Det er efterhånden en veletableret sandhed, at mænd historisk set har været nogle privilegieblinde røvhuller. Ingen unge mænd eller kvinder kan i dag forlade uddannelsessystemet uden at have stiftet bekendtskab med »patriarkatet« og de spor af dominans og direkte eller tavs undertrykkelse, som vores forfædre, fædre og mange af os selv har sat. Så langt, så godt. Vi mænd er ved at lære at se os selv udefra og med kritiske briller. Men problematiseringen af mænds magt og adfærd har også kastet maskuliniteten ud i en krise, hvor ordet tillægges en negativ betydning, ikke mindst af yngre generationer. Manden udfordres fra mange sider til at afgive privilegier og udvide sit repertoire af roller. For nogle føles det som en mulighed for at relancere sig selv som menneske, for andre som et pres. Mandeforskningens grand old man Svend Aage Madsen mener, at vi står midt i en de største forandringsperioder i den menneskelige historie med betydelig usikkerhed om, hvilken rolle manden skal indtage. Ifølge podcastvært og coach Mikkel Braginsky er udfordringen at finde svar på, hvordan man er maskulin i en verden, hvor der skal være plads til begge køn. »Det er en frustration eller en opgivenhed eller en følelse af ikke at vide, om man skal gå til højre og venstre,« siger han om den situation, som mange mænd står i. Ja, hvor skal han bevæge sig hen, manden? Spørgsmålet er styrende for vores serie »Drømmemanden«, som du kan følge hen over juledagene. Og nej, drømmemanden henviser ikke til typer som George Clooney, selvom visse kvinders præferencer for klassiske gentlemen, der også kan tage styring og være bløde og hårde på de rette tidspunkter, sikkert er en del af problematikken. I serien jagter vi positive visioner for manden og det maskuline. Læs til at begynde med Anne Sofie Allarps artikel om fronter og erkendelser i kølvandet på maskulinitetkrisen, hvor du kan møde Madsen, Braginsky såvel som den tidligere Kvinfo-direktør Elisabeth Møller Jensen, der mener, at feminismens største fejl var at gøre manden til hovedfjenden. Allarp har også interviewet professor i evolutionsbiologi, Eske Willerslev, der er skuffet og frustreret over mandedebatten og indleder sin ordstrøm med følgende disclaimer: »Det er blevet forbudt at sætte ord på dette her. Det er nærmest selvmord …« Glæd dig til flere interview den kommende tid – blandt andet med kendte kvinder om deres forestillinger om »Drømmemanden«. Og her er til fri afbenyttelse et par spørgsmål fra serien, som du kan smide ind i samtalen ved julebordet eller tage med din partner, hvis I løber tør for emner: Hvilke egenskaber har din drømmemand? Hvad er positive maskuline egenskaber? Hvor har nutidens samfund mest brug for mænd? Vi modtager selvfølgelig også gerne dine bud i form af et læserbrev eller en kommentar. Skriv til debat@berlingske.dk Andre debatter, vi taler om Tid til at slå til: Berlingske mener, at Vesten skal slå til mod Rusland nu, fordi landet har vist svaghedstegn i Syrien, da dets allierede diktator Assad faldt. Giv Ukraine »hver en patron og hver en euro, landet skal bruge« i krigen, lyder opfordringen. Chefredaktør Pierre Collignon har kaldt det »fup og prorussisk propaganda«, når Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt omvendt har krævet, at »krigen må stoppe nu«, fordi han mener, at det er spild af danske skattekroner at støtte Ukraine militært. Vanvittig krigseskaleringskurs – sådan karakteriseres Berlingskes linje af sognepræst Katrine Winkel Holm i et forsvar for Messerschmidt, der »viser den smule respekt for danskernes penge, som det politiske flertal lige nu mangler«. Hun mener, at eftertiden vil dømme den danske støtte til Ukraine lige så negativt som det omdiskuterede danske engagement i Irak i nullerne. Læsetragedie: Undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) er alarmeret over, at selv universitetsstuderende på dansk og litteratur har svært ved at læse romaner, hvorfor »Pelle Erobreren« er pillet af pensum, en af ministerens yndlingsbøger. Tesfaye konstaterer, at man i dag kan blive student med pæne karakterer uden at have læst en roman. Er det ikke en falliterklæring? Jo, svarer ministeren. Skamfuldt at være tyk: Sociolog og direktør Signe Skov-Hansen skriver i en kronik om sin livslange kamp mod vægten og om den skam, som hun føler ved omverdenens reaktioner på hendes skikkelse: »Hver dags blikke er en prøvelse udi at blive bedømt og fordømt. Hver dag blikke og mere eller mindre velmente kommentarer, der føles som lige dele uønsket blottelse og inoperabel pukkel på ryggen.« I skriver Ingrid Slott skriver om bureaukratisk bøvl. Hun måtte læse sig igennem to lange breve fra det offentlige, før hun fik lov at tilbagebetale 475 kroner. I det første otte sider lange brev fik hun at vide, at hun havde fået for meget i folkepension, men uden et kontonummer at indbetale på. I det næste måtte Ingrid Slott læse sig gennem tre tætskrevne sider, før hun kom frem til at kunne betale: »Tænk, at der skal så mange skriverier til for 475 kroner. Intet under, at bureaukratiet svulmer,« skriver hun. Ugens tegning Tak fordi du læser med. I næste uge holder nyhedsbrevet juleferie. »Ugens debat« er tilbage i din indbakke 4. januar. Hvis du har kommentarer eller vil blande dig i debatten, er du velkommen til at skrive til mig på jaro@berlingske.dk

Manden er til debat og har været det længe. Hans væsen, tilbøjeligheder og ageren er blevet gransket og problematiseret med varierende intensitet det seneste halve århundrede. #Metoo-bølgen har intensiveret kritikken, men allerede før den rullede i 2017, blev ordet maskulinitet i den offentlige debat hyppigt sat sammen med udtryk som »toksisk« eller »skrøbelig«. Samtidig er der på en række områder rejst bekymring for drenge og mænds liv og trivsel.  Søger man på sætningen »Er maskulinitet …« på Google, er forslagene til færdiggørelse af sætningen blandt andre: »en social konstruktion«, »døende«, »godt«, »en værdi«, »i krise«, »under angreb«, »i nedgang«.  Det er måske ikke så underligt, at maskulinitet i stigende grad og af særligt unge i vestlige lande opfattes som et negativt ladet ord. Men hvordan blev det et kontroversielt eller som minimum et åbent spørgsmål, hvad vi forbinder med maskulinitet? Et svar kan være kvindebevægelsens vedholdende kritik af manden gennem de seneste fem årtier.  Kvinders kritik »Den noget banale kritik, som har lydt siden ungdomsoprøret, og som til dels ser genrejst i kølvandet på #metoo er denne: Hvem er det, der voldtager? Ja, det er mænd. Hvem er det, der slår kvinder ihjel? Hvem er det, der sidder i fængslerne? Hvem undertrykker kvinder? Det er i høj grad mænd,« siger Elisabeth Møller Jensen. Hun er forfatter, foredragsholder og var direktør for KVINFO i årene 1990-2014. »Dertil har man i feministiske kredse haft den opfattelse, at den traditionelle, maskuline mand ville opfatte kravet om ligestilling på den måde, at der er noget, der bliver taget fra ham, når kvinderne får rettigheder,« siger Møller Jensen. Hun peger på, at det er »tommelfingerdefinitionen« på, hvad patriarkatet er, at mænd er lidt mere værd end kvinder, og at de har lidt flere rettigheder. De vil altså stå forrest, hvis der er et job, eller der er en mulighed. Opfattelsen bliver dermed, at skulle det job eller den mulighed gå til en kvinde, er det nok noget, der er taget fra en mand. Det er ikke svært at forstå, at en kvinde får den opfattelse, mener Elisabeth Møller Jensen.  »Når kvinder føler sig undertrykt, så sammenligner de sig jo med mænds muligheder. Så kan det umiddelbart se ud som om, at det er meget nemmere at være en mand.«  Hun understreger, at det ikke er hendes synspunkt. Hun anser det for at være »måske den største hovedfejl, der blev begået i 1970erne«, at udnævne mænd til at være hovedfjenden:  »Du får jo ikke lavet noget som helst om, hvis ikke mænd og kvinder er enige om, hvad det skal laves om.« Og »kønskampen« blev da også nuanceret undervejs, siger Elisabeth Møller Jensen:  »Man identificerede en undertrykkelsesstruktur og konkluderede, at det er fejlagtigt at reducere den til, at mænd undertrykker kvinder, fordi de fleste mænd også er undertrykt af det samme system.«  Denne erkendelse illustreres i moderne tid blandt andet i teorierne om privilegier i relation til både etnicitet, køn og andre objektive forholdved. Og det blev illustreret ved hashtagget #notallmen, der begyndte at florere i kølvandet på #metoo-bevægelsen, under hvilken det blev klart, at det var magtforhold snarere end køn, der var problemet.  Mænd hægtes af Et af de resultater, det øgede fokus på køn førte med sig, var, at piger og kvinder voksede op med en bevidsthed om, at de havde muligheder, men at de i kraft af deres køn var stillet ringere fra begyndelsen. Skulle de klare sig, måtte de være ambitiøse. Svend Aage Madsen er psykolog, mandeforsker og forskningsleder på Rigshospitalet. Og så er han formand for Forum for Mænds Sundhed. Han har identificeret det, han kalder kvinders drivkraft mod uddannelse: »Det bliver et frigørelsesprojekt, som de er motiverede for og engagerede i.«  Resultatet har ses verden over i form af markant flere kvinder end mænd på de højere læreanstalter.  Han henviser til en undersøgelse af de studerendes problemer, som han foretog sammen med studenterrådgivningen på for nogle år siden.  »De kvindelige studerede kom med eksamensskræk, præstationsangst og stress. De mandlige studerende kom med motivationsproblemer, koncentrationsproblemer, og nogle få med noget misbrug,« siger han.  Det er et meget præcist billede af problemstillingen, siger han.  »Hvorfor har drengene så svært ved at koncentrere sig? For det kunne de jo godt tidligere. Er det, fordi uddannelsessystemet har ændret sig, eller er det, fordi de ikke har et projekt?« Svend Aage Madsen mener personligt ikke, det er systemet:  »Jeg har svært ved at se, at uddannelsen er feminiseret. Det, som pigerne gør i dag, var det, som drengene gjorde i gamle dage – altså at gøre, som læreren siger, og så klarer man sig. Det er motivationen fra drengenes side, som mangler.«  Spørgsmålet er, hvorfor motivationen mangler. Et spørgsmål, der lægger sig til en række dystre statistikker. Hver femte mand får aldrig børn, der har aldrig været så mange enlige mænd, og vi ser fortsat mænd ligge øverst i statistikker over destruktiv og selvdestruktiv adfærd, såsom vold, misbrug og selvmord. I kvindebevægelsen lød det, at manden var mennesket, mens kvinden var kønnet, og det er den tankegang, der har hersket, ifølge Svend Aage Madsen:  »Når man har talt om køn, så har alle tænkt på kvinder. Og vi har slet ikke har tænkt på, hvad der gør sig gældende for mænd, udover at de har generet nogen.« Han mener, at vi står midt i en af historiens største forandringsperioder i den menneskelige historie. Det rejser en ny usikkerhed i kulturen om, hvilken rolle manden skal indtage. Orienteringen mangler »Maskuliniteten har ikke nogen ny indpakning,« siger Mikkel Braginsky, der er podcastvært på podcasten »Hankøn« og coach med fokus på mænd og parforhold.  »Man ved ikke, hvad man skal stille op med det der med, at man er en mand.«  »De fleste mænd ved godt, at man ikke skal klappe en kvinde bagi eller sende billeder af sin penis til fremmede, men er det okay at have lyst til at kaste med en økse eller drikke nogle bajere?« Ifølge Mikkel Braginsky er der gået hul på den overordnede forståelse af, hvordan man er maskulin i en verden, hvor der skal være plads til begge køn.  »Det er en frustration eller en opgivenhed eller en følelse af ikke at vide, om man skal gå til højre og venstre.«  »Hele historien, den måde vi har overlevet som art, har jo været afhængig af, at der var noget, der var maskulint, og noget, der var feminint,« siger han.  »Men nu er der ikke rigtig nogen, der fortæller manden, hvad han skal gøre, og hvordan han skal være.«  Mandens rolle er og har altid været at gøre kvinden tryg, påpeger Mikkel Braginsky. Men den rolle har ændret sig.  »Nu skal han ikke gøre hende tryg mere ved at gå ud og skyde en hjort, og sørge for, at naboen ikke voldtager hans familie. Nu skal han gøre hende følelsesmæssigt tryg. Det er det, hun gerne vil have nu.« Mikkel Braginsky kalder det krav fra kvinden »fuldt forståeligt«:  »Men det er fuldstændig fremmed land for ham. Han aner ikke, hvad hun siger.« Begge køn er fanget af den grundlæggende kulturnorm, der definerer maskuliniteten som stærk, handlende og frem for alt ikke sårbar. Men i tillæg til at leve op til den rolle, skal kan nu også ud i et ukendt følelsesmæssigt terræn.  Braginsky beskriver det som at være »følelsesmæssigt underfrankeret.« Og det ses i skilsmissstatistikkerne, siger han:  »Kvinder forstår ikke, at mænd ikke bare kan tage sig sammen. Han bruger sig selv som eksempel:  »Jeg har ikke nogen følelsesmæssig rollemodel hjemmefra. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal håndtere mit eget følelsesliv. Det er der aldrig nogen, der har fortalt mig.«  »Når jeg så møder de her stærke, selvstændige kvinder, så har jeg jo ikke en chance i helvede for at navigere med dem, fordi jeg har lært, at den måde, jeg tager ansvar på i min relation, det er ved, at jeg kommer med nogle penge, sørger for, at græsset har en vis højde, og er den, der begrænser, hvis mine børn bliver lige lovligt morsomme.«  Mænd har lige så mange følelser som kvinder, de kommunikerer dem bare på en anden måde, påpeger han og sammenligner det med at spille tennis mod Serena Williams:  »Altså, du kan ikke gå ind på en bane og spille mod hende og så forvente, at det bliver en fed oplevelse for dig.«  Mikkel Braginsky ser reaktioner på rådvildheden hos sine klienter og i kulturen. Han ser apati eller modstand.  »Nogle bakker ud og sætter sig op på en cykel for at slippe væk. Andre slås for deres ret til at eksistere. Og det er jo virkelig det, der er,« siger han og peger på en figur som Andrew Tate.  »Han slås jo for retten til at eksistere som menneske. Han gør det bare på en usandsynlig usympatisk måde.« Rådvildheden ses i også i de generationer af mænd, der søger svar hos podcastværter, internetguruer og hos ikoner som den canadiske psykologiprofessor Jordan B. Peterson. Mænd søger ind i mandefællesskaber, hvor de er fri for at skulle forholde sig til det andet køn og dets agenda. Der hvor maskulinitet ikke er et fyord.  Men på et tidspunkt må manden søge tilbage, siger Mikkel Braginsky, for »det feminine elsker det maskuline, det maskuline elsker det feminine. Han tilføjer:  »Vi skal ikke have et androgynt samfund, hvor alting er flydende. I min verden er det ikke interessant. Mænd tænker anderledes. Vi håndterer problemer på en anden måde.« Og mandens plads er lige så vigtig som kvindens plads, siger han og opfordrer manden til at bruge den plads.  Ifølge Svend Aage Madsen er der masser af gode ting ved den traditionelle maskulinitet:  »Det er den, vi blandt andet har bygget vores samfund med. Det fede ved den nuværende situation er, at banen er helt åben. Fordi vi nu har en mulighed for ikke at lande i stereotyper igen, men i det, som jeg kalder en mangfoldig maskulinitet.«  Han peger på, at når sportsstjerner skal op på sejrsskamlen, er der mange, der sørger for at have en baby på armen.  »Dermed har du en konkret visualisering af den traditionelle maskulinitet illustreret ved sportspræstationen, men også den omsorgsfulde maskulinitet illustreret ved faderrollen.« »Der er et helt nyt rum for maskuliniteten,« siger Svend Aage Madsen. Og endepunktet for mandens udvikling vil ikke blive, at han bliver feminin:  »Vi skal ikke forvente, at ud af enhver mand springer til sidst en kvinde.« Der sker til gengæld noget andet:  »Hvis vi åbner øjnene og åbner ørerne, vil vi se mænd udvikle sig i de her år, på nogle nye måder med nogle nye udtryk, med nogle nye former for at fortælle om tilstande og følelser. Vi ved ikke, hvor det fører hen, men hvis vi åbner for det, så skal det nok komme.«

Han er blevet meldt til politiet og sammenlignet med Hitler. Skal man tro internetkrigerne, er den franske filosof Pierre Manent en fuldtonet racist, som går ind for »koncentrationslejre«, »etnisk udrensning«, »tvangssterilisering« og »massedeportationer« af muslimer. Al Jazeeras franske netmedie, AJ+ Français, som kalder sig »inkluderende« og »progressiv«, har også kastet sig ind i debatten. Ifølge AJ+ er filosoffens udsagn uhæmmet »islamofobi«, som direkte kan sammenlignes med nazisternes antisemitisme. Hvad har Pierre Manent dog sagt? Jo, den franske filosof, som er kendt for sit forsvar for det liberale demokrati og flere store værker om liberalismen, har dristet sig til at udtale, at vi i Europa må forholde os til »antallet af muslimer«. Ifølge Manent opstår der stadig dybere værdikonflikter i de europæiske samfund i takt med, at andelen af muslimer i befolkningerne vokser. Hvis antallet af muslimer bliver ved med at vokse, som det gør i dag, mener Manent, at det vil føre til et »drama«, som end ikke den franske tradition for indhegning af religion, det verdslige princip om »laïcité«, kan inddæmme. Manents pointe er, at de liberale demokratier vil blive presset til stadigt større kompromisser, fordi en stor del af muslimerne ikke bakker op om de frihedsidealer, som er afgørende for vores samfund. Derfor opfordrer Pierre Manent til, at vi forholder os til »antallet« af muslimer. Det burde ikke være et kontroversielt standpunkt. Herhjemme er der nærmest konsensus om, at integrationen bliver sværere, hvis ikke vi har styr på tilstrømningen af indvandrere, men i Frankrig er det stadig let at blive dæmoniseret. Reaktionerne på Pierre Manents udtalelser afslører en angst for at tale åbent om kulturelle konflikter. I stedet for at engagere sig i en seriøs debat forsøger mange at lukke den ved at skabe en sort fremstilling af hans standpunkt. Pierre Manent foreslår slet ikke noget i retning af at deportere muslimer. Hans indstilling er, at de muslimer, som er her, nyder samme rettigheder som andre franskmænd, og han plæderer faktisk for, at det franske samfund skal komme det muslimske mindretal i møde på områder som sløret og kønsopdelte tider i svømmehaller. For at sikre en form for fredelig sameksistens i samfundet. At fremstille Pierre Manent som en islamofob er altså helt galt afmarcheret. Han skrev første gang om sit bud på et kompromis med franske muslimer i 2015 i en bog, som var hans reaktion på terrorangrebet mod Charlie Hebdo. Pierre Manent leder efter en balance mellem mange muslimers dybt forpligtende religiøse fællesskab og det sekulariserede, postkristne franske flertalssamfund, hvor individuel frihed er den vigtigste værdi. Her peger han på, at de to størrelser er svære at få til at passe sammen, fordi der med islam og magtfulde moskeer følger problemer som kvindeundertrykkelse, polygami, forfølgelse af frafaldne, udskamning af seksuelle minoriteter og et så radikaliseret had til Vesten, at det fører til terror. Derfor mener Pierre Manent, at vi skal have en samtale om, hvordan indvandring fra den muslimske verden til Europa kan blive bragt ned, så vi ikke får en »uendelig« stigning i andelen af muslimer i vores samfund. Det er i mine øjne oplagt, at Pierre Manent har en pointe. Selv i Danmark, hvor der er relativt få muslimer sammenlignet med andre lande, kan vi mærke presset. Vi har fået en koranlov. Vi har danske kvinder, som må flygte fra social kontrol understøttet af imamer. Vi har en halv generation af indvandrerkvinder fra Tyrkiet, som er på førtidspension. Vi har undervisere, der ikke tør vise Muhammed-tegninger i historietimerne, og vi har i forbindelse med krigen i Gaza oplevet en uhyggelig stigning i chikane og trusler mod danske jøder. Alle de problemer kan ikke reduceres til islam alene, men selve religionen og selvbestaltede prædikanter spiller igen og igen en giftig rolle. En meningsmåling foretaget for Jyllands-Posten blandt danske muslimer afslørede i oktober en regulær værdikløft. Hvert tredje muslim kaldte Hamas’ terrorangreb mod Israel 7. oktober sidste år »berettiget«, og 59 procent ville ikke acceptere, at deres barn skulle leve åbent som homoseksuel. Vi skal heller ikke være blinde for, at stærke kræfter ønsker, at islam skal fylde mere i vores samfund. Den franske antropolog Florence Bergeaud-Blackler har afdækket, hvordan Det Muslimske Broderskab med rødder i Egypten i det stille arbejder for en islamisering af Europa. To danske islamforskere har fundet et højt antal sjuskefejl i Florence Bergeaud-Blacklers bog, men tilbage står, at hun dokumenterer en aktivisme med et langsigtet mål at gøre Europa mere »islamisk«. Samme instinkt findes hos alle mulige islamister, der ikke lige er med i Det Muslimske Broderskab. Derfor bliver vi nødt til at tale om islams rolle i vores samfund. Det skal vi gøre, selv om der findes islamister, islamforskere og alle mulige andre, også velmenende mennesker, der helst vil dysse samtalen ned. Vi skal naturligvis føre debatten ordentligt og respektfuldt, og det opløftende er, at mange europæiske muslimer er assimileret i de europæiske frihedstraditioner. De er flygtet fra undertrykkelse, og de nyder i vores verdensdel en frihed, som ikke findes i muslimske lande, og derfor er det heller ikke i deres interesse, at et flertal af europæerne skulle blive muslimer. Skulle Europa blive muslimsk, ville det medføre et tab af frihed. Problemet er dels islam i sig selv. Vi taler om en religion, som er svær at reformere. Dertil kommer, at en stor del af de europæiske muslimer, ikke mindst indvandrernes efterkommere, søger en mere yderliggående muslimsk identitet. Derfor betyder »antallet« så meget.

I SVM- regeringens tredje regeringsår er diskussionen om fremtidige regeringskonstellationer blusset op i korridorsnakken på redaktionsgangene og i Kommentatordanmark. For hvordan bygger man efter folketingsvalget et nogenlunde stabilt flertal bag en ny regering med en statsminister, som efter alt at dømme igen hedder Mette Frederiksen?  Der er vist ikke megen tvivl om, at blandt regeringspartierne trives man godt på regeringsbænkene. Partiernes ledende ministre vil gerne forblive i regering, og nok også betale en vis politisk pris for det. Årets sidste meningsmålinger har i denne uge blot bekræftet det kendte billede af en SVM-regering, hvis dage er talte, selvom den kan sidde i endnu næsten to år.  Det er meget lang tid i dansk politik. Gallup-målingen i sidste uge giver regeringen kun cirka 35 procent af stemmerne. Ingen tror på, at en valgkamp kan hente 15 procent hjem. Hvis en ny midterregering skal se dagens lys, kræver det, at nye partier melder sig til tjeneste, men også at de tre nuværende regeringspartier kan se sig selv i et sådant samarbejde. Lægger man Gallup-målingen til grund for analysen, kan SVM-regeringen kun fortsætte, hvis SF hopper med ombord. Partiet får knapt 17 procent i målingen.  Imidlertid lider disse spekulationer øjensynligt skibbrud med SF-formandens kommentar fredag i Jyllands-Postens podcast »Under Gulvtæppet««, hvor Pia Olsen Olsen Dyhr bedyrer, at hun på forhånd »meget klart« kan udelukke, at SF medvirker i et regeringssamarbejde med både Venstre og De Konservative. Hun begrunder afvisningen især med, at de to partier ved de seneste regeringsforhandlinger krævede skattelettelser, hvilket SF ikke medvirker til. SF-formandens melding er hverken ny eller overraskende, men man bør måske også tage med i vurderingen, at tiden ikke er til at føre regeringsforhandlinger, hvor hun heller ikke kender sin forhandlingsposition. Det vil være uklogt henset til, at mange af SFs nye vælgere netop har fravalgt S, fordi man er gået i regering med Venstre. SFs formand går naturligt nok efter en S-SF regering båret af det snævre røde flertal, der også kan ses i meningsmålingerne. Intet mærkeligt i det. Alligevel vil jeg være forsigtig med helt at afvise muligheden for, at SF kan indgå i en bred midterregering med blå partier, men betingelsen bliver, at det skal være dikteret af valgets tale, hvor en ren rød regering ikke er mulig, og hvor S kræver det af SF mod en politisk pris. Når SF efter næste folketingsvalg formentlig har nået en mandatstyrke, der måske er dobbelt så stor som nu, er tiden også kommet til, at SF-formanden skal modbevise det gamle dogme om, at partiet ikke evner at påtage sig et regeringsansvar uden at knække »under åget«, som socialdemokraten Per Hækkerup i 1960erne sagde om SFs tvivlsomme regeringsduelighed.  I januar 2014 måtte Olsen Dyhr overtage resterne af Villy Søvndals regeringsprojekt, som blev en fæl fiasko. Derfor kan de næste regeringsforhandlinger også blive sidste chance for Olsen Dyhr selv for at komme i regering, hvis hun har ambitioner om, at det skal være et projekt, der skal vare mere end en enkelt valgperiode.  Og selv om de ikke kan lide at høre det i SF-kredse, så bør man måske minde om, at det at sidde i regering ikke indebærer, at man kan vælge frit fra alle hylder og omsætte det i velfærd. Det handler faktisk også om at kunne indgå – og siden også forsvare – kompromisser om stort set alt herunder skattelettelser. Det knækkede man på i 2014, og indtil SF er blevet testet i en ny regering, er det ukendt, hvad partiet kan holde til.  Der er dog grund til en vis optimisme, for SF har vist sig at være yderst samarbejdsvillig under Olsen Dyhr, som bredt har ry for at være en konstruktiv, realistisk og kompromisvillig politiker. I øvrigt så bør man måske bemærke, at hun i interviewet med Jyllands-Posten ikke udelukker at sidde i regering med Moderaterne og Lars Løkke Rasmussen, som på samme måde næppe heller finder Olsen Dyhr uspiselig som regeringspartner. Det er nok sværere at se for sig, at Venstre skulle acceptere en SVM-koalition med SF medmindre, at De Konservative også skulle føle sig fristet til at gå med. Netop det, er der spekuleret i, siden den konservative formand, Mona Juuls, kommentar fremkom for nogle uger siden. Her ville hun til Ekstra Bladet ikke på forhånd afvise, at hun kunne sidde med i en regering med S.  Juul fremstår som en pragmatisk borgerlig, der ikke er særligt tynget af ideologisk stålsathed, men snarere er »belastet« af sin erhvervsbaggrund, hvor resultater og indflydelse tæller mere end at debattere med statsministeren i Folketingssalen med udsigt fra oppositionsbænkene.  Når Juuls tid i politik er forbi, så skal der helst stå »forhenværende minister« på cv’et. Og hvem der så var statsminister, er underordnet den ambition. Jarl Cordua er politisk kommentator

Danmark har fostret forholdsvis få store økonomer. En af dem er den nu 90-årige Niels Thygesen, som siden 1970erne har arbejdet med EU og været formand for Det Europæiske Finanspolitiske Råd. Derfor var det selvfølgelig meget naturligt for Berlingske at invitere Thygesen til at tale for læsere og særligt indbudte. Og Thygesen skuffede da heller ikke. Han roste Mette Frederiksen og Socialdemokraterne for at ville stifte fælles EU-gæld og mente, at det kun var et spørgsmål om tid, før statsministeren også ville have euroen i Danmark. Jeg vil slet ikke betvivle Thygesens evner som økonom, men ønsket om fælles EU-gæld, som også danske skatteborgere skal hæfte for, og indførelsen af euroen er altså i høj grad også politiske projekter. Og rent politisk synes jeg, det er en helt utroligt dårlig idé. Når vi ser på, hvordan lande i særligt Sydeuropa har opført sig dybt uansvarligt og har måttet blive reddet økonomisk igen og igen, så er EU-gæld noget, som vi i Dansk Folkeparti synes, vi skal holde os meget langt væk fra. Der er simpelthen ikke disciplin i landene til at holde orden i det økonomiske penalhus, og vi skal ikke fedtes yderligere ind i deres rod. Og hvad er det lige, vi skal med euroen? Vi har i forvejen låst vores krone til euroen, og vi følger ret tæt de politikker, som ligger bag. Det kan da heller ikke være for at spare et vekselgebyr i banken, som i øvrigt sikkert er lukket eller ikke har kontanter, for utrolig meget foregår via kreditkort, hvor kursen automatisk sættes og udgør noget helt minimalt for den enkelte ferierejsende. Skal vi gøre det for erhvervslivet, som for lang tid siden alligevel har indregnet det i deres priser? Det giver da ingen mening, for det kører jo sådan set godt med danske kroner. Så selvom Thygesen ved meget mere om økonomi end de fleste (i hvert fald mig), vil jeg gerne slippe for at hæfte for andre landes gæld – og have lov til at beholde vores danske kroner. Om ikke andet så fordi danske kroner er noget særlig dansk, som jeg holder af. Finn Rudaizky, medlem af Københavns Borgerrepræsentation og 2. suppleant til Europa-Parlamentet for DF Grøn el, når det er gråt og vindstille Med vindstille og uden sol fik vi el fra vores fossile kraftværker. Den var meget dyr, men kunne dog leveres. At tro at vi i sådanne situationer kan købe svensk el fra landets atomkraftværker, er en illusion. Da der heller ikke er vind og sol i Sverige, får vores skandinaviske naboer rigeligt at gøre med at levere strøm til egne borgere. Danmark må derfor have elværker, som leverer, når naturen ikke kan. Vi må således vælge mellem dansk atomkraft eller bibeholdelse af vores fossile kraftværker. Christian Kjellerup Hansen, Frederiksværk Bureaukratisk bøvl Det var bestemt dejligt at læse i mandagens Berlingske, at to venstreministre nu vil gå aktivt ind i sagen med at få nedsat det bureaukrati, der generer erhvervslivet så grueligt. Spørgsmålet er så, om de kan komme igennem med det, som skiftende ministre siden Poul Schlüter forgæves har forsøgt. Det ville i sandhed være til gavn for os alle. Bureaukratiet generer imidlertid ikke kun det arbejdende folk. Selv folkepensionister bliver udsat for bøvlet. Jeg fik en melding om, at der i min e-Boks lå en meddelelse om, at jeg havde fået 475 kroner for meget udbetalt i folkepension i 2023. Da jeg åbnede mailen, lå der en skrivelse på otte tætskrevne sider. Jeg må indrømme, at det orkede jeg ikke at læse igennem, så jeg gik frejdigt ned til sidste side i det håb, at der her stod et kontonummer, hvor jeg kunne indbetale beløbet. Så let skulle jeg imidlertid ikke slippe. På side otte stod, at om nogle dage ville jeg få besked om, hvordan jeg skulle indbetale det fejlagtigt udbetalte beløb. Jeg ventede spændt, for det var måske en ny og anderledes måde, man havde indført. Der gik nogle dage, og så lå der igen en skrivelse i min indbakke. Denne gang slap jeg med tre tætskrevne sider, og nederst på side tre stod der så endelig et kontonummer. Efter min mening kunne begge breve været kogt ned til en enkelt A4-side med link til beregninger, lovgrundlag og andet juristeri – og så med et kontonummer. I samme brev. Beløbet blev selvfølgelig betalt omgående, men tænk, at der skal så mange skriverier til for 475 kroner. Intet under, at bureaukratiet svulmer. Ingrid Slott, København Vores racistiske tankegang For nogle år siden gav min kone og jeg Ali, som bor nede i den anden ende af vejen, husly, efter at hans hus fik nogle brandskader. Vi troede, at hans naboer ville hjælpe. Men det sagde Ali var racistisk at tænke, og det kunne vi jo godt forstå. Da hans hus var renoveret, forventede vi, at Ali ville flytte tilbage. Men det sagde Ali var racistisk. For der var stadig rodet, og måske kunne det brænde igen, og det kunne vi jo godt forstå. Så nu bor Ali i vores gæsteværelse. Det hedder det jo så ikke mere. For Ali sagde, at det var racistisk, og det kan vi jo godt forstå. Så nu hedder værelset »permanent opholdsværelse«. Men den gode nyhed er, at Ali snart skal giftes med en nede fra den anden ende af vejen. Vores forslag var, at de jo kunne flytte ned til hende. Men de skal altså bo hos os. For som Ali sagde, så var vores forslag racistisk, og det kan vi jo godt forstå. Rasmus Askholm, Brøndby Læserbreve på maks. 1.350 tegn inkl. mellemrum sendes til debat@berlingske.dk

Danmark bryster sig af at være et moderne og progressivt land. Vi diskuterer konstant fornyelse, ligestilling og innovation.  Men hvert år, når julelysene tændes, og grantræerne pyntes, bliver vi mindet om noget helt andet:  Når det kommer til de ting, der virkelig betyder noget, er vi i bund og grund dybt konservative. Julen er som en maggiterning af alt det, konservatismen står for. Den handler om traditioner, familie og fællesskab.  Vi gør tingene, som vi altid har gjort dem – ikke fordi det er rationelt, men fordi det føles rigtigt.  Hvorfor danser vi rundt om et grantræ? Hvorfor spiser vi de samme retter år efter år?  Det gør vi, fordi julens ritualer forbinder os med hinanden og med vores historie. Fra København til Rækker Mølle sidder familier samlet omkring bordet juleaften og deler den samme oplevelse. Det skaber sammenhængskraft i en tid, hvor meget ellers splitter os. Men julen er ikke kun traditioner. Den er også et håb om noget større. Den minder os om næstekærlighed og selvopofrelse – værdier, som den moderne verden har svært ved at finde plads til. Midt i individualismens tidsalder fortæller julen os, at det vigtigste ikke er at være noget, men at være noget for andre. Måske er det netop derfor, julen stadig har så stærkt et greb om os. For selv i vores sekulariserede og rationelle hverdag er der én tid på året, hvor vi genfortrylles. Hvor vi lader os rive med af fortællingen om lyset, der blev tændt i mørket.  Og det er vel egentlig paradoksalt, at netop julen – med sin dybe forankring i kristendommen – er blevet det, vi samles om.  Kun få danskere vil sige, at de tror på Jesus’ genopstandelse, men næsten alle fejrer hans fødsel. Hvorfor? Fordi vi længes efter det fællesskab og de rammer, traditionerne giver os. Fordi vi, trods alt, ikke vil slippe det, der gør os til dem, vi er. Når vi i dag står vagt om julens traditioner, gør vi det ikke kun for os selv. Vi gør det for vores børn, for vores fællesskaber og for fremtiden. Vi holder fast i julen som en tid, der samler os – på tværs af generationer, regioner og klasser.  Julens budskab om håb og fællesskab er ikke kun hyggeligt, det er nødvendigt. I en tid præget af kriser og mørke har vi brug for at tænde lys i mørket, både symbolsk og konkret. For måske, som Poul Schlüter engang sagde, er de fleste af os konservative. Når det handler om det, der virkelig betyder noget – familie, traditioner og fællesskab – så afslører julen, hvor dybt forankrede disse værdier er i os alle.  Og måske er det netop her, vi skal søge inspiration, når vi vil skabe rammerne for et bedre samfund. For de fleste af os ønsker ikke kun en god jul, men også et liv præget af de værdier, julen symboliserer. Så når vi sætter os til bords juleaften, omgivet af dem, vi elsker, og lader os gribe af traditionernes magi, så genopdager vi, hvad der virkelig betyder noget. Ikke karrieren, ikke penge eller prestige, men de små, nære fællesskaber, der binder os sammen som mennesker. Christian Holst Vigilius er folketingskandidat for Det Konservative Folkeparti i Gentofte og landsformand for Konservativ Ungdom

Robert F. Kennedy Jr., der er udpeget som leder af det amerikanske sundhedsministerium, har bragt konspirationsteorierne tilbage i den politiske debats mainstream.  Tidligere har han påstået, at vacciner forårsager autisme (senere affærdiget som vrøvl), at vi skal drikke råmælk (for en måned siden viste det sig, at råmælk muligvis kan smitte med fugleinfluenza), og at 5G bredbånd udnyttes »til at kontrollere vores adfærd« (om ikke andet fortæller det min Uber-chauffør, hvor han skal køre hen). Kennedy tweetede for nylig: »Plantebaseret olie er en af de mest usunde ingredienser i vores kost.« Han vil også gerne sælge dig en hat for 35 dollar med teksten »Brug talg i stedet for fritureolie«.  Kardiologerne kan fortælle os, at de mættede fedtstoffer i oksetalg forøger risikoen for hjerte-kar-sygdomme. Skal vi ikke være enige om, at sundhedspolitik aldrig bør tage udgangspunkt i teorier udklækket af advokater? Mennesker er godtroende. Vi kan godt lide gode historier. Vi æder dem råt. CIA slog John F. Kennedy ihjel. Det må være sandt, for jeg har selv set det i en Oliver Stone-film!  Tag en tur til bogdepotet i Texas School i Dallas, der finder du en Texas Historic Landmark-mindeplade fra 1980, hvor der står: »Herfra skød Lee Harvey Oswald angiveligt præsident John F. Kennedy.«  Angiveligt? Ja, hvis man skal tro de dissekerende enkeltbilleder nummer 313 til 316 på Zapruder-filmen. Hvem er ikke faldet for mindst én af disse myter? Paul McCartney er død, »I’m a Walrus«, slubre slubre slubre. Ufoer i Roswell, New Mexico og nu også i New Jersey. Månelandingen blev filmet i et filmstudium. Den 11. september var organiseret af den amerikanske regering. Det var aliens, der fik Malaysia Airlines Flight 370 til at styrte ned. Pizzagate. Meghan Markle er en robot. Stonehenge blev bygget af dinosaurer. Fluorid i drikkevandet. Subliminale reklamer på film. Stjålne præsidentvalg. Zions ældste, illuminati eller frimurere, der styrer hele verden. Barack Obamas fødested. Russiske sammensværgelser. »Deny, Defend, Depose (sygeforsikringsselskabers påståede motto).« Den dybe stat stod bag mordforsøget på Donald Trump i Butler, Pennsylvania. Fedt filmplot, men ærlig talt! Vi falder for konspirationsteorier, enten fordi de lyder troværdige eller rummer en lille kerne af sandhed, som resten af det frit opfundne stof kan hænges op på. G. Gordon Liddy – hjernen bag Watergate, som jeg må indrømme nok ikke er den allerbedste kilde – mente, at konspirationsteorier før eller siden går op i røg på grund af inkompetence og lækager.  For det første er mange af dem idiotiske, og for det andet er mange af dem simpelthen fup, fordi det er umuligt for tilstrækkeligt mange mennesker at holde tæt om dem i tilstrækkeligt lang tid. Men konspirationsteorier kan være indbringende. I 2022 indkasserede Robert F. Kennedy Jr. således 510.000 dollar fra Children’s Health Defense, en almennyttig organisation, der bekender sig til vaccinemodstand, og er stiftet af ham selv.  Beløbet var en del af de otte millioner dollar han havde i indtægt, året før han stillede op som præsidentkandidat, og indbefatter indtægterne fra hans advokatpraksis med miljølov som speciale og salærer fra andre advokatfirmaer.  Anthony Fauci var en overgang den højest lønnede føderale embedsmand. Al Gore grundlagde det »bæredygtige investeringsfirma« Generation Investment Management, der nu er 35 millioner dollar værd. Og nogen tjener penge på at sælge grimme julestriktrøjer med teksten »Epstein didn’t kill himself« for 41.99 dollar på Amazon. Konspirationsteorier er et besynderligt fænomen. Den stereotype antivaxer plejede at være en Prius-kørende sundhedshysterisk mor, især når det drejede sig om mæslinger. I Marin County nord for San Francisco var der notorisk lav tilslutning til MFR-vacciner til børn, indtil der kom et udbrud af mæslinger i 2015. Stereotypen skiftede til MAGA-krigere i 2021, hvis man nægtede at være forsøgskanin for undertestede covid-vacciner. Når man nu ser tilbage på de såkaldte covid-19-konspirationsteorier – om virussens oprindelse i et laboratorium i Wuhan, effektiviteten af nedlukninger, ansigtsmasker og naturlig immunitet, vaccinetests og den negative virkning på børn af skolelukninger – ja, så kan man måske konkludere, at de havde mere ret, end de tog fejl. Indtil for nylig var det en af den etablerede presses opgaver at gennemhulle konspirationsteorier. Desværre har pressens omdømme taget alvorlig skade som følge af dens skæve holdning til covid-19, dens påstande om, at præsident Biden var skarp som en slagterkniv og dens ukritiske begejstring for woke. Millioner af amerikanere stoler nu mere på podcastværter, influencere og andre tosser. Det er heller ikke spor godt. Vi lever i en tid præget af et slapt forhold til sandhed. Twittersfæren har givet den forhenværende journalist på The Washington Post, Taylor Lorenz, øgenavnet »Miss Information«.  »Faktatjekkere« har alt for travlt med at analysere hvert eneste pip fra Trump. Snopes (en hjemmeside til faktatjek, red.) kan være god til at gennemhulle konspirationsteorier, men folk vil alligevel gerne tro på dem. Mere end nogensinde er vi nødt til at have en selvstændig holdning. Hvordan afslører man så konspirationsteorierne? Det er svært. Først skal de bestå lugteprøven. Det kan de fleste af dem ikke. Dernæst må man spørge, om nogen kan holde længe nok på en hemmelighed. Du skal ikke tro på hverken film, podcasts eller politikere. Hold dig til ægte videnskab.  Og det er meget vigtigt at finde ud af, hvem der har gavn af at sprede historien. Du må ikke lade dig styre af følelser. Sæt spørgsmålstegn ved autoriteterne. Og du skal heller ikke tro på din »kloge« onkel. Vær skeptisk. Og måske skal du trods alt lave mad med smør i stedet for rapsolie – bare for en sikkerheds skyld. Andy Kessler, The Wall Street Journal Oversat fra den engelske original af Claus Bech

I den seneste uge har Berlingske afsløret, hvordan oplysninger om danskernes arvemasse kan ende i hænderne på Kinas efterretningstjeneste og militær. Det sker på grund af nogle samarbejdsaftaler, der i en årrække har kørt mellem danske universiteter og det kinesiske selskab BGI Group, der er specialister i dna-forskning. De danske universiteter er nu i gang med at vikle sig ud af samarbejdsaftalerne, hvis de ikke allerede har gjort det, og uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund (M) deler PETs bekymring over, hvad oplysningerne om danskernes arvemasse kan bruges til. Sagen om de danske dna-oplysninger, der kan ende de helt forkerte steder i Kina, er blot ét blandt flere eksempler på, hvordan synet på Kina og andre ikkedemokratiske regimer i disse år er ved at ændre sig i takt med, at den noget naive tilgang til globalisering og frihandel, der ikke mindst prægede 90erne og 00erne, er under forandring. Man kan sige meget om Donald Trump, og det bliver der også gjort, men det var blandt andet hans kritiske tilgang til kinesernes udnyttelse af det internationale frihandelssystem ikke mindst i WTO-regi, som var med til at åbne Vestens øjne for, at noget var skævt. I forhold til frihandel lukkede man kineserne ind i en organisation under den forudsætning, at den frie handel skulle ske under ordnede forhold. I stedet har Kina gang på gang forbrudt sig mod disse forudsætninger. Mens et kinesisk skib i ugevis har ligget for anker i Kattegat, mistænkt for at have revet nogle datakabler over i Østersøen på vej fra en russisk havn, er sagen om det danske dna-materiale endnu en bekymrende lejlighed til at tage et opgør med den alt for blåøjede tilgang til omgangen med regimet i Kina, som Danmark og Vesten i årtier har lagt for dagen. Den diskussion kunne godt være taget tilbundsgående tidligere. Eksempelvis da den kinesiske ambassadør for nogle år siden truede den færøske lagmand med at droppe en handelsaftale, hvis ikke Færøerne skrev kontrakt med det kinesiske selskab Huawei om leverance af 5G-netværket. Der har også været en lang række andre lejligheder, hvor det kinesiske regime har forsøgt at tryne kritik fra vestlig side af regimets undertrykkende fremfærd. Herunder sagen, hvor man forsøgte at reagere mod fire danskere, herunder to daværende folketingspolitikere, fordi de havde inviteret den prodemokratiske Hongkong-politiker Ted Hui til Danmark. Senest er det kommet frem, at USA overvejer at forbyde den mest solgte wi-fi-router på det amerikanske marked, en router mange har stående i deres private hjem, fordi den mistænkes for at kunne bruges til cyberangreb mod Vesten. Realiteten er, at Kina under Xi Jinpings jerngreb indadtil har udviklet sig til et voldsomt mere undertrykkende politisk regime. Og udadtil også udviser en mere og mere konfronterende adfærd, ikke mindst i forhold til Taiwan. Realiteterne er desværre sådan i dag, at vi i Vesten i stigende grad står over for et opgør med en autoritær del af verden, der bygger alliancer med hinanden, og hvor fronterne mellem frihed og autokrati på mange måder hænger sammen. I den situation er der ikke længere råd til en naiv, kritisk dialog, der aldrig for alvor var kritisk, eller til at lade Kina bruge international handel til at befæste sin globale magt. En ny realitet er nødt til at indfinde sig. Hvordan den så end må udmøntes.  TOM JENSEN

I closed the year with a book tour that ends as Christmas comes. It was sheer pleasure to talk to journalists about their preoccupations, to go to bookstores and signings and meet readers and hear what’s on their minds. When asked why I wrote the book I’d say it was because I wanted to give a second life to columns that gave me special pleasure in the writing or subject matter. But many questions reflected the political moment we’re in, and often circled back to Donald Trump . Which was the more important election, 2016 or 2024? Absolutely ’24, and it felt that way even on election night. It felt fateful. The 2016 election was a Hail Mary pass, voters didn’t know if he’d catch it, weren’t even sure he knew where the end zone was. Mr. Trump had a presidency, it ended with “stop the steal” and 1/6, he was gone for four years, and finished. Then the voters take the field in ’24 and call exactly the same play, throw the long ball, but this time they know exactly who the receiver is, how he’ll catch it, how he’ll run and in what direction. Twenty sixteen always felt like something that happened. Twenty twenty-four was a decision. Is Mr. Trump an irrevocable break with the past? He isn’t the old-style president who allows you to say to the kids, “I’d like you to be like that man.” Jimmy Carter with his personal rectitude, Ronald Reagan and George H.W. Bush with their virtues—Mr. Trump is a break with that, and the way he spoke when he first announced in 2015 made it clear. When he spoke of Mexican immigrants as criminals and rapists, “and some, I assume, are good people,” which is a very Trumpian formulation, I thought, that’s not how presidents talk, you have to be measured, thoughtful, kindly. I thought: That’s bad. But my sister and uncle thought it was good. They understood what he was saying and why he was saying it, they agreed with him, but they also knew he couldn’t walk it back. He couldn’t be elected and then say, “Oh, I changed my mind, on second thought we need more illegal immigration.” They felt the crudeness of his language meant that he was actually telling them the truth. It was a relief to them. “Forget eloquence, close the border!” They felt if the right policy requires a brute, get the brute. Could a Lincoln become president today, a Reagan? Our current politics came from extremity. Things this century seemed so extreme—the wide open borders, DEI, boys on the girls’ team. The American people would love it if in the future their top candidates classed the joint up. Mr. Trump and his generation of political followers came from broken politics and a broken culture and things not working. With all that breakage, politics got outlandish. The American people would love to see the return of a certain kind of elegance and dignity. But things would have to get more settled down first, more regular and normal. What do you expect from Trump 2.0? Nonstop 24/7 Hellzapoppin. What would be your advice to Republican senators in the cabinet confirmation battles? Take it seriously. It isn’t about short term loyalty to MAGA, it’s about life-and-death appointment to such critical American agencies as defense, intelligence and health. Senators would best show loyalty to Mr. Trump by voting down those who are unsuited to various roles and would cause harm. They would best serve him by operating in a way that shows they are people of stature, not vassals. Urge him to find assistant-secretary jobs for some of those who don’t deserve confirmation. Mr. Trump should show his new cool and calm by doing what he did when Matt Gaetz was forced to step down from his nomination: accept it as if it were nothing. He took his shot, it didn’t work, he offered a better replacement, next. In the end he looked good. But Republican senators must approach the hearings with gravity because, again, they’re life-and-death appointments. If Mr. Trump is making a mistake save him from it, as a friend would. Advice for Democratic senators? The confirmation hearings will be the first time people see you since the November defeat, after which you got drunk and hid behind rocks. Now you’re out in the open again, in clean shirts and leaning into a mic. You think you’ve got a bonanza—all these rich targets, all these sketchy nominees! You hope to carpet-bomb Pete Hegseth , Tulsi Gabbard , Robert F. Kennedy Jr. That would be a mistake. You’ll look obstructionist, vengeful, merely partisan. The country won’t be in the mood for it. Democrats too should be cool. Draw the nominees out with respect, get a real handle on their views, bring the research and receipts. Accept who you can, giving due deference to a new president. But again, life and death. Be serious. The biggest threat to the coming administration? “We have a huge mandate, we can do anything!” They’re high on their own supply. It was a mandate, not an overwhelming one—popular vote carried, narrowly, both houses of Congress won. But we’re a 50/50 country, and claiming otherwise doesn’t make you look bold, it makes you look cruisin’ for a bruisin’. They are going to make bad mistakes here. They’re making them. What’s a helpful attitude going forward? Trump supporters should shock themselves with magnanimity. Victors should grow taller, not smaller. They shouldn’t act like losers—truculent, resentful. If that’s how you act, everyone else will think you’re just losers at heart, losers who won’t last. Accept not triumphing in some of the confirmation battles, some of those battles deserve to be lost, and if they’re not they’ll come around and bite you later, badly. For Mr. Trump’s opposition, if you believe in democracy you accept with as much good grace as you can muster—and after more than two centuries of this you ought to be able to muster a lot—the decision the people have made. If you’re an American you wish America to prosper, and part of its prospering will involve successful presidential leadership, so you want Mr. Trump to be successful. In the Catholic faith you take a moment during Mass to pray for leaders at home and abroad. It has to be sincere when you say it or you’re messing with God. Don’t do that. If you’re an opinion columnist you should watch for what’s good and say so, watch for what’s bad and say that, and be afraid of neither observation. If you lose your temper, lose it; if you find yourself unexpectedly moved, admit it. Keep your tools, compass and gyroscope, clean, dry and level. Are you an optimist? Optimists tend to think the right, nice thing will happen, and I don’t necessarily. But I have faith and I have hope. Life takes guts. Don’t let all the bad news enter you and steal your peace. Keep the large things in your head. Two millennia ago a baby was born and the whole ridiculous story—the virgin, the husband, the stable, the star—is true, and changed the world. Compared to which our current concerns are nothing. Peggy Noonan, The Wall Street Journal

Meget kan man sige om danske politikere, men at de er dovne passer i hvert fald ikke. For omtrent et døgn efter Syriens diktator, Bashar al-Assad, faldt, havde politikerne travlt med at skabe utryghed blandt syriske flygtninge i Danmark ved at tale om hjemsendelser. Syrerne kunne dårligt nå at glæde sig over faldet af den mand, som er grunden til, at de har mistet familiemedlemmer, blev udsat for forfølgelse og tortur, før de skulle forholde sig til, hvordan og hvornår deres liv mon endnu en gang skal rives op med rode. Mange af de syrere, der nu bor her, er flygtet til Europa med livet som indsats. For dem er det, der sker i Syrien, ikke alene en glæde, men også et gammelt sår, der indimellem stadig bløder. Som om det ikke var nok med den i forvejen usikre opholdsstatus oveni gamle krigstraumer, så valgte partiformænd og ministre at putte ekstra salt i såret ved at bringe hjemsendelserne på dagsorden. Det blev, forventeligt nok, samlet op på de sociale medier, der snart efter flød over med »send dem hjem«-budskaber. Lad mig her indskyde, at jeg ikke problematiserer hjemsendelserne som politisk diskussionsemne, men timingen og den helt åbenlyse symbolpolitiske kapitalisering af et tragisk kapitel i syrernes historie. Jeg fik den første opringning fra en syrisk flygtning dagen efter Assads fald. Hun havde ikke sovet hele natten, men havde gennemgået argumenter for og imod en hjemsendelse. Hun havde læst op på diverse love og konventioner. Hun var bange. Hendes glæde var druknet i usikkerheden. Siden da har flere flygtninge ringet til mig. De fleste har som mig kurdiske rødder og kender mig fra min tid i Folketinget. De vil gerne have et svar på spørgsmål som »bliver jeg udvist?«, »vil politiet anholde os på gaden?«, »må jeg gerne skrive noget på Facebook?«, »bliver jeg fyret?«, »må vores børn stadig gå i en dansk skole?« Jeg har forsøgt at samle alle mine svar på Facebook, så det kan blive delt blandt de herboende syrere. Mit svar til dem er: I behøver ikke at være bange. Ingen kommer til at udvise jer nu. Det ved politikerne også godt. Det ved eksperterne og juristerne også. Alt er kaos i Syrien, selvom Assad er væk. Israel bomber fra vest, mens Erdogan presser fra nord. Ja, oprørsgrupperne har væltet Assad, men de bliver ikke mindre islamister af, at de har klippet deres skæg kortere. Lige nu er Syrien et stort spørgsmålstegn. Ingen ved, hvad morgendagen bringer. Men hvorfor er det så vigtigt for politikerne at signalere, at syriske flygtninge bør hjemsendes? De ved om nogen, at Danmark har tilsluttet sig de internationale konventioner (og gudskelov for det).  De love, vi har, tager også hensyn til flygtninges tilknytning til Danmark. Det vil sige, at jo længere man har været i landet, desto mindre er sandsynligheden for, at man kan hjemsendes. Politikerne ved også godt, at Danmark mangler arbejdskraft. Som arbejdsgivere rundtomkring allerede har påpeget, varetager de syriske flygtninge job, som bliver umulige at besætte, hvis de rejser hjem. I det hele taget synes jeg, det er værd igen at stille spørgsmålet: Hvad er begrundelsen for, at syriske flygtninge bliver behandlet så anderledes af politikerne end de ukrainske flygtninge? I 2015, da størstedelen af syrerne ankom hertil, blev en stor del af dem indlogeret i teltlejre, på trods af at vores asylcentre stod tomme. Det sender jo i hvert fald et klart signal om, at de ikke er velkomne. Det var på Støjbergs vagt. Nu hedder integrationsministeren Kaare Dybvad, og hans kommentar til den nuværende situation i Syrien er, at hvis det var ham, så var han taget hjem. Samme signal. Og mellem linjerne: Flygtninge skal ikke føle sig sikre i en usikker situation. Jeg var så stolt over den måde, vi behandlede ukrainske flygtninge på. Vi åbnede vores døre. Omfavnede dem, behandlede dem med værdighed. Vi gjorde, hvad man bør gøre, når man møder mennesker på flugt. Det er mennesker med ar på sjælen. Tænk, hvis vores politikere begyndte at tale om, at ukrainske flygtninge skulle hjemsendes, efter at Trump blev valgt og har givet udtryk for, at Ukraine må give afkald på de besatte områder. Det forekommer – endnu – heldigvis utænkeligt. Det sidste, vores ukrainske flygtninge har brug for, er utryghed og usikkerhed. Det har de så rigeligt af i forvejen. Det vil klæde politikerne, hvis deres empati over for flygtninge ikke var afhængig af flygtningenes etnicitet. Uanset om en flygtning er fra Europa eller Mellemøsten, så skal de ikke mødes med en lukket dør, men med et åbent hjerte. Özlem Cekic er generalsekretær for Brobyggerne – Center for Dialogkaffe og fhv. medlem af Folketinget for Socialistisk Folkeparti. Hun er dog ikke længere medlem af partiet