiv karakter, der vidste så lidt om sine egne bevæggrunde, ville min forlægger have kaldt ham urealistisk,« siger Salman Rushdie til »60 Minutes«. »Knife« er dedikeret til de publikummer og læger, der reddede forfatterens liv efter attentatet. Bogen udkommer 16. april på dansk på Gyldendal, naturligvis under navnet »Kniv«. Bogen anmeldes i Berlingske en af de nærmeste dage. 

En dommer i den amerikanske delstat New Mexico har idømt Hannah Gutierrez-Reed, der var våbenansvarlig på Alec Baldwin-filmen “Rust”, 18 måneders fængsel for uagtsomt manddrab. Det skriver nyhedsbureauet Reuters. – Du gjorde et sikkert våben til et dødbringende våben, sagde dommeren under domsafsigelsen henvendt til den nu dømte Hannah Gutierrez-Reed. Filmfotograf Halyna Hutchins blev dræbt på settet for westernfilmen “Rust”, da hun ved en fejl blev skudt i maven. Den amerikanske skuespiller Alec Baldwin, der var hovedrolleindehaver og producer på filmen, og som førte pistolen, da Hutchins blev skudt, er også tiltalt for uagtsomt manddrab. Han nægter sig skyldig. Baldwin afviser, at han trykkede på aftrækkeren. Hans sag starter 10. juli. 27-årige Hannah Gutierrez-Reed blev i marts dømt skyldig i uagtsomt manddrab for at have ladt Alec Baldwins pistol med skarp ammunition under optagelserne til “Rust” og dermed uagtsomt at have medvirket til drabet på 42-årige Halyna Hutchins. Gutierrez-Reeds forsvarer anmodede ved domsafsigelsen for en mulighed for prøveløsladelse, mens anklagerne argumenterede for, at hun skulle afsone alle 18 måneder. Hannah Gutierrez-Reeds sidste ord i retten var grådkvalte. – Jeg er ked af den måde, medierne gjorde tragedien til en sensation og portrætterede mig som et komplet monster, sagde hun. Hendes forsvarer har under hele sagen sagt, at hun er blevet syndebuk for en forbrydelse, som ledelsen på filmen bærer ansvaret for. Anklagemyndigheden har modsat argumenteret for, at Gutierrez-Reed har udvist “mangel på anger”. Hændelsen fandt sted i oktober 2021. Hutchins blev skudt og dræbt, da Baldwin pegede sin pistol mod filmfotografen og tog ladegreb. Det var ikke meningen, at våbnet på settet på “Rust” skulle være skarpladt. Baldwin har tidligere sagt, at der var tale om en ulykke, og at han mener, at han ikke var ansvarlig for Hutchins’ død. Derudover har Hollywood-stjernen udtalt, at det ikke var hans ansvar at kontrollere pistolen, og hvad den var ladt med. /ritzau/