Det er ikke danskerne – det er jobbet Jeg har tidligere lært, at vi betaler ejendomsskat af vores hus i Danmark for at bidrage til den infrastruktur, der gør det muligt for os at bruge vores ejendom. Det er ikke danskerne – det er jobbet. Berlingske genopfrisker myten om, at danskere er »for fine« til de lavtlønnede job. Men problemet er ikke folks forfinede smag – det er løn, nedslidning og elendige arbejdsvilkår. Jeg har selv arbejdet i byggeri, landbrug og industri og skal knokle til jeg er 70. Det er ikke snobberi, der holder folk væk – det er job, der ikke kan betales med hverken penge eller helbred. Nogle landmænd vil have folk til under 50 kroner i timen, nogle med skur som bolig. I byggeriet ser vi dødsulykker under tidspres. Rengøringsjob udbydes med løn, der nærmest kræver hele familien med på arbejde. I restauranterne er det overenskomsterne, der forsvinder – ikke profitten. Løsningen? Ordentlige løn- og arbejdsforhold. Først derefter kan vi tale om mangel på hænder. At skyde skylden på arbejderne er ikke bare usagligt – det er klasseforagt. Per Møller Jacobsen, medlem af Rødt Venstre og Dansk Metal Det hører til jobbet Under overskriften: »Sommerferie i ældreplejen« efterlyser plejehjemsassistent Bodil Sørensen 18. juli en indsats fra familierne til de ældre, så hjemmeplejen kan holde ferie med deres børn. Efter mange år i sundhedsvæsnet ved man, at sommerferieafviklingen er en udfordring. Efter mange år i sundhedsvæsnet ved man, at sommerferieperioden altid er en udfordring. Men at lade den udfordring gå ud over familier med små børn og et travlt arbejdsliv, hvor hverdagen i forvejen er et logistisk puslespil, er alligevel at strække den. De familier har givetvis også børn i skolealderen, voksne med faste lukkeuger og en ferieplan, der skal gå op. Med al respekt for hjemmeplejens arbejdsbelastning – jeres ferieafvikling skal ikke løses af de mennesker, der i forvejen arbejder hårdt for at betale jeres løn. Katrine Søe, Ringe Ejendomsskat I Berlingske 19. juli 2025 er der en artikel om de faldgruber, danskere kan falde i, når de køber for eksempel sommerhus i udlandet. Jeg har tidligere lært, at vi betaler ejendomsskat af vores hus i Danmark for at bidrage til den infrastruktur, der gør det muligt for os at bruge vores ejendom. For eksempel veje m.m. Ud over dette skal der også drives skole, børnehaver og lignende. Men hvis man køber en ejendom i udlandet, får man jo ikke brug for at udbygge noget i Danmark. Så hvorfor skal man betale ejendomsskatter til Danmark for en ejendom, man har i udlandet? Jeg har aldrig forstået det. Men det er måske janteloven, der stikker sit grimme hoved frem. Jens Chr. Fjeldborg, Kvistgård Europa medfinansierer Putins krig EU har desværre planer om at fortsætte med at importere gas fra Rusland i 2026 og 2027. Ganske som man har gjort siden storinvasionen af Ukraine i 2022. EU har derfor betalt Rusland for gas med flere milliarder euro årligt, end man samtidigt har ydet Ukraine i støtte til kampen mod Putins invasion. EU erklærer løbende, at Ukraines kamp og overlevelse er afgørende for Europas sikkerhed, og man har netop godkendt den 18. sanktionspakke mod Rusland. Med fremtidige gaskøb vil EU alligevel fortsætte med at betale Rusland milliarder af euro til køb af eksempelvis iranske droner, kinesiske dual-use-varer og nordkoreansk ammunition. EU burde have stoppet denne skadelige import for længe siden og i stedet importeret flydende gas eller gas fra andre kilder. Dette er en fortsat skandale, der desværre siger meget om sammenholdet og viljen i EU til at ofre sig for at støtte Ukraine, så Rusland ikke vinder. Hvis Ukraine taber krigen, er EU derfor medskyldig på grund af langvarig økonomisk støtte til Putins krig. Jørgen Jelstrup, oberst emeritus, Odense Afmagring I mandagsavisen udtrykke dagligvarehandlen frygt for milliardtab i dagligvarehandlen, da kunder på Wegovy køber mindre mad. Til gengæld lever de nok længere og motionerer også mere. Så resultatet bliver vel i sidste ende det samme, sådan plus/minus. Bent Møller, Sakskøbing Affaldssortering Jeg undrer mig over, at vi ikke hører noget fra regeringen om den fiasko, den har påført alle. For mere end tre år siden kunne man i tv’et se indslag fra Eskilstuna i Sverige. Her så man, hvordan man skulle sortere affald uden al det besvær, vi har i dag. Alt blev kørt til en forbrændingsstation, hvor det blev sorteret af robotter. Det er det system, vi burde have her. Tænk, hvad det har kostet samfundet. Jeg tænker her også på folk, der bor i etageejendomme. De kan ikke benytte affaldsskaktene, som man har brugt i årevis. Nu skal ældre og dårligt gående mennesker ud med affald flere meter væk fra deres adresse! Hvis de – som det sker i dag – beder hjemmehjælperne om at tage affaldet med ned, så når disse ikke til deres næste besøg i tide. Bebyggelsen her består af 192 lejligheder samt 100 rækkehuse. Før kom renovationsvognen mandag morgen og tømte skraldet i både lejlighederne og rækkehusene samme dag. Nu kommer der en om mandagen for lejlighederne og en anden om torsdagen for rækkehusene. Det er historien om molboerne i kornmarken. Svend Erik Anker, Nærum Fremragende beredskab Det er interessant, at det åbenbart ikke er et emne for minister for samfundssikkerhed og beredskab Torsten Schack Pedersen (V) at forklare, hvorfor bommene blev nede på Storebælt, da der var kludder med betalingssystemet hos Nets – det var jo et glimrende bevis på, at vores beredskabsplaner virker. Hvis en fjende lammer vores betalingssystemer, så skal de ikke kunne forvente at komme over Storebælt. Bo Arup, Charlottenlund Læserbreve sendes til debat@berlingske.dk

Det er ikke længere kun en fornemmelse: Homofobien trives i Danmark – og særligt i muslimske miljøer. En ny undersøgelse fra Aalborg Universitet og Statens Serum Institut dokumenterer, at mere end hver femte dansker giver udtryk for homofobiske holdninger. Endnu mere alarmerende er det, at tallene er markant højere blandt personer med muslimsk baggrund. Det burde være et wakeupcall. I stedet bliver det mødt med tavshed – især fra dem, der ellers påstår at kæmpe for liberale frihedsrettigheder. Jeg har selv fået råbt seksuelt nedladende skældsord efter mig af unge mænd med mellemøstlig baggrund, fordi jeg gik med min mand i hånden. Jeg kender folk, der undgår at færdes på dele af Nørrebro i aftentimerne. Og det er primært folk med mellemøstlig baggrund, som råber »bøsserøv« eller »lille luder« efter lgbt-personer, når jeg er med metroen. Det her handler ikke om enkelte episoder, men om miljøer og strukturer, hvor homoseksualitet fordømmes. Og det handler ikke kun om kultur – som det ofte bliver forklaret med. Islams syn på køn og seksualitet spiller en central rolle i den foragt, vi ser. Muslimske miljøer i Danmark har nu haft flere generationer til at rykke sig. Mange muslimer er født og opvokset her, har gået i dansk skole eller været en del af foreninger og arbejdsliv. Alligevel er der ikke sket nok. Det er en illusion at tro, at tid alene løser problemet. Når dogmer fastholdes over generationer, skal vi rette en mere skarp kritik af islams indflydelse i Danmark. Ikke mod muslimer som mennesker, men mod ideer og autoriteter, der fastholder foragt for seksuel mangfoldighed. Det her er ikke en anklage mod alle muslimer. Jeg har selv familiemedlemmer og tætte bekendte, som både bekender sig til islam og kæmper for ligestilling og frihed. Kritikken retter sig mod religiøse strukturer, som udmønter sig i direkte had. Når der rejses kritik af homofobi i muslimske miljøer, svarer venstrefløjen ofte med at pege fingre af Indre Mission eller Jehovas Vidner. Det er blevet en moralsk afværgereaktion, som afsporer den reelle debat. Her har både venstrefløjen, Copenhagen Pride og LGBT+ Danmark svigtet os. Hvor er protesterne fra Copenhagen Pride, når homofobien ikke kommer fra den yderste højrefløj, men fra minoritetsmiljøer? Hvor er kampagnerne og udtalelserne fra venstrefløjen og LGBT+ Danmark, når det handler om unge bøsser og lesbiske med minoritetsbaggrund, der ikke tør være sig selv derhjemme eller på gaden? Når en ældre, hvid præst siger noget diskriminerende, er fordømmelsen skarp. Men når foragten har mellemøstligt ophav, har der hidtil været en berøringsangst. Forslag til flere konkrete løsninger Og hvad med imamerne? Hvorfor accepterer vi, at der i Danmark findes moskeer, hvor homoseksualitet prædikes som synd eller sygdom? Imamer og religiøse ledere bør holdes ansvarlige. Hvis du nægter at anerkende lgbt-personers ret til at leve i fred og værdighed, så bør du ikke være en legitim dialogpartner i Danmark. Enhver form for offentlig støtte til moskeer bør trækkes, samarbejde med kommuner bør ophøre og overtrædelser af loven bør få mere vidtrækkende konsekvenser. Samtidig skal det forbydes, at udenlandske, islamistiske regimer og organisationer – som Iran, Qatar Charity og Det Muslimske Broderskab – støtter opførelsen eller driften af en moské i Danmark. Hvis det alligevel sker, bør moskeen tvangslukkes. Vi må turde undersøge, hvad der foregår i de religiøse miljøer. Det er ikke stigmatiserende – det er nødvendigt. Systematiske undersøgelser bør afdække holdninger til lgbt-personer blandt forkyndere og nøglepersoner i trossamfund. Det er ikke nok at håbe på dialog – vi må vide, hvad der prædikes og undervises i. Samtidig skal de progressive muslimske stemmer, som kæmper for forandring, støttes aktivt. Mange føler sig svigtet – både af samfundet og egne trosfæller. De har brug for sikkerhed, platforme og ressourcer – og vi har brug for dem, hvis vi vil ændre noget. Men vi skal også tale om flere konkrete løsninger: Undervisning i seksuel mangfoldighed skal være obligatorisk på alle skoler – også muslimske privatskoler. Der skal følges op med langt flere tilsyn. Og første overtrædelse bør medføre lukning. Religiøse foreninger og trossamfund, der samarbejder med kommunen eller modtager støtte, skal kunne dokumentere, at de ikke spreder homofobi. Rådgivningstilbud til lgbt-personer med minoritetsbaggrund bør udbygges. lgbt-organisationer må tage ansvar og også presse konservative, muslimske miljøer. Politiet og retsvæsnet skal tage hadforbrydelser mere alvorligt. Det her handler ikke om at udskamme muslimer. Det handler om at turde kritisere konservative, religiøse værdier – uanset om de kommer fra den yderste højrefløj eller fra en moské. Hvis man kun kritiserer det ene og undskylder det andet, så kæmper man ikke for lgbt-rettigheder – så bedriver man selektiv moral. Der sidder unge i Danmark i dag, fanget mellem tro, skam og frygt for at blive afsløret. Nogle bliver tvunget i terapi. Andre trues med vold. Nogle flygter hjemmefra. Nogle tager deres eget liv. Og vi lader det ske, fordi vi hellere vil være politisk korrekte end principfaste. Mit spørgsmål er enkelt: Hvornår tør vi tage kampen dér, hvor det gør mest ondt – og mest gavn? Andreas Genefke Larsen er socialpædagog og afdelingsleder

Nogle gange skal der kun små ting til at minde én om, hvor skrøbelig den samfundsmæssige orden kan være – selv når man lever i et samfund med lov, orden, velstand og tillid. Det så man i lørdags, hvor der pludseligt opstod kaos ved Storebæltsbroen, da forbindelsen til Nets svigtede, og man derfor i tre timer ikke kunne betale med kreditkort. I løbet af kort tid hobede bilister sig op i stadigt længere køer i begge retninger, mens frustrationerne over ikke at kunne komme hjem eller afsted på ferie fik frit løb.  Snart udløste det dødstrusler mod personalet og hærværk mod de trafikbomme, der bogstavelig talt var i vejen. Helt normale mennesker opførte sig straks på helt unormale måder. Et andet eksempel så man aftenen 11. marts 2020, hvor statsminister Mette Frederiksen (S) på direkte tv annoncerede covid-19-nedlukningen af Danmark, opfordrede til »samfundssind« og samtidigt forsøgte at berolige danskerne.  »Og her vil jeg understrege: Vi er ikke i en fødevarekrise. Der er ingen grund til at hamstre rugbrød og toiletpapir. Heller ikke i morgen,« sagde hun.  Reaktionen på den muligvis mest fejlplacerede udmelding i nyere dansk politik udeblev ikke: Indenfor få timer stormede danskere i supermarkederne i en »hamstringsbølge«, hvor der fra Østerbro over Odense til Sønderjylland opstod slagsmål og håndgemæng i forsøgene på at skaffe netop brød, toiletpapir og gær – og alt muligt andet. De to eksempler er forskellige, men har på et vist plan også fællesnævnere. Ensomt, fattigt, væmmeligt, dyrisk og kort Helt grundlæggende illustrerer de, at uanset hvor bred tilslutningen generelt er til luftige, abstrakte værdier om samfundssind og hensynsfuldhed, så trumfes disse i praksis ofte af snævrere egenhensyn. Måske der potentielt kan være det, samfundsforskere forstår ved et »kollektivt gode« for alle, men når efterstræbelsen på det private gode vejer tungere, handler mennesker rationelt på en måde, der til gengæld er suboptimal for hele gruppen.  Det handler – kort sagt – om, hvordan fordele og omkostninger er fordelt for de enkelte i forhold til gruppen som helhed. Kan det betale sig at bryde regler eller overvælte omkostninger på andre, vil mennesker ofte gøre det. Men årsagen er ofte knyttet til forandringer i netop fordele og omkostninger – og ofte hvordan disse bliver påvirket af nye informationer og forventninger om andres adfærd.  For bilisterne i køerne var hvert sekund en ekstra omkostning for dem hver især – og det hele en situation, hvor de ikke kunne kontrollere andet end deres egen adfærd.  For covid-19-danskerne anno 2020 var statsministerens forsøg på beroligelse det stik modsatte: En advarsel om, at der kan opstå varemangel, og hvis andre nu tror det samme, vil de hamstre, og så må man hellere selv komme først. Og kort efter er den fredelige, tillidsfulde interaktion forvandlet til en naturtilstand, om hvilken filosoffen Thomas Hobbes (1588-1679) sagde, at det vil være »en alles kamp mod alle«, og hvor menneskets liv derfor vil blive »ensomt, fattigt, væmmeligt, dyrisk og kort«.  Lærdommen fra Hobbes – og masser af forskning de seneste århundreder – er, at mens gode værdier hos de enkelte er en god ting, så er de sjældent nok, når incitamenterne peger den modsatte vej. Noget nær stenalderstadiet Heldigvis var de to situationer – 2020 og 2025 – slet ikke så alvorlige for andre end de få involverede. Om kort tid vil sommeren 2025 være blot et fjernt minde, og var covid-19 i øvrigt ikke i det store billede nærmest en slags voldsom influenza, hvor mange overreagerede? Tænk så på, hvor slemt det kunne gå, hvis hele samfundet faktisk kom ud i alvorlige omstændigheder. Et storstilet cyberangreb på Danmark eller et egentligt militærangreb med elektromagnetiske pulsvåben vil med den store afhængighed, vi i dag har af internet og telenet – og hvor mange beslutningstagere vedvarende forsøger at få kontanter udfaset – i løbet af få minutter kunne reducere det danske samfund til noget nær stenalderstadiet. Ingen telekommunikation, ingen medier, reelt næsten ingen handel, ingen køleskabe, frysere, komfurer, eller elbiler. Ingenting – andet end hvad man måtte have »preppet« i kælderen. Danskerne oplevede under Besættelsen, hvad der kunne ske, når forsyningskæder blev sat ud af kraft, og energi var rationeret, men dengang boede de fleste danskere endnu på landet, og der havde man egenproduktion, nyttehaver, køer, grise og høns, ligesom man havde heste, og der endnu stod en hestevogn eller en slæde i et skur hist og pist. Overophedede temperamenter I dag lever vi heldigvis langt mere komfortable liv, hvor vi ikke behøver at kende dem, der har produceret vores mad eller mobiltelefoner, og de globale markeder sørger for, at varerne næsten altid når derhen, hvor folk helst vil have dem.  Men hamstringer under covid-19 og overophedede temperamenter på en varm sommerdag bør være en påmindelse om, at når det gælder menneskeligt samarbejde til fælles bedste er gode viljer og sunde værdier alene sjældent nok.  De rette incitamenter bør være på plads. Peter Kurrild-Klitgaard er professor og ph.d. ved Københavns Universitet

De planlægger dates, holder samtalen i gang, spørger til følelser – og håber samtidig, at mændene vil tage initiativ. Jeg elsker »Bachelorette«! For mig er det ikke bare underholdning, men et spejl på noget, jeg som sexolog ser igen og igen: handlekraftige, attraktive og selvstændige kvinder, der længes efter kærlighed – og efter mænd, der tør tage styringen. I programmet ser vi kvinderne invitere på dates, skabe følelsesmæssig kontakt og åbne sig – og alligevel skriger de efter mændenes initiativ. Især til det fysiske.  Det er et billede på noget større. For i forsøget på at skabe kontakt, ender de med at bære hele relationen. Og det slukker gnisten. Det føles forvirrende. For kvinderne gør jo det rigtige: viser interesse, tager ansvar, skaber nærvær. Alligevel opstår der en ubalance. Det handler om en usynlig dynamik mellem mennesker: en spænding, der ofte afgør, om en relation føles levende eller flad. I min verden kalder vi det polaritet.  Forestil dig to magneter: de skal vende hver sin vej for at tiltrække hinanden. Hvis de vender samme vej, skubber de hinanden væk. På samme måde er der i romantiske relationer brug for en bevægelse: Én, der træder frem. Én, der tager imod. Når begge forsøger at styre, eller når ingen gør noget, forsvinder spændingen. Nogle taler om maskulin og feminin energi. Jeg foretrækker at kalde det den handlende og den modtagende part. Alle mennesker rummer begge dele, uanset køn eller seksualitet. Men i mange moderne relationer går det galt, fordi vi ikke længere tør træde ind i den ene eller den anden bevægelse. Mange kvinder står i dag som projektledere i alt: karriere, familie, venskaber – og kærlighed. Vi er vokset op med frihed, valgmuligheder og bevidstheden om, at vi kan det hele selv. Efter generationers kamp for ligestilling – og med kvindefrigørelsen som rygvind – har vi fået adgang til både magt og ansvar (og hurra for det!).  Men måske har vi ikke lært at give slip igen. At læne os ind, tage imod og være i det modtagende – uden at det føles som et svaghedstegn. Vi har lært, at ligestilling betyder, at alt skal deles ligeligt – også initiativ og følelsesmæssigt ansvar. Men kærlighed og tiltrækning har brug for bevægelse. For kontrast. Og nogle gange betyder det, at vi må give slip og lade den anden træde frem. Det handler ikke om at spille spil. Ikke om at være mindre. Men om at forstå, hvorfor det hele kan se rigtigt ud – og stadig føles forkert. »Bachelorette« viser os det med al tydelighed: kvinderne tager initiativ, styrer og åbner sig. Og alligevel står de tilbage og venter på en mand, der tør tage dem med storm. Det betyder ikke, at kvinder ikke må tage styringen. Men det peger på en blind vinkel i vores samtale om kærlighed og dating: for det handler ikke kun om kvinder, der tager al ansvaret. Det handler også om mænd, der ikke længere tør tage initiativ – måske fordi de er blevet i tvivl om, hvad deres rolle overhovedet er. Mange vil gerne, men holder sig tilbage af frygt for at virke grænseoverskridende eller gammeldags. I ønsket om at gøre det rigtige, har vi glemt, hvordan vi møder hinanden. Hvordan vi skaber energi, flirt og gnist. Måske er problemet ikke, at vi kvinder tager styringen. Men at vi ikke længere tør give den fra os.  For hvad sker der, når vi gør os umage for at gøre det rigtige, men glemmer at mærke, hvad der tænder noget i os? Så bliver vi måske til to pæne, spejlvendte versioner af hinanden. Og det tænder sjældent op under et levende, lidenskabeligt forhold. Christine Børsting er cand.mag. i kommunikation og sexolog

Forestil dig, at du en varm sommeraften har inviteret venner på besøg for at grille i haven. Med ét bliver I forstyrret af en utydelig genstand på himlen, der med en høj summende lyd kommer nærmere og nærmere, indtil I tydeligt kan se, at det er en lille drone. Dronen bevæger sig hen over jer, mens I følger den tæt med blikket. Pølserne på grillen har mistet jeres opmærksomhed. Scenariet er fri fantasi – og så alligevel ikke. Hvert år bliver der i Danmark solgt cirka 20.000 droner, og størstedelen af dem er legetøjsdroner markedsført til børn og unge.  Ja, faktisk kan børn og unge gå ind i en butik og anskaffe sig en drone med kamera og derefter flyve med den i det offentlige rum. For hvor man som voksen skal registreres som droneoperatør, hvis man anskaffer sig en drone med kamera, gælder dette krav ikke for børn under 14 år. Selvom de fleste danskere måske endnu ikke har opdaget det, er vores virkelighed således under forandring: Luftrummet omkring og over os er simpelthen ved at blive forvandlet til en legeplads for droner i alle størrelser og former. Vi gør derfor klogt i at spørge os selv, hvordan vi ønsker, at en fremtid med droner bør se ud. For er der noget, vi kan lære af historien, er det netop, at der sædvanligvis følger konflikter med ved introduktionen af nye teknologier.  Da transistorradioen blev allemandseje i slutningen af 1950erne, medførte den en revolutionerende forandring af det offentlige rum. Det var især Sony, som på det tidspunkt var en mindre nystartet japansk virksomhed, der gjorde »transistoren« til en global succes.  Et væld af klager Deres populære model TR-63 var i 1957 verdens mindste radio, og med sin beskedne størrelse – lille nok til en (stor) skjortelomme – blev den hurtigt nødvendigt inventar for den nye ungdomsgeneration. Og »lommeradioen«, som den blev kendt i folkemunde, kom herefter med overalt. Op gennem 1960erne kunne unge mennesker for første gang lytte til musik og nyheder fra verden uden frygt for misbilligende blikke fra deres forældre, og med popmusik i baglommen tog det ikke lang tid, før de danske strande blev invaderet af unge musikglade badegæster.  Denne nye situation medførte dog også et væld af klager fra borgere, der følte sig generet af lyden. Lignende konflikter fortsatte i takt med de bærbare musikanlægs udvikling, fra bånd til cd’er, og senere fra mp3-filer til direkte streaming fra internettet. Og med tiden har normerne for støj i det offentlige rum gennemgået en uskreven genforhandling og er blevet tilpasset igen og igen, imens grænserne for, hvad vi finder acceptabelt, gradvist har rykket sig. Hobbydronerne har gennemgået samme udvikling som de mobile radioer. De er blevet billigere, smartere og mindre, og de kan flyve i længere tid. Dronen er, ligesom transistorradioen var det i 60erne, en radikal teknologisk aktør, men i modsætning til den lille musikboks, er dronens mobilitet ikke begrænset og trænger sig ind i luften omkring os. I takt med at det bliver mere og mere populært blandt danskere at eje en eller flere droner, kigger vi derfor også ind i en fremtid, hvor stadig flere vil komme til at betragte og anvende droner som underholdning. Men droner kan, i modsætning til radioen, tage både billeder og video.  I vores nuværende mediekultur er det netop kameraet, der vækker størst bekymring. Forskning fra SDU peger på, at mange opfatter droner som »flyvende øjne«, og at dronen derfor sidestilles med vindueskiggere.  Selv om det ikke er alle legetøjsdroner, der har et kamera monteret, er det standardudstyr på langt de fleste hobbydroner, der sælges på det civile marked. Og den civile befolkning, som udsættes for psykisk påvirkning fra nærvær af droner i deres nære luftrum, vil derfor også have en tendens til at generalisere og derfor automatisk antage, at alle droner både kan og vil optage billeder og videoer. Dronens potentiale for at overskride sociale grænser er derfor langt større end transistorradioens – for udover den lyd, den laver, forstyrrer dens fysiske tilstedeværelse også vores fælles sansede rum. Det private bliver offentligt Det, der for nogle er leg, bliver for andre en afbrydelse af rytme, ro og nærvær. Vi kan ikke slukke for vores sanser, for vi bor i lyden. Netop derfor kræver det omtanke at forstå, hvilket aftryk vi sætter på vores omgivelser – også når vi tror, at vi blot leger.  Når en drone bevæger sig hen over et boligområde, ændres det rum, den bevæger sig i. Dens bevægelse er ikke blot fysisk, men bryder det sansede nærvær. Og det rum, der før var defineret som privat og sanseligt, bliver nu offentligt og funktionelt. Den nuværende lovgivning lægger op til, at man uanset vægttype skal flyve ansvarligt og med respekt for andre mennesker. Men regler er ikke det samme som kultur. Blot fordi det ifølge lovgivningen ikke er tilladt at flyve en drone ind over naboens have, er det ikke ensbetydende med, at det ikke sker.  Det, der af nogle vil blive opfattet som leg og underholdning, vil af andre opfattes som en krænkelse af deres privatliv. Derfor er det heller ikke overraskende, at antallet af politianmeldelser over ulovlige droneflyvninger i Danmark er stigende. Alene mellem 2023 og 2024 voksede antallet af anmeldelser fra 128 til 212. Regeringen vil fremlægge en ny dronestrategi for Danmark efter sommerferien, og vi ved allerede nu, at fokus ligger på den professionelle brug af droner.  Imidlertid skaber hobbydronernes uformelle adgang til det nære luftrum en gennemgående ængstelighed, der bidrager til at give teknologien et negativt omdømme – nye visioner skal derfor kalibreres med den brede offentlighed, og det kræver en mere aktiv samfundsdebat, hvor man i særdeleshed tager stilling til, hvordan vi kan sameksistere med dronen i det nære luftrum uden at privatsfærens tryghed kompromitteres. Jannek K. Sommer er ph.d. og studielektor ved Syddansk Universitet, og Gregers Andersen er ph.d. og adjunkt ved Aalborg Universitet

For en uges tid siden lå jeg syg og gik derfor i gang med at se den sydkoreanske thriller på Netflix »Wall to Wall«. Den handler om en ung mand, der bruger hele sin livsopsparing på en lejlighed i Seoul – kun for at opdage, at der konstant er en mystisk og øredøvende larm i ejendommen. Ingen kan finde kilden. Paranoiaen breder sig, beboerne bebrejder hinanden, og selv hovedpersonen bliver mistænkt for at være den støjende. I en specifik scene finder de ud af, at larmen faktisk kommer fra hans lejlighed. En ukendt person har listet sig ind og sat en mobiltelefon til at afspille 15 timers YouTube-byggestøj via et højttaleranlæg, der buldrer ud i hele ejendommen. Hovedpersonen er i problemer. Og midt i den scene gik det op for mig: lyden fra filmen lød skræmmende meget som den støj, jeg selv hører hver dag. Ikke længe efter stødte jeg tilfældigt på en artikel om en dansk forsker, der foreslog en lydmærkning af boliger – ligesom energimærket. En simpel ordning, der oplyser potentielle lejere og købere om, hvor støjfølsom boligen er. Det lyder måske som en petitesse, men det er det ikke. Støj påvirker både søvn, stress og social trivsel.  Jeg flytter snart fra min lejlighed og ind i et nybyggeri i Sydhavnen – og vil gerne dele min oplevelse som et konkret eksempel på, hvorfor en national lydmærkningsordning for boliger er både relevant og tiltrængt. Buldrende bjørne og ensomme hunde Før jeg flyttede hertil, boede jeg i en dejlig treværelses lejlighed tæt på Søerne. Lejligheden lå ud til en trafikeret vej, men vejstøjen generede mig ikke så meget. Jeg opfattede larmen lidt som jeg forestiller mig en nordjyde opfatter lyden fra vindmøller: lyden af kapital. Men den støj, jeg lever med i min nuværende bolig, er af en anden, langt mere opslidende karakter. Og jeg opfatter mig ellers ikke som lydsensitiv. Jeg er vokset op med to forældre, der begge snorker så højt, at det lyder som to buldrende bjørne, der drømmer om vilde laks i den svenske natur. Så jeg er hærdet.  I denne lejlighed er det anderledes. Mindst tre-fire gange om ugen hamrer og borer min nabo så højt, at jeg instinktivt flytter hovedet, i frygt for at han borer sig helt ind til mig. Samtidig har ejendommens administration af uransagelige årsager valgt at tillade hunde i små etværelses lejligheder, hvor mange beboere er studerende, der sjældent er hjemme. Resultatet: En konstant lydkulisse af gøen fra ensomme hunde, der i løbet af dagen bliver så hæse, at det langsomt begynder at lyde mere som en søløve end som en hund.  Jeg kan ikke lade være med at mistænke, at tilladelsen til hunde har været en bevidst strategi for hurtigt at få ejendommen fyldt op med lejere. Jeg vender tilbage til hvorfor. Selvom jeg ikke havde så meget imod trafikstøjen fra den gamle lejlighed, var jeg ikke specielt interesseret i at tage den med mig videre til den nye lejlighed, hvis det kunne undgås.  Jeg valgte derfor bevidst at betale lidt ekstra for en bolig, der ikke lå ud til den store vej, netop for at undgå ekstern støj. Da jeg første gang besøgte boligen, var det ren sommeridyl: blå himmel, fuglekvidder, zucchini-duften fra OTTO’s nede på gaden svævede op, og vinduerne lukkede effektivt byens lyde ude. Men det stoppede brat! En eller to måneder efter indflytningen gik et stort byggeri i gang på nabogrunden.  Maskiner blev kørt i stilling, svejseapparaterne blev tændt, kraner blev hentet ind. Ikke bare fem, men syv dage om ugen fra tidlig morgen til sen aften. I skrivende stund står der en 200 meter høj kran så tæt på min bygning, at hvis man lagde den ned, ville den ramme mit soveværelsesvindue. Universets hævn Jeg bebrejder dem ikke, at de bygger – vi har brug for flere boliger i København, og jeg har endda selv for nylig skrevet om boligmanglen i en anden avis. Og jeg vedkender mig, at jeg heller ikke altid har været den mest stille nabo. I tidligere boliger har jeg flittigt spillet både klaver og guitar. Jeg ser nærmere den samlede helhed af støj som universets måde at straffe mig på – for at have akkompagneret mine instrumenter med min skrøbelig røst, der forsøgte at gengive Tue Wests nasale 00er-lyd eller ramme falsetten i et Bon Iver- eller Mew-nummer. Og jeg tager straffen på mig. Faktisk synes jeg, at strafudmålingen er ganske rimelig, taget mine tidligere gerninger i betragtning. Men det her handler ikke om almindelig nabostøj. Det handler om vedvarende, massivt lydpres – som ingen informerer kommende beboere om på forhånd. Det er ikke en irritation. Det er et vilkår, som siver ind i ens nerver, ens døgnrytme og ens helbred.  Derfor bakker jeg fuldstændigt op om ideen om en officiel lydmærkningsordning for boliger. Den kunne eventuelt også være ledsaget af en årlig beboerundersøgelse – en subjektiv og ærlig angivelse af det reelle støjniveau fra år til år. Som Birgit Rasmussen, forsker ved Institut for Byggeri, By og Miljø på Aalborg Universitet anerkender, vil en lydmærkningsordning kræve ressourcer. Men hun peger samtidig på, at et boligkøb for mange er den største investering i livet – og netop derfor bør lydforholdene indgå som en del af beslutningsgrundlaget.  For når man – som jeg – ender med at skulle vælge mellem at smelte i sommervarmen bag lukkede vinduer, eller udholde byggepladsstøj fra morgen til aften, så handler det ikke længere om små gener. Det er et spørgsmål om livskvalitet. En undersøgelse fra 2024, som videncenteret Bolius og Realdania står bag, viser, blandt andet at særligt støjplagede danskere har en lavere afrapporteret livskvalitet. Og efter at jeg har boet her i et år, kan jeg sagtens forstå hvorfor.  Lyd er usynlig. Men den er ikke uskadelig. Jonas Costil Christensen er cand.mag.

I Danmark er vi stolte af vores demokrati og ytringsfrihed. Det er derfor skræmmende at opleve, når der gøres forskel på, hvem, hvad og hvor man får tilladelse af politiet til at ytre sig og forsamles. I flere år har en mand med et politisk parti fået tilladelse til at demonstrere eller blot dukke op forskellige steder i Danmark, herunder steder, hvor der var mange børn til stede. Ved disse episoder har manden bl.a. råbt racistiske og andre ukvemsord, og på trods af hans utryghedsskabende adfærd er han oftest ikke blevet flyttet. Dette står i skarp kontrast til, hvad aktivister oplevede i uge 28 på Aarhus Ø, hvor der blev afholdt VM i Windsurfing med blandt andet deltagelse af et israelsk hold. Her blev flere personer med Palæstinaflag på deres T-shirts mange gange bedt om at flytte sig, selvom de befandt sig på offentligt område. Ifølge politiet, fordi »nogle« af de deltagende i VM-konkurrencen følte sig utrygge ved dem. En person fra gruppen Jøder for Retfærdig Fred var til stede flere dage, hvor hun blandt andet bar en T-shirt med gruppens navn. I hånden havde hun et palæstinensisk flag. Hver dag blev hun bedt om at flytte sig, selvom hun ikke var særlig tæt på det sted, hvor det israelske hold var. Og hver dag fik hun at vide, at hun kunne stille sig hen til gruppen af demonstranter, selvom hun ikke var en del af gruppen. Hun var der blandt andet for at løbe, fordi hun bor i området. Hun rettede sig efter anvisningerne, men blev alligevel flyttet flere gange. Én af disse dage, hvor hun roligt sad og talte med en anden, henvendte en betjent sig til hende og fortalte, at helhedsindtrykket af hende var, at hun udtrykte sig politisk på grund af sin T-shirt. På trods af at hun havde pakket sit flag væk. Men hun skulle flytte sig, lød beskeden. Hvor sætter vi barren for ytringsfrihed? Det er bekymrende, når »utryghed« gøres til en begrundelse for at flytte folk i ét tilfælde, men ikke i et andet. For hvad er utryghed? Tilsyneladende er det ikke nok, at små børn græder, som i tilfældet med manden i ovenstående eksempel, der holder højtråbende »aktioner«. Så er det, når fremmede statsborgere bliver ophidsede over at se et flag fra en gruppe, som deres stat i årtier har besat og undertrykt? Det var tydeligt, at de israelske deltagere havde meget tæt dialog med politiet, og at årsagen til det var de personer, der blandt andet havde medbragt palæstinensiske flag. Israelerne filmede og pegede på aktivisterne, mens de stod med betjentene, hvilket skabte utryghed for dem, der blev filmet. Danskere med palæstinensiske rødder følte sig utrygge ved tilstedeværelsen af repræsentanter for en stat, der er anklaget for krigsforbrydelser og folkedrab på deres slægtninge. Danskere med jødisk baggrund følte sig utrygge ved tilstedeværelsen af repræsentanter for samme stat, som udgiver sig for at gøre det i deres navn. Så hvilke gruppers utryghed vægter vi højest, når de føler sig utrygge ved hinandens tilstedeværelse? Eller handler det i virkeligheden ikke så meget om utryghed, men mere om hvor vi sætter barren for ytringsfrihed? Er det danske statsborgeres ytringsfrihed, man vægter højest? Eller når fremmede statsborgere føler sig utrygge ved vores ytringsfrihed? Vi er formentlig ikke i tvivl, når det gælder Rusland-Ukraine – så sættes danskernes ytringsfrihed under pres, fordi Israel er en tæt allieret med den danske stat? Det er desværre en tendens, vi ser bliver udbredt i eksempelvis USA og Storbritannien, hvor fredelige propalæstinensiske demonstranter anholdes og fjernes med vold – også flere med jødisk baggrund – med anklager om antisemitisme. I Danmark har vi heldigvis ikke oplevet noget særligt i sammenligning, men som en gruppe med jødiske rødder, der viser solidaritet med den palæstinensiske sag, er vi dybt bekymrede over udviklingen. Hvis alene vores navn anses for et politisk budskab – og vi derfor ikke må bære navnet uden for demonstrationer, fordi »nogle bliver utrygge«, hvor er så vores muligheder for at deltage i demokratiet? For os er »Jøder for Retfærdig Fred« ikke et budskab, der er utryghedsskabende. Hvis man som gruppe føler sig truet af et budskab om retfærdig fred, må det være, fordi man ser det som en hindring for »trygt« at etnisk udrense et andet folk. Hvis det er tilfældet, så bør man genoverveje sin følelse af utryghed i stedet for at bede om beskyttelse fra det danske politi. På vegne af Jøder for Retfærdig Fred: Naja Broad, Lewis Lebolt, Shahan Neman, Nana-Francisca Schottländer, Jakob Amichai Bennedsen Szankowski, Lise Jonassen Goldschmidt, Glæde Kummer, Judith Katz, Jonathan Ofir, Eline Cecilie Feldman, Zen Donen, Gabriela Kaplan, Klaus Goldschmidt Henriksen, Boaz Barkan, Tamara Holkenov, Line Skat, Tara Adler, David Haliva Berlingske har forelagt kommentaren fra JFRF for Østjyllands Politi, som ikke har ønsket at svare på kritikken.

Året er 2016. Jeg mødtes med en af de mest prominente islamistiske imamer i København. Mødet fandt sted i Taiba-moskeen, som på daværende tidspunkt lå på Titangade på Nørrebro. Imamen havde en nyhed til mig: »Vi har fundet en, som vil donere til en moské til os.« I gruppen Kaldet til islam havde vi i længere tid kæmpet hårdt for at få vores egne lokaler og eventuelt en moské. Vi var trætte af at være afhængige af andre moskeer. Endelig var der hul igennem – en velhavende donor var klar. Manden var en saudiarabisk sheik med enorme økonomiske ressourcer. Imamen fortsatte dog: »Men han har et krav. Det skal være en kirkebygning, vi køber og omdanner til en moské.« Årsagen til kravet var, at sheiken var vred på Danmark på grund af Muhammed-tegningerne. Ved at omdanne kirker til moskeer ville han, ifølge imamen, »provokere« og hævne sig symbolsk på landet. Ud fra mine erfaringer med flere danske moskeer har de ofte forbindelser og aftaler med udenlandske sheiker. Disse aftaler indebærer typisk, at sheikerne enten selv donerer penge eller indsamler midler til moskeen i deres hjemlande, og at moskeen til gengæld giver dem mulighed for at undervise, afholde seminarer og få direkte indflydelse på den linje, der lægges i moskeen De sikrer, at en bestemt fortolkning af islam – ofte en streng og politisk præget retning – bliver grundlaget i moskeen. Derudover får de adgang til at holde seminarer, prædikener og oplæg. For de lokale ledere er pengene hovedmotivet. For sheikerne, der har rigdomme i overflod, er målet at udbrede islamisme i Europa. Denne praksis er ikke unik for Danmark. Den findes i hele Europa. Forskellen er, at Danmark er et lille land med mange moskeer, hvilket gør pengestrømmen og den udenlandske indflydelse mere effektiv. Mit råd til myndighederne er enkelt En anden form for samarbejde, som er mindst lige så bekymrende, finder sted mellem islamister og dele af den europæiske venstrefløjs aktivisme. Dette samarbejde har allerede skabt problemer – og det vil sandsynligvis skabe endnu flere i fremtiden. Et illustrativt eksempel fremgår af en artikel i Weekendavisen, hvor det blev afsløret, at en saudiarabisk prins og forretningsmand i 2005 donerede 20 millioner dollar til det prestigefyldte Georgetown University i USA. Mit eget kendskab til disse prinser og sheiker med enorme formuer har lært mig én ting: Deres penge kommer aldrig uden betingelser. De ønsker altid at fremme og beskytte islam – særligt i former, der gavner deres religiøse og politiske agendaer. På trods af, at de officielle regeringer i flere af disse lande fører politik mod islamisme og jihadisme, støtter de samme sheiker ofte privat islamister over hele verden. Deres finansielle støtte er, efter min vurdering, en af de vigtigste årsager til, at islamister står stærkt, og at islamismen fortsat vinder fodfæste i Europa. Samtidig indebærer disse samarbejder ofte, at unge fra de pågældende moskeer sendes til udvalgte muslimske lande for at blive oplært i islamistiske ideologier. Tidligere var Kuwait, Egypten og Saudi-Arabien centrale destinationer. Flere af de syrienkrigere, der kom fra Aarhus, havde ophold i Kuwait og Egypten som led i sådanne aftaler. Et andet eksempel fandt sted i 2017-2018 under debatten om burkaforbuddet. Her allierede en gruppe islamistiske kvinder sig med venstrefløjsaktivister og en række organisationer for at køre en større kampagne mod forbuddet. Hvad aktivisterne og organisationerne ikke vidste, var, at kvinderne bag – organiseret under navnet Kvinder i Dialog – privat drev en islamistisk kvindegruppe ved navn Udforsk islam. Gruppen blev ledet af et islamistisk ægtepar med familiære bånd til ISIS-krigere. Faktisk havde langt de fleste kvinder, der rejste fra københavnsområdet til ISIS, en tilknytning til denne gruppe. De kvindelige islamister var strategisk dygtige. De udnyttede de velmenende aktivisters og organisationers naivitet og fremstod i medierne som uskyldige kvinder, der blot kæmpede for deres rettigheder. De deltog i store demonstrationer og fremstod i landsdækkende tv-programmer, hvor de formåede at sprede deres budskaber uden at vække mistanke. De mange aktiviteter, vi har set i Europa siden 7. oktober 2023, tyder på, at sådanne alliancer mellem islamister og andre aktivistgrupper kun vil blive stærkere. De deler ofte et fælles mål og en fælles modstander. Jeg ønsker ikke at negligere den humanitære tragedie i Gaza – lidelserne dér er virkelige og fortjener opmærksomhed – men vi må forstå, at dette også fungerer som en katalysator for islamistiske kræfter, der ser en mulighed for at udbrede deres ideologi under dække af solidaritet. Mit råd er enkelt: Myndighederne bør nøje overvåge de islamiske organisationer og moskeer, der modtager donationer. Disse penge kommer sjældent uden krav – og kravene kan have vidtrækkende konsekvenser for både Danmark og Europa. Yaqoub Ali er foredragsholder samt fhv. bandemedlem, tidligere islamist og leder af Kaldet til islam

Det er sommertid, og debatten om turistskat er blusset op. Flere kommunalpolitikere – især fra venstrefløjen – ser ud til at mene, at det er en god idé at lægge en ekstra afgift på de udenlandske gæster, der besøger Danmark. Men det er en kortsigtet og skadelig tanke. Turismen skaber arbejdspladser og indtægter – ikke kun på hoteller og feriecentre, men også i restauranter, cafeer, kulturinstitutioner, transport og detailhandel. Det gælder i hele landet – også i de egne, der kæmper med lav vækst og fraflytning. Og i hovedstadsområdet er tusindvis af job direkte afhængige af, at turisterne kommer. Arbejdspladser i turisme kan ikke flyttes ud af landet. De er her – og de bidrager. Danmark er i forvejen et dyrt land at besøge. Hoteller, restauranter og fødevarer er markant dyrere end i mange nabolande. En ekstra afgift på turister vil kun gøre os mindre konkurrencedygtige og mindre attraktive som rejsemål. Når man allerede betaler dyrt, sender det det helt forkerte signal at møde gæsten med en ekstra regning. Fortalere kalder turistskatten »symbolsk«. Men netop derfor: Hvad er så meningen? Hvis det blot er et symbol, hvorfor overhovedet indføre det? Erfaringen viser, at »symbolskatter« hurtigt bliver til varige skatter. Indtægterne fra turistskatten vil næppe blive øremærket turismen, men havne i den kommunale fælleskasse. Samtidig skaber det unødig administration, især for mindre aktører. Store hotelkæder skal nok finde ud af det, men hvad med de små hoteller, B&B’er, campingpladser og sommerhusudlejere? For dem er det en ny byrde – og en unødig en af slagsen. Vi har ikke »Barcelona-tilstande« i Danmark med masseturisme. Vores højsæson er kort – måske seks uger. Når nogle kommuner taler om overturisme, bør man tage det med et gran salt og se på, hvor meget lokalt liv og økonomi turismen faktisk bidrager med. Mange af de steder, der nu ønsker en turistskat, er samtidig fortalere for udflytning af statslige arbejdspladser fra hovedstadsområdet. Måske burde de i stedet glæde sig over, at turistsektoren netop er en lokal arbejdsplads, der ikke kan flyttes. Man bør ikke beskatte det, man ønsker mere af. Derfor bør vi sige et klart nej til turistskatten – og et klart ja til at fremme en stærk, ansvarlig og bæredygtig turisme i hele Danmark. Claus Wagenblast-Franck, kandidat for Frederiksberg Konservative til kommunalvalget 2025 Nets gik ned Lørdag gik det galt igen, da Nets gik ned ikke kun i Danmark, men i mange lande. Vi er alt for sårbare mht. nettet. Samtidig arbejder regering og banker på, at vi skal være kontantløse! Jamen, det er da herligt… Mange butikker, restauranter mm. mistede omsætning, fordi kunderne ikke kunne betale. Nets er ikke erstatningspligtig, så det er bare ærgerligt. Det værste scenario var nok betalingsanlægget ved Storebæltsbroen. Ingen betaling, ingen adgang. Folk flippede helt ud, svinede personalet til, nogle voldsparate bilister truede endda personalet. Et par bomme måtte desuden lade livet efter en hårdhændet behandling af nogle utålmodige bilister. Det er ikke i orden at lade det gå ud over det stakkels personale, der bare passer deres job. Noget helt andet er, at Sund & Bælt burde lade bommene stå åbne i sådan en situation. Broen er betalt mange gange, så de tager ikke skade af at bilisterne køre gratis en gang imellem. Det må være en sag mellem Sund & Bælt og Nets. Det er ikke bilisterne, der skal være ofre i Nets’ problemer igen. Og nej, det er sikkert ikke sidste gang, Nets kommer til at opleve den slags problemer – og virksomheden risikerer jo også at blive hacket. Eva Terndrup, Rudkøbing Den svenske hykler Greta Thunbergs kærlighed til kameraet nærmer sig linselusens narcissisme. Indhyllet i en keffiyeh fik hun atter opmærksomhed fra undrende ukritiske følgesvende på Gay Pride paraden i Budapest, Ungarn. Hykleriet udstiller Thunbergs manglende forståelse for, at en keffiyeh signalerer død og/eller ødelæggelse over det homoseksuelle miljø, helt i tråd med Hamas’ holdninger.   Lalleglad og kontraproduktiv opførsel, men ikke særlig modent eller faktareelt. Hvor må hendes forældre være stolte. Holger Overgaard Andersen, Vedbæk Europæisk tech-platform efterlyses Vi ser hele tiden, at vi i Europa taber terræn i forhold til de store Tech-giganter. Kina har udviklet deres eget computerstyresystem og er ikke længere afhængig af Microsoft, Google, Apple mv. I Europa har vi da en interesse i at værne om vores forhold til USA, men alligevel er man mange steder ved at undersøge alternativer til Windows, Googles mange platforme og tilsvarende for Apple, Facebook, Amazon mv. Og i Danmark har vi en digitaliseringsstyrelse, som skal vise vejen. På den baggrund undrer det mig, at hvis man gerne vil bruge eksempelvis MitID med en smartphone, så er man tvunget til at have enten en Google eller Apple konto for at kunne hente MitID appen, mens for eksempel banker kan tilbyde, at deres apps kan hentes direkte fra bankens hjemmeside. MitID er også en betingelse for at kunne bruge MobilePay og mange andre it-services fra banker, sundhedsplatforme m.m. Jeg kunne anbefale, at der blev etableret en fælles europæisk softwareplatform, hvor EU-borgere kan oprette en konto med deres pas, borgerkort, CPR-nummer, eller hvad der er måtte være relevant og dermed ikke være nødsaget til, at skulle have en konto hos tech-giganter. Fra en sådan EU-platform kan så de nødvendige Apps som for eksempel MitID hentes. Eller for den sags skyld al anden relevant EU-software. Nicolai Bech, Skodsborg Læserbreve sendes til debat@berlingske.dk

I 2019 blev jeg ramt af en blodprop i hjernen. Jeg var rektor på et gymnasium, havde et aktivt arbejdsliv og et velfungerende sprog. Men på få minutter forsvandt det hele. Jeg kunne ikke længere sætte ord sammen. I over to år levede jeg i tavshed – uden evnen til at udtrykke mig, læse eller forstå sætninger. Afasi, som er den sproglige funktionsnedsættelse, der ofte følger efter et stroke (et slagtilfælde), rammer cirka hver tredje af os, der overlever en blodprop i hjernen. Men på trods af det høje antal, er der forbavsende lidt viden, støtte og systematisk hjælp til os. Det skulle jeg lære på den hårde måde. Efter min indlæggelse modtog jeg intensiv genoptræning. Men da jeg blev udskrevet, blev stilheden total – også fra systemet. Jeg blev sat på venteliste og måtte i en hel måned klare mig uden nogen form for genoptræning. Ingen logopæd. Ingen kontakt. Ingen plan. Det var først, da min kone gik i gang med at kontakte kommunen igen og igen, at der blev bevilget hjælp. Først ti timer om måneden. Senere 30. Men det var stadig langtfra nok. For når man har mistet sproget, er 30 timer spredt ud over en hel måned ikke et mirakelmiddel – det er en begyndelse. Og hvis det ikke følges op, går udviklingen i stå. I dag er det fire år siden, jeg sidst fik hjælp gennem Aarhus Kommune. Jeg træner på egen hånd. Og jeg hører gang på gang om andre, der er i samme situation – eller værre. Mange får slet ingen hjælp. Og det er ikke fordi behovet mangler. Det er fordi systemet ikke ser os. Den støtte, man kan få, afhænger i høj grad af, hvilken kommune man bor i. I nogle kommuner er der adgang til regelmæssig logopædisk træning, i andre kommuner er der stort set ingenting. Det føles dybt uretfærdigt. Sproget er fundamentet for at kunne begå sig i samfundet, men alligevel bliver sprogtab behandlet som en perifer lidelse. Der tales ofte om ulighed i sundhed. Afasi er et skoleeksempel på, hvordan systemet svigter dem, der ikke råber højest, fordi de ikke kan. Et usynligt handicap med dybe spor Afasi er ikke bare et problem med at finde de rigtige ord. Det er en tilstand, der griber ind i hele ens identitet, arbejdsliv og sociale liv. Det påvirker selvværd, relationer, muligheden for at arbejde og deltage i samfundet. Alligevel bliver vi ikke mødt med den samme systematiske hjælp, som hvis vi havde en fysisk lammelse. Jeg kan ikke få støtte via min praktiserende læge. Jeg kan ikke blive henvist til genoptræning via det normale sundhedssystem. Der er ingen opfølgning, ingen plan, intet ansvar. Det er, som om afasi er et blindt punkt i vores sundhedsvæsen – og det må og skal ændre sig. Sproget er ikke en luksus – det er en livsnødvendighed. Der er brug for, at politikerne forstår alvoren i sprogtab og begynder at sidestille afasi med andre alvorlige lidelser. Det handler om lighed i adgang til sundhed, men også om menneskelig værdighed. Ingen skal stå alene, når de mister sproget. Der er brug for landsdækkende retningslinjer for genoptræning af afasi, bedre uddannelse af fagpersoner og mulighed for henvisning gennem egen læge. Og vigtigst: Der er brug for, at vi bliver anerkendt som en gruppe med ret til systematisk støtte – ikke kun i begyndelsen, men hele vejen. For når sproget forsvinder, forsvinder ikke bare ordene, men forbindelsen til verden. Hjælp os med at finde den igen. Yago Bundgaard er tidligere rektor på Langkær Gymnasium, i dag førtidspensionist samt bestyrelsesmedlem i Hjernesagen og den europæiske patientforening for stroke, og Sahra Mengal er forperson i Audiologopædisk Forening