Så snart man ser bare en flig af et maleri, en pastel eller en lille bronzefigur af en danserinde, siger de fleste: »Aaah – impressionisme! Degas! Paris!«  Også uden egentlig at vide noget særligt om hverken ballet, Paris, Degas eller impressionisme.  Degas’ balletpiger hører til kunsthistoriens mest ikoniske værker. Det er billeder, man bare kender, fordi de har været her altid, og det er billeder, man af samme grund ofte går alt for hurtigt forbi.  »Det har vi set, det kender vi,« tænker man og skynder sig videre mod noget nyere og mere ukendt. Ikke impressionist Når det nu forholder sig sådan, er det dobbelt godt, at der en gang imellem kommer en udstilling, der tvinger os ned i tempo, tvinger os til at kigge grundigt på tingene, som om vi så dem for første gang, og tvinger os til at læse lidt op på stoffet og måske revidere nogle af de allermest fastlåste klicheer.  For eksempel den, at Edgar Degas (1834 – 1917) var »impressionist«.  Selvom han arbejdede med »moderne« farver og beskæringer, og selvom han var med til at organisere de berømte »impressionistudstillinger«, var »impressionist« en etiket, han meget gerne så sig frabedt.  Degas havde kun foragt til overs for de malere, der stod ude i landskabet og malede »plein air«, som det hedder på fransk. Alle hans billeder blev til i atelieret – og kun efter grundige studier og langsommelige skitseprocesser. At det forholdt sig sådan kan man læse i bøger om maleren, men man kan også tage ind til Glyptoteket og der fordybe sig i en vidunderligt nørdet og fremragende fortælling om et enkelt Degas-maleri, »Danseøvelser i foyeren«, som blev købt af Ny Carlsbergfondet i 1923, og som har været i Glyptotekets eje siden 1932. Dette maleri har i kunsthistorien altid været betragtet som et sent værk. Et lidt løst alderdomsværk, som var interessant nok af den grund, men som ikke blev tilskrevet en nøglerolle i fortællingen om Edgar Degas og hans kunst. Nu viser det sig imidlertid, at billedet sandsynligvis er et af Degas’ allertidligste balletbilleder, og det viser sig endvidere, at Degas efter alt at dømme arbejdede på det i mere end 30 år.  Han har haft det med sig, hver gang han er flyttet, og han er blevet ved med at gå tilbage til det for at rette, justere og ændre elementer, han ikke var tilfreds med – måske aldrig nogensinde blev tilfreds med. Historien om den nye vurdering af billedet er denne: I al den tid, maleriet har hængt på Glyptoteket, har man kunnet se, at dele af »Danseøvelser i foyeren« var underligt udtværede.  Nogle steder i billedet har man kunnet se kulstreger, som om Degas selv var i tvivl om kompositionen. Skulle den forreste danserinde stå foran eller bagved søjlen? Skulle kanden være med i forgrunden? Det var kendte fakta, og ingen gravede derfor dybere ned i baggrunden for de mere »løse« områder.  Imidlertid var inspektør i Glyptotekets Moderne Samling Line Clausen Pedersen i gang med et forskningsprojekt om netop Degas, og hun var i den forbindelse interesseret i »Danseøvelser i foyeren«.  Så da værket alligevel stod for tur til et grundigt konserveringseftersyn, besluttede man på Glyptoteket at gå ekstra grundigt til værks.  Videnskabelige analyser Maleriet blev sendt over til J. Paul Getty Museum i Los Angeles og i et samarbejde mellem Gettys eksperter og Glyptoteket blev maleriet både skilt ad, røntgenfotograferet, spektografisk analyseret og mikroskoperet.  Små bitte områder af malingslagene blev boret ud og analyseret, lærredet blev taget af blindrammen, og gradvist blev det tydeligt, at man helt fra begyndelsen havde fejldateret maleriet.  Et halvt udtværet stempel på lærredets bagside kunne fremkaldes med infrarød fotografering og afslørede, at lærredet i hvert fald var blevet købt i 1870.  Selvom Degas var en relativt velhavende mand, var han også kendt som en meget sparsommelig mand, så det er ikke sandsynligt, at han har haft et lærred liggende i flere år uden at male på det.  Man kunne altså til en start konkludere, at »Danseøvelser i foyeren« ikke var et af Degas sidste balletbilleder – sådan som man altid havde troet – men at det i stedet var et af hans allerførste. Det i sig selv flytter maleriets betydning og dets status i Degas’ værk meget betragteligt, og da man så efter de grundige scanninger og spektralanalyser kunne se, at kompositionen gennem årene havde ændret sig langt mere end først antaget, blev det tydeligt, at man her stod over for noget af en sensation.  Pludselig blev »Danseøvelser i foyeren« til Degas’ »Moby Dick« – eller »Mona Lisa« for den sags skyld. Et værk, han ikke kunne blive færdig med.  Et maleri, der blev ved med at nage eller forundre ham, og som han derfor beholdt for sig selv og blev ved med at arbejde på i over 30 år.  Det lykkedes eksperterne på Getty at isolere en figur, der på et tidspunkt har stået i billedets forgrund, men som så er blevet overmalet.  I de mikroskoperede prøver kan man endvidere se, hvordan der visse steder er hele 14 lag maling oven på hinanden. Forsøg, overmalinger, nye forsøg og så videre, og så videre… Ud af de godt 3.000 værker, Degas lavede i sit liv, er der danserinder på cirka 1.500 af dem. Dansen var altså et af hans helt centrale motiver (de to andre var hestevæddeløb og kvinder, der bader eller klæder sig på).  Den foyer, øvelserne foregår i, er foyeren til det gamle Parisiske teater Le Peletier, som brændte i 1873, altså kun tre år efter, at Degas var begyndt at male sine danserindebilleder.  Selvom bygningen var væk, blev Degas ved med at male motiver fra den gamle Peletier-opera, og også af den grund er et af de billeder, han altså malede, mens bygningen stadig stod, ekstra interessant. Godt nørderi Det lyder som en nørdet lille historie – og det er det også, men det er samtidig en uhyre konkret og uhyre interessant historie.  Glyptoteket folder den ud i et stramt lille forløb, der er spændende som en krimi. Måske ikke helt »Da Vinci Mysteriet«, men dog på vej i den retning.  At følge, hvordan man med moderne, »retsmedicinske« metoder kan destillere hemmeligheder og skjulte fortællinger ud af et velkendt værk, er helt elementært fascinerende. Og de mange forskellige versioner af billedet, man bliver ført igennem, det skjulte stempel på bagsiden af lærredet, blindrammen, tidligere kopier og som finale en fin præsentation af hele Glyptotekets Degas-samling, gør udstillingen til en tæt og spændende bouillonterning af saft og kraft.  Man tænker umiddelbart, at det må være dybt fascinerende at være konservator og at være i stand til at trække en kompleks baggrundshistorie ud af noget, der på overfladen virker såre ligetil. At Degas så samtidig er og bliver en interessant figur i 1800-tallets europæiske maleri, gør ikke historien dårligere.  Han spillede en stor rolle som kritiker, inspirator og til en vis grad mæcen for »det nye maleri« i slutningen af 1800 tallet, men han så sig selv som meget mere forbundet med gamle mestre som Velasquez, David og Ingres end med de unge styrvolter, han omgikkedes.  Og for at det ikke skal være løgn var han til sin død på den forkerte side af »Dreyfuss-affæren«, som blev en skillelinje mellem det progressive, unge Frankrig og det bagstræberiske, gamle.  Dén historie må Glyptoteket meget gerne fortælle næste gang, men indtil videre siger jeg mange tak for denne fornemme »amuse bouche«. Degas’ besættelse Til 29. november 2026 Ny Carlsberg Glyptotek Dantes Plads 7 1556 København

What kind of wine drinker are you? Some regularly search for an unknown and obscure wine; others prefer drinking the tried and true. I’m both kinds, depending on my mood and the situation. Sometimes I’ll throw caution – and cash – to the wind and buy a bottle I know nothing about. Then again, on occasions when I can’t risk disappointment (a dinner party, a gift), I’ll fall back on old favorites. Curious about how intrepid other drinkers might be, I talked to some wine pros about how they encourage customers to venture outside their vinous comfort zones. Their respective methodologies were remarkably similar. Certain Rules Apply When it comes to buying unknown wines, I have two key parameters: I’ll rarely spend more than $30 a bottle (and often much less), and I will never buy more than two bottles of a wine I don’t know. I overrode that second criterion recently – to my regret. I purchased a case of a certain rosé from California that I hadn’t tasted in years, figuring it would be just as good as it had been long ago. It was not. I’m always happy to take a recommendation from a retailer or sommelier, and my overall rate of satisfaction in such cases has been good: more than 50 %. Furthermore, it’s been fun to turn some new discoveries – Torrette from Valle d’Aosta, Italy, for example – into regular buys. Wine lovers I know, ranging from casual imbibers to knowledgeable oenophiles, have their own parameters when it comes to experimenting. My husband, Roger, would never buy an unknown Greek wine: Their grape names are too perplexing, he says. My chef friend Mario, a native of Calabria, Italy, draws the line at wines from California: They don’t go with Italian food, he contends. My friend Neil is much more adventurous than the others. He will happily try anything from grand cru Burgundy to an inexpensive Albariño with equal pleasure. Sometimes his experiments are a great success – like the time he tried Kerner, the aromatic white from Alto Adige, on the advice of an American sommelier he met in Italy. He sought out the wine as soon as he got home and has been a fan ever since. A Matter of Trust Of course, not all Neil’s experiments end as happily as his discovery of Kerner. Neil’s most memorable dud also involved a rosé bought in quantity, though in his case the wine was from Hungary. Neil made the purchase on the advice of a well-known New York wine merchant who had »never« steered him wrong. The merchant had even labeled the producer »The King of Rosé,« which sealed the deal: Neil bought three cases of the wine without tasting it first. Big mistake. »It was more like a herbal light red. Not at all what I was expecting,« he said. Though it took some time to work through those 36 bottles, he still has faith in the store. Nearly all the wine professionals I contacted agreed that customers might be willing to take a chance on a wine if they trust the merchant or sommelier making the recommendation, but that willingness has its limits – often geographical. If a sommelier is nudging a diner toward a different wine region, it helps if it’s somewhat well-known. With a little guidance, a California wine lover might be willing to be persuaded to try a wine from Burgundy or Bordeaux, said wine director Anthony Taylor of Cru Uncorked in Moreland Hills, Ohio. In the case of customers who are particularly articulate about their preferred sort of wine and confident in their preferences, Taylor might feel safe recommending a more-obscure region or grape, as long as it aligns with those preferences. Alec Schingel, chef, owner and wine director of Robin Restaurant in St. Louis, doesn’t go too far afield with recommendations to customers. He also tends to focus on value. Schingel said he might suggest »Pinot Noir from a great producer in Irancy rather than Chambolle or Volnay.« The first is a lesser-known and reliably more-affordable appellation; the latter two, pricier Burgundy precincts. »I think the value is great, and it introduces people to something new but still relatively safe,« Schingel explained. Similarly, at Beaupierre Wines & Spirits in Manhattan, sommelier and restaurateur-turned-retailer Yannick Benjamin and his wife and co-owner, Heidi Turzyn Benjamin, suggest unfamiliar wines that aren’t a great stretch geographically from those customers already know. They might prompt a white Burgundy drinker to try a wine made from Savagnin, a white grape of Jura, just east of Burgundy. »I speak passionately about the magic of the Jura, having visited multiple times,« Benjamin said. An Experiment While most of the professionals I contacted acknowledged the challenge of getting customers to try something truly unknown, Jeremy Block, proprietor of Some Good Wine in Manhattan’s Greenwich Village, said he has no trouble suggesting wines from places lesser-known as wine regions, such as the Canary Islands of Spain. Block credits his location near New York University: »We happen to be in the 10003 zip code with loads of NYU people and young people with lots of money, so getting [them] to try new things is very easy.« According to Harris Polakoff, owner of Pogo’s Wine & Spirits in Dallas, his customers are willing to experiment only up to a point. »We try and find what they normally like to drink and stay in that realm,« he said. For a drinker of Sancerre, the Loire Valley white made from the Sauvignon Blanc grape, he might recommend a Sauvignon Blanc from California. It makes sense to me that wine pros only encourage small steps outside their customers’ comfort zone. Their rate of success is likely to be higher that way. But I couldn’t help wondering what would happen if they chose something completely obscure. I decided to put myself forward as a test case and asked two New York retailers I trust for something totally unexpected – as long as the wine was under $35 a bottle. I also asked them to limit their recommendations to white wines, just to narrow the field of potential candidates. One retailer’s choice was terrific. The 2023 Bodegas Los Bermejos Diego Seco ($29), from the Canary Islands, was a delight. I’d be happy to buy this minerally, citrusy, spicy, dry white with notes of herb again. But I’d take pains to avoid the other recommended wine, the 2024 Diamantis Magoutes Vienyard Siatista Vieilles Vignes Blanc ($25) from Greece. A white wine made from the native red Xinomavro grape, it was grippy, even rather tannic – intriguing on the first sip, exhausting by the third. Although my experiment was not an unqualified success, I was happy to have tried both the wines and happy I hadn’t spent too much money. I’d trust both retailers to propose future obscurities, though I might specify that the white wine should be made from a white grape. Email Lettie at wine@wsj.com

Det ville nok blive en lille smule ubehageligt nu, advarede konferencieren. Her var potentiale til at skabe røre i den kulturradikale andedam, gentog ordstyreren. Tænk, at en kulturkonservativ var på den kreative klasses festival. Tænk, at Eva Selsing var på Heartland. Eva Selsing smiler, da jeg gentager ordene, som faldt på scenen ved introduktionen af hende. Det er Eva Selsings første gang på Heartland Festival i stationsbyen Kværndrup på Fyn, og hun er positivt overrasket over, hvor pæn, ordentlig og soigneret den er. En slags Østerbro på en mark med Hansen Is, griner hun.  Hun er glad for at være blevet inviteret og har netop nydt en af pladsens håndlavede ispinde: »Det er spændende, for det er et publikum, jeg ikke normalt når ud til,« siger Eva Selsing, der deltog i en talk med teaterinstruktøren og forfatteren Katrine Wiedemann om »vrede feminister og borgerlig orden«. »Jeg tænker egentlig også, at det er ret modigt af dem at invitere mig,« siger hun, der udmærket ved, at hun ikke er alles kop te: »Lidt edgy.« Opstandelsen ved debatten udeblev da også. Faktisk var der, oplevede Eva Selsing, resonans at spore blandt publikum, og det kan meget vel være et udtryk for, at noget er i bevægelse, mener hun. At det er blevet mindre vigtigt, om noget er woke, så længe det vækker genklang. Såsom at der er meget lykke at hente i pligten, det nære og det traditionelle. »Måske er det ikke bare os på højrefløjen, som bliver flere, og vores stemmer, der bliver stærkere. Måske er det et udtryk for, at midten rykker sig,« siger Eva Selsing: »Det er, som om det ikke længere er så kontroversielt at påpege noget, som er relativt åbenlyst.« Et feminint mekka Heartland Festival er for alle, men måske især for kvinder. Knap to tredjedele af festivalens gæster er af hunkøn, og hvis man først kigger efter, er det hele gennemsyret af dét.  Fra muligheden for at få lagt makeup til perlearmbåndsstationen og invitationen til at lave sin egen tote bag til »Dragesøstrene«, som på teltpladsen lokker med kakaoceremonier og tarotlæsning, eller yogasessionen ved Egeskov Slots voldgrav i formiddagstimerne. Umagen, æstetikken og kvalitetsbevidstheden er at finde alle vegne. Fra isen, der er pyntet med spiselige blomster, til lanternerne i træerne og toiletvognene med udsmykkede vægge og håndsæbe med duft i dispenserne til fraværet af mennesker, der urinerer i hækken, brækker sig i skraldespanden og drikker sig fra sans og samling. Eller omsorgen, når man i sin Heartland-app bliver mindet om at huske solcremen eller budt velkommen tilbage med beskeden om, at man har været savnet. Og da en ung kvinde omkring midnatstid torsdag taber sit Dankort i et lille åløb og må smide bukserne og indfinde sig i vandet for at få det igen, danner hendes følge en menneskelig afskærmning omkring hende. Selv ungdommen har blik for, at Heartland ikke er et sted, man blotter baller for de øvrige tilstedeværende. Som gæst registrerer man det hele og tænker for sig selv, at Danmarks smukkeste festival ikke længere ligger i Skanderborg. 700 snaps til veninderne I festivalpladsens skov af kæmpetuja slænger veninderne 44-årige Mia Ben-Ami og 46-årige My Brieghel sig i hver sin ende af samme hængekøje og griner hjerteligt. De er et fornemt eksempel på, at Heartland har fat i sit kvindelige publikum. De to, der begge er fynboer, er kommet hvert år siden festivalens begyndelse i 2016 og er slet ikke i tvivl om, at de allerhelst vil af sted med veninder. »Vi tager kun af sted med damer,« som Mia Ben-Ami siger, og My Brieghel, der har fødselsdag og tilmed netop har vundet en langbordsmiddag, istemmer: »Ja, det er helt klart en dameting for os, 100 procent,« siger hun. Hvorfor? »Det er en mulighed for at prinsesse helt ud, synes jeg. Heartland er jo som at være til havefest i grevens have, og så tager man sin pæne kjole på og vimser rundt i de her smukke omgivelser og har det flot,« siger Mia Ben-Ami og fortæller, at de er på genbrugsjagt efter Heartland-outfits flere måneder forud for festivalstart og hvert år laver blomsterkranse til håret. De to veninder gør brug af den fulde Heartland-palet og nyder ikke kun musikken, men også debatterne, maden og kunsten, og det betyder rent faktisk noget, at æstetikken er i højsædet. »Det er den mest instagramable festival overhovedet, og det er da skægt, at der er så mange fotomuligheder alle vegne,« siger Mia Ben-Ami og bliver suppleret af My Brieghel: »Ja, Heartland er den med længder pæneste festival, vi har herhjemme, og det kan jeg mærke, at jeg og især andre kvinder sætter pris på. Jeg har sendt 700 snaps (billeder, red.) til forskellige veninder i dag, men ikke én eneste til min mand derhjemme,« siger hun. Begge har de en oplevelse af at få udvidet deres horisont på festivalen og blive præsenteret for nye perspektiver på kendte problemstillinger, og alt sammen betyder, at de vender klogere tilbage til hverdagen, siger de: »Jeg synes på mange måder, at Heartland tør noget og giver adgang til noget, som der er behov for, og som tænder os kvinder,« siger Mia Ben-Ami: »Noget af det fedeste, jeg har oplevet herude, var eksempelvis da Marina Abramovic og Tal R mødtes i en snak om, hvad kunst er. Det var vanvittigt interessant,« siger hun, der i år særligt glæder sig til Alanis Morissette, men også lige har været til en »ti ud af ti koncert« med Bye Bye Brenda. Mia Ben-Ami og My Brieghel er da heller ikke i tvivl om, hvad de tager med sig, når festivalen lukker ned på søndag, og der er et helt år, til de skal af sted igen: »Vi har været flotte, vi har danset, vi har skålet, vi har drukket bobler, og så har vi grinet, til vi fik ondt i maven. Det er virkelig venindetid, når den er allerbedst,« siger Mia Ben-Ami. Alle er velkomne Heartland Festival opererer imidlertid ikke med en særlig kvindestrategi, siger kommunikations- og indholdschef for festivalen Sara Alvad. I stedet tiltrækker Heartland et publikum, der gerne vil mere end bare musik og fest, og det har vist sig i høj grad at være kvinder, men også mænd og børn og i øvrigt alle aldre. »Vi laver ikke en festival, som har kvinder som målgruppe, men vi skaber et rum, hvor der er plads til både styrke og sårbarhed, fest og fordybelse samt refleksion og nydelse. Og det er bare nogle kvaliteter, mange kvinder genkender sig selv i, men som jeg tror, at alle mennesker i virkeligheden længes efter,« siger Sara Alvad. Hun oplever, at mange kvinder værdsætter de værdier, festivalen beror på, og at den er rar og tryg at være gæst på. Publikumsundersøgelser viser eksempelvis, at kvinder ikke oplever at blive antastet på Heartland. Forudindtagelsen om, at Heartland er en lukket fest for Københavns kulturelite, der bare gerne vil bekræftes i sit get virkelighedsbillede, vil Sara Alvad gerne punktere, og hvis det nogensinde har været tilfældet, er det det i hvert fald ikke længere, siger hun. Er det en antagelse, I har taget et aktivt opgør med? »Ja, måske lidt. Det er vigtigt for os, at Heartland er åbent, og at alle føler sig velkomne. Vi har fortsat rigtig meget dybde og meget intellektuelt indhold, og det holder vi fast i. Det vigtige er, at man ikke skal bruge en særlig manual for at forstå den. Man skal bare mærke den.« Er det et led i det opgør, når I for eksempel inviterer en kulturkonservativ som Eva Selsing? »Vi vil til enhver tid have et program, som både forkæler og udfordrer. Det er jo det, kunsten og kulturen kan – få os til at træde ud af egne ekkokamre og blive stukket en lille smule til. Uanset om man er enig eller uenig med eksempelvis Eva Selsing – det kunne også være Anders Morgenthaler – har hun skarpe holdninger og en reflekteret tankegang til emner, som er oppe i tiden, og den debat vil vi gerne invitere ind på pladsen.«

Den 13. juni 1995 skete der noget, der skulle vise sig at gå hen og blive helt enestående i international musikhistorie. Her udgav canadiske Alanis Morissette nemlig »Jagged Little Pill«. Albummet indeholdt sange som »You Oughta Know«, »Hand In My Pocket« og »Ironic«, og på et splitsekund blev hun et talerør for en hel generation af unge. Ikke bare kvinder på kryds og tværs af kloden. Selv mænd kunne spejle sig selv i Alanis Morissette. Dags dato er »Jagged Little Pill« solgt i mere end 33 millioner eksemplarer. Salgstal, der stadig giver kvindelige artister som Madonna, Céline Dion og Adele baghjul.  I tidens løb har Alanis Morissette med garanti også solgt et eksemplar til de tusindvis af mennesker, der fredag aften var troppet op foran Greenfield-scenen på Heartland. Her gav 51-årige Alanis Morissette nemlig koncert. Endda på selve 30-års-dagen for udgivelsen af en klassiker af et album. Men hvis canadierens mange fans havde sat næsen op efter en komplet gennemspilning af »Jagged Little Pill«, ned ad Mindernes Allé, så gik de skuffede hjem. For det var ikke dét, Alanis Morissette var kommet for at levere. I stedet ankom hun til Egeskov Slot med et ønske om at vise, at hun er mere end blot et one album wonder. Drønærgerlig lyd Selvfølgelig havde hun masser af »Jagged Little Pill« på menuen, men undervejs i den 90 minutter lange koncert var der langt mellem de gigabits, som folk var kommet for at skråle med på. Sådan virkede det i hvert fald.  For når Alanis Morissette spillede en klassiker, så var publikum der med det samme. Når hun spillede et nummer fra et af sine ni øvrige albumudgivelser, ja, så lagde det en dæmper på jubilæumsfesten. Alanis Morissette ligner i øvrigt sig selv, men vigtigst af alt, så lyder hun stadig som Alanis Morissette.  Faktisk synger hun næsten bedre i dag, end hun gjorde dengang, da hendes vokal var rå og sårbar på én og samme tid. Ungdommens fandenivoldskhed er blevet tilført en naturkraft fra et langt, levet voksenliv. Det klæder hende. Desværre var lyden på Greenfield ikke Alanis Morissette værdig. Det blæste på Greenfield, hvilket i perioder kylede vokalen ude over de omkringliggende marker, hvis den da ikke helt forsvandt i vinden. Det var drønærgerligt. Ikke mindst med tanke på, at netop Alanis Morissettes tekstunivers er grunden til, at hun stadig den dag i dag, 30 år efter gennembruddet, er relevant at lytte til. Tonsende rockmama Vinden måtte dog give fortabt over for Alanis Morissettes krop. Den skulle der en orkan til at tøjle.  Iført sorte læderbukser og blomstret skjorte og med det lange hår slået ud tonsede hun det meste af koncerten rundt på scenen, som en rockmama med noget på hjerte. Selv når hun stod stille, var der gang i både arme og ben. »Jagged Little Pill« var spækket med en ung kvindes vrede, frustration, sårbarhed, ægthed og rapkæftede ironi.  Hele molevitten er Alanis Morissette anno 2025 stadig fuld af.  Endda til bristepunktet. Fredag aften var kvindepower for fuld udblæsning. Desværre blev koncerten på Heartland aldrig et jubilæum for fulde gardiner. »You Oughta Know« gik gennem marv og ben, »You Learn« skabte fællessang, »Ironic« gav kuldegysninger, og »Thank U« var et rørende farvel og tak. Uden dem havde Alanis Morissette tabt sin egen jubilæumsfest på gulvet.  Alanis Morrisette  Greenfield-scenen, Heartland 2025, fredag aften.

Nik & Jay er en af den slags guilty pleasures, man ikke behøver at holde skjult for andre. Bare stå ved det. Ud med det. Alle andre har det alligevel på samme måde. Danmark bare knuselsker de to barndomsvenner fra Værløse, der efterhånden er blevet granvoksne mænd. Især når der er røget fadbamser og naturvin indenbords. Så er det, som om alle fordomme forsvinder som dug for sommersolen. Popduoens koncert på Heartland fredag aften var ingen undtagelse. Tværtimod. Koncerten var en stadfæstelse af Nik & Jays massive popularitet. De er som skræddersyet til en festival, og Greenfield-scenen var fra start til slut et menneskehav, hvor alt og alle plaskede rundt i det ene hit efter det andet.  Far og mor, blomsten af Danmarks ungdom … alle var kommet for at skråle »Baby, lad mig pop den for dig … boing, boing!« Held og lykke, Timberlake Nik & Jay har været toppen af poppen siden 2002, hvor de fik en hel nation til at skråle med på »Hot«, mens de gik op og ned og fra side til side. Dåbsattesten og de mange år i branchen piller dog ikke ved duoens budskab. Heller ikke ved den energi, de leverer det med.  Nik & Jay er et kraftværk af underholdning, og Gud nåde trøste Justin Timberlake, der lørdag aften skal forsøge at overgå »Nik & Jay-ay-ay«. Det bliver svært. Hvis ikke umuligt.  For selvom Nik & Jay altid har været larger than life, har de formået at forblive i øjenhøjde med deres publikum.  Ja, Nik & Jay elsker deres fans lige så højt, som deres fans elsker dem. En koncert med Nik & Jay er et studie i gensidig kærlighed. Det kan der tit og ofte godt komme et par tåkrummende kommentarer ud af.  Hits på hits Det gjorde der selvfølgelig også fredag aften, hvor det ukronede kongepar af dansk pop langede den ene verbale charmeoffensiv afsted efter den anden: »Vi er alle sammen fulde af farver, fulde af power, fulde af aura«, afløst af »det er simpelthen bare super-duper, det her – det er lige, hvad det er.« Og ja, Nik & Jay er, som de er, og det bliver de nok ved med, indtil de har »En dag tilbage«.  Indtil da vil de forblive bannerførere for en bling-bling-version af livet, hvor peace, love and harmony er lige så vigtigt som øl, fisse og hornmusik. Meget kan man sige om Nik & Jay, men de er performere i verdensklasse, og på Greenfield styrede de publikummerne, som var de marionetdukker.  Det vilde er, at Nik & Jay egentlig ikke behøver at røre en finger for at skabe en fest. De kan bare tænde for musikken.  Fredag aften spillede de en time og 20 minutter, og det var hits på hits på hits. Man fristes til at skrive »ingen nævnt, ingen glemt«. For de var der alle sammen. Ud i én køre.  De lukkede og slukkede med »Magisk«. Det var koncerten dog lige knap. »Tak, fordi I er her. Intet havde været det samme uden hver og én af jer.«  Det samme kan siges om Nik & Jay. Hele Danmarks guilty pleasure. Nik & Jay  Greenfield-scenen, Heartland 2025, fredag aften

Kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M) havde truet med det:  For hver gang veganske demonstranter saboterer slagteren på Amager, ville han afskaffe en kødfri dag i Kulturministeriet, skrev han på X i maj. Og nu vil han tilsyneladende gøre alvor af truslen og vil tage frikadeller med i ministeriet på en kødfri dag.  Kulturministeren skriver fredag på Facebook:  »I aftes overfaldt kriminelle veganere igen slagteren på Amager. Denne gang med graffiti. Som lovet afskaffer jeg nu en kødfri dag i Kulturministeriet (også selvom jeg selv kommer til at indkøbe frikadellerne).« Der er igen tale om Slagterens Smørrebrød & Delikatesse på Islands Brygge, der er udsat for hærværk. Eller rettelig er det fortovet foran slagteren, der er blevet malet på.  Butikken har gennem måneder været centrum for både demonstrationer, hærværk og debat. Gruppen »Amager imod slagtere« har demonstreret foran den og andre slagtere på øen. I den forbindelse har slagterbutikken også haft besøg af især borgerlige politikere, der vil vise deres opbakning. Blandt andre Inger Støjberg (DD), Pia Kjærsgaard (DF) og Jan E. Jørgensen (V) har været forbi. Kulturministeriet oplyser til Berlingske, at det typisk har en dag om ugen, hvor maden i kantinen er vegetarisk, og en dag om ugen, hvor der bliver serveret fisk. Det bliver på en af disse dage, at Jakob Engel-Schmidt så kommer til at servere frikadeller, som han selv har indkøbt. Der bliver altså ikke tale om, at de ugentlige kødfri dage helt bliver afskaffet. Ridder på den hvide jernhest Den nye graffititekst lyder »Stop drab« og er skrevet med lyserød spraymaling foran butikken.  Gruppen Vegan Activism Denmark har delt en video med teksten »STOP DRAB«, hvor man kan se en person, der begår hærværket.  Man kan dog også se en kvinde, der prøver at stoppe aktivisterne med sin hvide cykel.  »Hvorfor går I ikke ned i Brugsen i stedet for? De forhandler meget mere kød?« siger hun og tilføjer: »Det nytter ikke, venner, I skader sagen.«  Det vides ikke, hvem kvinden er. Men Sandie Ring, der ejer slagterbutikken med sin mand Rune, har lovet fire røde bøffer til kvinden som tak for forsøget på at stoppe graffitimalerne, skriver TV 2.  Adam, medlem af Vegan Activism Denmark, siger til TV 2, at gruppen protesterer mod slagtere for at sætte fokus på dyrs vilkår i Danmark.  »Det er svært for os at få opmærksomhed fra medierne, uden at det er på en måde, der provokerer,« siger Adam, som afviser at have deltaget i hærværket.  Han tilføjer, at han mener, at budskabet »stop drab« burde være svært at være uenig i, og derfor synes han ikke engang nødvendigvis, at »aktionen« var provokerende. 

Jeg fik lige set de sidste 20 minutter af »talken« mellem Eva Selsing og Katrine Wiedemann på Podium-scenen. De er begge, hvad man i gamle dage ville kalde »piger med pep«! Mens jeg lyttede, kunne jeg se en kolossal kø bygge sig op foran det telt, der skulle rumme det arrangement, der havde fået det let barokke navn »Heartland banquet med Falsled Kro«. Jeg havde regnet med, at folkene i køen ville være stort set de samme, som man kunne møde på enhver trendy restaurant i København lørdag aften, men det var, indrømmet, noget mere diverst. Her var en lavstammet dame med rygsæk og aktivistisk blåt hår. En moden mand så ud, som om han primært levede af guldøl, men så var der selvfølgelig også ceo’er, journalister fra Politiken, kommunikationsfolk og mine charmerende borddamer, som henholdsvis begik og havde begået sig i mode- og filmbranchen. Kort sagt, her var lidt af hvert, som havde betalt de 815 kroner, det sociale måltid koster. På effektiv vis blev godt 200 gæster lynhurtigt placeret ved langborde. Stedet kører med tre seatings om dagen, og selvom man gjorde sig umage for at holde et fint serviceniveau, så kunne man godt fornemme et vist element af stress. Til gengæld skal Falsled Kro have et anerkendende kip med chapeauen for at have rekonstrueret sin berømte pejs på festivalpladsen. Det er den slags detaljer, der lige giver den her ubestemmelige oplevelse af, at nogen har gjort sig ekstra umage. Efter en kort præsentation ankom første servering. Et fad med fire forskellige amuse bouche. Klart bedst og mest op til Falsled-standard var en elegant, golfboldstor, sprød kartoffelsfære (jeg føler med den elev, der har stået hele morgenen og lavet dem!) med et saftigt fyld af fynsk sorthummer. Den smagte præcis lige så godt, som det lød. Nederst på det pyntelige fad var en kammusling, hvis sarte smag blev en tand for overdøvet af tilhørende ramsløgkapers. Desuden fik vi en sprød krustade med en tatar af saltet okseinderlår og pebercreme, med god umami og kant, samt en tærte med asparges og havgus, der smagte af sommer. Der blev taget utrolig mange billeder af maden. Vi skulle alle dokumentere øjeblikket. Det er jo lidt åndssvagt, men det er også bare blevet »the new normal«, og samtidig var der en smittende begejstring i det smukke telt. Folk var optaget af maden, og hvis der er noget, god mad kan, så er det også at facilitere en umiddelbar kontakt mellem fremmede. Langbordsfænomenet, som jeg normalt ikke er udtalt begejstret for, virkede denne aften fuldstændig efter hensigten, og alle blev lynhurtigt rystet sammen, som til et bryllup i Holstebro. Udover Politiken-folkene for enden af bordet, der virkede lidt utrygge over al den joviale umiddelbarhed, og muligvis også manglen på naturvin, virkede det, som om alle 200 mennesker havde det mægtigt fra starten. Hurtigt ankom næste ret, som dagens gæstekok, Jeppe Foldager (tidligere Dragsholm Slot og nu Hesselet Hotel) havde bikset sammen. Små nye kartofler var kogt al dente og serveret med en luftig creme og en håndfuld friske urter. Enkelt, godt, men heller ikke uforglemmeligt. Der blev gået godt til den generiske vin. Flere af de midaldrende mænd ved bordene fik sig et par glas hvidvin i shot-tempo. Skål! Og så billeder og lidt flere billeder til Instagram og »hvad laver du?« og, ja, næsten alle kendte nogen, der kendte nogen, men det er også en del af charmen ved at bo i et lille land. Hovedretten ankom. En flot ballotine på skovkylling (nej, den har ikke levet i en skov, men det lyder godt). Kødet var saftigt, meget mørt, og kom med en velsmagende, cremet morkelsauce sammen med en rustik, men appetitlig servering af årstidens grøntsager i de helt rigtige individuelle teksturer. Desserten var en voluminøs opdatering af den gamle klassiker »Amerikaner«, som er en vaffelis med en flødebolle på toppen. Her med kvalitetsflødebolle og dekorative spiselige blomster. Meget festligt, men også meget bastant, og jeg tror næppe, at nogen gik fra borde sultne. Vi blev hurtigt gennet ud af teltet, og alle de flasker, der ikke var tømt, blev taget med ud, og gæsterne kunne så sætte sig på pladserne udenfor, mens man gjorde klar til næste hold, og restevinen røg lige i løgnhalsen. Efter 30 minutter skulle resten af selskabet ned og høre Tobias Rahim. Jeg ville dog hellere til koncert med den nedadgående junisol, og pludselig her i skumringen var alt såre godt, mens Rahim spillede i baggrunden som en sommerhusradio, der var skruet for højt op inde hos naboen, og ja, man følte sig lidt som en stor mand. Man kan ikke sige, at banketten i teltet var sammenlignelig med en middag på Falsled Kro, men det fungerede. Arrangementet lykkedes, folk var høje på mad og selskab, da de gik videre. Heartland er stopfyldt med grånende herrer og damer i utroligt praktisk tøj, der ser ud, som om de kunne gå direkte fra festivalpladsen ud og bestige Jotunheimen. Og der vrikkes også lidt stift og komisk med hofterne rundt omkring i skumringen. Men Heartland Festivalen beviste med Faldsled-arrangementet sin evne til at lade alle os, der har accepteret, at vi er blevet uafvendeligt voksne, at der stadig er plads til os, og at vi stadig en gang imellem kan tage en dukkert i ungdommens kilde uden at drukne i nostalgi. Skulle jeg opsummere, får maden fire stjerner, mens selskabet får seks stjerner.

Hvis du ikke kender Shane Smith & the Saints, så gør du det nok alligevel. I hvert fald hvis du er blandt de millioner af mennesker, der har set den amerikanske serie »Yellowstone« på Sky Showtime, hvor Kevin Costner spiller rollen som John Dutton. Her er countrydrengene fra Austin, Texas, nemlig en del af soundtracket, og fredag eftermiddag var Shane Smith & the Saints en del af Heartland. Heldigvis. For magen til countryrock skal man lede længe efter. Ganske enkelt.  Koncerten på Highland-scenen var et 60 minutter langt pragteksempel på, hvad countrygenren kan, og hvad der sker, når en flok energiske cowboys bare lader musikken tale.  Rørende violiner Shane Smith er nemlig ikke til smalltalk mellem numrene.  Han sagde selvfølgelig tak for invitationen, men ellers tæskede han bare løs på sin akustiske guitar, som var det en utidig kviekalv, der ikke ville makke ret. Det var råt, inderligt og hamrende fedt. Og rørende. Det var hele molevitten.  Alt det, John Legend forsøgte, men ikke havde held med torsdag aften, lykkedes Shane Smith og co. med til punkt og prikke.  Lyden af Shane Smith & the Saints gør ikke bare én vild i varmen. Man bliver hist og pist helt rørt. Altså, sådan rigtig rørt.  Det skyldes bandets kombination af elektrisk guitar og analog violin. Det lyder måske ikke som et oplagt match made in heaven, men det er det.  Især når man rører lyden sammen med Shane Smiths tekster. Det er sange om tro, håb og kærlighed, men også tab, udlængsel og en søgen efter en mening med det hele.  Og det vilde er, at det aldrig bliver banalt. Tværtimod. Det er sandheder på versefødder, man i takt skråler med på. Tusind vilde heste På Heartland gik kombien allerede op i en højere enhed under sang nummer et, »Adeline«, men det var blot startskuddet til en perlerække af højdepunkter, heriblandt gigahittet »Dance the Night Away«. Sangen er med i et afsnit af »Yellowstone«, hvor Kevin Costner har inviteret til fest på Dutton Ranch. Fredag eftermiddag skabte nummeret folkefest på Heartland.  Folk piftede, hujede, svajede og dansede squaredance med hinanden under armen. Det var befriende glæde under sol og blå himmel. Og ja, det var rørende.  Måden, Bennett Brown kan vride en violin på, kan rive alt og alle rundt i en følelsesladet rodeo.  Det samme kan Shane Smiths vokal. Det ene øjeblik lyder han som tusind vilde heste i galop, det næste øjeblik lyder han som en sydstatscrooner, der skridter i retning af sin udkårne.  Sådan lød det i hvert fald, da Shane Smith & the Saints sagde farvel og tak med deres måske største hit til dato, nemlig »All I See Is You«.  Forhåbentlig bliver det også til et »på gensyn«. Wauw, en koncert! »Shane Smith & the Saints«  Highland-scenen, Heartland 2025, fredag

Man ville ikke have undværet én eneste side i Giuliano da Empolis seneste bog.  Den korte »Rovdyrenes tid« om livets realiteter på røde løbere og bonede gulve kloden rundt er fængslende, men forstemmende læsning. Bogen kommer vidt omkring. Fra brutaliteten hos Moskvas førende spindoktor til forvandlingen af Riyadhs fineste hotel til middelalderligt torturkammer og forbi borgmesteren i en lille forstad til Paris og hans brave korstog mod giganten Googles vejviser. Men trådene samles i et billede af verden i dag. Giuliano da Empoli fik sit gennembrud for tre år siden som romanforfatter. Hans spændende »Troldmanden fra Kreml« var et fiktionaliseret portræt af Ruslands stærkeste mand bag murene: Den tungsindige titelperson i bogen lignede til forveksling Vladimir Sukov og dermed præsident Putins benhårde rådgiver. »Rovdyrenes tid« smider så handskerne. Samtlige mænd og kvinder i magtens korridorer er sig selv nu. Forfatteren med den mangeårige erfaring som politisk rådgiver guider os rundt i minefeltet af lobbyister og lokumsaftaler. Godt med dansk design Bogen har bestemt milde øjeblikke. Forfatteren kan for eksempel godt lide FNs plenarsal. Det vældige lokale af dansk design er på én gang højtideligt og intimt. Salen kan noget særligt med kroppenes nærvær. Verdensfreden skyldes i høj grad de fysiske møder mellem diplomaterne – populært kaldet sherpaerne. Giuliano da Empoli har set en iraner smyge sig hen forbi den franske præsidents sherpa og bede om hans mobilnummer. Vi lever ikke desto mindre livet farligt. Angreb er blevet for billige i forhold til vores forsvar mod dem. Man skal nu om dage tælle en angribers udgifter i millioner og vores forsvarsværker i hundreder af milliarder. Én enkelt svumpukkel med cyberkriminalitet eller bioterror i tankerne ville principielt kunne lægge hele verden ned for næsten ingen penge. Verdenslederne har det heller ikke selv for sjovt. Næsten alle politikere »lider hele tiden« på grund af deres ofre i privaten. Politiker er et job, »der konstant bringer en i fare for at blive til grin, for at blive set som en idiot, navnlig hvis man ikke er det«. Middag med mord Bogen pendler mellem fortid og nutid. Fortiden kan være Italien i begyndelsen af 1500-tallet med Cesare »Il Valentino« Borgia for bordenden: Cesare har det ene øjeblik inviteret sine allierede til festmiddag og det næste øjeblik drejet nøglen om og taget livet af hele bundtet. Niccolò Machiavellis berømte »Fyrsten« fra 1513 – ham med »det er sikrere at være frygtet end elsket« – bygger langt hen ad vejen på Cesares ryggesløse rænkespil den dag. Spol så frem i tiden. Giuliano da Empoli peger på en situation for meget nylig. Nærmere bestemt på 2017 og dermed på et skæbneår i saudiarabisk historie: Mohammed bin Salman fra det saudiske kongehus inviterede til fest med hotellet Ritz-Carlton i Riyadh som venue. Hver af de op mod 300 gæster vågnede op til »tolv hvide T-shirts, tolv par hvide underbukser, tolv par hvide sokker« og låste døre. Den blidt udseende tronfølger havde efter få dage slået landets mægtigste mænd for flere hundrede milliarder kroner gennem trusler med mere. Lyder det kulørt alt sammen? »Rovdyrenes tid« er og bliver alligevel en smagfuld udgivelse. Et stiligt, dannet, europæisk essay på kun godt 150 smukke sider. Selv den meget originale kommatering ved oversætteren Rasmus Stenfalk fører på sin egen måde mening til værket. Det kafkaske kaos Konklusionen efter endt læsning? En drejning hen mod slutningen slår forstemmende toner an: Vi kan – hvor gerne vi end ville – ikke lære af historien længere. Kloden står simpelthen over for en ny og helt uoverskuelig udfordring. Ikke klimaet, heller ikke Putin og Trump, knap nok identitetspolitikken for en gangs skyld. Men den kunstige intelligens. Giuliano da Empolis sidste pointe vil blivende stående mange år frem: Teknologiske giganter har skabt en fenrisulv og selv mistet kontrollen over den. Konsekvensen af ai er allerede nu et kafkask kaos i både det daglige og det politiske liv kloden rundt. Ulven fodrer Trump, der fodrer kaosset, der fodrer despoterne østpå – hver gang med en stadig længere lænke til følge. Læs selv resten. Herunder historien om den franske borgmester og hans helt eget a-våben i form af et trafiklys. Fortællingerne i »Rovdyrenes tid« besjæler hinanden med nogle af tidens allermest tankevækkende og urovækkende sider til følge. Rovdyrenes tid Forfatter: Giuliano da Empoli. Sider: 176. Pris: 184,95 kroner. Forlag: Politikens Forlag.