X og den fri meningsdannelse En stribe meningsdannere, profilerede og uprofilerede, er meget optagede af mediet X for tiden. Det medium, der udgiver mediet X, internettet, simpelt udtrykt, synes at sløre de flestes dømmekraft. Engang havde vi en trykt presse. Heri formuleredes også en lang række partiske, vinklede og ofte bevidst vildledende udsagn. Danmarks Kommunistiske Parti udgav dets egen avis. Det danske nazistparti (DNSAP) udgav dets egen partiavis. Socialistisk Folkeparti og Venstresocialisterne udgav deres egen, omtrentlige partiavis. Disse aviser udtrykte alle mulige besynderlige synspunkter. Den trykte presse rummede voldsomme indre modsætninger, hvad virkelighedsfortolkning og meningsdannelse angik. Igennem hele perioden med ytrings-, presse- og trykkefrihed har det politiske system indgået i en vekselvirkning med disse frihedsrettigheder. Ganske ofte har vælgerbefolkningen gennemtrumfet dens vilje, mod hvad en hårdhændet, ofte ensidigt, kritisk presse har givet spalteplads til. Højt respekterede politiske kræfter som Helmut Kohl og Ronald Reagan måtte tåle endeløse bryderier med pressen. Hvis man ikke kan lide mediet X, er der en meget simpel måde at slippe for det: man kan lade være med at bruge det. Nøjagtigt som man kan lade være med at abonnere på eller læse en avis – for eksempel Dagbladet Politiken – eller lytte til dagsordensættende programmer som Danmarks Radios Orientering. Jeg kan som førstehåndsvidne bekræfte, at metoden virker, for jeg har anvendt den i mange år. Det er nærliggende at mistænke, at alt ståhejet om X drejer sig om, at folk gerne vil lukke munden på folk, de ikke bryder sig om. Disse bestræbelser er mindst lige så gamle som ytrings-, presse- og trykkefriheden. Anders Orris, medudgiver af Critique, Broager K og de »kolde hænder« De Konservative på Frederiksberg angriber i Berlingske Frederiksbergs borgmester Michael Vindfeldt, fordi han har kritiseret udtrykket »kolde hænder« om mennesker, der arbejder med administration. De Konservative påstår endda, at borgmesteren forsvarer, at antallet af administrativt ansatte stiger. Som viceborgmester på Frederiksberg indgår jeg i et makkerskab med borgmesteren. På allernærmeste hold har jeg fulgt og deltaget i den økonomiske genopretning, som flertallet på Frederiksberg har gennemført de sidste tre år efter konservativt overforbrug, manglende rettidig omhu og transparens. Ja, slet og ret økonomisk uansvarlighed. Der har været mange hårde beslutninger i denne valgperiode – også i forhold til de administrativt ansatte. Frederiksberg har i de godt tre år med det nuværende flertal år efter år skåret på ressourcerne til administrativ understøttelse. Det er eksempelvis den centrale kommunikation, understøttelse af det politiske niveau, osv. Mens udgifterne er steget til eksempelvis fagspecifik sagsbehandling og it-området. Den prioritering står vi ved. For mens konservative skar på midler til it-sikkerhed for at få flere penge til kommunikationsenheden på rådhuset, har vi gjort det stik modsatte, nemlig skåret på ressourcer til kommunikation som helhed, men tilført midler til it-sikkerhed. Ligesom familieafdelingen, som var skandaleramt under konservativ ledelse, under det nuværende flertal har fået tilført flere medarbejdere, varigt. Uanset om man arbejder som sagsbehandler i familieafdelingen, med kommunikation eller med it, har man ikke kolde hænder, som Frederiksberg-konservative kalder det. Vores dygtige medarbejdere er hele mennesker med flittige hænder, kloge hjerner og varme hjerter. Det var rart, hvis vi i det mindste kunne være enige om det fremfor blot at kalde mennesker, der arbejder med administration, for »kolde hænder«. Lone Loklindt, 1. viceborgmester (R), Frederiksberg Kommune At klippe tånegle eller hår Jeg vil gerne have klippet mine tånegle og fjernet hård hud på mine fødder. Det vil jeg gerne have gjort hos en fodterapeut. Jeg betaler selv, har ingen ønske om tilskud. En luksus jeg giver mig selv. Inden dette kan ske, skal fodterapeuten oprette en journal på mig. Det har Styrelsen for Patientsikkerhed bestemt. Fodterapeuten skal beskrive min generelle tilstand, den planlagte behandling, udfylde observationsskema, spørge til personlige forhold, allergier, pårørende, osv. Endvidere skal mit cpr-nummer oplyses. For denne tidskrævende, bureaukratiske procedure kræver de fleste fodterapeuter en ekstra honorering på 50 kroner. Hvad er forskellen på at få klippet sine tånegle og på at få klippet sit hår? Kan man i fremtiden forvente krav fra Styrelsen for Patientsikkerhed om, at frisører skal oprette journaler, inden det er dem tilladt at klippe mit hår? Måske Styrelsen for Patientsikkerhed skulle nøjes med at koncentrere sig om patienter i stedet for at bruge tiden på regler for almindelige borgere, som blot vil have pæne sandalfødder, inden rejsen går syd på. Marianne Mørk Mathiesen, læge, Frederiksberg Lad EU købe New York Der er gået købmandsvare i lande i Trumps første og nu også anden præsidentperiode. I rigtig Putin-stil afviser Trump ikke at bruge straffende foranstaltninger eller militærmagt for at få Grønland, Canada eller Panamakanalen under amerikansk flag. Disse præfascistiske tendenser kan virke skræmmende. Men også komiske. Jeg foreslår, at vi leger med på »spøgen«, og at Europa/EU ser sig om efter landområder. Det kunne være at byde på byen New York. Jeg er sikker på, at mange beboere dér føler sig som europæere i hjertet og gerne vil hjem til Europa. Beboere i NY føler sig udsatte som følge af det røde bælte, som spreder sig som steppebrand i USA. Helgi Breiner, Humlebæk Læserbreve på maks. 1.350 tegn inkl. mellemrum sendes til debat@berlingske.dk

Jeg blev hentet af en fængselsbetjent. Han nikkede afmålt, nøglerne raslede, når han gik.  Jeg blev lukket ind gennem døre og porte. Som var det en labyrint, blev jeg ført ind i det inderste, ind til de værste. Det lignede noget fra en gammel film; fanger i gråt træningstøj, hårde stemmer, rastløsheden lå i luften, volden ventede bare på en åbning.  Nogle spillede billard i fællesarealet, andre spillede kort, de fleste stod bare og fik tiden til at gå med ingenting.  Cellen var så lille, at vi ikke kunne komme forbi hinanden derinde, ingen fjernsyn, ingen billeder på væggen. Tag stolen, sagde ham, jeg skulle besøge. Selv satte han sig på sengen og placerede sine hænder på knæene. Jeg har været på mange fængselsbesøg som præst. Det har jeg aldrig tænkt så meget over. Det er ikke mig, der har det svære job – de indsatte er næsten altid glade for at tale med præsten. Det har derimod fængselsbetjentene.  Selvfølgelig er et fængsel et specielt sted, men ikke mere specielt, end at jeg i løbet af samtalerne med de indsatte ofte glemte, hvor jeg var.  At besøge et fængsel i England er noget helt andet. Hospitalerne og skolerne er nedslidte, men det er intet i forhold til fængslerne; de er som at befinde sig et sted, alle andre har glemt. Han var god at snakke med. Vi talte om hans danske hjemby, om dengang han havde sejlet verden rundt, lavet mad på store tankskibe, set solopgange så smukke, at han var blevet nødt til at vende ryggen til, om alle de venner, han havde haft, om alt det lort, han havde lavet, når han ikke var ude at sejle. Og han savnede Danmark. Det er godt at have en at tale dansk med, sagde han. Selvom celledøren var lukket, kunne jeg fornemme alle bevægelser ude på gangen. En gang imellem var der et sæt øjne, der kiggede ind gennem det lille vindue i døren, men jeg kiggede ikke tilbage. En alarm gik i gang, lyden var så høj, at den lammede min krop. Han sad helt roligt og ventede på, at alarmen holdt op. Så fortalte han videre. Da han holdt en pause, spurgte jeg ham, hvordan han kunne overleve sådan et sted. Han tog sin hånd og lagde den på sit hjerte. Han sagde: »Kun fordi Gud er lige her.«  Han så på mig: »Hvis jeg ikke havde Gud, var jeg blevet sindssyg for længst. Jeg havde taget en overdosis af et eller andet. Det er sgu det nemmeste at få fat i herinde. Faktisk nemmere end derude. Jeg havde smadret mit hoved ind i den der væg.«  Han pegede på væggen over mit hoved. »Eller, jeg havde smadret en andens hoved. Hvad ved jeg? Hver dag er der en, der dør herinde, og det er kun Guds skyld, at det endnu ikke har været min dag.« Findes Gud? Det er mest et spørgsmål for dem, som sagtens kan leve med et nej, et spørgsmål for os, som fik SU, mens vi tænkte over det, for dem, som gerne betaler 250 kroner for at høre et foredrag om det på Den Sorte Diamant. Et spørgsmål, som mange gerne vil diskutere, særligt hvis de på forhånd er kommet frem til den pointe, at det gør Gud ikke. Det er ikke et dårligt spørgsmål, faktisk uhyre vigtigt, svaret kan ændre ens måde at leve på. Der vil også være belæg for at konstatere, at historisk set var det i et nej til spørgsmålet, at mennesket begyndte at lede efter andre spørgsmål, og i de svar man kom frem til, har verden udviklet sig til et bedre sted for de fleste. Men det er også et spørgsmål, som fangen, jeg sad overfor, slet ikke havde overskud til at overveje. Der var ikke noget at diskutere. Den luksus havde han ikke. Når man skal låse otte tunge jerndøre op, for at man kan komme ud, er det kun Gud, der kan komme ind i tide. Han fortalte mig, at han havde en drøm: Når han kom ud, ville han spare sammen til en af de der små madvogne. Han havde hørt fra en ven, at det godt kunne lade sig gøre at få fingrene i en, han skulle bare spare op til den, han ville stille den ved et lille torv tæt på en park i et hyggeligt område, og han ville servere dyrlægens natmad med kraftsky og rødløg og andre slags smørrebrød. Han elskede smørrebrød, fortalte han mig. Nogen vil sige, at man ikke kan være to steder på en gang, men mens han fortalte mig om sin drøm, forsvandt han ligesom ud af den lille celle. Han rejste sig bare op og gik ud gennem døren. Han var ikke længere i den krop, som sad så tungt foran mig på sengen. Jeg så ham for mig bag disken i den lille madvogn, med forklæde på og hår på hovedet, han tørrede disken ren og anrettede sine smørrebrød med omhyggelighed. En time senere stod jeg igen ude på gaden. Det dæmpede vinterlys havde fundet nogle sprækker i det grå skydække. Med ryggen op imod muren trak jeg den kolde luft ind og mærkede, hvor anspændt min krop stadig var.  Tro mig; i et fængsel findes Gud. Karsten Møller Hansen er præst i den danske kirke i London

Kina afholdt i december den største militærøvelse omkring Taiwan i årtier, med 90 skibe og snesevis af fly, der øvede blokade af Taiwan og angreb på fremme skibe.  Ledsaget af krigsretorik sker det som svar på, at Taiwans præsident, Lai Ching-te, kort forinden besøgte Hawaii og havde telefonsamtaler med blandt andet den republikanske majoritetsordfører Mike Johnson. Denne skulle have forsikret ham om, at Taiwan er en hel central brik i USAs strategi for Indo-Pacific-regionen.  Men er Trump villig til aktivt at forsvare Taiwan, eller kan øen ende som en brik i magtspillet mellem USA og Kina? De lande, hvis sikkerhed i efterkrigstiden har hvilet på amerikanske garantier, har haft særlig bevågenhed på det amerikanske valg, hvor Trump gjorde rent bord. Det gælder Israel, Sydkorea og Taiwan, og i nogen grad Japan og Filippinerne. Særligt Taiwan står med en eksistentiel trussel fra supermagten Kina, der insisterer på retten til at bruge magt til at gennemtvinge en integration. Taiwans strategiske og teknologiske position forstærker de internationale bekymringer.  Ifølge CIA har Xi Jinping beordret Folkets Befrielseshær til at være klar til at indtage Taiwan inden 2027, selvom nye skandaler og korruptionssager i Kinas militær ikke gør det sandsynligt. Umiddelbart kunne både Trumps America First-politik og Europas krigstræthed og interne uro give næring til Taiwans frygt for sin demokratiske fremtid. Man må forvente, at Trump vil videreføre USAs traditionelle »strategiske tvetydighed«, det vil sige en status quo-tilgang til Taiwan-Kina-relationen, der sigter mod at fraråde Folkerepublikken at angribe øen og samtidig forhindre, at Taiwan erklærer selvstændighed. Men Trumps udtalelser gennem de senere år indikerer både en langt hårdere tilgang til Kina og generelt større krav til USAs allierede, end hvad man kunne forvente fra Kamala Harris. Trumps Kina-politik Trumps hårdere kurs omfatter alle aspekter af det, han kalder Kinas økonomiske svindel, inklusiv subsidier, valutamanipulation, brud på ophavsrettigheder og industrispionage, og hans mål er fuldstændigt at eliminere USAs afhængighed af Kina på alle kritiske områder.  Han vil ophæve Kinas status som mestbegunstiget i The World Trade Organization (WTO), har truet med nye toldsatser på alle kinesiske varer og vil lave yderligere restriktioner på kinesiske investeringer i USA.   Efter sin valgsejr i 2016 havde Trump som den første præsident direkte telefonkontakt med Taiwans daværende præsident Tsai Ing-wen foruden at forøge den amerikanske flådes patruljering i Taiwan-strædet. I 2020 bebudede Trump at ville afvise alle Kinas territorialkrav i det Sydkinesiske Hav udover at love et større våbensalg til Taiwan.  Til gengæld må der forventes at komme enormt pres på Taiwan for at vise vilje og evne til at investere i sit forsvar mod Kina, eller direkte betale for sin sikkerhed, og Trump har i 2024 udtalt, at Taiwan burde bruge intet mindre end ti procent (firedobling) af sit BNP på forsvar. I Taiwan ser man ind i flere mulige scenarier, der hidrører fra både Trumps benhårde Kina-syn og hans proklamationer om at genrejse USA som et globalt teknologisk og industrielt kraftcenter. Selvom mange iagttagere betoner usikkerheden omkring Trumps tilgang til Taiwan, vurderer man fra Global Taiwan Institute, at Trump har været konsekvent på tre områder. Det handler om at dele byrden af forsvarsudgifter, at minimere USAs handelsunderskud og at bringe industrijob tilbage til USA. Trumps lovede straftold på varer fra lande, med hvilke USA har stort handelsunderskud, og hans udtalte »disruption«-tilgang til internationale relationer kan ramme Taiwans økonomi hårdt. Taiwan er USAs syvendestørste handelspartner, USA er Taiwans tredjestørste. Der er en frygt for, at USA i forlængelse af sin »CHIPS and Science Act« fra 2022 og Trumps bemærkninger om, at Taiwan har »stjålet« halvlederindustrien fra USA, vil nedprioritere Taiwans sag over for Kina. Til gengæld har Taiwans suveræne chipproducent TSCM, der sidder på 90 procent af markedet for de mest avancerede chip, annonceret, at man ville bygge tre fabrikker i Arizona til en værdi af 65 milliarder amerikanske dollar. En ny republikansk regering har dog også givet håb om en mere håndfast Kina-politik, som potentielt kan øge Taiwans sikkerhed. Trumps politik har hidtil været at fastholde Taiwan-strædet som internationalt farvand og må forventes at videreføre Biden-administrationens strategiske gennemsejlinger af strædet med flådefartøjer, ligesom en række allierede lande har gjort det samme, deriblandt Tyskland og Storbritannien. Men meget kan komme til at afgøres af personlige relationer, hvor Trumps personvalg i sin administration hidtil har vist, at høgene kommer til at tegne sikkerhedspolitikken, selvom Elon Musks Tesla-fabrikker i Kina og forbindelser til Beijing kan have en modererende effekt på Trumps Kina-politik.  Fra Taiwans side betones det, at både den nye liberaldemokratiske præsident, Lai Ching-te, og hans ligeledes liberaldemokratiske forgænger, Tsai Ing-wen, har haft et glimrende samarbejde med vestlige regeringer, deriblandt med USA, selvom kritiske stemmer taler for at tilpasse Taiwans politiske image til Trumps nye orden. Taiwans fremtid Hvor Biden måske af vanvare kom til at udtrykke, at USA vil forsvare Taiwan, må Trump forventes at videreføre den strategiske tvetydighed. Trump udtalte i oktober i år at han ikke behøvede bruge militærmagt, idet Xi Jinping, som han sagde, »knows I’m fucking crazy« (ved at jeg er skideskør, red.). Han tilføjede, at USA i tilfælde af et kinesisk angreb på Taiwan ville straffe landet med toldsatser på 150-200 procent.  Med sine markante udtalelser indikerer Trump, at ingen skal vide sig sikker, og han lægger derved endnu et lag på tvetydigheden med trusler om sanktioner og massive toldsatser. Men presset på Taiwans eget forsvarsbidrag vil blive et helt andet, end det ville have været under Kamala Harris.  Foruden udsigten til enorme investeringer i forsvaret kan en reorientering af Taiwans sikkerhedspolitik komme på tale, hvor afhængigheden af USA må nedtones til fordel for nye alliancer med ligesindede i regionen, specielt Japan og Filippinerne. For både at imødekomme USA og forberede nye forsvarsalliancer vil Taiwan købe massivt ind af amerikansk militærudstyr, inklusiv F-35-jagtfly, E-2D Hawkeye-varslingsfly og Aegis-destroyere. Med opkøb i milliardklassen vil Taiwan forsikre militæreksperter om øens forsvarsvilje. Men omvendt, hvis Trump presser Taiwan for meget i sin insisteren på reciprocitet, kan det føre til utilfredshed i befolkningen og større påvirkelighed overfor antiamerikansk propaganda fra Kina. Det er naturligvis usikkert, hvilken plads Taiwan vil få i Trumps globale reformprogram, men Kinas stigende aggression over landet vil nødvendigvis placere det centralt i international politik.  Der er ufatteligt meget på spil for både sikkerhedssituationen i regionen og verdenshandlen som helhed. Deri ligger måske også håbet for Taiwan. Modstanden mod Kinas ageren i verden har skabt enighed på tværs af amerikansk politik og mellem Europa og USA, og det ville se særdeles skidt ud for Trump at miste Taiwan. Men for at opretholde demokratiet og friheden i Folkerepublikkens baghave er det lige så vigtigt, at EU yder bidrag, der modsvarer de fremtidige amerikanske. Ole Bruun er professor på Institut for Samfundsvidenskab og Erhverv ved Roskilde Universitet, og Klaas Dykmann er lektor på Institut for Samfundsvidenskab og Erhverv ved Roskilde Universitet

Vi skal ikke uddele statsborgerskab til mennesker, der ønsker at undergrave Danmark som et folkestyre med frihedsrettigheder til alle borgere. Det tror jeg, at næsten alle er enige i, men når det så kommer til at gøre alvor af ordene, er der åbenbart en del, som ikke ønsker at stå vagt om frihedens fundament. Siden Liberal Alliance lancerede forslaget om at screene ansøgere for adfærd, der strider mod demokratiske og danske værdier, har der raset en mildest talt ophedet debat i medierne, som har været præget af en del misforståelser, som det både er nødvendigt og på tide at få ryddet op i. Helt banalt er statsborgerskab ikke en rettighed på linje med ytringsfrihed eller for den sags skyld Arne-pension, men en gave. En gave, der indebærer, at man bliver fuldgyldig medborger i Danmark med samme rettigheder og pligter som dem, hvis slægt har levet på denne plet på landkortet i årtusinder. Og det er en gave, som ikke alene gives til ansøgeren selv, men også til vedkommendes børn og efterkommere i tid og evighed – i øvrigt uanset hvor i verden, de måtte blive født. I Danmark er Grundloven indrettet sådan, at det er os politikere, der i sidste ende skal stemme ja eller nej til at tildele folk statsborgerskab. Når vi som politikere tager stilling til selv den mest banale lovgivning, bliver vi udstyret med bunkevis af bilag, der skal sikre, at vi kan tage stilling på et kvalificeret og oplyst grundlag. Når det gælder spørgsmålet om, hvem der skal være fremtidige medborgere i Danmark, skal vi som politikere naturligvis have et mindst lige så godt grundlag at træffe beslutning på, som tilfældet er, når vi lovgiver om tilsætningsstoffer eller fiskekvoter. Det burde være fuldstændig ukontroversielt og indlysende, at Folketingets medlemmer selvfølgelig bør vide det, hvis personer, som ønsker dansk statsborgerskab, aktivt har udvist en adfærd, der er i modstrid med det frie, demokratiske og liberale danske samfund, som de ønsker at blive en del af. Ærlig talt undrer det mig en del, at nogle af mine kolleger i Folketinget åbenbart ikke mener, at den viden er nødvendig for at kunne træffe en kvalificeret beslutning om tildeling af statsborgerskab. Selv hvis man – af for mig uforståelige grunde – ønsker at give statsborgerskab til folk, der ikke ønsker Danmark det bedste, slår det mig som sært, at man ikke ønsker, at politikerne, der skal træffe beslutningen, får den viden. Kritikere bør kende deres historie For det er som sagt kun os demokratisk valgte folketingsmedlemmer, altså ikke en embedsmand, en minister eller styrelse, der kan give statsborgerskab. Og vi folketingsmedlemmer er, som det også fremgår af Grundloven, i sidste ende ikke forpligtet af andet end vores egen samvittighed. Selvom mit indtryk er, at en del i den offentlige debat ønsker, at det forholdt sig anderledes, så er det derfor heller ikke muligt at vedtage lovgivning, der påligger Folketinget at give nogen som helst statsborgerskab. En sådan lov ville helt banalt stride mod Danmarks Riges Grundlov. Jeg kan konstatere, at flere har været særdeles harme over, at Liberal Alliance ønsker at indføre det, de kalder sindelagskontrol. Selv foretrækker jeg at tale om en helhedsvurdering, for kravene til statsborgerskab bør naturligvis gå videre end blot sindelaget – her skal kriminalitet, selvforsørgelse og andre ting naturligvis også, som hidtil, indgå. Men ord skal imidlertid ikke skille os ad, så hvis folk vil kalde det sindelagskontrol, så skal de for min skyld være velkomne. Men de harmdirrende kritikere af dette bør nok være opmærksomme på, at muligheden for at kontrollere ansøgeres sindelag var en væsentlig årsag til, at Grundlovens paragraf om indfødsret ser ud, som den gør. Grundloven blev nemlig skrevet, mens Danmark var i krig med Tyskland, hvorfor man i Danmark så med nogen ængstelse på risikoen for, at tysksindede personer fik mulighed for at opnå statsborgerskab, og derfor valgte man at gøre beslutningen om at tildele indfødsret til en politisk beslutning, så Folketinget til enhver tid kunne granske lige præcis sindelaget hos ansøgerne. Det betyder også, at hvor man i de fleste andre sammenhænge fuldt rimeligt kan forvente, at den offentlige administration er præget af forudsigelighed, så vil tildelingen af statsborgerskab altid kunne skifte, fordi folketingsflertallet som bekendt også gør det. Hvis danskerne sammensætter et andet folketing, så bliver konsekvensen naturligvis, at dets vurdering af hvem, der kan blive statsborgere, også kan gøre det. Men man bliver nødt til at forstå, at det ikke er en fejl, men en direkte konsekvens af vores grundlov. Og netop fordi beslutningen om at give statsborgerskab er politisk, så kan et flertal i Folketinget selvsagt også beslutte, at man godt kan blive statsborger, selvom man i ord og handling giver udtryk for at foragte grundlæggende danske og liberale værdier. Grundtvig var forgangsmand Men jeg vil gerne gøre det krystalklart, at det ikke kommer til at ske med Liberal Alliances stemmer. Vi mener, at frie og liberale samfund, som det danske, skabes af dem, der deler dets grundlæggende værdier, og selvfølgelig ønsker vi ikke at give indfødsret til personer, der har demonstreret, at de ikke deler dem. Frihed og demokrati skal til stadighed forsvares. Der er utvivlsomt masser af tekniske spørgsmål, som skal afklares, før vi forhåbentlig lander på en politisk løsning, der gør det muligt for Folketinget at tage stilling til statsborgerskabsansøgere på et kvalificeret grundlag. Og her vil jeg gerne understrege, at vi i Liberal Alliance er åbne over for et væld af modeller, som kan gøre en sådan vurdering mulig – for naturligvis er det muligt at give Folketinget et kvalificeret grundlag at træffe beslutninger på. Men selvfølgelig kan vi ikke acceptere en retstilstand, hvor det forventes, at vi skal stemme ja eller nej til nye medborgere uden at ane, om de faktisk deler de værdier, som har skabt det Danmark, vi kender og elsker. Jeg mener ærlig talt, at det er lige så indlysende, som det er ukontroversielt, at vi som politikere skal have mulighed for at tage stilling til ansøgere til statsborgerskab på et kvalificeret grundlag – og som en selvfølge bør afvise mennesker, der gennem deres adfærd har vist, at de ikke ønsker det godt. Egentlig mener jeg, at det er dem, der er uenige i dette, der skylder svar på, hvorfor de egentlig mener, at det bør være muligt for mennesker, som har udvist udemokratisk adfærd – og ja, lad os da bare kalde det sindelag – at blive medborgere i et samfund grundlagt på værdier, som de ikke deler. For naturligvis bør det kræve andet og mere at blive medborger i Danmark end blot at holde sig fra kriminalitet, tale sproget nødtørftigt og ikke ligge andre til last. Det gjorde vores grundlovsfader og den første formand for indfødsretsudvalget, N.F.S. Grundtvig, klart i sin tale om indfødsret allerede i 1850, hvor han præcist og rammende erklærede: »Det følger iøvrigt af sig selv, at Den, der ikke har nogen Følelse af, at der er et eget lille Folk, som hedder det danske – som ikke blot har egen Nytte eller Fordeel, men som ogsaa har et eget Kald og egne Anlæg – som altsaa har en egen Berettigelse i den lille Krog, som Forsynet har skjænket det – Den der ikke føler det, men seer blot paa Mit og Dit som enkelte Personers Eiendom – om han ogsaa kunde tænke verdensborgerligt, at det er det Samme, hvad enten der kommer Folk i Sneseviis, Hundredeviis eller Tusindeviis hertil fra andre Lande og nedsætte sig blandt os – han er ingen dansk Mand eller fortjener at være det.« Alex Vanopslagh er medlem af Folketinget og formand for Liberal Alliance

Der er ingen undskyldning. Og var den tale holdt af nogen som helst anden end den amerikanske præsident, så havde ingen søgt at bortforklare eller strø sukker ud over det, vi oplevede 20. januar.  Der er intet godt at sige til det. Dem, som peger på woke og udlændinge som undskyldning for at sige, at der var noget godt at hente, fortier eller fornægter, at den sammenhæng, Trump taler ind i, er et opgør med demokratiet, som vi kender det.  Det er den stærke mand, det er opgøret med de kontrollerende institutioner, det er vold og angst som drivmiddel, det er had over for alle, der er uenige eller stiller sig i vejen for hans projekt, det er lebensraum i forhold til fredelige naboer. Det er, hvad det er. Nøjagtigt, hvad det er.  Bare spørg i Panama, hvor panikken er begyndt at brede sig. Og spørg i regeringskontorerne her i København, når døren er lukket. Der er ingen undskyldning. Og fænomenet skal bekæmpes med alt, hvad det liberale demokrati har i sit arsenal. Det kan jo ikke nytte noget, at man prøver at normalisere den form for ekstremitet, der i bedste fald – bedste – minder om Juan Perón. Det had, der blev udspyet mod hans forgængere. De midler, han bruger for at sætte de øvrige balancerende institutioner ud af spillet. Det er farligt. Og det bør ikke engang overraske. For han har jo allerede en gang forsøgt at begå statskup. Med en række medsammensvorne, han nu ex officio har løsladt – mere end 1.200 dømte forbrydere samt flere hundrede tiltalte – ved hjælp af en perverteret brug af den benådningsmekanisme, der er hjemlet den amerikanske præsident.  Det, vi ser, er sådan, demokratier forgår. I en blanding af fejhed, afmagt og trusler. Demagogi og folkeforførelse. Nej. Der er ingen undskyldning. Men man kan godt tillade sig at spørge, hvad der er gået galt. Og det er der desværre en hel del, der er. De kræfter, vi satte fri i 80erne – fri bevægelighed for varer, personer, tjenesteydelser og kapital over landegrænser – havde en række konsekvenser, man var for sen til at reagere på. Først og sidst i form af en dybt uansvarlig udlændingepolitik. Men også en ekstremisering af identitetspolitikken og kulturen omkring det.  En bølge af liberaliseringer moralsk og normmæssigt medførte ikke kun frihed for minoriteter. Det medførte pludselig ufrihed for majoriteten. Kønsdiskussionen gik grassat, og børn blev taget som gidsler. Og samtidig blev statssystemerne tungere og tungere og reagerede langsommere og langsommere på større og større forandringer.  Tænk blot i dansk kontekst på, at det endnu ikke – her snart tre år inde i Rusands krig med Ukraine – er lykkedes at få stablet en ammunitionsfabrik på benene herhjemme. Gang det eksempel med de behov, der er – og tænk på, hvor hurtigt man faktisk kunne reagere under corona – og begrib så omfanget af raseriet, der griber dem, der kan se, at dynen bliver tungere og tungere og tungere i den del af deres liv, der har med regulering at gøre.  Demokratiet er under angreb. Fra sig selv. Og fra autokrater. Det er, hvad vi så med Trumps tale. Søren Pind er fhv. folketingsmedlem for Venstre, fhv. minister, bestyrelsesformand samt formand for medieansvarsudvalget

Potchefstroom er en lille, forvitret provinsby i Sydafrika, vis kvarterer mestendels består af boliger med pigtrådshegn, ituslåede fortove, små, snuskede kiosker og gadebelysning, der er ude af funktion.  Om morgenen har man solen i nakken og går på jagt efter en nogenlunde tilforladelig kop kaffe. Den finder man hos en hengemt kaffebar ved hjælp af de sociale medier. I selskab med tre venner, der tilsammen har næsten en kvart million følgere på Instagram, entrerede jeg engang denne.  Det var tydeligt fra første færd: her var endelig et univers, vi kunne se os selv i. Dagligt lagde de andre identiske Instagram-stories op af to-go-kopper med opløftende citater, der blev skrevet af baristaer med opsmøgede ærmer og sløsede tatoveringer: »Shine bright, be unique«. Lys op, vær unik. Kaffebarens interiør og Instagram-venlige univers var én til én det samme, som det er det fra New York til Nordre Frihavnsgade i København. Her var højt til loftet og kridhvidt på væggene, hvilket stod i skærende kontrast til de tunge mahognitræborde og hængelamperne af stål, hvorunder der blev brygget frugtig, lysristet kaffe.  Alt var tenderende sterilt, og der sad banankagespisende mennesker, som ingenting lavede, med deres MacBooks klappet op, som var vi trådt ind på Coffee Collective. Vi var kommet hjem. Eller hvad? I bogen »Filterworld: How Algorithms Flattened Culture« beskrives fænomenet »Den generiske kaffebar«, som rummer den »underligt friktionsløse geografi skabt af digitale platforme«.  På kaffebaren i Sydafrika rådede den »gode stil«. Værdsættelsen af det æstetiske univers synes ved første øjekast at rumme en raffineret og personlig smag. Det er ikke tilfældet. Det, vi tror er et unikt, smalt smagsfællesskab, viser sig at være præget af nøjagtig de samme idealer, som alle andre tillægger værdi. De sociale mediers algoritmer får os til at ligne hinanden. Det gør sig også gældende rent fysisk. »Stik mig smuk« er titlen på en DR-programserie, der undersøger, hvordan en »spids hage, svulstige læber og skarpe kindben« er blevet en universel skønhedsformel.  Det paradoksale er, at den unikhed, der efterstræbes, er affødt af perfekthedskulturens ensartede normer. Et globalt Instagram-ansigt, hvor menneskers forskelle nivelleres i takt med, at ansigtstrækkene glatpoleres. Jagten på at være unik ender i anonymisering. Vi sammenligner os så meget med andre, at vi ender med at blive ens. I 1922 skrev Ernest Hemingway i reportagen »Amerikanske bohemer i Paris«: »De har alle sammen gjort sig så store anstrengelser for at opnå en skødesløs individualisme i deres påklædning, at de er blevet næsten ens i deres excentricitet.«  Det er det samme, der er tilfældet på de sociale medier. Det er en skam, for det er i forskellene, at fremdriften, inspirationen og selvstændigheden ligger. Løsriver vi os ikke fra algoritmens kløer, ender vi med i indbildsk frigørelse at udvaske vores egen individualitet. Tilbage på kaffebaren vil vi sidde fast i et kapitalistisk, digitalt sammensurium, der indhyller dette anonyme ikkested i et globalt, ensartet, æstetisk udtryk, hvor de samme mennesker med de samme skarpe kindben, spidse hager og fyldige læber forventer, at de få serveret den samme lysristede kaffe i to-go-kopper med påskrevne, opløftende citater: »Shine bright, be unique«. Kasper Andersson er skribent og podcastvært

Det lyder grangiveligt som en konspirationsteori søsat af en højreekstrem brigade fra internettets mørke kroge.  Var sagen – eller sagerne – taget ud af fiktionens verden, var historien blevet slået hen som urealistisk, for karikeret og som unødvendig traumepornografi.  Stigmatiserende, ville det også blive kaldt, og fremmende for et negativt blik på etniske minoriteter. Racistisk.  Lige her har vi sagens absolutte kerne.  Det er nemlig en af forklaringerne på, hvordan det i årtier kunne finde sted, at lokale mænd – hovedsageligt af pakistansk oprindelse – kunne groome og voldtage mindreårige engelske piger, uden at nogen greb ind.  Taxachauffører, kioskejere og fastfoodrestaurantejere havde frit spil til at pumpe stoffer og alkohol i unge, udsatte piger og udsætte dem for det ene hårrejsende seksuelle overgreb efter det andet.  En af pigerne bemærkede til Daily Mirror, da sagen rullede, at hun som 14-årig nat efter nat blev »tvunget til at have sex med utallige mænd i klamme fastfoodsteder og ulækre huse«. Det er ikke til at overskue, i hvor stort et omfang denne systematiske grooming har fundet sted, men ifølge The Daily Telegraph, er der tale om mindst 50 byer, hvor man har ofret helt unge pigers kroppe og ret til beskyttelse for at kunne sole sig i en multikulturel succeshistorie.  Mindst 50 byer! Og i en by som Rotherdam alene var der tale om mindst 110 mænd, der misbrugte 1.510 piger. I Telford vurderer politiet at 200 mænd deltog i seksuelle misbrug af lokale piger.  Lærere, sundhedsplejersker, politibetjente, sagsbehandlere. Politikere. Alle stod de til, imens disse grooming-bander byttede de unge piger imellem sig som Pokémonkort, som var til fri afbenyttelse i skumle bygninger og øde naturarealer.  Hvis man råbte op, kunne man jo blive stemplet som racist, så opråbene lod vente på sig.  Sagen er det værste eksempel på, hvor farlig politisk korrekthed kan være, og hvad vi ikke må overse er, at samme mekanismer, yderst aktuelt, gør sig gældende på dansk jord.  Det er nemlig under et år siden, at den danske antropolog Sofie Danneskiold-Samsøe råbte op, og blev udsat for lige netop det, de britiske sundhedspersoner og myndighedspersoner frygtede, hvis de råbte op.  »Der, hvor jeg underviser, kan der være studerende, der siger, at de ikke kommer til at anbringe børn fra muslimske familier, fordi det strider imod deres værdier, hvor familien skal holde sammen. De siger, at de ikke vil ødelægge familien ved at anbringe børn. Det er jo at misbruge sit erhverv,« sagde Danneskiold dengang.  Sofie Danneskiold-Samsøe har i årtier forsket i sammenhængen mellem vold, køn og familieforhold i etniske minoritetsfamilier.  Hun har skrevet bøger om emnet, og er en del af den regeringsnedsatte »Kommissionen for den glemte kvindekamp«, som skal undersøge, hvordan man kan komme negativ social kontrol til livs. Alligevel blev hendes opråb slået hen af hendes egen branche. Og ikke nok med det, blev hun forsøgt karaktermyrdet af alle de fagfæller, der burde vide bedre.  Helt præcist valgte 188 af hendes kolleger med tilknytning til Københavns Professionshøjskole at hænge hende til tørre i avisen Information, og anklage hende for »mistænkeliggørelse« og »stigmatisering« af minoritetsetniske studerende.  Altså en meget direkte opfordring til at lukke øjnene for de konkrete eksempler, Sofie Danneskiold-Samsøe selv havde set, og i stedet danse med til lyden af den multikulturelle fejringstromme.  Lad mig understrege, at der her var tale om præcis den sammensætning af professioner, der valgte at lukke øjnene for overgrebene i England, og som bar ansvaret for ikke at gøre lige netop det.  Værre endnu er der tale om de mennesker, der har ansvar for at uddanne næste generation af lige præcis de nøglefunktioner, der svigtede i England.  Københavns Professionshøjskole er rugekasse for fremtidens pædagoger, lærere og socialrådgivere. Første geled til at opsnappe og indberette social kontrol, overgreb i hjemmet og i lokalsamfundet.  Og vi har altså sort på hvidt, på deres eget initiativ, en erklæring om, at de vil foretrække at lukke øjnene for alt det, der ikke gavner et positivt narrativ om det multikulturelle samfund.  Det gode spørgsmål at stille sig selv og hinanden er med andre ord, hvordan kan vi være sikre på, at samme modbydelige voldtægtsskandale ikke udspiller sig på dansk jord?  Svaret er, at det kan vi ikke. For danske fagpersoner besidder den samme livsfarlige trang til at tie dårlige historier om muslimer ihjel til fordel for drømmen om den multikulturelle succeshistorie. Aminata Corr Thrane er journalist og kommentator

Chefredaktør Pierre Collignon trækker i Berlingske 19. januar nogle linjer op i den standende strid om bogen »Broderismen – sådan undergraver islamister de vestlige samfund« af den franske antropolog Florence Bergeaud-Blackler.  Collignon identificerer på baggrund af debatten »en kløft mellem europæiske sikkerhedstjenester og dele af islamforskningen«. Men den metaforiske kløft beror i mine øjne på en fejllæsning og forskydning af den kritik, der er blevet rettet mod bogen. Og et manglende blik for de afgørende forskelle mellem efterretningstjenesternes trusselsvurderinger og bogen om »broderisme«. Jeg har i Information bygget videre på professor Lene Kühle og seniorforsker Manni Crones kritik af bogens citatmanipulation, forkerte referencer, fejlfortolkninger og svigtende dokumentation.  Kernen i min kritik var, at Florence Bergeaud-Blackler med sin begrebslige nydannelse »broderisme« – en ideologi, der stammer fra Det Muslimske Broderskab, men i forfatterens vision rækker langt ud over det – skaber en forestilling om, at en farlig, samfundsundergravende tænkning og praksis er dominerende blandt Europas muslimer. Og at det er resultatet af »en plan«.  Dokumentationen svigter. Ligesom jeg heller ikke kan finde dokumentation for bogens alarmistiske påstand om, at grupper, der bruger begrebet »islamofobi« kæmper mod nationens vitale forsvarsværker »politi, hær, efterretningstjeneste«. Pierre Collignon henviser til professor Thomas Hoffmann, som i Information taler for, at europæiske efterretningstjenesters trusselsvurderinger om Det Muslimske Broderskab (MB) underbygger Florence Bergeaud-Blacklers hovedteser. Men det kræver nogle hastige tankespring.  Dels skriver efterretningstjenesterne ikke om »broderisme«, dels er deres trusselsvurderinger, som er en væsensforskellig genre fra en akademisk fagbog, ikke så entydige som Collignon og Hoffmann gør dem til.  Det sidste først. Hoffmann citerer i Information en rapport fra den hollandske efterretningstjeneste fra 2007, som blandt andet fortæller, at »de [MB] prøver at bane vej for en ultraortodoks islam«.  I samme efterretningstjenestes trusselsrapport fra 2023 står der imidlertid: »Indflydelsen og størrelsen af ​​Det Muslimske Broderskab i Holland var ekstremt begrænset i 2023, og bevægelsen så ikke ud til at udbrede ekstremistiske ideer. Det udgjorde derfor næppe nogen trussel mod den demokratiske retsorden.« I den tyske efterretningstjenestes 400-siders trusselsvurdering fra 2023, som Collignon citerer fra, står der cirka 150 ord om Det Muslimske Broderskab i Tyskland, og det mest alvorlige er, at de forsøger at fremstå kosmopolitiske og moderate, men reelt »i overensstemmelse med MB-ideologien følger en strategi om indflydelse på det politiske og samfundsmæssige område.« Til sammenligning står der cirka tre-fire gange så meget om truslen fra Scientology i rapporten. Collignon fremhæver desuden, at en fransk efterretningschef udtaler, at »endemålet er meget klart: på sigt at gøre Frankrig og Europa til et kalifat ved at gennemtvinge sharia«.  Ja, det er der utvivlsomt nogen, der drømmer om, men det er et fjernt mareridt som heldigvis ikke lader sig realisere i vores islamskeptiske, demokratiske samfund. Ligesom det heller ikke er muligt for de overvintrede kommunistiske småpartier at omstyrte vores samfund, selvom de måtte drømme om det. En fundamental forskel mellem broderisme-bogen og efterretningstjenesterne er, at de sidste skriver og taler om Det Muslimske Broderskab, ikke om broderisme. Florence Bergeaud-Blackler mangedobler de mest pessimistiske vurderinger fra efterretningstjenesterne med sit selvskabte begreb om ideologien »broderisme«, der ifølge hende »i dag dominerer Europas islamiske landskab«.  Dermed gør hun modsat efterretningstjenesterne truslen langt mere diffus og allestedsnærværende. At der findes islamistiske grupperinger i Europa, herunder Det Muslimske Broderskab, med fundamentalistiske ideer har aldrig været til diskussion: det gør der.  Og det er selvsagt ikke den kendsgerning, der har fået professor Lene Kühle til at kalde bogen »vanvittig«.  Kritikken handler om bogens proportioner, fejlreferencer, begrebsdannelse, citatmanipulation, svigtende dokumentation og anklagende alarmisme. Med Florence Bergeaud-Blacklers bog kommer muslimer i stor mængde samt en masse ngo’er, forskere og venstreorienterede under anklage for at fremme den samfundsundergravende broderisme (altså forfatterens egen begrebsdannelse); det er ikke tilfældet i efterretningstjenesternes afgrænsede vurderinger. Steffen Groth er cand.mag. 

En frostklar mandag, hvor Capitol Hill var malet i nuancer af blåhvidt. Solen brød frem, så selv fontænen foran Det Hvide Hus ikke kunne lade være med at glimte og klukke i lyset. Men koldt var det. Indsættelsen foregik indenfor i Capitols rotunde, under kuplen. Man så ankomsterne til salen – senatorer, den afgående administration, højesteretsdommere, familier til Trump og Vance, Trumps nye kabinet samt tech-verdenens spidser; Musk, Zuckerberg og Bezos. Marchmusik og klassisk i baggrunden.  En stemning af højtidelighed og elegance – Melania i Oscar de la Renta, Ivanka og Barron Trump, hvis aristokratiske profil tårnede op over de andre. Den totale modsætning til den jordslåede kommuneæstetik, vi desværre har vænnet os til at se herhjemme. Vance aflagde ed i selskab af hustruen Usha og deres børn. Højesteretsdommer Brett Kavanaugh fik æren; vi, der kan huske, hvad han blev udsat for af Demokraterne, den absolutte svinestreg, følte et stik i hjertet. Højdepunktet var selvfølgelig indsættelsestalen. Som vitterlig var markant. Exceptionelt indholdstung. Fremført roligt og klart. Den begyndte fredsommeligt med lovprisning af USA, men bevægede sig hurtigt over i det »forræderi«, den afgående administration havde begået mod sit eget folk. Det dramaturgiske crescendo var listen af lovbekendtgørelser, der skal indlede den »fornuftsrevolution«, som skal karakterisere Trumps anden og sidste periode.  Erklæring af national nødtilstand ved den sydlige grænse. Militær indsættes, deportation af millioner af migranter. Narkokarteller kategoriseres som udenlandske terrororganisationer. Ud med »Green New Deal« (der røg middelklassekvindens ennui) og ind med olieproduktion.  I det hele taget skal produktionen tilbage på amerikansk jord – slut med at gøre udlandet rigt og hjemstavnens borgere fattige. Al statslig censur skal ophøre. Staten må aldrig igen kunne misbruges til at forfølge politiske modstandere. Stop for venstreekstrem ideologi i militæret. Tilbagerulning af kønsopløsning; den officielle politik bliver igen, at der findes to køn.  Og så en fredsmission: Succes skal måles i de krige, der aldrig startes. Nå ja, og så vil USA tage Panamakanalen tilbage. Publikum udbrød i store klapsalver flere gange undervejs. Jeg kan ikke huske, at jeg tidligere har hørt så potent, så substanstung, en politikertale. Nul spin, nul øregas, nul lip service til producenterne af moderigtige holdninger. Bare opfølgning på de løfter, han havde givet amerikanerne i sin valgkamp.  Trump lignede en leder, der har lyttet og lært, og ikke er bange for at bruge hver en nanometer af sit magtfulde mandat.  Hvor han i sin første periode var tydeligt præget af sine mange fjenders angreb og ofte fremstod vred eller irritabel, virkede han her stålsat, afslappet, munter. Men også ydmyg og beæret.  Der var ingen skadefryd eller hævngerrighed at spore. Hvilket var afgørende for, at leveringen af hans kernebudskaber – »enhed« og at USA står foran en ny guldalder – fremstod troværdigt. Sjældent har en politisk tale indvarslet større konkrete forandringer end denne. Eva Selsing er filosof og forfatter

Mandag blev Donald Trump indsat som præsident i USA. Han har for længst lovet, at der kommer en byge af radikale initiativer, og at verdensøkonomien vil blive forandret af nye toldsatser. Hvordan vil det påvirke dansk økonomi? USA har i en årrække været Danmarks vigtigste eksportmarked, så mange har spurgt: Er fundamentet for vores velstand i fare? Ingen kan naturligvis sige noget sikkert om det, men hvis man kan lære af historien, så er der grund til optimisme. For det første viser vores forskning, som for nylig er formidlet i bogen »Vejen til velstand«, at det centrale fundament for Danmarks økonomiske succes har været et højt niveau af viden i det danske samfund. Selvom det er virksomhederne, der har sikret, at betalingsbalancen er buldret frem siden 1980erne, så er hovedparten af de mest succesrige virksomheder rundet af gunstige forhold i det omgivende samfund. Der var for eksempel ikke kommet en dansk medicinalindustri, hvis der ikke havde været et højt niveau for farmaci, sundheds- og naturvidenskab i begyndelsen af 1900-tallet, og der er utallige virksomheder inden for den stærke danske metal- og maskinindustri, der har nydt godt af et højt fagligt niveau på de danske tekniske uddannelses- og forskningsinstitutioner. Det er fundamentet for dansk erhvervsliv, at Danmark i generationer har været et videnssamfund, og at vi i et langt historisk perspektiv har været åbne for at importere viden og teknologi. Her er det værd at erindre, at told rammer varehandel. Det er langt sværere at lave restriktioner for viden. For det andet er de store multinationale virksomheder overraskende gode til at klare skærene i krisetider. Mange af verdens største koncerner har en meget lang historie, og den viser, at de har været gode til at flytte rundt på kapital og produktion, så de kunne overleve dybe kriser, revolutioner og altødelæggende verdenskrige. Det er værd at erindre i dag. Danmark var allerede i slutningen af 1800-tallet hjemsted for succesrige multinationale virksomheder inden for søfart, handel og industri. Det var længe overset, da den nationale fortælling var, at landbruget var fundamentet for dansk velstand. I dag er det dog tydeligt, at den utrolige udvikling af dansk økonomi i de seneste generationer har været båret af en lang række storvirksomheder, der er aktive på markeder over hele verden. Hvis verdensøkonomien i et eller andet omfang »lukker ned«, vil Danmark kunne profitere af, at disse virksomheder vil have en række forskellige muligheder for at imødegå handelsmæssige benspænd. For det tredje skal vi huske, at Danmark er en del af EU, og at EUs fundament er liberaliseringer af handel mellem medlemslandene. Efter 1989 blev den foretrukne fortælling om EU, at det var et fredens projekt – en reaktion på Anden Verdenskrig – men vi må ikke glemme, at det oprindelige fundament var en markedslogik. Internt i et efterhånden dybt integreret Europa vil der således fortsat være et stort marked, hvor danske virksomheder har vist, at de er meget konkurrencedygtige. Og i forhold til handelspartnere uden for Europa vil Danmark indgå i en stærk økonomisk blok, der vil kæmpe for de idealer, som samarbejdet er baseret på. For det fjerde har Danmark en dyb tradition for et nært samarbejde mellem stat og erhvervsliv, når det trækker op til krise og krig. Denne korporative tradition har rødder i enevælden, og den blev for alvor aktiveret under Første Verdenskrig, da vores to største handelspartnere, Storbritannien og Tyskland, kom i krig. Danmark fulgte her en neutralitetslinje, og dygtige embedsmænd, politikere og erhvervsfolk sørgede for, at landet kom godt igennem krigsårene. Landbruget beklagede sig, men virkeligheden var, at landbruget klarede sig godt – og i øvrigt at de danske rederier skovlede penge hjem. Der var også et nært samarbejde under krisen i 1930erne og senere under Anden Verdenskrig. Når Mette Frederiksen med ultrakort varsel kan få landets førende virksomheder ind i et nært samarbejde, så ligger det i forlængelse af en lang tradition for, at stat og erhvervsliv står nært sammen, når der er udfordringer på den internationale front. Så hvis stat og erhvervsliv evner at videreføre den tradition, hvis EU holder sammen omkring de oprindelige ideer, hvis de store virksomheder benytter sig af deres globale tilstedeværelse, og hvis vi alle husker, at vores økonomiske succes er rundet af en åbenhed mod verden og af langsigtede investeringer i uddannelse og forskning, så har vi gode forudsætninger for at klare os. Per Boje er professor i moderne historie ved Syddansk Universitet, og Jeppe Nevers er professor i moderne historie ved Syddansk Universitet. De har for nylig udgivet bogen: »Vejen til velstand: Kapitalismen og det moderne Danmark«