Der løber en understrøm af kold krig gennem et slagsmål om en ny dansk bog om Sovjetunionens historie. Den nye bog hedder »Likvideret af Kreml« og handler om Moskvas forfølgelse af politiske modstandere gennem tiderne. Bogen udkom i maj på forlaget Gyldendal. Nu mener bogens forfatter, Østeuropa-eksperten Poul Funder Larsen, at hans bog er havnet i de forkerte hænder hos DBC Digital, tidligere kaldet Bibliotekscentralen. Det skyldes den lektørudtalelse – som er den vurdering, landets biblioteker går efter, når de køber bøger ind – som den to måneder gamle bog har fået af Martin Minka Jensen, der er en af DBCs faste lektører.  Udover at være lektør for bibliotekerne er Martin Minka Jensen nemlig også medlem af Danmarks Kommunistiske Partis ledelse, og i hans udtalelse om »Likvideret af Kreml« formulerer han sig på måder, som forfatteren mener, har beklikket hans troværdighed som historiker. Martin Minka Jensen skriver blandt andet, at bogen anlægger et »klart kritisk perspektiv, der til tider virker styrende«, og at bogen »kunne have haft gavn af større analytisk nuancering«. »At jeg er styret af et perspektiv, er jo svært at forstå på en anderledes måde, end at Martin Minka Jensen mener, at jeg har forudfattede meninger og arbejder ud fra en bestemt facitliste,« siger Poul Funder Larsen. Lektører er bibliotekarer, der beskriver og vurderer nyudkomne bøger, og deres vurdering bruges af bibliotekerne til at udvælge, hvilke materialer det enkelte bibliotek skal indkøbe. En lektørudtalelse har dermed potentielt stor indflydelse på, om en ny bog bliver købt af bibliotekerne til udlån. På den baggrund mener Poul Funder Larsen, at lektørens skudsmål allerede har skadet salget af hans bog. Hans tidligere bog er solgt til 105 biblioteker i et eller flere eksemplarer, mens »Likvideret af Kreml« indtil nu kun er blevet rekvireret af 83 biblioteker, siger han. Martin Minka Larsen, der har skrevet lektørudtalelsen af »Likvideret af Kreml«, har ingen kommentar til kritikken fra Poul Funder Larsen og siger til Berlingske: »Hvis den pågældende person har noget at anfægte i forhold til min lektørudtalelse, så er der retningslinjer for, hvordan man klager til min arbejdsgiver,« siger Martin Minka Larsen. Neutralitet Martin Minka Larsens politiske baggrund har fået Poul Funder Larsen til på Facebook at kalde lektørudtalelsen for »gammelkommunistisk«. Poul Funder Larsen, kan man ikke godt argumentere for, at Martin Minka Larsen, som medlem af DKP, jo netop af den grund kan være i besiddelse af en særlig viden om Sovjetunionens historie? »Selvfølgelig. Men det er stadig et åbenlyst problem, når man som DKPer har en opfattelse af, at Sovjetunionen er et slags idealsamfund. Min bog handler om, hvordan Sovjetunionen systematisk har forfulgt politiske modstandere, så det er svært at se, at der ikke er et grundlæggende problem ved at sætte vedkommende til at vurdere min bog. Det svarer nogenlunde til at lade en militant vegetar vurdere en bog om ‘Tatarmad på 123 måder’,« siger Poul Funder Larsen. Martin Minka Larsens lektørudtalelse anfører også, at din bog er velskrevet, og at den er stærk i sin historiske linjeføring, samt at den er tankevækkende og relevant. Hører det ikke også med til billedet af det, han har sagt? »Jo, men når det drejer sig om en bog med historisk materiale, er det særligt skadeligt at antyde, at den er styret af forudfattede meninger. Så er det faktisk mindre vigtigt, at den er velskrevet,« siger Poul Funder Larsen. Han mener, at sagen rejser spørgsmålet om DBC Digitals »vurderingsneutralitet«, og om institutionen har retningslinjer, der tager højde for sager som disse, når man skal udvælge lektører til specifikke opgaver. Han har tænkt sig at indgive en formel klage til DBC Digital over udtalelsen, men mener ikke, at det vil kunne forbedre salget af hans bog til bibliotekerne. »Det løb er formentlig kørt,« siger Poul Funder Larsen. Bibliotekernes retningslinjer Berlingske har bedt DBC Digital om retningslinjerne for, hvordan det afgøres, hvem der skal give lektørudtalelse for de enkelte udgivelser.  Her svarer DBC Digitals presseansvarlige, Ib Helles Olesen, at de omkring 100 lektører i Danmark arbejder på folkebibliotekerne eller skolebibliotekerne. En redaktion i DBC Digital bestående af fire redaktører fordeler over 4.500 bøger årligt til lektørerne.    »Lektørerne vælger selv hvilke generelle emner indenfor faglitteratur og hvilke genrer indenfor skønlitteratur, som de gerne vil dække. De krydser simpelthen af på nogle skemaer. Redaktionen kan så, når de sidder med en ny bog, se hvilke lektører, der har hvilke emner og hvilke genrer. Redaktionen kan også se, om lektøren er ledig, har ferie, eller har fået nok opgaver,« skriver Ib Helles Olesen. Eneste krav til udtalelserne er, at de skal være inden for rammerne af retningslinjer for lektørudtalelser.  »Deres politiske ståsted kender vi ikke,« tilføjer Ib Helles Olesen. Klager over lektørudtalelser skal sendes til Lektørudvalget senest seks måneder efter materialevurderingens offentliggørelse. Klagen skal ledsages af seks frieksemplarer af bogen til medlemmerne af Lektørudvalget.  Hvis udvalget finder, at materialevurderingen er i strid med de gældende retningslinjer (se boksen), bliver der lavet en ny materialevurdering af en anden lektør. Faktuelle fejl rettes med det samme. Sidste år klagede forfatteren Kåre Bluitgen over en lektørudtalelse, der vurderede, at hans børnebog kunne virke »stødende« og »nedsættende«. Udtalelsen handlede om en karakter i bogen. Lektørudtalelsen undrede Kåre Bluitgen.  Ifølge Lektørudvalgets årsrapport blev der sidste år skrevet 4.408 materialevurderinger om bøger. Samme år modtog Lektørudvalget seks klager. Fem klager blev ikke imødekommet, og en klage blev imødekommet.

I rummet kan ingen høre dig skrige, til gengæld er der nok en og anden filmfan, der holdt et gab tilbage ved nyheden om, at Disney havde planer om en hel streamingserie inspireret af den over 40 år gamle rumgyserfilm »Alien«. Efter årtusindskiftet har der nemlig været adskillige skuffende eksempler på, at man ikke for enhver pris skal holde liv i et elsket filmunivers, og indimellem har man ligefrem frygtet, at vores ganske populærkultur var havnet i en dødedans af reboots af vigende kvalitet. Heraf har Disney eksempelvis lavet flere uheldige eksperimenter med »Star Wars« efter koncernens overtagelse af verdens mest populære filmfranchise. I mit hoved er film i Alien-universet dog at ligne med pizza og sex. Det kan sagtens være mindre godt, men det er stadig Alien.  Og med det in mente er det glædeligt at konstatere, at Disney med sin færdige serie »Alien: Earth« har fået det maksimale ud af forlæggets mange gode enkeltdele. At dømme ud fra de første episoder er serien ganske enkelt en solid rekonstruktion, der både nikker ærbødigt til fortidens store titler som eksempelvis James Camerons »Aliens«, (stadig nok verdens bedste film inden for den særlige military science fiction-genre), men også føjer nye filosofiske aspekter til gyset. Vidunderligt klam Vi er i det Herrens år 2120 – hvilket placerer serien to år inden begivenhederne i den allerførste Alien-film. Den onde technokoncern Weyland-Yutani er et af fire konkurrerende firmaer, der har delt Solsystemet og resten af det kendte univers mellem sig. Firmaet forsøger at skabe en ny menneskerace ved at indpode os med gener fra fremmede organismer, heriblandt fra vores gamle ven Xenomorphen (for den uindviede er det en tingest med penisformet hoved og mange tænder). En gruppe forskere har på en 65 år lang rummission indsamlet fremmede væsener, også andre end ovennævnte starut, men allerede i de første minutter af »Alien: Earth« forstår vi, at det er gået helt galt.  Som filmseriens mange traditioner byder, er det en ombordværende androide, der er parat til at ofre menneskebesætningen i forsøget på at bringe de ret uappetitlige væsener tilbage til sine skruppelløse herrer på Jorden. Rumskibet crasher midt i Siam City, et territorium, der tilhører en af Weyland-Yutanis konkurrenter, en genial drengetrillionær ved navn Boy Kavalier (Samuel Blenkin). Trillionæren vejrer profit og sender sin særlige taskforce af syntetiske mennesker ud for at lede vraget igennem. De ledes af Wendy (Sydney Chandler), der er seriens omdrejningspunkt, og som er en del af Boy Kavaliers forsøg på at opnå udødelighed ved at downloade bevidstheder fra syge børn ned i syntetiske kroppe, der er stort set uforgængelige.  Som Wendys læremester, Kirsh (en vidunderligt klam Timothy Olyphant) forklarer hende, da hun vågner fra download-dvalen: Hun vil komme til at leve videre, mens generationer efter generationer af mennesker dukker op og forsvinder igen. Flot seriedesign Det lyder alt sammen noget vidtløftigt, selvfølgelig, men jeg køber det alligevel, ikke mindst som følge af seriens flotte design. De rå industrielle interiører fra de første film er erstattet af noget, som en kunstigt hallucinerende intelligens kunne komme op med. Jagten på udødeligheden er med andre ord et væsentligt element i »Alien: Earth«, og dermed har serieskaberen Noah Hawley tænkt videre ad de linjer, som blev udkastet i den forrige biograffilm i serien, som var Fede Alvarez’ »Alien: Romulus«.  Da handlede det om at gøre mennesket biologisk parat til lysår lange rejser gennem det iskolde rum. Nu kan kun gudernes evighed stille mennesket tilfreds, og vi dødelige ved jo godt, hvor den slags ambitioner fører hen. Helvedes porte og Xenomorphens tænder står på vid gab. Forvent hysteriske, fuldt hørbare skrig i rummet. Alt tyder på. at serien bliver lige så blodsplattende som Alvarez’ film, men det vitterlig interessante er de nye takter i tankegodset, der rummer masser af muligheder for ubehagelige overraskelser. Det giver serien en lækker nutidig resonans, for vi er allerede en hel del, der er gledet ind i en hybrid eksistensform mellem biologi og teknologi. »Alien: Earth«. Streamingserie på Disney+. Af Noah Hawley. Med blandt andre Sydney Chandler, Alex Lawther og Timothy Oliphant. 

Det er ikke kun filmkritikere og Oscar-akademiet, der har fået kuldegysninger over det store skænderi mellem Scarlett Johansson og Adam Driver i filmen »Marriage Story«.  Nu får amerikanske ulve også lov til at smage på parterapi af den højrøstede slags. Ifølge The Wall Street Journal bliver en scene fra Noah Baumbachs Oscar-nominerede skilsmissedrama fra 2019 nemlig brugt til afskrækkelse i det vilde vesten.  Ikke mod mennesker, men mod ulve. Helt konkret en scene, hvor Scarlett Johansson og Adam Driver råber (som i virkelig råber) ad hinanden, slår ind i væggen, mens de slynger beskyldninger ud som »du bliver aldrig lykkelig« og »du ligner din mor« – og det, der er langt værre såsom: »Hver morgen, når jeg vågner, håber jeg, at du er død. (…) jeg håber, at du bliver ramt af en bil og dør.« Det amerikanske landbrugsministerium (USDA) har nemlig kastet sig over såkaldt »wolf hazing« – en strategi, hvor man ved hjælp af droner og højttalere forsøger at skræmme rovdyr væk fra kvæg.  Og her er Scarlett Johansson og Adam Drivers følelsesladede dialog altså blevet et uventet våben. »Ulvene skal forstå, at mennesker er onde,« forklarer en USDA-chef til The Wall Street Journal. Derfor flyver man nu droner med termiske kameraer over kvægmarker i blandt andet Oregon, og skulle en sulten ulv nærme sig, bliver den mødt med et miks af fyrværkeri, pistolskud, AC/DCs populære sang »Thunderstruck« og voksenskældud. Samtidig skal de høje lyde få køerne til at fornemme fare og løbe væk fra ulvene. Resultatet?  Ifølge USDA blev der dræbt omkring 11 køer på 20 dage i et særligt udsat område.  Da man begyndte at spille »Marriage Story« for ulvene, faldt antallet til to over de næste 85 dage.

Hvis Walther Rebernik ikke var krimiforfatter, men derimod en fodboldspiller, ville han lige havde scoret et hattrick. Walther Rebernik er nemlig aktuel med tredje bind i serien om den hamrende uortodokse baggårdsadvokat Jan Rose, og ligesom de to foregående bøger er »Jordens vilje« en femstjernet læseoplevelse. Intet mindre. Da Jan Rose så dagens lys i »Satans datter« (2023), var det kærlighed ved første blik, og da han året efter poppede op igen i »Guds bøddel«, var kærligheden intakt. Efter at have læst »Jordens vilje«, er konklusionen uden dikkedarer – kærligheden til Jan Rose vil vare for evigt.  Walther Rebernik er nemlig i hopla, måske endda i topform, og det på trods af, at det ikke er alt, der sidder lige i skabet.  Men det er det, Jan Rose og hans skaber synes at have til fælles. De kan sagtens ramme plet uden at ramme bulls eye.    Mentalt bungee jumping Plottet i »Jordens vilje« er i vanlig stil fuld kapow og på samtlige af bogens 488 sider står Jan Rose, som altid, i holistisk lort til halsen. Det hele starter med en likvidering af en tysk voldtægtsmand på en Shell-station i udkanten af Wolfsburg.  Herefter går turen til København, hvor dele af både Amalienborg og Station City sprænges i luften, mens militærhelikoptere kredser rundt på himlen. Og vi slutter i Skåne, hvor Walther Rebernik med saft og kraft lancerer en grand finale, der strækker sig over knap 100 sider.  Slutningen er næsten for meget af det gode. Det er, som om samtlige af Walther Reberniks hjerneceller har smidt sikkerhedsselen og i stedet kastet sig ud i et mentalt bungee jumping sponsoreret af Red Bull. Omvendt så er det også en del af charmen ved krimier a la Rebernik. Det samme kan siges om sproget, der nok en gang er en fandenivoldsk blanding af melodisk poetry slam og rendyrket rock and roll. Blod, sved og tårer Alligevel formår Walther Rebernik igen igen at opretholde den intimitet, hans bøger (også) er kendt for.  En Jan Rose-krimi bugner nemlig ikke bare af blod og sved, men også af tårer, der smager af socialrealistisk hjertevarme og lommefilosofi på gadeplan. Undertegnede er måske i overhængende fare for at lyde som en fanboy, der har en uhæmmet bromance kørende med Jan Rose. Men kendere af Walther Rebernik ved, hvad der menes.  Man behøver nu ikke at have læst hverken »Satans datter« eller »Guds bøddel« for at læse »Jordens vilje«. Alligevel anbefales det.  Et forkundskab giver nemlig ikke overraskende historien en dybde af dejlige dimensioner. Eller rettere: historierne.  For selvom Walther Rebernik blæser derudad på en motorvej uden hastighedsbegrænsninger og i en slagregn af problemer, så tager han i vanlig stil den ene afstikker efter den anden. Rettroende fortid I »Jordens vilje« er Jan Rose nemlig nok en gang omgivet af et mangfoldigt persongalleri, og alle får ord med på vejen.  Politilegenden Flemming, Jan Roses kærlighedskompleks Sandra, den digitale guerillakriger Sally og selvfølgelig den tidligere sværdfægtende amazone Billie Ta Farko.  Det er i øvrigt Billie Ta Farko – og Jan Roses tilknytning til selvsamme – der er årsagen til likvideringen i Wolfsburg, bomberne i København og det eksplosive voldsdrama, der udspiller sig i Skåne. Billie Ta Farko har en blodig fortid i den afrikanske voldsbevægelse De Rettroende, som hun forlod i bad standing. En fortid, som hun nu indhentes af. Det samme gør Jan Rose. Endda med CIA i hælene. Det hele er noget værre rod, der med lethed kunne have været undgået, hvis ikke Jan Rose var, som han var i »Satans datter« og »Guds bøddel«. Men heldigvis er Jan Rose lige præcis, som han er. For ellers havde vi aldrig fået »Jordens vilje«. »Jordens vilje« Forfatter: Walther Rebernik. Sider: 488. Pris: 299,95 kroner. Forlag: Gyldendal.

En historie om Aalborg Zoo ligger lige nu i toppen hos flere af verdens største engelsksprogede medier. Det minder om 2014, hvor løverne i Københavns Zoo blev fodret med giraffen Marius, hvilket skabte ramaskrig verden over. Historien om Aalborg Zoo handler om, at den nordjyske dyrepark har oplyst om muligheden for, at man kan indlevere et hus- og kæledyr, som »skal herfra«, som foder for parkens rovdyr. Blandt andre har BBC, The Guardian og The New York Times skrevet artikler om det. »Danish zoo asks people to donate unwanted pets to feed predators,« står der lige nu i toppen af CNNs hjemmeside. Der er stor forargelse at spore i mediernes kommentarer på Facebook. »Jeg vidste, at det var Danmark, så snart jeg så overskriften,« skriver Dia Mortensen fra USA i Sky News’ kommentarspor ifølge TV 2. Facebookopslaget af Aalborg Zoo har næsten fået lige så mange sure smileys som likes, og kommentarsporet er nu blevet lukket. »I udlandet synes de, at vi er primitive« Bengt Holst forstår om nogen sagen. Han er tidligere videnskabelig direktør i Københavns Zoo og blev det menneskelige ansigt på parkens forsvar for at slagte giraffen Marius og fodre den til løverne i 2014. Dengang lavede han interview med internationale medier døgnet rundt og lod sig blandt udsætte for kritiske spørgsmål på BBC og CNN. »I udlandet synes de, at vi er primitive, og at vi nærmest er barbarer,« siger Bengt Holst om den nye mediesag om Aalborg Zoo. Han mener, at man i Danmark og Skandinavien har et mere rationalt forhold til dyr end mange andre steder i den vestlige verden. Han opfordrer Aalborg Zoo til at holde fast i sine retningslinjer, selvom den kan møde modstand fra udlandet og diverse kommentarspor. Bengt Holst mener, at det er helt rationelt, at man benytter kæledyr, som alligevel skal aflives, som foder. Også ud fra et dyrevelfærdsperspektiv. Rovdyr kræver kød, uanset hvad. Så hvis rovdyrene ikke fodres med donerede kæledyr, skal der i stedet slagtes et andet dyr som foder, påpeger han. Men den slags bliver glemt, for dyr er også store følelser, siger Bengt Holst. Bengt Holst husker selv tilbage på en debat han havde på den britiske tv-station Channel 4 med en interviewer, der selv var følelsesmæssigt investeret i sagen. »Han spurgte hele tiden ind til, om jeg overhovedet kan lide dyr,« fortæller Bengt Holst. Han mener, at de danske zoologiske haver og de vrede protesterende til tider taler forbi hinanden, fordi zoologerne taler ud fra et rationelt synspunkt, mens opstandelsen har et følelsesmæssigt udgangspunkt. Alligevel kan han godt forstå, at det ikke er alle, der har lyst til til at donere deres kæledyr som foder. »Det er vigtigt også at respektere, at der kan være følelser i klemme. Men respekten bør gå begge veje, og derfor skal man ikke acceptere, at det er følelserne, der skal styre, hvad vi gør,« mener Bengt Holst. »Dyrene aflives skånsomt« Aalborg Zoo beskriver selv mediedækningen som »en storm i et glas vand« og mener, at det er »voldsomt«, at opfordringen har trukket internationale overskrifter. Parken har modtaget husdyr, lige »så længe zoo har eksisteret«, siger chefzoolog i Aalborg Zoo Anette Sofie Warncke Nutzhorn til Ritzau. Også Københavns Zoo, Givskud Zoo og Odense Zoo fortæller, at det er helt normal procedure at få doneret husdyr som foder. »Debatten er kommet fuldstændig bag på os, men vi tager gerne snakken, og vi står ved det, for vi er sat i verden for at fortælle om naturen og økosystemerne,« konstaterer Anette Sofie Warncke Nutzhorn. Hun fortæller desuden, at den zoologiske have ikke tager imod hunde og katte. Det er dog ikke folks følelser, der holder den tilbage. Grunden er, at rovdyr »ikke rigtig« spiser andre rovdyr. I Facebook-opslaget skriver Aalborg Zoo: »Dyrene aflives skånsomt af uddannet personale og anvendes herefter som foder. På den måde går intet til spilde – og vi sikrer naturlig adfærd, ernæring og trivsel hos vores rovdyr.«

Hvad er værst?  Risikoen for masseovervågning? Eller børn, der ser porno og køber cigaretter et par år inden, de må? »Jeg er mere bekymret for masseovervågning, end at nogen, der er for unge til det, kommer til at købe cigaretter eller se porno.« Svaret kommer prompte, når man spørger Alexander Ryle, der er Liberal Alliances digitaliserings-, EU- og it-ordfører. Han er mildest talt bekymret for en ny app, der er på vej. »Jeg er bekymret for, at vi er ved at implementere et nyt overvågningsregime, hvor staten, EU og andre kan følge med i, hvilket indhold vi tilgår på internettet. Og det synes jeg er meget grænseoverskridende,« siger Alexander Ryle. Hans ord kommer, efter at Europa-Kommissionen har fremlagt nye retningslinjer, der skal beskytte mindreårige på internettet, samt en prototype til en aldersverificerings-app, der ifølge EU selv sætter en ny »guldstandard« for sin slags. Ingen kan nemlig se, spore eller genskabe, hvilket indhold brugeren tilgår, lyder det i en pressemeddelelse fra Europa-Kommissionen. Samtidig skal flere platforme – herunder pornohjemmesider – fremover indføre »effektiv aldersverificering«, hvilket betyder, at det ikke længere er nok, at brugerne selv angiver deres alder. Det er dog op til pornosiderne selv, om de vil benytte den kommende app eller en anden teknisk løsning. Danmark er blandt de fem lande – sammen med Grækenland, Spanien, Frankrig og Italien – som først skal samarbejde med EU om videreudviklingen og afprøvningen af løsningen. I Danmark arbejder Digitaliseringsministeriet imidlertid allerede på en app, der kan fungere som Danmarks version af den europæiske løsning. Den skal samle borgernes identitetsbeviser ét sted – herunder en funktion til digital aldersverificering – og forventes at være klar i marts 2026. Det er især denne, der bekymrer Alexander Ryle og møder stor skepsis hos flere af hans kolleger på Christiansborg. Forkert løsning Alexander Ryle forstår intentionen og er enig i, at det er en god idé at beskytte børn og unge på nettet. Blandt andet mener han, at det er et problem, at børn nemt kan tilgå porno, som kan være voldsomt, og at butikker er for ringe til at tjekke id, når de sælger alkohol og tobak til unge. Men løsningen på problemerne er ifølge Ryle et skridt i den forkerte retning.  Og det skyldes især to ting: »Jeg er bekymret for, at løsningen kommer til at føre til statslig overvågning, fordi man vil kræve, at borgerne identificerer sig selv for at tilgå indhold online. Og så er jeg bekymret for, at unge mennesker, som ikke er gamle nok til at logge ind på pornohjemmesider, finder andre måder at omgå verifikationen på,« siger Alexander Ryle. Det kunne eksempelvis være ved at downloade en såkaldt vpn, så det ligner, at man er på nettet fra et andet land. På den måde omgår man ikke blot alderstjekket, men potentielt også andre beskyttelsesforanstaltninger, der er lavet for at beskytte brugere mod skadeligt indhold som overgrebsmateriale på børn og svindelsider. »Hvis man så logger på fra et land i Afrika, hvor de ikke har samme beskyttelsesforanstaltninger, risikerer man at gøre nettet mere usikkert for børn og unge, end det er i dag,« siger digitaliseringsordføreren og tilføjer: »Lige nu er min frygt teoretisk. Men som jeg ser det, risikerer vi at overvåge hele befolkningen for at beskytte nogle få. Jeg stoler på, at digitaliseringsministeren har de rigtige intentioner og ikke ønsker at masseovervåge borgerne. Men jeg er i tvivl, om man lykkes med det, og om embedsværkets kompetencer rækker til det.« Ifølge Alexander Ryle kan Liberal Alliance kun bakke op om en løsning, hvis privatlivet beskyttes, og hvis aldersverifikation i praksis ikke gør nettet mindre sikkert. Nej tak til digital dørmand Hos Nye Borgerlige siger man »klart og utvetydigt nej til, at staten skal udvikle digitale systemer, der i praksis kan anvendes til at registrere, profilere eller overvåge borgernes adfærd«. Det gælder også – og måske især – når formålet præsenteres som beskyttelse af børn og unge, lyder det i et fælles skriftligt svar fra politisk leder Susanne Borggaard, ordfører for frihed og demokrati Karsten Drøjdal og ordfører for familie og børn Anahita Malakians. »Digitalisering må aldrig blive en glidebane til statslig kontrol og overvågning. Teknologien skal tjene mennesket – ikke kontrollere det. Derfor har vi for nylig anmodet digitaliseringsministeren om aktindsigt i hele projektets formål, tekniske funktionalitet og datamæssige konsekvenser.« Ifølge Kim Edberg Andersen, der er Danmarksdemokraternes digitaliseringsordfører, er tanken »sympatisk«, men han frygter også en løsning, der kommer til at gå for vidt – og synes i øvrigt, at det er i overkanten »at bede voksne mennesker om at logge ind« for at se porno.  For Alternativets børne- og digitaliseringsordfører, Helene Brydensholt, er det vigtigt, at retten til privatliv også gælder på internettet, hvorfor hun deler bekymringen og håber, at anonymisering sikres i den nye aldersverificerings-app. »Der må ikke være en risiko for, at hverken staten eller udbyderen kan bruge det til mere overvågning,« siger hun. Hos Det Konservative Folkeparti er bekymringen derimod ikke stor.  Ifølge digitaliseringsordfører Dina Raabjerg har vi manglet aldersverifikation rigtig længe. Hun siger, at Alexander Ryle har en pointe i, at unge kan forsøge at omgå aldersverifikation, hvis de som 16-årige gerne vil på en pornoside. Men at man kan også låne sin storebrors sygesikringsbevis, hvis man vil prøve at komme ind på et diskotek. »En aldersverifikation er ikke en erstatning for et forældreansvar. Men det er et værktøj, som også kan hjælpe forældrene til at sikre, at deres børn ikke kommer ind steder, hvor de ikke skal være. Og hvor platforme på samme måde kan få nemmere ved at håndhæve reglerne,« siger hun og understreger, at man naturligvis skal sikre, at aldersverifikationen bliver designet på en måde, så det ikke er muligt at overvåge, høste og lagre personlige data.  »Vi er imod overvågning. Vi har imidlertid intet belæg for at sige, at vi får overvågning med det her,« siger Dina Raabjerg. Ro på Lytter man til dem, der er i gang med at udvikle den danske løsning, er der ingen grund til at frygte hverken masseovervågning eller misbrug.  Sådan lyder det fra Digitaliseringsstyrelsens vicedirektør, Adam Lebech. »Vi arbejder med identitetssikring og aldersverificering ud fra privacy by design-principper, hvilket betyder, at vi beskytter privatlivet bedst muligt. Som det ser ud i dag, afgiver man typisk langt flere oplysninger, både fysisk og online, når man skal verificere sig selv,« siger Adam Lebech. Han forklarer, at hele arkitekturen bag den nye app – eller digitale tegnebog, som han også kalder den – netop er bygget op på en måde, der skal beskytte borgernes data mod overvågning langt bedre, end de er beskyttet i dag. Han afviser derfor, at staten – eller EU for den sags skyld – kommer til at få borgernes data serveret på et sølvfad, og forsikrer i stedet om, at det, man foretager sig på nettet og andre steder, kommer til at være fuldkommen privat.  Med andre ord kommer danskernes data ikke til at blive lagret nogen steder, og de udbydere, der kommer til at anvende appen, kommer kun til at få de absolut nødvendige oplysninger. Det kan eksempelvis være, om du er over eller under 18 år – hvilket betyder, at man ikke behøver at afgive hverken fødselsdato eller CPR-nummer, forklarer vicedirektøren. »Vi arbejder på en løsning, der minimerer mængden af information til det absolut nødvendige. Faktisk kommer dine data udelukkende til at ligge på din egen telefon, og der vil ikke blive taget backup af dem,« siger Adam Lebech. Er der ikke risiko for læk, hvis dataene trods alt ligger på min telefon? »Sikkerheden mod overvågning er netop, at alene brugeren selv har adgang til sine data. Vi har endnu ikke fastlagt, om og hvordan brugeren selv skal have adgang til en logfil over de steder, beviserne er anvendt. Det kan være hensigtsmæssigt for brugerne i nogle tilfælde at kunne se egne transaktioner. Ingen andre kommer til at kunne tilgå det.« »Grundprincippet er, at du selv kontrollerer alle dine data, og at der ikke gemmes nogen kopier. Derfor er der ikke muligheder for overvågning. Sluttelig vil jeg nævne, at vi drøfter alle de relevante spørgsmål med det uafhængige advisory board for udviklingen, hvor Dataetisk Råd sidder med, og det har fokus på netop alle disse spørgsmål helt ned i detaljen.« Berlingske har forgæves forsøgt at få en kommentar fra digitaliseringsminister Caroline Stage Olsen (M) om de bekymringer, der centrerer sig om den digitale løsning.

Den er blevet revet ned af hylderne. Den ny ansigtsmaske, der sælges af Kim Kardashians firma SKIMs, har været en gigantisk succes, siden den ramte markeret sidste uge.  Men masken er ikke bare ubrugelig.  Den er dediceret farlig. Det mener plastikkirurg Marie Louise von Sperling, der advarer mod produktet. »Jeg oplever unge, der ser masken som et første skridt mod et ansigtsløft. Det er ikke længere 50+ kvinder, der overvejer plastikkirurgi – det er piger i tyverne,« siger Marie Louise von Sperling, der mener, at masken er med til at normalisere ansigtskirurgi blandt de helt unge.  »Jeg har ikke siddet med den i hænderne, men den er meget nem at gennemskue. Maskens design er taget lige fra kirurgien, hvor man bruger lignende masker til patienter efter en operation. Når de unge går rundt med den på, ligner de altså personer, der er blevet opereret. Hele dens design er med til at forberede dem på, at ansigtskirurgi er et helt naturligt skridt«. En maske af mindreværd Den nye maske, der bærer det fulde navn SKIMS’ nye Seamless Sculpt Face Wrap, blev lanceret i slutningen af sidste uge af Kim Kardashians firma Skims, der sælger shapewear i flere forskellige former og udtryk. Masken kommer i to forskellige farver og skal bæres om natten for at forhindre hængende hud i ansigtet.  Man kan se den som en slags BH for ansigtet. Ifølge firmaet selv indeholder maskens stof kollagen, der er det protein, der er afgørende for hudens elasticitet og fasthed. Masken er blevet revet væk fra hylderne men har også fået solid kritik online, hvor folk synes, at den skaber mindreværd hos kvinder, der i forvejen bakser med et umuligt kropsideal.  SKIMS indehaver, Kim Kardashian, bliver beskyldt for at gør livet værre for kvinder, der forsøger at leve op til hendes skønhedsideal. Ifølge Marie Louise Sperling er der dog intet, der tyder på, at masken kan give en flottere hud. »Hvor dumme tror de, at vi er? Det er også det, der støder mig.  Man har taget ideen fra ansigtsmasker, der indeholder hyaluronsyre, og så påstår man, at det går ind i huden. Men det kan ikke penetrere huden. Jeg ved slet ikke, hvordan det skulle fungere. Huden har netop en barriere funktion, som holder bakterier fra døren, så vi ikke hele tiden bliver syge. Hvis noget trænger ind fra masken, ligger det allerhøjst i vores døde hudceller. Det kan slet ikke komme derned hvor det påvirker vores hud og dens struktur.« Hvis designet er hentet fra masker, man bruger efter kirurgi, er det så ikke fordi, de masker har en effekt? »Man bruger det udelukkede for at forhindre hævelser efter operationer. Lige så snart, du tager den af, har den intet effekt.« Hvordan kan du sige det med så stor sikkerhed? »Der er ingen andre løsninger på hængende hud end de kirurgiske. Og dem skal man altså først få, når man er blevet ældre og har et særligt behov. Ansigtskirurgi er ikke for folk i 20erne og vi skal holde med at fortælle de unge, at de skal opereres for at se pæne ud. Kardashian henvender sig til et ungt publikum, og mit bud er at masken bliver købt af 15-årige, der så går rundt derhjemme og ligner nogle, der har fået ansigtskirurgi. Det er helt forkert.«Er det egentlig ikke bare en bonus for dig, hvis du får lidt flere kunder i butikken? »Som fagspecialist provokerer det mig, at man går ud og siger, at de unge skal opereres. Det er jo ikke sikkert, at de skal det. Det er heller ikke fedt for mig at operere alle. Jeg skal have fat i dem, der er klar til det og har brug for det.« Alligevel, understreger Marie Louise von Sperling, oplever hun, at hendes klinik opsøges af stadigt yngre kunder. Kvinder, der er i begyndelsen af 20erne kommer ind, fordi de synes, at deres ansigter hænger. »Og dem sender jeg altså hjem igen. De får at vide, at de skal nyde deres skønhed så længe den varer. Kirurgi er forbundet med risiko og komplikationer. Det er ikke noget, man bare gør. At de unge tror det er nemt, skyldes netop produkter, der bilder dem ind, at det er helt naturligt. Vi andre er alt for kloge til at falde for den slags.« Berlingske har rakt ud til SKIMS for at få firmaets kommentar, men de er ikke vendt retur.

Indrømmet. Jeg nærede en vis skepsis inden mødet med »Den korte historie om Italien« af Ross King. Endnu en bog, der som en anden hvirvelvind ville kondensere alt, skumlede jeg. I dette tilfælde 3.000 års italiensk historie, skåret helt ind til benet. Og forsiden … en kliché i sig selv. En illustration af en legionær på en Vespa. Per favore! Sagde det ikke alt om det mareridt, der ventede, tænkte jeg fordomsfuldt og satte mig trodsigt til rette i tidsmaskinen med kurs mod Italien 800 f.v.t. Men udsigten herfra … den overraskede mig. Et historisk panoramasyn foldede sig ud med anekdoter, detaljer og skæve beskrivelser – ofte humoristiske. Alt det, jeg ikke havde troet, når nu også forfatteren sad langt nordpå i sit elfenbenstårn i det anti-italienske Oxford. Nej, man sad da helt fint her i Kings tidsmaskine, som katapulterede mig videre til Republikkens krise. En times tid var gået, og jeg havde allerede været forbi rækken af excentriske, depraverede kejsere og deres magtbegærlige mødre som kyniske kongemagere. Tænk sig, at politikeren Tiberius Gracchus, den stakkel, fremlagde et så upopulært forslag i Senatet, at han blev banket ihjel med et stoleben. Og at den magtsyge Domitian blev så paranoid, at han fik opsat spejle langs gangene i sit palads. Detaljer, jovist, men eksempler på, hvordan King serverer billeder og giver nerve til den svære overflyvning. Kongens overskæg trodsede tyngdekraften Fortællingen accelererer som en Lamborghini på autostrada, og som læser må man bare acceptere, at vægtige skikkelser som Julius Cæsar reduceres til parenteser. Her dvæler vi ikke – og dog. Forfatterens lidenskab for små personbeskrivelser får plads – og gudskelov for det. For de er ofte underholdende og giver lommebogen kant og karakter. Om Kong Victor Emanuel 2., der foragtede de finere cirkler ved hoffet med deres pudrede parykker og hestehaler, skriver King: » … en kraftigt bygget, brysk mand med et overskæg, der trodsede tyngdekraften (…) Med sit upolerede og ofte vulgære væsen var han ifølge en levnedsskildrer »ude af stand til« at skrive bare en enkelt side litterær prosa. Han foretrak sine jagthytter og landejendomme (…).« Hans barnebarn Victor Emanuel 3. havde derimod »fugtige, blå øjne, et tandbørsteoverskæg og spinkle ben, der stammede fra engelsk syge i barndommen«. Og kongen forsøgte at skjule sine 160 centimeter på alle mulige tænkelige måder, blandt andet med et ekstra højt sæde i limousinen. Hang det måske sammen med, at hustruen, en sorthåret, montenegrinsk prinsesse med dyb stemme, var 20 centimeter højere? De finurlige indslag drysses ned over historiens store linjer som en tiltrængt modvægt og gør Kings bog både læseværdig og oplysende – aldrig støvet og uvedkommende. Italiens historie er blevet skildret utallige gange gennem historien, nogle gange i alenlange bind, andre gange i regulære solo-mursten, sjældent som en kort og stærk espresso som her. Bevares, King udelader en masse eller lader det glide i baggrunden. Men ærligt talt: Modsat moppedrengene kommer man igennem denne bog. 3.000 år på godt 200 sider. Tænk engang. »Den korte historie om Italien« Forfatter: Ross King. Oversættelse: Kristoffer Kildelund. Sider: 256. Forlag: Svane & Bilgrav. Pris: 200 kroner.

Som man blandt andet har kunnet se i dokumentarserien »Det danske madmirakel« på DR TV, er det normalt kokkene, som bliver tilskrevet æren for det store boom i den danske gastronomi de seneste 25 år. Der har dog i samme periode eksisteret én betydelig undtagelse fra denne regel:  På Søllerød Kro var det, trods det uomtvisteligt gode køkken, i 25 år først og fremmest restaurantchefen Jan Restorff, der var stjernen, som gæsterne kom for at lade sig opvarte af. Jan Restorff, som gik bort søndag eftermiddag i en alder af bare 57 år efter at have været sygemeldt i mere end et år, havde en helt unik position i dansk gastronomi.  Der er ingen, heller ikke hans kolleger og konkurrenter, der har betvivlet, at Restorff kunne noget helt særligt med service. Selv på verdensplan er det svært at pege på nogen bedre vært. En institution i dansk gastronomi  Selvom Søllerød Kro er en institution i dansk gastronomi, hvor en perlerække af store kokke fra Gericke over Michaud og Cardenau til de Neergaard og Brian Mark har stået bag gryderne, så er det på ingen måde nogen naturlov, at kroen også har været veldrevet og velbesøgt. Da Restorff i 1999 kom til »Kroen«, som venner af huset bare kalder stedet, var den således nede i en af disse bølgedale og havde mistet sin Michelin-stjerne. Jeg havde året forinden mødt Restorff, der dengang arbejdede på Glostrup Park Hotel, på en rejse i barolo-land, hvor det stod klart for mig at Restorff var en ildsjæl ud over det sædvanlige:  En stor mand fyldt med kærlighed til mad, vin og mennesker, som han delte rundhåndet ud af. Jeg var således ikke overrasket over, at Restorff relativt hurtigt fik banket »Kroen« op til den succes, den stadig er i dag 26 år senere. Vinkortet blev opgraderet, der kom styr på køkkenet, Michelin-stjernen kom tilbage, og først fremmest blev Kroen bare stedet, hvor man som gæst følte sig allerbedst tilpas. Kunsten at skræddersy en aften  Jeg har flere gange siddet på Søllerød Kro og iagttaget et par sidde ved et bord og viske nervøst til hinanden:  »Hvor er han? Jeg synes ikke, vi har set ham i dag? Mon han overhovedet er her i dag?« Nogle minutter senere hørte man så gulvet i de gamle krostuer knirke under værtens ikke ubetydelige vægt. Hvorefter gæsterne slappede af og sænkede de anspændte skuldre:  »Åhh, der er han, nu kommer han!«  De bekymrede ansigtsrynker blev erstattet af salige smil, for nu vidste gæsterne, at de var i sikre hænder, og at det ville blive en storslået aften. Jan Restorffs metier var, at han så og mærkede gæsten, hvad enten der var tale om en stamgæst, en dreven foodie eller en gastronomisk set uerfaren faster fra provinsen. Selv børn havde han et godt greb om og kunne finde på at servere sodavand og P-mad (personalemad) til ungerne, mens han ordnede den gastronomiske verdenssituation og smagte vin blindt sammen med farmand. Restorff elskede at skræddersy ikke bare måltidet, men hele aften for den enkelte, således alle følte sig som særligt udvalgte. Jeg husker stadig, hvordan jeg benyttede lejligheden til at sende min kollega Svend Rasmussen ud for at anmelde Kroen dengang, Rasmussen stadig var ukendt i branchen og kunne slippe under radaren.  Rasmussen oplevede ved denne lejlighed så god en service, at han var overbevist om, at han måtte være genkendt – hvilket jeg kan skrive under på, at han ikke var. Pointen er, at Restorffs kærlighed over for gæsterne og hans værtskab var så generøst, at alle følte sig genkendt. Jeg er ikke bekendt med nogen anden restaurantchef herhjemme, som har stået på gulvet i 25 år på en restaurant i Søllerød Kros klasse. Det er ikke mindst en præstation i et land, som ikke ligefrem er kendt for god service.  Modsat vore sydlige naboer i Frankrig, Spanien og Italien anses det ikke for at være en ærefuld metier at være tjener. Ja, det opfattes ligefrem som ydmygende at betjene andre. En næsten udansk glæde ved at varte op  Der var noget næsten udansk ved Restorffs stolthed over at varte op.  Jeg har således ofte overvejet, om Restorffs evner som opvarter, som han ydmygt kaldte sig selv, måske netop skyldtes, at han ikke var dansker, men født på Færøerne, hvor han voksede op på Hotel Hafnia i Torshavn, som hans forældre dengang drev. Hvorom alting er, så nåede Restorff at blive et stort forbillede for alle, som arbejder seriøst med service og værtskab i restaurantbranchen. Restaurantguiden White Guide indførte således for et par år siden prisen »Årets Jan Restorff« til den bedste serviceoplevelse. Det siger sig selv, at Jan Restorff efterlader sig et par sko, som det ikke bliver nemt at fylde ud. Peter Fagerland, der overtog jobbet som restaurantchef på Kroen i august i fjor og fratrådte igen for en måned siden, peger dog på, at Restorff har opbygget en servicekultur på stedet, som stadig lever. Når Søllerød Kro åbner igen efter sommerferien på onsdag, bliver det således med Jan Restorffs søn, Tor, der har arbejdet side om side med sin far de seneste år, som restaurantchef, så det bliver i familien.

Præsteforeningen præsenterede i juni deres ai-værktøj: Prædikenhjælperen. Værktøjet kan ved hjælp af kunstig intelligens hjælpe præster med at skrive alt fra prædikener til begravelsestaler. Præsteforeningen har dog fået kritik for at blåstemple brugen af ai og for at lægge præsternes kerneopgaver og fortolkning af Guds ord i hænderne på robotter. Læser man Præsteforeningens vejledning til brugen af Prædikenhjælperen, står der ingen steder direkte, at den kan bruges til at skrive en hel prædiken. Men kigger man på de eksempler, som foreningen har taget med i vejledningen, viser de, hvordan man med forholdsvis simple og korte prompts kan få et forslag til en hel prædiken. Og nu erkender Præsteforeningen over for DR, at man muligvis er gået for langt. »Vi vil jo gerne vise, hvad værktøjet kan. Men vi har været for konkrete i forhold til at vise slutresultater, når det egentlig mere er processen, der er vigtig for os at vise,« siger direktør Lars Qvistgaard til DR. Præster tyer til andet end Helligånden Katinka Langdahl, der er teologistuderende og tidligere næstformand i Radikal Ungdom, er en af dem, der mener, at Præsteforeningen er gået over stregen med det nye værktøj. Hun mener, at Præsteforeningen blåstempler, at præster bruger ai som mere end blot et hjælperedskab, da de i hendes opfattelse foreslår, at den kan bruges til at skrive en hel prædiken. »Jeg synes mere, det lugter af at være en præsteerstatning, fordi den jo både kan skrive begravelsestaler, prædikener og bryllupstaler,« lyder kritikken fra Katinka Langdahl til DR. Der er dog også dem, som mener, at brugen af ai er et udtryk for grundighed. Det mener Simon Nøddebo Balle, der har skrevet ph.d. om krydsfeltet mellem teologi og kunstig intelligens, som selv bruger det til at få inspiration eller til at belyse blinde vinkler i sine prædikener. Præsteforeningens formand, Pernille Vigsø Bagge, har selv fortalt ved lanceringen af Prædikenhjælperen, at hun havde det ambivalent med brugen af kunstig intelligens. Men hun fortæller, at de, efter lange debatter i hovedbestyrelsen, har indset, at kunstig intelligens er kommet for at blive. Derfor ville de gerne »prøve at lave et kunstig intelligens-værktøj, der var kvalitetsbevidst i forhold til deres faggruppe«. »Som præst er det ikke kun Helligånden, jeg tyer til, når jeg skal skrive en prædiken. Jeg har brug for at indsamle viden og få nye perspektiver. Robotten skal ikke skrive prædikenen for mig. Det er en hjælp og en inspiration,« fortalte Pernille Vigsø Bagge til Kirke.dk. Direktør i Præsteforeningen Lars Qvistgaard oplyser til DR, at de vil kigge nærmere på vejledningerne til efteråret.