Forleden kunne man i Politiken læse et lille fødselsdagsinterview med pensioneret generalløjtnant Kjeld Hillingsø i anledning af hans 90-års fødselsdag. Foruden boglæsning og samvær med børn og børnebørn, holder den alderstegne, men åndeligt skarpslebne Hillingsø et vågent øje med den aktuelle udvikling på den internationale scene. På avisens spørgsmål om, hvad der kan få hans temperament til at slå gnister, svarede han: »Jeg er ikke nem at forarge, men Trump kan gøre mig vred. Det gør mig vred at se de store slå på de små. Rusland har altid kunnet gøre mig vred«. Bravo, to fluer med ét smæk! Trump og Rusland er navne, man nu uvægerligt udtaler i samme sætning. Trump, som regerer pr. dekret og åbenlyst nærer autokratiske ambitioner, og Rusland under ledelse af den diktatoriske Putin; dét er verdenspolitikkens største »bromance«. Som den amerikanske politolog, Steven Levitsky, forfatter til bogen »How Democracies Die«, udtrykte det i en samtale med det tyske magasin Der Spiegel:  »Vi er i øjeblikket vidne til vores demokratis kollaps. Under Donald Trump er USA ved at glide ind i en form for autoritarisme. Det vil sandsynligvis ikke være uigenkaldeligt. Men faktum er: Lige nu er USA ved at ophøre med at være et demokrati.« Det er ikke en hr. hvem som helst, der taler. Levitsky er en højt respekteret professor på Harvard University, USAs mest prestigefulde akademiske institution. Som det er sagt spøgefuldt, er en ny præsident som at gå på en blind date; man kan ikke være helt sikker på, hvad det er for en person, man faktisk møder bag den pæne overflade. I Trumps tilfælde er det ingen blind date. Ulykkeligvis er den 47. præsident identisk med den 45. præsident. Vi ved, hvem vi har med at gøre.  Med den markante tilføjelse, at Trump tydeligvis har skærpet sin forståelse af hvordan han skal bruge statsapparatet – det som er tilbage efter Elons Musks nedskæringer! – som sit våben på både den hjemlige arena og globalt. Hvis nogen ellers skulle være i tvivl: Trump er liberalismens fjende med hans omfavnelse af alverdens eneherskere, trusler om annektering af landområder, toldkrig, masseudvisninger, krav om lukning af tv-stationer og kamp imod højere læreanstalter. Tilbage i det 19. og 20. århundrede handlede den ideologiske kamp om fordeling af velstand og privilegier. Det er verden af i går. Væk er det nemt aflæselige højre-venstre skema. Ind er i stedet trådt en alvorlig modsætning mellem liberale og antiliberale. Trump tilhører sidstnævnte kategori og når man besidder klodens mægtigste politiske embede, er det til stor ulykke for mange. Det kan de tale med om i Ukraine. Det, som ingen reelt havde troet muligt for blot få måneder siden, nemlig at den russiske militære aggression ville blive belønnet, er nu tæt på at være en realitet med velvillig accept af Trump. Hvis Hillingsø i sit otium er opbragt, er det formentlig stadig et par grader under den vulkanske vrede man kan finde blandt de ukrainske officerer og menige, som har ofret liv og lemmer i kampen mod den russiske militærmaskine. Krigens udfald er langt fra at være afgjort, men med udenrigsminister Marco Rubio som Trumps kurer, står det klart, at man fra amerikansk side overvejer at trække sig fra forsøget på at sikre en fredsaftale mellem Rusland og Ukraine. Under præsidentvalgkampen pralede Trump som bekendt af at kunne skabe fred mellem Ukraine og Rusland i løbet af 24 timer. Det er langtfra tilfældet og den slags kan en narcissist ikke tolerere. I hans optik er det ukrainerne, som er årsag til miseren. De har rokket båden og skabt bølgegang, ikke Putin, selvom Trump indimellem foregiver at være hård i filten over for Kreml. USA truer konstant med at vende ryggen til det betrængte Ukraine. Rusland vil omvendt få lov at beholde Krim, som de annekterede i 2014, og de kan også være forvisset om, at Ukraine ikke bliver optaget i NATO med USAs accept. Alverden så med da Trump og hans velvillige klakør, Vicepræsident J.D. Vance, ydmygede Zelenskyj i Det Ovale Kontor. Putin må have grinet ekstatisk af glæde. De antiliberale kræfter har slået pjalterne sammen. Det samme må de liberale kræfter gøre. Flot retorik og oprømte hensigtserklæringer gør det ikke alene. Hvis Europa – minus Ungarn – mener støtten til Ukraine alvorligt, bør en fælles hær stables på benene for at byde Putin trods. Det handler ikke bare om territorier, men om et bestemt syn på verdens orden. Der må være andre hædersmænd i officerskorpset end gamle Hillingsø, som er edderspændt vrede. Adam Holm er journalist og forfatter

Fradrag gør ikke folk mere forældreparate Danmark er det 11. rigeste land i verden målt i BNP pr. indbygger. Danmark er også et af de mest lige lande i verden. Blandt 37 OECD-lande har Danmark den 8. laveste ulighed målt på Gini-koefficienten. Alligevel kunne man forleden læse to konservative ungdomspolitikere foreslå, at danskerne skal have et skattefradrag pr. barn. Ifølge de to skribenter er et sådant fradrag nødvendigt, fordi mange danskere i dag fravælger at få børn af økonomiske årsager. Det ærgrer mig at se andre borgerlige købe ind på præmissen om, at mere statslig støtte skal hjælpe på de faldende fødselsrater. Vi lever i et land med massiv omfordeling. Et land med betalt barsel, børnepenge, boligstøtte og børnetilskud til enlige forsørgere. Hvis man i et så rigt og lige land ikke kan få råd til at få et barn, bør pilen pege på en selv. Hvis man ønsker sig et barn, må man tage ansvar og prioritere ens penge, så det kan lade sig gøre. Hvis man ikke er villig til at lave den prioritering, er ønsket nok ikke så brændende endda – og så er det egentlig bedre at lade være. Ja, den demografiske udvikling skaber udfordringer for Danmark. Men det legitimerer ikke, at man fra politisk side forsøger at presse et ønske om børn ned over hovedet på unge mennesker med økonomiske belønninger. Og hvis man endelig vil gøre noget politisk for at sikre flere børnefødsler, bør det være at gøre det nemmere at være familie i Danmark, som skribenterne selv nævner. Flere fradrag gør det ikke nemmere at være børnefamilie. I stedet tilføjer man bare endnu en blind vej til den i forvejen komplicerede skattelabyrint. I et land som Danmark er det ikke dårlig privatøkonomi, der spænder ben for borgernes børnedrømme. I stedet for at forsøge at vende de faldende fødselsrater med fradrag bør vi som borgerlige tale det personlige ansvar op. Langt de fleste danskere kan godt indrette deres liv på en måde, hvor børn er en mulighed. Om de så ønsker det, er helt op til dem selv. Amalie Jensen, medlem af Liberal Alliances Ungdom, København Lovlige og ulovlige mål Rusland beretter, at danske soldater bliver legitime mål, når de kommer til Ukraine. Så spørger jeg, om de civile, der blev dræbt for nylig (og efterfølgende blev redningsfolkene dræbt), var ulovlige mål? Chr. Scheibel, Dronningmølle Unik dansk kulturarv Kloge hoveder har udvalgt 20 begreber om vor kulturarv, som vi kan stemme på. Jeg har selv stemt, men listen mangler ét væsentlig begreb, der karakteriserer Danmark, internt såvel som eksternt. Nemlig Kongehuset. Hvor ville vort land være et fattigt sted uden vort kongehus. Jeg er ikke specielt kongetro, men alternativet er uhyggeligt. Forestil Jer i stedet en præsident – for eksempel en ældre opbrugt rød eller blå politiker, en pensioneret bureaukrat eller en trumpistisk forretningsmand! Ikke mange samlende visioner eller kontinuitet at byde på i modsætning til vort kongehus. Jeg kan forestille mig, hvorfor Kongehuset mangler på listen – ikke en forglemmelse, men derimod et decideret fravalg for ikke at genere den nuværende, ustabile politiske treenighed med snarlige valg lige omkring hjørnet. Ærede hr. minister: det er en ommer. Preben O. Nilsson. Charlottenlund Personlig assistance til influencer Personlig assistance kaldet PA gives uanset erhverv til borgere med handicap, til sammenligning kan alle borgere få børnepenge, hvis man har børn under 18. Kørselsfradrag hvis man har langt til arbejde. Nu kører debatten om, hvorvidt en influencer, der har en pæn indkomst, kan få en PA. Jeg er blind marskandiser og børstebinder og har PA to timer ugentligt. Det har intet med selve erhvervet at gøre, det handler her om funktionsnedsættelsen. Det, der burde forarge politikere, er, hvor enkelt det er at fifle med systemet, for i et system af regler er det den klogeste, der vinder. Kender du reglerne, kan der scores gratis arbejdskraft. En borger i beskyttet beskæftigelse har typisk 3.000 kroner med i tilskud ugentligt til virksomheden fra jobcentret, kaldet »103ere«, efter paragraffen er dette fuldt lovligt at spekulere i. Det gamle trick med kørselsfradrag duer ikke mere, for Skat har lukket det hul, men at få en fleksjobber eller 103er som PA som chauffør, det er der penge i. Det, som også overses i debatten, er, at jeg som blind arbejder på trods af jobcentre, og de to timer, jeg har en PA, bruges udelukkende til at skrive skemaer til »systemet«. Fjernede man jobcentrenes pseudoarbejde, havde jeg ikke brug for en PA. Som blind håndværker er jeg anerkendt af andre håndværkere, jeg bor i Valby, og her har borgerne set en blind før, så PA – nej tak. Debatten lige nu omhandler desværre erhvervet, og om man er influencer eller håndværker osv., har intet med problemet at gøre. Den udfordring, der bør håndteres, er, at PA-ordningen er så svær at få for dem, der har brug for den, og så nem at fifle med, hvis man kender »systemet«. Debatten på diverse medier afslører desværre også, at politikere end ikke aner, hvad PA-ordningen går ud på. Hver dag går jeg forbi Jobcenter København på Gl. Køge Landevej i Valby og tænker: »hvad laver alle de mennesker dog«, så går jeg ind i det trygge erhvervsområde bagved, hvor jeg på 23 kvadratmeters værksted producerer mere samfundsgavn end jobcentret tilsammen. Det, der er min pointe i denne debat, er at nedlægge jobcentrene for at adskille socialpolitik og beskæftigelsespolitik. Jeg blev blind, da en voldsmand smadrede mine øjne. Dog er jobcentre værre og et mere afskyeligt system. Min voldsmand fik fire måneder, og jeg fik otte års tugt i lov om aktiv socialpolitik. Som blind håndværker er civilsamfundet i valby min PA, så hvis politikere fjerner jobcentrene, sparer vi alle pænt i skat. Brian Fyhn, Valby Læserbreve på maks. 1.350 tegn inkl. mellemrum sendes til debat@berlingske.dk

USAs gyldne tid starter lige nu. Så klart og enkelt var løftet fra Donald Trump, da han for tre måneder siden i sin indsættelsestale lovede amerikanerne guld og grønne skove.  Verden er ikke sådan indrettet, at noget sker, fordi man som verdens mægtigste mand siger, at det vil ske. USA blomstrer ikke, som Trump lovede. USA er kastet ud i et voksende økonomisk kaos. Den tidligere demokratiske finansminister fra Clinton-æraen, Lawrence H. Summers, konstaterer vittigt med henvisning til Trumps vilde slingren, at han ikke er psykolog, men økonom. På linje med de fleste mennesker kan han derfor ikke forstå, at Trump den ene dag siger og gør én ting, og så den næste dag siger og gør det modsatte. Det var Trump, som kaldte den amerikanske centralbankchef Jerome Jerome Powell for en »kæmpetaber«, opfandt øgenavnet »Mr. Too Late« og ikke kunne ønske sig hans afgang hurtigt nok. Det er den slags retorik, som i et splittet land svækker tilliden til Federal Reserve.  Det er der ikke brug for. Tillid er helt afgørende, hvis Federal Reserve skal levere på sit mandat om prisstabilitet og dermed forebygge endnu større skader på amerikansk økonomi. Federal Reserve er måske den sidste institution, som nyder en vis tillid. Pludselig lyder fra Trump, at han aldrig har haft nogen planer om at fyre Powell. Det er naturligvis en sejr for arbejdsdelingen i amerikansk politik. Det efterlader imidlertid et indtryk af kaos omkring præsidenten. Trump er tilsyneladende nu også klar til at bakke i sin handelskrig med Kina. USA kan åbenbart ikke selv leve med straftoldssatser på 145 procent; tech-sektoren er allerede sluppet og bilindustrien klynker. For tre uger siden kastede Trump 80 års amerikansk lederskab og amerikanske principper for verdenshandlen i skraldespanden. Nu er USA ved at tabe den økonomiske verdenskrig, som Trump selv begyndte, da han dels indførte en bundtold på ti procent og endnu højere gengældelsestoldsatser for alle verdens lande, bortset fra blandt andet Rusland og Nordkorea. Trump har skabt en situation, hvor det er Kina, som nu kan være rejsende i budskabet om, at told og handelskrige underminerer legitime rettigheder og interesser, skader det multilaterale handelssystem og rammer den globale økonomiske orden. Det sagde den kinesiske præsident Xi onsdag. Kina, som er en kommunistisk diktaturstat, rækker ud efter det globale økonomiske lederskab. Det er et mareridt. Trump har med sin handelskrig allerede kostet USA velstand, ligesom aktiemarkederne er faldet og de lange renter er steget markant. Trump har ikke skabt en økonomisk guldalder. Han har skabt uro og kaos. Trump har svigtet sine vælgere, USA og hele den vestlige alliance. Der er imidlertid ingen grund til at gå helt i sort – endnu. Hvis de første elendige tre måneder med Trump viser noget, så er det, at Trump bakker, når hans venner og fjender sætter hårdt mod hårdt. Og selvom Trump åbenbart er villig til at skubbe USAs økonomi helt ud på kanten af et sammenbrud, så bakker han i det mindste en smule, når han kan se ned i afgrunden. USAs udfordringer er enorme. De knytter sig især til det uholdbart store budgetunderskud, gigantiske renteudgifter og den tunge statsgæld. Det er midt i mørket et lille blafrende lys af økonomisk ansvarlighed af Trump trods alt forsøger at finansiere sin skattepolitik, selv om det sker med skatteforhøjelser – altså told. Det ændrer ikke ved, at Trump er lig med kaos. Glem alt om nogen guldalder. THOMAS BERNT HENRIKSEN

CEPOS’ cheføkonom Mia Amalie Holstein har skrevet en kommentar her i avisen. I den forsøger hun sig med en analogi om en sommerhustur, hvor jeg er blandt de heldige, der bliver sendt på venstrefløjens fælles sommerhustur.  Det kunne helt sikkert være hyggeligt, men desværre ser det ud til, at Holstein har brugt lidt for meget energi på metaforer om grillfester og folkeskolekammerater – og lidt for lidt energi på økonomien bag. Ikke mindst når hun citerer mig for at kalde skattelettelser »topmålet af økonomisk uansvarlighed«. Mit citat handler nemlig ikke om ret og rimeligt ved skattelettelser generelt, som Holstein udlægger det som. Det handler meget præcist om regeringens lettelse af generationsskifteskatten for virksomhedsarvinger.  Den skattelettelse er nemlig topmålet af økonomisk uansvarlighed. Ikke bare fordi den helt primært går til den rigeste procent af danskerne og dermed øger uligheden mærkbart, men fordi den er økonomisk ineffektiv.  Der er nemlig ikke nogen sammenhæng mellem, at faren var god til at starte en virksomhed, og at sønnen så skulle være den rette til at føre den videre. Der vil oftest være andre, mere kvalificerede ejere. Derfor er landets ledende økonomer rimeligt hårde ved ideen om skatterabatter for familieejede virksomheder. Ifølge De Økonomiske Råd er familieejede virksomheder mindre effektive, dårligere ledet og fører til et forkert brug af talent.  Det kan sænke produktiviteten i samfundet. Men det er ikke det eneste argument imod skattelettelsen.  De Økonomiske Vismænd påpeger også, at lettelser i arveskatten sænker arbejdsudbuddet. Incitamentet til at arbejde falder simpelthen, når man bare kan arve sig til stor velstand. Det er ikke en skattelettelse, der – som Holstein skriver – »også kommer de dårligst stillede til gode, fordi den øger væksten.«  Det er nærmere et eksempel på det modsatte: At regeringen med den ene hånd beriger den rigeste ene procent med en skattelettelse på en milliard kroner, mens man med den anden hånd sænker velstanden for alle andre – og for samfundet som helhed. Bag Holsteins argument gemmer sig en gammel højrefløjstraver: Trickle-down economics – ideen om, at skattelettelser til de rigeste skulle gøre de fattigste rigere gennem øget vækst og investeringer.  Den mekanisme er mildest talt forskningsmæssigt omstridt. Men selv hvis man følger CEPOS’ argument, knækker den økonomiske logik her hurtigt:  En skattelettelse til de rigeste virksomhedsarvinger vil ikke betyde mere på bankbogen til samfundets fattigste. Med lavere produktivitet og lavere arbejdsudbud som resultat af skattelettelser, så får vi ikke mere vækst – og dermed intet, der drypper ned på dem med mindst.  Faktisk tværtimod: Så bliver alle andre fattigere af det. Så når Holstein skriver, at »sommerhuseksemplet afslører noget fundamentalt«, består afsløringen ikke i en manglende sammenhæng bag venstrefløjens argumenter – nok nærmere i, at CEPOS’ cheføkonom har lagt økonomien lidt for meget til side for at arbejde på de flotte analogier. Sigurd Agersnap er medlem af Folketinget for Socialistisk Folkeparti

1. juli kommer Danmark til at overtage EU-formandskabet fra Polen – og forventningerne er høje.  Ved den sidste store regeringsrokade, blev Marie Bjerre (V) udpeget som europaminister, og udtalte i den forbindelse at »Der er nogle gode muligheder, og det er en enorm vigtig opgave for Danmark og for Europa«.  Signalet er klart: Det betyder noget, at vi kommer til at sidde med formandskabet igen efter vi sidst gjorde det i 2012. Det er muligheden for at trække den europæiske debat steder hen, der er vigtige. Det er muligheden for at sætte politisk fokus på de dagsordener, der betyder noget.  De muligheder kommer med et ansvar. Det ansvar skal vi i Danmark også løfte for Palæstinas civilbefolkning. 18 marts brød Israel våbenhvilen i Gaza og satte nye, dødbringende angreb ind på den tætbefolkede landstribe. Tabstallene rapporteres til over de 1000 da, og endnu flere sårede.  Det fortsætter en brutal og blodig historie, hvor Israels seneste angrebshandlinger har sendt mennesker fra hus og hjem, resulteret i massive civile tab og skubbet håbet om en palæstinensisk stat længere og længere væk fra en fremtid nogen som helst kan forestille sig.  For de cirka 5,5 millioner palæstinensere, der lever udenfor sikkerheden og selvbestemmelsen, der kommer ved at leve i en anerkendt stat, så ser man sig om efter en farbar vej ud af krisen. Verdenssamfundet må træde til. Der kan heller ikke herske nogen som helst tro på, at Trump og Det Hvide Hus er nogen form for hjælp på dette spørgsmål. Tilbage i februar delte den amerikanske præsident en ai-genereret video af Gaza, der var omdannet til et ferieresort, hvilket kom efter flere udtalelser om, at han selv ønskede at annektere området og jævne det med jorden.  Før det har Trump været så entydigt på Israels side, at han kaldte Joe Biden for en palæstinenser som et skældsord i deres præsidentkandidat debat sidste år. EU må og skal træde ind og slå ring om de menneskerettigheder og den internationale ret, som amerikanerne i disse dage lader hånt om. Det er vores ansvar. Danmark kan – og bør – gøre langt mere i dag for at lægge pres på den israelske regering og fremme en anerkendelse af en palæstinensisk stat. Men gennem EU, kan den indflydelse mangedobles. EU har en særlig associeringsaftale med Israel, der står for en stor andel af de varer, som landet importerer. Økonomisk, diplomatisk og politisk betyder samarbejdet med Europa stadigvæk enormt meget for premierminister Benjamin Netanyahu og hans regering.  Når Danmark kommer til at kunne sætte dagsordener for EU fra juli, så falder ansvaret på os til at sætte de rigtige dagsordener – og det ansvar skal vi løfte for Palæstinas befolkning. Magnus Flensborg er folketingskandidat (SF), og Villy Søvndal er MEP og forhenværende udenrigsminister (SF)

»Vi fik en diagnose. Men ikke en løsning.«  Sådan beskriver en mor det øjeblik, hendes søn – efter mange måneders ventetid – fik en adhd-diagnose. Det burde have været et vendepunkt. I stedet fortsatte den opslidende kamp gennem et komplekst system, der alt for ofte svigter. Mange forældre står i en desperat situation, når deres barn mistrives – både i forsøget på at blive henvist til psykiatrien, gennem ventetiden og efter en adhd- eller autismediagnose. Medierne fortæller jævnligt om familier, der er ved at bryde sammen. Forældre, der må betale 30.000 kroner for en privat udredning, fordi systemet er for presset.  Og når barnet endelig får en diagnose, sker der alt for lidt for at sikre trivsel. Psykiatrien henviser til kommunen. Kommunen henviser tilbage. Og barnet? Det venter. Mistrives. Falder ud af skolen – og ud af livet. Der mangler konkrete, effektive tilbud – og koordination mellem instanser – til børn og unge med adhd eller autisme. Og konsekvenserne er alvorlige: Ifølge Arbejderbevægelsens Erhvervsråd består over halvdelen (52,1 procent) af unge med adhd ikke folkeskolens afgangsprøve i dansk og matematik. Som 25-årige har kun 36,3 procent gennemført en ungdomsuddannelse – mod cirka 80 procent af deres jævnaldrende.  Det er svære forudsætninger at tage med sig i livet. Og vi ved, at det ikke kun koster den enkelte. En analyse fra ROCKWOOL Fonden viser, at ubehandlet adhd koster samfundet mindst tre milliarder kroner årligt. Hertil kommer de personlige konsekvenser: nederlag på nederlag, øget risiko for angst, depression, misbrug, og manglende tilknytning til arbejdsmarkedet, når mennesker med adhd eller autisme ikke får rettidig støtte. Derfor er det positivt, at regeringen vil oprette særlige adhd- og autismeklinikker som led i psykiatriplanen. Udspillet lægger vægt på tidlig indsats, bedre behandling og større sammenhæng mellem sektorer. Klinikkerne skal bidrage til kortere ventetider og hurtigere, mere specialiseret hjælp. Endelig! Respekt for de ambitiøse mål. Alt for længe har vi svigtet mennesker med adhd og autisme. Alligevel har regeringens nye udspil allerede mødt kritik fra både Lægeforeningen og Børne- og Ungdomspsykiatrisk Selskab, som advarer imod, at klinikkerne vil udvande fagligheden, skabe en parallel psykiatri – og risikere at ende som »diagnosefabrikker«.  Tak for advarslen! Det må for alt i verden ikke ske. Det er dog ærgerligt, at kritikken kom til at overdøve udspillets store potentiale, allerede før planerne fik ben at gå på. Lad os fokusere på løsninger – ikke problemer, der endnu ikke er opstået. Hvis regeringens plan med klinikkerne skal blive det gennembrud, den lover, kræver det handling – ikke bare hensigtserklæringer og penge. Klinikkerne må ikke blive endnu et trin i et kaotisk system, men sikre reel behandling og faglig koordination – tæt på det liv, der skal fungere. Hvordan skal de nye adhd- og autismeklinikker gøre det anderledes? Det begynder med én enkel forpligtelse: at følge Sundhedsstyrelsens og Danske Regioners anbefalinger for udredning og behandling af adhd og autisme – altså bruge den viden, vi allerede har om, hvad der virker.  Derfor bør klinikkerne gøre en forskel på tre centrale områder: 1. Udredning skal føre til handling I dag ser vi alt for ofte, at diagnoser bliver stillet, men hjælpen udebliver. I Danmark har psykiatrien i årevis haft stort fokus på udredning – til fordel for behandling. Det står i skarp kontrast til min erfaring fra for eksempel England, hvor behandling har en central plads. Selvfølgelig skal udredningen være grundig. Der skal laves en systematisk vurdering, hvor man ser på hele personens situation – ikke kun på tegn på adhd eller autisme, men også på andre mulige vanskeligheder som angst, depression eller psykose.  Det kræver, at fagpersoner bruger metoder, der er velafprøvede og ensartede, så vurderingen bliver pålidelig og ikke afhænger af, hvem man møder. Der skal ikke bruges tid på test, der ikke er evidensbaserede i forhold til det, man forsøger at afdække. Som internationale eksperter igen og igen har påpeget: Det er uetisk, spilder tid og koster os alle dyrt. 2. Behandling skal være mere end medicin Trivsel kræver målrettet behandling – ikke blot en diagnose. Her lever vi i dag langtfra op til vores egne retningslinjer. Retningslinjer anbefaler forældretræning som førstevalgsbehandling til børn med adhd under seks år, mens ældre børn anbefales en kombination af medicin og psykosocial støtte – herunder forældretræning og skoleindsatser. I praksis har de yngste ofte slet ikke adgang til evidensbaseret forældretræning, og blandt de ældre får mange primært medicin, mens støtten til familien udebliver. Ifølge ADHD Databasen modtager kun 34 procent psykoedukation inden for 120 dage – målet er over 90 procent. Voksne med adhd tilbydes typisk kun medicin efter diagnosen. Men efter fem år tager kun 25 procent den stadig – ofte fordi der mangler støtte til at forstå diagnosen og håndtere hverdagen. For mennesker med autisme er billedet lige så bekymrende. Medicin er ikke anbefalet – støtten bør bestå af evidensbaseret vejledning. Men der findes ingen systematisk indsats. Hjælpen afhænger af kommune og sagsbehandler – ikke af behov. Mange forældre må selv drive og koordinere forløbet, fordi ingen tager det overordnede ansvar. Regeringen har meldt klart ud: Der skal være adgang til behandling. Derfor skal klinikkerne levere indsatser, der virker – og bygger på faglige anbefalinger. Evidensbaseret behandling er ikke et valg. Det er en forpligtelse i et sundhedssystem. 3. Koordinering skal integreres Samarbejdet mellem psykiatrien og kommunerne har i årtier været et mål for at sikre koordinerede behandlingsforløb – men det fungerer stadig ikke i praksis. ADHD Databasen viser, at der kun afholdes koordinerende netværksmøder i 19 procent af børne- og ungesager i den regionale psykiatri. Fra kommunerne findes slet ingen data – hverken om samarbejde eller opfølgende indsatser. Dermed mangler både overblik og mulighed for at placere ansvar. Et udskrivningsbrev fra psykiatrien efter endt udredning, hvor diagnosen fremgår, sikrer ikke handling. Det er ofte teknisk, svært at omsætte – og når sjældent ud til de fagpersoner, der står med opgaven i hverdagen. Resultatet er, at forældre ofte står alene i et komplekst system – og netop må sige: »Vi fik en diagnose, men ingen løsning.« Vi kan ikke forvente, at 98 kommuner hver især rummer den nødvendige specialiserede viden om adhd og autisme. Derfor giver det mening at forankre klinikkerne i de 17 sundhedsråd som fremgår af sundhedsreformen – og sikre et forpligtende samarbejde med kommunens skoler, PPR, familieafdelinger og enheder for uddannelse og beskæftigelse. Klinikkerne skal bidrage med viden og kompetenceløft til dem, der har opgaven i hverdagen. Vi kan ikke lade flere generationer af mennesker med adhd og autisme falde igennem systemet. Det har været som at drive blod ud af en sten at få politisk opmærksomhed på denne sårbare gruppe – på trods af de store personlige og samfundsøkonomiske konsekvenser.  Klinikkerne er ikke svaret på alt. Men det har de eksisterende systemer heller ikke været. Hvis regeringen vil gøre alvor af sine ambitioner om klinikkerne, skal pengene følges af løsninger, der virker og bygger på evidens. De skal opstille tydelige mål i samarbejde med dem, det handler om. Mål, der kan følges op på – og som nogen skal stå til ansvar for.  Vi har muligheden for at gøre det bedre. Nu skal vi også tage ansvaret. Anne-Mette Lange er seniorforsker, klinisk psykolog og specialist i børn og unge på Børne- og Ungdomspsykiatrisk Afdeling ved Aarhus Universitetshospital

Som radikal viceborgmester og en del af det politiske flertal, der overtog ansvaret i 2022, er jeg nødt til at korrigere det billede, De Konservative forsøger at tegne. Da den grønne koalition (S, R, SF, EL) trådte til, overtog vi en kommune med økonomisk ubalance. Det skyldtes ikke kun udligningssystemet, men i høj grad også mange års underfinansiering og forsømt vedligehold af de kommunale bygninger og velfærdsområder, særligt på det specialiserede socialområde, familieområdet og folkeskolen. Kort sagt: Regningen fra fortiden var landet. Frederiksberg havde i årevis haft landets laveste skatteprocent. Det lyder måske godt i en CEPOS-overskrift, men virkeligheden var, at det konservative flertal levede over evne – og lod være med at tage ansvar for den nødvendige økonomiske opretning. Deres økonomiske linje var ganske enkelt ikke bæredygtig. Det efterlod os med meget lidt råderum og et akut behov for at handle. Vi har derfor været nødt til at tage svære, men nødvendige beslutninger. Vi har gennemført store besparelser, vi har arbejdet med effektiviseringer – og vi har som sidste udvej også ladet skatten stige. Det var ikke ønskværdigt, men nødvendigt, hvis vi både skal overholde lovgivningen og sikre balance mellem indtægter og udgifter – nu og i fremtiden. Det er derfor misvisende, når konservative profiler som Michael Brautsch, Anders Storgaard og Claus Wagenblast-Franck insinuerer, at alt kunne være undgået, hvis blot man havde konkurrenceudsat og effektiviseret mere. De lavthængende frugter er for længst plukket, og vores administration er blandt de mest effektive i landet – målt både i udgifter pr. borger og i ressourceanvendelse. Samtidig overser kritikerne, at også De Konservative selv har erkendt nødvendigheden af en skattestigning – blot i en mindre skala. Det svarer til at komme for sent til festen og brokke sig over menuen. Ja, skatten er steget. Det er konsekvensen af at tage ansvar for en økonomi, der længe har haltet bagud. Det er ikke en nyhed, at udligningssystemet rammer Frederiksberg hårdt – men det er heller ikke nyt, at tidligere konservative borgmestre undlod at reagere. Havde de gjort det nødvendige i tide, havde vi stået et andet sted i dag. For Radikale Venstre er økonomisk ansvarlighed ikke et slogan – det er en forudsætning for, at vi kan investere i en grøn og bæredygtig by med velfærd og udvikling. Det kræver både rettidig omhu og ærlighed om, hvor vi står. Det skylder vi borgerne. Og det skylder vi fremtidens Frederiksberg. Lone Loklindt er 1. viceborgmester og rådmand i Frederiksberg Kommune (R)

Aktiv dødshjælp Debatten om aktiv dødshjælp er vigtig, men jeg synes, mange glemmer at se det fra flere sider. Vi taler meget om at bestemme over egen krop. Men det gælder ikke, når vi taler om vores afslutning på livet? Regeringen og en masse danskere vil nu ændre abortgrænsen til 18 uger! Ifølge dem er det helt acceptabelt at slå fostrene ihjel, der er ingen moralske eller etiske skrupler, men når vi taler om en værdig afsked med livet, så er fanden løs i Laksegade. De fleste fokuserer på kræft og palliativ behandling, men der er altså mange andre frygtelige sygdomme, hvor man ender i en situation, der ikke kan beskrives. Det gælder først og fremmest den uhelbredeligt syge. Hvem ønsker for sig selv eller andre at ende sit liv som en syg, der er 100 procent afhængig af andre? Lammet fra halsen og ned, kun i stand til at kommunikere via øjnene på en pc. Er det livskvalitet? Hvem kan gøre sig til dommer og bestemme, at disse stakkels mennesker skal leve i flere år på den måde? Jeg går ind for et testamente, der selvfølgelig skal udformes, mens man er rask og velfungerende, som fortæller, hvilke ønsker man har mht. aktiv dødshjælp. Det må da være mig, der har rettighederne over min krop? Jeg vil ikke sidde i en kørestol eller seng og være afhængig af andre 24/7. Hvis jeg ikke kan kommunikere med andre, komme omkring, tage en tur til stranden osv., så er min livskvalitet væk. Så ønsker jeg ikke at leve videre. Mange sygdomme ender med flere års lidelser, og det er ikke værdigt, at nogen i et såkaldt etisk råd skal bestemme, hvornår vi skal herfra. Den del af debatten, der omhandler unge mennesker, som har ondt i sjælen, hører slet ikke til i en seriøs diskussion om aktiv dødshjælp. Hvis man kan dræbe levende væsener helt frem til uge 18, og man samtidig er imod aktiv dødshjælp, så er man godt nok dobbeltmoralsk! Desuden tror jeg ikke, at de fleste pårørende ønsker, at deres kære skal lide i flere år. Hverken staten eller Det Etiske Råd skal bestemme over det enkelte individs afsked med livet. Rådet burde bestå af helt almindelige mennesker, der har haft forskellige former for sygdom tæt inde på livet, og nogle lægefaglige personer. I stedet for at diskutere aktiv dødshjælp burde Rådet rådgive om udfærdigelsen af det vigtige dokument, der kan give danskerne en værdig afsked med livet. Eva Terndrup, Rudkøbing Puslekryds I min verden er det fuldstændig uforståeligt, at Berlingske vil være bekendt med at lægge navn til noget så ringe som denne krydsord? Der er absolut ingen udfordring i at sætte de manglende ord ind. Det er rent tidsspilde! Bring i stedet opgaver, der er løselige, men har en vis sværhedsgrad! Per Haaber Gylling, Frederiksværk Den første kommune med et ai-politisk udvalg Svendborg har en unik mulighed for at gå forrest og blive den første kommune i verden, der opretter et ai-politisk udvalg. Kunstig intelligens er allerede en del af vores hverdag, og det er på tide, at vi bruger den aktivt og ansvarligt til at skabe bedre løsninger for vores borgere. Et ai-udvalg kan arbejde på tværs af kommunens områder og sikre, at vi får mest muligt ud af de teknologiske muligheder. Vi kan bruge ai til at forbedre ældreplejen, så vi bedre forstår, hvad de ældre ønsker, og hvordan vi kan tilbyde dem den bedst mulige service. I folkeskolerne kan vi bruge ai til at analysere, hvad der virker bedst i undervisningen, så vi kan styrke lærernes arbejde og elevernes udbytte. Erhvervslivet kan drage fordel af ai til at optimere processer, skabe nye jobmuligheder og gøre vores virksomheder mere konkurrencedygtige. Ai kan også gøre den kommunale service mere effektiv, så vi undgår unødigt bureaukrati og i stedet giver borgerne hurtigere og bedre hjælp. Oprettelsen af et ai-udvalg behøver ikke at være en stor økonomisk byrde. Vi kan finansiere det gennem eksisterende digitaliseringsmidler, samarbejde med virksomheder og uddannelsesinstitutioner samt søge støtte fra nationale og europæiske fonde. Tværtimod kan ai på sigt spare kommunen penge ved at optimere arbejdsgange og ressourceforbrug. Svendborg kan blive en foregangskommune, der viser vejen for resten af Danmark og måske endda verden. Ved at tage denne beslutning nu sikrer vi, at vi er på forkant med fremtidens teknologiske udvikling og skaber de bedste løsninger for vores borgere. Det er en mulighed, vi ikke bør lade gå fra os. Medhat Khattab, Svendborg Fagboss på afveje I Berlingske Business 15. april har FH-formanden, Morten Skov Christiansen, et hårdt angreb på Liberal Alliance for at ville arbejde for lavere skatter til danskerne – og også selskabsskatten i danske virksomheder. Morten Skov Christiansen er vel sat i verden for at sikre bedst mulige vilkår for de lønmodtagere, som han er formand for, og lavere skatter er da en fordel for alle. Lønmodtagerne får flere penge mellem hænderne med en lavere skat, og virksomhederne bliver mere konkurrencedygtige med flere penge på kistebunden – altså en win-win-situation for samfundet. Hvorfor er det så magtpåliggende for fagbevægelsen altid at ønske sig, at skattetrykket er så højt som muligt? Det er måske en af årsagerne til, at fagbevægelsen mister flere og flere medlemmer. Det er altså ikke en fordel hverken for de hårdtarbejdende lønmodtagere eller de virksomheder, som de er ansat i. Ole Holde, Snekkersten Hold nu op Hospitalerne betaler ejendomsskatter. Det er da at flytte penge fra den ene »cigarkasse« til den anden. Adskillige styrelser er højst sandsynligt involveret – og hvem betaler? Endnu en forklaring på de høje skatter. Vores offentlige sektor trænger til et serviceeftersyn – ikke Musk eller Trump, men mindre kan også gøre det! Ole Borg, Hellerup Læserbreve på maks. 1.350 tegn inkl. mellemrum sendes til debat@berlingske.dk

Påsken er forbi. For mig kirkeårets største højtid med Matthæuspassionen – i år som tidligere i Johanneskirken i Helsinki – som højdepunktet natten mellem skærtorsdag og langfredag.  Jeg lytter kun til Matthæuspassionen i sin helhed den ene gang om året, så det har taget nogle år at blive rigtig fortrolig med værket, der som bekendt består af dels en gennemgang af passionshistorien dels af koraler og arier, hvor tilhøreren direkte involveres i fortællingen som skyldig i lidelserne for til sidst efter mere end tre timer på den hårde kirkebænk at finde den ro, som den afsluttende koral indvarsler. Der er ingen lette løsninger her. Matthæuspassionen skal høres i kirken som indbegrebet af et protestantisk værk. Anden påskedag døde pave Frans, som jeg trods min strenge protestantisme var en stor fan af. Juleaften afslutter jeg med at høre pavens messe fra Peterskirken, og i Rom søger jeg om søndagen til Peterspladsen for at høre paven. Det har siden pave Frans trådte til været en glæde og opmuntring at lytte til paven, og jeg spørger ofte mig selv, hvorfor jeg så ikke bare slutter mig til katolicismen, der med en sådan mand i spidsen i den grad kan være med til opveje ikke mindst trøstesløsheden over denne verdens ledere.  Her var der en mand, der turde tale imod krig, som betragtede flygtninge som mennesker, og som tog sit pavenavn efter en af kirkens store middelalderskikkelser, den hellige Frans af Assisi, der ikke veg tilbage for at stille krav til pave og kirke. Kirken er også autokratisk, men på en anden måde end de nye autokratier i Kina, i Rusland og også i USA, der i dag truer verden og vores demokratiske måde at indrette os på.  I middelalderen var kirken det åndelige modstykke til den verdslige stat. Den rolle har kirken under pave Frans søgt at leve op til inden for de rammer, som institutionen sætter.  Det er for mig svært at tilslutte sig en organisation, der blandt andet fordømmer homoseksualitet, ikke vil opstille rammer for abort og som kun vil anerkende ugifte mænd i ledende roller.  Til gengæld er det autokratiske element, en pave, der bestemmer, også kirkens styrke. Kirken har en stemme i modsætning til den danske folkekirke.  Når kirkens stemme kommer fra en mand som afdøde pave Frans, så lytter man. Man fornemmede, at han gerne ville nå længere i en tilpasning af kirken og dens budskab til en moderne verden, men at organisationen er for stærk. Med en sådan pave kunne jeg godt være katolik. Jeg er personligt fascineret af mange af historiens paver og har efterhånden oplevet en del fra Pius 12., der døde i 1958, til i dag.  I 1989 besøgte daværende pave, den karismatiske polske globetrotter Johannes Paul 2., Danmark. Jeg var til stede i Roskilde Domkirke under besøget, hvor paven og hans følge af katolske gejstlige sad i korets ene side og de danske biskopper og præster i den modsatte.  Holdt man en ånd op, kunne man en stund koncentrere sig om den katolske side og tænke på, at sådan ville det have set ud, hvis ikke reformationen i 1536 havde medført bruddet med moderkirken. Det var helt nødvendigt med en reformation af den daværende kirke, men kunne man dog ikke have fundet en løsning uden at gå fra hinanden, når det kristne grundlag trods alt er fælles?  Her stod paven i vejen. Luther ville ikke en pavekirke, som stod mellem Gud og den enkelte. Vi står som protestanter alene over for Gud. Og skulle man være i tvivl om, at det er sådan, det er, så kan man lære det ved at lytte til Matthæuspassionen. Det betyder ikke, at det paven er ligegyldig for os. Det følte jeg selv mandag morgen. En paves død gør indtryk og bekymrer, som verden er nu. Forhåbentlig får den katolske kirke et nyt overhoved, som man også som protestant kan respektere som en stemme, der tør tale om Gud, om respekten for mennesket, og som tør tale autokraterne midt imod. Ditlev Tamm er juraprofessor emeritus, forfatter og debattør

Danmark topper EU-listen, når det gælder anvendelsen af kunstig intelligens i erhvervslivet. Det burde være en succeshistorie. Men bag den flotte førsteplads gemmer sig et mere alvorligt billede, som vi ikke har råd til at ignorere. Ifølge rapporten »AI i danske virksomheder 2024« fra Danmarks Statistik og Digitaliseringsstyrelsen er det nemlig næsten 60 procent af de store virksomheder, der anvender ai – mens det kun gælder lidt over 20 procent af de små og mellemstore virksomheder. Vi står med andre ord midt i en voksende digital kløft. Og den skyldes ikke nødvendigvis manglende penge eller teknisk adgang. Tværtimod viser rapporten, at den primære barriere er viden. Manglende overblik. Manglende indsigt i, hvor man begynder. SMVerne bliver efterladt på perronen, mens de store virksomheder suser forbi i høj fart – drevet af interne AI-eksperter, datateams og strategier for ansvarlig brug. Mange har allerede etableret dataetiske retningslinjer og egne ai-governance råd. Den luksus har langt de færreste mindre virksomheder. Og problemet vokser. Den nye EU-forordning for kunstig intelligens – den såkaldte Artificial Intelligence Act – stiller skærpede krav til ansvarlig anvendelse. For de små virksomheder kan det virke uoverskueligt. Flere fortæller mig direkte, at de er bange for at gøre noget forkert. At reglerne spænder ben for at komme i gang. Det er en farlig udvikling. For SMVerne udgør rygraden i dansk erhvervsliv. Det er her, vi finder de lokale arbejdspladser, innovationen og fremtidens vækst. Hvis vi ikke får dem med på ai-rejsen, taber vi ikke bare konkurrencekraft – vi øger også risikoen for en skævvridning i vores erhvervsstruktur. Vi taler meget om digitalisering som et middel til øget effektivitet. Men hvad nytter det, hvis den digitale transformation kun kommer de største til gode? Det handler ikke om, at staten skal udvikle ai-software til virksomhederne. Det handler om noget meget mere jordnært: Praktisk vejledning, opkvalificering og adgang til forståelig viden.  De virksomheder, jeg arbejder med, har ikke brug for akademiske rapporter eller avancerede dashboards. De har brug for at forstå, hvordan ChatGPT kan spare dem ti timer om ugen i administration. Hvordan de kan automatisere referatskrivning eller få hjælp til tilbudsgivning. Vi har heller ikke brug for endnu et konsulentprojekt med PowerPoints og store armbevægelser. Vi har brug for praksisnære fællesskaber, hvor virksomheder deler erfaringer og løsninger. Hvor man kan bygge på hinandens arbejde i stedet for at opfinde alting selv. Kun én ud af fire virksomheder udvikler deres egne ai-løsninger. Det siger alt. Vi skal holde op med at tro, at digital innovation kun handler om at bygge nyt. Det handler i lige så høj grad om at adoptere og tilpasse det, der allerede virker. Derfor bør både politikerne, erhvervsorganisationerne og de store virksomheder tage ansvar. Lad os sikre, at ai ikke bliver endnu et værktøj, der forstærker ulighed, men i stedet en motor for fælles vækst. Hvis vi virkelig ønsker, at ai skal blive en dansk styrkeposition, kræver det mere end strategiudspil og skåltaler. Det kræver reel vilje til at gøre teknologien tilgængelig – for alle. Ellers bliver vi verdensmestre i ai på papiret, men med et erhvervsliv delt i to: Dem, der bygger fremtiden – og dem, der ser til fra sidelinjen. Martin Sattrup Christensen er stifter af AI Agenten