Det var en anden tid.  En sætning, der oftest beskriver, hvordan et skift i seksualmoral kan få fortiden til at indhente mennesker, der engang var nogle klammerter.   I »Mørkeland« vender pilen den anden vej. Ved sin spæde fødsel i 2018 – og et par år frem – blev podcasten fordømt fra snart sagt enhver kant. De fik skyld for at svælge i noget så alvorligt som seksualforbrydelser og mord.  »Jeg hader det ikke, fordi det er kommerciel strategisk true crime. Jeg hader det, fordi det er meningsløs true crime«, skrev Politikens anmelder i 2020.  I samme boldgade har journalist og vært Sandie Westh konsekvent kritiseret  podcasten for ikke at tage hensyn til de pårørende. Hun fik opbakning fra blandt andre tidligere kriminalreporter, nu radiovært på »Tabloid«, Marie Louise Toksvig. Mest konfliktfyldt blev det, da søsteren til den dræbte i en sag, de tog op i »Mørkeland«, meldte sig på banen:  »Hvorfor sender I sådan noget her. Hvorfor spørger I ikke os, om det er o.k. at sende. Det er ikke et uddrag af en roman, som I læser op, det er noget, som andre mennesker har gennemlevet, og det er ikke sjovt at gennemleve igen,« lød det fra Louise Koch Nielsen tilbage i 2019, da hun rettede en bredside mod »Mørkeland« i prorammet AK 24syv. Jeg var selv enig. Det var en besynderlig omgang fnise-hygge-smaske-spekulation i virkelige menneskers virkelige følelser og virkelige bevæggrunde. Det var mordergætteri og tøsehygge.  Alligevel blev de ved. Uge efter uge i seks år har de to værter, Camilla Bjerregaard Aurvig og Kristine Sofie Bugbee, gennemgået en mordsag fra ind- eller udland. De skiftes til at være den, der læser højt og at være den, der reagerer på fortællingen. Det er stadig meget tøsehyggeligt, dog med lidt mindre fnisen og lidt flere kildehenvisninger, såsom »sagde han dengang til B.T.« eller »stod der altså i Århus Stiftstidende«.  Men tiderne skifter, og i dag er det meningsløst at sondre mellem væsentlig, smagfuld true crime og uvæsentlig, smagløs true crime. Mængden af podcast, der svælger, smager, mærker og spekulerer i verserende og lukkede mordsager synes at være konstant tiltagende, trods en allerede overvældende overflod.  Blandt andet podcasten, der foregiver at afdække mysteriet om Morten Olsens forsvundne kæreste, som vi for nylig anmeldte her i avisen.    Solid research og ASMR  Ugens mordsag i »Mørkeland« formidles ved højtlæsning, fremført med lav, næsten hviskende stemmeføring, og i et roligt tempo, der giver mindelser til internetfænomenet ASMR (Autonomous Sensory Meridian Response, red.), hvor man med sagte lyde forsøger at fremkalde kildrende fornemmelser i kroppen hos lyttere.  De to værter gør sig et grundigt forarbejde, hvor selve sagens kerne koges ned til noget, der minder om en lang novelle, og med de rolige stemmer tager podcasten form som en slags godnatlæsning.  Lidt som R.L. Stines »Gåsehud«-serie for voksne.  Og amatørismen er efterhånden svær at se sig sur på. Det er en så integreret del af konceptet, at de to værter indledningsvist snakkesludrer ti minutters tid om weekenden på Eksperimentarium og strikketøj. At de afbryder hinanden, fordi der opstår noget i rummet, som er relevant for ingen:  »Ej, skete der lige noget med lyset, undskyld. Blev det lige sådan helt gult? Er det bare mig? Er det mine øjne? Det er rigtigt. Det blev helt gult. Nå okay. Jeg prøver at abstrahere, nå, anyway.« »Mørkeland« er håndholdt, der er alt – alt – for mange reklamer før, under og efter fortællingen.  Men det er ganske udmærket formidling af dansk kriminalhistorie. Bizart nok er »Mørkeland« blevet bedre, efterhånden som mange andre – og langt værre – konkurrenter har indtaget markedet.  »Mørkeland« udkommer hver mandag. Værter: Camilla Bjerregaard Aurvig og Kristine Sofie Bugbee. Assisterende research: Ida Cathrine Holme Nielsen. Assisterende klip: Anders Eske. Musik: Bensound. 

Han tager sine dates til middag på New Yorks eksklusive Dorsia, hvor der er måneders ventetid på en bordreservation.  Han bærer ure fra Rolex og jakkesæt fra Cerutti.  Han myrder mænd og kvinder med motorsav, jagtdolk og flækøkse. Han tramper en lille hund ihjel. Seriemorderen Patrick Bateman findes ikke i virkeligheden. Alligevel er han i 2025 et forbillede for unge mænd. Patrick Bateman dukkede første gang op i 1991, i Brett Easton Ellis’ bestseller »American Psycho«. Romanen satte sindene i kog på grund af sine ekstremt voldelige og bloddryppende scener. Men den blev også rost som en djævleblændt satirisk skildring af 1980ernes yuppie-materialisme. Siden blev romanen sat på film af instruktøren Mary Harron, med Christian Bale i hovedrollen som den følelseskolde finansmand, der tilbringer sin fritid med at myrde og hugge såvel kvinder som mænd i småstykker. Han er så afstumpet, at han selv tvivler på, om han overhovedet et menneske:  »Og selvom jeg kan skjule mit kolde blik, og du kan give mig hånden og mærke, at mit kød fatter om dit, og du måske endda kan fornemme, at vi ville kunne sammenligne vores livsstil – så er jeg der ganske enkelt ikke,« siger han i romanen, der er blevet solgt i over én million eksemplarer. Men selvom Patrick Bateman ikke findes, er han ikke sådan at slå ihjel.  Her 25 år efter den seneste filmatisering havde premiere, har den anerkendte italienske instruktør Luca Guadagnino annonceret, at han vil lave en ny filmversion af romanen. Skuespilleren Austin Butler er blevet hyret til at svinge flækøksen i hovedrollen.  Romanens ophavsmand, Brett Easton Ellis, har i et interview med Gay Times hævdet, at planerne blot er rygter, der er sat i gang for at afprøve markedets interesse – men den skulle være god nok. Filmen kommer. Patrick Bateman lever stadig.    Selvom Austin Butler er blevet rost for sin karismatiske udstråling i film som »Dune: Del 2« og »Once upon a Time in Hollywood« bliver det en udfordring at fravriste Christian Bale positionen som den ultimative Bateman.  Ifølge The New York Times og andre amerikanske medier bliver Bale/Bateman nemlig kultdyrket af en hel generation af unge mænd, der blandt andet har taget karakterens ekstreme fem timers træningsprogram og hudplejerutine til sig. Den indbefatter blandt andet at lave hele 1.000 mavebøjninger, iført en »ismaske« mod rande under øjnene. Måske overdriver Patrick Bateman antallet af mavebøjninger i sit program, men de unge amerikanske mænd tager tilsyneladende den fiktive karakters selvpleje og øvrige væremåde for pålydende. Flere elementer af filmen er blevet adopteret af en ny generation, der tilsyneladende ikke længere opfatter skildringen af Batemans livsstil som en kritik af kulturel overfladiskhed og materialisme, men snarere som en hyldest til samme. Dertil kommer, at flere har set en lige linje mellem Batemans lystmord på kvinder og det kvindehad, der næres på internettet i den såkaldte »manosfære«, hvor unge seksuelt forsømte mænd får afløb for deres aggressioner mod det modsatte køn. Internettets »manosfære« fik for nylig stor opmærksomhed takket være den meget omtalte tv-serie, »Adolescence«, hvor en 13-årig dreng myrder en jævnaldrende pige, angiveligt fordi han har været under indflydelse af kvindehadende websites.  Sigma-male    Ligesom det er en pointe i »Adolescence«, flyder internettet med begreber, der er svært gennemskuelige for en ældre generation:  Patrick Bateman er således blevet brugt som et eksempel på den såkaldte »sigma-male«, en mandetype, der ser godt ud og gør noget ud af sit udseende, men som er indadvendt og narcissistisk – og hader kvinder. En sigma-male er nærmest det omvendte af en såkaldt alfahan, siger Kristoffer Zøllner, der er tidligere chefredaktør på Euroman og i dag har fingeren på den kulturelle puls som chef for talks-programmet på Heartland Festival. »Mens en alfahan er ham, der går foran med de bredeste skuldre og tager ansvar for andre, er en sigma den smarte fyr, der manipulerer med andre. Og hvor det tidligere blev opfattet som noget negativt, bliver det i dag af mange betragtet som et karaktertræk, som det er værd at besidde,« siger Kristoffer Zøllner, der begyndte at interessere sig for fænomenet, efter at han blandt andet hørte sine teenagebørn tale om det. Det mener han også, at andre forældre bør gøre. Ifølge Kristoffer Zøllner, er der sket et alvorligt skred i forholdet mellem kønnene, siden Brett Easton Ellis skrev »American Psycho« i 1990erne.  Derfor er det nødvendigt at tage den unge generations dyrkelse af Patrick Bateman mere alvorligt end tidligere. »I 1991 var figuren primært et udtryk for en fascination af den overfladiske lækkerhed og materialisme. Siden har #metoo og nye bølger af feminisme ført til en højere bevidsthed om magtfordelingen mellem mænd og kvinder, hvilket til en vis grad også har ført til en bedre ligestilling. Det har til gengæld fået en bestemt gruppe mænd, blandt andre de såkaldte incels, til at føle sig marginaliserede og udstødte. Når denne gruppe mænd i dag dyrker Patrick Bateman, så mener jeg bestemt, at der er grund til at se det som et faresignal,« siger Kristoffer Zøllner. Det Hvide Hus I anledningen af 25-året for premieren på »American Psycho« har filmens instruktør givet et interview til websitet Letterboxd, hvor hun undrer sig over den nutidige kultdyrkelse af Patrick Bateman. »Det var ikke vores hensigt. Jeg er ikke sikker på, hvorfor det skete, for Christian Bale gør tydeligvis grin med (den mandetype, red.) … Men folk læser Bibelen og beslutter, at de skal gå hen og dræbe en masse mennesker. Folk læser »The Catcher in the Rye« og beslutter at skyde præsidenten,« siger Mary Harron. Hun henviser i den forbindelse til John Hinckley Jr., der i 1981 besluttede sig for at skyde den daværende præsident, Ronald Reagan, og som var fan af den berømte ungdomsroman. I interviewet siger Mary Harron, at de unge, der dyrker Patrick Batemans udseende, tøjstil og rigdom, tilsyneladende har overset, at han også skildres som en regulær taber, der kun tror, at han er cool, men i virkeligheden er »dum og latterlig«. Filminstruktøren mener, at romanen er mere aktuel end nogensinde før, idet den skildrer et »rovdyrsamfund«, der hylder den stærkes ret. »25 år senere er de rige rigere end nogensinde før, og de fattige er blevet mere fattige. Og hvem skulle have troet, at racisme og hvidt overherredømme skulle blive hyldet i Det Hvide Hus, sådan som det faktisk er tilfældet i dag?« spørger Mary Harron. At Mary Harron nævner Det Hvide Hus skyldes ikke blot en amerikansk filmkunstners almindelige uvilje mod Donald J. Trump.  Præsienten, der i 1990erne var USAs nok mest kendte erhvervsmand, er faktisk nævnt adskillige gange i romanen »American Psycho«, eftersom han – som den ultimative matador på finansmarkedet – er Patrick Batemans store forbillede. Mange år senere er Brett Easton Ellis blevet kendt for hyppigt at kritisere den amerikanske venstrefløj for offermentalitet og for at beklage sig over Demokraternes uduelige kandidater. Han har dog angiveligt aldrig stemt på Donald Trump.        Hvilken slags Patrick Bateman, den italienske instruktør Luca Guadagnino har tænkt sig at skildre i den kommende film, vil vise sig, når hans version får premiere til næste år.  Han er kendt for at lave film, der er visuelt smukke, så måske vil seriemorderens univers atter en gang blive genstand for dyrkelse af sin overflade. Kristoffer Zøllner anerkender i den forbindelse, at forfængelige mænd for så vidt har eksisteret til alle tider. Man behøver altså ikke frygte, at unge mænd bliver seriemordere, fordi de kultdyrker en materialistisk livsstil. »Man skal altid skelne fiktion og virkelighed, og kunstnere skal være frie til at skildre virkeligheden, som de vil. Men hvis du har en søn på 12, der begynder at dyrke Patrick Bateman som forbillede, så tror jeg, at det er på tide at tage en snak med ham. Man skal i det hele taget følge grundigt med i, hvad børn suger til sig fra de sociale mediers konstant skiftende og uforudsigelige tendenser,« siger Kristoffer Zøllner. Patrick Bateman får efter al sandsynlighed en ny runde i fiktionens verden, men måske er verden i mellemtiden blevet så forhærdet, at han ikke længere kan gøre samme indtryk.  En foruroligende facet ved romanen »American Psycho« er, at Patrick Bateman flere gange fortæller sine venner, at han er seriemorder, men ingen reagerer.  Så apatisk eller kynisk er hans verden.  Nu er han igen et fænomen i en ny tid, der er vant til lidt af hvert. Og hvor en seriemorder kan blive noget, man dyrker, hvis bare han har en sej morgenrutine. 

Chefredaktøren kaldte det selv et »vemodigt« farvel, men »starten på noget nyt«. For godt et år siden udkom magasinet Femina for sidste gang på print. Fremtiden skulle være digital. Det var her, læserne var. Lige indtil i dag.  For onsdag afslørede Femina, at Danmarks ældste ugeblad igen skal udkommet på print. Og denne gang er chefredaktøren anderledes begejstret for at udkomme på print: »Det er en fantastisk dag. Vi har fået så mange positive reaktioner,« lyder det fra Feminas chefredaktør, Anne Wittorff Rusbjerg, da Berlingske taler med hende. Hun erkender samtidig, at det var en fejl, da man for et år siden valgte, at Femina ikke længere skulle udkomme som printmagasin, men alene online. Var det en fejl at lukke magasinet på print sidste år? »Ja, det var det. Det er vi netop ikke bange for at indrømme. Nogle ting står jo klart i bagklogskabens lys. Der var et større potentiale i printprodukter, end vi lige så der. Nu lytter vi, og vi tilpasser os, og så kommer vi stærkt tilbage.« Hvorfor vender I tilbage med et printmagasin nu et år efter lukningen? »Siden lukningen har vi fået masser af henvendelser fra læsere og annoncører, der har savnet det trykte medie. Det er jo et historisk produkt, så der er virkelig, virkelig mange følelser forbundet med det. Nu har vi fundet ud af, at vi godt kan lave et mega fedt månedsmagasin, så det gør vi.« Hvad er det, der har ændret sig, siden I kan lave et printmagasin nu, som I ikke kunne for et år siden? »Aller (udgiver af Femina, red.) er blevet en nordisk organisation, og vi har arbejdet meget målrettet med at styrke samarbejdet med vores nordiske sites. Femina har søstersites både i Sverige og Norge. Der har vi fået nogle helt nye muligheder. Samtidig har vi arbejdet på vores digitale plusprodukt, som vi også lancerer i dag, hvilket betyder, at der bliver produceret journalistik af høj kvalitet, som det også giver mening at se i en printsammenhæng. Så nu trykker vi på knappen.« Ingen er enten eller Samtidig med nyheden om printmagasinets genopstandelse lancerer Femina også en betalingsmur på dele af sit onlineindhold.  Det nye printmagasin udkommer én gang om måneden, frem for én gang om ugen, som Femina gjorde tidligere. Man har nu mulighed for at købe sig både digital og print adgang. Skal man blot have fingrene i det nye magasin, kommer det til at koste 50 kroner i kiosken.  Magasinet bliver ikke et opsamlingsheat for de ting, der er online, der vil også være eksklusivt indhold i bladet, lover Anne Wittorff Rusbjerg. Hvordan kommer det nye månedsmagasin til at adskille sig fra det gamle magasin? »Gamle læsere af Femina vil nok blive mødt af en velkendt følelse. Det var jo et virkelig godt produkt, vi havde dengang også, men det er klart, at det bliver et miks af eksklusive interview, sundhed, livsstilsindhold og en masse perspektiv.« Anne Wittorff Rusbjerg understreger, at der fortsat vil være masser af livsstilsindhold at finde på Femina. Men det vil være i kombination med indhold med mere tyngde. »Vi vil rigtig gerne tale om trends og tendenser på en måde, hvor vi også taler om, hvad de siger om det samfund, vi lever i i dag. Der skal være et overlap mellem de ting. Ingen er enten kun til det ene eller det andet. Vi fortæller vigtige kvindehistorier om for eksempel sundhed, og vi vil også gerne være med til at skubbe på i en positiv retning og stille de politiske spørgsmål. Vi tror, vi kan gøre en positiv forskel for ligestilling og for kvinder.« Kæmpe tendenser Anne Wittorff Rusbjerg er 36 år, og kalder selv sit medieforbrug for »næsten udelukkende digitalt«.  For hende har det været overvældende at se, hvor mange følelser der var i spil, da man lukkede Femina på print, og samtidig er hun »mega stolt« over den udvikling, som Femina.dk har gennemgået.  Hvad siger det om tiden, at det nu er muligt for et printmedie at komme tilbage fra de døde? »Jeg kan jo høre, hvor mange læsere, der virkelig savner den fysiske oplevelse. Samtidig er der nogle kæmpe tendenser i, at rigtig mange er vildt trætte af, hvor lang tid vi bruger på vores telefon. Den tendens kan jeg i hvert fald også genkende i min egen generation, hvor det kan være rigtig relevant med et analogt alternativ.« Det første gamle/nye Femina-magasin kommer på gaden 8. maj. 

Glødende farver, brændende lyster og ekstatiske, nøgne kroppe – det er noget af en fest, den danske og ganske unge billedkunstner Eva Helene Pade (f. 1997) inviterer til med udstillingen »Forårsofret« på Kunstmuseet Arken i Ishøj.  Pade, som tog afgang fra Det Kongelige Danske Kunstakademi i 2024, har været et varmt navn i samtidskunsten siden sin bacheloreksamen i 2021, og med en soloudstilling på Arken, allerede før hun er fyldt 30 år, må man sige, at den danske museumsverden gør sit for yderligere at skrue op for »berømmelsesmaskinen«.  Det store spørgsmål er, om Arken faktisk kommer til at gøre den uomtvisteligt talentfulde Pade lidt af en bjørnetjeneste med denne udstilling?  Det tænker jeg meget over, mens jeg går rundt her mellem de ti store lærreder, der er stillet op som skærme eller som sætstykker på en teaterscene. Modernistisk arvesølv »Le Sacre du Printemps« – Forårsofret – en ballet med musik af Igor Stravinskij er en af modernismens hjørnestene.  Den blev uropført af Sergei Diaghilevs »Ballets Russes« i Paris i 1913 og vakte øjeblikkelig opsigt: Både på grund af den vilde, disharmoniske musik og på grund af ballettens ekstatiske, »dyriske« tema.  Balletten blev koreograferet af den store Vaslav Nijinskij, men dens handling og tema blev primært udviklet af Stravinskij baseret på en samling digte, der beskriver livet i en »primitiv« førkristen kultur i et forhistorisk Rusland.  Egentlig handling er der ikke meget af: Medlemmerne af stammen fejrer forårets komme, der er konflikter med en nabostamme, en gammel kvinde tager varsler for fremtiden, en enkelt ung kvinde bliver udvalgt til at være »forårsofret«, og hun virkeliggør så denne sin skæbne ved at danse sig selv ihjel, tæppe, slut.  Det grænseoverskridende var naturligvis den navnløse råhed i fortællingen. Her var ingen romantiske forviklinger, ingen navngivne hovedpersoner, ingen egentlig handling, bare det rene ritual. Tiden i årene op til Første Verdenskrig var generelt meget interesseret i »det primitive«. Picasso, som også blev en nær ven af Diaghilev, havde allerede i 1907 vakt opsigt med sit maleri af »Frøknerne fra Avignon« og sin brug af afrikanske masker i sine malerier, så der fandtes altså et miljø, balletten og dens tema kunne trives i.  I moderne tid er »Sacre«, som den kaldes i daglig tale, blevet en slags modernismens mozartkugle. En reference, man til enhver tid kan gribe, fordi den trykker på alle de rigtige knapper, og i sig selv er et stykke heroisk, »grænseoverskridende« kunst.  Det er altså giganter, Eva Helene Pade vil byde op til dans med sin udstilling, og ambitioner af den slags skal man til enhver tid hilse velkommen. I sin fortolkning af »Forårsofret« har Pade især taget udgangspunkt i den tyske koreograf Pina Bauschs rå og meget fysiske version fra 1975. Den foregår på et gulv dækket af jord, sådan at dansen og ekstasen sætter sig tydelige spor på dansernes hvide lærredskostumer.  Pades »Forårsoffer« vil også slippe alle håndtag, men handler bare mere om ild end om jord. Udstillingen er stillet op som ti fritstående lærreder i en kvadratisk sal på museet. På den måde oplever man udstillingen som scenografi og teater.  Man »læser« den som et forløb, men også som en verden man kan finde sin egen vej igennem. En verden, man selv kan fortolke. Den store historie Måske på grund af alt det kunsthistoriske mytestof, der øjeblikkeligt byder sig til, når man tænker på en forestilling som »Sacre du Printemps«, så trækker Pade store veksler på kunsthistorien – både på symbolismen generelt og specifikt på navne som Edvard Munch, Gustav Klimt, Otto Dix, Emil Nolde og mystisk nok på Edouard Manets »Henrettelsen af kejser Maximillian« fra 1867.  Det hele handler som altid om forårets evige genkomst, om verdens cykliske natur, fødsel, død, vold, begær, sorg, ekstase og raseri.  Her tilsat hidsige magenta og kromgule farver, solsikker med tænder, blomstrende skød, altfortærende flammer og så selvfølgelig den scene, vi alle står på.  Lærrederne er alle som tableauer af en forestilling, og på værkerne »Hyldest til den udvalgte« står figurerne endda foran et scenetæppe. Eva Helene Pade kan male som få, ingen tvivl om det. Værkerne her på Arken formelig dirrer af »billedbegær«, de er så sanselige, at man har lyst til at spise dem og rammer mange steder en ren koloristisk-ekspressionistisk tone, der imponerer.  Når man alligevel går fra udstillingen med en vis tøven, er det, fordi den også vil alt for meget. Der er for mange referencer, for mange lidt for banale ideer om vold og ømhed og for megen kunsthistorisk name dropping, der ikke rigtig bruges til noget.  Jeg kan ikke lade være med at tænke, at museerne nogle gange har lidt for travlt med at promovere de allernyeste navne, som dermed ikke får tid til at udvikle sig i et mere roligt tempo, før de træder ind på den helt store scene.  Vi så det på Ordrupgaards udstilling med engelske Flora Yukhnovich, og vi ser det lidt her, synes jeg. Der er ingen tvivl om, at Eva Helene Pade er et meget stort talent, men jeg synes, vi skal give hende lov til at være et talent lidt endnu, før hun bliver flyttet op på den store piedestal.  Derudover har Arken efter min mening truffet en alvorlig fejldisposition ved at lade kunstnerens søster, kunsthistorikeren Ane Cornelia Pade, skrive katalogets store essay.  Det kan godt være, at søster Pade er den, der forstår maleren bedst, men den slags »ananas i egen juice« laver man altså ikke uden for Pladderballe, skulle jeg hilse og sige.  Hele konstruktionen med de overambitiøse billeder og det søsterlige essay giver tilsammen udstillingen en aura af venskabelig »rigtighed«, der er meget uklædelig, og som trækker lidt ned i den samlede bedømmelse af udstillingen.  Jeg vil glæde mig til at følge Eva Helene Pade i fremtiden, og jeg vil bestemt anbefale alle kunstinteresserede at smutte endnu en tur til Ishøj.  Trods de nævnte disharmonier er »Forårsofret« en inciterende udstilling, og det er som altid en oplevelse at se en rigtig maler folde sig ud. En maler, der kan male malerier – dem har vi brug for. Eva Helene Pade Forårsofret Til 31. august 2025 Arken Museum for Samtidskunst Skovvej 100 2635 Ishøj

Når Allan Larsen tager på arbejde, nøjes han ikke med at tage jakken på og springe på cyklen som de fleste andre. Han tager i stedet sin udklædning på og kører Jaguaren frem. Han er »svindler på deltid«. Det lyder som en spionfilm, og det er da også, sat på spidsen. 56-årige Allan Larsen er egentlig coach, skuespiller og retoriker.  Men han har en sidegesjæft. Han udnytter andres tillid. Narrer dem med vilje. Han har nogle helt særlige metoder. Og de er ikke dumme at kende, hvis du selv vil undgå at blive snydt.  Afslører alter ego Allan Larsen bliver jævnligt hyret til at gå under cover.  Kunderne tæller blandt andet danske velhaverfamilier, der booker ham til at tage fusen på arvingerne, så de ikke bliver lokket i fordærv i virkeligheden. Andre kunder er eksempelvis medicinalvirksomhederne Novo Nordisk, og Syntese, der hyrer ham til at holde falske foredrag og oplæg. Det har et klart formål. Det skal forhindre situationer, som den, der opstod med udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen, der blev snydt af russiske komikere. Og kommunikationsrådgiver Anna Thygesen, der fik lænset sin bankkonto af en svindler, der udgav sig for at være fra hendes bank.  Begge ressourcestærke mennesker, der alligevel faldt i fælden. Svindlerne er derude, i din mailboks, på din telefon og i sjældne tilfælde ved din gadedør. Nu vil Allan Larsen gerne fortælle, hvad han har lært gennem sit job.  Han afslører sit alter ego, fordi han har et budskab.  »Danskerne har en autoritetstro, og den benytter jeg mig grundigt af i det her job,« siger han. Det er der desværre også andre, der gør, ude i den rå virkelighed.  Er du hard-rider eller easy-rider? Kender du den skeptiske følelse, når et ukendt nummer pludselig toner frem på mobilen? Er opkaldet mon ægte og til at stole på? Svindlere, der kontakter borgere over telefon, sms eller sociale medier for at bedrage dem, er steget med 181 procent fra 2023 til 2024. Det viser de nyeste tal fra Nationalt Center for It-Kriminalitet. Det sætter sine tydelige spor i samfundet, siger Gert Tinggaard Svendsen, professor ved Aarhus Universitet, der forsker i tillid. Frygten for at blive snydt kan rokke ved den tillid, vi har tradition for at møde hinanden med. »Vi tæller erfaringer sammen i hverdagen. Får plusser i rygsækken, hver gang vi samarbejder med andre uden at blive snydt. Så er man en hard-rider – en man kan stole på,« siger han. Der er heldigvis flest hard-ridere, og det gør, at samfundet kan køre gelinde. Men der er også en modsætning. Dem, der begynder at gøre det mere vanskeligt at bevare tilliden. »Dem, der snyder er easy-ridere. De er mere kyniske og udnytter folks tillid, hvis de kan tjene på det. Jo flere minusser, man får i rygsækken, jo mindre stoler man på folk. Det kan ændre på den generelle tillid,« siger han. Det kan »stille og roligt gå den forkerte vej«, siger Gert Tingaard Svendsen. Derfor er det rigtig godt at råbe vagt i gevær, når tilliden begynder at komme under pres, som det er tilfældet med for eksempel digital snyd, der er det vilde vesten. Hvis vi skal blive ved med at være verdensmestre i tillid – hvilket udfordres af den tid, vi lever i – så skal vi følge med teknologien og huske at stille spørgsmål. »Vi skal være helt vildt oppe på dupperne og sikre, at vi fortsat er i en god udvikling, og gøre det, vi er gode til,« siger han. Sådan gør han – det skal du holde øje med Vi skal altså mere op på dupperne. Men hvordan hulen snyder Allan Larsen i praksis. Det handler om at være en troværdig autoritet, siger han.  Den rigtige påklædning og attitude. Det rigtige ordforråd.  Uanset om han udgiver sig for at være en forsker fra Sorbonne eller universitetet i Lund, så kræver det en viden om »offerets« virkelighed. De skal forføres. Han giver hånd. Smiler og forbereder sig grundigt. Ved alt om dem, han skal narre. Typisk optræder han som en falsk oplægsholder med mystiske pointer. I publikum sidder folk og undrer sig. Nogen æder den råt. Andre kigger måske på sidemanden og så på sig selv – er det bare mig, der synes, det her er underligt? Allan Larsen er ofte iført et Armani-jakkesæt og briller med tyndt stel. Det giver troværdighed.  Det gør det også at komme kørende i en Jaguar.  Han slutter altid med at afsløre sig selv. De skal grine af det i fællesskab. Der skal skabes en refleksion over tilliden. »Vi skal have sund og kritisk fornuft med, uanset hvilken autoritet vi står over for,« siger han. Alle kan blive udsat for svindel Generelt skal danskerne blive bedre til at ødelægge den gode stemning. Turde stille de kritiske spørgsmål.  Det er en af Allan Larsens refleksioner efter 15 år med »skæg og blå briller«.  Han er, siger han, et redskab til at få skabt en samtale om, hvornår vi bliver snydt.  »Det danske tillidssamfund er en kæmpe gave. Vi må bare ikke blive naive og slet ikke med de muligheder, som svindlere har nu.« Svindleres redskaber er blevet forfinet. »Alle bør nok være forberedt på, at vi kan blive svindlet«, siger han. Mange af os har en forventning om, hvordan vi vil agere klogt, når vi så står i situationen. Men mange regner den ikke ud, før det er for sent, og en svindler har taget fusen på os. En af dem, der tidligere har hyret Allan Larsens »dobbeltgænger« til en opgave er godsejer på Nørager Gods og bestyrelsesformand Thomas Voss.  I den konkrete situation var Thomas Voss formand i et såkaldt family office, hvor en velhaverfamilie skal tage stilling til, hvad familieformuen skal investeres i. Her udgav Allan Larsen sig for at repræsentere en kendt dansk investeringsbank. Han havde en yderst favorabel investeringscase med. Præsentationer og logoer var tyvstjålet fra nettet. Der blevet givet hånd til alle og skabt tillid.  Alt var falsk. Flere i den velhavende familie hoppede i med begge ben og var klar til at lave investeringen. »Man ser, hvor nemt det i virkeligheden er at blive taget ved næsen,« siger Thomas Voss. Han mener, at man i dag ikke kan »åbne en avis, uden der er historier om folk, der er blevet narret«. Der er ikke længere banker at røve, så svindlerne går direkte efter folks private penge. Det falder ofrene for Det, »ofrene« falder for ved Allan Larsens numre, er autoriteten. Påklædningen. De rigtige ord. De falder for nærvær, øjenkontakt og historiefortællingen. Lader sig forføre. Det er det samme, de falder for, når de møder en rigtig svindler.  Allan Larsen fortæller om sit mærkværdige job, fordi vi lever i en tid, hvor det er nemt at blive manipuleret og snydt.  Vi skal have en sund skepsis.  »Virkemidlerne til at manipulere os er blevet meget mere effektive.«  Han nævner Donald Trump – der taler med følelserne. »Han bruger ofte følelser som argument. Det skal man være opmærksom på, for her kan man ryge i fælden. Følelser er ikke fakta,« siger han. Vi har mere tendens til at stole på folk, som har og viser stærke følelser. Patos er et stærkt redskab. »Folk tror, de kan gennemskue, når de er ved at blive snydt, men det kan de ofte ikke«. Når de ringer fra banken De yngre generationer, oplever han, er mere tilbøjelige til at falde for følelsesargumenterne, mens de ældre er mere autoritetstro. »Når en mand ringer og påstår, at han er fra banken, så stoler man på bankmanden,« og det rammer især de ældre generationer.  At der findes et job som hans, mener han siger alt om den tid, vi lever i. »Fakta og kendsgerninger er til forhandling. Verden kræver i dag mere af os som mennesker, og at vi forholder os til, hvad virkeligheden er,« er hans erfaring.  Grundideen og budskabet med hans job er, at der skal ruskes op i autoritetstroen. »Jeg får lov til at forføre og bedrage. Jeg går ud på den tynde is. Det er spændende hver gang, om det lykkes – det gør det for det meste,« siger han. Desværre, fristes man til at tilføje.

En af kronjuvelerne i amerikansk journalistik, nyhedsprogrammet »60 minutes«, har over flere uger været under massivt pres fra blandt andre den amerikanske præsident, Donald Trump. Det har nu fået topproduceren Bill Owens bag det anerkendte nyhedsprogram til at sige op. Han har mistet sin journalistiske selvstændighed, lyder det i The New York Times. »I løbet af de seneste måneder er det blevet klart, at jeg ikke ville få lov til at køre showet, som jeg altid har kørt det, til at træffe selvstændige beslutninger baseret på, hvad der var rigtigt for ’60 Minutes’, rigtigt for publikum,« skrev Owens til sine medarbejdere i en memo tirsdag og tilføjede: »Så efter at have forsvaret dette show – og det, vi står for – fra alle vinkler, over tid, med alt, hvad jeg kunne, træder jeg til side, så showet kan komme videre«. Det er dog ikke kun præsidenten, der har lagt pres på »60 minutes«. Det har toppen i moderselskabet bag CBS News også, skriver The New York Times. Forhandlinger med Trump i gang Især to tv-indslag i »60 minutes«, der omhandlede Donald Trump, fik den amerikanske præsident til at tordne mod programmet og tv-stationen bag, CBS News, tidligere i april. Trump kaldte indslagene for »falske, unøjagtige og svigagtige«, og truede med et sagsanlæg for milliarder af dollar, i et opslag på sit eget sociale medie Truth Social. Han kaldte også tv-stationen for »ude af kontrol«, og mente at de burde »betale en stor pris«. Og det fik folkene i toppen af selskabet Paramount Global, der ejer CBS News, til at spærre øjnene op, skriver The New York Times. For Trump har allerede en igangværende retssag mod netop Paramount Global. Præsidenten kræver 20 milliarder dollar i erstatning, efter »60 Minutes« interviewede den demokratiske præsidentkandidat Kamala Harris op til præsidentvalget sidste efterår. Paramount i gang med at forhandle med Trump, og de har involveret en mægler til at hjælpe med at løse sagen, skriver mediet.

Laura Brodersen drømte ingen prinsessedrømme som niårig. Tværtimod. Derfor modtog hun heller ikke forældrenes nyhed om et slotskøb i den lille sønderjyske by Gram, cirka 20 kilometer øst for Ribe, med glædestårer og begejstrede hvin, sådan som de havde forestillet sig det. I stedet rejste hun sig resolut fra spisebordet, kastede en stol gennem luften, prikkede indigneret sin far i brystet og lod ham vide, at dét her var han nødt til at finde en anden løsning på. Så spurtede hun op ad trappen, låste værelsesdøren bag sig og lod sine forældre sidde lamslåede tilbage. Side om side med det billede af Gram Slot, de havde indrammet som et led i overraskelsen. 27-årige Laura Brodersen griner, når hun genfortæller historien i dag på en spadseretur gennem slottets park og skov, hvor anemoner i tusindvis strækker sig mod lyset. Hendes kærlighed til stedet er kommet snigende, og i lang tid fastholdt hun, at forældrenes køb af det faldefærdige slot var unødvendigt. I dag overvejer 27-årige Laura Brodersen at overtage det efter sine forældre. Det er en følelse af, at hun ikke ikke kan forsøge sig med projektet: »Jeg kan mærke, at jeg er nødt til at prøve det af,« siger hun. Ingen lang tradition Hvis man indimellem handler i Rema 1000, er man med sikkerhed støt på Gram Slots produkter, som tæller alt fra løg til vaniljeskyr, havregryn og melblandinger. Slottet producerer, hvad der svarer til 260.000 danskeres årsforbrug af kartofler, og det samlede landbrug drives økologisk og med visioner om en bedre morgendag for øje, og det er alt sammen Svend og Sanne Brodersens, Lauras forældre, fortjeneste. I disse år finder et generationsskifte sted på mange danske godser og slotte, og nye kræfter bliver kørt i stilling til at overtage driften og med den typisk også en lang slægtshistorie. For Laura Brodersens vedkommende er der imidlertid ikke en lang familietradition for at drive Gram Slot, og stedet har kun været i familiens hænder i 18 ud af dets i hvert fald 800 år på Jorden. Her er ingen tiptiptip, som skuler fra malerier på væggene, slottet har ikke en lang tradition knyttet til hendes familieefternavn, og der er ingen familiære bånd til personen, som i tidernes morgen plantede den store rød-el ved slotsøens bred. Gram Slot er et eventyr, Svend og Sanne Brodersen kastede sig over efter at have spottet salgsannoncen i en lokal landbrugsavis og for at få mere tid sammen som familie, men de blev aldrig slotsejere med en forventning om, at deres børn skulle videreføre foretagendet. Laura Brodersen ved det, for hendes forældre har sagt det gentagne gange op gennem hendes opvækst, og de gentager det om langbordet i slottets køkken, da Berlingske er på besøg. At Laura og hendes tre søskende med ren samvittighed kan vende slottet ryggen og se det blive solgt til anden side, den dag Svend og Sanne Brodersen ikke vil længere. Hvilken fremtid vælger jeg? Til gengæld mærker Laura Brodersen en forventning i sig selv, fortæller hun og styrer uden om de halvstore frøer, der konsekvent krydser skovstien: »Og den er helt klart vokset i takt med, at jeg har truffet nogle uddannelsesmæssige valg, der på mange måder peger i retning af Gram,« siger hun, der har en landbrugsuddannelse med speciale i planter og nu læser en kandidat i innovation og forretningsudvikling på CBS i København. Hun er ligeledes familiens førstefødte og kan heller ikke afskrive, at det har en betydning for hendes måde at anskue sin rolle i fremtiden for Gram Slot. »Man kigger rundt og ser, hvad andre gør andre steder, og det er meget muligt, at det også har indprentet sig i mig,« siger hun, som også hyppigt bliver stillet spørgsmålet, når hun besøger sine forældre i Gram. Hvem skal føre stedet videre? spørger de lokale, og hun fornemmer, at flere har, hvis ikke en forventning, så en forhåbning om, at slottet bliver i familien Brodersen. Det gør hende først og fremmest glad. Ville du føle et større pres, hvis I havde en lang familietradition for at drive Gram Slot? »Ja, det tror jeg. Så er det pludselig slægtshistorien, som påvirkes af ens valg, og jeg tror, at det kan være tungt at have hvilende over sig, hvis man ikke føler, at det er det, man skal bruge sit liv på,« siger Laura Brodersen: »Der kan jeg godt mærke, at dét ansvar ikke i samme grad påhviler mig, og at jeg er anderledes fri til at vælge den tilværelse, som jeg synes giver bedst mening,« siger hun. Til gengæld, siger Laura Brodersen, kan hun også momentvis misunde dem, hvis livsbane er udstukket: »Nogle gange kunne det da være rart at få at vide, at det bliver sådan her, så du behøver ikke at forholde dig til alle mulige øvrige scenarier. Netop fordi jeg har en udvej, og det ikke er en forventning, at jeg fører Gram Slot videre, kan jeg godt mærke, at jeg de her år har mange overvejelser omkring, at mit liv også kan se ud på A-, B- eller C-måde,« siger hun: »Og hvilken fremtid vælger man så for sig selv?« Lysten driver værket Laura Brodersen færdiggør sin kandidat næste år, og selvom mange beslutninger endnu svæver frit i luften, erklærer hun sig »hundrede procent sikker« på, at hun vender hjem til Gram igen. Formodningen er, at det vil starte en proces, som vil lede til, at Laura Brodersen kan træffe det valg, som er rigtigt for hende, på et oplyst og måske især et afprøvet grundlag. »Og så bliver det vel noget med at se sig selv i øjnene og mærke efter, når jeg har prøvet at være i det med en fremtid for øje, om det er det her, jeg skal. Jeg tror først, jeg får det svar, når jeg har været midt i driften og givet den, hvad jeg har. Et ærligt forsøg,« siger hun. Hvad så, hvis det viser sig ikke at være noget for dig? »Jeg kan da godt være nervøs for, at det vil medføre skuffelse, hvis vi sætter en proces i gang, og jeg ender med at sige nej, men samtidig tror jeg på mine forældre, når de siger, at jeg og mine søskende skal leve det liv, som er mest meningsfuldt for os, og at hvis det ikke er Gram, har de fuld forståelse for det,« siger Laura Brodersen. Og forståelse har de vitterligt, forsikrer Svend og Sanne Brodersen over en kop kaffe med mælk fra egne køer, mens Laura bliver fotograferet et andet sted på matriklen. Lyst er alfa og omega, siger de, der ikke har travlt med at lukke døre for deres børn og er glade, hvis deres børn er glade. Svend Brodersen forlod selv en familiegård, da Gram Slot viste sig, og nye drømme slog rod, og erfarede i den forbindelse vigtigheden af at blive mødt med opbakning fra sine forældre. Hvad betød det? »Meget. Det betyder altid noget, at forældre bakker op, og her var ikke antydningen af slinger. Det er fantastisk, det skal I bare gøre, sagde min far,« siger Svend Brodersen, som er landmandsuddannet og tidligere viceborgmester for Venstre i Kolding Kommune: »Vores slægtshistorie er ikke bundet op i nogle mursten og matrikelnumre. Den er meget mere end det, og derfor skal vores børn også kun påtage sig Gram Slot, hvis de brænder for det.« Gram er større end Brodersen I dag ser Laura Brodersen med andre øjne på det slot, hendes forældre erhvervede sig i 2007, og hun er heller ikke i tvivl om, hvad det er, som tiltaler hende ved at videreføre arbejdet: »Det er ét liv, der leves. Der er ikke en karriere-Laura og en privat-Laura. Det hele flyder sammen, og det tiltaler mig enormt meget. Og så ved jeg, at det er et sted, hvor jeg kan komme til at rykke på en større dagsorden og blive ved med at vise, at der er et alternativ til den måde, hvorpå meget landbrug stadig drives i dag,« siger Laura Brodersen: »Tanken om, hvor meget de tiltag, mine forældre har sat i gang de seneste 18 år, kan løftes og integreres og gøre en positiv forskel, hvis endnu en generation melder sig på banen, fylder faktisk ret meget i mig, og det er også det, som motiverer mig,« siger hun. Samtidig har hun, siger Laura Brodersen, forældrenes visioner og værdier inde under huden og ved, hvad ærindet med stedet er og har været. Underforstået – der er næppe nogen, som forstår sig bedre på Svend og Sanne Brodersens ønsker for Gram Slot end de fire børn, som er opvokset side om side med visionerne. »Jeg ved jo, hvor vi skal hen,« siger Laura Brodersen og smiler. Hvis du selv får børn – tredje generation på Gram Slot – kan de meget vel føle sig mindre frie til at sige nej tak, end du har gjort. Hvordan har du det med det? »Mit håb vil være, at jeg med lige så stor overbevisning som mine egne forældre vil lade de børn vide, at de skal vælge det liv, der er mest meningsfuldt for dem,« siger Laura Brodersen: »Gram Slot skal nok overleve uanset. Det har det gjort i hundredvis af år, og vi – familien Brodersen – er jo bare et led i slottets historie. Dets beståen rækker langt ud over min familie, og jeg synes faktisk, at det er en rar tanke. At stedet ikke står og falder med os.«

Paven som symbol er en yndet figur i kulturens verden.  Der findes et hav af film og serier, der behandler den katolske tro og dens overhoved.  Berlingske guider her til fem film og serier, der har paven i fokus.  Denne film kunne nærmest ikke være bedre timet. Den havde dansk premiere 12. december 2024. Den handler om det, hele verden lige nu venter på. Hvem skal være den næste pave?  I filmen kommer vi med ind bag de tykke mure, netop som paven dør. Dekanen for kardinalkollegiet, Thomas Lawrence, får til opgave at stå for konklaven, der skal finde en ny pave. Det lyder kedeligt, skrev Berlingskes anmelder, men man skal ikke tage fejl. Filmen er intet mindre end utrolig, og det er et sandt drama, som Berlingskes anmelder kaldte for »en af de bedste ‘hvem-skal-være-chef-i-stedet-for-chefen?’-dramaer siden ‘Succession’«. Filmen blev nomineret til otte Oscars, blandt andet bedste film og bedste mandlige og kvindelige hovedrolle, og Berlingske gav den fem stjerner.  Læs anmeldelsen her. Filmen kan streames via Apple Tv, Blockbuster, SF Anytime, Grand Hjemmebio mfl. »The Two Popes« kommer ikke med en falsk varebetegnelse, for den handler om netop det – to paver. Filmen er baseret på virkelige hændelser, og den er inspireret det virkelige forhold mellem Pave Benedikt 16. og hans efterfølger Pave Frans.  De ser vidt forskelligt på verden, men alligevel mødes de bag murene i Vatikanet. Der udviklede sig et venskab, og der medfulgte et vendepunkt for den katolske kirke. Filmen havde premiere i 2019 og den fik blandede anmeldelser. Filmen blev nomineret til tre Oscars. Hovedrollerne spilles af Jonathan Pryce og Anthony Hopkins, og begge herrer blev nomineret til en Oscar for deres præstationer. Filmen kan streames på Netflix. Tilbage i 2012 havde »Habemus Papam« premiere. Ordret betyder titlen vi har en pave, og det er det hele filmen handler om. Men der er et tvist.  Paven er død, og der skal findes en ny i konklaven. Samtlige kardinaler krydser fingre for at »æren« ikke tilfalder dem.  Valget falder på kardinal Melville. Men alt går ikke som planlagt, da han under udnævnelsesceremonien udbryder med et højt skrig; »jeg magter det ikke«. Den italienske film er et satirisk blik på den katolske kirke og embedet som pave.  Berlingske gav den tre stjerner.  Læs anmeldelsen her. Filmen kan streames via Filmstriben, Blockbuster og SF Anytime.  »The New Pope« er fortsættelsen til tv-serien »The Young Pope«, der har Jude Law i hovedrollen. I »The Young Pope« bliver Lenny Belardo udnævn til pave i en alder af kun 47 år. Men han har en gammel sjæl i en ung krop, og det er vist første gang man har set paven som en ung og sexet mand, som Berlingske beskrev det dengang. I opfølgeren »The New Pope« skal man som titlen antyder endnu en gang finde en ny pave. I denne serie ligger Jude Laws karakter i koma, og en udspekuleret rådgiver peger på sir John Brannox som efterfølger. Den nye pave spilles af John Malkovich. Serien kan streames på SF Anytime eller Blockbuster. Det er ikke ofte man ser en kvinde i hovedrollen som pave. Men det gør man i denne film. Filmen »Pope Joan« fra 2009 handler om pigen Johanna, der vokser op i Tyskland i middelalderen. Hun lærer sig selv at læse og skrive, og da landsbyen bliver overfaldet, forklæder hun sig som mand og flygter til et kloster. Herefter stiger hun i graderne, inden hun i sidste ende bliver valgt til pave. Men det har store omkostninger. Filmen bygger på en gammel myte fra middelalderen. Filmen kan streames på Filmstriben, Blockbuster og SF Anytime.

Vi møder to poler af forældrekærligheden i streamingland lige nu. En mand er villig til at lade menneskeheden gå under, hvis det betyder, han kan redde det barn, han elsker, i »The Last of Us« på Max. Sammenlignet med pigen Ellie er intet andet værdifuldt. Og så er der dokumentaren »Bad Influence« i tre dele på Netflix. På YouTube har børnegruppen The Squad millioner af følgere. Pengene strømmer ind på forældrenes konti gennem reklameindtægter, brandaftaler og – for den stakkels lille pige i seriens mørke hjerte – kontakt til gamle, klamme mænd, der er seksuelt interesseret i hende. Mellemmanden? Hendes egen mor. De andre børns mødre ser selv den anden vej, mens momageren (sammentrækning af mom og manager) Tiffany Smith knuser børnenes uskyld gennem grænseoverskridende og kunstige kæresterelationer børnene imellem. De instrueres i at udstille sig selv og klæde sig »mere sexet«. Den yngste i børnegruppen var ni år. Men bag kulisserne stod det meget værre til. I 2022 sagsøgte 11 af børnene fra gruppen og deres forældre Smith for hele 22 millioner dollar. Her dukkede en samstemmende fortælling op om uregulerede arbejdstider på mellem 10 og 12 timer i døgnet, råben og skrigen fra Tiffany og deciderede seksuelle overgreb. I 2024 blev retssagen afgjort uden for retten med et forlig på 1,85 millioner dollar – altså cirka 12 millioner danske kroner. Og nu har mødrene, der optræder som talende hoveder i Netflix-dokumentaren, travlt med at vaske hænder. Børneforsørgere Igen og igen påstår mødrene, at de ingenting vidste eller blev manipuleret af Tiffany Smith til at fortsætte i »Huset« i Hollywood Hills, hvor optagelserne foregik (og Tiffany boede med Piper og 60 katte). Men Netflix’ serie åbenbarer en decideret internetkultur, hvor forældre bruger deres børn som indtjeningsgrundlag på det totalt uregulerede internet, hvor ingen love om arbejdstider beskytter de mindreårige. Det minder om dokumentaren »Leaving Neverland«, hvor forældrene også vendte det blinde øje til, besnærede, som de var af rigdom og berømmelse, mens Michael Jackson tilsyneladende udnyttede deres børn. Grusomt går det ikke mindst ud over Tiffanys eget barn. Personlighed skabt til sociale medier Barnestjernen Piper Rockelle har hele livet optrådt og aldrig været i skole. Først i de usmagelige amerikanske skønhedskonkurrencer, hvor tumlingen er indsmurt i makeup og kunstige øjenvipper. Og på YouTube finder den entreprenante mor fra helvede ud af, at hun kan tjene kassen på Piper. »Hendes personlighed var skabt til de sociale medier,« siger en ven om den stakkels pige, der blev forladt af sin far under morens graviditet. I klip ser vi pigen takke for bunker af gaver, som en voksen mand sender på hendes tiårs fødselsdag. Han betaler for iPhones, Gucci-tasker og hoverboards. Til gengæld taler Piper i telefon med ham. Man er ikke i tvivl om, at manden er seksuelt interesseret i barnet. En af forældrene fortæller, at hendes datter en dag kom hjem fra »Huset« og spurgte, hvorfor voksne mænd kunne lide at lugte til pigers undertøj. For Pipers blev også solgt til mænd på internettet. Selvom Piper virker som det mest ensomme barn i verden, er der desværre mange som hende. En hel industri drevet af mødre eksponerer mere eller mindre tilsigtet deres piger for en målgruppe, der hovedsageligt ender med at være voksne mænd, har The New York Times tidligere afdækket. Forældrestyrede bikinibilleder På den nu 17-årige Piper Rockelles Instagram-profil poserer hun i bikinibilleder med tomme øjne, danser og vender bagen mod kameraet, så man kan se, at der hen over bukserne stå »Spank me«. Også på siden BrandArmy, hvor man skal være 18 år for at abonnere, men bare 13 for at dele indhold. En form for OnlyFans for børn. Piper optræder i bikini og klædt ud som kanin: »Jeg er så spændt på at dele mere af mig med dig,« står der på Piper Rockelles side efterfulgt af flirtende emojis og endnu mere foruroligende: »forældrestyret«. Tiffany Smith og Hunter Hill udtaler sig ikke til dokumentaren. Men i en mærkværdig video på Instagram kan man se Piper tale med et lyserødt bamsevæsen i telefon om folk, der »spreder rygter«. »Tror du, karma er virkelig, og at mennesker, der gør onde ting, vil opleve, at det kommer tilbage til dem?« spørger hun bamsen, så det næsten lyder som en trussel. Samtidig danser vennerne i søde og legende sekvenser i Netflix-serien. Indimellem er uskyldige dansevideoer med vennen Piper klippet ind. Sådan ser det ud at savne sin ven. Og sådan ser det ud at være barn. Moderudnyttelsen og den tilsyneladende manipulation af Piper er så omfattende og synlig, at den får troen på menneskets godhed til at vakle. For alle børn bør jo beskyttes lige så meget som Ellie i »The Last of Us«. I særdeleshed Piper Rockelle. »Bad Influence: The Dark Side of Kidfluencing«. Skaber: Kief Davidson. Kan streames på Netflix nu.

Der åbner altid nye restauranter i København, men nogle gange er det rart bare at besøge en af de gode gamle klassikere. Ingen dikkedarer.  Berlingskes anmeldere har genbesøgt flere af dem, og de er stadig et besøg værd.  God fornøjelse.  Anmelder Søren Jakobsen Damm fik sig »en svævende mundfuld i masterclass«, da han genbesøgte Mielcke & Hurtigkarl på Frederiksberg. Han undrer sig stadig over, at stedet ikke har fået en Michelin-stjerne, for det fortjener det til fulde efter at være blevet overset i 18 år.  Uddrag af anmeldelsen: »Jeg bliver ofte i kraft af mit job som madanmelder spurgt, hvor man spiser bedst i København. Det er de seneste ti år blevet et meget kompliceret spørgsmål. Jeg kan dog fortælle, at jeg de seneste 12 måneder har spist på syv forskellige Michelin-restauranter, men det bedste sted, jeg har spist i den samme periode, er ikke en Michelin-restaurant, men Mielcke & Hurtigkarl på Frederiksberg.« Læs hele anmeldelsen her. Her har vi endnu et sted, der har eksisteret i 18 år. Bistro Pastis er efterhånden en københavnerklassiker, man ikke kan komme uden om.  Her er ikke megen fornyelse, men bistromaden er snorlige. Anmelderen kalder det et »skoleeksempel på vellavet fransk bistromad«. Uddrag af anmeldelsen: »Er der brisler på kortet, bestiller jeg dem altid. Det var der heldigvis denne aften. På Pastis var de smørmøre brisler akkompagneret af stegte svampe, selleri, syltede løg og trøffel. Her var der virkelig skovbund, umami og fed sødme. Kongelig comfort food, der på en perfekt dag var blevet serveret med en anelse flere syrlige elementer.« Læs hele anmeldelsen her. Den italienske restaurant Enomania slog dørene op for 16 år siden. I dag leverer de stadig en risotto, der er den bedste, anmelderen har smagt.  Her er fokus på klassisk italiensk mad med gode vine, og alt det innovative finder du ikke her. Uddrag af anmeldelsen: »Første ret på menuen var den, jeg havde glædet mig mest til. Sidst jeg var her, fik jeg en af de bedste risottoer, jeg nogensinde har fået. Denne aften var den med kammusling og sprøde jordskokker. Det lød lidt banalt, men igen, som sidst jeg var her, sad risottoen lige i aben. Slam!« Læs hele anmeldelsen her. Ravelinen på grænsen mellem Christianshavn og Amager serverer portioner, selv en professionel vægtløfter ville blive mæt af. Men retterne stod ikke knivskarpt. Uddrag af anmeldelsen: »Til sildene fik vi to af stedets hjemmelavede snaps, som Lasse ifølge menukortet står for. Lasse er en tidligere ansat, som nu blandt andet passer Ravelinens eget bistade, hvorfra honningen til honningsnapsen kommer. Det er den slags historiefortælling, der er alfa og omega i moderne gastronomi – og jeg falder i med begge ben. Snapsen fra honningen blev serveret med overfladespænding, og ifølge min medspiser havde den en god, rund smag uden at blive til den typiske honningsirup. Jeg fik Lasses julesnaps, som smagte af – ja, jul. Jeg kunne ane nelliker og især kanel, og det var et par fine slurke.« Læs hele anmeldelsen her. Anmelderen kalder Maison for en regulær nyklassiker med sit tidløse køkken. Restauranten har eksisteret siden 2019, og Søren Jakobsen Damm kiggede forbi tidligere i år. Serveringerne er store og smukke, og så smager det herligt. Uddrag fra anmeldelsen: »Aftenens showstopper var min hovedret: Pithivier de Pigeon, indbagt, rosastegt due med foie gras og kål, serveret med rødbede, confiteret lår og en vidunderligt intens sherry demi-glace med regulær knytnæve-umami. Retten blev udskåret ved bordet – eller næsten – for der var ikke plads ved siden af vores bord, så det foregik skråt bag min ryg. Jeg kan så, som den altruist jeg er, glæde mig over de andre gæster, der bedre end mig kunne nyde det smukke kulinariske ritual.« Læs hele anmeldelsen her.