For ti år siden havde Casper Christensen grinet, hvis nogen havde forudset, hvordan hans liv ville forme sig.     At han ville komme til at bo på landet. Tro på Gud. At festen ville slutte. Bogstaveligt talt.  Men her i hans nye omgivelser på en gård uden for Tikøb i Nordsjælland, er det sådan, livet er. For syv år siden besluttede han at lave om på det liv, der havde skabt fænomenet »Casper Christensen«. Komiker og en af Danmarks mest berømte mænd.  Han ville sige farvel til den grænseoverskridende karakter, som søgte festen og foragtede det stille, satte liv. Casper Christensen havde ramt bunden, og nu bød en ny begyndelse sig til. Hans kone, Isabel, blev gravid.  Han, der i forvejen var far til to store børn fra et tidligere ægteskab, skulle være far igen. Det udløste beslutningen.  Den ene beslutning, der ændrede et helt liv.  Det er det liv, han lever nu. Det forandrede.  »Førhen var jeg ikke klar til at ændre mig, men det var, som om der bare skulle ske noget andet. Realiteten var, at jeg ikke havde det særlig godt«, siger han.  Siden er meget sket.  Casper Christensen begyndte i MDMA-terapi. Han er blevet kristen. Han er flyttet væk fra storbyens lysende liv og ud i den mørke natur.  Han drikker ikke længere alkohol – nu er det mest vand – og han samler på ro fremfor dårlige branderter.  »For syv år siden tog jeg en afgørende beslutning om at forandre min hverdag og livsstil«, begynder Casper Christensen sin historie, da Berlingske møder ham hjemme på gården. »Jeg skulle være far igen i en alder af 49 år, og jeg levede et liv, der mildest talt var idiotisk. Jeg købte mig ind på natklubber og fyrede den af torsdag, fredag og lørdag, hvor det var morgenfester til klokken syv om morgenen. Jeg har forsøgt førhen at gå væk fra den vilde livsstil med fester og stoffer, men jeg var aldrig helt klar. Så da min kone blev gravid, kom et wakeupcall, og jeg ramte et øjeblik, hvor jeg kunne mærke helt ind i mit hjerte, at nu skulle jeg noget helt andet.« Hvorfor tror du, at det øjeblik kom der? »Jeg har nok mærket længe, at en livsændring altid stod klar til mig. Men jeg var nødt til at ramme bunden. Førhen var jeg så tykhovedet, selvoptaget og egostyret, og det krævede åbenbart noget ekstra i mig. Man ved jo godt, når ting er rigtige eller forkerte, men jeg prøvede at snyde og lyve for mig selv ved at dulme mig med alkohol. Hen ad vejen ødelægger det et menneske mere og mere, selvom det udadtil så fedt ud. Jeg var bare så mør til sidst, så jeg var åben for noget nyt.« Hvordan var det at ramme bunden? »Det var egentlig vildt. Jeg syntes jo, at det var sjovt med festerne. Jeg var også rigtig god til det. Jeg havde masser af mennesker omkring mig, som også var gode til det. Med tiden bliver de fleste normale mennesker trætte af det og holder en pause. Den pause tog jeg ikke, og jeg begyndte at vågne op om morgenen og være ked af det, hvor jeg tænkte, at jeg skulle stoppe.« »Men så fortsatte jeg, fordi jeg ikke var i kontrol. Jeg blev dårligere til mit arbejde, jeg blev en dårligere far og en dårligere ægtemand, fordi jeg ikke havde overskud og hele tiden kæmpede med mit sind. Jeg havde svært ved at styre festen, fordi den blev en flugt.« Hvordan var det at indse, at du ikke kunne styre festen? »Ordet »befrielse« beskriver det nok bedst. Livsændringer kan være simple, men ekstremt vanskelige, når man står i dem og skal lave dem. Inden havde jeg svært ved at se, at det kunne lade sig gøre, men da jeg kom i gang og fik hjælp, så var det ret enkelt.« Hvad med overgangen til dit nye liv. Var det så enkelt? »I starten var jeg bange for at ryge ud af fællesskabet, at miste venner og tabe økonomisk, men så startede jeg i MDMA-terapi, som var en kæmpe øjenåbner for mig (en psykedelisk terapiform, red.). Det gik op for mig, at jeg havde pakket følelserne og fornuften væk i over 15 år, og nu røg det hele ud. Jeg indså, at jeg havde været et svin over for andre mennesker. Det var svært at indse, men også en lettelse.« Hvordan havde du været et svin? »Forleden var jeg sammen med skuespilleren Vicki Berlin. Hun fortalte mig, at når jeg førhen kom ind i et lokale, var folk bange for mig. Jeg tænkte bare »what«. Jeg husker mig selv som en god chef og kollega, men hun sagde, at der nærmest kom en sort sky ind i lokalet, når jeg trådte ind. Jeg troede, at jeg var et rart og venligt menneske, men det har simpelthen været svært for andre at være omkring mig.«  Hvordan er det at opdage det? »Jeg er jo lykkelig for at finde ud af det. Det viser jo, at jeg ikke længere er det menneske. Jeg kan godt tænke »shit, det var ikke skide godt« og blive ramt af en skyldfølelse. Men det er den vandring, jeg er i gang med, og jeg skulle åbenbart ned i grøften for at komme på rette spor.« »Og her må jeg bare gøre tingene 100 procent på den vandring, hvis jeg skal lære mig selv at kende og få det bedre dag for dag.« Du indrømmer selv, at du er gået langt? »Det var nødvendigt. Jeg er typen, som kaster mig hovedkulds ind i alt, hvad jeg gør. Det er jo det, som har givet mig succes, men også mine tragedier. Så hvis mit liv skulle ændres, måtte jeg gøre oprør på ny: Skære venner fra, flytte på landet og sige farvel til mit arbejde. Det er drastisk, men de valg gjorde, at jeg kunne trække vejret igen.« Hvis jeg havde stoppet dig på gaden for ti år siden og fortalt dig, hvordan dit liv så ud nu, hvad tror du så, at du ville have sagt? »Jeg ville nok starte med at sige: »Hvad fuck vil du mig?«. Jeg var et svin dengang, og jeg ville nok tænke, at det var en omgang lort. Jeg havde jo det »perfekte liv« i mine øjne dengang, med berømmelse, penge, sjov og ballade. Det hele så fantastisk ud udefra, og jeg troede også, at det var de ting, jeg skulle stræbe efter i jagten på lykke. Vi har besluttet i vores samfund, at penge og berømmelse giver lykke. Ja, det er skønt, men det er ikke målet med livet. Den egentlige gave er jo, at man kan finde ro og være omkring med de mennesker, man holder af.« Det hele lyder meget frelst. Er du blevet det? »Det vil jeg ikke sige, at jeg er. Jeg kæmper stadig med en masse ting, og jeg er nødt til at holde mig selv på den rene sti, så jeg ikke ryger i grøften igen. Jeg har aldrig været alkoholiker, men jeg har drukket for meget. Nu har jeg ikke drukket et år, og hvis jeg drak en øl nu, så ville det ikke nødvendigvis gå galt, men jeg er nødt til at have det for øje. Jeg læner mig ikke bare tilbage og tror, at den er klaret. Den er nok først klaret, når jeg er død. Der håber jeg at være frelst.« Så du er ikke i mål? »Nej, det kommer jeg aldrig helt. Når man står i åbningen til at ændre sit liv, så skal man udnytte det. Ingen svar er givet, og jeg bliver nødt til at mærke efter hele tiden. I 15 år vågnede jeg op med dårlig samvittighed, og nu vågner jeg op og har det godt. Jeg er stadigvæk nysgerrig og åben for at lære mig selv at kende, og det er et arbejde, som ikke stopper. Det er blevet mit nye drug.« Savner du slet ikke noget fra dit gamle liv? »Selvfølgelig gør jeg det. Ind imellem kan jeg savne følelsen af fuldstændig frihed. Bare slippe alting og gå helt amok med tre dages druk. Ikke tænke på børn og forpligtelser derhjemme. Men det er jo en hel pakke. Jeg savner ikke de efterfølgende fire dage, hvor jeg var plaget af rysten på hænderne, hovedpine, skyld og skam. Tænker jeg i det store billede, så er der jo ikke noget at savne.« Er du stolt af dig selv? »Det er et godt spørgsmål. Det skal man nok være påpasselig med at være. Jeg kan selvfølgelig glæde mig over, at jeg turde forandre mig selv, men jeg skal også passe på med, at det ikke stiger mig til hovedet. Det skal ikke være et nyt ego, jeg får opbygget. Jeg skal ikke blive en ny karakter, som er frelst og sund og altid gør det rigtige. Jeg skal bare være mig.« Hvad er det vigtigste, du har lært om »dig«, som følge af den her beslutning? »At jeg er ingenting.« Ingenting simpelthen? »Jamen forandringen har gjort, at jeg ikke længere har et behov for at skulle præstere og være noget hele tiden. Jeg har jo skabt et billede af mig selv, som jeg også har været god til at dyrke. Jeg har stræbt efter at være en fræk og flabet karakter, og det giver mig en succes, som jeg også er stolt af. Men jeg er ikke kun den person, og jeg prøver at vise, at jeg bare er et menneske ligesom alle andre. Jeg behøver ikke spille med på den leg længere, og det har været virkelig rart for mig. Det har været livsforandrende.«

» … Min stemme er i overgang mit hår er helt forkert Jeg går i det forkerte tøj  og så er jeg genert.« De fleste af os har skrålet med på Søren Kragh-Jacobsens sang om det dybt forvirrede og selvkritiske teenage-jeg, der ikke kan score klassekammeraten Mona.  Men siden sangen blev en landeplage i 1975, er ideen om, at udseendet er det afgørende parameter i romantiske forhold, blevet strakt noget ud.  I hvert fald er det sådan, at eksperter peger på en perfekthedskultur som en afgørende årsag til, at historisk mange danskere er singler. Her i 2024 er det hele 44 procent af danskere i alderen 25 til 34 år, som bor alene. Det viser nye tal fra Dansk Statistik. I år 2000 lå antallet af enlige danskere i samme aldersgruppe på 35 procent.  Malthe Rye Thomsen er antropolog og skriver ph.d. om, hvordan datingapps påvirker datingkulturen. Han mener, at de nye tal fra Dansk Statistik taler ind i en perfektionistisk datingkultur.  »At der er flere, der bor alene, vidner om, hvor svært det er finde en kæreste i dag.«  Vores forventninger til datinglivet er blevet tårnhøje, fortæller Malthe Rye Thomsen. Det kan være helt ned til, om man drikker naturvin eller lytter til den samme hiphopmusik.  »En af mine kvindelige projektdeltagere siger, at hun dropper en date, hvis han har grimme sko på.« En anden af Malthe Rye Thomsens projektdeltagere fortæller, at han ikke vil på date, hvis hun ikke er smuk på »Østerbro- eller CBS-måden«. Det er den mandlige projektdeltagers egne ord.  »Kærlighedslivet er blevet forbundet med vores identitet, og det gør, at vi bliver meget opsat på, at den person, vi er sammen med, skal passe helt perfekt til, hvem vi er.« Kvinders selvstændighed I virkeligheden er udviklingen begyndt for mange år siden. Antallet af singler er steget i takt med, at kvinder opnåede større økonomisk selvstændighed, da de trådte ind på arbejdsmarkedet.  Nu drejer et forhold sig primært om identitet og kærlighed, hvor det førhen også kunne betyde økonomisk sikkerhed. Men, kunne man indvende, kvinderne har været på arbejdsmarkedet i årtier.  Når der alligevel kommer flere singler hvert år, skal vi kigge ned i vores telefoner for at finde svaret, siger Malthe Rye Thomsen. »I nullerne og tierne kommer projektsamfundet. Vi skal tænke vores liv som et projekt og præstere det perfekte. Det gælder også i kærlighedslivet, og det er godt hjulpet på vej af datingapps.« Nu kan man virkelig møde mange mennesker, og derfor kan man også sortere mange flere fra.  »Efter lang tids brug af datingapps begynder de at påvirke os tilbage. Så man kan blive endnu mere detaljeorienteret og perfektionistisk, når man bruger apps til at lede efter den helt præcise slags partner, man tænker, at man skal være sammen med.« De høje forventninger gør det ikke bare svært at finde en kæreste. De gør det også svært at blive i sit parforhold, hvilket også kan være en årsag til stigningen i antallet af enlige. Dertil kommer, at mange i deres parforhold tvivler på, om de er forelskede »nok«.  »Vi bliver bombet med idealer om, hvordan en kærlighedsrelation skal se ud i populærkulturen. Det kan være julefilm som »Love Actually« eller børnefilm som »High School Musical«, der begge giver en idé om en intens og langvarig forelskelse.« Det er svært at leve op til, mener Malthe Rye Thomsen.  Store konsekvenser Neela Maria Sris er psykolog og iværksætter, og hun er enig i Malthe Rye Thomsens analyse af, at datingapps kan gøre det svært at vælge.  »Mange mennesker på datingsider har slet ikke lyst til at etablere sig i et parforhold. I stedet søger de en relation uden forpligtelser,« fortæller hun.  Moderne dating har fået en »heftig ghosting-kultur«, mener hun. Ghosting betyder, at man ud af det blå stopper med at svare eller kontakte en person, man dater. Samtidig er det let at droppe andre. Man kan »slippe for« partnerens desperate forsøg på at få forholdet til at køre. »På den måde er chancen for at redde forholdet jo i hvert fald lig nul. Og sådan er det hele vejen rundt.«

Med under en uge til juleaften har de fleste fået færdiggjort ønskelisten til det store gaveræs. På danske kvinders og pigers ønskelister går én ting igen: TikTok-trends. Det viser en oversigt over de mest populære ønsker fra den digitale ønskeliste Ønskeskyen. På tredjepladsen blandt ønskerne fra piger under 18 år ligger et hårprodukt – en såkaldt leave-in serum – fra kosmetikbrandet L’Oréal. Produktet, der er blevet hyperpopulært på TikTok og på danske kvinders ønskelister, er Glycolic Gloss, der lover glansfuldt hår.  På det sociale medie ligger et væld af videoer med titler som »Trying out the viral L’Oréal Glycolic Gloss«, hvor kvinder prøver produktet. Og det smitter tilsyneladende af på ønskesedlerne. En video, lavet af en dansk kvinde, har knap 10.000 likes, og en udenlandsk kvindes video har knapt 23.000 likes. Likes er på TikTok en måde at »gemme« videoer på. Blandt de mange videoer af privatpersoner, der tester, vurderer og diskuterer virkningen af de populære produkter, er der også mange videoer fra influencere, der på den ene eller anden måde er sponsoreret af mærkerne bag.  Det populære hårserum er også at finde blandt de 10 mest populære ønsker hos kvinder over 18 år – hos denne gruppe er det dog en anden, tre gange så dyr, hårserum, der ligger nummer ét på ønskelisterne. Produktet hedder Kérastase Genesis Cure Serum Anti-Chute Fortifiant Scalp Serum og er også heftigt omtalt på TikTok og andre sociale medier. På top-10 listen for piger under 18 år ligger også et andet produkt, der trækker et hav af likes og interaktioner på Tik Tik. Det er en bestemt læbepomade.  Der er tale om en multibalm fra mærket Decubal. Den ligger på syvendepladsen på ønskelisten hos kvinder under 18, men helt oppe på fjerdepladsen hos kvinder over 18.  På en TikTok video, der har 59.000 likes og knap 4000 videodelinger, skriver en ung kvinde: »Når han tror, at han kan såre dig, men du er mere bange for at tabe din Decubal-læbebalsam end for at tabe ham (oversat, red.)«.  Se her, hvad kvinder og piger ønsker sig mest af på Ønskeskyen i år. Måske du kan genkende noget fra dit eget barns ønskeliste.

Isabella Eklöf følger den kontroversielle »Holiday« op med »Kalak«, en rystende og opløftende filmatisering af Kim Leines selvbiografiske roman om livet i Grønland.  Filmen åbner med et brutalt overgreb, der former hovedpersonen, Jan (Emil Johnsen), og driver ham mod en søgen efter identitet og forløsning i Grønland. Overgangen fra Danmark til Grønland skildres med magisk symbolik, hvor grønlandsk maskedans visualiserer Jans psykologi og hans indre kamp. Eklöf undgår stereotyper ved at portrættere de grønlandske kvinder, Jan møder, med nuancer og menneskelighed. Selvom de forsøger at hjælpe ham, forbliver Jan fanget i sin smerte og ensomhed. Hans eskalerende morfinmisbrug afspejler en dyb rodløshed, som hverken Grønland eller kærlighed kan hele. Med kompromisløs kunstnerisk ambition skildrer Eklöf Jans nedtur uden sentimentalitet eller socialporno. Emil Johnsen leverer en uforglemmelig præstation, der bringer håb midt i mørket. Kalak er en rå og menneskelig fortælling, der viser, hvordan selv det mest trøstesløse kan føre til indsigt. Læs anmeldelsen her. »Kalak«. Dansk drama. 120 minutter. Af Isabella Eklöf. Med Emil Johnsen, Asta Kamma August. Kan ses på Viaplay og Apple tv.  Det siger en del om filmåret 2024, at danske »Birthday Girl« næppe rammer mange lister over årets bedste. Michael Noers skibbrudsdrama er formentlig årets mest oversete perle. Og det er virkelig en skam. Nanna er kommet på afstand af sin tvære teenagedatter Cille og forsøger at vinde hende tilbage med krydstogt. Men alt går galt fra første færd. Kahytten er for lille, stemningen er for dårlig. Selv udsigten fra kahytten er falsk. Udenfor koøjet hænger et fotografi af en horisont. Nanna gør sit bedste for den gode stemning, måske også lidt for meget, og som natten skrider frem, ender både hun og datteren på dybt vand. Da filmen blev lanceret, talte instruktøren Michael Noer meget om den juridiske gråzone, som krydstogtskibe befinder sig og hvordan det påvirker forbrydelser, der sjældent efterforskes og opklares. »Birthday Girl« er dog mere end overgreb, skyld og jura. Det er også et tankevækkende portræt af en kvinde, der har sluppet tøjlerne i sit eget liv og forsøger at forhindre hendes egen datter i at falde. Fuldstændigt uafrysteligt spillet af Trine Dyrholm. Læs anmeldelsen her. »Birthday Girl«. Dansk drama. Af Michael Noer. Med Trine Dyrholm, Flora Ofelia Hofmann Lindahl, Maja Ida Thiele og Herman Tømmeraas. Kan ses på Viaplay og Apple+.  Den amerikanske filminstruktør Sean Baker er næppe et navn, som mange vil genkende udenfor branchen. Men det kan ændre sig med »Anora«, der er lige dele komedie, gangsterfilm og socialrealistisk kvindeportræt. Hovedpersonen, der har givet filmen sin titel, er exotic dancer med prostitution som nebengeschæft, da hun møder – og forelsker sig i – den unge oligarksøn Vanja. Han er ung og impulsiv og indfrier alle Anoras drømme om at fange »en hval«, en ordentlig fangst, der løfter hende ud af den billige stripbar og op i et luftlag, hvor alt er muligt og alle kan se hende. Men Vanjas far er ikke begejstret, og den midterste del af filmen handler om de gorillaer, der bliver sendt efter det unge par for at annullere deres ægteskab. Som ung var Sean Baker taxachauffør, og han har en særlig kærlighed til de randeksistenser, han genkender fra 80ernes New York. Det kan også mærkes i »Anora«, der bliver en historie om mennesker, der håber at kunne bevæge sig væk fra de omstændigheder, de er født ind i. En »Pretty Woman« fra 2024, hvor gevinsten hverken er pyntepuder eller privatchauffør, og hvor prinsessen i midten ikke forløser sin forelskede, men måske i stedet ender med at forløse sig selv. Læs anmeldelsen her. »Anora«. Komediedrama. Instruktør: Sean Baker. Medvirkende: Mark Eidelstein, Mikey Madison, Paul Weissman, Lindsey Normington med flere. Filmen kan stadig ses i biografen. Jeg har aldrig helt forstået første sætning i Tolstojs »Anna Karenina«: »Alle lykkelige familier ligner hinanden, enhver ulykkelig familie er ulykkelig på sin egen måde.«  Misbrugsramte familier ligner i hvert fald ofte hinanden, og det er denne universelle smerte, Christina Rosendahl afdækker i det selvbiografiske drama »Fuld af kærlighed«.  Filmen følger familien omkring alkoholikeren Peter (Lars Ranthe), hvis misbrug truer med at opsluge både ægtefællen, Helen (Stine Stengade), og deres børn. Rosendahl skildrer de velkendte mekanismer i misbrugsfamilier med stor klarhed: Helen muliggør Peters druk, mens datteren Sofia (Viilbjørk Malling Agger) påtager sig rollen som familiens ansvarlige heltebarn. Scenerne balancerer smerte og håb uden at reducere nogen til entydige ofre eller skurke. Lydsiden fremhæver familiens psykiske kaos, og skuespillerne, især Malling Agger, leverer nuancerede præstationer, der rammer hårdt. »Fuld af kærlighed« gør ondt at se, men netop denne smerte gør den vedkommende. Med stor kunstnerisk dygtighed viser Rosendahl, at der findes håb i at konfrontere familiens svigt. Filmen er en gribende hyldest til indsigt og overlevelse. Læs anmeldelsen her. »Fuld af kærlighed«. Af Christina Rosendahl. Dansk familiedrama. 110 minutter. Med Stine Stengade, Lars Ranthe m.fl. Kan ses på Apple TV+ og YouSee Play. »Føreren og forføreren« er en fascinerende og uhyggeligt aktuel film om nazismens propagandaapparat, med særligt fokus på Joseph Goebbels (Robert Stadlober) og hans komplekse forhold til Hitler.  Joachim Langs film afslører forbindelsen mellem nazisternes absurde selviscenesættelse og de rædsler, der fulgte i massegravenes skygge. Goebbels portrætteres som en kynisk og manipulerende propagandist, der ser propagandaen, ikke kun som et redskab, men som regimets endemål. Filmen skildrer både hans private intriger og politiske ambitioner, herunder hans affære med skuespilleren Lida Baarová, der bringer hans ægteskab og karriere i fare. Goebbels’ ekstreme fokus på propagandaen illustreres effektivt, for eksempel da han ser Stalingrads nederlag som en mulighed for at skabe en tragisk heltefortælling. Joachim Lang benytter skiftevis farve og sort-hvid for at adskille rekonstruktioner fra autentiske propagandafilm. Stadlober leverer en nuanceret præstation som Goebbels, der balancerer mellem karikatur og realisme. Filmen giver et utvetydigt svar på spørgsmålet om Hitlers viden om holocaust: Han vidste alt. Med sin intelligente og dybt rystende fremstilling gør »Føreren og forføreren« nazismens farer nærværende og viser, hvor let løgne kan blive til nye »sandheder«. Læs anmeldelsen her. »Føreren og forføreren«. Tysk historisk drama. 135 minutter. Af Joachim Lang. Med Robert Stadlober, Fritz Karl og Franziska Weisz. Premiere torsdag i biografer over hele landet. Kan lejes på Blockbuster. »Vejen hjem« er årets mest spændende danske film – en nervepirrende rejse ind i radikaliseringens mørke. Charlotte Sielings mesterlige instruktion omvender Hollywoods »white savior«-skabelon og placerer en dansk far i en desperat mission for at redde sin søn fra Islamisk Stat. Nikolaj Lie Kaas leverer en intens præstation som Christian, der forklædt som jihadist navigerer farerne i en IS-lejr for at få sønnen Adam (Albert Rudbeck Lindhardt) hjem. Filmens drama spidser til, da Christian konfronteres af danske IS-krigere, hvilket afslører hans sande identitet. Lindhardt imponerer som den fanatiske Adam, hvis tragiske transformation til radikaliseret kriger tilføjer en hjerteskærende dimension. Filmen balancerer action og alvor, mens den udforsker relationerne mellem forældre og børn, og hvordan svigt kan føre til ekstreme valg. »Vejen hjem« er nervepirrende og rørende – en film, der fanger publikums opmærksomhed fra start til slut med intensitet og dybde. Læs anmeldelsen her.  »Vejen hjem«. Dansk drama. 96 minutter. Af Charlotte Sieling. Med Nikolaj Lie Kaas, Albert Rudbeck Lindhardt, Arian Kashef og Besir Zeciri. Vises stadig i biografen.  Kroppen har virkelig været til debat i 2024, hvor Demi Moore gjorde comeback i den meget omtalte »The Substance«, og filmen »A Different Man« fik anmelderne til at spørge sig selv, om skuespillerens eurofibromatose blev udstillet eller forklaret på det store lærred. Allerede i januar var den græske weird-wave instruktør Giorgos Lanthimos ude med en feministisk sciencefictionfortælling, der satte fokus på kønnenes kamp og mændenes magt – nemlig »Poor Things«.  Hovedpersonen, Bella (Emma Stone), er som et barn i en ung kvindes krop, der sætter fokus på alle vedtagne regler og normer – ikke mindst dem, der spærrer kvinder inde i et mentalt korset af pålagte regler. Hun er sammensat af videnskabsmanden Godwin, der også bestemmer over hendes udvikling i et miljø, der minder om Victoria-tiden. »De elsker mig stramt,« siger Bella om de mænd, hun møder. Selv ønsker hun sig frihed og berøring. Sandheden skal høres fra børn og fulde folk, og her er det barnets logik, der udstiller vores samfund, fortalt i et berusende filmsprog, der gider dig selv lyst til at opdage verden på ny. Læs anmeldelsen her. »Poor Things«. Drama. Instruktør: Giorgos Lanthimos. Medvirkende: Emma Stone, Mark Ruffalo, Willem Dafoe, Ramy Youssef, Christopher Abbott med flere. Kan ses på Disney+. Har du oplevet den melankoli, der kan ramme i en skov? Den følelse vækker Ryûsuke Hamaguchis film »Hjortestien«, som udforsker vores forhold til naturen og vores længsel efter en dybere forbindelse til verden. Filmen, skabt af instruktøren bag »Drive My Car«, nærmer sig et filmisk koan – et spørgsmål, der modstår fortolkning, men inviterer til refleksion. Handlingen er centreret om Takumi (Hitoshi Omika) og hans datter Hana (Ryô Nishikawa) i en bjerglandsby, hvor idyllen trues af projektmagere fra Tokyo, der vil bygge en »glamping«-plads. I et langsomt tempo udfolder filmen ikke blot konflikten mellem by og land, men også, hvordan naturens stilhed påvirker selv de mest materialistiske karakterer. Med hypnotiske scener, som en mand der hugger brænde i en snedækket skov, tager Hamaguchi os med på en visuel og filosofisk rejse. Det er en oplevelse, der får os til at mærke naturens ånd og vores egen fremmedgørelse fra den. »Hjortestien« er et magisk, tankevækkende mesterværk, der vil ændre din opfattelse af verden. Se den – og lad skoven tale. Læs anmeldelsen her. »Hjortestien«. Japansk drama. 106 minutter. Af Ryûsuke Hamaguchi. Med Hitoshi Omika og Ryô Nishikawa. Filmen kan stadig ses i biografen.  Selvom det næsten er et år siden, jeg så »Frit fald«, er der flere af filmens scener, der stadig står meget tydeligt for mig. Først og fremmest det skænderi mellem forfatteren Sandra Voyter (Sandra Hüller) og hendes mand, Samuel (Samuel Theis), der – måske – ender med, at hun skubber ham ud fra overetagen i deres hus. Knivskarpe replikker viser, præcist hvor modbydelige tidligere elskende kan være over for hinanden. Og netop som vi tror, at vi ved, hvad der skete, skifter kameraet til den efterfølgende retssag, hvor skylden for Samuels død skal placeres. Lyden fra skænderiet hører vi stadigvæk, men nu føles det anderledes. Retssagsdramaet »Frit fald«, der vandt Den Gyldne Palme i 2023 og en Oscar for bedste manuskript i 2024, er en film, der hele tiden leger med og pirrer vores nysgerrighed. Det er en film fuld af tvetydige karakterer som Sandra, der igen og igen må gennemgå sine forklaringer, så hun lyder mest troværdig. Sandheden drejes, fordrejes og analyseres. Og det er ikke kun Samuel, der er i frit fald, som titlen siger. Det er ægteskabet – og måske også os, der ser med. Filmen kan ses kvit og frit på bibliotekernes streamingtjeneste Filmstriben. Læs anmeldelsen her. »Frit fald«, originaltitel »Anatomie d’une chute«, Instruktør: Justine Triet. Medvirkende: Sandra Hüller, Swann Arlaud, Milo Machado Graner, Antoine Reinartz, Samuel Thies med flere. Filmstriben og Viaplay.  Der er lavet så mange ting om Anden Verdenskrig, at det kan virke opslidende at se endnu et værk om holocaust og Hitler. Men årets store Oscar-vinder, »The Zone of Interest«, viser faktisk en helt ny side af de rædselsfulde begivenheder – uden at vise dem. Filmen handler om den solide tyske familie, der bor på den rigtige side af muren mod Auschwitz. Her passer de deres hverdag, hyggesnakker med naboerne og får hinanden til at le. Alt imens millioner mennesker dør på den anden side af muren. »The Zone of Interest« bygger (løst) på Martin Amis’ bog af samme navn, men den sender også nik til Hannah Arendts begreb om »ondskabens banalitet«, der ikke betyder, at alle bærer på ondskaben, men at ondskaben kan begås på grund af tankeløshed. For Arendt bestod banaliteten i, at ondskaben ikke udsprang af ideer eller ideologier, men af almindelig pligtfølelse. Man gør det, fordi man skal gøre det. I samme forstand drives holocaust frem som en maskine ført af mennesker, der mest af alt går op i, om deres børn er lykkelige, og om køkkenhaven blomstrer. Det er ondskab forklædt som hverdag og som sådan meget mere uhyggeligt end den direkte gru. Læs anmeldelsen her. »The Zone of Interest«. Genre: Drama. Instruktør: Jonathan Glazer. Medvirkende: Christian Friedel, Sandra Hüller med flere. Kan streames på Max, Viaplay og Filmstriben.

Det skete en aften, som stort set alle voksne danskere husker.  Den 11. marts 2020 klokken 20.30 tonede Mette Frederiksen frem på skærmen med nyheden om, at landet skulle lukkes ned.  Lotte Kaa Andersen sad plantet foran skærmen, da hun mærkede, at noget ikke var, som det plejede. »Det føltes som en kugle af varme i maven. Den bevægede sig opad, og jeg blev helt rød på halsen og fik sved i hovedbunden. Så klingede det af igen,« siger hun.  I første omgang troede hun, at det handlede om den undtagelsestilstand, hele verden befandt sig i. Men så igen.  »Jeg tænkte »hvad foregår der? Altså, er jeg alligevel så sart?« Jeg havde ganske enkelt ikke tænkt på, at det kunne være overgangsalderen. Jeg var rystende uforberedt,« tilføjer forfatteren, som mange vil huske fra romanen »Hambros Allé 7-9-13«, som hun skrev for snart 10 år siden.  Det er dog langtfra kun livet på en af landets dyreste adresser i Hellerup, hun har taget under kærlig behandling i sit forfatterskab.  Siden er det blevet til en stribe romaner.  Hendes seneste bog skiller sig ud.  Den hedder »Mit hemmelige liv« og handler om den periode i kvinders liv, som i mange år blev forbigået i tavshed:  Overgangsalderen. I dag er der kommet langt mere åbenhed om alt fra »brain fog«, hvor det kan være svært at huske navne og detaljer, til nætter med afbrudt og dårlig søvn.    Men vi har stadig langt igen, mener Lotte Kaa Andersen, som selv gik under radaren i adskillige måneder, inden hun så i øjnene, at hun skulle have hjælp.  »Min oplevelse med overgangsalderen er, at man bliver en anden version af sig selv. På godt og ondt. Det er en forandring, hvor man er undervejs med sig selv, og hvor man ændrer sig fysisk, mentalt, eksistentielt. Derfor nytter det ikke noget, at vi skal gå og lide i stilhed hver for sig,« siger hun. Kan påvirke parforholdet Men overgangsalderen kan også smitte af på det parforhold, som denne serie handler om. Det lange parforhold, som let bliver lidt træt i kanterne.  Vi har blandt andre talt med præsten, der har været sammen med sin hustru i 30 år. Selv er Lotte Kaa Andersen gift på 28. år.  Hun og hendes mand har tre voksne børn sammen og har aldrig overvejet at gå hver til sit.  Men da hun for fire år siden – i en alder af 52 år – fik sin første hedetur, gik det op for hende, at hun var på vej ind i en ny fase af sit liv. En fase, der påvirkede flere relationer i hendes liv, også hendes parforhold. I hvert fald for en tid.  »Når man sover dårligt og ikke kan kende sig selv, er det helt naturligt, at man har behov for at trække sig mere og ikke har samme lyst til sex, som da man var 35. Det er noget af det, der sker for mange kvinder, når niveauet af østrogen falder,« siger Lotte Kaa Andersen. »Det ærgerlige er, at den slags signaler let bliver misforstået som en afvisning, selvom man i virkeligheden har mere brug for omsorg og nærhed end nogensinde før.« Hvis ikke begge parter er forberedte på forandringerne, kan det skabe udfordringer. »Nogle mænd står måske tilbage og tænker »Hvor er hende, jeg giftede mig med?«, fordi det er så stor en transformationsproces. Hvis man ikke har sin makker med, og man ikke får det hele kalibreret, kan det være svært at fortsætte i samme retning,« siger hun.  Det handler – også – om hormoner Når vi taler om overgangsalderen, handler det ofte om niveauet af østrogen, der bogstaveligt talt styrtdykker. De senere år er det igen blevet populært at få en recept hos lægen på det kvindelige kønshormon for at genskabe en vis balance. Men overgangsalderen er også en periode, hvor store eksistentielle spørgsmål er på spil, fortæller Lotte Kaa Andersen.  For hende føltes det som et tab at vide, at hun ikke længere var fertil. »Det var ikke, fordi jeg som 52-årig forestillede mig, at jeg skulle have flere børn. Men jeg har forbundet det at være fertil med sundhed, styrke og kvindelighed. Et udtryk for, at det hele virkede, og at jeg var i gamet,« siger hun og tilføjer: »Jeg forbandt også de 21 år, vi på det tidspunkt havde haft børn, med vitalitet og mening. Altså den rolle, jeg havde haft som mor og det at være kvinde i verden, med alle de forventninger, der er til det. Så jeg følte, at det var en afsked med den del af mig og en periode i livet, som jeg har været glad for og følt mig hjemme i,« siger Lotte Kaa Andersen, som siden er begyndt at holde foredrag om emnet. Her opfordrer hun altid kvinderne til at involvere deres partner i, hvad der sker.  »Selvom man har kendt hinanden i mange år, så har man jo alligevel en position i et ægteskab eller i et parforhold, som kan føles udsat, fordi hele ens ligevægt og selvforståelse smuldrer lidt. Derfor er det vigtigt at være åben om, hvad der sker med én,« siger hun.  Mindre bullshit Nogle dage efter, at Lotte Kaa Andersen fik sin første hedetur, gik hun på eReolen. Hun købte også bøger på Amazon for at vide præcis, hvad der skete i hendes krop, og hvad hun kunne forvente.  »Det gik op for mig, at jeg ikke kunne gå og bøvle med det her alene,« siger Lotte Kaa Andersen, som efterlyser samme fokus, som der er på kvinder, der skal føde, eller på teenagere, som vi instinktivt føler en omsorg for, fordi vi ved, at de bliver bombarderet af hormoner.  »Hvis op mod halvdelen af Jordens befolkning går og har det svært i syv til ti år midt i livet, påvirker det også deres partnere og deres familie. Selvfølgelig skal de – og vi – have hjælp. Men med lige præcis overgangsalderen er du »on your own«. Hun understreger, at den forandring, mange kvinder oplever, langtfra kun handler om dårlig søvn, hedeture og fysiske forandringer. Den handler også om, at mange kvinder får nye prioriteter i livet, fortæller Lotte Kaa Andersen.  »En del af de kvinder, jeg taler med, siger, at de er mere sensitive over for stress og pres i de år. Nogle søger hen i andre job, skifter branche eller finder på noget, som foregår mere på deres egne præmisser,« siger hun.  Overgangsalderen kan også afføde større refleksioner om livet. »Mange spørger sig selv: Jamen, hvad vil jeg egentlig bruge resten af mit liv på? Laver jeg det, jeg har lyst til? Bruger jeg min tid og energi rigtigt? Og er jeg sammen med det rigtige menneske?« For selvom man oftest hører klicheen om manden, der stikker af med den unge kollega, er virkeligheden noget mere kompleks.  »Jeg kender en del, der er blevet skilt i slutningen af 40erne eller begyndelsen af 50erne, og det er næsten altid kvinden, der går. For manden er det ofte en bombe. Han har intet set og ikke forstået, at hun har bevæget sig og fået nye prioriteter. Derfor er det vigtigt at få involveret ham undervejs, hvis man stadig vil hinanden,« siger hun.  »Nu kan jeg igen« Det gik hurtigt op for Lotte Kaa Andersen, at hun skulle have hjælp.  Hun begyndte at lede efter nogle rollemodeller.  Nogen hun så op til.  »Jeg læste tilfældigvis en artikel med Helle Helle, som ellers aldrig fortæller om sit privatliv. Men lige præcis i den artikel fortalte hun om sin overgangsalder. Hun sagde, at hun lige var begyndt at tage hormoner, fordi hun ikke havde sovet i fire år, og nu kunne hun ikke mere.« Lotte Kaa Andersen gik selv til lægen og fik en recept Det ændrede alt.  »Det er ikke, fordi jeg er ambassadør for hormoner på nogen måde. Det er ikke rigtigt for alle, men det gjorde en kæmpe forskel for mig. Allerede dagen efter havde jeg det bedre,« siger hun og tilføjer:  »Når man har det skidt, ikke sover, føler sig trist eller har svært ved at koncentrere sig, så er det jo kroppen, der skriger på østrogen, og når den så får østrogen, er det, som om man får sig selv tilbage. Det er en fornemmelse af, at pyha, nu kan jeg igen. Det er det, der gør, at mine 50ere har været gode og nogenlunde produktive indtil videre.« Når det er sagt, kan hun mærke, at noget grundlæggende har forandret sig for hende.  »Jeg kan for eksempel ikke tåle alkohol og sukker mere. Jeg har brug for mere motion og sundere kost. Så jeg har simpelthen fået nogle andre vaner, fordi der skal mere til for at holde en 56-årig krop i vatter. Så det prøver jeg at gøre.« Mentalt har hun også rykket sig. For eksempel har hun mere brug for alenetid. »Jeg er blevet mere introvert, end jeg var før. Jeg er i højere grad observatør uden at føle, at jeg skal sætte dagsordenen for en samtale. Så det er bare en anden position, og det passer mig faktisk meget godt,« siger hun.  Flyttede til byen Hendes mand har været med hende hele vejen. Eller i hvert fald efter, at hun indviede ham i, hvordan hun havde det. De to er også rykket tættere sammen.  Efter at deres tre drenge flyttede én efter én, valgte de at gøre det samme. At flytte fra villaen nord for København og begynde på en frisk. »I stedet for at gå rundt i et stort hus med tre tomme børneværelser er vi flyttet til København og bor nu i en lejlighed på Østerbro, som vi er meget glade for. Et sted, som er beregnet til os og ikke til en stor familie,« siger hun.  »Det har været vigtigt for os, at rammerne har forandret sig i takt med vores liv. At vi sammen har truffet nogle nye beslutninger, der rækker ind i fremtiden,« siger hun. Lotte Kaa Andersen er heller ikke blind for, at mænd i 50erne ændrer sig.  »De har jo ikke på samme måde en biologisk overgangsalder, selvom deres niveau af testosteron falder lidt. Men de har også midtlivsproblemer, får tykke maver, går i sofafælden eller farer ud og køber motorcykler eller dyrt motionsgrej. Det skal man også huske som kvinde,« siger Lotte Kaa Andersen og tilføjer: »Hvis man ikke får talt om alle de tanker eller finder en vej sammen, kan man blive meget ensom i den her alder.« Hjælp dig selv først Når det er sagt, har overgangsalderen – for hendes eget vedkommende – ført flere gode ting med sig.  »Jeg hører ikke til dem, der bare synes, at det er helt fantastisk at blive over 50. For det er sårbart at blive ældre,« begynder hun. »Men der er en befrielse i, at man på en eller anden måde bliver en mere rå version af sig selv. Eller kommer tilbage til sig selv. Der er ikke nogen, jeg skal behage, tækkes eller opdrage på. Så på en eller anden måde har jeg fået mig selv igen. Og det er der en stor frihed i,« tilføjer Lotte Kaa Andersen og giver et råd til alle, der vågner med sved på panden og bankende hjerte. »Når man går i overgangsalderen, er det først og fremmest vigtigt at hjælpe sig selv og finde ud af, hvad man har brug for. Det er ligesom på flyveren, hvor man selv skal tage iltmasken på, inden man hjælper andre,« siger hun. »Dernæst kan man sige højt, hvordan man har det, og hvad man har brug for, så ens partner ved det. Jeg tror, at de, der kommer bedst gennem overgangsalderen, både som par og personligt, det er dem, der faktisk betragter det her som en vigtig periode, og som er klar til at forandre sig i takt med det, der sker, fysisk og psykisk.«  For eksempel ved at stille spørgsmål som: Hvem er vi nu? Hvad er vigtigt for os sammen og hver for sig? Og hvad vil vi gerne bruge resten af vores liv på?  »Det handler jo ikke bare om at have et langt ægteskab. Det skal helst være et langt, godt ægteskab, hvor samhørigheden og gejsten bliver ved med at være der,« siger Lotte Kaa Andersen.

For tre år siden droppede P3 at sende nyheder hver time. Nu vender timenyhederne retur, skriver DR i en pressemeddelelse. Ændringerne træder i kraft allerede 2. januar.  DR vil fremover sende nyheder med dagens »væsentlige historier« hver eneste hverdag mellem klokken 6 og klokken 18 – om fredagen til klokken 16. Også i weekenden vil man kunne få nyhederne fra P3s nye radioprogram, dog i et indskrænket tidsinterval fra klokken 7 til klokken 12. Da DR stoppede med at sende nyheder på P3, var det ud fra en vurdering af, at den unge målgruppe ikke skulle nås via flowradio. Men nu er redaktionen nået frem til, at det er vigtigt at opdatere den unge P3-målgruppe på timebasis. »P3 skal være lyden af i dag, og derfor ser vi det som en vigtig del af vores tilbud, at lytterne nu kan få deres målrettede nyhedsoverblik hos os – hele dagen igennem,« siger redaktionschef for P3 Radio og Podcast Isabella Hindberg. Nyhederne på P3 skal ifølge DR »løfte aktualiteten på P3 og klæde lytterne på til at tale med om dagens store historier.« De værter, der skal formidle dem, et hentet fra Radioavisen. De får til opgave at levere nyheder i et sprog og i en tone, der passer til P3.

Kære læser, Julen er danskernes ubetingede favorithøjtid, og som jeg også har skrevet, er de fleste af os meget konservative med, hvordan julen bør fejres. Heldigvis. Der er dog sprækker i julens rødglitrende fernis, og truslen kommer fra samtidens hyperindividualitet, der – parret med en forloren selvopfattelse af at være moralsk hævet over andre – nemt kan forlede én til den illusion, at man er et særligt godt moralsk menneske. Det selvgode menneske anno 2024 kan antage overraskende mange former. Man kan promovere sin sag – og måske endda vigtigere: sig selv – ved at spærre myldretidstrafikken for travle mennesker på vej til børnehaven med ungerne, inden de skal have otte travle timer på kontoret.¨ Eller det kan være i form af en forkælet Greta Thunberg-aktivisme, hvor man vandaliserer uvurderlige kulturskatte.  Som Albert Einstein efter sigende skal have sagt: »Der findes to ting, der er uendelige: Universet og den menneskelige dumhed. Og når det gælder universet, er jeg endda ikke helt sikker.« Men samtidens ureflekterede selvgodhed kan også operere på mikroniveau. Det kan være i form af forestillet glutenallergi, livsfornægtende veganisme eller andre spidsfindige og irriterende principper, der gør det stort set umuligt at lave en ordentlig julemiddag, fordi alle mulige egocentriske gæsters behov skal dækkes ind. Personligt tror jeg i øvrigt ikke på, at veganere helt grundlæggende kan lide mad … Jeg har tidligere skrevet, at folks tiltagende madmæssige idiosynkrasier smadrer måltidet som noget, der konstituerer vores fællesskaber og vores traditioner. Men siden jeg skrev det i 2019, er det kun blevet værre. Jeg har personligt truffet valget og bestemt mig for, at der er tydelige grænser for, hvor meget jeg gider gå på kompromis med min julemiddag. Jeg synes, at det er vigtigere at holde fast i det traditionelle måltid end at skulle tage højde for vældet af folk med tiltagende skabagtige præferencer – det må man selv sørge for. Og nej, hvis folk rent faktisk har glutenallergi, så kan jeg godt udvise hensyn. Man kan sagtens lave en god middag uden kød – ja, sågar også uden fisk – men lige juleaften er jeg kompromisløs. Det bliver, som det altid har været, og det bliver det ved med i en tid, hvor alt hele tiden skal »disruptes«, og der »skal tænkes ud af boksen«, og normer skal stormes. Rend mig i rensdyrgeviret! Jeg er stadig af den holdning, at du kan guffe al den pietistiske skammekost hjemme hos dig selv. Men hvis man er til middag hos mig, så spiser man, hvad der bliver sat på bordet. Der er and og risalamande, juletræ med levende lys, mandelgaver, masser af rødvin og en skarp til kaffen, der nemt drukner i konfekt. Det er helt perfekt. Det skal aldrig laves om – og det er ikke til forhandling. Nogle normer skal simpelthen bare ikke stormes. Venetianske anderester Min kones familie lider af akut forsyningsangst, når vi taler andesteg til jul. Der skal mindst være en halv and pr. mand, ellers får min svigermor søvnløse nætter. Det er jo skæppeskønt, sådan at have and nok, men det resulterer ofte i en del anderester, og hvad skal man så stille op med dem? Jeg har flere gange i Venedig fået en andesauce, eller en rágu, som det hedder i Italien, lavet på netop rester af stegt and. Opskrift (2-3 personer): 100-200 gram rester af hakket andesteg (ja, det kød, som har været tilberedt én gang). Olivenolie 1 hakket rødløg 2 fed knust hvidløg 1 finthakket gulerod ½ bdt. rosmarin Tomatpuré 1 dåse San Marzano-tomater (eller Muttis »polpa«) 1 tsk. stødt kanel 1 glas hvidvin 1 kop hønse- eller andefond 2 laurbærblade 300-500 gram pappardelle Pecorino ⅓ kop sødmælk eller letmælk 1 tsk. sukker¨. Rist det hakkede andekød i en god sjat olivenolie og evt. en klat andefedt i 5-6 minutter. Sæt det til side. Sautér løg og gulerod, til de har taget en anelse farve. Tilsæt hvidløg og kanel. Sauter yderligere 1-2 minutter. Hæld kødet tilbage med de andre ingredienser. Sauter det hele sammen to minutter. Tilsæt tomatpuré og sautér yderligere et minut. Tilsæt hvidvin og reducér til ⅓. Tilsæt fond, laurbær og rosmarin. Lad det hele simre let under låg i 60 minutter. Tjek, at der er væde nok. Tilsæt mælk og lad det simre igennem 10-15 minutter. Smag til med sukker, salt og peber. Vendes med pappardelle og serveres med revet pecorino eller parmesan. Drik en god Brunello til. Gastronyt Pasta på ladcykel »Laminata« er et nyt pastakoncept. Bag det står sardinskfødte Riccardo Lara. I dag sælger han sin pasta til restauranter i København, og snart kan private altså også få muligheden for at få den friske pasta med hjem til deres egne køkkener, når han ruller ud til udvalgte lokationer i København på sin ladcykel med sin friske pasta og hjemmelavede saucer.  Lara laver blandt andet håndlavet ravioli samt spaghetti, conchiglie og rigatoni. Pasta kan bestilles enten via Instagram eller e-mail: ciao@laminata.dk. Bestillinger til nytår skal foretages senest 27. december kl. 18. Mormormad deluxe udsolgt med det vons Umut Sakarya annoncerede tidligere på ugen, at han ville lave en pop-up-restaurant sammen med Camilla Seidler på Restaurant Lola. Temaet var mormormad i luksusklassen. Det viste sig at være en god idé. Det tog 2,5 time at sælge alle pladserne. Overvældet af succesen har Umut dog varslet, at han nok vil gentage succesen, så hold øje med hans Instagram, hvis det er noget for dig. À Terre 2.0 Den anerkendte Restaurant À Terre med Yves Le Lay bag roret lukker i sin nuværende form 21. december. Men det er også starten på et nyt kapitel – À Terre 2.0.  Den 8. januar 2025 genopstår restauranten. Nicolaj Køster overtager som køkkenchef.  Køster kommer fra AOC’s søsterrestaurant no. 2.   À Terre 2.0 åbner dørene den 8. januar 2025 og inviterer gæsterne til at opleve en ny æra af À Terre, drevet af to gamle venner med en fælles passion. Kompromisløs Noma-kok åbner bageri 46-årige Louise Bannon, der har en fortid på Noma, har åbnet bagerforretningen »Tir« på hjørnet af Vodroffsvej og Danasvej. Bannon er kompromisløs i sin tilgang til bagværk, og hun maler alt sit mel selv. Der er åbent onsdag til søndag fra klokken 7.30 til 13.30 eller indtil udsolgt. Hvilket ofte er tilfældet. Se mere på Tirs Instagram. Østers en masse Når vi er forbi julen, så står den på nytår, som er min personlige yndlingsdag på hele året. Champagne, østers, fest – kan det blive bedre? Mht. østers, så vil jeg her anbefale kogebogen »PinkOyster« af Jonas Harboe Frederiksen. Det er ikke bare en indbydende og smuk bog, den har faktisk også en myriade af lækre, originale opskrifter og anderledes og sjove måder at tilberede og spise østers på. Se mere her. Fik du læst Søren Frank har gennemgået tre mulige kandidater til årets bedste julevin. Se hvem der vandt – og hvad der er bedst til prisen Stjernekok beskylder anmelder for »at ville skade«. Læs om sagen her. De står bag »Årets nye restaurant«, men hvor går de selv hen, når de går ud? Se videoen. Velsmagsmester bag ny ølbar. Søren Frank er på pletten. En af byens klassisk restauranter begår flere fodfejl. Læs anmeldelsen her. Citat: »Der er intet, der gør mig lykkeligere, end at sidde rundt om middagsbordet, indtil lysene er brændt ned«. Madeleine L’Engle, amerikansk forfatter. Bemærk, at »God smag« holder juleferie og er tilbage 10. januar. Hav en god jul og kom festligt ind i det nye år. P.S. Har du hørt eller set noget nyt og spændende i gastronomiens verden, så send gerne dit tip til min e-mail: sjda@berlingske.dk

Er du klog, ligefrem et geni – eller bare ikke helt tosset? Gæt med i Berlingskes klassiske quiz og se, hvor skarp du er. Spørgsmålene er af svingende sværhedsgrad, så tænk dig grundigt om, før du svarer. Der gives kun ét point for hvert korrekt svar – uanset sværhedsgrad. De rigtige svar får du undervejs. Prøv quizzen og vær med i lodtrækningen om et gavekort på 2.000 kr. til interiørbutikken Umage. Er du klar?

Det er en af de værste anklager, en journalist kan læse om sig selv. »Peter Kramer opfinder begivenheder, der aldrig har fundet sted«. Og det er netop, hvad der står i en anmeldelse af Peter Kramers historiske fortælling »Ridser i lakken«, der ifølge bogens eget omslag blandt andet handler om »kong Christian 10.’s hyppige besøg hos Hitler, danske prinsesser, der blev gift ind i den nazistiske adel, og kronprinsparret Ingrid og Frederiks dage som Görings æresgæster og deres deltagelse i festspillene i Bayreuth«. Påstanden om, at Peter Kramer skal have opfundet begivenheder i sin beskrivelse af nazitiden, bliver råt for usødet fremført af historiker og museumsinspektør Gry Scavenius Bertelsen, der anmelder »Ridser i lakken« til en enkelt fattig stjerne i Flensborg Avis. »Forfatteren til »Ridser i lakken« er ikke kildekritisk. Peter Kramer opfinder begivenheder, der aldrig har fundet sted. Desuden er den historiske kontekst fraværende i hans bog,« lyder det i anmeldelsen Peter Kramer har været journalist gennem mange år på blandt andet Ekstra Bladet og Det Fri Aktuelt. Han har også været administrerende direktør for TV2 Østjylland. Han finder påstanden så grov, at han den 17. december sendte et såkaldt påkrav i retning af Gry Scavenius Bertelsen: Hvis hun ikke trækker sine injurierende påstande tilbage inden for 10 dage, bliver sagen overdraget til retten.  Og det kan blive dyrt.  40.000 kroner i tortgodtgørelse, medmindre Scavenius æder sine ord.  Gry Scavenius Bertelsen er museumsinspektør i Frøslevlejren og uddannet historiker. Det er faktisk første gang, hun har skrevet en anmeldelse.  Da Berlingske henvender sig, ønsker hun ikke at sige mere om sagen, men svarer blot, at hun ikke har tænkt sig at imødekomme de krav, Peter Kramer har stillet hende.  Hun kommer med andre ord ikke til at trække hele eller dele af anmeldelsen tilbage. Intimiderende På Flensborg Avis, der har trykt Gry Scavenius Bertelsens anmeldelse, bakker chefredaktør Søren Munch »fuldstændig« op om sin anmelder. »Der er ikke noget at komme efter. Vores anmelder er en velanskrevet historiker, og adskillige andre historikere støtter hende i vurderingen af Peter Kramers bog,« siger Søren Munch til Berlingske.  Søren Munch siger, at han normalt ikke gennemgår anmeldernes tekster, før de bliver trykt, og han havde heller ikke læst Gry Scavenius Bertelsens anmeldelse, idet hendes velestimerede faglighed yderligere havde forvisset ham om, at den uden problemer kunne gå gennem avisens almindelige godkendelsesfilter. Til gengæld mener Søren Munch, at Peter Kramers krav til Gry Scavenius Bertelsen rejser helt principielle spørgsmål om anmelderes ytringsfrihed. »Det er tale om, at han lægger et urimeligt pres på de vide rammer for ytringsfriheden, der er og bør være i en anmeldelse. Jeg synes, at det er meget betænkeligt, at en såkaldt forurettet på intimiderende vis tager til genmæle via rettens vej over for en anmelder,« siger Søren Munch. Han håber og forventer, at Peter Kramers advokat indser, at kravet ikke er berettiget, og at det frafaldes. Ikke forfængelighed Pater Kramers bog er blevet kritiseret over en bred kam, siden den udkom.   Dronning Margrethe valgte meget usædvanligt at kommentere anklagerne i bogen i et interview med Kristeligt Dagblad, hvor hun afviste, at hendes forældre – kong Frederik den 9. og dronning Ingrid – skulle have næret skyggen af varme følelser over for toppen af Nazityskland.  Andre anmeldere var også særdeles hårde ved Peter Kramers historiske bog om den danske kongefamilies forbindelser til Nazityskland. Den fik to hjerter af Steffen Heiberg i Politiken, hvor den blev kaldt »historisk noget makværk«. I Berlingske kvitterede Bent Blüdnikow med to stjerner og en kritik, der klinger nogenlunde magen til: »Peter Kramers bog står tilbage som et stykke amatørarbejde, der hviler på et meget tyndt grundlag.« Men det er udelukkende anklagen om, at Peter Kramer skal have været lige rigeligt opfindsom i sin historieskrivning, der har ført til påkrav og advokatindblanding. Det gentager Peter Kramer flere gange under interviewet. »Det her handler alene om, at jeg ikke vil lægge ryg til en påstand om, at jeg frit har opfundet begivenheder. Og derfor har jeg bedt den pågældende anmelder trække det udsagn tilbage.« Fordi Flensborg Avis har adresse i Tyskland, er den ikke omfattet af det danske pressenævn. Peter Kramer blev i stedet rådet af sin advokat til at rejse et påkrav med trussel om at gå rettens vej. De henviser nu til paragraf 267, som handler om æreskrænkelse. Gry Scavenius Bertelsen skriver i sin anmeldelse: »… opfinder han historiske begivenheder, for eksempel, at der skulle have været en international boykot af Wagner-festspillene i Bayreuth.« Peter Kramer mener selv, at han har kilderne helt i orden. Han henviser i det juridiske påkrav, han har sendt til Gry Scavenius Bertelsen, til en artikel i Politiken fra 1933, et uddrag af Joseph Goebbels dagbog og et tidsskrift af Holger R. Stunz. Han har ikke anvendt fodnoter eller direkte henvisninger i sin bog. »Det fremgår af bogens forord, at jeg er journalist, og jeg præsenterer mine kilder i teksten, så alle kan følge med. Der er ingen fodnoter heller i Berlingske. Kilderne ligger alle sammen der, hvor oplysningerne bliver fremlagt i bogen,« siger han. Bent Blüdnikow var også kritisk over for bogen i sin anmeldelse i Berlingske. Han skriver, at det er »et stykke amatørarbejde, der hviler på et meget tyndt grundlag«. Det har du ikke lyst til at gå rettens vej med? »Nej, det, jeg ville gå rettens vej med, har jeg gjort. Når man udgiver bøger, kræver det hård hud. Det har jeg heldigvis. I det her tilfælde handler det om, at anmelderen beskylder mig for at opfinde begivenheder, der aldrig har fundet sted.« Peter Kramer afviser, at der er tale om forfængelighed. Han blander sig ikke i, hvad anmelderne må mene. »Der er blevet skrevet en del om min bog – både positivt og negativt. En anmelder må mene lige, hvad pokker anmelderen mener. Det er ikke det, det handler om.« I Flensborg Avis kan jeg læse, at flere historikere bakker Gry Scavenius Bertelsen op. En af dem er Steen Andersen, der er seniorforsker ved Rigsarkivet i København. Hvad tænker du om det? »Jeg tænker ingenting om det. Steen Andersen og andre må mene, hvad de vil, både positivt og negativt. Jeg forholder mig alene til det, der går på mig og min person, nemlig, at jeg skulle have opfundet begivenheder, der ikke finder sted.« Chefredaktøren på Flensborg Avis, Søren Munch, kalder dit påkrav et »utilstedeligt pres på anmelderen«. Er du enig i den kritik? »Det tager jeg heller ikke stilling til. Det mest indlysende spørgsmål vil være at spørge anmelderen til, at det jeg skriver, ikke har fundet sted. Det må hun jo påvise.« Sjælden sag Lektor på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole (DMJX) og ekspert i mediejura Thomas Pallesen siger, at det hører til de absolutte sjældenheder, at forfattere lægger sag an mod anmeldere. Han kalder derfor Peter Kramers krav til Gry Scavenius Bertelsen for »overraskende«. »Når det er sjældent, at denne form for sager rejses, hænger det sammen med, at vi traditionelt har givet vide rammer for anmelderes ytringsfrihed. Hvis man mener, at en bog er for vidtløftig i sine påstande, er man groft sagt i sin fulde ret til at sige og skrive det,« siger Thomas Pallesen. Ikke desto mindre må man skelne mellem anmelderpåstande, der har karakter af vurderinger, og påstande, der kan eftertjekkes som sande eller falske. Vurderinger vil man kun meget vanskeligt kunne retsforfølge i Danmark, siger han. Her ser det ud til, siger Thomas Pallesen, at Peter Kramers klage over Gry Scavenius Bertelsens anmeldelse synes at rumme begge slags påstande. Han medgiver, at anmeldelsen rummer en såkaldt »agtelsesforringende« påstand, der potentielt kan skade Peter Kramers virke. »Man må vel sige, at det er agtelsesforringende at skrive om en historiker eller journalist, at han opfinder begivenheder. Det er jo dybest set det samme som at beskylde ham for fake news,« siger Thomas Pallesen. Sværere er det at afgøre, siger Thomas Pallesen, hvorvidt det specifikke eksempel fra anmeldelsen, som Peter Kramer fremhæver, så vitterligt er »agtelsesforringende«. Eksemplet handler om, hvorvidt flere kongelige, deriblandt Dronning Alexandrine og Kronprins Frederik, trodsede en international boykot af Wagner-festspillene i Bayreuth. Her er Gry Scavenius Bertelsens indvending, at der ikke var nogen samlet organiseret boykot af festspillene, men at enkeltpersoner på egne vegne selv havde boykottet. »Det er et spørgsmål om definitioner og ord. Er »boykotten« en opfindelse af Peter Kramer eller ej? Det er der næppe mange andre end nogle få historikere, der går meget op i, og derfor er spørgsmålet, om denne ting i sig selv overhovedet er en sag, man bør bruge rettens tid på,« siger Thomas Pallesen.

Liv Helm skriver fiktion over sit eget liv i »Med hjertet i hånden«. Hendes bedsteforældre begår selvmord sammen, det kommer ikke bag på hende, for de har indviet hende i planerne. Men bedsteforældrenes selvmord og de seksuelle overgreb, hun var udsat for som barn, får betydning for det voksne menneske. Og bogen handler i høj grad også om at se sine dæmoner i øjnene. Berlingskes anmelder gav 5 stjerner og skrev om »Med hjertet i hånden«:  »Der skal et særligt mod til både at se sig selv og sine dæmoner i øjnene og på denne måde at servere det hele på et sølvfad til omverden. Men det er ikke dét, der er det mest bemærkelsesværdige ved Liv Helms rørende, rystende og vedkommende roman. Det er derimod, at hun formår at trække læseren med ind i sit univers og almengøre det personlige og særegne. At hun med sin egen fortælling åbner for dialog og spejling og giver andre mulighed for at forstå sig selv (bedre) gennem sin fortælling.«  Læs anmeldelsen her. Historikeren Tom Buk-Swienty har efterhånden en lang række historiske bestsellere på samvittigheden. Hans nyeste dokumentariske fortælling, »Berlin brænder«, har da også det, der skal til. I årene omkring ødelæggelsen af Det Tredje Riges hovedstad møder vi fire danskere, der med livet som indsats oplevede verdenshistorien – og skrev om den.  Det var Berlingske Tidendes unge korrespondent Poul E. Stemann, Arild Hvidtfeldt fra Social-Demokraten og to diplomater fra den danske ambassade, legationsråden Vincens Steensen-Leth og attacheen Frederik Holck Colding. Gennem de mere eller mindre anonyme hovedpersoner skildrer Buk-Swienty verdenshistorie på den helt store klinge. Det fungerer! Berlingskes anmelder gav 5 stjerner og skrev om »Berlin brænder«: »De danske helte og heltinder er fascinerende skikkelser. Tom Buk-Swienty graver det rene guld frem i arkiverne.« Læs anmeldelsen her. Tæt på sankthans mødes en gruppe tidligere studiekammerater i et sommerhus i en nordjysk skov. Her bebuder værtsparret, at de vil gifte sig med hinanden under studiekammeraternes besøg. Udsigten til brylluppet får forskellige følelser og frustrationer, som venneflokken har for hinanden på kryds og tværs, til at blusse op. Og pludselig udvikler sommerhusturen sig både sensuelt og samlivsdebatterende. Berlingskes anmelder gav 5 stjerner og skrev om »Kun til navlen«: »Under alle omstændigheder er denne skærsommernatsdrøm af en roman en bemærkelsesværdig og mere end fornem debut.« Linea Maja Ernst fik i øvrigt Bogforums Debutantpris 2024 for »Kun til navlen«. Læs anmeldelsen her. Maren Uthaug skriver i »88%« videre på det univers, hun skabte i forgængeren, »11%«. Her lever mænd som avlsdyr på særlige centre, alle spor af patriarkatet bliver forsøgt slettet, og skaldede Britney-vagter opretholder ordenen. En af avlshannerne er blandt romanens fire hovedpersoner. De øvrige er naturligvis kvinder. Og de lever i en dystopisk fremtidsverden fyldt med menstruationsblod, påsyede penisser og euforiserende kobraslangegift. Berlingskes anmelder gav 5 stjerner og skrev om »88%«: »Maren Uthaug kan gå syvmileskridt over grænsen i sorte lædersko med en elegance, der efterlader hendes læsere måbende tilbage. Og det er i selve sproget, der er lige så farligt og råt, som det er letlæseligt – men også i hendes afsindigt generøse og sanselige fantasiverdener.« Læs anmeldelsen her. »Hvad kalder man en mand, som drikker sig så fuld, at han brækker sig over tv-bordet, når han passer sin papdatter og på et tidspunkt går op i soveværelset og skyder sig i hovedet med et jagtgevær? Pow.« Sådan lyder et af digtene i Christina Hagens digtsamling »Pow pow pow«. Svigtene står i kø, og bliver i en del af bogen leveret som grumme molbovittigheder. Berlingskes anmelder gav 6 stjerner og skrev om »Pow pow pow«: »Jeg bryder mig ikke om den privilegerede, semimasochistiske nydelse, jeg fik ud af at læse digtene, og de til tider absurde skildringer af vold, misbrug og svigt. Men sådan må det være. Seks stjerner. Mindre kan ikke gøre det.« Læs anmeldelsen her. Vætterne, altså overnaturlige væsner som ellefolk, nisser, dværge, nøkker, trolde og alfer, har måttet finde nye levesteder, da deres tidligere forsvandt.  Nu bor de i kredsløbene for elektricitet og vand, i maskiner, drevet af fossile brændstoffer og andre menneskeskabte steder. I 1980erne boede for eksempel en ellekonge og hans hof i lyskrydset mellem Kastetvej og Dannebrogsgade i Aalborg. Én af dem er ellepigen Pif, der optræder i bogens titel. »Ellepigen Pif & 42, den tavse guru« er nok lidt gakket, men på en uforlignelig god måde. Berlingskes anmelder gav 6 stjerner og skrev om »Ellepigen Pif & 42, den tavse guru«: »Denne anmeldelses morale skal under alle omstændigheder være denne: At man så vidt muligt – som det udsatte væsen, man nu engang er – bør læse det bedste, mens man stadig kan. At »Pif & 42, den tavse guru« med stor sandsynlighed er (noget af) den bedste danske fiktion, der lige nu rammer boghandlernes hylder. At man derfor bør læse romanen.« Læs anmeldelsen her. En 57-årig sygemeldt kvinde tager hver uge bussen til sin traumebehandler, efter at en voldsom oplevelse har reaktiveret flere andre fortrængte traumer. Skridt for skridt nærmer hun sig det forfærdelige. Og undervejs folder vold, overgreb og død fra fortiden sig ud. Berlingskes anmelder gav 6 stjerner og skrev om »Øvelser i mørke«: »Den er sorgfuld, vred og så formfuldendt leveret, at man som læser kommer ud med et nyt syn på verden.« Læs anmeldelsen her. Sammen med sin familie flytter Thomas til den lille ø Fejø. Her vil de skabe en anden og bedre tilværelse. De vil slå rødder og finde ro og tid til det nære. Det lykkes også for en tid. Og øboernes fantastiske historier og farverige persongalleri gør det hele eventyrligt. Men så begynder det at gå skævt. Sønnen trives ikke i skolen, og de slår sig på øsamfundets hierarkier og fasttømrede strukturer. Bogen blev efter sin udgivelse kritiseret af nogle af Fejøs beboere. De mente, at de kunne genkende sig selv i bogen. Berlingskes anmelder gav 5 stjerner og skrev om »Insula«: »Der findes jo gode mennesker, og der findes kærlighed, og der findes muligheder og håb, og Thomas er ingen jammerkommode, han er digter, og han digter godt om sig selv og sine nærmeste.« Læs anmeldelsen her. Ib Michaels »Fra den anden side af solskinnet« er skrevet, efter at han som 77-årig fik en blodprop i hjernen. Han skriver om den dag, hvor han pludselig ikke kunne styre den ene side af sin krop. Han skriver om at kæmpe for at blive sig selv igen. Og han skriver om at erkende, at han aldrig vil blive helt som før.  Men ikke kun om det. Han kommer hele vejen rundt. Fra kvantemekanik til kosmos. Berlingskes anmelder gav 6 stjerner og skrev om »Fra den anden side af solskinnet«: »Det kan godt være, at Ib Michael har skrevet noget lige så godt tidligere. Hans forfatterskab er så stort, rigt og mangfoldigt. Der er nok at tage af. Men jeg er ret sikker på, at han aldrig har skrevet noget bedre. Noget mere bevægende.« Læs anmeldelsen her. I »Ræveår« er vi taget til 1700-tallets Læsø, hvor otte kvinder kører øens liv og landbrug alene.  Mændene er på langfart, og når de endelig er hjemme og vende, står den naturligvis på livlige favntag. Dermed er kvinderne også mere eller mindre kronisk barslende, samtidig med at de passer deres slidsomme arbejde på øen.  Et forkrøblet barnelig og en måske forhekset hunræv giver den historiske fortælling et stærkt plot. Berlingskes anmelder gav 5 stjerner og skrev om »Ræveår«: »Folkloristisk spøgelseshistorie, almueroman og sprogekvilibrisme i ét – vi danskere kan være rævestolte over at have en forfatter som Marstrand-Jørgensen til at formidle vores historie!« Læs anmeldelsen her.