Som jøder var pelshandleren Paul Friedman og hans hustru, Eugenia, udset til at lide døden i gaskamrene i Auschwitz. Men Friedman-parret og godt 1.200 andre jøder undgik nazisternes dødslejr, da en tysk forretningsmand ved navn Oskar Schindler indrullerede dem som arbejdere med særlig beskyttet status i sin fabrik i den polske by Krakow. I 1993 fortalte den amerikanske filminstruktør Steven Spielberg om Oskar Schindlers heroiske redningsaktion i filmen »Schindlers Liste«. I 2025 ser Paul og Eugenias søn, politikeren og journalisten Michel Friedman, med bestyrtelse på den politiske udvikling i Tyskland, hvor højrepartiet Alternative für Deutschland i hans øjne udgør en konkret trussel. Ikke bare mod tyske jøder, men mod demokratiet som sådan. »Du må forstå, at synet af højreekstremistiske partier over hele verden, men særligt i Tyskland, hvor de forsøger at fremstille sig selv som et parti som alle andre, får mig til at tænke, at der skal siges tydeligt fra,« siger Michel Friedman, da Berlingske ringer til ham i Frankfurt. Efter mere end 40 år som medlem af CDU valgte Michel Friedman derfor for nylig at melde sig ud af partiet i protest mod den nuværende Friedrich Merz’ omstridte beslutning om at fremsætte et forslag om asylpolitiske stramninger med højrepartiet Alternative für Deutschland som flertal. Michel Friedmans protest har vakt opsigt i Tyskland, hvor han som tidligere talkshowvært og udgiver af avisen Jüdische Allgemeine er et kendt ansigt. Fra 2000-2003 var Friedman vicepræsident i Det Jødiske Centralråd i Tyskland. Fra 2001-2003 var han præsident i den europæiske sammen European Jewish Congress. Selvom Merz’ asylpolitiske udspil endte med at blive nedskudt under en opfølgende afstemning, har åbningen mod AfD udløst skarp kritik på tværs af partiskel og folkerige demonstrationer i flere tyske byer. »Friedrich Merz har sagt, at han gjorde det, fordi hans samvittighed bød ham det. Og jeg har meldt mig ud af partiet, fordi min samvittighed byder mig det. Fordi jeg mener, at denne misforståelse har medvirket til at give AfD vind i sejlene i deres forsøg på at fremstå som et ‘normalt’ parti,« siger Michel Friedman. »Det er de ikke.« Monumentet i Berlin Kun Michel Friedmans forældre og hans bedstemoder undslap nazisterne. Resten af hans familie blev sammen med næsten en million europæiske jøder udslettet i Auschwitz. Et stenkast fra forbundsdagen i Berlin udgør »Mindesmærket for Europas myrdede jøder« i dag en konkret påmindelse om deres skæbne. Til stor irritation for Björn Höcke, der er formand for AfD i den tyske delstat Thüringen. »Vi tyskere, altså vores folk, er det eneste folk i verden, der har plantet et skammens mindesmærke i hjertet af vores egen hovedstad,« udtalte Björn Höcke som AfD-formand for den østtyske delstat Thüringen under en tale i Dresden i 2017. Talen vakte furore i Tyskland, hvor selv AfD-formand Alice Weidel, dengang mente, at Höcke med sine udtalelser bevægede sig »i nærheden af nationalsocialismen«. Med mindre end en uge til det tyske forbundsdagsvalg, hvor Alternative für Deutschland ifølge aktuelle meningsmålinger står til 20 procent af stemmerne, er Alice Weidel nu vendt på en tallerken. Forleden bragte Alice Weidel nemlig Björn Höcke, der i 2021 fik en dom for anvendelsen af det ulovlige nazislogan »Alles für Deutschland«, i spil som mulig minister i en hypotetisk AfD-ledet forbundsregering. I september opnåede Björn Höcke og AfD 32,8 procent af stemmerne ved delstatsvalget i Thüringen. I 2018vakte AfDs nuværende æresformand Alexander i Gauland opsigt, da han i en berygtet tale betegnede Hitler og nazisterne som blot »en fugleklat i mere end tusind års succesrig tysk historie«. Da holocaustoverleveren Charlotte Knobloch i en tale delstatsparlamentet i Bayern i 2019 derfor angreb partiet for at bagatellisere de nazistiske forbrydelser mod menneskeheden, protesterede AfD-fraktionen ved at udvandre fra salen. »Jeg forstår ikke Deres spørgsmål,« lyder det prompte fra Michel Friedman, da Berlingske spørger, om Höckes bemærkninger skal udlægges som et udtryk for, at Alternative für Deutschland er et gennemgående antisemitisk parti. »Altså, vi taler alligevel om partiledelsen, formanden, æresformanden og landsformanden i Thüringen. Derfor forstår jeg ikke dit spørgsmål. Jeg tager partier alvorligt. Jeg tager deres udtalelser og deres formænd alvorligt,« siger Michel Friedman. »Og man må konstatere, at partiets ånd er autoritær, autokratisk og dermed antidemokratisk.« Hvad stiller man i givet fald op med de 20 procent af vælgerne, der støtter Alternative für Deutschland? Risikerer man ikke en yderligere radikalisering og styrkelse af partiet, hvis man affejer dem som antidemokrater? »Ser du, der findes også andre partier, demokratiske partier, der også får 15-20 procent af stemmerne, som ikke automatisk skal være med i en regering. Vi er ikke uenige om, at de bliver stemt demokratisk ind i parlamentet, men det gør dem i mine øjne ikke til et demokratisk parti.« »Hvis et sådant parti kommer til magten, så vil forbundsrepublikken Tyskland blive smittet og forgiftet i et omfang, der ikke er acceptabelt,« siger Michel Friedman og minder om, at den tyske grundlov som den eneste i Europa gør det muligt at forbyde antidemokratiske partisammenslutninger, før de opnår flere end 51 procent af stemmerne ved et demokratisk valg. Er Tysklands etablerede partier ikke nødt til at tage AfD-vælgerne seriøst som en protest mod de etablerede partiers udlændingepolitik? »Jeg synes, det er en fornærmelse mod disse vælgere at kalde dem protestvælgere. De stemmer på AfD. De stemmer på racisme, antidemokratisk tankegods som for eksempel, at domstolene og retsstaten skal undergraves, at den indre efterretningstjeneste skal stækkes, og at de offentlige medier skal påvirkes politisk.« Merkels ansvar I stedet for tilpasning efterlyser Michel Friedman derfor aktiv konfrontation med AfD-vælgerne fra de etablerede partier. »Man er nødt til at holde dem ansvarlige og sige: Med jeres stemmer giver I magt til dette politiske program. Hvorfor?« Svaret på det spørgsmål kunne være længslen efter et akut opgør med den defekte asylpolitik, islamistiske terrorangreb og voksende integrationsproblemer, der er fulgt i kølvandet på Merkels håndtering af flygtningekrisen i 2015. Bærer Merkel og CDU ikke ansvaret for AfD’s fremmarch? »Vi har brug for en anden migrationspolitik, hvad den så end måtte være – her vil jeg ikke ytre mig partipolitisk – men ikke på grund af AfD. Den begrundelse gør AfD og andre højreekstremistiske partier til en dynamisk faktor. Vi har brug for en anden politik, fordi den hidtidige kurs ikke har været en succes.« I kølvandet på 7. oktober har propalæstinensiske demonstranter med mellemøstlige rødder råbt antisemitiske slogans i tyske gader. Visse kritikere af en forfejlet migrationspolitik hævder, at AfD er det eneste parti, der for alvor tager fat om nældens rod og dermed beskytter tyske jøder? »Der findes et meget enkelt svar på det. Mine fjenders fjender er ikke mine venner. AfD’s solidaritet med Israel er hyklerisk,« siger Michel Friedman. »Og jeg vil advare mod at tro, at AfD ikke kan være antisemitisk, fordi de også er islamofobiske og støtter Israel.« Islamisternes jødehad Tyske jøder befinder sig i dag under voksende pres fra flere kanter, mener Michel Friedman. Både venstreekstremister, en voksende radikalisering i muslimske miljøer og højreekstremister vejrer i disse år morgenluft. Men der findes en afgørende forskel mellem de tre grupperinger. For hvor islamister og venstreekstremister udøver vold og spreder jødehad på i gaderne i Tysklands store byer, er højreekstremisterne ved at vinde fodfæste i de tyske parlamenter, mener Michel Friedman, der ser en fremtidig regering med deltagelse af AfD rykke et skridt nærmere efter Friedrich Merz’ beslutning om at basere et flertal på AfD. »Det udgør ikke blot en fare for jøden og borgeren Michel Friedman. Det udgør en stor fare for mennesket Michel Friedman og dermed også ethvert andet menneske, der ønsker at leve i et demokrati.« Lige nu står Europa i en krise af historiske dimensioner på grund af Trumps angreb på den vestlige verdensorden. Europa kan ikke klare sig uden et handlekraftigt Tyskland. Europa er i forvejen politisk spaltet. Risikerer man ikke et polariseret Tyskland, der stivner i indenrigspolitisk handlingslammelse, hvis ikke man indgår en form for udlændingepolitisk kompromis, der også inkluderer AfD? »Hvis din tese holder stik, kan jeg kun sige, at mine børn ikke vil komme til at bo i Europa. Det vil jeg sørge for,« siger Michel Friedman. Michel Friedman holder tale om AfD og Oskar Schindler i Hessens delstatsparlament, 2024 Netop i krisetider er det vigtigt, at Europa holder fast i menneskerettighederne og oplysningstiden, mener Michel Friedman. »Rent civilisatorisk er det noget helt ekstraordinært i menneskehedens historie, at vi i dag mener, at intet menneske kan gøre sig til herre over, om et andet menneske skal behandles som et menneske. Også i svære tider er politikere forpligtede til at medtænke det i alle deres beslutninger.« Som søn af Paul og Eugenia, der kun snævert undgik holocaust, er Michel Friedman derfor ikke i tvivl om, at opretholdelsen af den såkaldte brandmur, der politisk isolerer AfD, må opretholdes og forsvares. »Det ville være en hån mod forfatningen at slå pjalterne sammen med sådan et parti.«

Her op mod treårsdagen for krigens start er Ukraine tilbage i mediernes overskrifter, men lige nu handler det forsvindende lidt om de ukrainere, som har kæmpet ved fronten og levet med krigens rædsler. USAs præsident, Donald Trump, suger næsten al opmærksomhed til sig. Han har indledt bizarre fredsforhandlinger med Putin udenom Ukraine og Europa og lagt sig ud med præsident Zelenskyj. Konflikten mellem den tidligere realitystjerne Trump og forhenværende ukrainske komiker er svær at ignorere. Når vi ikke beretter om Trump, kan vi skrive om Danmark og statsminister Mette Frederiksen. Engang var det Mette i kampflyet med Zelenskyj. Nu er det Mette, der rejser til krisemøde med Macron. Mette holder pressemøde om milliarder til dansk forsvar. Mette går i Folketinget og opfordrer til sammenhold i svære tider. Ukraine-krigen har gjort os selvoptagede i den forstand, at vi fokuserer mest på truslerne mod vores hverdag i Danmark, oprustningen af vores ramponerede forsvar og konsekvenserne for velfærden. I anden række hvordan Europa kan beskytte os, hvis ikke USA længere vil. Det er naturligt, men ikke nødvendigvis klædeligt på den mærkedag, som nærmer sig. Derfor giver vi på debatsiderne de kommende dage plads til nogle af de ukrainske stemmer, hvis land, skæbne og frihed krigen har vendt op og ned på. Jeg vil ikke forklejne den omvæltning, som Danmark står midt i. Men når kontrasten trækkes op til ukrainernes virkelighed, blegner vores bekymringer. Udgangspunktet i Ukraine og Danmark var ellers meget det samme, lyder det i Christian Foldagers interview med tre ukrainske kvinder, som er flygtet hertil – nemlig, at krig i det 21. århundrede, også for dem, var utænkeligt frem til morgenen for invasionen 24. februar 2022. Her hører lighederne imidlertid op. Vi kan slukke for nyhederne og sætte en serie på, mens krigens ofre er uden kontrol. »Man kan ikke leve på den måde. Ens krop er i alarmberedskab dag og nat. Til sidst holdt jeg op med at spise,« siger Maryna Khodakovska, som var opsat på at blive i Ukraine, men flygtede til Danmark på grund af »terrorbombardementer« og personlig frygt for russiske soldaters voldtægter. Mens vi prepper og bekymrer os over, om der er plads til dåsemad og vand i depotet, fortæller Iuliia Dmukh om at gemme sig i en kælder i Butja, hvor en af krigens værste massakrer fandt sted, mens hun minut for minut på telefonen kunne følge med i, hvordan russiske soldater myrdede mennesker, som hun kendte, i nabolaget. Hvor vi bekymrer os om, hvordan vi taler med vores børn om krigen, har fjendskabet mellem Rusland og Ukraine flået familier og venskaber fra hinanden. »Jeg havde aldrig nogensinde troet, at russerne kunne finde på at angribe vores land og dræbe os ukrainere. Min bedstefar var russer. Vores to folk er som brødre. Jeg havde masser af venner i Rusland,« fortæller Vladyslava Denys, hvis illusioner i dag er bristet: »Vi vil aldrig blive venner med russerne igen i min levetid.« De tre flygtninges beretninger vidner om det, som den ukrainske krigskorrespondent Natalija Humenjuk kalder en »krig mod civile« i Ukraine. Hun har dokumenteret de russiske soldaters systematiske forbrydelser i form af mord, tortur og voldtægter siden krigsudbruddet i 2022. Ifølge hende er det en »bevidst« strategi at angribe befolkning og civil infrastruktur for at få ukrainerne til at underordne sig Rusland. Parlamentsmedlemmet Halyna Yanchenko advarer os i Vesten mod at vise den mindste eftergivenhed i forhold til Putin. Hvis ikke han stoppes nu, advarer hun mod nye angreb på ikke bare Ukraine, men resten af Østeuropa og potentielt også Danmark. »Rusland vil ikke stoppe – og jeg frygter, at vi havner i Tredje Verdenskrig.« Det er ikke feel good-læsning, men det mindste vi kan gøre, er at lytte til krigens ukrainske vidner. Andre debatter vi taler om Tysklands fremtid og fortid: Søndagens valg i Tyskland er afgørende for fremtiden dér og i Europa, men som altid fylder den tyske nazifortid og erindringskultur en rolle, for eksempel i debatterne om oprustning og det højrenationale parti Alternative für Deutschland (AfD). Troels Heeger har interviewet den tysk-iranske forfatter Navid Kermani, der har været nævnt som en kommende tysk præsident. Han siger, han aldrig har følt sig så tysk, som da han besøgte koncentrationslejren i Auschwitz og mærkede skammen skylle ind over sig. AfD er ikke Dansk Folkeparti: Jeg har skrevet en leder, hvor jeg går i rette med forestillingen om AfD som en slags tysk udgave af Dansk Folkeparti. AfD og partiets mange vælgere fortjener at få indflydelse på Tysklands asyl- og indvandringspolitik. Men AfD har et problematisk forhold til nazifortiden, og Europa har ikke brug for en »Tyskland først-bølge« efter trumpistisk forbillede. Offerfortælling som DRs modus operandi: Tidligere DR-journalist Kristian Danholm mener, at den nu tilbagetrukne dokumentar »Grønlands hvide guld« er typisk DR-journalistik: »Ethvert forslag om at lave ændring i den offentlige velfærd, der ikke handler om at sende flere penge, bliver mødt med en offerfortælling, som i bund og grund understøtter fortællingen om, at dem med magt har til hensigt at gøre noget til skade for dem uden. Punktum. Og det er ikke en påstand. Det er modus operandi,« skriver han. Politisk pragmatisme: I ugens løb havde jeg besøg af formændene for Venstre og De Konservative ved et læserarrangement i Berlingskes salon. Troels Lund Poulsen fortalte, at han, da han førte valgkamp med Mona Juul i 2019, havde fundet hende »alt for pragmatisk«, men at han siden har fået et positivt syn både på hende og samarbejde over midten: »Jeg har hele mit politiske liv primært været optaget af at slås med Socialdemokratiet,« men tilføjede han: »Det er meget godt, at man en gang imellem får lov til at sætte våbnene ude i skuret foran kirken og så går ind og finder nogle politiske løsninger.« I skriver … eller rettere tegner. I denne uge dumpede et lidt anderledes debatindlæg ind ad vores digitale brevsprække. Satiretegner Claus Gade Sørensen har begået et kort over verden, sådan som den givetvis ser ud med USA-præsident Donald Trumps øjne. Kortet er i øvrigt inspireret af den amerikanske satiretegner David Horseys tilsvarende »The world according to Ronald Reagan« fra 1984. Ugens tegning Tak fordi du læser med på »Ugens debat«. Hvis du har kommentarer, eller selv vil blande dig i debatten, er du velkommen til at sende mig en mail på jaro@berlingske.dk

Tårerne løber ned ad kinderne. Ordene kan ikke længere finde vej til hendes læber – og det, der reelt blot er et par sekunders tavshed, føles som en lang, smertefuld pause. Firoozeh Bazrafkans følelser stråler ud af de sammenknebne øjne og skærer gennem lokalet med en isnende alvor, da hun tænker tilbage på sin families redningsmand. Ham, der brændte de afslørende identitetspapirer, sikrede deres flugt og reddede dem fra den visse død i årene efter den islamiske revolution i Iran. Ham, som hun med egne ord »skylder sit liv«. Med knækket stemme fortæller Firoozeh Bazrafkan om ham til Berlingske, men vi kan ikke gengive detaljerne her i avisen. Det vil være for farligt for hendes familie, påpeger hun. Præstestyret sidder stadig tungt på magten i Teheran. Og truslen mod regimets modstandere er den dag i dag aldeles aktuel – ikke bare for dem i hjemlandet, men også for eksiliranerne i Europa. Det mærker hun selv. Årsagen? At hun i protest mod landets kvindeundertrykkelse rev Koranen på et rivejern foran den iranske ambassade i København. En kunstnerisk performance, der lå i forlængelse af hendes øvrige islamkritiske værker fra de seneste to årtier. Nu tvivler den dansk-iranske kunstner imidlertid på, om hun i fremtiden vil kunne udføre den slags kunst i Danmark. For med koranloven har den danske regering i hendes øjne begået et »utilgiveligt knæfald« for selvsamme regime i Teheran, som nu også forfølger hende herhjemme. Et knæfald, der knægter hendes kunstneriske frihed, mener Firoozeh Bazrafkan. »De har lavet loven så stram, at jeg intet kan foretage mig. Det er misinformation, når regeringen hævder, at det kun handler om koranafbrændinger foran ambassaderne. Loven handler i den grad også om mig.« Se en video af aktionen foran den iranske ambassade her: 94 landsforrædere Over det seneste år er hun blevet ansigtet på modstanden mod regeringens koranlov. En lov, der blev til efter pres fra Den Islamiske Samarbejdsorganisation, OIC, som var stærkt kritisk over for koranafbrændingerne i Danmark. Firoozeh Bazrafkan har gentagne gange udfordret og kritiseret loven, som forbyder »utilbørlig behandling« af religiøse tekster. Senest har hun installeret et hemmeligt værk på Christiansborg, der består af syv kasser, som alle indeholder elementer fra Koranen. Hendes indsats for ytringsfriheden har sikret hende en indstilling til Fonsmark-prisen, som er anledningen til, at Berlingske møder hende en kold morgen i hendes atelier i København. Her sidder hun isoleret og alene, hvilket er symptomatisk for hendes situation som islamkritisk kunstner. Tavsheden fra hendes kolleger oven på koranloven har i hendes egne øjne været slående. Men de misforstår alvoren af loven, mener hun. »De tænker, at det ikke har noget med dem at gøre, men det er forkert. For loven handler om begrænsning af ytringsfriheden og kan ramme alle kunstnere. Det dybere problem er, at koranloven stopper al kunstnerisk tænkning i retning af religionskritik. Ingen tør lave noget, fordi loven er så mærkeligt formuleret.« Firoozeh Bazrafkan har selv haft islamkritikken som en rød tråd gennem sin karriere. Flere af hendes værker ville formentlig være ulovlige i dag. Det mener hun i hvert fald selv. Hun har for eksempel makuleret Koranen og proppet strimlerne på et bedetæppe, hvilket hun selv tror falder ind under kategorien »utilbørlig behandling« af religiøse tekster. Hendes kunstneriske drivkraft er en dybfølt indignation over, at flere muslimske lande, herunder Den Islamiske Republik Iran, anvender Koranen til undertrykkelse af kvinder. Nu har de danske politikere i hendes øjne blåstemplet den tænkning med koranloven og føjet mullaherne i Teheran. Dermed kan præstestyret ikke længere kritiseres fra dansk side, når de forfølger blasfemikere, mener Firoozeh Bazrafkan. For hvad gør de danske politikere selv? Ja, de vil nu også smide blasfemikere i fængsel, hvis de har behandlet muslimernes religiøse tekster »utilbørligt«, påpeger hun. »Den lov er en kæmpe fejltagelse, der har gjort livet så meget nemmere for islamisterne i Mellemøsten.« Under vedtagelsen af koranloven udpenslede hun sin kritik med et nyt kunstværk. Hun rev 94 gulerødder på sit rivejern i stedet for Koranen. En gulerod for hver af de politikere fra regeringspartierne og Radikale Venstre, der havde stemt for loven i Folketinget. Se en video af aktionen med gulerødderne her: Nu har hun fyldt resterne af gulerødderne på syltekrukker og udstillet dem som et »skamværk« på årsdagen for lovens vedtagelse. En lov, der er placeret i straffelovens kapitel om landsforræderi og andre forbrydelser mod statens selvstændighed og sikkerhed. Firoozeh Bazrafkan tøver dog ikke med at vende anklagen den anden vej. »Det er de ansvarlige politikere, der er landsforrædere. De har åbnet døren til vores demokrati for de muslimske lande og er gået ned på knæ i ren overgivelse.« Regeringen vil nok sige, at den gør det eneste ansvarlige og beskytter Danmark i lyset af terrortruslerne efter koranafbrændingerne? »Kunst er ikke farlig. Terrortruslen forsvinder heller ikke med den her lov. Den vil altid være der. Derfor skal vi ikke give efter over for islamisternes krav og fratage borgerne deres frihedsrettigheder. Det vil alligevel ikke tilfredsstille mullaherne i al evighed.« Koranloven er vedtaget demokratisk. Hvis man er utilfreds, må man vel samle et flertal imod den? »Selvfølgelig, men det her er en knægtelse af basale menneskerettigheder og censur. Det er fuldstændig vanvittigt, at jeg skal tænke over, om min islamkritiske kunst overtræder loven.« Den kunstneriske frihed bør slet ikke kunne begrænses? »Nej, den skal være helt fri. Så længe man ikke opfordrer til vold. I mine øjne har ethvert demokratisk samfund brug for blasfemikere og kunstnere, der trodser religionen.« Hvordan har regeringens koranlov ændret dit liv? »Mette Frederiksen har frarøvet mig min frihed, bremset mig som kunstner og sanktioneret mine værker med den lov. Alle mine hovedværker handler om Koranen, men de er nu ulovlige. Det er katastrofalt.« Ytringsfrihedskrigeren Firoozeh Bazrafkan er ikke typen, der giver op eller lader sig slå ud af modstand. Med sine islamkritiske billeder, videoer, tegninger og installationer er hun alligevel allerede på kant med kunstmiljøet i København. Af kritikere opfattes hun ligefrem som en højreorienteret kunstner, der ophæver skellet mellem kunst og politisk aktivisme. Firoozeh Bazrafkan har således siddet i bestyrelsen for Trykkefrihedsselskabet, der har markeret sig som et arnested for flere af de mest fremtrædende kritikere af islam i Danmark. I den periode var hun også aktiv debattør og indehaver af en blog på Jyllands-Posten. Her skrev hun i 2011 et kontroversielt debatindlæg, der kostede hende en dom for brud på racismeparagraffen. Hvorfor? Fordi hun i kølvandet på en debat om andre islamkritikeres udsagn skrev, at »muslimske mænd i meget stort omfang verden over både voldtager, mishandler og slår deres døtre ihjel«, og herefter betegnede islam som en »defekt menneskefjendsk kultur«. Men ville hun skrive det igen efter dommen? »Ja,« erklærer hun uden den mindste tøven i stemmen. Det er ikke for generaliserende om muslimske mænd? »Nej, for i muslimske lande er manden beskyttet af loven, hvis han begår vold mod kvinder. Det sker med henvisning til Koranen. Så det handler ikke om et par enkelte muslimske mænd, men et generelt samfundsproblem.« Du skrev ikke om samfundsproblemer, men om muslimske mænd? »Ja, men jeg har aldrig nogensinde sagt, at det er alle muslimske mænd. Det ville være tåbeligt. Det er imidlertid et faktum, at kvinder er mindre værd end mænd ifølge loven i muslimske lande. Vi har et kæmpe problem i Danmark, hvis man ikke må sige det højt.« Løsningen? At de danske politikere hurtigst muligt får afskaffet racismeparagraffen. Et argument, der også for nylig blev fremsat af de borgerlige oppositionspartiers partiledere efter mordet på koranafbrænderen Salwan Momika i Sverige. Ifølge Firoozeh Bazrafkan er racismeparagraffen problematisk, fordi den giver særstatus til religiøse trossamfund og skærmer dem mod kritik. »Det er forkasteligt, at vi har en lov, der giver muslimer og andre troende privilegier, som vi andre ikke har. Som eksmuslim er jeg for eksempel ikke beskyttet af paragraffen,« siger hun. Racismeparagraffen blev indført i lyset af nazisternes antisemitiske forfølgelser i 1939. Er det ikke vigtigt, at vi beskytter religiøse minoriteter? »Det var en fin idé dengang, men datidens politikere vidste jo ikke, at der ville komme en masse islamister til Danmark. I mine øjne er paragraffen forældet og et skalkeskjul for undertrykkelse af religionskritik – og et instrument, som bruges aktivt til at kyse politiske modstandere og tie kunstnere ihjel.« 400 års ghettoliv For Firoozeh Bazrafkan handler kampen om mere og andet end bare ytringsfriheden. Det handler om en islamisk religion, der truer selve fundamentet under det danske samfund. Hvis ikke politikerne gør sig det bevidst, vader de med bind for øjnene ind i flere problemer, advarer den islamkritiske kunstner. Hun er selv ikke det mindste overrasket over meningsmålinger, der dokumenterer antidemokratiske holdninger blandt muslimerne i Danmark. Dem er hun vokset op med i de danske ghettoer, påpeger Firoozeh Bazrafkan. Hendes egen familie erfarede hurtigt efter flugten fra præstestyret, at de ikke var undsluppet islamisterne. De fandtes allerede blandt de mange flygtninge og arbejdsmigranter, som i de år også var kommet til Danmark. Gellerupparken blev efter få måneder for meget af netop den grund. »Alle de røde alarmer blinkede«, siger Firoozeh Bazrafkan. I stedet endte familien i et belastet boligområde i Randers. Her blev hun opdraget anderledes end andre af de mellemøstlige børn fra muslimske familier. Det var ikke uden konsekvenser, fortæller hun og nævner, at dødstrusler i postkassen og æg kastet mod ruderne ikke var usædvanligt. Og hvorfor? Fordi hendes familie fejrede jul – og lod døtrene gå med shorts, cykle rundt i kvarteret, stå på rulleskøjter og have plakater med deres idoler i stil med alle andre danske børn. Men kan muslimerne aldrig integreres i det danske samfund? »Måske om 400 år,« siger Firoozeh Bazrafkan. Hun frygter konsekvenserne for demokratiet af det stigende antal muslimer. »Hvis ikke muslimerne selv går forrest og siger, at de vægter Danmark, danske værdier, ytringsfriheden og grundloven højere end islam, så bliver det på et tidspunkt et stort problem. Det ved vi alle sammen.«

Maryna Khodakovska vågnede ved den første eksplosion. Bomben var så kraftig, at hendes hus skælvede fra de voldsomme vibrationer. Hun lå stadig i sin seng og kunne mærke, hvordan hele hendes krop rystede fra braget. »Nu dør jeg,« tænkte hun den morgen, mens tårerne trillede ned ad kinderne. I løbet af kort tid fulgte flere eksplosioner tæt på hendes hjem. Hun vidste instinktivt, at Rusland havde indledt sit angreb på Ukraine. Nu fortæller hun sin historie til Berlingske. Selvom det er tre år siden, erindrer hun dagen, som var det i går. Maryna Khodakovska havde faktisk forberedt sig på krigen sammen med sin familie. Kufferterne var pakket. I stil med alle andre ukrainere havde de set russerne mobilisere deres tropper langs grænserne frem til den skelsættende dag i februar 2022. Men hun havde alligevel ikke rigtig troet på det. Krig i det 21. århundrede? Nej, det lød for skørt i hendes ører. Putin ville nok bare forhandle og opnå indrømmelser, men en egentlig invasion troede hun i sidste ende ikke på. Men nu var det i gang. Hendes far kom løbende ind til hende for at sikre sig, at hun var i god behold. »Alt var panik,« fortæller den unge ukrainske kvinde, som stammer fra Kyiv. I begyndelsen flygtede de alligevel ikke. Måske ville krigen hurtigt slutte, tænkte de. »Vi var i chok, men min familie besluttede, at vi skulle se tiden an. Hurtigt blev dage til uger, som blev til måneder uden fred. Ingen vidste, hvor længe krigen ville vare. Det indså jeg ret hurtigt, mens tingene kun blev værre og værre.« Ustoppelig Putin For Maryna Khodakovska var de konstante bombninger det værste. Russernes raketter, missiler og bomber regnede konstant ned over hendes hjemby Kyiv. Det var ikke kun om dagen, men også om natten. Hun levede i en tilstand af konstant stress under russernes »terrorbombardementer«, fortæller hun og beretter om en dybfølt frygt for de russiske soldaters voldtægter. »Man kan ikke leve på den måde. Ens krop er i alarmberedskab dag og nat. Til sidst holdt jeg op med at spise,« siger Maryna Khodakovska. Hun besluttede sig for, at hun måtte flygte ud af landet. Ellers ville hun ikke overleve krigen, frygtede hun. Turen ud af landet var dog et »mareridt« for den unge ukrainske kvinde. Tårerne triller ned ad kinderne, mens hun fortæller om en grufuld togrejse til den polske grænse. Undervejs måtte toget standse i flere timer midt om natten og slukke alt lyset, så russerne ikke kunne angribe dem. Rædslen i børnenes øjne står stadig klart for hende – og selv nu flere år efter overvældes hun af følelser, når hun skal fortælle om det. »Det var den mest forfærdelige tur i mit liv,« siger Maryna Khodakovska, der ved en tilfældighed endte i Danmark. Tror du, at der nu kommer fred nu i Ukraine? »Nej, Putin vil have hele Ukraine. Hvorfor skulle han stoppe? Ingen kan stoppe ham. De næste ofre bliver de baltiske lande.« Vil ukrainerne i dine øjne acceptere en aftale, der afstår territorium til Rusland? »Nej, så vil der komme demonstrationer. Det er en kamp for, at den ukrainske nation skal overleve, så folket vil ikke acceptere en overgivelse.« Vil du rejse hjem i tilfælde af fred? »Nej, hjem til hvad? Til død? Jeg vil leve.«

Det er grumt at skulle erkende det, også for en som mig, der har boet i USA, og som gennem et efterhånden halvlangt liv har beundret Amerika for så meget. Frihedsviljen. Ideerne. Kulturen. Den usvigelige tro på, at man kan. At du kan, jeg kan – og vi kan. Det sidste »vi« har, siden december 1941 da japanerne bombede Pearl Harbor, også handlet om USA og Europa. Sammen kunne vi mase nazisterne tilbage mod Berlin efter D-dag. Sammen stod vi – i Danmarks tilfælde med enkelte skamfulde undtagelser – last og brast mod kommunismen under Den Kolde Krig, indtil tyranniet mod øst knækkede under sin egen uformåen og vores stålsathed. Og sammen har vi, siden 1989, trods utallige fejl og mangler ageret i en international verdensorden, der dog har bragt hundreder af millioner mennesker ud af dyb fattigdom. Globaliseringen viste sig at have dunkle sider, massemigrationen måske den mørkeste af dem, men den gjorde dog det: Gav mennesker i store dele af verden et mere værdigt liv at leve. Nu synes alt dette lagt bag os, og som jeg har skrevet flere gange, senest sidste weekend på denne plads, er vi i Europa ikke uden skyld i det. Vi fik ikke forvaltet friheden efter kommunismens fald godt nok. Og vi forlod os på amerikanernes fortsatte vilje til at sørge for vores sikkerhed ud i al fremtid. Da Mette Frederiksen, Troels Lund Poulsen og Lars Løkke Rasmussen onsdag holdt pressemøde om de mange nye milliarder til dansk forsvar og sikkerhed, mere end fornemmede man, at alvoren var gået op for dem, som den i de seneste par uger – om ikke før – er gået op for de fleste af os: For første gang siden 1941 er vi nu igen alene hjemme i Europa. Atter i selskab med en tyran, der i 17 år ikke har holdt sig tilbage fra at angribe andre nationer. Men nu samtidig stillet over for et USA og en amerikansk præsident, der synes at have konkluderet, at han har om ikke et værdifællesskab, så dog i hvert fald et interessefællesskab med denne tyran, som han signalerer vilje til at prioritere over forholdet til USAs vestlige allierede siden Anden Verdenskrig. Der eksisterer den teoretiske mulighed, at alt, vi i de sidste 30 dage har set, er udtryk for ejendomsmatadoren Trumps Manhattan-style forhandlingsteknik med beregnet brug af mafiosoens midler til at få modstanderen ned med nakken, og det hele ender med, at alt smuldrer for Putins Rusland, mens frihed og velstand venter for Ukraine. Teoretisk kan det gå sådan. Man skal imidlertid efterhånden være usædvanligt loyal over for trumpismens tankesæt og metoder for at tro på det ret meget længere. USA har forladt os Lad os kort opsummere noget af det, Europa har gennemlevet bare i de sidste par uger: En Trump-administration, der indleder forhandlinger på højt niveau – udenrigsministerniveau – med Putin-regimet om Ukraines fremtid. Men uden at Ukraine deltager, og uden at det Europa, som USA kræver skal administrere og betale for den fred, man ønsker at indgå med Rusland, sidder med ved bordet. En nyslået amerikansk forsvarsminister, der møder op til NATO-topmødet og med en tv-værts flair for de hurtige citater får foræret Putins Rusland næsten alle de indrømmelser, som russerne kunne drømme om at opnå i en fredsforhandling: Territoriale erobringer vundet ved et overfald på et frit land. Garanti mod ukrainsk medlemskab af NATO, og dermed reelt den europæiske sikkerhedsorden, Putin fra starten har forlangt. Og ingen amerikansk sikkerhedstilstedeværelse efter en fredsslutning, og dermed langt mere fri bane til Putin for de næste aggressioner, han måtte prioritere. En amerikansk vicepræsident, der op i de europæiske lederes åbne ansigter erklærer, at de er en større trussel mod friheden og sikkerheden end Rusland eller Kina. I en tale ved sikkerhedskonferencen i München, mange havde svært ved helt at greje. Fordi den faktisk havde mange rigtige pointer om Europas uformåen, svigt, massemigration og forsøg på at udgrænse ubekvemme folkelige synspunkter. Men blot fremført af en magthaver, der selv ville have berøvet amerikanerne deres stemme ved præsidentvalget i 2020, og som repræsenterer en administration og en præsident, der ind af en kant sagsøger medier, han ikke bryder sig om, og udelukker andre, der ikke blindt adlyder ham, når han omdøber Den Mexicanske Golf til Den Amerikanske Golf. En amerikansk præsident, Donald Trump, der åbenlyst glæder sig over de nye, varme forbindelser med de russere, han tidligere så gerne har gjort forretning med, mens han omvendt kalder Ukraines præsident Zelenskyj for en diktator, lyver om hans opbakning i den ukrainske befolkning og påstår, at det var Ukraine, der startede krigen for præcis tre år siden. Naturligvis skal der på et tidspunkt afholdes valg i Ukraine; men at stille kravet lige nu på den måde, som Trump gør det, er endnu et udtryk for eftergivenhed over for Putin, der gerne ser Zelenskyj ryddet hurtigt af vejen, så han selv kan sætte sig på så meget af Ukraine som muligt. Man kan ikke fortænke Putin i for tiden at slutte, at det kan ende med at blive virkelig meget, og at han næppe kunne have drømt om i hvilket omfang, alting på kort tid ville gå hans vej efter Donald Trumps indsættelse for bare en måned siden. Så samlet set: Medmindre Donald Trump er i gang med verdenshistoriens største og mest geniale forhandlingscirkusnummer, hvad vist end ikke republikanske senatorer længere synes at tro på, da er situationen denne: USA har forladt os. Eller i hvert fald opløst forholdet til noget helt andet, end vi før kendte. Vi har selv bidraget til svigtet, men det gør ikke det amerikanske dolkestød mod Europa mindre brutalt og udløser den iskolde erkendelse: Vi er alene. Man må håbe, at vi i Europa nu forstår, hvad det kommer til at kræve af os.

I onsdags kunne mediet Finans referere til et brev, som det prominente advokathus Plesners ledelse har sendt til deres kunder, hvor de endeligt erkender, at de ikke har handlet »godt nok« i forbindelse med nogle sager om sexisme og seksuel chikane fra en højtstående partner, der nu er fortid i firmaet. Men inden ledelsen nåede til denne erkendelse, måske foranlediget af angsten for at blive cancelled, kunne de »ikke genkende det billede, finans og AdvokatWatch tegner«.  Formuleringen om genkendelse er det seneste år blevet flittigt brugt af ledelser, der er havnet i problematiske chikanehistorier. Udover at lyde som noget, man har trukket i en dårlig PR-automat fra tiden før 2020, hvor privilegieblindhed var en gyldig valuta, og som blot frivilligt udstiller ledelsens uduelighed og svigt af deres medarbejdere, er det også et udtryk for den modmagt, som den kombinerede #metoo- og wokebevægelse naturligt har affødt, siden de begge blev dagsordensættende. Det har været interessant at følge, hvordan #metoo først tvang samfundet til at tage sexchikane seriøst og skabte grundlag for et synligt fællesskab, der gav den enkelte kvinde styrke og magt til at afvise en individuel, uretfærdig og uværdig behandling. Og ikke mindst hvordan bevægelsen initierede en generel adfærds- og mentalitetsændring, hvor respektfuld adfærd overfor alle – uanset hierarkisk position, køn samt seksuel, etnisk, kulturel og identitetsmæssig baggrund – blev den efterstræbte norm. Dernæst hvordan denne nyvundne ligestilling over for alle nåede så langt ud på pendulets bane, at ordet woke nærmest gik hen og blev et skældsord, mens flere mænd italesatte værdien af traditionelle kønsnormer, som ikke levnede meget plads til kvinders selvudfoldelse. Og nu oplever vi en slags kulmination indenfor vores egen kulturkreds, ført an af Trumps USA, hvorfra der dagligt kommer præsidentielle dekreter, der samlet efterhånden tegner et billede af, at eneste gangbare menneskelige valuta er hvide mænd. Og kvinder der underkaster sig et mandsdomineret regime. For eksempel ved at have fjernet fri abort, benådet flere antiabortdemonstranter, fjernet website om reproduktive rettigheder, forbudt DEI i flere statslige institutioner, med mere. Som borger i den vestlige verden er det surrealistisk at opleve, at en adfærd og værdier, vi tidligere har knyttet til lande som Rusland, Nordkorea, Saudi-Arabien, Kina, Indien, Tyrkiet, Ungarn og ikke mindst Afghanistan med Taleban 2.0, nu er blevet en del af den nation, som mange siden Anden Verdenskrig har set som lederen af den såkaldte frie verden. Hvilket har tvunget Europa til at blive voksen og selv tage ansvaret for sin egen position i verdensordenen. Men med få ugers forskydning blev chokhåret samlet i en effektiv hestehale, og nu oplever vi også en massiv modmagt til modmagten. Både traditionelle og sociale medier flyder i dag over med opfordringer til at stå fast på de landevindinger af menneskelig ordentlighed og respekt, som #metoo- og wokebevægelsen fik skabt, og gå op imod den formelle, men ikke nødvendigvis lovgivne, magt. Og så er vi tilbage ved Plesners ledelse. Eller Lindhardt & Ringhofs. Eller DR-dokumentaren om kryolit.  I et moderne demokrati, hvor oplysning, ægte ytringsfrihed og ligeværdighed mellem borgere er grundlaget for et samfund i udvikling, kan man ikke »ikke genkende«. Man bliver nødt til at tage debatten om forskelligartede synspunkter og oplevelser, og hvis man har svigtet, skal man være klar til at tage konsekvenserne. Her hjælper det ikke at tro, at bare fordi autokrater verden over i dag har mere medvind, end vi har oplevet det siden start 90erne, giver det samtidsblinde ledere frit lejde til at ånde lettet op og atter opføre sig som Trump og hans kolleger, uden at det har konsekvenser. Bare fordi de oplever, at verden går baglæns, er det ikke alles virkelighed. Tværtimod. For mange går verden fremad. Altid. Emilia van Hauen er sociolog, bestyrelsesmedlem og forfatter

Kfir og Ariel Bibas var fire og otte måneder gamle, da terrorbevægelsen Hamas tog dem som gidsler under terrorangrebet på Israel 7. oktober 2023. Denne uge udleverede Hamas kister med drengenes jordiske rester. Mens Hamas hævder, at drengene døde under et israelsk luftangreb, konkluderer israelske myndigheder, at Bibas-drengene blev myrdet på klos hold. Samtidig har Hamas udleveret et lig, der i strid med aftalen mellem de to parter har vist sig at være en anden end drengenes moder. I den israelske avis Jerusalem Post tordner lederkollegiet derfor mod Hamas. »Terroristerne, der udførte disse gerninger, er monstre blottet for enhver menneskelig anstændighed. Dette var ikke følgeskader, ikke en uheldig konsekvens af krig – dette var overlagt, koldblodigt mord. Verden må kende sandheden. De slagtede små børn i mørke tunneler, hvorefter de iskoldt tilbageleverede det forkerte lig i en pervers hån af grundlæggende medmenneskelighed. Deres ondskab kender ingen grænser.« En forandret verden I USA vil Trumps støtter snart vågne op til en virkelighed, som de ikke selv ønsker. Sådan lyder vurderingen fra den amerikanske filosofi Francis Fukuyama, der i webmediet Persuasion vurderer Trumps forhandlinger med Vladimir Putin om fred i Ukraine som decideret kontraproduktive for USA. »Fortæl mig ikke, at den amerikanske befolkning har stemt på sådan en verden eller sådant et land sidste november. De hørte ikke efter og bør være klar til at se deres eget land og verden forandret til uigenkendelighed.« Misinformationens fare Forud for det tyske valg søndag er andelen af fake news i tyskernes medieforbrug begrænset, mener den tyske professor i kommunikation, Christian Pieter Hoffmann. I et interview med avisen Neue Zürcher Zeitung advarer han mod, at overdrevet frygt for fake news skader demokratiet. »Tror vælgerne, at valget er påvirket udefra, kan det ødelægge deres tillid til vores demokrati. Disse indirekte effekter af misinformation er efter min mening væsentligt farligere end selve misinformationen.«

Grønland er stadig ikke til salg Da Danmark solgte De Vestindiske Øer til USA i 1917, indeholdt aftalen en klausul, der forpligtede USA til at undlade at gøre territoriale krav på Grønland. Det vil derfor være et brud på en tidligere aftale, hvis Trump gør alvor af sine trusler om at bruge økonomisk eller militær magt for at få kontrol over Grønland. Det er et gammelt amerikansk ønske at få kontrol over Grønland. Amerikanske præsidenter har således vist interesse i Grønland både i 1917, 1946 og 2019. Denne gang virker Donald Trump dog endnu mere opsat på at udvide USAs territorium. Mens han i 2019 kaldte spørgsmålet om Grønland for en stor ejendomshandel, så vil han i dag hverken afvise brug af økonomisk eller militær magt for at få kontrol over Grønland. Samtidig har Trump sat spørgsmålstegn ved Grønlands tilhørsforhold til Danmark. I januar udtalte han således, at »man faktisk ikke engang ved, om Danmark har nogen legal ret til Grønland, men hvis de har, bør de opgive det, fordi vi har brug for det til national sikkerhed.« Selvom Trump har et svært forhold til fakta, vil jeg alligevel gerne minde præsidenten om den aftale, som den amerikanske regering indgik med Danmark i forbindelse med salget af De Vestindiske Øer i 1917. I erklæringen står der, at USA »ikke vil have indvendinger mod, at den danske regering udvider sine politiske og økonomiske interesser til hele Grønland«. Hvis Trump gør alvor af sine trusler, vil det således være et åbenlyst brud på den aftale. Svaret til Trump er derfor også det samme i dag, som det var i 2019: Grønland er ikke til salg. Jeg er derfor også glad for, at et samlet EU bakker entydigt op om Kongeriget Danmarks territoriale integritet, suverænitet og ukrænkelighed. Vi må dog erkende, at der nedenunder Trumps udtalelser er en grad af sandhed. I 2019 afgav Mette Frederiksen et løfte om at investere 1,5 milliarder kroner på militær i Arktis. Statsministeren har dog ikke indfriet sit løfte, hvilket har sat Danmark i en sårbar situation. USA vil forhåbentlig stadig være en af vores tætteste allierede i fremtiden, og vi har ingen interesse i hverken russisk eller kinesisk tilstedeværelse i Arktis. Der er derfor brug for, at vi tager større ansvar i Arktis, og at det sker i endnu tættere samarbejde med amerikanerne. Hvis USA vil øge deres militære tilstedeværelse i Grønland, bør vi desuden imødekomme det ønske, akkurat som vi har gjort tidligere, og ligesom eksisterende aftaler i øvrigt giver mulighed for. Helle Bonnesen, udenrigsordfører for Det Konservative Folkeparti Den kloge og den mindre kloge fascist Putins regime er fascistisk, og Putin er dermed fascist. Det er karakteristisk for fascistiske regimer, at de som større og stærkere lande mener sig berettigede til at erobre andre mindre og svagere lande, hvilket Putin har vist flere gange. Trump har tydeligt vist samme tendens fra dag et i sin præsidentperiode. Man behøver ikke at være psykiater for at hæfte en diagnose på dem begge. Sådanne personer findes i hovedsagelig to versioner: kloge og mindre kloge. Desværre er Putin den kloge og Trump den mindre kloge. Han var allerede en stor beundrer af Putin i sin første præsidentperiode.  Når han nu, som forretningsmand, i forhandlingerne om en fredsaftale om Ukraine allerede før forhandlingens start har givet Putin flere tåbelige indrømmelser, er der nok ikke alene tale om dumhed. Der er sikkert også tale om at legitimere den stærkeres magt til at overtage andre lande eller dele heraf med alle midler, ikke mindst militær magt.  Den nye normal. Alle fascisttyranner forener Eder! Bille Thøgersen, Allerød Grønlandsk valg Når grønlænderne snart skal til valg, kunne det være nyttigt samtidig at afholde en folkeafstemning med spørgsmålet: Ønsker du, at Grønland bliver tilknyttet USA i stedet for Danmark? Gunnar Biering, Frederiksberg Et smerteligt brud Adam Holm mener i Berlingske 13. februar, at et eventuelt tab af Grønland vil være »godt det samme«. Det mærkelige og arrogante argument lyder, at vi jo tidligere har tabt land. Ja, tabet af Skåne var en katastrofe for Danmark; tabet af Slesvig lige så, og begge dele tilskriver vi de daværende magthaveres fejl. Det samme gælder tabet af rigsfællesskabet med Norge. Hvordan i alverden kan Holm vende disse smertelige tab om til en begrundelse for uden sorg at sige farvel til Grønland? Og hvordan kan man postulere, at vi danske ikke holder af Grønland og ikke kender noget til det? Vel gør vi så. Tænk blot på Knud Rasmussen, hvis mange rejser vi har læst om i hans bøger eller i hvert fald hørt om i skolen, ligesom vi har hørt om nordboerne, der har efterladt ruiner af bispesædet fra 1100-tallet. Mange nutidige danskere vender igen og igen tilbage til det storslåede land. Og selv de, der måske kun har været på besøg, husker grønlandsturen som en af de største oplevelser. Måske er tabet af Grønland uundgåeligt, men smerteligt er det, og i eftertidens optik nok på grund af katastrofale fejl. Karen Dyekjær, Hellerup Trump eksproprierer Verden Tak for Thomas Bernt Henriksens leder om Trump. Den var befriende klar. Der sidder ikke en præsident i Det Hvide Hus, men derimod en ejendomsmogul. Trumps syn på verden er jo, at alt består af jordstykker, der kan matrikuleres efter behov, og hvis værdi bestemmes af udstykkeren uden at ejerne spørges; det hedder vist ekspropriation.  Det skal principielt tjene almenvellet; her tjener det udstykkeren og hans oligarker. De vil øjensynlig alle huskes som dem, der underlagde sig flest mulige kvadratmeter, fra den nordlige halvkugle til det østlige middelhav. Steen Winther-Petersen, Frederiksberg Læserbreve på maks. 1.350 tegn inkl. mellemrum sendes til debat@berlingske.dk

Langt de fleste er enige om, at vi skal passe bedre på naturen. Derfor vil det måske overraske mange, at Danmark aktivt modsætter sig en europæisk traktat, som skal sikre en juridisk bindende ret til et rent, sundt og bæredygtigt miljø.  Denne modstand står i skarp kontrast til Danmarks internationale ry som frontløber på miljøområdet – og udfordrer måske også vores selvforståelse som et demokrati, der vægter menneskerettigheder højt. I sin åbningstale til Folketinget i 2022 sagde Mette Frederiksen: »Vi skal blive meget bedre til at beskytte vores natur og miljø.«  Der er sket visse fremskridt. En historisk omlægning af det danske landskab blev vedtaget sidste år med aftalen om Den Grønne Trepart, som blandt andet skal sikre bedre vilkår for natur, biodiversitet, vandmiljø og drikkevand. Og det er der brug for.  Som Berlingske har dokumenteret, står det ikke godt til med naturen i Danmark. Alligevel modsætter Danmark sig forhandlingerne om en traktat i Europarådet, som kunne styrke miljøbeskyttelse. Modstand mod en europæisk traktat En europæisk traktat har længe været undervejs. Siden 1970erne har Europarådets Parlamentariske Forsamling (PACE) opfordret de nu 46 medlemslande til at etablere en juridisk ret til et rent miljø.  Gennem de seneste årtier er disse opfordringer blevet stadig mere frekvente, og i 2021 fremlagde PACE et udkast til en tillægsprotokol til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Hvorvidt retten til et rent miljø skal anerkendes gennem en tillægsprotokol til Menneskerettighedskonventionen eller en ny, selvstændig traktat, er endnu ikke afgjort.  Enhver form for forhandling bliver nemlig forhindret af en lille gruppe lande: Schweiz, Norge og Danmark.  Tidligere var Storbritannien også imod, men det har ændret sig med den nye Labour-regering. At Schweiz og Norge modsætter sig en traktat, kan måske forklares. Schweiz tabte i 2024 en omdiskuteret klimasag ved Menneskerettighedsdomstolen, anlagt af en gruppe ældre kvinder, der klagede over klimaforandringernes indvirkning på deres helbred.  Norge er involveret i en verserende retssag om udvidelsen af landets olie- og gasfelter. Men hvorfor modsætter Danmark sig en juridisk beskyttelse af retten til et rent miljø? Danmark bagud på miljølovgivning Danmark er en del af en forsvindende gruppe lande, der ikke anerkender retten til et rent miljø i national lovgivning. Portugal indførte en sådan beskyttelse allerede i 1976, Sverige i 1987 og Norge og Finland i 1990erne.  I dag har langt størstedelen af verdens lande indført lignende beskyttelse i deres nationale lovgivning, og flere har endda indskrevet retten til et rent miljø i deres grundlov. Lovgivningen varierer fra land til land, men omfatter generelt elementer som retten til ren luft, et stabilt klima, adgang til rent vand og fravær af sundhedsskadelige stoffer. Biodiversitet spiller også en central rolle. Derudover inkluderer retten proceduremæssige beføjelser som adgang til information, deltagelse i beslutningsprocesser og muligheden for at bringe sager for domstolene. Paradokset i Danmarks internationale engagement Europarådet har allerede vedtaget flere miljørelaterede traktater, herunder konventionen om bevarelse af europæisk dyreliv og naturlige habitater fra 1979 og landskabskonventionen fra 2000.  Danmark har tiltrådt disse og mange andre af Europarådets konventioner, heriblandt Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Selvom Menneskerettighedskonventionen ikke direkte nævner en ret til et rent miljø, har Menneskerettighedsdomstolen afsagt dom i flere hundrede miljørelaterede sager.  Men i fraværet af en juridisk anerkendelse af retten til et rent miljø forbliver Domstolens voksende retspraksis på dette område imidlertid fragmenteret.  En tillægsprotokol kunne give medlemsstaterne en mulighed for at etablere en ramme for Domstolens arbejde og sikre en sammenhængende og konsolideret retspraksis. Ingen ret i dansk lovgivning Danmark skiller sig ikke kun ud ved ikke at have samme beskyttelse som de andre nordiske lande, men også ved at have en forældet grundlov. Finland gennemførte en omfattende grundlovsreform i 1999, Sverige i 2010 og Norge så sent som sidste år. I dag har alle disse lande en beskyttelse af naturen i deres grundlove. På trods af gentagne diskussioner har Danmark derimod ikke ændret grundloven siden 1953. Beskyttelsen af miljøet har været diskuteret. I 2023 fremsatte en række partier et forslag om at nedsætte en grøn grundlovskommission med henblik på at indføre miljø-, natur- og klimarettigheder i dansk ret.  Forslaget henviste til erfaringerne fra de andre nordiske lande, men nævnte ikke Europarådets arbejde. Forslaget blev til sidst forkastet. Resultatet er, at Danmark hverken har en selvstændig beskyttelse af retten til et rent miljø i grundloven eller nogen anden lov. Demokratisk udfordring: Beslutninger uden offentlig debat Danmarks modstand mod en europæisk traktat overrasker ikke kun i lyset af den nationale debat om miljøbeskyttelse, men også fordi Danmark i 2022 stemte for en FN-erklæring, som anerkender retten til et rent, sundt og bæredygtigt miljø som en universel menneskeret.  Danmark tilsluttede sig også Reykjavik-deklarationen fra 2023, hvor Europarådets medlemmer bekræftede, at menneskerettigheder og miljø er uløseligt forbundet.  Danmark har derfor anerkendt sammenhængen mellem miljøbeskyttelse og menneskerettigheder og forpligtede sig samtidig til at styrke arbejdet med de menneskeretlige aspekter af miljøet. Samtidig er der også meget kritik af menneskerettigheder i Danmark. Kritikere peger ofte på, at Menneskerettighedsdomstolen er udemokratisk. I sin bog fra 2024 advarer skatteminister Rasmus Stoklund mod »at lade dommere i Strasbourg føre politik og tage magten fra Europas demokratier.«  Det fremstår derfor ironisk, at Danmark nu modsætter sig at forhandle en traktat, som størstedelen af Europas demokratier ønsker. Danmark undgår derved bevidst at sætte rammerne for Domstolens arbejde, og dette sker tilsyneladende uden nogen form for debat i Folketinget eller i befolkningen. Behovet for handling Menneskerettighedskonventionen fra 1950 er blevet ændret flere gange gennem såkaldte tillægsprotokoller. Det er ikke alle protokoller, som kræver fuld tilslutning. Danmark har for eksempel ikke tiltrådt en protokol, der indfører et generelt forbud mod diskrimination.  Det samme gælder en protokol, som giver nationale domstole mulighed for at anmode om vejledende udtalelser fra Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg.  Danmark kunne derfor vælge at deltage i forhandlingerne og derefter beslutte ikke at tiltræde traktaten – en tilgang, som vi har benyttet tidligere. I stedet har Danmark, sammen med Schweiz og Norge, valgt at modsætte sig udviklingen af en europæisk traktat. Tilsyneladende er regeringen ikke selv opmærksom på den selvmodsigelse, der findes mellem dens ord og handlinger. Selvmodsigelsen fremstår særlig tydelig i en erklæring til Den Internationale Domstol i Haag i forbindelse med en verserende klimasag.  Her skrev de nordiske lande tilbage i marts sidste år, at de har »arbejdet aktivt for at sætte spørgsmål om beskyttelse af klimaet og miljøet på dagsordenen i relevante internationale organisationer«. I Europarådet gør de imidlertid det stik modsatte. Mette Frederiksens og andre udtalelser om beskyttelsen af miljøet runger derfor hult. Danmarks modstand til den underminerer ikke blot vores ry som et foregangsland på miljøområdet, men rejser også fundamentale spørgsmål om vores demokratiske processer.  Hvordan kan et land, der offentligt bakker op om miljøbeskyttelse, samtidig modarbejde juridiske tiltag, som skal sikre disse rettigheder?  Og hvordan har regeringen vægtet en demokratisk beslutningsproces, når den tilsyneladende har taget beslutningen om at modsætte sig en europæisk traktat uden en offentlig debat? Den 12. februar afholdt PACE en konference med titlen »De nationale parlamenters rolle i beskyttelsen af retten til et sundt miljø«. Danmark var dog ikke repræsenteret, hvilket måske kan tolkes som en indirekte kommentar til konferencens tema – nemlig at de nationale parlamenter, ifølge Danmark, ikke har nogen væsentlig rolle at spille. Jacques Hartmann er professor i international ret og menneskerettigheder ved University of Dundee

Når jeg betragter de emner, der diskuteres i den offentlige debat herhjemme, og som ofte skaber spændinger blandt borgerne, er spørgsmålet om immigration et af disse, hvilket jeg slet ikke forstår.  Skønt jeg i nogen grad har en idé om, hvorfor dette emne kan fremkalde en hidsig debat. Debatten om immigration omfatter to væsentlige aspekter, som ofte fører til, at borgere føler sig krænket. Det første aspekt er, at emnet omhandler mennesker og individer, som kommer fra udsatte lande, og det andet er, at det berører selve nationens integritet.  Begge aspekter kan vække forargelse, især når man ser på andre lande, hvor immigration har medført betydelige problemer. Jeg ønsker at appellere til ro, respekt og forståelse for hinandens synspunkter. Vi besidder alle en vis grad af patriotisme og national stolthed. Vi elsker vores lande og vil gøre alt for at beskytte dem. Vi vil gøre alt, hvad der står i vores magt, for at forhindre, at andre undergraver det fundament, vi har opbygget. Danmark er et fremragende land. Vi er ikke perfekte, men det er ingen. Vi har en rig tradition for inklusion og åbenhed over for dem, der kommer udefra, og vores samfund bygger på tillid.  Vi tror på det bedste i mennesker, men tillid er nemt at bryde og utroligt svært at genetablere. Vi muslimer kan ikke benægte, at vi har haft – og desværre stadig har – individer, som ødelægger det for resten af os. Dette problem er ikke udelukkende begrænset til Danmark; vi kan ikke blot se på vores eget land.  Jeg ser at mennesker danner deres holdninger ud fra interaktionen med andre, der deler samme baggrund, særligt hvis disse individer ikke opfører sig anstændigt i andre lande. Se blot på situationen i Sverige og Tyskland.  Desværre har deres beslutning om at lukke for mange ind migranter medført konsekvenser, som de i dag uden tvivl betaler prisen for. Jeg mener, at vi er alt for hårde ved hinanden, når vi diskuterer dette emne, og jeg tror, at vi ofte taler forbi hinanden. Det virker som om vores holdninger til andre emner og mennesker også påvirker denne debat, hvilket måske er årsagen til, at vi misforstår hinanden og bliver vrede.  Jeg har en klar fornemmelse af, at etniske danskere og dansk-muslimer i realiteten deler mange af de samme synspunkter, når det kommer til immigrations debatten. I min tid som ekstremist diskuterede jeg immigration med utallige muslimer. Dengang mente vi, at muslimer ikke skulle immigrere til Vesten, men i stedet forblive i de muslimske lande – af helt andre årsager, da vi dengang fastholdt, at man som muslim ikke måtte immigrere til et ikke-muslimsk land. I løbet af de sidste fem år, siden jeg forlod ekstremismen, er jeg fortsat med at drøfte dette emne med mange muslimer, og jeg har personligt ikke mødt nogen, der mente, at vi blot skal tage imod alle immigranter.  Tværtimod har langt de fleste udtrykt den holdning, at antallet er afgørende, og at jo flere vi lukker ind, desto større vil problemerne blive.  Ingen taler om en fuldstændig lukning af grænsen, men snarere om en mere afbalanceret tilgang, hvor vi nøje udvælger, hvem vi lader ind i samfundet – folk, som kan bidrage positivt til vores fællesskab. Dette emne har aldrig været problematisk at diskutere i det muslimske miljø. Problemet for dansk-muslimer har i vid udstrækning været, at immigranters kriminalitet ofte anvendes til at generalisere og stigmatisere alle dansk-muslimer.  Der hersker en opfattelse af, at så længe man er muslim, er man i samme båd som de immigranter, der ankommer og ikke opfører sig ordentligt – en opfattelse, jeg alt for ofte har hørt. Jeg er overbevist om, at en del af løsningen ligger i, hvordan vi kategoriserer og omtaler hinanden. Hvis immigranter betegnes som »indvandrere«, og danskfødte muslimer også omtales med samme betegnelse, skabes der en gråzone i vores dagligdags sprogbrug, som kan lede til ubevidste generaliseringer, der sårer andre. Vi befinder os i en tid, hvor terrorangreb i Europa forekommer jævnligt – en forfærdelig situation, vi er havnet i. Derfor skal vi udvise stor forsigtighed, når vi omtaler og drøfter disse emner.  Selvom det utallige gange er blevet gentaget, bliver det ikke mindre sandt, at tonen ofte er altafgørende for, hvordan vores budskaber modtages. Jeg er fast overbevist om, at danske muslimer og etniske danskere deler mange synspunkter, når det kommer til immigration, og at antallet har betydning. Vi glemmer dette, fordi de barrierer, vi har skabt gennem andre debatter og den tone, vi benytter, forhindrer os i at se det fælles grundlag. Jeg tør godt tale på vegne af andre muslimer, når jeg siger, at ingen af os ønsker, at Danmark skal ende som Sverige eller Tyskland. Derfor bør vi heller ikke lukke alle ind. Yaqoub Ali er foredragsholder samt fhv. bandemedlem, tidligere islamist og leder af Kaldet til Islam