Hvor meget opmærksomhed kan en enkelt hat få? Ret meget, hvis den sidder på Melania Trumps hoved. Og endnu, endnu mere, hvis hatten spærrer for øjnene på USAs nye førstedame.  Melania Trumps markante, dybblå hat er gået viralt siden indsættelsesceremonien, hvor Melania Trump mødte op i en navy blue frakkekjole, designet af Adam Lippes, og en matchende bredskygget hat, der er kreeret af Eric Javits.  Hatten blev øjeblikkeligt et samtaleemne på sociale medier. Mange lavede grin med Melania Trumps hat i silkeuld, der gik så langt ned i ansigtet på førstedamen, at hendes øjne blev usynlige.  Andre roste Melania Trumps for at være den mest classy førstedame i USAs historie.  »Melania Trump er den mest elegante, stilfulde, smukke førstedame nogensinde. Men vil Vogue sætte hende på forsiden, som de har gjort med Jill Biden og Michelle Obama? Naturligvis ikke, for Anna Wintour (Vogues chefredaktør) hader republikanere),« skriver den kendte tv-vært og højrefløjsstjerne Megyn Kelly på X.  Designeren bag hatten, Eric Javits, kalder selv hatten for »en stærk, visuel besked« til ABC News. Hatten, såvel som den matchende sorte og tilknappede jakke, symboliserer en ny tidsånd, mener han. »Det er virkelig et slags vendepunkt til mere konservative værdier«. Men hatten er ikke kun et internetfænomen. Den bærer en tydelig signalværdi, mener The New York Times’ moderedaktør, Vanessa Friedmann. Hun skriver i en lang klumme om præsidentfruens påklædning, at hatten er designet således, at det var umuligt at læse, hvad Melania Trump tænkte. Den passede med andre ord perfekt til den sky førstedame.  Andre medier bemærker også den meget tillukkede stil, og CNN kalder den for »et værn«. Den analyse er modedesigner Jesper Høvring enig i. Han er en af Danmarks førende kjoledesignere og er manden bag nogle af dronning Marys mest berømte kjoler. Han mener, at den lukkede hat var »et helt bevidst valg«. Hatten beskriver han som »et skjold«, som Melania Trump havde iført sig for at sende et klart signal. Ved Trumps første indsættelse i 2017 gik et klip viralt, hvor Melania Trump så voldsomt utilfreds ud, efter hendes mand havde vendt sig om og fortalt hende noget. Den slags undgik hun ved at lukke sig inde bag sin påklædning.    Klippet, der gik viralt i 2017. »Hvis hun kom til at vende øjne eller lignende til ceremonien, så skjulte hatten det«, siger han. Hatten var en beskyttelse mod de rullende kameraer. Men den viser også, at Melania Trump er førstedame på sin egen måde, mener han. Hatten som skjold Under ceremonien forsøgte den genindsatte præsident Trump at give sin kone et kys. Men hatten lukkede af for forsøget.  I stedet blev det til et luftkys mellem præsidentparret, hvor der var adskillige centimeter mellem Donald Trumps trutmund og Melania Trumps kind. Den lange luftkys har igen fået internettet til at grine.  »De kongelige har fundet ud af, hvordan man kindkysser. De kan godt, selv hvis begge parter har hat på. Man kan godt, hvis man vil. Men hvis man ikke vil kindkysse, så kan hatten også bruges til at undgå det«, siger Jesper Høvring.  Større mening Jesper Høvring synes, at Melania Trump er »smuk, smuk, smuk«, og at hun så skarp og elegant ud til indsættelsen. På en festdag som indsættelsesdagen, er det dog påfaldende, at hendes tøjvalg ikke ser mere indbydende ud, mener han. »Da Trump blev sat ind i 2017 havde hun et lyseblåt sæt på. Hun var meget mere åben, indbydende og smilende. Det var der intet af denne gang. Det var meget stift,« analyserer han.  Tøj sender signaler Analysen af påklædningen varierer som alt andet i USA fra medie til medie. De venstreorienterede medier forholder sig kritisk til førstedamens outfit. Vanessa Friedmann beskriver i The New York Times tøjvalget i til indsættelsen i 2025 som noget »fjernt og kompromisløst«, der stod i skarp kontrast til det indbydende blå sæt i 2017. Fox News har dækket hattesagen anderledes. Deres kommentarfelt bugner af amerikanere, der skriver, at den nye førstedame så elegant ud. Det højreorienterede nyhedsmedie har fokuseret på, at Melania Trump har valgt en amerikansk designer og »satte Amerika først«. Alt tøj har signalværdi, fortæller Jesper Høvring. »Hun signalerede dengang i 2017, at hun var førstedame, fordi hun var Trumps kone. I 2025 er hun mere sig selv, og hun vil ikke stå i skyggen af sin mand. Hatten viser, at hun bestemmer selv, og hun er sig selv nærmest,« vurderer Jesper Høvring og fortsætter: »Og at hun måske ikke synes, at indsættelsesdagen er den største festdag.« Men førstedame er hun. Og hun sætter tydeligvis sin hat, som hun vil. 

En underlig fornemmelse. Det er, hvad Mathilde Friese sidder tilbage med. Forleden fortalte hun for første gang offentligt om de grænseoverskridende oplevelser, hun havde under sin ansættelse på det anerkendte forlag Lindhardt og Ringhof. Bagefter kom en samlet reaktion fra 17 af forlagets helt store forfattere, som Mathilde Friese nu oplever som et forsøg på »at lægge samtalen ned«. Historien tog sit udspring i mediet Frihedsbrevet. Her fortæller Mathilde Friese, der i 2018 var ansat på Lindhardt og Ringhof, hvordan hun efter aftale med forlaget tog på en sommerhustur med en tv-vært, der skulle hjælpes i gang med at skrive en bog.  Turen udviklede sig til seksuelt grænseoverskridende adfærd, da tv-værten gjorde tilnærmelser til Mathilde Friese og i nattens løb satte sig ind på hendes værelse, hvor han onanerede, mens hun lod, som om hun sov.  Både Mathilde Friese og forfatteren Hassan Preisler har til både Frihedsbrevet og Berlingske fortalt om en seksualiseret kultur, hvor mandlige forfattere blev sikret let adgang til unge, kvindelige ansatte. Hassan Preisler bruger endda formuleringen »en slags indirekte alfonseri«. Han fortalte, at han har været sammen med i alt otte kvinder, der var tilknyttet forlaget, som Preisler i dag ikke længere samarbejder med.  »Hvis man tæller alle former for relationer med, vil jeg tro, at det drejer sig om otte kvinder i alt. To yngre ansatte, tre unge forfattere og yderligere tre, som hang ud på forlaget, måske fordi de som så mange andre gerne ville have et job i bogbranchen«, fortalte Preisler i Berlingske.  Men i alt 17 forfattere, hvoraf flere er blandt Lindhardt og Ringhofs største stjerner, gik i et fælles indlæg i Berlingske hårdt i rette med Hassans Preislers beskrivelse.  »Ingen af os tager let på Metoo eller seksuel udnyttelse af andre mennesker, men det er på ingen måde den kultur, vi har mødt,« skrev forfatterne, der blandt andre tæller Sarah Engell, Merete Pryds Helle, Steffen Jacobsen, Niels Krause-Kjær, Lone Theils, Maren Uthaug, Mich Vraa, Thomas Korsgaard og Peter Lund Madsen. Heller ikke en omfattende festkultur, som Hassan Preisler beskriver, kunne de genkende. Men de aner ikke, hvad de taler om, siger Mathilde Friese. »Det var meget underligt for mig at læse deres tekst. Jeg synes, at de som nogle af landets mest anerkendte forfattere har et ansvar, som de ikke er sig bevidst,« siger hun til Berlingske.  Hun påpeger, at de ikke ved, hvad der er sket, når de ikke har været der – men alligevel taler de om en kultur, de »tydeligvis har været blinde for«.  »Forfatterne skal ikke stilles til regnskab for kulturen på et forlag. De ser jo aldrig det fulde billede, men få, flotte glimt – men jeg synes, at de bærer et ansvar over for de folk, der går på arbejde hver dag og forsøger at få deres bøger og forfatterskab ud i verden. Til at lykkes. Når de afviser alting så kategorisk, som de gør i indlægget, så lader det ikke til, at de går op i, om de personer har det godt, når de går på arbejde,« siger hun.  Intime relationer med stjernerne Mellem 2015 og 2019 gik Mathilde Friese på arbejde hos Lindhardt og Ringhof som marketingmedarbejder. Hendes primære arbejdsopgave var at afholde arrangementer med forfatterne. Siden har hun arbejdet som kommunikationsrådgiver på Gyldendal, og sidder i dag i en ledende stilling hos Børns Vilkår. Privat er hun gift og har en datter med journalist og chefredaktør på Ekstra Bladet, Knud Brix. Det var Mathilde Frieses drøm at arbejde i forlagsbranchen. At arbejde med de dygtigste forfattere i landet. Den mulighed fik hun.  Men når hun ser tilbage på sin tid hos Lindhardt og Ringhof, er det ikke med et smil på læben. Hun har ikke siden oplevet en lige så seksuel løssluppen og seksualiseret kultur på en arbejdsplads. Hun mener, at sommerhusturen med den ældre tv-vært, som hun nu har fortalt offentligt om, er et udtryk for en ledelse, der ikke var sig sit ansvar bevidst.  Hun siger til Berlingske, at hun ikke forstår, at forlaget kunne finde på at bringe en ung kvinde – hun var dengang 27 år – i en situation, hvor hun skulle tilbringe flere dage i sommerhus med en langt ældre mand. Hun fortæller, at hun ikke gjorde modstand eller protesterede, men følte sig fanget i situationen.  Lindhardt og Ringhof har til Berlingske tidligere udtalt, at forlaget ikke genkender Mathilde Frieses udlægning af forløbet. Fra pressechef Søren Anker Madsen lød det i et skriftligt svar: »Hvis det var kommet til vores kendskab, at der havde været upassende beskeder op til skriveopholdet, og at der skete det under opholdet, hun fortæller, havde vi reageret øjeblikkeligt. Det siger sig selv, at det i givet fald er meget alvorligt.« Lindhardt og Ringhof meddelte dog tirsdag i en pressemeddelelse, at forlaget nu vil »igangsætte en undersøgelse med ekstern bistand for at få klarhed over hændelsesforløbet, hvor vi også rækker ud til Mathilde Friese«.  Stjerneforfatter gjort til »offer« Berlingske har kontaktet de 17 forfattere og medunderskrivere af indlægget i Berlingske, der undsiger beskrivelsen af en »seksualiseret kultur«. Forfatter Mich Vraa skriver til Berlingske, at man i gruppen af skønlitterære forfattere på Lindhardt og Ringhof har drøftet det og besluttet ikke at udtale sig mere for nuværende.  Han tilføjer dog, at der selvfølgelig fortsat er interessante vinkler i sagen – herunder »at en mand (Hassan Preisler, red.), som selv erkender at have brugt sin position som ‘stjerneforfatter’ til at have intimt samvær med adskillige kvinder på og omkring Lindhardt og Ringhof og derefter bliver en slags offer og primus motor i en metoo-sag; det har vi vist ikke set før – men dem kan folk sikkert se uden vores hjælp.« En anden underskriver, forfatter Lone Theils skriver i et skriftligt svar, at hun finder det »mildest talt opsigtsvækkende at tale om ansvarsfralæggelse hos forfatterne i en kontekst, hvor Hassan Preislers vidnesbyrd om egen opførsel og holdning til kvinder som objekter er den bærende drivkraft. For mig at se er det dér den virkelige blindhed ligger.« Lone Theils tilføjer: »Vi har som forfattere valgt kun at kommentere det, vi har sikker viden om, nemlig den kultur, vi har observeret hos de mennesker, vi har arbejdet sammen med på forlaget. Hvilket også fremgår. At læse ind i det, at vi har en holdning til Mathildes vidnesbyrd, er der intet belæg for. Det eneste, man kan udlede af det, er, at vi ikke finder det i orden at kommentere sager, hvor vi ingen muligheder har for at verificere fakta.« En anden underskriver, forfatter Merete Pryds Helle, skriver til Berlingske, at hun tilslutter sig Lone Theils’ formulering og har ingen yderligere kommentarer. Men forfatterne er slet ikke de rigtige til at udtale sig, mener Mathilde Friese.  Derudover stiller de sig et »sårbart sted«, når de undsiger beskrivelserne af kulturen på forlaget, som hun og Hassan Preisler forsøger at kaste lys på: »De ved ikke, hvad der er sket på arbejdspladsen. Som forfattere har de ikke haft deres daglige gang på forlaget og kan umuligt have det fulde overblik over, hvad der er fundet sted, og hvordan kulturen har været,« siger hun. »Privilegieblind« Mathilde Friese er ikke i tvivl om, at der er tale om et kulturproblem på Lindhardt og Ringhof. Dels på grund af de samtaler, hun har haft med kolleger, mens hun var der og den upassende adfærd fandt sted, dels på grund af de mange vidnesbyrd, hun har modtaget, efter hun stod frem.  En del af dem har hun delt på sociale medier med sløret afsender.  Berlingske har set dokumentation for, at vidnesbyrdene er fra tidligere ansatte på Lindhardt og Ringhof samt enkelte personer fra øvrige steder i Egmont-koncernen. Berlingske har derudover talt med en række personer, der bekræfter Frieses udlægning af kulturen på Lindhardt og Ringhof. De kalder i den forbindelse forfatternes indlæg »privilegieblindt« og en »ansvarsfralæggelse«. Heller ikke Hassan Preisler giver meget for forfatternes indlæg: »Jeg synes, det er på tide, at vi i denne sag overlader ordet til de angiveligt mange kvinder og mænd, der, som Mathilde Friese, har oplevet at blive svigtet inde på forlaget Lindhardt & Ringhof, og så selvfølgelig også den ledelse, der kategorisk nægter at udtale sig. Cheferne har gemt sig bag en pressemands standardsvar og en flok forfattere, der lod sig sende i byen. Hvis jeg var en af dem, ville jeg være rasende over at blive misbrugt på denne måde,« skriver han i en e-mail til Berlingske Han tilføjer: »Jeg er ret fortvivlet over, at de sådan ignorerer Mathilde Friese og ikke med et eneste ord anerkender hendes oplevelser og modet, det har krævet, at stå frem.«

Krænkende adfærd. Uønsket seksuel opmærksomhed. TV 2-programmet »Toppen af poppen« har ikke kun været god musik. Det viser en ny undersøgelse, som produktionsselskabet bag det populære program, Mastiff, har fået lavet efter sommerens skarpe kritik af programmet i DR-dokumentaren »Sexisme i musikbranchen«. Den nye undersøgelse fastslår, at »der over årene 2015-2022 har været en udbredt omgangsform, der af både ansatte og artister er blevet oplevet som krænkende eller som uønsket seksuel opmærksomhed på produktionen af Toppen af poppen«. Undersøgelsen bygger ifølge produktionsselskabet på interview med cirka 200 personer.  Ifølge Mastiff har den problematiske adfærd været centreret om få enkeltpersoner, men ansvaret er bredere end som så. Det fremgår af et brev, som selskabet har udsendt til de medvirkende i undersøgelsen, og som Berlingske er i besiddelse af. »Undersøgelsen er nu afsluttet, og den viser, at der i årene fra 2015 til 2022 desværre var en udbredt omgangsform, der både af ansatte og artister, blev oplevet som krænkende og/eller som uønsket seksuel opmærksomhed,« lyder det i brevet, som fortsætter: »Selvom undersøgelsen konkluderer, at enkeltpersoner i stort omfang har været i centrum for denne adfærd, så viser undersøgelsen dog også, at alle på produktionen – herunder artister, bandmedlemmer, ledende personer på Mastiff og TV 2 – har været en del af den uhensigtsmæssige kultur. Ingen er således fritaget for ansvar.« Også TV 2, der siden 2011 har sendt programmet, har reageret på undersøgelsen.  I en pressemeddelelse erklærer programdirektør Dorthe Thirstrup sig meget tilfreds med, at Mastiff har lavet den udvidede undersøgelse.  »Den viser med al tydelighed, at der har været nogle usunde dynamikker på produktionen af »Toppen af poppen«, og at der er sket et ledelsessvigt. Jeg vil gerne beklage over for de artister og medarbejdere, der ikke har oplevet fair forhold og ikke er blevet lyttet til. Det er på ingen måde i orden,« udtaler Dorthe Thirstrup. »Det skal der naturligvis rettes op på, for der må ikke ske krænkende adfærd på nogen produktioner, TV 2 er engageret i. Det har vi gjort meget klart over for Mastiff, der har taget hul på et helt nødvendigt kulturarbejde i forbindelse med produktionen i 2023. På TV 2 har vi naturligvis også genbesøgt og undersøgt vores egen rolle.« Ingen planer med Antonsen De dårlige arbejdsforhold på TV 2s musikprogram kom frem sidste år, da DR viste dokumentaren »Sexisme i musikbranchen«. Her fortalte musikerne Katinka Bjerregaard og Mathilde Falch om upassende og krænkende kommentarer fra et medlem af bandet The Antonelli Orchestra i forbindelse med optagelserne af programmet i 2021. Medlemmet, der viste sig af være bandets kapelmester, trommeslageren Claes Antonsen, havde blandt andet fortalt lumre historier og kommenteret på sangerindernes kroppe. »Jeg har taget læderbukser på, og jeg skal gøre mig klar til at synge. Jeg kan høre, at han snakker om min røv og de her læderbukser. Han kommer med udbrud som: ‘hvor er din røv lækker,’ og ‘ej, jeg kan ikke lade være. Hold kæft, det er lækkert,« fortalte Mathilde Falch til Berlingske, da undersøgelsen kom ud. Produktionsselskabet Mastiff oplyste derfor i juni, at man ville undersøge som minimum seks års produktioner af »Toppen af poppen«. Berlingske har forsøgt at få et interview med Dorthe Thirstrup, men hun svarer i stedet på skrift. Hun skriver blandt andet, at TV 2 ikke har »nogen aktuelle planer med Claes Antonsen«. »Som jeg har udtalt, er vi er i dialog med Mastiff om, hvordan »Toppen af poppen« kan fortsætte under forudsætning af, at der sker en kulturændring og udskiftning på centrale poster,« skriver Dorte Thirstrup. Er det tilfredsstillende for TV 2, at det nu er et andet hold, der skal producere programmet? »Ja, det synes vi, er en forudsætning. Som jeg har udtalt, er vi er i dialog med Mastiff om, hvordan »Toppen af poppen« kan fortsætte under forudsætning af, at der sker en kulturændring og udskiftning på centrale poster.« Kommer det her til at ændre noget konkret for jeres måde at arbejde på i fremtiden? »På TV 2 har vi over de seneste år ad flere omgange understreget over for alle vores samarbejdspartnere, at vi forlanger et trygt arbejdsmiljø på TV 2-produktioner. Vi er ikke i mål, for det er et langt, sejt træk, som vi skal blive ved med at tale med hinanden om. Derfor står min dør også altid åben, og derfor har vi også en whistleblowerordning, hvor man kan henvende sig anonymt. Internt på TV 2 har vi også indskærpet, at hvis TV 2-medarbejdere bliver opmærksom på krænkende adfærd eller bekendt med en uhensigtsmæssig kultur på en produktion, har man en pligt til at handle på det,« skriver Dorthe Thirstrup.  Vil ikke stille op Mastiffs administrerende direktør, Kristian Farcin-Leth, ønsker ikke at stille op til interview, men henviser til de kommentarer, han har givet til andre medier. Berlingske ville gerne have spurgt Mastiff-direktøren, hvordan undersøgelsen konkret er lavet, og hvordan produktionsselskabet vil ændre kulturen, men det har imidlertid ikke været muligt. I et interview med Mediawatch fortæller Farcin-Leth, at det er en samlet organisation, der bærer et ansvar for det ledelsessvigt, der er sket.  Blandt andet har man ikke været godt nok klædt på til at kunne håndtere den uhensigtsmæssige kultur, der opstod på produktionerne. Det har selskabet siden forsøgt at rette op på. Claes Antonsen ønsker ikke at udtale sig, men undskyldte i juni for sin adfærd i et opslag på Facebook. »Jeg har alt for sent forstået, hvor ulykkelige kvinderne blev, og at mit sprog og min adfærd også har fået kvinderne til at føle, at de mistede deres kunstneriske faglighed og kun blev bedømt på deres udseende. Det vil jeg gerne undskylde for. Jeg er simpelthen så ked af, at jeg, igennem mange år, ikke har indset, at jeg, uden tanke for kvinderne, har brugt ord og vendinger om og til dem, som har været grænseoverskridende og sexistiske,« skrev han blandt andet. Berlingske har forgæves forsøgt at få en kommentar fra musikerne Mathilde Falch, Annika Aakjær og Stine Bramsen, der medvirkede i DR-dokumentaren »Sexisme i musikbranchen«.

Hesten er tilbage på brystkassen. Og det er ikke længere utjekket, hvis den er så stor, at den kan ses på lang afstand.  De amerikanske mænd er igen hoppet i den klassiske Ralph Lauren-polo med det verdensberømte logo: Rytteren med den hævede polostok, der engang var et indiskret symbol på, at man havde styr på kontoudtoget.    Tendensen har fået navnet »ralphcore«. Og hvorfor er looket, der kaldes »preppy«, blevet in igen?  Fordi amerikanerne ikke længere vil undskylde for deres privilegier, lyder analysen fra flere iagttagere af krydsfeltet mellem mode og politik.  Med Trumps genindtræden som præsident er vi ikke bare vidner til et sensationelt politisk comeback, men en mindre kulturel revolution, som allerede er ved at manifestere sig.  Trump er i gang med et monumentalt opgør med wokebevægelsen, der ved hans tiltrædelse fik et dolkestød med den formelle afskaffelse af den flydende kønsidentitet og genindførelsen af to køn.   Virksomheder er allerede begyndt at tilbagerulle de DEI-initiativer, de tog i forlængelse af #metoo og Black Lives Matter-bevægelserne, og efter de voldsomme brande i Los Angeles har USA diskuteret, om kompetencer eller minoritetshensyn styrede ansættelserne i det lokale brandvæsen. Da Trump forleden udvalgte de tre aldrende skuespillere Sylvester Stallone, Jon Voight og Mel Gibson, til sine »ambassadører i Hollywood«, var det ikke kun et gakket påfund.  Det var et symbol på, at Trump ved, at han pludselig vinder terræn i områder, hvor han historisk har været en paria. Det vil være løgn at kalde de tre Trump-støtter og tidligere actionstjerner – Jon Voigt er 86 år – for fremtiden, men de repræsenterer alt det, Trump mener, verden skal tilbage til. Den nostalgi, som hans indtrædelsestale mandag aften emmede af. Den gamle Hollywood-elite har mistet sin kulturelle kapital, hvilket Harris valgkamp ufrvilligt beviste, da hun forsøgte at vinde præsidentvalget med hjælp fra stjerner som Beyoncé, Taylor Swift og Julia Roberts. Amerikanerne var tydeligvis ligeglade. Og da Disney for nylig ændrede plottet i serien »Win og Lose«, var det et tegn på, at vinden er ved at vende. Mange års fokus på minoriteter og repræsentation er ikke længere nødvendigvis en vindersag i Hollywood, og serien, der handler om en flok softballspillere, hvoraf den ene i det oprindelige manuskript havde en kønsidentitetskrise, blev skrevet om.  Fat i poppen Trump indsættelse viste også, at han har fået bedre fat om popkulturen.  Forud for sin indsættelse i 2017 ringede han til en række store navne i den amerikanske musikindustri, og ingen, på nær countrysangeren Toby Keith, et mormonkor og en række B-kendisser, ville optræde for ham.  Denne gang fik Trump selskab af countrystjernen Carrie Underwood og bandet Village People, der ellers havde protesteret massivt mod Trumps brug af slagsangen »YMCA«.  Nu stod Village People og al deres kulturelle kapital, særligt optjent i det homoseksuelle miljø, pludselig på scenen med Trump. Modeindustrien holder sig ikke længere for næsen og smækker sykassen i, som de gjorde forud for indsættelsens i 2017. Modegiganten Oscar de la Renta havde bla. designet tøj til både Ivanka Trump og J.D. Vances kone.  Mediegiganterne har opsøgt Trump på stribe for at sikre sig en bedre relation i fremtiden, lige fra værtsparret Joe Scarborough og Mika Brzezinski fra den venstreorienterede tv-station MSNBC til Jeff Bezos, ejer af Amazon og The Washington Post. Sidstnævnte investerer nu 40 millioner dollar i en dokumentar om USAs nye præsidentfrue, Melania Trump. Den røde MAGA-kasket sniger sig med andre ord ind nye steder – og ikke kun i symbolsk, men også i fysisk forstand. Flere medier har rapporteret om, at folk nu bærer røde MAGA-kasketter i ærkeblå områder som New York City. Trump er med andre ord blevet mindre giftig og mere mainstream.  Trump gjort sig til spydspids for den antiwokebølge, der nu er i gang som en reaktion på wokeæraen, der har varet siden midt i 2010erne. Og han har et momentum, der ikke kun er politisk.  I 2016 blev han valgt som en modstandsfigur, en reaktion på en kultur, mange amerikanere opfattede som for politisk korrekt.  Denne gang ser det ud, som om Trump er kulturen. Han symboliserer ikke bare det, folk ikke vil have, men det, et voksende antal amerikanere gerne vil.  Så nu er hesten tilbage på brystet.  De næste fire år kommer ikke kun til at byde på politiske forandringer, men en kulturel omvæltning, som vi endnu ikke kender omfanget af. 

Den britiske kok Alan Bates har høstet mange roser for sin gourmetrestaurant »Connection«, som åbnede i Øster Farimagsgade for godt fire år siden. Søren Frank var meget begejstret, da han besøgte stedet i 2022, og skrev blandt andet: »… vi gik glade hjem efter en hele vejen igennem smooth aften, hvor mad, vin, behagelige omgivelser, velsmurt service og godt selskab gik op i en højere helhed.« Desværre for byens mange gourmeter har Bates i dag annonceret, at Connection lukker, og at han vender tilbage til Henne Kirkeby Kro og chefkok Paul Cunningham. For Bates bliver der tale om et gensyn med Henne Kirkeby, da han indledte sin kokkekarriere på dansk grund på netop selvsamme gourmetkro (to Michelin-stjerner) tilbage i 2017. I en kort pressemeddelelse skriver Alan Bates: »Jeg er superstolt at det, vi har opnået med Connection, Jeg kunne ikke være mere spændt på det næste kapitel i mit liv, og jeg glæder mig til at se, hvilke kulinariske eventyr der venter.« Treenighed bag lukning Connection har konstant ligget i det kvalitetslag, man kunne kalde »luksusbistro«, som er niveauet lige under restauranter med en enkelt Michelin-stjerne. Det er også den slags restauranter der de seneste par år, har været under mest økonomisk pres. For undertegnede har det virket, som om Connection længe har kæmpet for at opnå en Michelin-stjerne, blandt andet med en større omlægning af stedets koncept sidste år, men missionen er ikke lykkedes, på trods af et knivskarpt køkken. Går man Bates lidt mere på klingen om årsagen bag lukningen, fortæller han, at han længe »har gået og drømt om at komme tilbage til Vestkysten, og at han de seneste måneder gennem samtaler med Paul Cunningham og Garrey (direktør på Henne Kirkeby Kro, Garrey Dawson) har indset, at de i virkeligheden alle tre drømte om at drive den samme kro«. Før Bates, der oprindeligt kom fra Cambridge i England, slog sig ned i Danmark, havde han arbejdet på nogle af verdens mest berømte Michelin-restauranter, nemlig The Fat Duck i England og El Celler de Can Roca i Catalonien. Det er meningen, at Allan Bates skal starte i det jyske fra 1. marts.

Salget af champagne – altså den rigtige fra Champagne i Frankrig – er faldet med næsten ti procent i 2024 i forhold til året før.  »Det er tiderne,« siger Hans Christian Varnæs så berømt i »Matador«, og det er også nogenlunde forklaringen fra formanden for de franske champagnebønder.  For det faldende salg kan blandt andet skyldes både politiske og økonomiske bekymringer blandt forbrugerne i USA og Frankrig. Det siger Syndicat général des vignerons de la Champagne, champagnebøndernes organisation, ifølge The Guardian. »Champagne er virkelig et barometer for forbrugernes sindstilstand,« siger Maxime Toubart, der er formand for Syndicat général des vignerons de la Champagne, til den britiske avis.  »Det er ikke en tid, hvor man fejrer noget. Der er inflation, konflikter rundt omkring i verden, økonomiske usikkerheder og politisk ‘vent og se’ i nogle af de største champagnemarkeder som Frankrig og USA,« fortsætter Maxime Toubart.  En anden forklaring er ifølge The Guardian, at unge drikker mindre generelt, og især generation Z og millenial-generation vælger i større og større grad alkohol fra.  Den tredje forklaring er konkurrencen fra billigere alternativer til de dyre dråber fra Champagne, som eksempelvis italiensk prosecco eller endda engelsk mousserende vin. Som Berlingske for nylig har beskrevet, så er unge menneskers ændrede forbrug også medvirkende årsag til, at indtaget af især rødvin er faldet drastisk i Frankrig i de seneste år. Tal fra brancheforeningen Conseil interprofessionnel du vin de Bordeaux (CIVB) viste, at forbruget af rødvin i Frankrig er faldet med 90 procent siden 1970erne.  Generet var forbruget af rødvin, hvidvin og rosévin ifølge tal fra Nielsen Research Media faldet med 80 procent i Frankrig siden 1945.  Også her lød forklaringen, at unge under 30 år kun køber halvt så meget rødvin som ældre generationer. 

På en varm sommerdag midt i 2020 var jeg for første gang længe ud at spise på Rabarbergaarden.  Det er en gård og restaurant, og det var en frydefuld oplevelse at sidde blandt alt det, der vokser og lever, og spise alt det, der havde vokset og levet. Så da jeg fandt ud af, at Rabarbergaardens nye restaurant ligger i Frederiksborg Slot, fjernet fra naturen og dermed den oplevelse, der var den bedste del af mit forrige måltid, blev jeg egentlig lidt bekymret. Men min bekymring blev gjort til skamme. For efter at Rabarbergaarden for et års tid siden overtog lokalerne, så har ambitionerne fået et løft. Jeg har spist på stedet under de forrige forpagtere, og selvom betjeningen var god og maden stabil, så er der helt klart sket noget.  Man kan se ambitionerne med det samme, man træder ind i lokalet.  Der er loft til kip, smukke og behagelige træmøbler med matchende peberkværne i lyst træ, små vaser i håndlavet keramik og i det hele taget bare roligt. Og så kan man sidde og nyde sin frokost, mens man ud af vinduerne kigger på slottet og vandet.  Rabarbergården på slottet får stadig stort set alle sine råvarer fra enten selve Rabarbergaarden i Vejby eller andre nærliggende gårde. Kaffen dyrkes i det store udland, men er ristet lokalt, og keramikken er fra Birkerød. Min ledsager er vokset op i området og blev endda konfirmeret i slotskirken rundt om hjørnet, på samme sted, som de enevældige konger blev salvet.  Hendes beslutningsdygtighed begrænsede sig dog i dag til at vælge sine frokostretter.  Hun begyndte med en kryddersild.  Som blommen i et æg Den blev serveret på gårdens eget rugbrød og var pyntet med rygeostecreme, syltede rødløg og en saltet æggeblomme, som vi først troede var revet ost.  Æggeblommen er blevet saltet, så den er hård nok til at kunne rives, og det smeltede på tungen og var et dejlig cremet element til kryddersilden, som især smagte dybt, rundt og sødt af den solide gammeldags modning, den havde været igennem. De krydderier, den må være blevet tilsat, gjorde ikke meget væsen af sig, og man kunne kun lige akkurat smage lidt allehånde. Men god var den.  Jeg tog et stykke vegetarisk smørrebrød, som man skal tage en dyb indånding, inden man fortæller navnet på:  Bagte beder fra Rabarbergaarden, creme på Ingrid-ærter, syltede grønne hyldebær og ristet boghvede, serveret på rugbrød fra Rabarbergaardens bageri. Her var der altså tale om nogle af de gode grøntsager fra selve gården, og vi var et par skridt eller ti forbi supermarkedets grøntafdeling.  Ingrid-ærter er en gul ært, som man har spist i Danmark siden oldtiden. Måske er det endda muligt, at Christian 4. – eller hans tyende – har siddet på slottet og guffet dem i sig.  Selvom historien er god, gjorde de dog ikke meget væsen af sig i cremen, men den smagte nu godt. De bagte rødbeder var ikke bagt i smadder, men bagt nok til, at de ikke smagte jordet.  Retten havde nok været for fersk, hvis ikke det havde været for de ganske små syltede hyldebær. De smagte meget som kapers og var både sprøde, salte, syrlige og havde en let kødfuld smag.  De små smagsbomber gjorde sammen med den gode creme, at det blev til et virkelig lækkert – og smukt – stykke mad.  Vi fik hver sin brændevin til, og det kan klart anbefales. Den laves på Brøndum-snaps og på urter, som Rabarbergaardens folk selv plukker.  Min ledsager er efter eget udsagn »ikke den store snapsepige«, men hun kunne godt lide slåensnapsen.  Jeg må erklære mig enig, for den var rund og nærmest cremet på tungen og havde en let syre, der var god til den fede sild. Min paradisæblebrændevin var passabel, men smagte ikke rigtig igennem af paradisæblerne.  At bruge hele dyret Vores tjener gav os et minimum af information, når hun kom med maden, hvilket oftest også er sådan, jeg kan lide det, når jeg er ude at spise uden at skulle anmelde.  Men når jeg stillede et spørgsmål nærmest lyste hun op af glæde og fortalte stolt om Rabarbergaardens grønt, grise og filosofi. Det var virkelig en fornøjelse at se, hvor investeret hun selv var i tankerne om jord-til-bord.  At man går op i bæredygtighed skulle vise sig i min næste ret, et stykke mad med den såkaldte slotspaté lavet på Rabarbergaardens egne grise.  Det var en grov landpaté med store stykker kød og indmad. I min første bid fik jeg således et ordentligt stykke kød, der virkelig smagte af lever.  Kan man lide det, så er retten god – kan man ikke, så er den ikke. Det var dog en påmindelse om, hvad det vil sige at bruge hele dyret. Selve pateen var vist fedtfattig og dermed en anelse tør. Men sørgede man for at få både cremen og de virkelig smukt anrettede, papirstynde skiver syltede beder med i hver bid, så var det virkelig en god og velkomponeret next level-leverpostejmad. »Sygt lækker« fisk Min ledsager fik dagens friske fangst med sauce nage og vintergrønt fra Rabarbergaarden.  Det viste sig at være lyssej, som fiskeren havde fået i nettet, og den var fuldstændig perfekt stegt. Skindet var sprødt og fisken faldt fra hinanden i flager, præcis som den skal.  Men gårdens vintergrønt var nærmest det bedste – »sygt lækkert«, som min ledsager sagde.  Der var spidskål, fennikel og porre, og det hele var sprødt, saftigt og smagte dejligt. Det var stegt i lidt smør, og det har sjældent gjort nogen grøntsag fortræd. Det gjorde det heller ikke her.  Den medfølgende sauce nage var både cremet og syrlig, ligesom den skulle være, og de små gulerodstern gjorde den også smuk at se på.  Der er tit grund til at være skeptisk overfor de restauranter, der hører til en stor attraktion. Kunderne kommer automatisk, efter at de har set slottet, operaen eller museet.  Her vil jeg nærmest sige, at det er omvendt: Tag på Rabarbergården og spis, og hvis du har tid, kan du kigge på Frederiksborg Slot bagefter.  Tak for mad! 

Rapperen Snoop Dogg – en af de mest indflydelsesrige og kendte rappere nogensinde – lagde ikke fingre imellem op til Donald Trumps forrige indsættelse i 2017, da han lagde en video op på sine sociale medier.  Her sagde han blandt andet, at (sorte) kunstnere, der ville optræde for Donald Trump var at sammenligne med Onkel Tom. »Onkel Toms hytte« er en roman fra 1852, men udtrykket Onkel Tom bruges nedsættende om sorte mennesker, der opfører sig underdanigt overfor hvide mennesker.  Snoop Dogg, hvis borgerlige navn er Calvin Broadus, sagde også i videoen, at han ville »riste«, altså gøre grin med, den første, der optrådte for Donald Trump.  Men nu har piben tilsyneladende fået en anden lyd, for han optrådte ved det såkaldte Crypto Ball – et af flere baller i Washington, D.C., der skal fejre mandagens indsættelse af Donald Trump.  Til Crypto Ball var cirka 1.500 deltagere, der havde betalt fra 2.500 dollar (cirka 18.000 kroner) og op til 100.000 dollar (723.000 kroner) for at deltage i Crypto Ball, skriver Reuters. Hvis man købte de dyreste billetter fik man også et personligt møde med Donald Trump kommende såkaldte kryptozar, techiværksætteren David Sacks. Og man fik altså også lov til at høre Snoop Dogg, Rick Ross og Soulja Boy spille. Særligt Snoop Doggs optræden har vakt en del undren blandt rapperens fans, skriver en række medier herunder amerikanske The Hollywood Reporter og australske News.com.au.  For ovenstående video er slet ikke det eneste eksempel på Snoop Doggs kritik af Donald Trump.  Flere års kritik I et interview med Rolling Stone i 2016 sagde Snoop Dogg »hvordan kan vi have en så dumdristig person som ham til at lede landet?«.  I 2017 udgav han en musikvideo, hvor han skød med en legetøjspistol mod en person, der var klædt ud som Donald Trump. Dén video kritiserede Donald Trump i et tweet i 2017.  »Kan I forestille jer, hvor meget folk ville råbe op hvis Snoop Dogg – med sin fejlende karriere og det hele – havde sigtet og affyret sin pistol mod præsident Obama? Fængselstid!« Og i 2018 sagde Snoop Dogg om sin musikerkollega Kanye Wests støtte til Donald Trump: »Hvis du kan lide (ham, red.), så er du fucking racist«, sagde Snoop Dogg ifølge The Hill i et radiointerview.  Skiftet Men til kryptoballet, hvor en række folk, der beskæftiger sig med kryptovaluta, fejrede indsættelsen af den kryptopositive Donald Trump, spillede Snoop Dogg altså op til dans.  Videoer af hans optræden blev hurtigt delt på sociale medier, hvor mange brugere peger på Snoop Doggs hykleri.  Den tidligere CNN-vært Don Lemon, som selv er sort, undrede sig over, at Snoop Dogg og andre sorte hiphop-kunstnere »solgte ud« eller bare var »fidusmagere«, der kun tænker på penge. Det gjorde han ifølge The Hollywood Reporter i sin direkte udsendelse på YouTube, »Lemon Live at 5«. Snoop Dogg har ikke udtalt sig om kritikken endnu.  Men allerede for et år siden kunne man høre på ham, at han havde ændret mening om Donald Trump. »Jeg har ikke andet end kærlighed til og respekt for Donald Trump,« sagde han ifølge The Hill.  Han tilføjede, at Trump havde benådet Michael Harris, som var en af grundlæggerne af pladeselskabet Death Row Record, som i 1990erne skrev kontrakt med Snoop Dogg.  Harris havde siddet i fængsel i 30 år for narkotikaforbrydelser, inden Trump benådede ham.  Harris havde inden da ifølge The Washington Post reformeret sig i fængslet, og var blevet en kendt aktivist, der kæmpede for bedre økonomiske forhold for sorte mennesker i USA. 

Man kan tage manden ud af politik. Men ikke politik ud af manden.  Kristian Jensen var for godt ti år siden efter mange partifællers mening den bedste formand, Venstre aldrig fik.  For snart tre år siden forlod han Christiansborg for at blive administrerende direktør for erhvervsorganisationen for grøn energi Green Power Denmark, men den politiske slagkraft er i behold. Den tidligere udenrigs-, finans- og skatteminister har nemlig nu forfattet et kampskrift for at få sat yderligere gang i udbygningen af grøn energi – ikke mindst vindmøllerne. Han kalder selv sin bog »Kun en dråbe« for en (hånd)bog – parentesen er hans – men tag ikke fejl af titlen. Den er et opgør med opfattelsen af, at det hele ikke nytter noget, fordi Danmark med sine seks millioner indbyggere er et lille land, som ikke tæller i verdens store klimaregnskab. Vedvarende energi er et værn mod kineserne Naturligvis er udbygningen af vedvarende energi i hele verden en nødvendighed for at mindske udledningen af drivhusgasser og holde temperaturstigningerne nede. Men på den korte bane, de næste tre-fire år, advarer Kristian Jensen også om, at vi risikerer at forære det hele til kineserne. De har allerede sat sig på produktionen af solceller, og nu truer den totale vinddominans. Hvis Europa lader stå til – det er ikke bare Danmark – så bliver den kinesiske kontrol en større risiko end den afhængighed af russisk gas, som Europa er ved at vikle sig ud af.  Kineserne får nærmest monopol på produktionen af nye vindmøller og kan måske endda slukke for dem gennem den chip, som måler og styrer strømmen fra dem. Hvis vi altså ikke udviser rettidig omhu. Statsstøtte er en nødvendighed. Jordskatter og afgiftsregler gør det urentabelt at investere i vedvarende energi. De europæiske politikere må tænke større end blot på deres eget land. Der må lempes på reglerne for at opsætte solceller og vindmøller trods lokal modstand, og når det sker, er kompensationen for ulemperne for høj. For blot at nævne nogle af hans forslag. Kristian Jensens »vågn op« betyder også, at han gør op med nogle af sine tidligere holdninger som folkevalgt.  Denne anmelder med sine mange år som politisk reporter måtte i hvert fald læse de linjer to gange, hvor forfatteren roser socialdemokraten Svend Auken for at have været en fremsynet miljøminister for 30 år siden. Den politiker mere end alle andre, han som ung Venstre-løve blev opdraget til at modsige på automatpilot, uanset hvad. Hvem er klimaets bremseklods? Måske bliver det hele for pænt.  Kristian Jensen sætter ikke konkrete navne på de politikere og partier, som er bremseklods for meget af det, han håber at åbne deres øjne for. Så slipper han ganske vist for den slags konflikter med personer frem for indhold, som mere og mere præger politik. Men risikoen er, at ingen føler sig ramt og tvunget ind i debatten. Han har ikke nået at få med, at ingen overhovedet bød på den store havvindmøllepark, som klimaminister Lars Aagaard (M) havde i udbud i begyndelsen af december.  Men det kommer næppe bag på forfatteren. Argumenterne er mange for, hvorfor regeringen spænder ben for sig selv og gør udbygning af vindkraft til en dårlig forretning. Når Lars Aagaard har sat sig for at undersøge årsagerne til den manglende interesse, kan han begynde med Kristian Jensens bog. Hvad med Trump? Ligeledes savner man mere om konsekvenserne af Donald Trumps modstand mod vindmøller. Ikke mindst efter, at han straks i det nye år gentog sine synspunkter om, at vindenergi er alt for dyr og forstyrrer hvalerne på havet.  Den nye præsident har sagt det før, og Kristian Jensen trækker i bogen mest på skuldrene over ordene fra dengang og kalder hvalsnakken »fake news« og forventer trods Trumps modstand, at vindkraften stadig vinder frem i USA. Kursfald på danske firmaer som Vestas og Ørsted efter Trumps nye udtalelser tyder dog ikke på, at investorerne deler håbet om fortsat eksport over Atlanten som en strategi.  Bogens produktionstid har her sin omkostning, når det nyeste ikke er med. Opfattelsen hos en cheflobbyist på området er næppe overraskende.  Men Kristian Jensen argumenterer velskrevet og personligt for sin sag. Bogen bør være pligtlæsning for de tidligere kolleger på Christiansborg, uanset partifarve. Når han selv lægger sin Venstre-fortid på området bag sig, lader de sig forhåbentligt inspirere til ikke at lade der gå partipolitisk fnidderfnadder i det hele.  Dertil er energipolitikken alt for vigtig. Peter Lautrup-Larsen har som politisk reporter og analytiker mere end 40 års erfaring fra Christiansborg. KUN EN DRÅBE Forfatter: Kristian Jensen. Sider: 180. Pris: 249,95. Forlag: Grønningen 1