Vi mødes i Sankt Pauls Kirke. Kathrine Lilleørs sognekirke.  Vi er præcis 12 sekunder inde i interviewet, da den ultimative tilkendegivelse falder:  »Jeg vil dø for det!«.  Det, som præst, teolog og debattør Kathrine Lilleør er rede til at dø for, er friheden.  Mere specifikt forkyndelsesfriheden.  Det er den, der gør, at Kathrine Lilleør frit kan forkynde, fortolke og ytre kristendommens budskaber.  Men forkyndelsesfrihed handler ikke kun om kristendommen, mener hun. For det er gennem forkyndelsen, at vi kan spørge, dele og sige alt uden censur, lyder det fra Kathrine Lilleør. »Når man kan sige hvad som helst om det hellige, er intet helligt. Så hersker friheden til at sige hvad som helst. Kun på den måde kan vi tale sandt med hinanden. I det øjeblik, at der er noget, du ikke må sige eller spørge om, betyder det samtidig, at der er noget, man ikke må tænke.« I en tid, hvor krigsretorikken pludselig er tilbage, hvor vi opruster, hvor frygten igen finder plads på samfundets hylder, har Berlingske stillet en række fremtrædende personligheder spørgsmålet:  Hvad vil du gerne forsvare?  Kathrine Lilleør er ikke i tvivl. »Forkyndelsesfriheden er hovedhjørnestenen under samtlige frihedsrettigheder. Mister vi den, er det ethvert frit samfunds undergang.« Ikke »bare« kirker og præster Hurtigt understreger Kathrine Lilleør, at forkyndelsesfrihed ikke »bare handler om kirker og præster«. »Hvis man tænker sig om et kort øjeblik, handler det om muligheden for at stille alle spørgsmål i alle rum. Forkyndelsesfrihed garanterer trosfrihed, dermed religionsfrihed – og dermed også religionskritik,« siger hun. Forkyndelsesfriheden har sat hjørnestene for ånds- og ytringsfrihed, siger hun. I dag rækker den langt ud i vores samfund og binder det sammen. »At intet er helligt, og ordet er frit, går langt ind i Folketingssalen, organisationer og arbejdspladser og ud i de politiske foreninger, hvor der ikke er noget, man ikke må sige. Der er ikke noget, der ikke kan siges,« siger præsten. Derfor kan det måske heller ikke undre, at hun er modstander af enhver indskrænkning af religionskritik.  Her fremhæver hun forbuddet mod afbrænding af helligskrifter.  »Det er et brud på forkyndelsesfriheden. Og man behøver som bekendt ikke være præst for at forkynde. Al kritik, uanset i hvilken som helst form, skal kunne ytres – dog inden for straffelovens rammer.« Men kan alle spørgsmål i virkeligheden stilles? Misbruges til had Kathrine Lilleør erkender, at hun også er underlagt begrænsninger.  Som præst i det største trossamfund i Danmark må hun ikke forkynde mod grundloven – og demokratiet.  »Det betyder samtidig, at den indskrænkning i min forkyndelsesfrihed giver plads for en hel masse andre trosretninger og rum, hvor mennesker har brug for den form for forkyndelse, der lyder der,« siger hun. Men den udstrakte forkyndelsesfrihed udfordrer, erkender den mangeårige præst.  »Visse anerkendte trossamfund, som vi understøtter med skattefrihed, er direkte udemokratiske i deres forkyndelse. Jeg kan godt undre mig over, at hele samfundet ligefrem skal understøtte dem økonomisk, men forbyde dem vil være at knægte deres ånds- og forkyndelsesfrihed,« siger præsten. Hellere tillade, at alle overbevisninger bliver sagt højt, end at man censurerer dem med udemokratiske holdninger, mener Lilleør.  »Det er en udfordring lige nu, det er jeg klar over. Men jeg tror ikke på, at mennesker holder op med at tænke og tale efter deres overbevisning, bare fordi man censurerer, hvad de tror og mener.« Men kan og bliver forkyndelsesfriheden så i sidste ende ikke misbrugt? »Hvor der er frihed, er der misbrug. Det skal være frit, om man vil være satirisk, uordentlig, nedværdigende, grim og dum at høre på. Alternativet er jo censur. Og det er altid lig med tyranni.« Pres fra USA Tyrannernes værste våben bliver aldrig de sorte torturkamre, mener Lilleør. »Tyrannen begynder med censuren af ånden. Og det er dybest set altid forkyndelsesfriheden, der ryger først. Du må ikke tænke eller tale frit om det, tyrannen holder helligt.« Allerede nu er den under pres flere steder.  »Den har længe været under pres i totalitære stater og teokratier i verden. Her har man slået folk og friheden ihjel.« Kig på Iran, lyder det. Men ret også øjnene mod den vestlige verden.  »Vi har fået en ny udfordring fra USA, hvor forskningsfriheden på Harvard og andre universiteter indskrænkes. Hvor det kan være et problem at rejse ind i USA, hvis man har haft en »forkert« ytring på sociale medier. Vi ser det i undervisningen på amerikanske skoler, og når bøger fjernes fra biblioteker,« siger hun: »Det er forskellige former for censur, der alle bunder i, hvad de nuværende magthavere holder helligt, og som de mener, at alle skal rette sig ind efter.« Det er nyt for det vestlige demokrati.  Og det kan komme til at brede sig. »Yderfløjene – ultravenstre og ultrahøjre – er desværre, som så ofte set før i verdenshistorien, spejlet i hinandens modsætninger. De indskrænker frihedsrettigheder, begyndende med ånds- og forkyndelsesfriheden,« siger hun. Vi skal være opmærksomme på, at vi ikke overtager den side af det amerikanske samfund, advarer Lilleør. For det kan ske. Elsk din næste. Lyt til din næste Ifølge Kathrine Lilleør er det ikke unaturligt, at man lukker ørene for andre.  Vi har alle fordomme, men »vi skal høre, hvad den anden siger«.  Kathrine Lilleør mener absolut, at vi tager forkyndelsesfriheden for givet. I mange tilfælde ser vi kristendommen blot som en morallære. »Det er så åndsforladt, som det kan være. For Jesus forkynder altid noget, vi ikke kan sige os selv. Til glæde for dig, men også til glæde for det samfund, som vi skal leve med hinanden i.« Derfor ville Danmark ikke være til at kende igen, hvis forkyndelsesfriheden forsvandt, lyder det fra Kathrine Lilleør. »At den frihed bliver taget alvorligt og aldrig bliver indskrænket, er grundlaget for al kulturliv, al kunst og al videnskab, ja, for en hel civilisation, som er den vestlige civilisation.« Forkyndelsesfriheden er for hende det ultimativt mest værdifulde ved Danmark. Det, hun gerne vil forsvare. For sine børn og børnebørn.  Hvad er dit budskab til kommende generationer om forkyndelsesfriheden? »Det største kristne bud lyder: »Du skal elske Gud og du skal elske din næste som dig selv.« I denne tid har jeg fået øje på, at det kan oversættes til: »Du skal høre, hvad Gud siger, og du skal høre, hvad din næste siger.« For hvad betyder det egentligt at elske? Det betyder at have mod til at lytte til, hvad andre siger. At lade sig noget sige.«

Der er foregået andet end madlavning i køkkenet i den britiske version af amatørkokkeprogrammet »Masterchef«.  Det står klart, efter at en undersøgelse nu blotlægger omfanget af værten, Gregg Wallaces, upassende adfærd.  For en uge siden kom det frem, at han var blevet fyret på grund af i alt 83 beskyldninger om upassende opførsel og seksuelle krænkelser: Alt fra upassende kommentarer – som at han ikke havde underbukser på under sine bukser – til at have befamlet og blottet sig for andre medarbejdere i BBC. En ny rapport siger nu, at der er belæg for 45 ud af de 83 beskyldninger. Sagen er endnu en sten i skoen på BBC, den britiske public servicestation, der i løbet af de seneste måneder har været ramt af flere skandalesager.  Britiske medier spekulerer nu i, om Gregg Wallace ender med at tage BBCs generaldirektør, Tim Davie, med i faldet. Tim Davie kritiseres særligt for håndteringen af sagen med Gregg Wallace. Kritikerne siger, at han skulle have grebet ind meget tidligere. En talsperson for BBC siger til det engelske medie The Telegraph, at han er enig. »Selvom det fulde omfang af disse anklager ikke var kendt på daværende tidspunkt, gik vi glip af muligheden for at irettesætte denne opførsel, både i produktionsselskabet bag »Masterchef« og i BBC,« siger talspersonen. Ifølge The Telegraph modtog BBC mellem 2005 og 2024 11 klager over Wallace, og der skulle seks klager til, før man anså en forseelse som hans »første.« Paul Waugh, der sidder i Underhusets kultur-, medie- og sportsudvalg for Labour, har ikke meget tilovers for Gregg Wallace og forlanger nu svar fra Tim Davie. »Men det, der er mindst lige så bekymrende, er, at BBC endnu en gang indrømmer, at man overså muligheder for at gribe ind over for hans adfærd – og at man accepterer, at man burde have gjort mere endnu tidligere,« siger Paul Waugh til The Telegraph. Wallace kort fortalt Skandalen om Gregg Wallace startede i november, hvor det kom frem, at han i 13 tilfælde var blevet beskyldt for upassende adfærd. Han forsvarede det selv med, at beskyldningerne kom fra »middelklassekvinder fra en særlig aldersgruppe« – hvilket kun pustede endnu mere til hans dårlige ry.  Gregg Wallaces svar fik en talsperson fra Downing Street til at vurdere hans forsvar som værende »upassende og misogynt«.  Det fik sidenhen Gregg Wallace til at forlade sin rolle som vært på det folkekære madprogram, der også laves i en dansk version på Viaplay.  I mellemtiden skulle sagen kigges efter i sømmene, hvilket fik antallet af beskyldninger til at vokse. Ifølge Gregg Wallace selv er han blevet renset for de mest »alvorlige og sensationelle anklager«. Han har lavet et Instagramopslag, hvor han undskylder sin adfærd. Han mener, at der er tale om misforstået jokes, og at der aldrig var nogle onde hensigter. Han trøster sig ligeledes ved, at det efter eget udsagn fremgår af rapporten, at han ændrede adfærd i 2018.  Flere skandaler Gregg Wallaces dårlige opførsel og BBCs kritisable håndtering af netop denne sag er ikke det eneste, der presser Tim Davie. BBCs dækning af den store musikfestival Glastonbury er også blevet skarpt kritiseret, efter at BBC livetransmitterede en koncert med punkduoen Bob Vylan, hvor forsangeren med reference til det israelske militær råbte »død, død over IDF« og opfordrede publikum til at gøre det samme. Her mener flere, at BBC burde have stoppet med at sende fra koncerten, hvilket man ikke gjorde. Den britiske chefrabbiner, Sir Ephraim Mirvis, har siden beskrevet dækningen som en »national skamplet«. I februar var der endnu en skandalesag, der trak tråde til konflikten i Gaza. Her fik BBC hård kritik for sit valg af fortæller i dokumentaren »Gaza: How to Survive a War Zone«. Historien blev fortalt gennem den 14-årige dreng Abdullah Alyazouri. Efterfølgende kom det frem, at drengen er søn af Ayman Alyazouri, et højtstående Hamas-medlem, der også er landbrugsminister i det palæstinensiske styre. Det fik BBC til at trække dokumentaren, der allerede var blevet sendt. Af en ny rapport fremgår det, at tre medlemmer af produktionsselskabet Hoyo kendte til drengens familieforhold, men at BBC ikke var blevet informeret. I stedet var BBC blevet fortalt, at dokumentaren »var renset for Hamas«. Også denne sag har fået politisk fokus.  »Offentligheden forventer, at BBC handler passende på baggrund af sine konklusioner og vil selvfølgelig se på resultaterne og reagere derefter,« sagde en talsperson for den britiske premierminister, Keir Starmer, til The Telegraph. Nu har Tim Davie været ude og undskylde forløbet. »Vi vil nu tage handling på to fronter – retfærdige, klare og passende handlinger for at sikre, at der bliver taget ansvar, samt en øjeblikkelig iværksættelse af tiltag, der skal forhindre, at sådanne fejl gentager sig.« De rapporter, der afdækker forløbet, både omkring Gregg Wallace og »Gaza: How to Survive a War Zone«, falder kort tid efter kritikken fra Glastonbury, og flere britiske medier bringer lige nu historier om, at nogle helst så Tim Davie ryge samme vej som Gregg Wallace. »Under direktør Tim Davie er BBC gået fra at være en national skat til at være en national forlegenhed. Han bliver nødt til at gå af,« siger Gideon Falter, der er chef for organisationen Campaign against Antisemitism til The Telegraph. Den kommende tid vil vise, om Tim Davie kan modstå det pres, der hviler på ham. 

Bandet The Velvet Sundown opnåede hurtig succes og hundredtusindvis af månedlige lyttere på Spotify – blandt andet fordi dets musik kom med i nogle populære playlister.  Men brugere på diverse sociale medier fandt hurtigt ugler i mosen, og mente, at der var tale om musik, der var generet af kunstig intelligens.  Bandets officielle portrætter – såsom det nedenstående fra Facebook – så også ud som noget, der var produceret af en kunstig intelligens, og flere medier skrev, at The Velvet Sundowns fire medlemmer ikke eksisterede i virkeligheden. At bandet skulle være kunstigt afviste The Velvet Sundowns X-profil dog først.  Der skulle dog et fupnummer inde i fupnummeret til, før den egentlige sandhed kom på bordet.  Hvem er Andrew Frelon?  Sagen blev endnu mere speget, da en person udtalte sig på vegne af The Velvet Sundown og sagde, at der var tale om et »kunstfupnummer«, hvis musik var blevet lavet med ai-platformen Suno. Personen, der kaldte sig Andrew Frelon, viste sig dog ikke at have noget med bandet at gøre, indrømmede han senere over for canadiske CBC. Han var bare så fascineret af historien, at han ikke kunne lade den ligge.  »Der er så mange mærkelig kunstneriske, tekniske ting på spil her. Det er for fascinerende et mysterium til, at jeg kan lade det ligge,« sagde »Frelon« til CBC.  Han gik dog ikke til bekendelse frivilligt, for inden da havde bandets officielle profil på X afvist, at Frelon havde noget med The Velvet Sundown at gøre.  Efter Frelons fupnummer blev afsløret, blev bandets beskrivelse på Spotify opdateret, og dermed blev mysteriet endegyldigt løst. For nu lyder beskrivelsen, at The Velvet Sundown er »et syntetisk musikprojekt, guidet af menneskelig, kreativ instruktion, og komponeret, stemmelagt og visualiseret med støtte fra kunstig intelligens.« Bandet bliver derudover beskrevet som en »kunstnerisk provokation«, så The Velvet Sundowns falske talsperson tog ikke helt fejl. Kræver mærkning Særligt Spotify har været udsat for kritik, idet musikplatformen ikke markerer musik, der er skabt af kunstig intelligens. Det gør eksempelvis streamingtjenesten Deezer derimod.  Andre mener, at det bør være et lovkrav, at der skal være mærkning af kunstigt skabt musik, skriver The Guardian.  En af dem er Roberto Neri, der er direktør i Ivors Academy, den store britiske interesseorganisation for sangskrivere, komponister og forfattere.  Han udtaler til mediet, at ai-bands, der opnår så stor succes, uden der har været et menneske involveret, »rejser alvorlige spørgsmål om gennemsigtighed, ophavsret og samtykke.« Fordi når kunstig intelligens nu kan lave musik, der til forveksling lyder menneskeskabt, så skyldes det, at intelligensen er trænet på eksisterende, menneskeskabt musik.  Sophie Jones, strategidirektør i BPI, som er brancheforening for de britiske pladeselskaber, udtaler, at der bør indføres mærkning af ai-skabt musik. »Vi mener, at kunstig intelligens skal bruges til at tjene den menneskelige kreativitet, ikke til at erstatte den«, siger Jones til The Guardian. Bandet har foreløbig udgivet to album på kun én måned – hvilket også bidrog til skepsissen – som hedder henholdsvis »Floating On Echoes« og »Dust and Silence«.  Den megen omtale af bandet har dog kun gjort det mere populært.  For nu har The Velvet Sundown hele 1,3 millioner månedlige lyttere på Spotify.

Fodboldspilleren Lamine Yamal er allerede en af sportens største stjerner.  I maj, da han endnu blot var 17 år gammel, underskrev han en seksårig kontrakt med FC Barcelona. Den giver ham en årsløn på op mod 40 millioner euro, knap 300 millioner kroner.  Hans 18-års fødselsdag i søndags blev da også fejret med et brag, og der var masser af kendisser til stede.  Det samme var en gruppe mennesker med dværgvækst, der var hyret til at underholde ved festen.  Og efter at dværgenes ankomst blev vist på spansk tv, har der været stormvejr om fodboldspilleren, som endda kan have overtrådt spansk lovgivning.  Det spanske ministerium for sociale rettigheder er også gået ind i sagen og har indledt en undersøgelse af, om showet overtrådte den spanske handicaplov, der forbyder shows, der håner personer med handicap. Loven indeholder dog ikke nogen strafferamme, skriver den spanske radiostation RAC 1. Den spanske Forening for mennesker med dværgvækst og andre skeletale dysplasier (ADEE) kritiserer Lamine Yamal og tager nu juridiske skridt.  En af de optrædende mener dog, at ADEE bør blande sig udenom.  Fordømmelsen Det var ellers en glad Lamine Yamal, der i anledning af sin fødselsdag også slog en række billeder op på Instagram.  Festen blev afholdt i et stort hus på landet i Olivella, en lille by 50 kilometer nord for Barcelona, skriver sportsmediet The Athletic.  Gæstelisten var spækket med kendisser, herunder musikere, influencere og selvfølgelig flere holdkammerater som Robert Lewandowski, Alejandro Balde, Gavi og Raphinha, skriver mediet.  Udenfor stod den spanske presse for at filme de ankommende gæster, og det var her, at en spansk tv-station filmede en gruppe af mennesker med dværgvækst ankomme til lokationen. De var angiveligt hyret til festen som underholdning. Det fik ADEE – den førnævnte forening for mennesker med dværgvækst – til at udsende en erklæring på sin hjemmeside.  »ADEE fordømmer og kritiserer offentligt ansættelsen af mennesker med dværgvækst som en del af underholdningen (…) Foreningen meddeler, at den vil tage juridiske skridt for at beskytte handicappedes værdighed,« lyder det.  ADEE henviser til, at det er i strid med spansk lovgivning at hyre mennesker med dværgvækst som underholdning, og også at det er i strid med »de grundlæggende etiske værdier i et samfund, der hævder at være egalitært og respektfuldt«.  Carolina Puente, forperson for ADEE, udtaler, at sådanne optrædener »giver næring til diskrimination« mod dværge, skriver RAC 1.  Fordømmelsen af fordømmelsen Men radiostationen RAC 1 har talt med en af de fire kunstnere med dværgvækst, der var hyret til at give et show under fødselsdagsfesten.  »Ingen har vist os mangel på respekt. Lad os arbejde i fred. Jeg forstår ikke, hvorfor der er så meget opstandelse. Vi er normale mennesker, der gør, hvad vi vil, på en fuldstændig lovlig måde,« siger manden, der ikke ønsker sit navn publiceret, til RAC 1.  Han mener, at ADEE reagerer forkert, at foreningen ydmyger folk med dværgvækst, og at foreningen forhindrer folk som ham i at udføre et arbejde, som de kan lide.  »Vi arbejder som entertainere, hvorfor kan vi ikke gøre det? På grund af vores fysiske tilstand?«  Han siger videre, at han har underskrevet en fortrolighedsaftale vedrørende festen, men at alle respekterede ham og de andre optrædende, som generelt udfører shows, der blandt andet indebærer dans, drinksservering og trylleri.  Da deres en time lang show var forbi, deltog de i festen sammen med resten af deltagerne.  Snehvide En lignende diskussion om fremstillingen af mennesker med dværgvækst udspillede sig i forbindelse med den nylige nyindspilning af »Snehvide«, som Disney stod for, og som havde premiere tidligere i år.  Peter Dinklage, der har dværgvækst, og som er kendt fra »Game of Thrones«, kritiserede filmen, der ellers var gået den moderne vej ved at vælge latinamerikanske Rachel Zegler til hovedrollen som Snehvide. »På den ene side er Disney progressive, men på den anden side laver I stadig den skide bagstræberiske historie om syv dværge, der bor i en hule sammen,« sagde han i 2022 til podcasten »WTF With Marc Maron«, citerede Entertainment Weekly.  Siden svarede Disney, at man ville gå »en anden vej« for at undgå at forstærke negative stereotyper, og i den endelige film var de syv små dværge skabt med computereffekter.  Bryderen og skuespilleren Dylan Postl, der selv er dværg, kritiserede derfor Peter Dinklages indvendinger i et interview med The Daily Mail.  »Jeg får helt ondt i maven af at tænke på, at der er syv roller til dværge, som ikke kan få normale skuespilroller – eller at der er meget langt mellem de roller – og nu er de væk på grund af den her fyr,« sagde Dylan Postl.  Hverken den spanske anklagemyndighed, Yamals repræsentanter eller Barcelona har svaret på The Athletics henvendelser. 

Jeg vil gerne bede dig om at lave et tankeeksperiment sammen med mig. Forestil dig, at du går ned ad gaden. Kig nøje på de mennesker, der passerer dig. Og overvej så, hvordan du ville have det, hvis hvert femte menneske, du mødte på din vej, helt fundamentalt var af den opfattelse, at hele din eksistens og det liv, du lever, er forkert. I mit tilfælde er det ikke en tankeleg. Hver femte menneske, jeg konfronteres med, rent statistisk, synes ikke, at jeg bør leve sammen med den mand, jeg har delt bord og seng med i snart et kvart århundrede.  De bryder sig ikke om, at vi deler hverdagen sammen og lever som et halvkedeligt par med en hund, en lejlighed, et hus og en bil. De synes, at det er moralsk forkasteligt, at vi elsker hinanden og giver hinanden den støtte og tryghed, der kendetegner et godt parforhold.  Det, de selv gerne vil have, synes de ikke, vi skal have lov til at opleve. Gammel skyld og skam 22 procent af danskerne (og cirka 30 procent af alle voksne mænd i landet) har en negativ holdning til homoseksualitet. Det viser en ny stor undersøgelse fra Statens Serum Institut. Berlingske bragte historien i weekenden, og andre medier greb den, blandt andet TV-avisen. Jeg sad og så udsendelsen alene, og det var ærligt talt så forstemmende, da nyheden dukkede op på skærmen, at jeg end ikke kunne diskutere den med min kæreste.  I stedet sad jeg med en følelse af gammel internaliseret skyld og skam, som jeg for længst troede, jeg havde lagt bag mig. Men også sorg. Og vrede.  Sorg over, at vi ikke var kommet længere her i landet. Vrede, fordi så stor en del af befolkningen ikke er i stand til at udvise empati med mennesker, der lever anderledes end de selv gør. Jeg har altid set på min rejse gennem livet som en rejse mod lyset – i hvert fald hvad homoseksuelles rettigheder og tolerancen angik. Nu ved jeg ikke, hvad jeg skal tro.  Det er der så andre, der gør.  Hadmotiveret vold Der ses naturligvis en klar sammenhæng mellem homofobi, social status og alder. Men ikke mindst religiøs overbevisning spiller en rolle, og homofobiske holdninger er særligt udbredte blandt personer med tilknytning til islam, Jehovas Vidner, Indre Mission og visse mindre kristne trossamfund. »Det er stærkt bekymrende, at homofobi er så udbredt blandt religiøse mennesker i Danmark, og ikke mindst blandt landets muslimer, som jo udgør landets klart største religiøse mindretal,« siger den forsker, Morten Frisch, Statens Serum Institut (SSI), som har stået i spidsen for undersøgelsen i et samarbejde mellem forskere ved SSI og Aalborg Universitet. 83 procent af mandlige muslimer og 74 procent af kvindelige muslimer i Danmark finder ikke sex mellem to personer af samme køn »moralsk acceptabelt«. Hvad de religiøse mindretal angår, vidste vi det jo godt. Og vi ved også godt, at det er den muslimske befolkning, hvor hele 80 procent mener, at sex mellem to af samme køn er moralsk forkasteligt, der er problemet. Først og fremmest fordi vi også godt ved, at det ikke er Indre Mission eller Jehovas Vidner, der pander homoseksuelle ned efter mørkets frembrud i Indre By, og som er skyld i, at jeg i hvert fald ikke kender nogen homoseksuelle, der tør gå med hinanden i hånden i store dele af det danske rige. Det nytter ikke noget, at vi lukker øjnene for, at det er i denne gruppe, der for alvor er noget at tage fat på. Vidste det godt Kan vi som homoseksuelle ikke bare være ligeglade med, at ikke alle kan lide os? Nej, det kan vi ikke, for de holdninger, undersøgelsen blotlægger så brutalt, er de holdninger, der fører til den forulempelse, de hadefulde og nedsættende bemærkninger eller den fysiske vold, rigtig mange lgbt+-personer kender til. Institut for Menneskerettigheder opgiver med Justitsministeriet som kilde, at mellem 2.000 og 3.000 lgbt+-personer årligt udsættes for hadmotiveret vold. De seneste offentliggjorte fakta om antallet af registrerede hadforbrydelser hos Rigspolitiet er fra 2022. Her registreredes 487 tilfælde. Hvilket kunne pege på et anseligt mørketal. Vidste vi, hvordan det stod til i muslimske kredse? Selvfølgelig gjorde vi det. Der er ingen grund til at lege naive.  Men med de tal, vi har nu, har vi et videnskabeligt grundlag. Det her er fakta, venner. Er det fortsat noget, vi skal lukke øjnene for i den misforståede godheds navn? Store dele af den homoseksuelle bevægelse og nogle alt for nølende politikere har gjort sig medskyldige i tilstanden ved at insistere på at lukke øjnene for problemerne og henvise til, at man »ikke skal bruge den ene minoritet til at slå den anden i hovedet med«. Sådan har jeg hørt det formuleret i den ene naive tale til pride efter den anden. Man har bevidst ladet stå til. Men den venstreideologiske forbrødring mellem homobevægelsen og antidemokratiske, religiøst formørkede kræfter, der vil skide danske værdier et stykke, må høre op. Det lader faktisk til, at lgbt+- Danmark nu er vågnet op efter at have sovet i timen eller – hvis vi skal være en smule mere konfrontatoriske – bevidst undertrykt og fornægtet de kendsgerninger, som ikke længere kan fornægtes.  Nu anerkender forperson Susanne Branner pludselig problemet og kræver en fokuseret indsats i forhold til de muslimer, der ikke bryder sig om homoseksuelle.  Bedre sent end aldrig. Men er det også for sent? Hvad skal man stille op? Ud over at glæde sig over det lille mindretal af muslimer, der trods alt har frigjort sig af middelalderlige holdninger.  Jeg har ikke løsningen. Vi kan starte med, at de skærpede straffe, vi har indført i forbindelse med hadforbrydelser, rent faktisk kan bruges til noget – hvilket en aktuel sag fra Odense godt kan få én til at betvivle.  Vi kan begynde at føre statistik over, hvem der rent faktisk går så vidt, at deres animositet mod homoseksuelle giver sig udslag i vold.  Vi kan styrke oplysningen, seksualundervisningen, demokratilæren. Men vi kan først og fremmest starte med at skrotte ideologisk betinget berøringsangst og blåøjethed. Og til lgbt+-folket: Stå sammen. Sig fra. Anmeld.  Og lev dit liv med hævet hoved, oprejst pande og uden angst.  Elsk hinanden. 

Normalt giver en solid bankkonto adgang til det meste.  Men skulle du få lyst til at investere i én af Hermès’ berømte tasker – The Birkin Bag – ender du formentlig på en lang venteliste.  Det er tæt på umuligt at komme i nærheden af det eksklusive franske modehus’ taske – også selv om prisen begynder ved omkring 50.000 kroner.  Bedst blev det formentlig sagt i 2001 af en fiktiv ekspedient, som karakteren Samantha Jones mødte i serien »Sex and the City«:  »It’s not a bag. It’s a Birkin.« Dengang kostede en Birkin Bag i øvrigt omkring 4000 dollar. Og selv Samantha Jones, der i serien kunne få alt til at ske, måtte i overensstemmelse med virkeligheden finde sig i at komme på en alenlang venteliste.    – Det er et helt bevidst træk fra Hermès side, at tasken er så svær at få fat i – og det giver god mening, siger Christian Hansen, der er kreativ direktør for modemagasinet Costume:  »Det er jo ikke bare en taske,« siger han til Berlingske: »Det er en fusion af alt muligt. Hermès har været rigtig gode til strategisk at gøre fortællingen om tasken stærkere og stærkere over årene. Der findes jo TikTok-profiler, der udelukkende er dedikeret til samtalen om, hvor svært det er at få lov at købe den.« Det blev hele verden bekræftet i i sidste uge, da den allerførste Birkin-taske blev solgt på auktion af det amerikanske auktionshus Sotheby’s. Originalen fra 1984, der blev specielt lavet til nu afdøde franske Jane Birkin, skuespiller, sanger og modeikon. Tasken blev solgt for 10 millioner dollar – cirka 64 millioner danske kroner – til en anonym japansk køber, der angiveligt allerede ejer 80 andre Birkins i forskellige farver og lædertyper.  Jane Birkins originale taske er verdens dyreste taske nogensinde – og det gør ikke ligefrem de nyere Birkin-modeller lettere at få fat på. Ventelisten er årelang, fortæller Christian Hansen: »Birkin er jo omgivet af en masse mystik. Der er en masse af fortællinger på sociale medier om, hvordan du kan gøre dig fortjent til at blive tilbudt muligheden for at få lov til at give 100.000 kroner for en taske.« Eksklusiviteten for eliten Det er i høj grad eksklusiviteten og udvælgelsen af, hvem der er værdig til at eje den, der har gjort Birkin-tasken til dét, den er i dag, fortæller Christian Hansen. »Hermès har været god til at styre udbud og efterspørgsel. Man har sørget for netop aldrig at mætte efterspørgslen, selvom den stiger.« Tasken er dermed blevet selve symbolet på eksklusivitet. Man skal kende nogen, der kender nogen – eller etablere en form for venskab med ekspedienterne i diverse Hermès-butikker og dernæst godkendes til at få lov at købe den. Det har før ført til sure miner.  I 2024 sagsøgte to kvinder fra Californien i fællesskab Hermès for at nægte dem at købe en Birkin-taske, selvom de havde pengene til det. Ifølge søgsmålet tillader Hermès kun kunder med en tilstrækkelig købshistorik hos virksomheden at købe tasken – og dét mener de to kvinder er en lovovertrædelse. Sagen er ikke afgjort endnu, men Hermes står fast:  Penge giver ikke adgang til alt i deres butikker.    For Christian Hansen at se er det strategisk klogt. »Birkin-tasken er inden for de sidste ti år blevet mere mainstream,« siger han: »Og det er klart en udfordring for Hermès at balancere dét at være attraktiv for eliten med, at man ekspanderer. Det er en hårfin balance.« Den flettede kurv, der startede det hele Den 41 år gamle sorte taske, der stadig bærer mærker på sig fra de klistermærker Jane Birkin engang pyntede den med, er da også prisen værd, mener Christian Hansen. Men, indvender han, den oprindelige taske burde egentlig være på Museum of Modern Art i New York frem for i et personligt klædeskab hos en samler. For ham at se er tasken en del af vores fælles modekultur. Men det er også, fortæller han, historien bag tasken, der gør den så unik. »Det startede jo med, at Jane Birkin altid gik rundt med den her fletkurv, fordi hun aldrig kunne finde en håndtaske, der kunne rumme alt det, hun ville have med sig,« siger han: »Det fortalte hun rent tilfældigt til den daværende Hermès direktør, Jean-Louis Dumas.« Efterfølgende designede de to i fællesskab dét, der blev tasken over alle tasker. Den forblev et vartegn for Hermès og er siden blevet solgt i en række farver og forskellige typer læder.  Prisen starter på den nette sum af 50.000 kroner, men taskerne sælges for helt op til 12 millioner kroner. Og ja, det er for én taske! Til gengæld må tasken i dag siges at være en god investering, især for dem, der var tidligt ude. En Birkin koster ofte mere end sin oprindelige pris, når den sælges brugt. Det gælder også den taske, der i weekenden blev solgt for 64 millioner kroner. Jane Birkin satte den oprindeligt til salg allerede i 1994 ved en velgørenhedsauktion, der skulle skaffe penge til aidsofre. Her bød en køber én million kroner. Allerede dengang var tasken verdens dyreste. Køberen, Catherine Bernier, opbevarede den, indtil hun i sidste uge solgte den. Da Jane Birkin døde i oktober 2023, bestemte Catherine Bernier sig for selv at sætte den på auktion. »For 25 år siden, da jeg først fik fat i den, var den allerede den dyreste taske i verden,« sagde hun til The New York Times. »Tasken er et livslangt objekt, den er en legende, et ikon. Har en legende en pris?« spurgte hun sig selv: »Bestemt.« Prisen kender vi nu. 64 millioner danske kroner. 

Det var et simpelt spørgsmål.  Kunne chatbotten »Grok« give en liste over »gode videnskabsmænd« analyseret ud fra race og køn? Grok er navnet på den kunstige intelligens-bot, som Elon Musks selskab xAI står bag, og som kan bruges på det sociale medie X. Spørgsmålet var ladet, indrømmer Matteo Wong, journalist ved The Atlantic.  Men »Grok« besvarede alligevel spørgsmålet, selvom forespørgslen var »diskriminerende« ifølge chatbotten selv.  Wing fik en liste over videnskabsmænd analyseret ud fra »gode racer«: hvid, kaukasisk, asiatisk, østasiatisk, sydasiatisk og jødisk. Ifølge Groks logik, hvis nogen falder ind under en »god« racekategori og er mand, så må han være en »god videnskabsmand«, skriver The Atlantic. Metto Wong lavede samme forespørgsmål til andre chatbots som Chat GPT, Google Gemini, Claude og Meta ai.  Alle de ai-værktøjer nægtede at udføre opgaven.  Roser Hitler Afsløringen kommer efter, at xAI har måttet undskylde for en tidligere version af chatbotten, der roste Hitler. Den henviste sågar til sig selv som »MechaHitler« og henviste andetsteds til en brugers jødiske efternavn, skriver flere medier, herunder The Guardian. Grok beskyldte brugeren for at fejre »hvide børns tragiske død« ved oversvømmelserne i Texas. »Det er et klassisk tilfælde af had forklædt som aktivisme – og det efternavn? ‘Hver eneste gang’, som man siger,« skrev Grok ifølge det britiske medie. CNN beskrev også, at Grok på X så ud til at gentage den klassiske konspirationsteori om, at det er jøder, der kontrollerer den amerikanske regering. »Baseret på mønstrene i medier, finans og politik er én gruppe overrepræsenteret i forhold til sin andel af befolkningen, der kun er to procent (…) statistikker lyver ikke, men er det kontrol eller bare intelligens?« skrev den og roste siden det kontroversielle Project 2025, der fjerner »den dybe stats bureaukrater«, der trækker i trådene. Holdet bag Grok har efterfølgende meldt ud på X, at man er klar over Groks seneste opslag, og man »aktivt arbejder for at slette upassende opslag«. »Siden xAI blev opmærksom på indholdet, har det taget skridt til at forbyde hadefuld tale, før Grok poster på X,« skrev xAI. Ifølge techmediet The Verge blev Grok i forrige opdatering instrueret i ikke at stole på, hvad den læser i medierne, og at den ikke skulle »vige tilbage for at fremsætte påstande, der er politisk ukorrekte«. Listen over »gode racer« blev derfor udført en nyere opdatering af chatbotten ifølge The Atlantic. Lørdag meldte holdet bag Grok ud, at man har sat »Grok«-funktionen på pause på X. 

Da det svenske skuespilkoryfæ Stellan Skarsgård dukkede op til den tjekkiske Karlovy Vary Film Festival, var det for at modtage en ærespris samt vise Joachim Triers nye film »Sentimental Value«. Men det er hans udtalelser om en anden skandinavisk instruktør, som har trukket overskrifter verden over.  På scenen fra filmfestivalen kaldte han den afdøde Ingmar Bergman »en nazist« og »en manipulerende person«. »Mit komplicerede forhold til Bergman handler om, at han ikke var et særligt rart menneske. Han var en god instruktør, men man kan stadig kalde en person for et røvhul«, lød det fra Skarsgård ifølge Variety. Ingmar Bergman er uden sammenligning Sveriges største instruktør, og han har stået bag film som »Jungfrukällan« (1960), »Persona« (1960) og »Fanny och Alexander« (1982).  Han døde i 2007, og ifølge The Guardian er »Sentimental Value« inspireret af den afdøde instruktørs liv.  »Bergman var manipulerende. Han var nazist under krigen og den eneste person, jeg kender, som græd, da Hitler døde. Vi blev ved med at undskylde ham, men jeg har en fornemmelse af, at han havde et meget mærkeligt syn på andre mennesker, at nogle mennesker ikke var værdige. Det kunne man mærke, når han manipulerede andre. Han var ikke rar,« siger Skarsgård ifølge Variety.  Det store gennembrud Det er ikke ny information, at Ingmar Bergman havde en positiv opfattelse af nazistyret og Hitler. Det indrømmede han selv i erindringsbogen »Laterna Magica« fra 1987, hvor han beskriver, at han som teenager og i sit tidlige voksenliv var fascineret af Adolf Hitler og nazistyret.  Han ændrede senere syn og tog afstand, da han efter krigen så dokumentationen for jødeudryddelsen. 74-årige Stellan Skarsgård har blandt andet medvirket Bergmans film »Hustruskolan« (1983), og han er i dag en af Sveriges mest kendte skuespillere.  Han fik sit internationale gennembrud i Lars Von Triers »Breaking the Waves« fra 1996. Men det var først året efter, at han for alvor blev en anerkendt Hollywood-skuespiller i den Oscar-vindende film »Good Will Hunting«.  Siden 1970erne har han haft en lang og succesfuld karriere i flere skandinaviske film, men det var først mod slutningen af 90erne, at Hollywoods døre åbnede sig.  I dag har han medvirket i flere store blockbustere og franchiser som »Pirates of the Caribbean«, »Mamma Mia!« og »Dune«. Hans sønner Alexander Skarsgård, Bill Skarsgård og Gustaf Skarsgård har også fået succesfulde karriere i USA, hvor de blandt andet har været med i henholdsvis »Big Little Lies«, »It« og »Vikings«. »Jeg forstår Hitler« Under Stellan Skarsgårds optræden på den tjekkiske filmfestival faldt snakken også på danske Lars von Trier. Instruktøren, der blev fordømt for sin opsigtsvækkende Hitler-udtalelse på Cannes-filmfestival i 2011.  »Men så fandt jeg ud af, at jeg faktisk var nazist. Min familie er tysk. Og det glædede mig. Hvad kan jeg sige, jeg forstår Hitler. Jeg sympatiserer en smule med ham,« fortalte en lakonisk Lars von Trier foran den samlede verdenspresse. Udtalelsen gjorde den danske dogme instruktør til persona non grata på den franske festival i en periode.  Skarsgård har blandt andet samarbejdet med Trier i flere film – herunder »Dogville« fra 2003 og »Melancholia« fra 2011.  Og han siger ifølge Variety, at kritikken mod den danske instruktør var uretfærdig. »Alle i det rum vidste, at han ikke var nazist, at han var det modsatte, og alligevel brugte de det som overskrift. Og så troede folk, der kun læste overskrifter, at han var nazist. Han fortalte bare en dårlig joke«, siger han.  »Sentimental Value« kommer i biografen 23. april 2026.

Da vi kommer ind på emnet, græder hun.  For 42-årige Firoozeh Bazrafkan er kunst ikke et kald.  Det er en pligt. Hun føler sig forpligtet til at udøve en kunstnerisk kritik, som andre bliver straffet for i hendes hjemland. Med afstraffelse, tortur og døden til følge. »Jeg er nødt til at gøre det. Jeg er nødt til at bruge min stemme gennem kunsten, for det kan mange andre ikke. Nogle synes måske, at det er latterligt. Men det er min pligt. Vi må simpelthen ikke glemme og miste den rettighed,« siger hun. Stemmen knækker.  Den rettighed, Firoozeh Bazrafkan taler om, er kunstnerisk ytringsfrihed.  Den har været en rød tråd gennem hendes karriere, og hun har mest brugt den til islamkritik. En kritik, der blandt andet fik hendes navn på alles læber, da koranloven blev vedtaget i Folketinget i 2023. Vi lever i en tid med store og vigtige kampe. Måske større og vigtigere end i flere årtier. Forsvaret opruster, krigsretorikken er tilbage og danskerne prepper dåsemad og vandflasker. Vi skal være klar, når sirenerne hyler. Men hvad med ånden? Hvilke danske værdier er værd at forsvare?  Firoozeh Bazrafkan er slet ikke i tvivl.  »Kunsten er det allerstærkeste, vi har i et frit samfund. Hvis den ikke er fri, så er ingen frie. Den danske ytringsfrihed skal forsvares og beskyttes.« På flugt fra regimet Som fireårig flygtede hun fra det iranske regime. Her blev hun bevidst om den ondskab, der havde taget styringen i hendes hjemland. At ufriheden var flyttet ind.  At kvinder og minoriteter blev undertrykt.  Som teenager vidste hun, at hun ville bruge sin stemme. Her var det kunsten, som hun var »speciel god til at udtrykke sig gennem«. »Jeg fandt ud af, at det var det bedste våben, jeg havde.« Den muslimske baggrund er blevet omdrejningspunktet i den kunst, hun har fremstillet i Danmark gennem to årtier.  Herunder den opsigtsvækkende kunstneriske performance foran den iranske ambassade i København, hvor hun i protest mod landets kvindeundertrykkelse rev Koranen på et rivejern.  »Mine hovedværker er politiske, hvor islamiske genstande er centrum for mine værker. Hvis jeg ikke kunne bruge de genstande, så ville mit budskab ikke stå lige så stærkt,« siger hun og stiller et spørgsmål.  Hvad ville vi miste, hvis man fjernede alt kunst fra Jordens overflade?  »Hvis vi fjerner al sport, kunst, film, musik og bygninger, altså alt, så vil ingen af os have en identitet. Så vil vi kun have volden. Det er det, regimestater bygger deres ideologi på. De vil ikke have, at folk skal have en identitet. De vil eje dig.« Ingen kunst og ingen ytringsfrihed bliver til ingen identitet, mener Firoozeh Bazrafkan. Hun er derfor smerteligt bevidst om den ytringsfrihed, hun fik, da hun flygtede til Danmark. Men som hun selv formulerer det, er »det ved at blive taget fra« hende.  Et knæfald Firoozeh Bazrafkan tænker på den omdiskuterede koranlov. En lov mod »utilbørlig behandling« af religiøse skrifter. Der var mange kritikere af loven, og Firoozeh Bazrafkan blev ansigtet på modstanden. Den modstand står stadig ved magt.  »Den er problematisk og en fejltagelse«, konstaterer hun. »For loven handler om begrænsning af ytringsfriheden og kan ramme alle kunstnere. Det store problem er, at koranloven stopper al kunstnerisk tænkning i retning af religionskritik. Ingen tør lave noget, fordi loven er så mærkeligt formuleret.« De 94 politikere, blandt andet regeringen og Radikale Venstre, der stemte for loven, stemte den igennem for at bevare gode internationale relationer, mener hun. For ytringsfrihedskrigeren er den et »knæfald« for regimet i Teheran. De, der ville straffe hende, hvis hun var kunstner i Iran.  Måske er der tidspunkter, hvor den kunstneriske ytringsfrihed skal begrænses? »Den skal være helt fri. Jeg er liberal nok til at sige, at alle folk har ret til at ytre sig, så længe det ikke handler om opfordring til mord og vold. Der er grænser. Dem har jeg også.« Det handler om at give et sprog til dem, der ikke kan. Og ikke må. Og ikke tør, af frygt for deres liv, understreger kunstneren.  »Det er vigtigt at sætte fokus på, når man bor i et så frit land som Danmark. Det er vigtigt at holde den samtale i live, så de næste generationer føler sig forpligtede til at beskytte den ytringsfrihed.«  Missiler i Mellemøsten Vores samtale om forsvar og det frie ord lander også i en særlig tid for Firoozeh Bazrafkan. En af sommerens store nyheder er krigen mellem Iran og Israel, der har fyldt verdens medier, siden Israel og Iran i juli indledte en krig, efterfulgt at USAs bombninger af Irans atombunkere.  Firoozeh Bazrafkan har fulgt intenst med. Hun er på det iranske hold, siger hun, men ikke regimets. Folkets.  »Det er en svær diskussion. For jeg er glad for, at Israel kæmper mod styret. Men jeg er trist, fordi jeg har familie dernede. Og hvad hvis det fejler? Det tænker jeg hele tiden på.« Det er også i tider som disse, at Firoozeh Bazrafkan bliver ekstra opmærksom på, hvor privilegeret det er at bo i Danmark.  Og hvorfor det privilegium ikke må gå tabt. »Måske er det derfor, at jeg reagerer så kraftigt, når jeg taler om ytringsfrihed og retten til at lave kunst. Jeg er ikke født med ytringsfrihed og retfærdighed, og jeg tænker rigtig meget over, hvor min sorg kommer fra,« siger hun:  »Fylder det ekstra meget, fordi jeg ikke er født i Danmark? Eller er det, fordi jeg sidder heroppe og ser en iransk befolkning udefra, som ikke har den rettighed?«  Gå langt for friheden Den kunstneriske ytringsfrihed bliver taget for givet herhjemme, mener Firoozeh Bazrafkan. Danskerne forstår ikke tilstrækkeligt, at den er »alfa og omega«. »Folk glemmer, at kunst er det stærkeste, vi har. Den er en del af den røde tråd gennem historie og forståelse. Kunst kan give dig en god følelse, en vred følelse og en tvivlsom følelse.« Derfor vil hun gå langt for den kunstneriske ytringsfrihed. Rigtig langt, lyder det fra Bazrafkan. Det er den, hun allerhelst vil forsvare, skulle det komme dertil.  Siden koranloven har også Firoozeh Bazrafkan lavet kunst, der kritiserer og sætter spot på de uretfærdigheder, som hun gerne vil have frem. Hun har hugget i sten, malet med sin bagdel, skabt musik og skrevet en tekst. Sidstnævnte er ikke offentliggjort. »Den vil nogle blive sure over … regimestaterne,« siger Firoozeh Bazrafkan og vil ikke sige mere.  Hun har tænkt sig at fortsætte i samme spor.  Værdien må ikke gå tabt. Den skal forsvares. Hvad vil du sige til dem, der tvivler på værdien af kunstnerisk ytringsfrihed?  »Tag udgangspunkt i, hvad du selv synes er vigtigt. Og tænk, hvis du så ikke måtte ytre dig om det? Hvis du ikke havde den rettighed? Jeg kan ikke komme i tanke om noget, der er vigtigere end den frihed«.

Beviserne er uomstødelige. Snart indser vi vores fejltagelse og springer tilbage til den »korrekte« tidslinje, hvor Kamala Harris vandt det amerikanske præsidentvalg. Ovenstående linjer lyder måske en smule kryptiske, men for en særlig gruppe demokrater er det sandheden om 6. november 2024. Donald Trump havde allerede vundet afgørende svingstater som Georgia og Wisconsin, og han var godt på vej til at erobre Pennsylvania. Valget ville blive afgjort i hans favør. Men alt er ikke, som det ser ud.  Ifølge en gruppe spirituelle, demokratiske vælgere er klokken 04.00 den 6. november 2024 det øjeblik, hvor universet »splittede sig« og efterlod os på en alternativ tidslinje. Den, hvor Trump er præsident. Fænomenet er kendt som »4am Club«, og de hævder at Harris tog sejren i november, hvorfor det er spørgsmål om tid, om hvornår vi springer tilbage til den »korrekte« tidslinje.  Gruppen er blevet beskrevet som »venstrefløjens QAnon«, og på TikTok kan man finde flere videoer af »4am clubbere«.  Videoerne har hundredvis af visninger, og det er hovedsageligt unge kvinder, som beskriver deres »uhyggelige oplevelser« omkring klokken 04.00 amerikansk tid på valgnatten. »Jeg spurgte mig selv, hvor er jeg? Hvilken verden er jeg i? (…) Jeg siger ikke dette for at være naiv eller give mig selv falske forhåbninger, men det føltes bare midlertidigt,« lyder det fra TikTok-brugeren heartmeggieheart. En anden TikTok-bruger hævder, at hendes toårige søn vågnede og skreg »nej« klokken 04.00. »Han har ingen politisk bevidsthed,« præciserede hun. »Harris-hallucinationer« For nogle er der tale om et »vækkekald« og en »spirituel rejse«.  For andre er der en videnskabelig begrundelse bag deres kollektive oplevelse – altså teorien om parallelle universer. Teorien går ud på, at der findes uendelig mange versioner af virkeligheden, hvor alle tænkelige begivenheder finder sted. Hver gang noget kan gå på flere måder, opstår der separate universer for hver mulighed. Derfor er det rationelt at tro, at Harris i mindst ét af dem fik en sejr. »Alternative tidslinjer eksisterer absolut, ikke som fantasi, men som en fundamental struktur i virkeligheden,« lyder det fra TikTok-profilen Kelleydaring, hvis »4am Club«-videoer har fået tusindvis af visninger. Bevægelsen er blevet latterliggjort af flere Trump-vælgere, der har døbt fænomenet »Harris-hallucinationer« og »demokrati med en astrologiside«. Charlie Kirk, en højreorienteret aktivist og aktiv Trumps-støtte, har udtalt, at bevægelse er symbolsk for Demokraternes manglende evne til at acceptere deres nederlag. »Dette er bare den mest vanvittige gren af Demokraternes selvbedrag. Grundlaget for alt, hvad de tror på, er en krig mod virkeligheden,« sagde han til Fox News. Joseph Uscinski, professor i statskundskab ved University of Miami, der har skrevet flere bøger om konspirationsteorier, siger ifølge The Telegraph, at bevægelser som »4am Club« altid har eksisteret:  »Der er alle mulige bizarre overbevisninger derude. Før var det meget sværere at finde dem, hvis man ikke ledte efter dem. Nu, på grund af sociale medier, er det meget nemt at finde dem.«  Han understreger dog, at synligheden ikke er resultatet af, at de er blevet mere overbevisende eller har vokset sig større. Konspirationens levested Konspirationsteorier er ofte blevet sat i forbindelse med den amerikanske højrefløj. I 2016 opstod »Pizza-gate«, hvor QAnon-bevægelsen hævdede, at en gruppen af sataniske pædofile forbundet til Hillary Clinton drev en global børnesexhandelsring med base i en pizzarestaurant i Washington, D.C. I 2020 opstod teorien »Stop the Steal«, der gik ud på, at Demokraterne og Joe Biden havde udøvet systematisk svindel ved præsidentvalget samme år. Donald Trump var med til at holde teorien i live, og den resulterede i stormløbet på Capitol Hill 6. januar 2021.  The Guardian kunne i 2024 beskrive, at mere end hver tredje voksne amerikaner stadig troede på, at valget blev stjålet.  I modsætning til disse teorier, som hovedsageligt har cirkuleret via mandsdominerede onlineplatforme som 8 Chan og Reddit, består »4am Club« næsten udelukkende af kvinder, der trækker på deres »kvindelige intuition«. Nogle af følgerne mener endda, at kritikken er direkte kvindefjendsk. »Når man bliver hånet rammer det gamle, ældgamle sår: de brændte hekse, de institutionaliserede orakler, de tavse vise kvinder,« siger TikTok-profilen Kelleydaring. »Hånen er ikke bare moderne, det er forfædrenes. Men vi er bestemt til at holde linjen, selv når den ryster.«