Martin Ågerup oplister i Berlingske 9. maj tre myter om fordelene ved solceller og vindmøller. Disse myter forsøger han med al kraft at skyde ned.  Men »mytedræberen« Ågerup skyder vildt op i luften, larmer og ser farlig ud, men han rammer helt ved siden af. Martin Ågerup kalder det en myte, at energi fra solceller og vindmøller er billigst. Det er der ellers solid dokumentation for, at de er. Det er bare at tage et kig i statistikken over lande i Europa med de laveste elpriser. Vi er blandt dem, som slipper billigst, når vi ser på den rene elpris uden afgifter og moms. Solceller og vindmøller er ikke alene langt billigere at opføre end andre energiteknologier. De bruger ikke brændstof, når de producerer energi, derfor er elprisen som regel lav, når solen skinner, og vinden blæser. Når elprisen er høj, er det fordi vi bruger naturgas. Det er korrekt, at produktionen fra solceller og vindmøller afhænger af vejret. Derfor er der brug for kabelforbindelser til udlandet, forskellige backup systemer og muligheden for at lagre energi.  Det Internationale Energiagentur, som er den mest autoritative kilde på området, foretager beregninger, hvor udgifter til backup og lagring er taget med for at skabe en fair sammenligning mellem solceller, vindmøller og andre teknologier. Og det er ikke en myte – solceller og vindmøller er billigst. Martin Ågerup kalder det også en myte, at solceller og vindmøller gør os uafhængige af russisk gas. Han mener tværtimod, at vi har brug for gasfyrede kraftværker som backup. Han foreslår derfor, at vi skal øge produktionen af naturgas i Europa og USA. Det vil få prisen på naturgas til at falde og svække Putin økonomisk. Det er mildest talt et fantasifuldt forslag. Det er utopi at regne med store uudnyttede gasressourcer i Europa. Det er netop en udfordring for Europa – og har været det i årtier – at vi er afhængige af at importere fossil energi. Det koster milliarder af euro at importere energien, og det gør os afhængige af lande som Rusland.  Det billigste og sikreste er at sænke forbruget af naturgas – for eksempel ved at bruge strøm i husholdningerne og industrien i stedet for gas. Siden energikrisen for et par år siden har vi i Danmark skåret 20 procent af gasforbruget. EU-landene er langt med planerne om at omstille til grøn energiproduktion. I 2024 blev der tilsluttet 78,4 GW ny vedvarende energi i EU – mens der kun kom 1,6 GW a-kraft. I 2025 forventes mængden af ny vedvarende energi i EU at stige til 89 GW.  I fremtiden vil vi få energi fra solceller, vindmøller, vandkraft, biogas og i enkelte lande atomkraft. Batterier og andre lagringsteknologier vil udjævne priser og levere backup.  Samtidig lægger EU op til at øge de grænseoverskridende net til energihandel, hvilket er den tredje myte, som Ågerup tager fejl i. EU vil øge energisamarbejdet i de kommende år – ikke reducere det. Jeg påstår ikke, at det er let at udskifte vores forbrug af fossil energi med grøn energi. Selvfølgelig vil omstillingen kræve investeringer og omstilling til nye måder at udvikle energisystemet på, men omstillingen er allerede økonomisk bæredygtig og sænker både virksomheders og husholdningers energiregninger. Kristian Jensen er administrerende direktør i Green Power Denmark

Forleden sagde Enhedslisten nej til et beslutningsforslag, der burde være helt oplagt for alle, der påstår de kæmper for ligestilling: Et forbud mod burka og niqab på landets uddannelsesinstitutioner. Det burde være en no-brainer for ethvert parti, der påstår at kæmpe for kvinders rettigheder. Men Enhedslisten valgte noget andet. Igen.  De kalder det mangfoldighed. Jeg kalder det virkelighedsflugt. Burka og niqab er ikke bare stof og syninger. Det er uniformer for kvindeusynlighed. Når man ikke kan vise sit ansigt, kan man ikke deltage som ligeværdig. Det burde ikke være en kontroversiel kendsgerning – heller ikke for et parti som Enhedslisten. SF og Enhedslisten står ofte skulder ved skulder i kampen for ligestilling. Vi har sammen presset på for bedre barsel. For ligeløn og mod kønsbaseret vold.  Vi deler ønsket om et samfund, hvor kvinder ikke skal finde sig i mindre frihed eller færre muligheder. Derfor er jeg målløs over, at Enhedslisten nu svigter den kamp for muslimske kvinder. SF kæmper for udlændingekvinders frihed For vi taler ikke om frie valg. Vi taler om social kontrol, religiøse normer og æreskultur. Om unge kvinder, der bliver presset. Truet. Eller opdraget til at tro, at frihed er syndigt, og ansigter er skamfulde.  Og jo – nogle kvinder siger, at de selv har valgt burkaen. Men den mest raffinerede form for undertrykkelse er netop den, hvor lænkerne kysser tilbage. Hvor normerne er blevet en del af selvopfattelsen. Det handler ikke om muslimer. Det handler om kvindeundertrykkende normer – uanset om de kommer fra islam, kristendom eller noget tredje. Tilbage i november forslog SF at stramme myndighedernes greb om religiøse forkyndere som imamer og anerkendte trossamfund i Danmark.  Det vil gøre det lettere at fratage statslig anerkendelse fra forkyndere og trossamfund, der medvirker til religiøs tvang, såsom at fastholde kvinder i ægteskaber gennem religiøse kontrakter. Jeg synes ikke, man skal lave forbud for forbuddenes skyld. De skal laves, fordi vi skal nægte at vende ryggen til unge kvinder, som i dag står alene mod normer, der kvæler deres muligheder. Men når Enhedslisten får chancen for at støtte bare ét ukontroversielt skridt i den rigtige retning, vælger de tavsheden. Det er en direkte hån mod de fremskridt, vi har taget på ligestillingsområdet. Og de værdier, som venstrefløjen normalt snakker højt og helligt om. Et klasselokale skal være et frirum. Ikke for religiøse dogmer, men for nysgerrighed og kritisk tænkning. Når Enhedslisten stemmer nej, sender de et signal:  At nogle kvinders frihed godt må ofres, så længe det sker i religionens navn. Det nægter jeg at acceptere. Vi har ikke brug for flere skyklapper på venstrefløjen Jeg begriber det ikke. Hvordan kan så mange på venstrefløjen – som ellers kæmper bravt for ligestilling – pludselig blive tøvende, når kvindeundertrykkelsen ikke kommer fra gamle patriarker i jakkesæt, men fra religiøse normer i minoritetsmiljøer?  Hvorfor bliver kritik af social kontrol i muslimske miljøer straks mødt med et jamen hvad med andre religiøse grupper? Som om vi kun må tage ét opgør ad gangen – eller slet ingen, hvis ikke alle nævnes i samme åndedrag?  Det er ideologiske skyklapper forklædt som hensyn. Sympatiske måske, men dybt misforståede. For i forsøget på ikke at stigmatisere, kommer man til at svigte netop dem, man burde beskytte. Jeg tror ikke, at nogen på venstrefløjen ønsker social kontrol. Tværtimod. Men vi er nødt til at turde sige det højt, når frihed og ligestilling undertrykkes i religionens navn. Ikke for at udskamme, men for at beskytte.  For at række hånden ud til de kvinder, der kæmper med at slippe fri – ikke mindst dem, der aldrig bliver hørt. Det ville være fantastisk, hvis SF ikke stod alene som det eneste venstrefløjsparti uden skyklapper på i denne debat. For frihed og ligestilling burde være en kamp, der kunne samle SF og Enhedslisten – også på udlændingespørgsmål. Kampen for kvinders frihed kræver ikke, at vi vælger mellem religionskritik og antiracisme. Den kræver mod. Jeg håber, Enhedslisten finder det mod – så vi sammen kan føre en venstrefløj, der tør tage opgøret med alle former for kvindeundertrykkelse. Ikke bare nogle af dem. Frederik Plank er medlem af Socialistisk Folkeparti

Hvad vil kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M) egentlig gøre for at dæmme op for invasivt engelsk og sikre dansk sprog for fremtiden? Altså hvis man skræller hans hurtige, letbenede og populistiske meldinger væk og i stedet nøgternt betragter, hvad han har i posen med konkrete politiske initiativer?  Ja, det bliver endelig afsløret torsdag, når Folketinget skal forholde sig til to sprogpolitiske beslutningsforslag stillet af henholdsvis Dansk Folkeparti og De Konservative, som forsøger at sætte en ny og seriøs retning.  Desværre tyder meldingerne fra ministeren på, at det bliver en meget tynd kop te. For hverken han eller resten af regeringen tager sagen alvorligt nok til, at de vil bruge bare en smule politisk kapital og skattekroner på selv de mindste overfladiske tiltag, der kunne blive en ny begyndelse for at sikre, at vores børnebørn også til sin tid taler dansk. Der er ellers masser af inspiration at hente i både DFs og De Konservatives forslag til en sproglov. Begge partier vil knæsætte dansk sprog som det eneste officielle sprog i Danmark. Helt på linje med et utal af andre lande, hvor det oprindelige og mest udbredte sprog har særstatus.  Hvis dansk bliver officielt sprog, tvinger det offentlige myndigheder, herunder skattefinansierede uddannelsesinstitutioner, væk fra motorvejen mod mere engelsk sprog på bekostning af dansk.  Det bliver et farvel til den omsiggribende tendens med, at danske uddannelsesinstitutioner får engelske frem for danske navne.  Det bliver nok også svært juridisk for universiteter at opretholde et krav om, at ansøgninger til ledige stillinger skal forfattes på engelsk. Ministeren afviser på forhånd at støtte de to beslutningsforslag, hvis indhold han finder bureaukratiske, men tilbyder selv intet. Da Berlingske for nylig spurgte ham om sagen, lød svaret, at med beskikkelsen af undertegnede til Dansk Sprognævns bestyrelse var der nu »sendt et klart signal« til sprognævnet.  Dermed var det forbi med flere initiativer for at imødegå det problem, som han selv tidligere har beskrevet som »utilsigtet hyperinflation« af udenlandske ord i det danske sprog.  Ingen tror seriøst på, at et nyt bestyrelsesmedlem for et nævn, som politikerne i sin tid gav nærmest nul beføjelser, betingede sig skulle være en ren forskningsinstitution og endelig ikke måtte være sproglig smagsdommer, kan udrette noget af betydning. Det sidste kræver, som DF og De Konservative foreslår, at sprognævnet får tildelt den opgave. Kulturministeren – og andre – vil gerne forsimple diskussionen til et spørgsmål om udenlandske ord i ordbøger. For til trods for at nye engelske ord dominerer, så er det det ene arabiske ord »Inshallah«, som vækker mest røre, da det er blevet optaget i ordbogen over det danske sprog, som i øvrigt slet ikke redigeres af Dansk Sprognævn, men af Det Danske Sprog- og Litteraturselskab – en selvejende institution, som jeg intet har med at gøre.  Inshallah er nemlig, hvad man kunne kalde for et politisk hundefløjte-ord, hvor politikere over for vælgerne kan signalere skarpe holdninger i forhold til islam og udlændingepolitik. I virkelighedens verden er dansk dog ikke truet af arabisk.  Det er engelsk, der er problemet, hvorfor man politisk bør holde sit fokus her. Hvis studieværterne på P3, forskningsverdenen og erhvervslivet begynder at tale arabisk i helsætninger, så er det en anden sag. Kulturministerens afvisning af en ny sproglov og impotente politik til at imødegå det stadigt mere invasive engelsk i dansk kan bedst formuleres som en sprogpolitisk total og betingelsesløs kapitulation.  I så fald er der desværre ikke meget andet at gøre end at sætte sin lid til, at en ny kulturminister vil tage problemet mere seriøst end den nuværende. Jarl Cordua er politisk kommentator og medlem af bestyrelsen for Dansk Sprognævn, men skriver på egne vegne

Ingen er hævet over de vrede horders pludselige indskydelse til at gøre hvad som helst til en mærkesag.  Under en fotoseance på Bakken frabad den ikoniske klovn Pjerrot sig en såkaldt »selfie« med en familie på tre iført hver deres Maga-hat – den røde kasket kendt fra Donald Trumps kampagner, med sloganet »Make America Great Again«.  Og for Vivian Anita Alexandru, moren i trioen, var Pjerrots forsøg på at optræde apolitisk ikke bare et slag mod forfængeligheden, men et decideret angreb på ytringsfriheden.  Personligt måtte jeg læse mig ret langt ned i B.T.s historie før jeg forstod, hvad der var op og ned. Jeg antog, at MAGA-hatten var en slags ironisk kommentar, da det tilsyneladende lå uden for min forståelsesramme, at voksne mennesker i ramme alvor ville iføre sig selv og deres barn en sådan hat og tage på en aktivistisk tur på Bakken.  Jeg tog fejl.  Måske navnet Vivian Anita Alexandru siger dig noget? Hun har før optrådt i offentligheden med forskellige former for aktivisme.  Dels har hun været sigtet for at true Mette Frederiksen, da hun delte et billede af en brændende dukke med et billede af statsministeren som ansigt.  Sigtelsen blev dog droppet af politiet og blev i øvrigt kaldt for »en dramatisk overreaktion fra politiets side« af juraekspert og direktør for tænketanken Justitia, Jacob Mchangama.  Dels gik hun forrest i kritikken af folkekære DR-figurer som Onkel Reje og John Dillermand.  På en Facebook-side med omkring 500 følgere opfordrede Vivian Anita Alexandru til boykot af Onkel Reje, ligesom hun og hendes ligesindede drog ganske udokumenterede paralleller til satanisme, frimurerne, coronapandemien og pædofili. Og kritikken mod Onkel Reje eksploderede.  Mads Geertsen, manden bag Onkel Reje, blev i sidste ende sygemeldt efter trusler, hetz og »koordinerede« angreb på sociale medier, lød meldingen fra DR.  Og nu er det tilsyneladende blevet Pjerrots tur til at blive boykottet af Vivian Anita Alexandru og hendes ligesindede.  Stakkels Pjerrot. Og hvor må man håbe, at manden bag Pjerrot, med det borgerlige navn Morten Eisner, har gode mennesker omkring sig til at fortælle ham, at fejlen ikke er hans.  Som han selv ganske fornuftig siger i den video, Vivian Anita Alexandru har lagt på Facebook »Det er ikke fordi, jeg har noget imod dig eller børnene, men jeg skal bare ikke… Jeg tager heller ikke (billeder, red.) med nogen, der har et eller andet Palæstina eller Gaza eller noget andet.« »Ja, man skal være apolitisk jo, ikke?« spørge Vivian Anita Alexandru, hvortil Morten Eisner svarer: »Ja, det er derfor.« Og så burde den ikke være længere, men det er den desværre. For tiden er ikke altid til alting.  Når en mand som Donald Trump helt åbent spekulerer i overtagelsen af en del af Danmark, så er tiden ikke til at lade Pjerrot reklamere for ham.  Det er hverken Pjerrots opgave at råbe »Make America Great Again« eller »From the River to the Sea« eller »Luk slagteren på Amager«, selvfølgelig er det ikke det.  Det er Pjerrots opgave at være tilgængelig for børnene på Bakken i et apolitisk rum, og så er det decideret pinligt, at voksne mennesker ikke kan finde ud af, at lade børnene have lige netop det.  Et identitetspolitisk affaldsprodukt  Det ville klæde tidsånden at lade sig skille fra fænomenet cancel culture. Altså øvelsen, hvor enkeltpersoner eller grupper udsættes for koordinerede, intimiderende angreb på sociale medier som led i diverse politiske agendaer. Hvor de bliver »aflyst« efter at have trådt nogen over tæerne – denne gang en selfiehungrende mor. Historikken med Onkel Reje må alligevel have lært Vivian Anita Alexandru lidt om, hvordan hendes egen hær af holdningsfæller opererer. Derfor fremstår det opportunt og usympatisk, når Vivian Anita Alexandru igen kalder til kamp mod en højtelsket børnefigur, som der bor et vaskeægte levende menneske indeni. Det er vist ingen nyhed, at der i aktivistiske kredse, som man må kalde Vivian Anita Alexandrus Facebook-grupper, er valuta i at være et offer. Men det er ikke en forbrydelse uden ofre at gøre sig til et offer. Det måtte Alexandru og andre selviscenesættende aktivister forstå dengang med Onkel Reje. Og det gælder også i dag. Mennesker kommer i klemme, når andre mennesker skal gøre sig til for en politisk, aktivistisk dagsorden.   Aminata Corr Thrane er debatjournalist og kommentator

Kandidattest Kandidattesten, der angiveligt skulle udpege den politiker, du er mest enig med, er blevet et omdiskuteret emne. Flere såkaldte eksperter er kommet til den konklusion, at kandidattesten ikke skal hjælpe dig, men alene et politisk parti. At politikere – som de fleste andre mennesker i denne verden – forsøger at fremme egne interesser, burde ikke komme som nogen overraskelse. Massekommunikationsmidler er magtfulde redskaber. Det er derfor ikke filantropi, men af rationelle årsager, at rigmænd for milliarder af kroner opkøber kommunikationsmidler som X, Fox News og diverse aviser til brug for manipulation af befolkninger og tilegnelse af magt. Denne verden er præget af smukke ord uden indhold. Sætter du ordet »bæredygtig« foran din intention, tør ingen sige dig imod. Husk, hvad Putin sagde, da russiske tropper var opmarcheret langs Ukraines grænser: »Rusland vil ikke angribe Ukraine.« Husk, hvad Putin så gjorde. Husk, hvad Trump har sagt. Trump har dog gjort, hvad han har sagt, problemet er her, at vælgerne lader sig manipulere af tomme ord uden at gøre sig konsekvenserne klart. »Make America Great Again« kan ingen amerikaner vel være uenig i, men betydningen af disse fire ord er først nu ved at gå op for et flertal af amerikanerne. Et godt princip er, at man ikke træffer beslutninger ud fra, hvad der bliver sagt, men hvad den pågældende aktør hidtil har sagt og efterfølgende gjort. Selv har jeg aldrig benyttet sociale medier, da jeg finder det formålsløst at debattere om jorden er flad eller rund. Jeg har også et princip om ikke at følge politiske debatter op til et valg. Til gengæld noterer jeg mig året igennem, hvad politikerne gør. Ud fra dette sætter jeg mit kryds på valgdagen, og så slipper jeg også for kandidattesten. Torben Bjerrehuus, Hellebæk Husk den grønlandske kriminallov En lukning af det amerikanske konsulat i Nuuk er næppe en farbar vej. Men da efterretningerne om øget amerikansk spionageaktivitet synes især at indikere, at amerikanerne er interesserede i at »vende« eller måske ligefrem rekruttere spioner i den grønlandske befolkning, burde man fra danske og grønlandske myndigheders side henlede befolkningens opmærksomhed på den grønlandske kriminallovs kapitler 7 og 8, der blandt andet omhandler straffebestemmelser om landsforræderi, landsskadelig virksomhed, spionage og forbrydelser mod statsforfatningen. Og i tillæg hertil opfordres man til at læse professor Bent Jensens 2 bind, »Ulve, får og vogtere«, fra 2014, der blandt andet afdækkede en række danskeres alt for tætte forbindelser under Den Kolde Krig med KGB, m.fl., og især de daværende myndigheders manglende evner til eller muligheder for at slå ned netop på personer, der gik fremmede magters ærinde. Det kunne være, der var noget inspiration at finde til brug i den nuværende situation. Michael Keldsen, Vedbæk Lille Amalienborg bør gøres til kulturarv Jeg sidder her i solen på en sen forårsdag uden for Lille Amalienborg på Dag Hammerskjölds Allé 28. Hundreder af turister, kontorfolk, skolebørn og andre glade folk defilerer forbi dette ormædte kadaver af en fordums pryd. Hvilken skændsel for min hovedstad, København. Hvilken skændsel for mit samfund, et af de rigeste, som ikke ænser en historisk bygning i totalt forfald. Hvordan kan det være, at jeg flokkes med turister rundt om i verden, Paris, Rom, Wien, Stockholm sågar Istanbul, den tyrkiske stats pryd, som ejer Lille Amalienborg, for at beundre gamle smukke bygninger? Hvordan kan mit samfund være så djøffet visionsløst, at man ikke orker at bevare denne smukke, smukke bygning på en af Københavns smukkeste alleer? Hvem er det, som ikke kan forestille sig en levende renovationsproces med deltagelse af kommende stukkatører, tømrere, murere, elektrikere, osv. under ledelse af bygningsprofessorer og andet fagudlært godtfolk? Hvem er det, som ikke kan forestille sig et museum eller et offentligt kontor, eller sågar et kulturelt mødested, placeret der? Eller evner vi som samfund kun at sætte arkitekter i gang med betonbyggerier og glashuse i offentligt regi? Mit bud er, at det nødvendigvis må være en åndeligt forarmet stat regeret af endeløse rundbordsplenum-djøffere uden handlekraft, som tillader denne årelange dødskamp for Carl Brummers palæ. Hvilken skam for Danmark! Tina Payne, Frederiksberg Bondegårdsreglen er langtfra forældet Bondegårdsreglen bør afskaffes, og landbrugsjord skal beskattes på linje med anden jord. Sådan skriver Alex Arash Sand Alsing Kalaee i et læserbrev i Berlingske. Han mener, at bondegårdsreglen er forældet. Det er bestemt ikke tilfældet. Tværtimod sikrer reglen en fornyelse i landbruget. Bondegårdsreglen og den lavere beskatning er med til at sikre, at landbruget – herunder også økologiske og mindre landbrug – ikke beskattes unødvendigt højt. Her er det vigtigt at have in mente, at landbruget er det eneste erhverv i Danmark, der beskattes af sit produktionsapparat i form af skat på produktionsjorden. Ingen andre af vores nabolande har denne beskatning. Derfor vil en afskaffelse stille landbruget dårligere rent konkurrencemæssigt. En afskaffelse af bondegårdsreglen vil uden tvivl give en skæv fordeling på tværs af landet, og særligt yderområderne vil blive udsat. Den løbende udgift vil stige markant, hvilket vil gøre det endnu sværere for en nyopstartet landmand at få økonomien til at hænge sammen. Så selvom bondegårdsreglen er gammel, er den stadig vigtig for en ny generation af landmænd. Anders Harck, sektorformand, Økonomi og Virksomhedsledelse, Landbrug & Fødevarer Læserbreve på maks. 1.350 tegn inkl. mellemrum sendes til debat@berlingske.dk

»Du skal bare lære at prompte rigtigt, så gør ai det hele for dig,« sagde min ven begejstret og fortalte om, hvordan han både brugte det til at hjælpe med at søge viden, til at skrive tekster, til at få ideer til nye måder at undervise på, til at lave færdigproducerede podcasts, til at få ideer til at afvikle møder på, til at få hjælp til at udvikle nye koncepter, til at oversætte tekster, generere specifikke billeder, finde kilder og så videre. Og det er da også på alle måder fascinerende og besnærende. Her er værktøjer, der helt konkret kan gøre en masse arbejde for os. Værktøjet er det rene sukker for hjernen: Det er rart, et energiboost, for så slipper vi selv for at gøre det hårde arbejde, vi får det hele serveret. For ikke så længe siden var taxichauffører i London noget helt specielt, fordi de havde en enestående evne til at finde rundt i byen – en evne, der var opbygget gennem utallige kilometer og timer bag rattet. I dag kan enhver med en GPS agere taxichauffør.  Engang var computere-kodere ekstremt eftertragtede, fordi de besad evnen til at skrive koder til at opbygge for eksempel hjemmesider. I dag kan du bede ai om at gøre det, og få resultatet få sekunder senere.  I stedet for at spørge din bankrådgiver til råds, kan du bare fodre ai’en med oplysningen og få neutral, gedigen rådgivning. Forsiden af medaljen er en slags demokratisering. Nu er viden gjort meget tilgængelig, og hvad der før var forbeholdt de få, er nu noget, man kan få adgang til. Vi kan få adgang til, hvad der ofte virker som en komplet uoverskuelig mængde af information. Og vi kan tilmed blive inspireret til nye ideer og handlinger.  Men som med så meget andet, er der også en bagside. Indholdstømning Jeg har forsøgt at følge strømmen og er også begyndt at prompte, som det hedder på nudansk. Det er et effektivt værktøj, der virkelig kan bruges til alt mellem himmel og jord. Det kræver dog, at man er kritisk tænkende og ikke accepterer alt, hvad ai’erne spytter ud af resultater. Men hvis vi lige zoomer lidt ud, så har jeg opdaget, at det gør noget ved min personlighed. Jeg er sådan set er i fuld gang med at udlicitere min kreativitet, min evne til at gøre mig umage, min evne til at undersøge ting, min evne til at reflektere. Med andre ord: Jeg er i fuld gang med at tømme mig for kvaliteter og træk, der karakteriserer det at være menneske. Det har den konsekvens, at jeg ikke bare er blevet mere sløv og har fået sværere ved at få ideer; jeg er også blevet utroligt kedelig.  Jeg ved mindre og mindre, jeg kan jo bare spørge ai’en, der er ingen grund til selv at huske på noget længere.  Jeg er blevet mindre kreativ, jeg kan jo bare spørge ai’en til råds.  Jeg er blevet mere doven, jeg gider ikke selv undersøge ting, jeg kan jo bare lynhurtigt spørge ai’en. Jeg prompter løs, men hver dag kan jeg mærke, at alt hvad der minder om selvstændig tækning blevet suget ud af mig som af en slags dementor fra Harry Potter-universet.  Det står, endnu ikke, helt galt til, jeg har for eksempel skrevet denne kronik helt selv uden at prompte noget. Så lidt innovation, kreativitet og tankekraft har jeg dog tilbage.  Men jeg kan selvfølgelig være bekymret for, om jeg langsomt er ved at give slip på den sidste rest af menneskelighed. Vareliggørelse af vores indre Psykologen Erich Fromm har defineret to grundlæggende livsformer, som vi kan være i verden på: To have og to be.  To have (at have, eller være i besiddelse af) er en form, der handler om ejerskab, forbrug og kontrol, og er den dominerende livsform i det moderne samfund.  To be (at være) er en dimension, der har fokus på det at være til, en oplevelse af verden, hvor man har at gøre med ydmyghed, vækst, kærlighed og opmærksomhed. Fromms pointe er, at det gælder om at leve et liv baseret så meget som muligt på to be-dimensionen, og det skal opnås ved at man er til stede og handler i verden, det kan ikke opnås gennem forbrug og passivitet. To have-livsformen er udtryk for en vareliggørelse af vores liv, på samme måde som ai-mulighederne går fra at være redskaber til at blive en slags vareliggørelse af vores indre: Vi tømmer langsomt os selv for egenskaber og lader dem blive gjort til en vare. Vi forholder os passivt til verden og lader os overstrømme af en teknologi, der kan hjælpe os, men som også handler på vegne af os. Vi er blevet passive forbrugere af en teknologi, der indholdstømmer vores indre. Kunsten at blive kedelig Jeg er altså i gang med at reducere mig til en utroligt kedelig udgave af mig selv, hvor jeg ustandselig skal spørge min ai til råds, så snart det kræver bare en anelse tankekraft eller opfindsomhed. Selv til den mindste, og ikke særlig krævende opgave, bliver ai’en spurgt. Og jeg bliver kedelig, fordi jeg langsomt mister evne til at tænke selv. Og fremtidsscenariet kan man se for sig: Hvornår mon det bliver muligt at få indopereret en ai i kroppen, så jeg kan downloade forskellige vidensprodukter og databaser og på den måde få adgang til ai’ens resultater med det samme? Så kan man måske tilkøbe forskellige versioner, gratisversionen er sikkert proppet med reklamer, og de dyrere modeller kommer med bedre ideer og har adgang til endnu flere databaser, hvor jeg både får adgang til alverdens sprog, matematikkundskaber i særklasse, al viden om naturen og evnen til at skrive digte. Alt sammen uden at tænke selv … Jeg vil dog hævde, at kunsten netop består i at investere i sig selv ved at være nysgerrig, undersøgende, læse bøger, lytte til musik, dyrke kunst, have udsyn og blive en passioneret borger og et medmenneske.  Jeg bliver et interessant menneske, fordi jeg gør mig umage med noget, fordi jeg har en passion, jeg forfølger.  Jeg bliver en, andre gider høre på, hvis jeg har ideer, meninger og refleksioner om verden, stort og småt. Ikke hvis jeg blot gengiver, hvad en maskine har fundet frem til mig.  Jeg bliver et interessant menneske, hvis jeg har noget at byde ind med i en dialog, i et fællesskab.  Jeg bliver et interessant menneske, hvis jeg kan tænke selv og agere i verden uden altid at vide, hvor jeg skal hen. Det er jo ingen kunst at prompte og blive kedelig. Christoffer Boserup Skov er filosof og leder af Dansk Talentakademi

I Berlingske kunne vi forleden læse, at en rekordstor gruppe danskere siger »ja til at arbejde videre, selv efter at de har nået folkepensionsalderen«. Det er kun positivt, og en udvikling, vi i Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) glæder os over. Derfor kom det også som en stor overraskelse, at undersøgelsens resultat blev sat i modsætning til FHs forslag om en mere retfærdig tilbagetrækning. Vores udspil lægger jo op til investeringer i et bedre arbejdsmiljø og i sporskifteordninger for nedslidte, netop for at hjælpe flere til at arbejde længere. For selvfølgelig håber sunde og raske unge, at de kan arbejde efter pensionsalderen. Det ville trods alt være meget bekymrende, hvis et flertal af danskere i 20erne gik rundt og glædede sig til at gå på pension. Og det er bestemt også glædeligt, at et stigende antal i andre aldersgrupper og blandt faglærte håber at kunne fortsætte arbejdet længe. Det vidner om, at vi har et godt og velfungerende arbejdsmarked, som mange gerne vil være en del af så længe, de kan. Fakta om tilbagetrækning I dag er knap hver tredje 67-årige i beskæftigelse. Altså – i året efter folkepensionsalderen er det ifølge de seneste tal fra Beskæftigelsesministeriets databank jobindsats.dk kun 28,3 procent, der stadig arbejder. Skal det tal op, så endnu flere kan arbejde efter folkepensionsalderen, samtidig med at folkepensionsalderen stiger markant, vil det kræve et massivt fokus på at levere investeringer i både fastholdelse og forebyggelse. For to ud af tre lønmodtagere har jo trukket sig tilbage fra arbejdsmarkedet inden folkepensionsalderen. Nogle trækker sig frivilligt, mens 25 procent er nedslidte og på blandt andet førtidspension eller seniorpension. Hvis lønmodtagernes håb om at kunne arbejde efter folkepensionsalderen skal blive til virkelighed, kræver det, at vi bliver langt bedre til forebyggelse af nedslidning og til fastholdelse af seniorer. Mere rimelig folkepensionsalder Selvom flere ønsker at arbejde længere, så er der alligevel grund til at revidere hastigheden af pensionsalderens stigning. For som Kommissionen om tilbagetrækning og nedslidning fastslog, så indeholder den nuværende indeksering en række uhensigtsmæssigheder. Ikke mindst, at pensionsalderen beregnes ud fra restlevetiden for 60-årige. Som kommissionen skriver, ville det være mere retfærdigt at beregne restlevetiden ved den gældende pensionsalder. Desuden udfordrer kommissionen, at en stigning i forventet levetid på ét år automatisk konverteres til et helt arbejdsår. I stedet anbefaler de, at stigningen deles med 80 procent til arbejde og 20 procent til pension. Det er helt forkert at bruge de nye tal til at argumentere for en højere pensionsalder. For man kan mindst lige så nemt argumentere for, at pensionsalderen slet ikke behøver at stige så hurtigt, hvis de fleste alligevel ønsker at fortsætte. Damoun Ashournia er cheføkonom i Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH)

De seneste ti år er tilbagetrækningsalderen for en typisk ufaglært vokset i et tempo, der er tre gange højere end for en typisk akademiker. Det viser en analyse, vi Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) for nylig har udgivet. Man kan også sige det på en anden måde: Det er de ufaglærte, der har betalt mest for den stigende pensionsalder. Men sådan ser man vist ikke på det i CEPOS. I Berlingske spørger den liberale tænketanks Niklas Praefke polemisk, om den beskrevne udvikling ikke er en positiv ting, hvis man anlægger et lighedsperspektiv. Han henviser til, at akademikerne stadig har en højere faktisk tilbagetrækningsalder. Jo. Men kun hvis man har en enøjet forståelse af lighed. For hvis man mener, at den faldende forskel i tilbagetrækningsalder er en positiv udvikling og udtryk for større lighed, har man glemt vigtige nuancer. For det første er der stor forskel på, hvornår forskellige faggrupper begynder på arbejdsmarkedet.  For det andet er den indsnævring i tilbagetrækningsaldrene, som vi har set, en konsekvens af Christiansborgs førte politik. I de seneste par årtier er der blevet gennemført store reformer af tilbagetrækningssystemet. Folkepensionsalderen stiger derfor i hurtig takt med befolkningens alder. Det samme sker med efterlønnen, der tilmed er blevet kraftigt forringet. Og det rammer dem med ingen eller korte uddannelser. Den typiske akademiker trækker sig nemlig først tilbage fra arbejdsmarkedet efter folkepensionsalderen. Helt anderledes ser det ud for de ufaglærte og andre med ikkeakademiske uddannelser. Ligesom det var tidligere, er de også i dag afhængige af muligheden for offentlige tilbagetrækningsydelser. Når den typiske ufaglærte trækker sig senere tilbage i dag end for ti år siden, er det ikke nødvendigvis et udtryk for et aktivt valg. Det er en konsekvens af den højere folkepensionsalder og forringelse af efterlønnen. Samtidig er det få ufaglærte, der står i en så privilegeret position, at de for egen regning kan vælge at trække sig tilbage før pensionsalderen. Det står i skarp kontrast til akademikerne, som i højere grad selv kan vælge deres tilbagetrækningstidspunkt helt uafhængigt af, hvad den officielle pensionsalder måtte være. De har pengene og helbredet til at vælge selv. Dét er ulighed. Men det handler ikke kun om fortidens skævheder. Det handler også om fremtiden. Med de nuværende regler vil efterlønnen de facto blive udfaset, mens Arne-pensionen (tidlig pension) vil omfatte færre og færre, som årene går. De grønne lamper over dørene til de nødvendige nødudgange fra arbejdsmarkedet lyser svagere og svagere. Heldigvis er den offentlige økonomi kernesund, så der både er råd til at sænke tempoet i, hvor hurtigt folkepensionsalderen stiger, og styrke tilbagetrækningsordningerne for de nedslidte og dem med lang anciennitet på arbejdsmarkedet. Der kan være god grund til at have balancerne for øje. Hvis den folkelige opbakning til fremtidens pensionssystem smuldrer, så ryger også den økonomiske holdbarhed. Lars Andersen er direktør i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE)

Lige så vel som vi i Europa og Danmark må anerkende, at Kina og den kinesiske økonomiske maskine er vores udfordrer og vores konkurrent, lige så vel må vi tage ved lære, når Kina handler klogt og modigt. Det tog 40 dage, fra Trump udråbte USAs økonomiske uafhængighedsdag, til han hejste overgivelsesflaget i toldkrigen. Kina svarede efter seancen i Rosenhaven 2. april som det mest naturlige igen på Trumps gengældelsestold ved at hæve sine egne toldsatser. Herfra brød vanviddet ud, og USA endte med at hæve sine toldsatser over for Kina til 145 procent. Så begyndte ellers præsidentens nedklatring, som startede med fritagelsen af de amerikanske techgiganter for straftolden på 145 procent, og sluttede med, at Kina og USA sænkede toldsatserne med 115 procentpoint over for hinanden. Trump havde som sin dumnaive strategi, at USA ensidigt kunne pålægge resten af verden toldsatser på 10, 20 og helt op til 50 procent, uden at nogen svarede igen. Kina viser, hvad svaret er på Trumps toldkrig.  Det er at svare igen med styrke og fasthed på Trumps toldvanvid. Indrømmet, nogle lande er ikke så heldige at have den luksus. Taiwan har ikke råd til at påkalde sig USAs vrede, selvom Taiwan er hjemsted for verdens førende producent af computerchip, TSCM. Faktisk står vi på ryggen af deeskaleringen af handelskrigen mellem USA og Kina i en absurd situation, nemlig at udgangspunktet for den amerikansk-kinesiske samhandel er en basistold på ti procent og en midlertidig straftold relateret til den illegale eksport af det farlige stof fentanyl til USA på 20 procent oven i. Fentanyltolden har imidlertid intet med Trumps gengældelsestold at gøre, for fentanyl-toldstraffen blev indført i februar og marts, så reelt er udgangspunktet for de kommende kinesisk-amerikansk handelsforhandlinger en toldsats på kun ti procent, hvilket er halvdelen af den faktiske gennemsnitlige toldsats de seneste fem år. Der er behov for, at EU gør klart over for USA, at Trumps straftold ikke bliver accepteret, og at EU svarer igen med styrke, hvis præsident Trump gør alvor af at hæve toldsatserne markant over for EU. Tager vi afsæt i de toldsatser, som eksisterede før 2. april, var tolden mellem USA og Kina på gennemsnitlig cirka 20 procent. Toldsatserne mellem USA og EU lå på knap 1,5 procent i gennemsnit. Det er en rystende indsigt, at hvis Trumps oprindelige toldudspil fra 2. april stadig er på bordet, vil tolden mod Kina blive ganget med 1,7 – fra cirka 20 procent til 34 procent.  Toldsatserne over for EU vil derimod blive ganget med faktor 13 – fra cirka 1,5 procent før toldkrigen til 20 procent ifølge udspillet fra Rosenhaven 2. april. USA har et handelsunderskud inklusive både varer og tjenester på henholdsvis cirka 250 milliarder dollar og på cirka 50 milliarder dollar over for EU. Kinas overskud over for USA er fem gange større end EUs overskud over for USA. Det giver ikke mening. Disse enkle tal fortæller en klar og enkel historie. Påstandene om, at Trump har en plan, som på nogen måde er gennemtænkt eller giver mening, er varm luft. Den amerikanske administration, den amerikanske kongres og den amerikanske befolkning skal bombarderes med budskabet om, at Trumps plan i virkeligheden er at ramme vennerne i Europa uendelig hårdere med straftold end Kina.  Det ikke bare tosset, det er uretfærdigt. Det vil de fleste amerikanere forstå. THOMAS BERNT HENRIKSEN

Normalt bevæger jeg mig ikke inden for de musikalske cirkler, når jeg skriver kommentarer eller debatindlæg, men indimellem må arbejde og politik vige for musikalsk passion eller måske musikalsk bekymring. For et halvt år siden købte jeg en T-shirt med Kanye West – eller Ye, som han nu insisterer på at blive kaldt. Det var en hyldest til en kunstner, jeg har beundret, siden »The College Dropout« ramte verden i 2004. Jeg kan huske, at jeg var solgt fra første beat. Hans evne til at bryde genrer, vende rytmer på hovedet og udfordre lydens grænser gjorde ham til noget nær et musikalsk geni i min verden. Men i dag ligger T-shirten bagest i skabet – som en påmindelse om et dilemma, jeg ikke længere kan ignorere. For Ye er ikke længere bare musik. Han er blevet et kulturelt fænomen på afveje. En rullende overskrift af skandaler, konspirationsteorier og hadske udsagn, der ikke blot provokerer – men flirter med historiens mørkeste ideologier. Forleden hørte jeg hans nyeste sang. Musikalsk er det stadig mesterligt – produktionen, energien, den leg med lyd, som kun han kan.  Men så lytter man til teksten – og kæben falder. I sangen »Heil Hitler« erklærer Ye: »Ingen forstår, hvad jeg skriver på Twitter« – og fortsætter med den rystende linje: »Alle mine brødre er nazister – Heil Hitler.«  Det er ikke blot provokation for provokationens skyld. Det er en ideologisk kortslutning, hvor kunsten ikke længere skaber refleksion, men baner vej for ekstremisme. Når en superstjerne som Kanye proklamerer nazistiske slogans i ramme alvor, er det ikke satire – det er et kulturelt kollaps. Og her dør musikken en lille smule for mig. For så er det ikke længere »bare kunst.« Det bliver farligt. Når grænserne forskydes Som far, skoleleder og byrådskandidat nærer jeg en dyb bekymring for, hvordan budskaber som disse bliver modtaget af unge mennesker.  Når tekster, der leger med fascistisk symbolik, bliver en del af ungdomskulturen, risikerer vi, at alvoren fordamper. At had reduceres til »stil«, og at sange som denne bliver soundtracket til ungdomsfester og fællesskaber uden kritisk afstand. Selvfølgelig hylder jeg ytringsfriheden. Den er fundamentet i ethvert demokrati, men med ytringsfrihed følger også ansvar – især når man har millioner af unge lyttere.  Kunstnere, medier, voksne og rollemodeller har en forpligtelse til at insistere på refleksion og kritisk stillingtagen. For i det øjeblik, vi begynder at negligere historiens alvor gennem populærkultur, svækkes både vores kollektive hukommelse og det værdimæssige kompas, vi har pligt til at give videre. Kanye har selv fortalt om psykiske udfordringer. Efter sigende blev han diagnosticeret med bipolar lidelse og senest autismespektrumforstyrrelse. Det kan måske forklare noget, men det undskylder intet. Det er en kontekst – ikke en fribillet til antisemitisme og ideologisk blindhed. Geniet og grænsen Jeg står med et dilemma, som mange sikkert kender: Kan man skille kunstneren fra værket? Kan jeg tage min Kanye-T-shirt på og stadig se mig selv i spejlet? For mig har svaret indtil nu været enkelt: T-shirten bliver i skabet. Men spørgsmålet rækker langt ud over min garderobe. Det handler om, hvordan vi som samfund forholder os til kunstnere, der ikke længere blot udfordrer normer – men nedbryder dem. Hvornår siger vi fra? Hvornår stopper vi med at klappe af geniet, når det, der kommer ud af højttalerne, ikke længere er kunst – men ideologisk støj med ødelæggende kraft? Martin Christensen er skoleleder i Aarhus kommune og byrådskandidat i Aarhus for Venstre