Den danske Junigrundlov blev vedtaget i 1849; den nuværende version af Grundloven er fra 1953. I dag, hvor vi fejrer grundlovsdag, kan nogen måske fristes til at spørge: Er den tekst egentlig konkret vedkommende for det danske folk i dag? Svaret er naturligvis et både principielt, men også aktivt rungende ja. Grundloven er grundlaget for det danske folkestyre, for det danske kongerige. Men Grundloven er mere end det. Det er som om bestanddele i den forekommer mere levende nu end længe. Fordi de er sat på spil på helt anderledes vis end … længe. Vi lever således i en verden med færre og færre demokratier. 88 af dem er der tilbage ifølge projektet Varieties of Democracy, mens antallet af autokratier er vokset til 91 og nu altså overgår antallet af lande med reelt folkestyre. Det er værd at tænke over. De grundlæggende demokratiske principper og rettigheder, som strømmer gennem den danske grundlovs 89 paragraffer, må aldrig tages for givet. Lige nu foregår en afgørende kamp mellem frihed og tyranni tættere på Danmark, end vi for blot få år siden havde forestillet os. Langs frontlinjen i Ukraine. Vi kan ikke længere lulle os i søvn i den tro, at demokrati er noget, vi sender soldater ud til fjerne egne af verden for at kæmpe for. Det er en kamp, der nu finder sted her, hvor vi selv bor. Derfor den markante oprustning af dansk forsvar og beredskab, som kommer til at foregå i de kommende mange år. Men Grundloven er også sat i spil på andre områder. Den gælder som bekendt ifølge paragraf 1 for »alle dele af Danmarks Rige«. Med andre ord er Grundloven også en afgørende ramme for Rigsfællesskabet, som efter Donald Trumps trusler om annektering af Grønland synes at have samlet sig i større fælles styrke end længe. Det er også nødvendigt, og den amerikanske præsidents talrige udfald har skabt en nødvendig eftertanke i både København og Nuuk. Her er virkelig også noget at kæmpe for. Grundloven sikrer også det danske folk ytringsfrihed – under ansvar for domstolene. Her er det nødvendigt at være årvågen i disse år. Koranloven udgjorde i sig selv en konkret indskrænkning af danske borgeres ytringsfrihed. Medieansvarsudvalgets anbefalinger vil, hvis de implementeres som foreslået, gøre det samme. Over hele verden kæmpes der med dilemmaet mellem mis- og disinformation og ytringsfrihed på særligt de sociale medieplatforme. Men svaret må aldrig blive et grundstød for borgernes reelle ret til frit at ytre sig, også med ubekvemme meninger. Grundlovens paragraf 72 værner om privatlivets fred, boligens ukrænkelighed, brevhemmeligheden med mere. Også her er ånden i Grundloven desværre sat mere på spil end godt er i disse år med flere omfattende politiske initiativer, der vil øge overvågningen af potentielt set alle danskere. At bruge den teknologiske udvikling til at skabe en digital overvågningsstat er en uhyggelig udfordring af de tanker, der er nedfældet i Grundloven. Og så er der et element, som ofte eksisterer i ubemærkethed: Den lovgivende magt er hos Folketinget. Men når lovmøllen maler i så stor og stigende hast, som det er sket de seneste år, så udfordrer det også selve folkestyrets grundlag. Simpelthen fordi borgerne ikke længere kan finde rundt i de enorme mængder af love, regler og bekendtgørelser, der ikke sjældent ovenikøbet rækker ind over hinanden og gør ret og uret meget uigennemskueligt. Det er 176 år siden, den første Junigrundlov blev vedtaget. Men sjældent har Grundloven været mere relevant at forholde sig til end nu.  TOM JENSEN

I dag fejrer vi Grundloven. Vores forfatning, der udgør selve grundlaget for Danmarks demokrati og retsprincipper og tegner den juridiske og moralske kontrakt mellem stat og borger. Der er mange gode grunde til at være stolte grundlovsdag. Grundloven har i generationer sikret frie valg, magtens tredeling, et stabilt folkestyre og høj tillid til vores samfundsinstitutioner. Og i Danmark har vi en retsstat, der 12 år i træk er kåret som den stærkeste i verden. Men Grundloven er også et spejl af sin tid. Selvom Danmarks forfatning er en af verdens ældste, er indholdet kun blevet justeret fire gange siden 1849. Seneste revision var i 1953. Som nation har vi ændret os dramatisk siden da. Vores forståelse af staten, demokratiet og borgernes rettigheder er blevet langt mere nuanceret, og vores syn på for eksempel borgerinddragelse, ligestilling og børns rettigheder har ændret sig markant. Den forandring reflekterer Grundloven ikke. Der er for eksempel mange bestemmelser, som tildeler Kongen en betydning, der slet ikke svarer til den aktuelle juridiske og politiske virkelighed. Til gengæld må man kigge forgæves efter ord som »folkestyre«, »retsstat« og »ligebehandling«. Flere dele af teksten er ganske enkelt forældet og udgør ikke længere et tilstrækkeligt bolværk i en urolig verden, hvor menneskerettigheder internationalt trædes under fode. Vi må beskytte os selv indefra Den internationale retsorden er under pres – med krig i Europa, autoritære kræfter i fremvækst og stigende polarisering. Der er tiltagende angreb på værdier og retsprincipper, vi længe har taget for givet. Lige nu er vi vidner til, hvordan eksempelvis ytringsfriheden og domstolenes uafhængighed er i fare i USAs mere end 200 år gamle demokrati, mens grundlæggende rettigheder tilsidesættes i EU-lande som Ungarn og Polen. I en sådan virkelighed er der brug for, at vores grundlæggende værdier og retsprincipper står lysende klart. Vi må opruste, ikke alene militært, men også værdimæssigt og juridisk. At revidere Grundloven er vanskeligt; det skal det være. Men det må ikke afholde os fra at tage samtalen om, hvordan vi ønsker, at den nationale pagt mellem stat og borger skal se ud i dag. Og vi kunne måske passende få inspiration fra nogle af de lande, der demokratisk og kulturelt ligner os mest.  I Finland, der gennemførte en stor modernisering af grundloven i 2000, fastslår indledningen, at grundloven skal beskytte ukrænkeligheden af menneskets værdighed og det enkelte menneskes frihed og rettigheder. Og i Norge – hvor man ændrer sin grundlov noget oftere end i Danmark – har man indført flere opdateringer af særligt de grundlæggende rettigheder. Det har betydet, at barnets rettigheder og retten til uddannelse er blevet grundlovsfæstet, og at retten til informations- og ytringsfrihed er blevet gjort mere tidssvarende. Set fra et menneskeretligt perspektiv er der mange områder at tage fat på i Danmark. I dag siger Grundloven for eksempel intet om et forbud mod tortur, umenneskelig og nedværdigende behandling. Der er ingen nærmere bestemmelser om retten til en retfærdig retssag og ingen nævneværdig beskyttelse af privatlivet og ejendomsretten.  Heller ikke retten til sundhed, bolig og hensynet til barnets tarv nyder nogen særlig beskyttelse i den eksisterende grundlov, og der er ingen principper om ligebehandling og forbud mod diskrimination. Ofte spiller Grundloven derfor kun en birolle, når de danske domstole behandler sager, der involverer borgernes rettigheder i mødet med staten. Mange af de frihedsrettigheder, vi har i dag, kan vi reelt ikke takke Grundloven for. Dem har vi gennem de internationale FN-konventioner og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, som verden fandt sammen om efter Anden Verdenskrig for at undgå endnu et humanitært ragnarok. Det er tankevækkende, at det langt hen ad vejen er de internationale konventioner og ikke vores egen forfatning, der beskytter os borgere mod unødige indgreb fra staten og værner om vores frihed og rettigheder. Og problematisk, fordi Grundloven har en større symbolsk og juridisk gennemslagskraft end konventionerne og derfor bør afspejle samtiden. Ytrings- og informationsfriheden mangler beskyttelse Selv nogle af de rettigheder, der nævnes i Grundloven, er i praksis utilstrækkeligt beskyttet. Her må jeg i særlig grad nævne ytringsfriheden, en af vores mest grundlæggende frihedsrettigheder. I Grundloven finder man ganske vist et eksplicit forbud mod forudgående censur, men teksten udelukker ikke, at man efterfølgende straffes for sine ytringer og opstiller slet ingen grænser for, hvornår det kan være uacceptabelt. Konsekvensen er, at det i dag ikke er Grundloven og de danske domstole, men Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg, der gennem sin praksis sikrer os en tidssvarende beskyttelse af vores frihed til at ytre os i den offentlige debat. Også adgangen til informationer for offentligheden udgør en grundlæggende retssikkerhedsgaranti i samfundet, og i de fleste landes forfatninger er informationsfriheden da også en integreret del af ytringsfrihedsbeskyttelsen. Bare ikke i Danmark. Da journalisten Jens Olaf Jersild i 1980erne var blevet dømt for at viderebringe en række racistiske udsagn fra en gruppe unge såkaldte grønjakker, klagede han til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. Domstolen afgjorde, at Danmark havde overtrådt konventionen og henviste blandt andet til pressens forpligtelse til at viderebringe informationer af samfundsmæssig interesse og befolkningens ret til at modtage disse informationer. Den informationsfrihed, som slet ikke er en del af Grundloven. Skal vi som borgere bevare tilliden til staten, bør kontrakten mellem stat og borgere afspejle de værdier, vi finder sammen om i dag. Kontrakten, som borgerne har indgået med statsmagten, mod at man tillidsfuldt overlader magten til staten som institution. Grundloven bør derfor udvides med et rettighedskatalog, der afspejler vores reelle virkelighed. Det handler om at styrke borgernes mulighed for at deltage i det demokratiske liv – og om at sikre, at flertalsmagt aldrig står over individets grundlæggende rettigheder. Og så bør vi sætte omvendt fortegn ud for alle de mangler, vi ser i dag. Vi må have et klart forbud mod tortur. En tydelig ret til en retfærdig rettergang. Et generelt dækkende og effektivt diskriminationsforbud. Stærkere beskyttelse af privatlivet i en tidssvarende kontekst, der også indtænker konsekvenserne af genteknologi, kunstig intelligens og vidtrækkende muligheder for overvågning og høst af persondata. Og ikke mindst har vi brug for en moderne beskrivelse af ytrings- og informationsfriheden, der sikrer os reel beskyttelse, og som samtidig tager højde for den digitale virkelighed, vi lever i nu. Det er ikke småting. Det handler om nogle af de mest grundlæggende rettigheder i et moderne demokratisk samfund. Forandringer som disse kræver politisk mod. Nødvendigt mod. For et stærkt demokrati kendetegnes ikke ved sin modvilje mod forandring, men ved sin evne til at tilpasse sig, når tiden kræver det. Glædelig grundlovsdag. Louise Holck er direktør for Institut for Menneskerettigheder

Længe har det været påstået, at den danske samfundskontrakt er ved at smuldre. For forældre, blev det for nylig tydeligt, på en måde som er svær at ignorere: I en undersøgelse af pasningstilbud til børn beretter VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd om varierende og ringe kvalitet, af de steder hvor landets mindste borgere opholder sig i størstedelen af deres vågne timer.  I undersøgelsen kan man ligeledes læse, hvilke parametre der ligger til grund for bedømmelserne af 100 kommunale daginstitutioner. Men vigtigst af alt, kan man læse, at 0 procent vurderes som værende »fremragende«, og 9 procent vurderes som værende »gode«. Den største procentdel, som lyder på 46 procent, lander i kategorien »utilstrækkelig«. Efter sådan en dom må man antage, at en del forældre har kigget på hinanden over middagsbordet og tænkt: Hvad gør vi nu? Med ét bliver det tydeligt, at staten ikke har varetaget den opgave, som godtroende forældre landet over har betroet den. Man må føle sig svigtet, ført bag lyset, måske endda taget til fange i en situation, hvor man har bygget sit liv op omkring den offentlige pasning – og det er meget forståeligt. Tilbage til situationen ved spisebordet, og hvad forældrene nu skal gøre: For det er meget forskelligt, hvilke muligheder de har, alt efter hvor de bor. I nogle kommuner ydes et tilskud til pasning af eget barn. Et tilskud som maksimalt må udgøre 85 procent af det tilskud, en institution modtager for at passe et barn. Med andre ord har forældre i Københavns Kommune bedre muligheder end forældre i Kolding Kommune, når det kommer til at tage sagen i egen hånd og overveje hjemmepasning som muligt alternativ til en pasningsplads i en daginstitution af »utilstrækkelig« kvalitet. Det er selvsagt, at der skal rettes op på dagtilbuddenes ringe kvalitet, for andet kan vi ikke byde vores børn. Men mens denne potentielt langvarige proces udfoldes, kan en rimelig løsning være at gøre tilskud til pasning af eget barn landsdækkende. Endda med flere justeringer, såsom at kunne arbejde deltid ved siden af at modtage tilskuddet.  Og for at gå skridtet videre, er det måske endda mere end rimeligt: Det er noget som staten skylder forældre, som i årevis har arbejdet og betalt skat, under den forståelse at de med ro i sjælen kunne overlade pasningen af deres børn til staten. Indfør landsdækkende tilskud til pasning af eget barn nu, og giv fortvivlede forældre flere og lige muligheder. Christina Tengstedt, forperson for Hjemmeforældrenes Landsorganisation Pokalfinale Af uransagelige og dunkle grunde er årets pokalfinale i fodbold blevet henlagt til et stemningsforladt og mildest talt kedeligt stadion i det midtjyske, uden traditioner. Undskyld, men Herning kan altså ikke erstatte et stemningsfuldt og farverigt Parken med plads til 38.000 tilskuere.   Hvorfor dog denne ændring? Hvorfor ikke benytte det traditionsrige Parken, som siden 1955 (med fem undtagelser) har huset årets pokalfinale, i starten i det gamle Idrætsparken, men på samme matrikel.  Og hvorfor vises finalen dog ikke på landsdækkende tv, men på en betalingskanal? Er der overhovedet nogen, der har tænkt sig om, både hvad angår valg af stadion, og hvad angår forhandling om køb af rettighederne? Det åbenlyse svar: Ingen har tænkt sig om. Morten Riise-Knudsen, København Avisens udenrigsdækning Berlingskes udenrigsdækning og især Ukrainedækning er formidabel. Jeg stemmer socialdemokratisk, men læser daglig Berlingske.  Med snart 84 år er jeg ikke mere politisk flytbar. Men når jeg, som pastor emeritus og gymnasielærer i historie og tidligere opstillet til de første direkte valg til Europa-Parlamentet i 1979 sammen med blandt andre Per Hækkerup samt som flittig deltager i debatten om ikke mindst europæisk historie, læser Berlingske, så er det fordi deres dækning af historie, international politik og Ukraine er fremragende. Sven Thorgaard, Store Heddinge Genanvendelig plast Christina Busk, miljøpolitisk chef, Plastindustrien, skriver i sit svar til mig, at central sortering af plast ifølge Miljøministeriet ikke er bedre for klimaet. Det er dog ikke, hvad ministeriet skriver. Ministeriet begrunder sin afvisning af at tillade central sortering af plast med, at »plastemballageaffald, der er indsamlet sammen med restaffald, ikke må genanvendes til ny fødevarekontakt-emballage«. For miljøets og klimaets skyld er det imidlertid helt ligegyldigt, fordi fødevareemballage udgør en meget lille del af den samlede plastanvendelse. Vi kunne få genanvendt meget mere plast samlet set ved central sortering af plasten, end ved kildesortering, fordi utroligt meget plast går til spilde ved kildesortering, blandt andet fordi borgerne i meget høj grad fejlsorterer.  Ved central sortering opnås mere genanvendelse af plast, som vil kunne anvendes til andre formål end lige præcis fødevareemballage (for eksempel møbler, rør, byggematerialer osv.) til gavn for klima og miljø. Men måske er vi inde ved sagens kerne her. Plastindustrien lobbyer for de danske fødevareproducenter, som gerne vil kunne påføre deres emballage emblemer med tekst såsom »Minimum 55 procent genanvendt plast« for at tiltrække kunder.  Derfor vil de store fødevareproducenter have kildesortering, selvom det samlet set ikke er bedre men værre for miljøet og klimaet. Central sortering af plast er ifølge en undersøgelse fra Rambøll hele seks gange bedre for klimaet end kildesortering hos borgerne. Gunnar Kjems er stifter og bestyrelsesformand ved 1spand.nu Læserbreve på maks. 1.350 tegn inkl. mellemrum sendes til debat@berlingske.dk

Vi var mange, som bed negle natten til mandag, da den polske præsident skulle vælges. Trods prognoser, som viste det modsatte, vandt Karol Nawrocki fra Lov og Retfærdighed (PiS) med 50,89 procent af stemmerne mod Warszawas liberale borgmester Rafal Trzaskowski med 49,11 procent. På mange måder var det polske valg et meget godt billede på den europæiske situation – ja og også den situation som USA befinder sig i. Der er sket en større og større polarisering mellem nationalkonservative og liberale kræfter på begge kontinenter. Valgresultatet ændrer ikke meget her og nu, da forgængeren Andrzej Duda også kom fra PiS. Men det er bemærkelsesværdigt, at Nawrocki lige nåede over målstregen – og med støtte fra Trump. Det gør livet vanskeligere for premierminister Tusk, som nu må arbejde med en EU-skeptisk præsident, der kan og vil spænde ben for mange lovforslag. Vigtigst er det, at Polen udenrigspolitisk rykker sig nærmere Trumps USA end Merz og Macrons Europa. Tusk er en loyal europæisk ven, men i skolegården er der kommet en polsk slagsbror, som lige så gerne vil lege med Trump og forstyrre trioens samspil. Når det gælder truslen fra øst, er polakkerne klare i spyttet. Ja, der kan spores metaltræthed over de mange ukrainske flygtninge, men historien og frygten for russisk aggression er ikke til at tage fejl af. Med store investeringer i forsvaret og en deterministisk kurs mod at opbygge en af Europas største forsvarsstyrker er Polen et vigtigt værn mod Putins imperialistiske ambitioner. Polen er en ven. Vi europæere må forstå, at vi ikke er ens på alle måder, og at det europæiske hus rummer mange forskellige familier. Selvom huset hviler på et fælles værdigrundlag, er der stor forskel på, hvordan vi ønsker at leve – afhængigt af, hvem vi er, og hvor og hvornår vi er vokset op. De, som vil os det ondt, ved, vi er forskellige – og udnytter det. Husk det. Så længe vi skaber vækst og velstand og fordeler velfærden, så social ulighed og splittelse undgås, står vi stærkt. Fokus på det. Vi må leve med uenighed om for eksempel traditionelle familieværdier og religionens rolle i vores samfund. Brydninger er naturlige i et kontinent med 450 millioner borgere, der er kommet forskelligt gennem industrialisering og digitalisering. Uanset hvor uenige vi kan være, må forståelsen for, at der er mere, som forener os end splitter os, være det vigtigste. Vi skal derfor fokusere på demokratiets kerneinstitutioner samt opretholdelsen og funktionen af dem. For hvis de står intakte og uafhængige, vil et samfund altid udvikle sig i takt med, hvad flertallet af os ønsker. Vi skal reagere skarpt på overgreb på retssystemet som PiS’ tidligere udskiftning af over 15 dommere med egne folk i Polen, som udfordrede domstolenes uafhængighed. Samme tendenser ses i USA. Vores forfatninger og lovgivning skal værne om demokratiet – ellers står intet tilbage. Vi skal også reagere på lemfældig omgang med sandheden – uanset om det er via SoMe eller fremmede magters indblanding. Men det er ikke vores opgave at dømme andre for at leve mere konservativt. Lad os fokusere på det, der forener – ikke det, der skiller. Fjenden spiller efter andre regler. Det kræver samhørighed og samlet styrke at vinde. Så må vi diskutere de andre ting over de næste generationer. Mon ikke vi bliver mere enige over tid? Tillykke til Polen med et velgennemført valg. Lad os skabe et stærkt Europa, og ikke fristes til at finde hullerne i osten. Hold os til spillereglerne – og spil sammen for at vinde sammen. STAND TALL EUROPE. André Rogaczewski er ceo for Netcompany, formand for Teknologipagtrådet og formand for DI Digital

Regeringen er i gang med at ændre 35 års EU-retspraksis – og det sker uden behørig partshøring og uden blik for de grundlæggende spilleregler på det danske arbejdsmarked. Ifølge regeringens mandat til de igangværende EU-forhandlinger om ændring af forordningen om flypassagerrettigheder, skal en overenskomstrelateret strejke fremover kategoriseres som en »usædvanlig omstændighed«. Det betyder, at flyselskaberne kan slippe for at udbetale kompensation til passagerer, hvis en lovligt varslet strejke fører til aflysninger eller forsinkelser. Det er et massivt angreb på den danske model. Det er helt basalt i vores arbejdsmarkedssystem, at det er overenskomster – og ikke politisk indgriben – der regulerer løn- og arbejdsvilkår. Strejker og lockouter er ikke afvigelser fra normalen, men en integreret del af det danske forhandlingssystem. De er legitime redskaber, som begge parter – lønmodtagere og arbejdsgivere – råder over, når overenskomsterne skal fornyes. Derfor er det dybt problematisk, at regeringen nu vil udvande strejkens rolle ved at kalde den en »usædvanlig omstændighed«. Det skævvrider balancen i forhandlingssystemet og tilgodeser ensidigt arbejdsgiverne – i dette tilfælde flyselskaberne. Transportminister Thomas Danielsen (V) bør stå vagt om den danske model i de europæiske forhandlinger – ikke svække den. Især når det er ham, der kommer til at lede forhandlingerne, når Danmark om lidt overtager EU-formandskabet. Vi har i Danmark et velfungerende system, som håndterer både lovlige og overenskomststridige konflikter. Hvis en strejke er overenskomststridig, går sagen i Arbejdsretten, og der falder bod. Men når konflikten er varslet og lovlig, er det et legitimt pressionsmiddel, og det skal naturligvis ikke stemples som en »usædvanlig omstændighed«. Det er desuden værd at bemærke, at regeringens mandat helt undlader at nævne lockout. Det er et påfaldende og bekvemt fravalg. For hvad sker der, når arbejdsgiverne vælger at lockoute medarbejdere, og flyene må blive på jorden? Skal passagererne så heller ikke have kompensation? Eller er det kun strejke, der friholder flyselskaberne? Resultatet bliver i så fald et system, hvor arbejdsgiverne kan spekulere i konflikt – og samtidig tørre regningen af på forbrugerne. Det er både uretfærdigt og uacceptabelt. Vi står midt i en vigtig værdikamp om, hvem der sætter rammerne for det danske arbejdsmarked: Er det EU-lovgivning med særhensyn til luftfartens bundlinje – eller er det stadig arbejdsmarkedets parter i fællesskab? Dansk Metal forventer, at den danske regering kæmper for det sidste. Og vi opfordrer alle politiske partier til at holde regeringen op på det ansvar. Kasper Palm er forhandlingschef og forbundssekretær i Dansk Metal

Rettelse: Af en tidligere digital rubrik til denne kommentar fremgik det, at Cybernauterne driver Instagram-profilen Krænkelseskulturelle memes. Det er ikke korrekt. Det er Cybernauternes bestyrelsesformand, der driver Krænkelseskulturelle memes. Dertil har vi understreget, at der med »ekspertmobbepraksis« henvises til Cybernauterne og ikke til Krænkelseskulturelle memes. Cybernauternes EU-midler går ikke til drift af profilen. Berlingske beklager.

Jeg krummede mine tæer godt og grundigt, da jeg forleden læste artiklen om smykkedesigner Jo Riis-Hansen. Artiklen er en del af serie der sætter fokus på midtvejskriser, og om hvordan man kommer ud på den anden side. Vi møder Jo Riis-Hansen, der tidligere havde et såkaldt »picture perfect« liv med rig mand, hus i kartoffelrækkerne, BMW og børn i privatskole. Men lykken brast. Jo Riis-Hansen blev forladt af sin mand og måtte flytte i en »lillebitte lortelejlighed« på to værelser. Jo græd og skreg i sin pude, for som hun selv udtrykker det: »Jeg troede, jeg skulle sidde i en toværelses lejlighed i en forstad med en Ikea-startpakke og græde resten af mit liv.« Heldigvis for Jo Riis-Hansen kunne hun i den efterfølgende svære periode rejse med sine veninder, leje en partybus, danse hele natten på Søpavillonen, gå til yoga, lægge tarotkort og deltage i en sorggruppe, og hun mødte også lige en ny mand midt i det hele. Og da hun fik solgt sit hus i Kartoffelrækkerne, forsvandt vreden, som der står i artiklen. Jeg har ligesom mange andre lige set Netflix-serien »Reservatet« og har ligesom mange andre gyst lidt over de rige privilegerede mennesker og deres mangel på forståelse for mindre privilegerede menneskers liv. Men »Reservatet« er en fiktionsserie, hvor karaktererne er gjort ekstra karikerede og stereotype. Jo Riis-Hansen er en virkelig person. Desværre fremstår hun og hele artiklen næsten som en parodi på et privilegieblindt menneske, der har gennemgået en ret almindelig ting (skilsmisse) på privilegerede vilkår uden tilsyneladende at være klar over det. Det er svært at få ondt af hende, når hun fortæller om sin tur til Ibiza sammen med sine veninder, der også var blevet skilt. Utroværdigt, når vi hører, at hun er blevet mere kynisk og hård efter skilsmissen, men samtidig har en kæreste, der rummer alle hendes følelser, elsker og støtter hende. Jo Riis-Hansens liv har fået en ny retning, skal vi forstå. Hvilken retning? Det kunne have været en fin pointe, hvis hun var kommet frem til, at hun rent faktisk godt kunne blive lykkelig i en toværelses Ikea-fyldt lejlighed i forstaden. Eller hvis journalisten havde ulejliget sig med at grave lidt dybere, så vi ikke bare havde fået serveret klichéer og banaliteter som at alle sagde om hendes gamle forhold, at »hvis nogen kan klare det, så er det jer«. Eller at den ny Jo Riis-Hansen nu »prioriterer sig selv, mærker efter«. Det lyder som noget, vi har hørt tusindvis af gange før, og det er det også. Der er intet interessant eller nyt i artiklen. Vi må nøjes med et »picture perfect« indtryk af Jo Riis-Hansen og hendes skilsmisse, og så bare konstatere, at de priviligerede mennesker åbenbart har det lidt federe og nemmere end os andre – også når de bliver skilt. Og nå jo, så nævner artiklen da lige, at Jo Riis-Hansen har startet sin smykkevirksomhed op igen. Gratis reklame hermed givet videre. Karen Fløng er organist

Mens man i »Ringenes herre« kan læse om en ring til at regere over alle, har det offentlige rum fået en uskik til at genere alle: Mobiltelefonen med enten videoer, spil eller en telefonsamtale med lyd på, så tilstedeværende kan høre det. Det er sjældent rart, ofte uinteressant, men mest af alt plagsomt.  I Tolkiens storslåede værk anses ringen som et symbol på den absolutte magt, der gør ringbæreren i stand til at dominere andre væsener, og måske har telefonen med lyden skruet op mere tilfælles med ringen, end man skulle tro.  Der er nemlig ikke kun tale om en harmløs genstand, men derimod et underkastende apparat, der med sine unaturlige lyde fanger de tilstedeværende i et mikrokosmos af dansevideoer, Candycrush og personlige samtaler om ingenting. Fænomenet gør sig gældende i træningscentre, på cafeer, cykelstier, offentlige transportmidler og på åben gade. Uanset hvor er det træls, men der er trods alt forskel på at høre en bøvs i forbifarten eller en i bussen. Jeg har oplevet mobiltelefonen i alle nævnte scenarier, og på metroturene, hvor man er lukket inde med gerningsmanden, har jeg bemærket, at passagerer inklusiv undertegnede gør brug af en eller flere forsvarsmekanismer, der spænder fra fornægtelse til flugt.  Den første er at forsøge sig med indbildningens kraft. Det vil sige overbevise sig selv om, at det ikke – faktisk slet overhovedet ikke – er forstyrrende at høre 42 pointeløse Tiktok-videoer før dagens første kop kaffe.  Virker den åbenlyse løgn ikke, kan man ty til handling og overdøve det larmende apparatus ved at skrue op for sit eget indhold.  Eller man kan gøre brug af den mest drastiske forsvarsmekanisme – relokalisere til en ny stå- eller siddeplads. Der er selvfølgelig også alle dem, som er ligeglade eller ikke bemærker mobiltelefonerne, der brager afsted. Hvem er I? Findes I virkelig? En barmhjertig udlægning af den digitale støjforurening er at kalde det ubetænksomt, men jeg har mere lyst til at kalde det hensynsløst. Vil alle de, der har samtaler med højtaler sat til, acceptere det som en generel regel?  Totalt uholdbart Kants kategoriske imperativ kommer os til undsætning, når vi skal forstå, hvorfor det ikke er hensigtsmæssigt: Hvis jeg giver mig selv lov til at høre videoer med lyden skruet op i en bus, så skal jeg også kunne tillade alle andre det. Til sidst vil ingen kunne høre, hvad de vil høre, og dermed kan jeg heller ikke høre, hvad jeg vil høre – og derfor er det ikke en fornuftig moralsk handling. Sagt med andre ord: Det er totalt uholdbart.  I det offentlige rum kan vi ikke bare opføre os, som vi vil, hvis vi alle skal kunne være her. En sjælden gang imellem sker det, at en person drister sig til at spørge en anden om at tage høretelefoner i. Det er et eksempel til efterlevelse, og jeg er generelt tilhænger af, at dagligdagens småfriktioner løses mellem mennesker. Vi styrker vores empati, når vi ikke forfalder til hverdagens bekvemmelige ligegyldighed og undgår konflikten, men i stedet forholder os til hinandens forskelligheder.  Desværre er jeg også realist. Vi er blevet forvandlet til cyborger, og Generation Z fødes med en smartphone på deres højre hånd. Det er forventeligt, at de små portaler til ubegrænset underholdning og social kontakt ikke kun er en del af vores egen sfære, men nu indgår i vores fælles rum. Derfor er det på tide at tale om, hvordan de gør det. I Jonathan Haidts succesbog »Den ængstelige generation« (på engelsk »The Anxious Generation«) viser han, hvordan den konstante adgang til sociale medier og andre internetbaserede aktiviteter er den primære årsag til den massive stigning af psykiske lidelser blandt unge, der har fundet sted siden begyndelsen af 2010erne.  For at afhjælpe den bekymrende tendens må der kollektiv handling til, og han præsenterer fire konkrete forslag, der involverer både forældre og skoler – blandt andet at forældre ikke giver deres børn en smartphone inden gymnasiet, og at grundskoler bliver telefonfrie. Pointen er her, at et normskifte omkring unges brug af smartphones og sociale medier kræver et venligt skub fra flere sider. Det er værd at tage med, når vi ser på brugen af mobiltelefoner i det offentlige rum og navnlig transportmidler.  Hvis ikke tog- og busture skal ende som skærsildsagtige freejazz-koncerter af memes, bør vi gøre en fælles indsats for at ændre normerne.  Den individuelle civilcourage er trådt i baggrunden til fordel for klassisk dansk konfliktskyhed, så trafikselskaberne kan passende tage teten og formulere nogle regler for god mobiletikette i tog, bus og metro.  DSB og Movia kan for eksempel overveje at supplere deres nylige projekt »samtalekupeer« med Kant-kupeer, hvor det kategoriske imperativ holdes i hævd.  Jeg ved i hvert fald, hvilken af de to kupeer, jeg ville foretrække at sidde i. Lucia Elisabeth Kyle er cand.scient.pol.

Rettelse: Af en tidligere digital rubrik til denne kommentar fremgik det, at Cybernauterne driver Instagram-profilen Krænkelseskulturelle memes. Det er ikke korrekt. Det er Cybernauternes bestyrelsesformand Anne Hansen, der driver Krænkelseskulturelle memes. Dertil har vi understreget, at der med ordet »ekspertmobbepraksis« henvises til Cybernauterne og ikke til Krænkelseskulturelle memes. Cybernauternes EU-midler går ikke til drift af profilen. Berlingske beklager fejlen.  Det ville jo være komisk, hvis ikke det var så forbandet alvorligt. Ja, og tragisk.  Måske navnet »Cybernauterne« siger dig noget. De har eksisteret siden 2018, og beskriver sig selv som »en forening og et netværk af eksperter i cybersikkerhed og digitale medier, som tilbyder kurser, rådgivning og foredrag.« Om internetkultur, online hadfællesskaber og digital chikane.  Til DM Kommunikation forklarer Maia Kahlke Lorentzen, at det kan dreje sig om alternativer til sociale medieplatforme, om hvordan Israel tester overvågningssoftware på palæstinensere, eller hvordan algoritmer undertrykker LGBTQ+-personer. Javel ja.  Og i et hav af artikler hos blandt andre DR, optræder Cybernauternes »eksperter«, og udtaler sig om alt fra had målrettet kvinder på internettet til incelkultur i »manosfæren«, som blev allemandseje med Netflix-serien »Adolescence«.  Foretagendets mest fremtrædende figur i medierne er Maia Kahlke Lorentzen. Hun blev berømt og berygtet, da Københavns Kommune inviterede hende til at holde tale ved sankthans på Islands Brygge.  Her kastede hun sig ud i en brandtale om, hvor glad hun var for, at Børsen var brændt på grund af noget om kapitalisme og Danmarks kolonialistiske fortid. Dernæst er der Monir Mooghen, som nogle måske husker fra Normstormerne. Det var Monir Mooghen, der i Deadline forsøgte at forklare, hvorfor Normstormernes interne undervisningsmateriale om køn skulle holdes hemmeligt. Vi måtte ikke vide meget mere end at der undervises i, at der er »flere end to køn.«  Og så er der Anne Hansen, som ifølge Radio 4 er bestyrelsesformand for Cybernauterne, og som sideløbende driver den populære Instagram-profil »Krænkelseskulturelle memes«.  Og Krænkelseskulturelle memes er en profil, der hænger personer ud med navn og ansigt, spreder udokumenterede rygter og orkestrerer shitstorms mod personer – ofte mænd – som ifølge Anne Hansens radikalfeministiske regelsæt har trådt forkert.  I Radio 4-programmet »Vågn lidt op!« var Anne Hansens dobbeltrolle som mobber og mobbeekspert sat til debat, for er det lige hyklerisk nok at slå sig op som den gode tones fortaler, mens man hænger uskyldige mennesker til tørre i den digitale gabestok? Og det er det selvfølgelig. Men det er også mere end det.  Det er en feministisk pendant til en sikker chat-konsulent, der i sin fritid lokker unge piger til optræde i pornografisk materiale. I kølvandet på programmet »Vågn lidt op!« er Anne Hansens mobbeofre begyndt at røre på sig. Først Ekstra Bladet-journalist Frej Kofoed, og siden filminstruktør Jonas Risvig. Begge tager bladet fra munden oven på den chikane, de er blevet udsat for.  Jeg vil selvfølgelig hverken gentage Anne Hansens påstande om navngivne personer, eller henvise til hendes opslag, men blot sige at det er grove beskyldninger og ondsindede øgenavne, der præger profilen, og sendes ud til godt 44.000 følgere.  Men det bliver værre endnu, for en del af finansieringen af Cybernauternes bizarre, frelste ekspertmobbepraksis kommer – som den så ofte gør med den slags foretagende – fra offentlige midler.  En fætterkusinefest uden lige  I 2024 modtog Cybernauterne støtte til at afvikle projektet »Kønskrigen: Fra TikTok til klasseværelset«. Et projekt, der skulle skabe en modbevægelse til unges »stigende splittelse omkring ligestilling i Danmark«, og i øvrigt indeholde en kortlægning af den dansksprogede »manosfære«. Projektet skulle løbe indtil midten af 2025, så det er vel lige omkring nu.  Og nu er det om at holde tungen lige i munden. For støtten til projektet kom fra noget, der hedder Fundamental Rights Initiative – FRI – som de færreste nok har hørt om, men som er et initiativ medfinansieret af EU og en del af Citizens, Equality, Rights and Values programme (CERV). Og hvem sidder i deres Advisory Board? Bør du spørge dig selv.  Det gør blandt andre den feministiske aktivist Emma Holten og Susanne Branner Jespersen, som er sekretariatschef for LGBT+ Danmark.  Og ikke mindst Nadeen Aiche, som du måske husker som talsperson for den propalæstinensiske demonstration, der blev afholdt i København to uger efter terrorangrebet 7. oktober.  Det var den, hvor arrangørerne havde valgt et billede af Hamas-terrorister, der trænger igennem hegnet under terrorangrebet, til at promovere begivenheden.    Her kan jeg vist godt uden at fornærme nogen konkludere, at vi med FRI nærmer os det venstredrejede aktivistiske epicenter. Og dermed er nærmere et radikalfeministisk, ideologisk projekt, end simpel rådgivning og ekspertise i digital dannelse.  Dermed er det uansvarligt fortsat at lade Cybernauterne optræde som nogen form for uvildige eksperter.  Aminata Corr Thrane er debatredaktør på Berlingske

En trussel mod vores kultur- og musikliv De seneste beslutninger fra Planklagenævnet vedrørende festivaler og byfester som Musik i Lejet, Wonder Festival, Folkemøde, Øl-festival på Esrum Kloster, Tisvildeleje Går Fisk, julemarkeder og senest Køge Festuge, udgør en direkte trussel mod vores kultur- og musikliv. Disse negative afgørelser skaber barrierer for arrangementer, der er essentielle for vores fællesskaber omkring Kultur- og Musikliv. Det er uacceptabelt, at festivaler, der finder sted på parkeringspladser og i byer og på steder, hvor offentligheden allerede færdes, bliver mødt med sådanne restriktioner. At hævde, at disse arrangementer skader naturen, er en misforståelse, der ikke afspejler den virkelighed, vi lever i. I stedet risikerer vi at miste livsvigtige fællesskaber, der bringer glæde og samvær til alle og stor værdi for vores lokalsamfund på alle plan. Christiansborg må handle nu! Hvem sidder egentlig i Planklagenævnet, og hvordan kan det være, at vi står over for et så udemokratisk system, der presser kommunerne, foreningerne og kulturlivet i en helt uacceptabel grad? Det er skræmmende at se, hvordan de eneste, der profiterer af denne situation, er eksterne rådgivere og advokatfirmaer, der udnytter det bureaukratiske kaos. Som en person med erfaring med planloven som mangeårig ejendomsmægler, fhv. borgmester og byrådsmedlem, er det tydeligt for mig, at Planklagenævnet opererer på en politisk tonedøv og direkte inkompetent måde. Nu er det tid til, at de politiske partier på Christiansborg tager ansvar for de negative konsekvenser af nævnets afgørelser og arbejder på at reformere et system, der truer vores kultur- og musikliv. Vi skal handle, før det er for sent, så vores lokale festivaler, events og byfester ikke bliver ofret på bureaukratiets alter. Det er nødvendigt at finde løsninger, der støtter vores kulturelle arrangementer og sikrer, at de kan fortsætte med at berige vores samfund.  Jeg har som formand for Erhvervs- og Oplevelsesøkonomiudvalget i Gribskov kontaktet en lang række ordførere på Christiansborg og håber på en reaktion hurtigst muligt. Anders Gerner Frost, viceborgmester (Nyt Gribskov) og formand for Erhvervs- og Oplevelsesøkonomiudvalget, Gribskov Kommune Berlingskes strategi for nedskæringer Jeg vil som årsabonnent på Berlingske her i debatspalterne bede om svar på Berlingskes strategi for nedskæringer som: Stop af papiravisen på helligdage – hvad kan vi forvente mere (refunderes vel økonomisk for os årsbetalere af papiravisen)? Kun Ritzau-formidling (og dermed meget mangelfuld) – især sport og navne? Øvrige planer for nedskæringer? Erik Ljunggren, Frederiksberg Hykleri i Socialdemokratiet Miljøminister Magnus Heunicke (S) gav den gas som rapper for nylig ved Naturmødet i Hirtshals. »Når jeg siger TRAWL, så siger I FRI. TRAWL-FRI.« Sådan lød ordene gang på gang fra miljøministeren. Han startede med at sige, at fiskerne i årtier har ødelagt det danske hav. Manden stod altså i Hirtshals, en gammel fiskerby, og svinede fiskerne til. Igen en socialdemokrat, der ingen respekt har for det arbejdende folk. Et par dage senere stod den odenseanske konservative rådmand Søren Windell på scenen på Dyrskuepladsen i Odense og sang en hjemmeskrevet sang om Nils Skeby. Skeby har været primus motor i kampen mod megakoncerter på netop Dyrskuepladsen. Skeby følte sig krænket og fik støtte af blandt andre Mads Thomsen, der er politisk ordfører for Socialdemokratiet i Odense. Han kalder Windells optræden for »dårlig dømmekraft«. Hvad kalder man så miljøministerens optræden i Hirtshals? Det er tilsyneladende partifarven, der afgør, hvorvidt man kan joke om andre mennesker. Bare man har partibogen i hånden, så er alt tilladt. Det er jo hykleri ud over alle grænser! Eva Terndrup, Rudkøbing Historisk dom Hengemt på side otte kunne en lille notits i Berlingske 28. maj fortælle, at Danmark ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol er dømt for brug af benlås. Det er – især for Danmark som traditionelt foregangsland i arbejdet mod tortur – en vigtig historisk dom. Baggrunden er, at en indsat, Ekrem Sahin, i januar 2011 afgik ved døden efter at være lagt og fastholdt i en benlås i 13 minutter i Kolding Arrest. Efter tre dage i koma afgik han ved døden – kun 23 år gammel. Siden har hans mor, Nermin Kalkan, i mere end 14 år kæmpet hans sag for at få fastslået, at der er tale om et overgreb, og ved at søge erstatning. Først ved de danske domstole og senest ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. Københavns Byret afviste i 2019, og Østre Landsret stadfæstede i 2021, hvorefter sagen blev indbragt for domstolen i Strasbourg. I modsætning til samtlige danske myndigheder fastslog Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at Danmark har overtrådt en af de mest alvorlige artikler i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, artikel 2, der slår fast, at ingen må forsætligt berøves livet. Den historisk vigtige dom beskriver grundigt, at det ikke var de enkelte betjente, der fejlede, men Kriminalforsorgen og Justitsministeriet. Arbejdet mod tortur er og har været en dansk mærkesag for skiftende regeringers udenrigspolitik. Som traditionelt foregangsland i arbejdet mod tortur og de næste to års medlem af FNs Sikkerhedsråd er dommen mere end »en skramme i lakken« for Danmarks ry. Det lange forløb og dommen understreger ikke alene vigtigheden af, at FNs konvention mod tortur inkorporeres i dansk lov, men også at vi har Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol og de internationale konventioner – ikke mindst på et tidspunkt, hvor regeringen og flere partier udfordrer folkeretten og ønsker, at Danmark skal »gå til kanten af konventionerne«. Tue Magnussen, cand.mag., arbejdede 1999-2011 på Rehabiliteringscentret for Torturofre (RCT) og 2012-2022 for Anti-Tortur Støttefonden (ATSF) Læserbreve på maks. 1.350 tegn inkl. mellemrum sendes til debat@berlingske.dk