Siden premieren i 2021 er HBOs satire over luksusturisme, »The White Lotus«, blevet brugt som en slags millionærbrochure for eksotiske locations.  Efter sæson 1 og 2 – der udspiller sig på henholdsvis Maui og Sicilien – har turisternes interesse for de hoteller, der benyttes i serien, været på himmelflugt, et fænomen, som på rejsehjemmesiden Expedia betegnes som »set-jetting«.  På seriens nyeste rejsemål, den thailandske ø Koh Samui, mærker man her et par uger efter premieren på sæson 3 allerede den voldsomt forøgede opmærksomhed. Opmærksomheden begyndte sådan set længe før, man kunne streame episoderne.  På hotels.com oplyses det, at søgninger på Koh Samui tog et stort opsving, da seriens teaser i december var gået viralt. Kulissen til den aktuelle sæson, hotellet The Four Seasons, har oplevet et »konstant stigende antal hjemmesidebesøg og en betydelig forøgelse af bookinger sammenlignet med samme periode sidste år,« fortæller Marc Speichert, direktøren for The Four Seasons. På hotelkædens øvrige thailandske hoteller (både i Bangkok og Chiang Mai) er interessen på internettet steget tilsvarende med 37 procent. Men Thailand havde en stor turistindustri, længe før fans af »The White Lotus« begyndte at strømme til. Man forventer at nå op på 40 millioner turister i 2025, en ny rekord.  Denne tilstrømning får ikke kun turisterne til at slås om solsengene langs bassinkanterne og på strandene, men skaber også næsten konstant myldretidskøer på motorvejene omkring Phuket. Og på Koh Samui har man problemer med at komme af med affaldet og skaffe vand nok. Men hvis man holder sig væk fra de mest populære turistmål, kan man finde masser af fredelige feriesteder. Det ved jeg noget om, for lige siden jeg gjorde Thailand til min hjemmebase i 2013, har jeg påtaget mig at finde den slags steder.  Herunder finder du oplysninger om fire destinationer, som har tropisk coolness nok til at blive kæmpehits hos mange rejsende, der gerne vil undgå »set-jetting«-masserne. I stedet for Koh Samui … tag til Koh Phra Thong Hotellerne på Koh Samui har gjort øen til et mål for luksusturister, men Koh Phra Thong, en ø ud for kysten ved Andaman, kan byde på noget helt andet end sand og sol, nemlig ensomhed.  Der er ingen femstjernede hoteller på denne søvnige ø. I stedet for hotelværelser er der vifteafkølede bungalows i Baba Ecolodge eller små villaer tilknyttet de små hoteller, eksempelvis Moken Eco Village, som ligger langs den nordvestlige kyst. Bortset fra den urørte strand er der en slags savanne midt på øen, der leder tanken hen på Serengeti snarere end på Sydøstasien, og tætte mangroveskove, hvor man kan sejle i kajak, når højvandet oversvømmer dem. I stedet for Phi Phi-øerne … prøv et besøg i Trang-øhavet Phi Phi-øernes hovedrolle i filmen »The Beach« fra 2000 gjorde dem så populære, at myndighederne besluttede at afspærre et område ved navn Maya Bay i flere år for at genoprette strandens og havets økosystem.  Men 65 km længere sydpå, i Trang-øgruppen, finder man de samme hvide strande og kalkstensklipper og det turkisblå vand minus masseturismen. I den mest livlige af byerne, Koh Muk, finder man strandbarer, bygget af drivtømmer, og elegante mindre hoteller som Sivalai Resort. Andrew Clark fra det eksklusive rejsebureau Smiling Albino fortæller, at han ofte tager gæster med ud til de fantastiske huler på fastlandet – men ellers er her ingen attraktioner, der trækker store overskrifter. Dagene glider drømmende forbi med snorkling og svømmeture i det badevandsvarme hav.  Før I hopper på en færge ud til Koh Muk, så gå på restaurant i Trang, øgruppens største by og en af Thailands bedste byer at spise i, hvor der er de herligste dim sum-boder og sydthailandske karryretter hos gadesælgerne. I stedet for Chiang Mai … så tag til Mae Hong Son De forkælede feriegæster i »The White Lotus« kommer næppe til Chiang Mai i de thailandske bjerge mod nord, men byen er ellers et yndet mål for mange turister.  Kun de færreste af dem vover sig dog ud til Mae Hong Son, en by i en dal med tæt jungle og bananlunde hele vejen ud til horisonten. Her finder man et paradis for vandrere. Stier, der bugter sig forbi vandfald, gennem stammelandsbyer og op til forgyldte templer på bjergtoppene.  Kender man det i forvejen, foretrækker man sikkert Fern Resort, hvor man kan bo i stråtækte bungalows i tidligere rismarker sydvest for byen. I stedet for Phuket … så besøg Songkhla Souvenirboder og cannabisudsalg har efterhånden fortrængt Phukets farverige butikker og boder.  Hvis du leder efter et mere fredsommeligt alternativ, så tag til Songkhla, en havn under radaren lige nord for grænsen til Malaysia.  Daniel Fraser fra Smiling Albino mener, at den fotogene gamle bydel, der er fuld af kinesiske altre og træbyggede tehuse, er den »perfekte perle«, som Phuket var for 30 år siden. Begynd dagen med sød kopi (kaffe) og kaya (kokossyltetøj) og toast på en af de gammeldags cafeer, for eksempel Hub Seng, og gå bagefter en slentretur fordi de kinesisk-portugisiske herskabsvillaer og gennem de smalle gader, der er pyntet med avanceret gadekunst.  Når solnedgangen nærmer sig, flokkes de fastboende på promenaden ved Samila Beach, hvor restauranterne disker op med karryretter, alt godt fra havet, dampede fisk fulde af krydderurter og hjertemuslinger i krydret nam chim-sovs på borde, der breder sig ud over sandstranden. Oversat fra den originale engelske version af Claus Bech

Det var en ganske almindelig eftermiddag i april.  Den mangeårige radiovært Jesper Dein satte sig ind i bilen for at hente sin daværende kæreste i Københavns Lufthavn. Men livet, som han kendte det, ændrede sig bag rattet. For lige der, midt på Østerbrogade i København, begyndte en svimmelhed at nærme sig. Først snigende, så altoverskyggende. Hans syn begyndte at flimre og blive uklart, og inden længe ville han miste bevidstheden. Så meget vidste han, da han midt i panikken ringede efter en ambulance og holdt bilen ind til siden. Og så blev det sort. Det er nu godt et år siden, at 56-årige Jesper Dein blev ramt af den hjerneblødning, der endte med at ændre hans liv. På godt og ondt. Svimmelheden nager ham stadig. Det samme gør lyden af hans stemme. Den stemme, der har banet vejen for hans karriere, og som mange danskere nok kender, som den, der år efter år introducerer programmer som »Løvens Hule« og »Sarah og Monopolet«. I dag er stemmen mere ru. Den er hæs og bærer præg af en tid fyldt med genoptræning hos diverse stemmetrænere og kirurger.  Den er, med andre ord, ikke hvad den har været. »Det er en sorg,« siger han med sin nye stemme, der her et år efter stadig ikke lyder som den gamle: »Det er en kæmpe sorg at miste stemmen. Der er sikkert mange, der vil sidde og tænke, at der er meget, der er værre at miste. Men jeg ville hellere miste benet end stemmen.« Trods hårde odds er Jesper Dein ikke en mand, der har givet op. Bag den hæse røst gemmer sig også en livsglæde, der tydeligt skinner igennem. Som Jesper Dein selv beskriver det, er han i dag bare glad for at være her: »Jeg ved, det lyder helteagtigt, men jeg er virkelig glad for bare at være her, og jeg har det rigtig fint.« En undersøgelse af, hvordan mænd takler kriser Selvom Jesper Deins gamle stemme stadig introducerer programmer på P4, så er det hans nye stemme, der udfolder den nye podcastserie »Nulstillet« på DR. En podcast, der tager afsæt i hans egen fortælling om pludselig at vågne op og skulle lære at gå og tale på ny.  Det er fortællingen om, hvordan mennesket pludselig kan miste grebet om livet, og hvordan det er at starte forfra. »Jeg følte mig jo 20 år ældre. Selvom jeg overhovedet ikke havde lyst til at gå videre i genoptræningforløbet eller overhovedet gad flytte røven, fordi jeg ikke kunne gå og var herrebange for at vælte, så var der mennesker klar til at hjælpe mig.,« siger han: »Og det er den gamle fortælling om, at vi har brug for hinanden.«  Men det er også en fortælling om, hvorfor især mænd fra hans egen generation er så dårlige til at klare sig gennem kriser alene og finde tilbage til en ny hverdag og virkelighed: »Mens jeg gik rundt på rehabiliteringsgangene, kunne jeg fornemme, at det især var mændene, der brokkede sig og havde det svært,« siger han: »Kvinderne derimod havde en eller anden form for selvopholdelsesdrift.« Den selvopholdelsesdrift ved han, at mænd i højere grad mangler. Podcastserien tager ganske vist udgangspunkt i Jesper Deins egen historie. Men forfatteren Knud Romer og den tidligere fodboldspiller Jonathan Richter, to andre mænd, der også er blevet »nulstillet«, gæster også lyduniverset. Fælles for alle tre mænd er, at de på et tidspunkt i deres liv har stået i en så altoverskyggende krise, at livet, som de kendte det, blev forandret på et splitsekund. Og at de dernæst måtte genfinde sig selv.  »Det er jo ingen løgn, at kvinder klarer sig bedre og har flere venskaber. Vi mænd, særligt fra min generation, er generelt dårlige til at række ud og bede om hjælp, for vi skal fandeme nok klare det selv,« siger Jesper Dein. Af samme årsag rækker Jesper Dein ud til netop Knud Romer og Jonathan Richter:  For at undersøge, hvordan mænd takler kriser, og hvordan de selv kom videre i livet. Når man bliver ramt på dét, man er bedst til For forfatteren og debattøren Knud Romer var det synet, der blev ramt. Han fik konstateret grøn stær i 2018 og har siden gradvist mistet synet, først delvist så helt.  Og ulykker kommer sjældent alene. I Knud Romers tilfælde bød den yderligere ulykke på en skilsmisse, samtidig med at verden skrumpede mere og mere ind for øjnene af ham. Det syn, han bruger, når han skriver, duede ikke længere. For den tidligere fodboldspiller for FC Nordsjælland Jonathan Richter var det benet, det gik udover. I 2009 blev han ramt af et lyn under en træningskamp, og efter et halvt år på Hvidovre Hospital fik han sit venstre underben amputeret.  Romer, Richter og Dein blev alle ramt af en ulykke og dermed en krise, der gik direkte ud over deres beskæftigelse.  »Det gik hurtigt op for mig, at der er en større repræsentation af mænd, der står alene med det. Når man hører Knud Romer og Jonathan Richters fortællinger breder man historien ud,« siger Jesper Dein: »Det handler om menneskedyret i krise. Hvad stiller man op, når man bliver nulstillet? Det handler ikke bare om mig, men om os som mennesker. Særligt os mænd.« Ideen om at kunne selv Manden, som det fortælles i podcasten, har en større tilbøjelighed til at kravle under dynen og overlade ansvaret og arbejdet til sig selv. En slags insisteren på, at man sagtens kan selv. Dén insisteren måtte Dein dog pakke væk. Havde det ikke været for hans nære og kære havde hans situation i dag været en helt anden, fortæller han. »Der er rigtig mange ting, jeg er træt og ked af. Jeg kan ikke vandre i naturen, som jeg holder så meget af, og jeg kan ikke cykle,« siger han: »Men jeg griner af de samme ting, og jeg kan stadig gå i biografen. Derfor er jeg også ved at forlige mig med det. Og jeg er virkelig, virkelig glad for at være i verden. Takket være mine omgivelser, mine børn og venner, der har skubbet mig i de rigtige retninger.« Og så er han så småt ved at acceptere og omfavne sin nye stemme: »Det bliver ikke bedre, end det er nu. Det siger de alle sammen,« siger han: »Og ved du hvad? Det er rigtig, rigtig fint.«

I den første version af denne anmeldelse fik bogen ved en fejl en stjerne for lidt. »Bristefærdig« får seks stjerner af Berlingskes anmelder.  Silke er blødt og smukt, silke er sekret fra ormekirtler.  Ja, det skønne og det klamme er tæt forbundet, men ingen danser mere yndefuldt på skønklamhedens knivsæg end Cecilie Lind, hvis nye roman, »Bristefærdig« er en af de bedste bøger, jeg har læst. Men hvordan skal jeg dog forklare jer hvad, I har i vente?  Bagsiden beretter om en ensom kvinde i trediverne, der bliver gravid, men får taget barnet fra sig. Systemet fortæller hende, at det var en tumor, og at hun har vrangforestillinger. Men det er meget vildere end som så.  Kvinden har født et monster. Ikke i betydningen »ondskabsfuld møgunge der piner killinger«, men et decideret monster med pels, sugekopper og lange sorte tænder.  Hovedpersonen er unavngiven – vi får blot at vide, at hun IKKE hedder Cecilie – men lad os kalde hende monstermor. Monstermor ved instinktivt, at væsenet er en datter og tager så ellers den alternative fysiologi med oprejst pande. Om babyens slimede grundform siger hun blot: »Hvis jeg hældte hende i et stort glas vil jeg tro jeg kunne drikke hende. Hvis jeg barberede pelsen af hende først.« At mødre et udyr Vrangforestilling eller monsterbarn – vi kan være ligeglade, for monstermor er bogens enerådige fortæller, og hendes morinstinkt, eller »drift mod at mødre et udyr«, som der står, er i hvert fald vakt!  Snart bortfører hun datteren fra hospitalet og flytter ind i et hus på landet, hvor der i kælderens mange kummefrysere heldigvis er efterladt nok råt kød til, at mor og barn kan isolere sig og nyde barselsboblen i fred/skjul.  Moderen gør sit ypperste for at tilnærme sig datterens monsternatur: Hun lader håret vokse ned til anklerne og neglene gro til klør, skider langs væggene og kryber på alle fire. Og I må tro mig, det er SMUKT!  Måske er ikke alle derude lige så glade for monsterlitteratur som jeg.  Det er måske derfor, at bagsideteksten ikke for alvor svinger med tentaklerne.  Men selvom du aldrig har læst H. P. Lovecraft og måske ikke engang aner, hvem han er, så må du ikke snyde dig selv for »Bristefærdig«. Dens historie om moderkærlighed og de ofre, forældre er villige til at bringe, vil ramme enhver læser i hjertet – monsterfan eller ej.  For vi ønsker jo alle sammen bare, at vores børn skal overleve os. Som Lind så smukt skriver: »Det er det man hvisker til dem i nætterne hvor de er så spæde og nye at de dufter af død.« Situationen taget i betragtning er det beundringsværdigt, hvordan monstermor gør sit yderste for at være en god mor. Hun byder velvilligt sin finger til, når lillen vil suge blod (»Jeg kalder det juice, vil du have lidt juice, min skat?«). Selvopofrelsen virker endnu mere imponerende, når vi hører, hvor kærlighedsløs hendes egen barndom har været.  Lind er fantastisk til at skrive om sygelige dynamikker mellem mennesker/umennesker) og demonstrerer en overlegen show-don’t-tell-evne i de giftige barndomsflashbacks: Vi hører for eksempel, hvordan monstermor som lille ofte tiggede sin smukke, kolde mor om at tegne prinsesser og ventede tålmodigt på sin tegning i timevis, kun for at se moren beholde prinsesserne for sig selv i en lukket æske.  »Ingen smilede, alle havde langt mørkt hår, alle var meget tynde … Det var en hær hun havde tegnet for at redde sig selv.«  Hvilken effektfuld måde at beskrive en egoistisk og utilregnelig mor, der planter frø til sit barns spiseforstyrrelse og samtidig bare er stakkels! Frisk blod til den danske metaforbank Sproget i det her gyseligt smukke psykoeventyr er et kapitel for sig. »Bristefærdig« er simpelthen ufatteligt velskrevet.  Der er masser af oneliners som jeg har lyst til at få trykt på en T-shirt, hvilket for mig er et stort kvalitetstegn! Jeg nævner i flæng »Lille søde samfund, du lugter« og (den her T-shirt vil jeg virkelig gerne ha´) »Jeg ligner ikke en der har mad i køleskabet og det har jeg heller ikke. Jeg har råt kød i kummefryserne i kælderen«.  Jeg mæskede mig også i det sproglige spil mellem det gotiske monsterunivers og nutidens ferske dagligsdagsvås.  »Det var på tide at komme i berøring med boligmarkedet« siger hovedpersonen og køber et heksehus med rå mængder kælderkød. Det indtager hun med samme åndssvage kommentarer, som influencerne omgærder deres avocadomadder med på Instagram: »Så lækkert. Råt kød nærer mig godt. Man kan se mine muskler.« Fnis.  »Bristefærdig« er ikke fjollet, men ret sjov. Og så er den fri for de såkaldt døde metaforer, som vi anmeldere ellers elsker at pege fingre ad! I »Bristefærdig« er en romantisk sommer en skål kødsovs og tid er noget, man savler. Frisk blod til den danske metaforbank – yppigt! Jeg kunne blive ved, men vil afslutningsvis blot sige: Hvis jeg var en despotisk fyrstinde, som havde låst alle rigets forfattere inde i min fangekælder, indtil en af dem skrev mig den perfekte bog, ville det 1) være meget Cecilie Lindsk 2) blive »Bristefærdig« som fik dem løsladt. Bristefærdig Forfatter: Cecilie Lind Sider: 320 Pris: 299,95 kroner Forlag: Gyldendal

Aftenen kunne næsten ikke blive smukkere.  Den danske popduo Infernal var brudt igennem over hele verden med gigahittet »From Paris to Berlin«. Deres »fuck janteloven«-attitude med storslåede sceneshows havde givet dem massiv opmærksomhed, også ud over de danske landegrænser, og nu skulle de hyldes af den danske musikbranche. Daværende kulturminister Brian Mikkelsen skulle overrække platinpladerne til Infernal, der storsmilende skulle sige tak til det klappende publikum. Der var bare et problem. Lina Rafn havde ikke lyst til at takke nogen som helst: »Her står alle jer, som ikke ville have skid med os at gøre. Nu har vi selv skabt den her gigasucces, og så kan I godt finde ud af at klappe af os?« husker hun, at ordene kom ud fra hendes mund den aften tilbage i 2006. Det kan virke utaknemmeligt, at Lina Rafn valgte at sende en afklapsning retur frem for at takke for succesen. Men scenen er ret sigende. Infernals to medlemmer – Lina Rafn ved mikrofonen og Paw Lagermann på keyboard – blev ikke respekteret for deres musik eller fælles formåen som lydkunstnere. Det tog et halvt liv, før den brede succes kom.  Og det var først, da publikum over hele verden havde taget Infernal til sig, at de blev accepteret af smagsdommerne i København.  I dag er Infernal ikke alene folkeeje. Duoen gennemlever en sand genfødsel, der transcenderer generationer og har trukket dem tilbage på toppen af playlister og festivalplakater.  De har netop udgivet pladen »Inf:Album«, og deres koncerter, der er kendt for et vanvittigt tempo og en vild festvibe, bliver udsolgt på et splitsekund.  Unge og ældre skriger i forening med på numre som »10 miles« og » I Won’t Be Crying«. Og naturligvis popevergreenen »From Paris to Berlin«.  Det er derfor, Berlingske taler med Lina Rafn i Infernals musikstudie i Valby.  For hvordan gik Infernal fra at være – med Lina Rafns egne ord – »groft undervurderet« til at samle flere generationer af danskere?  »Døgnfluen« skulle ikke dø Fænomenet Infernal blev født i 1997, da duoen fik sit gennembrud med sækkepibetechno-nummeret »Sorti de l’Enfer«. Danmark var vant til alt andet end sækkepiber og tung dance dengang i slutningen af 90erne. Musikbilledet var domineret af dansk tuderock som Sabia og Kashmir. Det var i hvert fald dem, anmelderne fokuserede på, og dem, der løb med den positive opmærksomhed.  Infernal var lidt for udenlandsk. Lidt for niche. Virkelig for meget. Duoens første album, »Infernal Affairs« fra 1998, fik udefra set en ellers strålende succes. 80.000 solgte album og dobbelt platin.  »Der gik lang tid, før det gik op for mig, at vi var nogle, der lå nummer ét, men gik fuldstændig under radaren. Vi blev overset, fordi vi var ret niche. Men det var også musik, der blev lavet i sjov og med masser af humor,« griner Lina Rafn.  Men hun husker også, at deres nichetechno vakte en vrede i danskerne, som hun var uforberedt på.  »Vi skulle være med i et program på P3, og her havde vi meget energi, som sikkert var en mundfuld. Men der kom virkelig meget brok fra lytterne, altså virkelig meget. Jeg tænkte bare: »What’s not to like?« Vi er jo vildt festlige, selvom det var en tirsdag eftermiddag. Jeg fattede ikke, at folk kunne hidse sig op,« siger Lina Rafn og hæver armene, som om hun fortsat er forundret over reaktionen.  Men kritikken ramte noget i hende, der blev siddende.  »For første gang sagde nogle ordet »døgnflue«. Jeg husker helt tydeligt, at mit nervesystem brændte. Det skulle fandeme være løgn.« Infernal var ellers ikke en langsigtet plan for Lina Rafn.  Hun havde tænkt sig at være med »så længe det var sjovt«, siger hun flere gange. Ellers ville hun vende tilbage til den karriere som danser, hun havde godt gang i. »Men da der først var nogle, som sagde, at den her »døgnflue« gerne måtte dø, blev jeg fandenivoldsk. Der kom en trods op i mig, så jeg bare tænkte: »Det skal I ikke bestemme«.« Provokation til bank Lina Rafn lærte dengang, i karrierens start, at det at være tilpas ligeglad er en kunst, man skal lære som kunstner.  Hun havde øvet sig på netop dét – at være ligeglad – i teenageårene i Herlev.  De andre piger på skolen lyttede til Guns N’ Roses. Lina til house og techno. De andre piger havde permanentkrøller med en scrunchie – stor hårelastik – oven på hovedet. Linas hår var kortklippet og afbleget.  De andre gik piger gik med Levi’s 501 og pilotjakker. Lina var iklædt arvet genbrugstøj.  »Jeg kunne ikke lide det, de andre kunne lide. Jeg prøvede at passe ind nogle måneder, men det gik slet ikke for mig. Jeg stak så meget ud, at jeg blev brutalt mobbet,« siger Lina Rafn, der læner sig tilbage i stolen.  Hun frygtede endda for sin fysiske sikkerhed.  »Jeg provokerede dem åbenbart så meget, at de ønskede, at jeg fik bank. Jeg ville jo bare gerne være mig selv. Og det undrede mig også dengang, hvad fanden det ragede de der strigler fra 10ende, at jeg ikke gik i det samme tøj som dem, at jeg ikke gik til den samme sport som dem, at jeg ikke hørte det samme musik som dem. Hvorfor var det vigtigt?« Mange ville måske bare have rettet ind … Lina Rafn afbryder.  »Jeg fucking prøvede, men du kan ikke lyve om, hvem du er. Det kunne jeg heller ikke. Det blev for klaustrofobisk, så jeg var bare nødt til at holde mig væk og finde min egen gruppe et andet sted«. Vred på det etablerede Gruppen fandt hun i Paw Lagermann. Sammen skabte de Infernal, hvis særprægede stil og pumpende lyd ikke ligefrem blev budt velkommen af musikeliten. Også denne gang stod Lina Rafn uden for fællesskabet – dog nu sammen med sin partner in crime.  »Det var ikke, fordi vi ikke ville være med. Vi vidste jo godt, hvad vi kunne og ikke kunne, men der var et element af at føle sig misforstået. Og det er smertefuldt at føle sig groft undervurderet,« siger Lina Rafn. I starten af 00erne kollapsede pladeindustrien. Det medførte, at Infernal blev skrottet af deres pladeselskab med 250.000 kroner i pungen og et stort set færdigt album i lommen. Midt i krisen tog de en chance: De valgte at bruge alle pengene på at gøre det alene. Albummet »From Paris to Berlin« udkom i 2004. Albummet, hvor hitsinglen af samme navn kom til at dominere verdens hitlister og var med til at forme en hel generation. Men der gik lang tid, før bølgen rejste sig i Danmark.  »Vi kom ikke ud til de brede medier, og vi blev ikke spillet på de store radiokanaler. Vi blev mødt af stilhed, og ingen ville røre os«, husker Lina Rafn.  Men udlandet var vilde med Infernal. »From Paris to Berlin« blev et hit i lande som Rusland, Norge, Finland og England.  »Da det så går op for de brede danske medier, at vi de sidste to år har fået succes i udlandet, skal vi pludselig i »Go’ morgen«, »Go’ aften« og rend mig i røven.« Lina Rafn understreger, at hun ikke er vred på medierne. De vidste ikke, hvad de skulle kigge efter.  »Men jeg var sur på musikbranchen. Jeg var sur på dem, der lavede radioplaylisterne. Jeg var sur på pladeselskaberne. Det var frustrerende, for jeg var så træt af at kæmpe og insistere på, at jeg var dygtig nok til at være popstjerne,« siger Lina Rafn. »Jeg bliver bare trodsig« Det var den vrede, der ulmede, da hun i 2006 stod ved siden af kulturministeren og over for den branche, der havde vendt Infernal ryggen gennem flere år. »Med platinpladerne i hånden kom det ud. Jeg kunne ikke lade være med at sende den stikpille, når jeg endelig havde muligheden.« Lina Rafn mener, at man som kvinde er et særligt svært sted i forhold til musikbranchen – og medierne.  Da jeg spørger hende, om hun som »sangerinde« har oplevet hårde tæsk, bliver jeg prompte afbrudt: »Jeg er ikke kun sangerinde. Det har altid gjort enormt ondt, når folk sagde, at jeg bare var sangerinde. Vi producerer og skriver alt sammen. Kampen for at blive anerkendt som producer sammen med Paw, den er jeg holdt op med at kæmpe,« siger Lina Rafn, mens hun hæver stemmen:  »Folk ser en kvinde, og så tænker de, at jeg bare er vokalist. Fuck af. Seriøst. Jeg møder den stadig den dag i dag, og folk må fatte, at jeg bidrager med andet. Men … det er også fint nok. Jeg bliver bare trodsig. Wow, det er op ad bakke.« Lina Rafn understreger, at hun godt ved, at hun er mere profileret i den brede offentlighed end sin makker.  Det er hende, der er med i tv-programmer, hende, der i en årrække var dommer i »X Factor« og hende, der giver danskerne gode råd i podcasten »Mads og A-holdet«. »Jeg er mere synlig, fordi jeg befinder mig bedre i det spotlight, men det er et makkerskab, et venskab og en fælles mission. Man kan ikke sige Lina Rafn uden at sige Paw Lagermann. Det er der mange, der gør. Det er jo en fejl.« Et opgør med dem selv og musikken Lina Rafn husker tydeligt øjeblikket, hvor Infernal for alvor trådte ud bag det nicheforhæng, der havde hængt som en barriere foran dem.  »Vi skulle spille på Bøgescenen på Smukfest i 2007, og jeg var ved at skide grønne grise. Jeg var i tvivl, om vi havde den folkelige opbakning, men der kom så sindssygt mange. Vi følte os som helte, der var vendt hjem,« siger Lina Rafn.  Efter showet fældede hun forløsningens tårer. I dag har Lina Rafn og Infernal flere fans end nogensinde.  En ny ung generation, der strømmer til deres »over the top«-sceneshows – og som værdsætter den humor, som stadig skal have lov til at skinne igennem, lyder det fra Lina Rafn.  Selv tror hun, at den nuværende succes er resultatet af et markant opgør.  »Jeg blev kompromisløs i 2011, da min datter var cirka et år. Det går op for mig, hvor lidt tid jeg har tilbage til at nå mine drømme. For jeg gad ikke ligge på mit dødsleje og være ked af, at vi ikke turde prøve noget nyt. At vi aldrig turde lave den musik, som vi synes var fed. Jeg havde brug for, at vi gjorde noget nyt,« siger Lina Rafn. Siden er albums som »Hormesis« fra 2022 udkommet, og nu »Inf:Album«, der på mange måder står i kontrast til deres »90er-sækkepibetechno«. Det er mere roligt. Voksent, om man vil.  »Vi lyder ikke som i 1997. Overhovedet ikke, og det er vi stolte af. Måske falder det ikke i alles smag, men nu er musikken det, vi selv synes er fedt. Deri består den ægte succes,« siger hun. Hun smiler skævt og læner sig tilbage i stolen. Lina Rafn har stadig energi.  Hun drømmer stadig. Som medlem af Infernal. Og som en kvinde, der har prøvet at føle sig misforstået, udenfor, anderledes – men endte som folkeeje.    »Folk må synes, hvad de vil. Jeg kan stå inde for det hele. Og der er mere på vej«. 

Meghan Markle kunne i den forgangne uge glædesstrålende annoncere, at hendes nye livsstilsserie på Netflix, »With Love, Meghan« var blevet forlænget med en sæson to. Men der var strengt taget ikke nogen grund til at juble.  Ganske vist havde seriens første otte afsnit lige akkurat knebet sig ind på top ti over de mest set programmer på den globale sendetjeneste.  Men med tanke på, at Netflix har betalt op imod hvad iagttagere mener er i omegnen af én million dollar for det indhold, Harry og Meghan skal generere som del af aftalen, er det næppe det seermæssige afkast, sendetjenesten havde drømt om. »With Love, Meghan« er – i modsætning til prins Harrys Netflix-serie om polosporten – ikke et flop.  Men at kalde den en succes er umuligt med tanke på investeringen. Og hos Netflix kan man roligt være nervøse: På det internationale film- og tv-site IMDB har »With Love, Meghan« i skrivende stund en katastrofal kvalitetsbedømmelse af seerne på blot 2,7. Maksimum er 10.  Ifølge avisen The Daily Mail var sæson to rent faktisk blevet filmet samtidig med første sæson. Den nyhed var blevet tilbageholdt, så Meghan Markle kunne offentliggøre den som modgift mod de dødbringende anmeldelser, man frygtede. Og fik.  Sablet brutalt ned Anmeldelserne har vitterlig været sønderlemmende. Sjældent er et tv-program blevet sablet så brutalt ned, som hertugindens forsøg på at gå køkkenvejen. Det gælder ikke mindst i det Storbritannien, hvor Meghan Markle ganske vist overlader sidstepladsen på den kongelige popularitetsskala til den udskammede prins Andrew, men hvor kun 21 procent af briterne – ifølge den seneste YouGov-måling – har et positivt indtryk af hertuginden.  »Selvtilfreds og sukkersødt«,« skrev avisen The Times.  The Independent mente ligefrem, at serien var »udmattende« og fik seeren til at føles og »utilpas«.  Selv det mere venstreorienterede dagblad The Guardian, der har været venligere i kritikken af hertuginden, var uden nåde og kaldte serien »tåkrummende og uelskeligt tv«.  Og også på den anden side af dammen, i det USA, hvortil prins Harry og Meghan Markle flyttede, da de i 2020 forlod det britiske kongehus, var modtagelsen alt andet end nådig. Hollywood Reporter skrev, at serien var »ejendommeligt timet og ikke til at identificere sig med«. Variety kalder serien »et egotrip«. Og selv glittede magasiner som Vogue, der normalt bakker hertuginden op, måtte erkende, at serien var svær at redde. Flår hertuginden i småstykker Det er næppe forkert at sige, at stort set samtlige kritikere anmelder hertugindens person i lige så høj grad som selve programmet. De to ting er nu også umulige at skille ad, fordi serien tydeligvis er designet til både at skulle ændre hertugindens image og booste salget af de marmelader, hertuginden lancerer om føje tid. Men oven i de knubbede ord fra anmelderne kan man så lægge den kaskade af hadske bemærkninger, der i kølvandet på premieren flår hertuginden i småstykker på de sociale medier. Og de parodier, der florerer i rigt mål.  Rigtigt er det da også, at programmet – hvis man hader Meghan Markle – vitterlig er meget let at pille i stykker. Hendes insisteren på at opretholde en perfekt facade i en luksuøs, idyllisk kulisse, der ikke er hendes eget hjem, er helt ude af trit med tidens krav om ægthed og autenticitet.  Kaskader af had og foragt Tilbage står så det store spørgsmål: Hvorfor hader verden Meghan Markle i en sådan grad, at en relativ simpel, temmelig kedsommelig livsstilsserie resulterer i kaskader af had og foragt?  Hvorfor er det nærmest blevet en kunstart at svine hende til? Sandt er det, at Meghan fra begyndelsen af sin tid som medlem af den kongelige familie har haft dårlig presse i Storbritannien, hvor især formiddagsbladene har fokuseret på alle de detaljer, der kunne sætte hende i et dårligt lys.  Det er også tydeligt, at et vist element af racisme spillede ind i beskrivelsen af prinsessen. Nogle af de emner, hun italesatte – racisme, kvinders rettigheder og medfødte privilegier for eksempel – gjorde hende kontroversiel i en kongelig sammenhæng. Hendes kritikere syntes ganske enkelt, hun var for woke. Men først og fremmest er mange – ikke mindst i Storbritannien – stadig rasende på hende og prins Harry, fordi de trådte ud af det britiske kongehus og smækkede med døren. Med de efterhånden mange tilfælde af offentlige udfald mod kongehuset som det ultimative forræderi. Malker den kongelige status Parrets kommercielle aftaler bliver af mange set som et uværdigt forsøg på at malke den kongelige status, de ikke ville vide af – men alligevel gerne vil gøre brug af, når det er belejligt. Og i alt det er Meghan i offentlighedens øjne skurken, der ikke forstod den kongelige rolle. Eller sagt på en anden måde:  Det er modsætningerne i Meghan Markles gøren og laden, der gør hende til katalysator for vrede.  Især fordi hun kaster vrag på det britiske kongehus, men opfører sig som om hun var kongelig. »Jeg hedder Sussex nu,« siger hun gudhjælpemig i programmet, da en af hendes gæster kalder hende Meghan Markle. På den ene side beskylder hun sin mands familie for at have pustet til den negative presse, hun blev udsat for. På den anden side afslører hun gerne intime detaljer om sit tidligere liv som kongelig for ussel mammon. Hendes polerede, kontrollerede væsen og forsøg på at fremstå som en tidsrigtig idealkvinde står i kontrast til hendes åbenlyse ambition og kalkulerede selviscenesættelse.  I det hele taget er det ikke rigtig til at blive klog på, hvem hun egentlig er, og hvad hun vil.  Hendes manglende evne til at omsætte nyfigenhed til reel interesse efterlader hende sårbar over for dem, der er uenige med hende og hendes »rigtige meninger« i de ideologiske og politiske diskussioner, der fylder meget i vores tid og driver kiler ned gennem fløjene i disse år. Senest er det fiaskoen i det californiske tv-køkken, der alt for let inviterer hendes mange kritikere til at få bekræftet alt det, de i forvejen mente om hende.  Det er, ganske enkelt, en smal sag at gøre Meghan Markle til alt det, der er galt med denne verden.

Som lille dreng skulle Andreas Steno skrive i klassens blå bog, hvad han drømte om at blive, når han blev stor.  »Der skrev jeg bare PENGE. Det var ligegyldigt med professionen«, erklærer han. Stort set ingenting har Andreas Steno fået ud af skolen, ej heller af universitetsuddannelsen fra CBS, påstår han selv.  I stedet har det været markederne, som har bragt både læringen, passionen – og pengene. Fået dem til at avle, formere sig og blive til flere. Hvor mange, det er blevet til, vil han ikke afsløre. Men Andreas Steno står ved, at hans penge er en stor drivkraft –en kultur, om man vil – og han er langtfra alene.  Overalt på Instagram og TikTok flasher unge mænd store biler, lækre ure og dyre lejligheder i nye markeder som Dubai.  De er besatte af penge – på en anden måde, end de tidligere har været det. De unges målsætning om rigdom er drevet af en åbning af de finansielle markeder, der i langt højere grad er blevet allemandseje. Markederne kan tilgås fra en smartphone i alle døgnets 24 timer. Tidligere blev den slags varetaget af professionelle Gordon Gekko-typer – ham fra filmklassikeren »Wall Street« – i flotte, mahognitunge kontorer.  I dag er yuppiestilen ikke alene atter på mode, den kan dyrkes hjemme fra sofaen. »Jeg behøver i princippet ikke tage på arbejde,« bemærker Andreas Steno.  »Jeg kan jo klare det i sengen på min telefon!«  Mediet the Atlantic har døbt tendensen Bro-Economy og beskriver en finansverden, der er som »et flygtigt, spekulativt og ekstremt online casino, hvor huset allerede vinder stort«. De unge mænd daytraider, køber kryptovaluta og gambler på sportsresultater. Deres idoler er rigmænd som Elon Musk og Donald Trump. Sidstnævnte har gjort kryptovaluta til en central del af sin anden embedsperiode. Førstedame Melania Trump har blandt andet sin egen kryptovaluta.  Den nye finansverden passer som et par tennissokker i et par sneakers til en ny generation af risikovillige, unge mænd. »Unge mænd accepterer den skæbne, der ligger i risikovilligheden: Enten går det helt ekstremt godt, eller også går det helt ekstremt skidt. Mellemudfaldet eksisterer ikke, hvis man begynder at gamble. Man kan blive meget rig og virkelig skille sig ud fra mængden. Det tiltaler den unge mand,« mener Andreas Steno. De 18-29-årige unge mænd står for hele 43 procent af den særligt volatile kryptohandel, ifølge en amerikansk undersøgelse fra 2022.  Flere eksperter taler også om en »gamefication« af handelsplatforme som Robinhood og eToro, og mange må da også gå i behandling for afhængighed af platformene. På sociale medier som Reddit, Instagram, TikTok og YouTube findes mere eller mindre kvalificerede »finfluencers«, altså finans-influencere, der rådgiver de unge mænd i køb og salg af kryptovaluta og aktier. En af dem er 35-årige Andreas Steno.  En halv million følger med på sociale medier, og mellem 90-95 procent af dem er mænd, anslår Steno. Også traditionelle medier som CNN og Fox News ynder at bruge ham som ekspert. Tidligere har Andreas Steno afsløret over for mediet POV, at han aldrig har læst en bog. Nu udgiver han til gengæld én. Bogen, med titlen »Money (That’s What Boys Want)«, er skrevet sammen med journalist Jesper Ravnborg og er steget til tops på bestsellerlisterne. Bogen er målrettet de unge mænd – men ikke for at lære dem at tjene nemme penge.  Bogen giver indsigt i alt fra den amerikanske centralbank til finanskrisen og valutahandel.  Andreas Steno vil gerne sprede historien om, at man skal tilegne sig kompetencer og arbejde for sagen.  »Man kan nemt få det indtryk på de sociale medier, at man kommer sovende til penge på det nye, volatile marked. Jeg var aldrig nået til dér, hvor jeg er i dag, hvis jeg ikke i flere år var mødt ind klokken 7 om morgenen og gået hjem igen klokken 19. Det er hårdt arbejde«.  Penge og damer Unge mænds besættelse af penge og rigdom er alt andet end ny.  »At mænd elsker penge, er slet ikke en ny tendens! I Holland havde vi det store tulipan-hysteri i 1600-tallet. Lur mig, om det ikke var mænd, der købte tulipanløg dengang,« siger Chris Pedersen, kulturekspert hos DR, der i årtier har fulgt mandens livsstil og de fænomener, der driver den. Manden drives typisk af den rigdom, han møder på Instagram og TikTok. »At flashe rigdom trender rigtig godt på sociale medier, ligesom store babser og sixpacks,« forklarer Chris Pedersen.  Og rigdommen tillægger vi en særlig værdi: Nemlig frihed. »I dag virker det, som om du kan alt, hvis bare du har pengene. Blive præsident som Donald Trump, selvom du siger, at du vil grab them by the pussy. Det tror jeg ikke var lykkedes for en halvfattig demokrat.«  Den form for rigmand, som Mark Zuckerberg, Jeff Bezos, Donald Trump og Elon Musk repræsenterer, er i The New York Times blevet blevet kaldt repræsentanter for en ny »teenage-maskulinitet«. De er frontløbere for en kultur, hvor manden gennem magt og intimidering kan få sin vilje uden samtidig at vise eksempelvis den disciplin, udholdenhed og ansvarlighed, der betragtes som den modne mands dyder.  Smukke kvinder Selvfølgelig handler besættelsen af pengene også om at fremstå attraktiv over for kvinder. En rig mand må gerne være grim, en fattig kvinde skal helst være smuk. Sådan er det stadig – selvom tendensen sine steder også udfordres, påpeger Chris Pedersen. Som vi så det i filmen »Babygirl«, hvor Nicole Kidman spiller en midaldrende kvindelig chef, der har sex med sin praktikant, spillet af Harris Dickinson. Kenneth Reinicke forsker i maskulinitet og seksuel chikane ved RUC. Han ser en sammenhæng mellem den status, økonomisk succesfulde mænd får, og så dén, der kommer fra at lave seksuelle erobringer. »En mands værdi bliver målt på hans økonomiske præstationer og succes – eller mangel på samme,« siger Kenneth Reinicke. Rigdom og seksuelle erobringer har det tilfælles, at de styrker mandens anseelse.  »Æren ved den seksuelle erobring bliver først tilkendegivet, når den bliver bevidnet af andre mænd. Det er male bonding, når man bliver imponeret over hinanden,« siger Reinicke.  Det er altså ikke nødvendigvis udelukkende kvinderne, man kan imponere med sin store bil. Fra Mærsk til Musk Tidligere var det klassiske rige forbillede en mand som Mærsk McKinney-Møller.  Han brystede sig af sin rigdom gennem operahuse og anerkendelse fra gamle institutioner som Kongehuset. Den slags altruisme interesserer ikke de unge, rige mænd. »Der er en »etisk fordring« forbundet med den type rigmand. Fordi du har penge, skal du også passe på nogle andre. I dag har vi mistet den dimension. I stedet er idealet den ultimative frihed, der minder mere om »American Psycho«. Den totale ener, der udelukkende gør ting for egen vindings skyld. Det er en type idol, der illustrerer desillusion og antipati. Det er historien om et samfund, der er kørt i knæ,« mener Chris Pedersen. Derfor vidner den unge mands pengebesættelse også om en tomhed. En maskulin krisetilstand, mener han.  Det genkender Andreas Steno.  »Når unge mænd går mere op i at samle hundecoins på deres telefon end i at forsørge deres familie og være der for dem, de har nær, så er det virkelig et tegn på en maskulinitet i krise«, siger han.  Ikke desto mindre ser han værdiskredet som en uundgåelig del af en tid, der i høj grad er styret af sociale medier. Selv identificerer han sig også mere med Musk end Mærsk.  »For Mærsk var der en stor værdi i, at han ansatte tusindvis af mennesker. Det ville ikke sige mig en skid. Den succesfulde i dag er én, folk kender fra internettet eller telefonen,« konstaterer han. 

Den antiamerikanske bevægelse vokser og vokser. En lang række verdensberømtheder har nu ligefrem har taget afsked med deres hjemland.  Senest den irsk-amerikanske skuespiller og komiker Rosie O’Donnell. »Jeg havde aldrig forestillet mig, at jeg ville flytte til et andet land, men jeg har besluttet, at det er det bedste for mig og mit 12-årige barn. Og her er vi så.« Sådan siger den amerikanske kendis i en længere video på det sociale medie TikTok. Sammen med sit yngste barn, Clay på 12, har Rosie O’Donnell, der har irske rødder, pakket taskerne og flyttet til Irland.  Og selvom hun ikke nævner ham direkte ved navn, efterlader Rosie O’Donnell ingen tvivl om, hvem hun giver skylden: Den amerikanske præsident, Donald Trump.  »Det er hjerteskærende at se, hvad der sker politisk, og svært for mig personligt også. Det personlige er politisk, som vi alle ved,« siger hun i videoen på TikTok. »Årets person« 62-årige Rosie O’Donnell er blandt andet blevet kendt som Betty i »The Flintstone«-filmen fra 1994, som komikeren med den tykke Long Island-accent og som vært på talkshowet »The Rosie O’Donnell Show«, der kørte i slutningen af 90erne og starten af 00erne, og programmet »The View«. Hun blev også kendt som kvinden, der blev ydmyget af Trump under hans første præsidentkandidatdebat forud for valget i 2016.  Han fik et kritisk spørgsmål om sin »krig mod kvinder«, som han blev beskyldt for at kalde »fede svin«.  Svaret lød: »Kun Rosie O’Donnell«.  Svaret blev en forsmag på den bramfri tone, der har været med at gøre Trump ultrapopulær hos nogle – og forhadt hos andre.  En af dem, der ikke kan udstå ham, er Rosie O’Donnell. Rosie O’Donnell har flere gange markeret sig i debatten om homoseksuelles rettigheder inden for adoption – hun er nemlig selv både pleje- og adoptivmor.  I 2002 blev hun tilmed kåret som bladet The Advocats »Person of the Year« – på dansk »årets person«. Men som tiden er gået, har O’Donnell fået nok af situationen i USA, hvor hun har boet hele sit liv: »Jeg er lykkelig, mit barn er lykkelig, men jeg savner mine andre børn, mine venner og mange andre ting ved livet derhjemme. Nu forsøger jeg at skabe et hjem her, i det her smukke land,« siger hun og tilføjer: »Og når alle mennesker har lige rettigheder i USA, vil vi overveje at komme tilbage.« I sit ni minutter lange opråb på TikTok forklarer O’Donnell videre, at hun mener, at mainstreammedierne har svigtet deres ansvar – og svigtet amerikanerne i en sådan grad, at demokratiet står svækket tilbage.  »De (medierne, red.) har ikke gjort deres arbejde godt nok,« siger Rosie O’Donnell med henvisning til, at medierne ikke har været gode nok i at fortælle befolkningen, hvad Trump-administrationen har af reelle konsekvenser for befolkningen.  Hun opfordrer derfor alle amerikanere til at tage kampen op for at få et mere retfærdigt USA: »Vi følger forfatningen, og ikke en konge. Ikke én mand. Vi har ikke grusomhed som en del af vores regeringsstil,« siger hun i videoen. Selv Donald Trump påtalte O’Donnells flytning til Irland, da han havde besøg af den irske premierminister, Micheál Martin, i Det Hvide Hus onsdag. I videoen herunder spørger en journalist den irske premierminister om hans holdning til, at Rosie O’Donnell er flyttet til Irland. Donald Trump og Rosie O’Donnell har haft en årelang fejde – den kan du læse mere om her. Ikke den eneste Rosie O’Donnell er ikke den eneste berømthed, der har forladt USA, siden Trump blev genvalgt:  Blandt andet er tv-værten Ellen DeGeneres – der er kendt fra »The Ellen DeGeneres Show« – og konen Portia de Rossi flyttet til Storbritannien. Ifølge Hollywood-magasinet The Wrap har parret sagt, at de »aldrig vender retur«. Derudover har amerikanske kendisser som Cher, Barbra Streisand, Sophie Turner og James Cameron enten forladt USA – eller talt om at flytte – siden Trump genvandt magten. I et interview med Harper’s Bazaar i oktober 2024 sagde den britiske skuespillerinde Sophie Turner, der er kendt fra tv-serien »Game of Thrones« og har boet i USA i en årrække, at hun dels havde hjemve, dels havde problemer med landets politik »Skyderier, Roe vs. Wade, der blev omstødt … Alting har bare på en eller anden måde hobet sig op, og efter Uvalde-skoleskyderiet vidste jeg, at det var på tide at komme væk derfra,« sagde skuespillerinden, der nu bor i London. Det var ingen hemmelighed, at sangerinden Barbra Streisand i 2016 ønskede, at Hillary Clinton skulle slå Trump. Det skete ikke, men i et interview i 2023 sagde Streisand, at hun ville flytte, hvis Donald Trump nogensinde blev genvalgt. »Jeg kan ikke bo i dette land, hvis han bliver præsident,« sagde hun og tilføjede, at hun sandsynligvis ville flytte til England – omend det ikke lader til, at hun har forladt Californien. Endnu.

Han har siddet der i 17 år. Den yngste af deltagerne i »X Factor« var ikke engang født, da Thomas Blachman debuterede som dommer i talentprogrammet, der er mange danskeres faste fredagsunderholdning. Når DR skal udpege solister til Eurovision, har man svært ved at undgå tidligere »X Factor«-deltagere. Så stort er det blevet. Den massive tilstrømning gør også »X Factor« til en god målestok for den unge generation, der altid er strømmet til. Og der er godt nyt, mener Blachman. Bag alle overskrifterne om mistrivsel findes der nemlig en anden historie.  Tidens unge tager sig selv mere alvorligt og har meget at byde på. »I gamle dage var det ti procent af de unge mennesker, der meldte sig til programmet, som havde en form for intellektuel begavelse. Nu er vi oppe på 60 procent. Der er sket et eller andet godt,« siger Thomas Blachman under en pause i Priorparken, hvor »X Factor« bliver afviklet. »Da vi begyndte på »X Factor«, var der en enorm useriøsitet, som var underholdende, men også bare fis og ballade. Nu kommer de unge med et vist niveau. De kommer ikke kun for at blive set. De kommer også for at vise, hvad de kan. Det er, som om ungdommen er kommet til et punkt, hvor de allesammen er en yngre version af mit eget alvor. Jeg siger ikke at de er ligesom mig, men jeg forstår dem bedre og bedre.« Synes du, at de unge adskiller sig fra de andre deltagere? »Det sker stadig, at der kommer nogle fjolser ind, men de er som regel over 40 år. De unge mennesker gider slet ikke det der lal. Det er de for cool til.« At stå op på en cykel med flade hjul  Jeg har sat Thomas Blachman stævne, så han kan være dommer over ungdommen – præcis som han har været dommer i fjernsynet fredag efter fredag. En af de første udsendelser i den nye sæson begyndte med, at Blachman erklærede, at der var »et nyt håb over ungdommen«. Det vil jeg gerne have ham til at uddybe. Først undslår han sig lidt.  »Jeg skal jo ikke dømme …,« siger han. Og så begynder han at tale. »Jeg har aldrig tænkt mig om. Jeg tager en beslutning, og så handler jeg på det. Det skaber nogle enorme fuck-ups, men det må være prisen for at leve i nuet med sine følelser. Og hvis det passer, at tidens unge mennesker i stigende grad bliver psykisk udfordret, vil jeg sige, at den gode nyhed er, at de bliver nogle fandens mere behagelige mennesker at være i stue med. Fordi de bliver givende, mere uselviske, mere observante og sprudlende og sensitive. Det er de unge mennesker, der gør det sjovt at være en såkaldt dommer i »X-Factor«.« Thomas Blachman understreger, at han ikke afviser, at mange unge har det svært. Han har også læst om deres mistrivsel. Om de mange, der får skærmundervisning, som bliver mobbet, eller som ikke føler, at de passer ind. Diagnosesamfundet, som vi kalder det. Men ifølge Thomas Blachman er der ingen skam over diagnoser. Han har selv én. »Jeg er ordblind, det er en gave, der er fulgt med min adhd, og det betyder, at jeg altid har stået op på en cykel med flade hjul for at indhente de andre. Det positive er, at jeg kom mere vidt omkring end de fleste. Jeg har fået flere hestekræfter ind i mit sanseapparat, så jeg er blevet hurtig til at læse situationer. Jeg kan med det samme aflure stemningen i et rum. Jeg kan aflæse det musikalske sprog, tonesproget og kropssproget. Det er et sansebombardement fra morgen til aften og måske det bedste argument for overhovedet at stå op.« Thomas Blachman understreger, at den evne til at fornemme stemninger også er noget, han mærker hos mange af de unge. Også blandt årets deltagere. »Så fik jeg sagt til Leslie, at hun nok fik mange til at ønske, at de havde autisme og var ligesom hende, og det var hun sgu ikke enig i og fair nok. Det er måske også dumt sagt. Men jeg mener virkelig, at hendes særlige måde at komme ind i sin egen zone af super værdighed, når hun synger, må være ekstremt inspirerende for mange.« Musikken som redning Vi er gået ud i forårssolen.  Først var Thomas Blachman en smule bekymret for temperaturen, men rummet er fuld af journalister, der skal tale med showets deltagere, og da én af dem tilbyder Blachman sin jakke, slår han til.  Men først efter en kort ydmyghed. »Jeg skal da ikke trænge mig på …« Iført den mørke jakke og et par enorme solbriller træder han ud i industrikvarteret, hvor jeg står klar. Jeg beder ham fortælle, hvorfor »X Factor«-posten stadig er spændende.  Gruset knitrer under fødderne, mens vi går.  Thomas Blachman begynder fra et andet sted. Han var »15-16 år gammel«, da han første gang fik et sæt trommestikker i hånden. I dag mener han, at det var det store skift i hans liv. Da musikken kom, fik han styr på sit eget kaos. »I det øjeblik gik jeg fra rastløshed til musikkens verden. Det reddede mig. Jeg havde en form for destruktiv energi, som jeg ikke vidste, hvad jeg skulle bruge til, men den blev kultiveret i samme sekund, jeg opdagede musikkens vidunderlige himmerige på jord«. Trommestikkerne førte til en karriere i jazzverdenen, hvor han var del af gruppen Page One. Senere blandede han jazz og hiphop med rapperne Al Agami og Remee på »The Style and Invention Album«, der blev et enormt hit i midten af 90erne. Han var også producer på »Cinemataztic«, albummet, der gav Caroline Henderson sit store gennembrud som solosangerinde efter dagene i bandet Ray-Dee-Ohh. Alligevel er det som dommer i X-Factor, at han er nået bredest ud.  Hvordan har han det med det? »Det har jeg det fint med. Det er også et stort egotrip for mig. Når jeg gider at blive ved, er det, fordi programmet også udvikler mig. Hvordan kan man være 50 år og 60 år uden at miste evnen til at opleve og sætte pris på andre mennesker? Min sanser er endnu ikke uddøde, og det er jo det, det hele handler om.« Har du nogen overvejelse om, hvor lang tid du vil blive ved?  »Uanset hvad, vil jeg altid arbejde med musik og mennesker. Jeg kan jo ikke gå på pension. Jeg har ikke noget andet sted at gå hen. Jeg har heller ikke nogen pensionsopsparing. Men jeg arbejder også med glæde. Engang lavede jeg et pladeselskab, der udgav 21 albums med fuldstændig ukendte unge mennesker, så det har altid haft min interesse.« Han holder en pause. »Derfor kan man da godt spørge sig selv, om det er særligt cool at være 61 år og sidde i et tv-program. Det virker jo, som om jeg ikke kan finde på andet at lave. Men den form for forfængelighed har jeg måske ikke. Jeg er jo Thomas Blachman for helvede og derfor hævet over den slags. De fleste, der ved noget, ved, at jeg er den bedste jazztrommeslager i dette land. Jeg kunne rejse over hele verden rundt nonstop og knokle røven ud af bukserne 16 timer om dagen, men stress er uværdigt for mig. Jeg har også små børn og vil gerne være en god far.« Man kan vel også sige, at du markerer, at ældre mennesker stadig kan bruges?  Thomas Blachman sender mig et sideblik, øjnene misser mod mig i små sprækker. Han vurderer spørgsmålet. Så griner han. »Det er der sgu ingen, der siger. Det kan godt være, at TV 2 begynder at sige, at han er meget sød og god ved fluer og andre insekter og unge mennesker, men nu er han simpelthen for grim til at være med. Så er det sådan, det er.« Når tiden ændrer sig Når man medvirker i et tv-program i så mange år, som Thomas Blachman har gjort, er det ikke kun deltagerne, der ændrer sig. Det samme gør tiden. Og én selv.  Thomas Blachman er blevet gift og skilt igen. Nu bor han sammen med jordemoderstuderende Julia Werup og deres to små børn.  Han er startet forfra. Men han har også sagt farvel.  Under forrige uges »X Factor« fortalte Thomas Blachman, at han netop havde bisat sin mor. Det fylder også. »Jeg var så meget mors dreng, og nu føler jeg, at hun er flyttet ind i mig. Og jeg kan mærke en kæmpe glæde og taknemmelighed ved at have fået al den kærlighed. Det giver mig en overbevisning om, at jeg lever videre med fornyet værdighed og pligten til at give kærligheden videre. Jeg føler, at jeg har en udødelig vitalitet. Og min opgave er virkelig ikke bare at tjene musikken og ungdommen, men også selv at eksemplificere, hvor fedt det er at være 61 år gammel. Altså, det er jo sindssygt fedt. Det hele er der jo. Du har både ungdommens glød og alderdommens vanvid. På én gang. Og det er fandeme fantastisk at være et menneske, det synes jeg altså.« Han fortæller, at han netop har lavet en dummy, altså en slags prøve på et nyt tv-program. Han håber, at det bliver til noget. »Jeg går rundt med en tommestok og får en masse unge mennesker til at forelske sig i de konkrete dimensioner og lære at genkende dem. Hvor stor er den postkasse? Er den 35 x 28? De unge mennesker skal have den fysiske virkelighed tilbage. Væk fra skærmen. Min mor gik altid rundt med et målebånd i tasken, og når jeg ikke kunne forstå verden, kunne jeg måle den. I dag kan jeg med det samme se forskel på 97 og 99 centimeter.« Ja, det er selvros, siger Thomas Blachman. Men det kan de unge også lære noget af.  De må gerne rose sig selv noget mere. I begyndelsen af din »X Factor«-karriere skrev du en bog, der var en slags opsang til ungdommen. Er den stadig relevant i dag? »Ja, den bog er en eviggyldig klassiker, hvis du spørger mig. Der er stadig brug for, at nogen rusker op i os allesammen. Også i mig, for fanden. Jeg har ikke været klog nok til at blive træt af dage før tid. Jeg fødes på ny hver dag. Og jeg er lige så umoden, som jeg altid har været.« »X Factor« sendes på TV 2 fredag aften og på TV 2/Play.

Tegneserieskaberen Stan Lee døde i 2018, 95 år gammel. Han var kendt og elsket, men hans sidste år, efter konen døde, blev han angiveligt udnyttet på det groveste.  Og nu er der en dokumentar på vej, der hævder at have beviserne for udnyttelsen. Det skriver The Hollywood Reporter. Stan Lee var indtil da mildest talt en levende legende.  Da Lee døde, skrev Kristian Lindberg i Berlingske, at Lee var den amerikanske forfatter, der havde haft størst indflydelse på sine amerikanske landsmænds selvforståelse.  Stan Lee skabte i samarbejde med især Jack Kirby og Steve Ditko på Marvel ideen om »superhelte med problemer«, skrev Lindberg. Det var således dem, der fandt på Spiderman, som ikke kun skulle slås med skurke, men også sine egne – altså Peter Parkers – private problemer.  Og private problemer havde Stan Lee selv nok af i sit sidste år i live.  Konen døde i 2017, og Lees alder gjorde, at han han behøvede hjælp døgnet rundt, skrev The Hollywood Reporter i 2018.  Og dem, der endte med at få lov til at hjælpe Lee, benyttede så angiveligt deres position til at udnytte Lee for at tjene penge. Det skal blandt andet være sket ved at overtale Lee til utallige optrædener, hvor fans kunne betale penge for et billede eller en autograf fra Stan Lee. Men med på turene var også Jon Bolerjack, som dokumenterede det hele – og som nu er på vej med en dokumentar, hvor man kan få syn for sagen, skriver det amerikanske medie. I traileren, som du kan se ovenfor, ser man hvordan den trætte, gamle Stan Lee spørger en medhjælper, om han mon kan slippe for at optræde i San Francisco. Svaret er et lakonisk »nej, vi bliver nødt til at gøre det«. Dokumentaren er selvproduceret, og Bolerjack søger derfor penge til at færdiggøre den på Kickstarter.  I skrivende stund er der på få dage doneret omtrent 426.000 danske kroner af det samlede beløb på lige over to millioner danske kroner. 

I september 1944 flygtede syvårige Hans-Peter Tams med sin mor og fem søskende fra byen Hohensalza, nutidens Inowroclaw i Polen.  Faren var krigsfange i Sovjetunionen, deres hus var blevet bombet, og krigen rykkede tættere på.  I Berlin blev de skilt fra deres mor af soldater, og de seks børn i alderen ni år til otte måneder måtte klare sig selv.   Efter nogle dage i den sønderbombede hovedstad begav den lille børneflok sig langs Elben mod Hamburg for derfra at opsøge deres farmor i Nordtyskland.  De følgende vintermåneder overlevede de ved at stjæle mad fra bøndergårde og huse, ofte majroer og gulerødder fra staldene og frugt fra haverne, en sjælden gang en høne, kød fra døde heste på marken, en enkelt gang en hund. De ransagede faldne soldaters tornystre med feltrationer og hvad de havde i lommerne.  Storesøster tyggede råt kød til de yngste Når de ikke kunne tænde ild, tyggede storesøster Sofie på ni det rå kød til de yngste. De tog tøj fra de døde, nedskudte allierede piloters faldskærme skærmede mod kulden eller blev klippet i stumper som bleer for babyen.  Da krigen sluttede havde de i nogle måneder haft tilflugt i et skur ved en gård i udkanten af en landsby 50 km fra Hamburg.  Herefter kom de i en Røde Kors lejr og blev mirakuløst genforenet med deres mor. Siden kom faren hjem fra krigsfangenskab. I næsten et år havde børnene overlevet alene uden deres forældre, og nu fulgte år med ubegribelig fattigdom. Det mærker et menneske, og mange årtier senere begyndte Hans-Peter Tams at skrive om sine oplevelser i en række breve til en ven som en måde at komme af med de oplevelser, han ikke kunne slippe og som hjemsøgte ham med natlige mareridt.  Det blev en helingsproces, der i 2010 førte udgivelsen af bogen Mindernes dæmoner med et udvalg af brevene. Han begyndte også at holde foredrag og give interviews. Pernille Juhl stødte på bogen i forbindelse med sin research til en romanserie fra 2. verdenskrig og tog kontakt til Hans-Peter Tams. Med hans tilladelse og medvirken skrev hun denne roman, som fortæller børnenes historie set fra den syvårige Hans-Peters synsvinkel.  Indimellem brydes fortællingen af korte episoder fra hans liv som gammel. Han døde desværre kort før udgivelsen. Udelukkende børnenes minder Umiddelbart virker det mærkeligt at skrive en roman frem for en mere dokumentarisk skildring, men her må man tage i betragtning, at der i modsætning til f.eks. Tom Buk-Swientys bøger ikke er et stort sæt kilder til rådighed.  Kilderne er næsten udelukkende er børnenes minder, og de begrænses af, at der aldrig blev aldrig talt om krigen i familien eller vennekredsen, forældrene var helt lukkede om den del af deres liv, hvor de var adskilt fra børnene, og Hans-Peter Tams skrev direkte i sin bog, at han stadig ikke kunne tale med sine søskende om deres fælles oplevelser.  Det ikke været befordrende for at få sin hukommelse korrigeret, udvidet og sat i perspektiv. Måske er det sigende, at de seks børn kun sjældent var sammen, da de blev voksne. Så enhver dokumentarisk skildring ville være afhængig af Hans-Peter Tams erindringer. I en roman kan begivenhederne fyldes ud, forklares, og beskrivelser og dialoger lægges ind. Men det kræver et stort mesterskab at på en og samme tid se verden gennem drengens begrænsede udsyn og give det store billede og vise, hvad han ikke forstår. Den opgave lykkes desværre ikke for Pernille Juhl.  Drengens perspektiv gives meget godt, men dialogerne virker kunstige, og sproget er på det jævne og selvfølgelige uden at svare til begivenhederne. Som læser følger man historien med spænding og interesse, fordi den får tilført så meget ekstra ved at bygger på en autentisk historie, som er elementært spændende i al sin uudholdelighed. Det er en historie, der bør kendes, skønt den ikke løftes her. Måske læses romanen bedst sammen med Hans-Peter Tams egen mere jævne og dagligdags skildring i Mindernes dæmoner. De uendelige år Forfatter: Pernille Juhl. Sider: 260 sider. Pris: 230 kroner. Forlag: Juhls Forlag 2025. Foto: Lasse Bredsten