Prins Harry forlod i sidste uge velgørenhedsorganisationen Sentebale, som han selv grundlagde for 20 år siden.  Og nu bliver han beskyldt for »chikane og mobning« af organisationens forperson, Sophie Chandauka.  Tirsdag i sidste uge udsendte prins Harry en erklæring, hvori han skrev, at han var i »chok«, og at hans »hjerte var knust« over at skulle forlade sin bestyrelsespost i organisationen. Også medstifteren, prins Seeiso af Lesotho, og en række andre bestyrelsesmedlemmer forlod organisationen i samme ombæring, skriver Sky News.  De to prinser skrev, at forholdet til Sophie Chandauka var »brudt sammen på en måde, så det ikke kunne repareres igen«, hvilket skabte en »uholdbar situation«.  Sentebale er en velgørenhedsorganisation, der støtter hiv-smittede børn og unge i Lesotho. Den blev grundlagt af prins Harry og prins Seeiso i 2006, blandt andet til minde om prinsesse Diana, prins Harrys afdøde mor.  Den har især fungeret ved hjælp af donationer fra velhavere i prins Harrys netværk, skriver The Guardian på baggrund af udtalelser en anonym medarbejder i Sentebale. Striden er ifølge samme kilde opstået, da Sentebale ville forsøge at gå en anden vej og i den forbindelse blandt andet flyttede organisationens ledelse fra London til det sydlige Afrika.  Men ændringerne førte angiveligt til, at organisationens indtjening blev mindre, hvorfor prins Harry og bestyrelsen havde bedt Chandauka om at træde tilbage, skriver The Guardian.  Sussex-maskinen Men Sophie Chandauka hævder, at hun blot er blevet offer for en velorkestreret pr-kampagne fra »Sussex-maskinen«, med henvisning til at prins Harry er hertug af Sussex.  »Den eneste grund til, at jeg er her, er, at prins Harry på et tidspunkt i tirsdags gav tilladelse til at offentliggøre en skadelig nyhed til omverdenen uden at informere hverken mig, mine landedirektører eller min administrerende direktør,« sagde Sophie Chandauka til Sky News søndag og tilføjede:  »Og kan du forestille dig, hvad det angreb har gjort ved mig og ved de 540 personer i Sentebale-organisationerne og deres familier? Det er et eksempel på chikane og mobning i stor skala.« Sophie Chandauka udsendte allerede i sidste uge en udtalelse, hvori hun skrev – nok med henvisning til prinsen – at »nogle mennesker opfører sig, som om de er hævet over loven, og behandler folk dårligt, hvorefter de trækker offerkortet«. Hun hævdede i samme udtalelse, at hun inden striden havde påpeget problemer med ledelsen, magtmisbrug, mobning, chikane, kvindehad i det hele taget og had mod især sorte kvinder.  Prins Harry har ikke reageret på disse nye anklager, men »en kilde tæt på de tidligere bestyrelsesmedlemmer« siger til begge citerede medier:  »Eksmedlemmerne af bestyrelsen forventede fuldstændig dette reklamestunt og traf deres kollektive beslutning med dette i tankerne. De står fast på deres opsigelse af hensyn til velgørenhedsorganisationen og ser frem til, at sandheden kommer frem i lyset.«

Torsten Jansen, tidligere USA-korrespondent hos DR, blev så bange dagen efter Donald Trumps valgsejr i 2016, at han blev syg af det.  Han måtte aflyse sin deltagelse i valgarrangementer, siger han i P1-programmet »Ugens gæst«.  Og angsten vendte tilbage, da Trump blev valgt igen i 2024, to år efter at Rusland invaderede Ukraine.  »Min fysiske reaktion på de to begivenheder mindede mig om, at jeg ikke var kommet i mål,« siger han.  Han forklarer, at han led af posttraumatisk stress (ptsd), efter at han dækkede folkemordet i Rwanda som ung.  Torsten Jansen fortæller, at han er begyndt i såkaldt mdma-terapi, hvor man kombinerer det i Danmark ulovlige stof mdma med psykoterapi, og han fortæller, at det har hjulpet ham med at se sin frygt i øjnene.  Terapiformen er ikke lovlig i Danmark. Men forsøg med mdma-terapi til ptsd-patienter har haft lovende resultater. I 2023 blev Australien det første land, der lovliggjorde terapiformen.  Henvendelser til onlinepsykologer steg  Torsten Jansen er tilsyneladende ikke alene med sin frygt. I februar fortalte forsikringsselskabet Danica i en pressemeddelelse, at der var sket en pludselig stigning i antallet af henvendelser til selskabets onlinepsykologer i de første knap tre uger efter Trumps indsættelse i år.  Antallet af henvendelser fra kunder med angst steg nemlig med 27 procent, hvilket selskabet tilskrev en stigende angst for verdens udvikling efter Trumps indsættelse.  Også nogle af de rigeste amerikanere er bekymrede for, hvad deres præsident kan finde på, og de flytter i større og større grad deres penge til blandt andet Schweiz, skrev Financial Times forleden.

Septemberforliget, også kaldet »arbejdsmarkedets grundlov«, kan du sådan lige på stående fod definere det? Faktum er, at for langt den overvejende del af den danske befolkning var Septemberforliget en skelsættende aftale mellem arbejdsgiverne og arbejdstagerne. Efter at 40.000 arbejdere havde strejket i fire måneder, fik lønmodtagerorganisationerne til sidst retten til at organisere sig, og arbejdsgiverne fik ledelsesretten.  Det har vi stort set overholdt herhjemme siden 1899, og ja, deraf navnet på den nye frokostrestaurant »1899« på Hausergade i indre by. Ejeren har tidligere været kandidat for Enhedslisten, og væggene prydes da også af billeder af blandt andre Louis Pio og VSeren og fagforeningsmanden Bent Moos, der er mest kendt for sit opgør i starten af 1980erne med den amerikanske burgerkæde McDonald’s, som tabte kampen og måtte indordne sig under danske forhold. Indretningen er lidt spartansk, men med masser af lys i den høje kælder. Betjeningen er beleven og vidende. Vi startede med en gavmild servering saltstegt sild. Denne udgave af Østersø-klassikeren var lige, som den skal være, saltet præcist til kant. Masser af bløde løg med fin karamellisering, sursøde marinerede tyttebær og bristende, krydrede sennepskorn. Her skete meget, men det hele blev fint holdt sammen af 1899s gode hjemmelavede rugbrød med krydderfedt. Dette var klassisk dansk »voksenmad«, der ikke bare smagte godt, men også havde en reminiscens af ægte hjemlig dansk madkultur. Til det komplekse smagsbillede gjorde stedets egen snaps, kaldet »Guld 1899«, sig udmærket med en let urtet sherrynote. Jeg vil dog nok næste gang gå efter et lidt mere klassisk og køligt smagsbillede. Vær i øvrigt opmærksom på, at man på 1899 serverer snapsen ved stuetemperatur. Min ledsager fik serveret klassisk rødspættefilet. Snorlige friteret med panko. Luftig, let og pivfrisk spættesmag. Remouladen var urtet, hjemmelavet og proppet med friskhakkede urter.  Sådan skal den laves. Spætten fik følgeskab af 1899s hjemmelavede snaps med dild og citron med noter af tør limoncello, græs og ferskvandssø, hvilket resulterede i en tilfredsstillende smørrebrødssymbiose. Til at stille tørsten fik jeg Mikkellers alkoholfrie (0,5%) »Drinking in the sun«, som er en dejlig, pivfrisk schweizerkniv af en citrusset øl, der passer til næsten alt smørrebrød. Vupti. Så var der hjemmelavet rullepølse! Hvis man har travlt og hurtigt skal tilbage på arbejde, virker det, som om 1899 hurtigt kan eksekvere. Rullepølsen var serveret helt gammeldags med sky, løg og sennep. Alt var frisk og hjemmelavet, såvel rullepølsen som skyen og senneppen. Rullepølsen havde en anelse sejhed i teksturen, men til gengæld smagte den af kvalitet. Kødfuld og let i krydringen. Skyen smagte ikke bare af salt, men også af fond. Min ledsager blev begavet med et veritabelt bjerg af hønsesalat på ristet hvedebrød. Der lå nærmest en halv kylling i en velrørt creme, som ikke var federe, end at den gode kylling smagte fint igennem.  Et godt stykke tørsaltet bacon, der godt kunne have fået et minut mindre i ovnen, gav sammen med friterede skorzonerrødder på toppen og en lille håndfuld friske hasselnødder både spændende tekstur og et komplekst smagsbillede. Der var også et par tavleretter, og jeg havde overvejet et stykke pæretærte at gå hjem på, men jeg kunne ikke klemme mere ned. Vi måtte kapitulere. Kan man sætte sig ud over 1899s sværmeri for let gråmeleret arbejderisme, venter der en velturneret og smagfuld klassisk dansk frokost. 1899 falder på et tørt sted i en del af byen omkring Købmagergade, der ud over smørrebrødsmastodonten Schønnemann ikke ligefrem er et overflødighedshorn af gode spisesteder. Ifølge tjeneren har der været et par socialdemokratiske ministre forbi stedet, der åbnede i november sidste år, men han var tydeligvis lidt skuffet over, at statsministeren, som bor i nærheden og adskillige gange er vandret lige forbi stedet, endnu ikke havde spist på 1899. Statsministeren burde føle sig hjemme på stedet, bortset fra at jeg ikke kunne se nogen makrelmadder på spisesedlen. Man må give de »røde lejesvende« på 1899, at de evner at levere en snorlige klassisk dansk frokost til en rimelig pris, samtidig med at de garanterer gode forhold for personalet. Skal jeg finde noget at brokke mig over, synes jeg, at stedets indretning er lige fersk nok, og man kan håbe stedet med tiden får en lidt mere intim stemning. Overordnet er 1899 et sympatisk sted, og evner ejeren så også at gøre stedet rentabelt, så skal jeg virkelig pudse de borgerlige briller for at finde noget at beklage mig over. 1899 Hausergade 38, 1128 København

Alec Baldwin virker utilpas og forvirret, da han et kort øjeblik ser ind i kameraet i en af scenerne i sit nye realityshow, »The Baldwins«. »Jeg vil ikke tilbage til det liv, jeg har haft,« siger han, og hans 66-årige øjne løber lidt i vand.  Det er uklart, hvad det er for et liv, han taler om, for hans liv i realityshowet ligner heller ikke en dans på roser. Og det gjorde hans tidligere liv faktisk heller ikke. Den verdensberømte skuespiller Alec Baldwin bor i New York i en lejlighed i Greenwich Village, et af de hotteste kvarterer på Manhattan. Han mener, at den 550 kvadratmeter store lejlighed er for lille. Det er hans familie til gengæld ikke. Den tæller både hans stridbare hustru siden 2011, Hilaria, deres syv børn og otte kæledyr. Heraf fire katte, som giver Alec Baldwin allergianfald. Det er ikke nemt at være Alec Baldwin.  Det er vist ellers tanken, at realityshowet »The Baldwins«, der vises på streamingtjenesten Max, skal være et fornøjeligt kig ind i en excentrisk showbiz-familie a la The Osbournes og The Kardashians.  Men hjemme hos den 66-årige filmstjerne er der for kaotisk og for tragisk til, at det rigtig passer til den falde på halen-underlægningsmusik, der ledsager scenerne fra familiens lejlighed. Showet kan simpelthen ikke finde en balance mellem at være en traditionel realitykomedie og samtidig referere til de mange dårlige historier, der har været om Alec Baldwin. Det er de historier, der formentlig er hele grunden til, at showet overhovedet er blevet til virkelighed.  Fejlskud Der er vendepunkter, og så er der vendepunktet, som Alec Baldwin oplevede, da han uforsætligt tog et andet menneskes liv.  Under optagelserne til westernfilmen »Rust« i 2021 skød og dræbte han ved et tragisk uheld filmfotografen Halyna Hutchins med en pistol, som han ikke vidste var ladt. Lige siden har han levet et liv med en aldrig hvilende bevågenhed fra medier og fans. Efterforskningen og den efterfølgende retssag har været langvarig. Sagen blev senest afvist af retten på baggrund af politiets fejlagtige omgang med bevismateriale, men til maj skal Alec Baldwin igen i retten for at besvare spørgsmål under ed om sin rolle i skyderiet.  I denne uge blev en trailer for filmen sluppet ud på nettet, og den viser noget smagløst karakterer, der peger på hinanden med skydevåben.  Filmen udkommer da også på et bagtæppe af hed debat:  For er det overhovedet inden for skiven at sende en gunslinger-film på gaden, når pistolsvingeriet i virkelighedens verden har kostet en 42-årig kvinde livet?      En vild historie Nu har Alec Baldwin givet verden noget nyt at tale om. Anmelderne har taget den store synonymordbog i brug for at finde tilstrækkeligt negative gloser om »The Baldwins«.  Den britiske avis The Guardians anmelder mener endda, at der er tale om en slags konspiration, hvor en hemmelig celle af kommunister har haft held til at få produceret og udsendt showet med henblik på at give vestlig kapitalisme et dårligt ry. Andre anmeldere undrer sig med rette over, hvorfor realityshowet er blevet til, når nu Alec Baldwin er kendt for at værne om sit privatliv i neurotisk grad. Hans lange prisbelønnede karriere har ofte været skæmmet af temperamentsfulde sammenstød med både presse, politifolk og tilfældige forbipasserende. I 1995 blev Baldwin arresteret for angiveligt at have slået en fotograf uden for sit hjem, da han bragte sin nyfødte datter hjem fra hospitalet.  Selvom han blev frifundet i retten, tabte han et civilt sagsanlæg og blev dømt til at betale erstatning. Da han i 2018 kaldte en anden nærgående fotograf for »fag« (bøsse), blev et tv-show, hvor han selv interviewede gæster, aflyst efter kun fem episoder. Samtidig har Alec Baldwin kæmpet for at bevare sit image som en intelligent skuespiller, der blot er lidt for buldrende i sine følelser og i sin kommunikation med omverdenen til nogensinde at kunne føle sig helt tilpas i offentlighedens søgelys. I 2014 skrev han eksempelvis en lang, ganske vist noget rablende klumme til New York Magazine om slagsmålet med førnævnte fotograf og sit brug af et homofobisk skældsord. Selvom hans redegørelse for sammenstødet ikke virkede synderligt overbevisende, var der til gengæld noget autentisk og tænksomt over hans sørgmodige beskrivelse af sin yndlingsby, New York – og hvordan det havde forandret sig at være en af Manhattans kendte beboere: »At være newyorker plejede at betyde, at alle fik lov til at have et par meters plads omkring sig … jeg kunne huske, hvordan folk kunne have et privat øjeblik midt mellem andre mennesker i den store by; en kvinde, der græd i en telefonboks, en, der lavede noget papirarbejde på Oyster Bar (restaurant i New Yorks Central Station, red.) … vi tillod folk, at de havde et privatliv, vi lod dem være. Og i dag kan vi ikke længere lade hinanden være,« skrev Alec Baldwin. Ordene var nærmest profetiske. Trump Alec Baldwins nedtur de senere år må have vakt glæde i Det Hvide Hus.  Hele 46 gange har skuespilleren lavet sin verdensberømte parodi på Donald J. Trump i satireshowet Saturday Night Live. Parodien har generet præsidenten så meget, at han flere gange personligt har udtrykt sin fornærmelse i tweets i forlængelse af showet.  I 1980erne var Alec Baldwin tæt på at blive ægte A-liste-stjerne, da han fik hovedrollen i Tom Clancy-eventyret »Jagten på Røde Oktober«.  Han var førstevalget til endnu en Tom Clancy-film, »Patrioternes spil«, men blev vraget til fordel for Harrison Ford, der i årene, der fulgte, fik den ene stjernerolle efter den anden. Så sent som i 2017 udtrykte Alec Baldwin bitterhed mod Harrison Ford, som han i sine erindringer kaldte en dårlig skuespiller. Han blev i 1993 gift med en af datidens største stjerner, Kim Basinger, med hvem han har datteren Ireland. Ægteskabet endte med et kostbart og mangeårigt slagsmål om retten til forældremyndighed, en ret, som Alec Baldwin selv forpurrede, da han i en lækket voicemail kunne høres kalde sin egen 11-årige datter for en »næsvis lille gris«. På karrierefronten gik det ikke meget bedre.  En stribe actionfilm, der hver især burde have været succeser, blev af forskellige grunde de rene biografflop.  I stedet blev det ad åre Alec Baldwins lod at få mindre biroller, hyppigt som »den dumme skid«, der kunne få hovedrolleindehaverne til at fremstå mere sympatiske.  Den opgave kunne han løfte med påfaldende ekspertise. Et tåkrummende og morsomt eksempel på dette er hans rolle i filmen »Men så kom Polly« som vold-brovtende chef, der kommer ind på herretoilettet og manuducerer sin medarbejder (Ben Stiller) og masserer hans skuldre, alt imens denne står meget udsat og besørger ved en tissekumme. Fra 2006 til 2013 havde Alec Baldwin en af sine største succeser i Tina Feys komedieserie »30 Rock«, hvori han spiller en cheftype, som mange seere mente lå tæt op ad skuespillerens egen personlighed: stivnakket, selvretfærdig, men også besynderligt følsom og til tider næsten kær. Den følsomhed skinner igennem i »The Baldwins«.  Midt i mængden af børn, der får lejligheden til at ligne en absurd reklame for en fertilitetsklinik, går han granatchokket rundt og stiller legetøj på plads i en uendelighed (han lider angiveligt af ocd), men indimellem synes han at vågne af sin døs for blot korrekt at konstatere, at han er havnet i et mareridt. Værst er dog det hundseri, han bliver udsat for af sin hustru Hilaria, der flere gange er kommet i medierne af lidet flatterende grunde.  I 2020 blev hun beskyldt for at lade, som om hun var spansk, en større forbrydelse i dag, hvor den slags falder ind under såkaldt kulturel appropriation.  Og forleden blev hun såmænd fanget på kamera, da hun med uhørt skarphed irettesatte sin mand, mens begge stod på den røde løber. Alec Baldwin prøvede vist at sige noget kærligt, men fik at vide af Hilaria, at »han ikke måtte tale, når hun talte«. Det er muligt, at den slags tale havde ført til et raserianfald fra Alec Baldwin tilbage i 90erne.  Nu trak han sig blot tilbage som en skamslået hund.  Det er svært at sige, hvad der er det sværeste at se på.

Hun havde bedt ham om at pakke sine ting og flytte. Relationen var kuldsejlet, og hun var træt af det rend af mennesker, som kom i hjemmet for at købe stoffer. Han, der var misbruger og pusher, var rasende over at blive smidt ud og låste hende inde på toilettet, mens han travede frem og tilbage foran badeværelsesdøren med en kniv og på truende vis klargjorde, at hvis ikke han fik lov at blive i lejligheden, ville han stikke hende. Så tog fanden ved hende, beskriver hun. Hun sparkede døren op og for imod ham. Han blev overrasket, fægtede med kniven, snittede hende i armen og tabte den så. »Inden jeg nåede at tænke over, hvad jeg gjorde, samlede jeg kniven op fra gulvet og stak ham en gang i maven,« fortæller hun og erindrer, at der var meget blod, og at hun instinktivt blev bange for, at han, som på det tidspunkt var hendes kæreste, ville dø. Hun ringede selv 112 og fortalte om sin ugerning. Malene hedder kvinden, og trods sine kun 31 år har hun brugt seks af dem på at afsone en dom for drabsforsøg på sin nu ekskæreste, som med nød og næppe overlevede knivstikket. I dag er det knap fire år siden, at Malene blev løsladt, og hun er blandt de syv dømte kvinder, hvis historie læseren præsenteres for i den nye bog »Kriminelle kvinder«, som journalist Kristina Antivakis, rets- og chefpsykolog Tine Wøbbe og retspsykiater Mette Brandt-Christensen har skrevet i fællesskab, efter tidligere at have skrevet om kriminelle mænd. Bogen er på mange måder en sjældenhed, fordi netop kvinder er et særsyn i den kriminelle verden. Især den del, der handler om personfarlig kriminalitet. Kvinder fylder således forsvindende lidt i kriminalitetsstatistikkerne sammenlignet med mænd, og som fænomen gør det dem fascinerende såvel som uhyggelige. Hvem er de, spørger bogen – og hvordan endte de med at bryde loven? Vælg den rigtige partner Mette Brandt-Christensen er en af landets førende og mest erfarne retspsykiatere, og det er vigtigt for hende at understrege, at »Kriminelle kvinder« ikke er en lærebog. »I stedet er det en bog, som skal åbne et lille vindue ind til den her særlige og normalvis lukkede verden. De kriminelle kvinder er så få, især ved alvorlig kriminalitet, så vi syntes, at det var spændende at se, om der var nogle fælles kendetegn, og på den måde pege på nogle opmærksomhedspunkter,« siger Mette Brandt-Christensen. Og opmærksomhedspunkter er der rigeligt af, viser det sig. En belastet opvækst går – ikke overraskende – igen i mange af kvindernes historier, ligesom flere af de dømte kvinder har diagnoser eller misbrug inde på livet, men det mest iøjnefaldende er på mange måder betydningen af deres romantiske relation til en mand. Hvem de har valgt som partner så at sige: »En dårlig kæreste er farlig – og det er en dårlig ekskæreste også,« som Mette Brandt-Christensen meget præcist opsummerer det. Hvad er dårlig? »Det er en, som har kontrollerende, isolerende, truende og voldelige karaktertræk, og som kan spinde den enkelte kvinde ind i et psykologisk net, hun ikke kan bryde ud af. Og så er der mange, som har en dejlig forestilling om, at den slags ikke rammer velfungerende kvinder, men det er desværre ikke rigtigt. Der bliver bare ikke talt så meget om det,« siger hun. Det meste af kvinders personfarlige kriminalitet sker således i de helt nære relationer: »Vi kan se, at de kvinder, som ender med at begå den form for kriminalitet, typisk har været under pres fra en kæreste eller ekskæreste, som eksempelvis overfalder dem, hvorfor de handler i, hvad der kan forstås som selvforsvar eller forsvar for børnene, i et forsøg på ikke selv at blive slået ihjel,« siger Mette Brandt-Christensen og henviser til, at det suverænt mest almindelige er, at kvinder og børn bliver dræbt af mænd, og ikke omvendt. Faktisk er de pågældende kriminelle kvinder ofte overraskede over, at tingene endte, som de gjorde, for det var sjældent intentionen: »De undrer sig over sig selv og forstår nærmest ikke, at det kom helt derud. Hvordan kunne det ske? Det er jo ikke mig, siger de. Og vi kan også se, at det ofte er relationelle omstændigheder, der driver dem. Den drabsdømte kvinde har sjældent planlagt drabet på forhånd,« siger hun. Bosted og vinterbadning »Ved du godt, at du er gravid, og at du er otte uger henne,« spurgte lægen Malene forud for den skæbnesvangre dag, hvor hun stak sin kæreste med kniv og siden blev idømt seks års fængsel. Det vidste hun ikke, men endte med at føde barnet, en dreng, og give ham fra sig: »Jeg havde indset, at jeg ikke kunne passe på ham. Jeg kunne ikke engang passe på mig selv, så jeg vidste, at jeg skulle aflevere ham til plejeforældrene,« siger Malene i bogen. Netop graviditet og forældreskab fylder mere hos de dømte kvinder, end det gør for mange af de dømte mænd, opdagede Mette Brandt-Christensen og hendes to medskribenter ligeledes i mødet med kvindernes fortællinger. De talte mere om og bekymrede sig mere for de børn, der skulle undvære deres fængslede mor, end mændene på noget tidspunkt gjorde. »De har allesammen lyst til at tage sig af deres børn, og nogle af dem erkender ovenikøbet også, at de ikke kan. Fem af de syv kvinder i bogen er mødre, og de har alle fem kontakt til børnene, ligesom børnene fylder meget i kvindernes bevidsthed, også mere end tilfældet var for de kriminelle mænd,« siger Mette Brandt-Christensen. Det er svært ikke at læse bogen og tænke, at meget af dårligdommen er nedarvet, og at de dømte kvinders børn også risikerer at gå en svær fremtid i møde. Ikke mindst fordi det fremgår, hvordan flere af deres børn allerede kæmper med problemer. Den læsning er Mette Brandt-Christensen enig i: »Man kan virkelig blive nedtrykt over indsatsernes effekt,« siger hun, hvis håb imidlertid er, at bogens casehistorier bringer os nærmere kvindens bevæggrunde for at begå kriminalitet, så den rette hjælp kan tilbydes, også når hun igen skal begå sig i en hverdag væk fra fængslet. For Malenes vedkommende udspiller den hverdag sig i dag på et bosted i Nordjylland, hvor hun er mandsopdækket af to pædagoger, der skal hjælpe hende til at leve et liv uden misbrug og kriminalitet. Hun er ked af sit liv, som det har været indtil nu, fortæller hun, men finder glæde ved naturen, styrketræning og vinterbadning. Hun ønsker sig »brændende« at få sin søn hjem. Indtil det måtte ske, gentager hun hver dag den samme sætning foran spejlet på sit værelse i et forsøg på at holde humøret højt. Hun siger: »Det skal blive en god dag i dag.«

H.C. Andersen er en menneskelig mærkværdighed. H.C. Andersen er en stor digter. Det er sådan, vi ser ham, og sådan, vi så ham, og det ændrer Jesper Wung-Sungs romaner om ham ikke på. Her er ingen nyfortolkninger. Her er ingen uforudsete indsigter. Her er intet grundlæggende, der ikke allerede har været vendt og drejet utallige gange. Når romanerne alligevel er værd at anbefale, skyldes det fortælleglæden, fabuleringsevnen og det fortræffelige sprog. H.C. Andersen inspirerer Jesper Wung-Sung. Man mærkede det i den erfarne forfatters første roman om digteren, »Hans Christian«, der skildrer den langnæsede fynbos liv, indtil han i 1819 som 14-årig rejser den lange bumlevej fra provinshullet Odense til kongedømmets hovedstad. Man mærker det i hans nye H.C. Andersen-roman, »Ungdomsforsøg«, der begynder, hvor forgængeren slap: i den voldomkransede, latrinstinkende minimetropol. Det er her, han vil gøre karriere, den kejtede yngling. Det er her, han drømmer om at udfolde sit selvindbildte talent for at synge og spille skuespil og danse ballet. Der er bare, som vi alle ved, ét problem: Klods-Hans’en er totalt talentløs på en scene. Noget må der gøres. Noget bliver gjort. Den velkendte historie Så Jesper Wung-Sung, der i sin tid debuterede fænomenalt som ungdomsforfatter, fortæller med empati den velkendte historie om, hvordan ganske unge Andersen i stedet for på Nationalscenen ender i Slagelse, senere i Helsingør, med latinskolerektor Simon Meisling som stadig, uundslippelig plageånd.  Han beretter, hvordan gode mennesker giver særlingen penge til at gå i skole for, nu han ikke dur til teatret. Han minder om, hvordan det bliver den sataniske provinslærdes opgave at banke græske og latinske gloser ind digterspirens træge knold. Det bliver, som vi ved, ikke let for nogen af parterne. Meisling skælder og smælder, frustreret over elevens uendelige uduelighed, og Andersen græder og lider og tænker tit på døden. Måske ville han være mere vellykket som ikke levende? Eller måske skulle han bare være blevet en håndværkets mand, tilfreds med sin skæbne, glad for sit jævne liv? Åh, det gør ondt. Men nogle gange gør det også godt. Andersen betages af naturen, og døde ting besjæles i hans digtergemyt, og han drømmer sødt om kærligheden, som han både frygter og fristes af. Det er ikke den rene jammer.  Han får også møvet sig ind i de bedre kredse. Den københavnske kulturelite bliver hans andet hjem. Han besøger parnasset, når som helst skolegangen tillader det.  Her møder han de store digtere Adam Oehlenschläger og B.S. Ingemann og andre mere eller mindre geniale mennesker. Her træffer han faderskikkelsen Jonas Collin. Smukke gloser Jammerligheden står ikke alene. Selv de kongelige kommer den fattigfødte tæt på, og Jesper Wung-Sung fortæller hele den historie, der har været fortalt så ofte før, men han digter også, som digtere gør og må, og det bedste ved det er, at han skriver så godt. Om både det smukke og det grimme. Om både det forfærdelige og det frydefulde. Om alt det sammensatte i H.C. Andersen og hans liv. Der er nok at øse af. Undervejs i romanen citeres mange af digterens uendelig mange ord. Mest læser man dog forfatterens egne Andersen-inspirerede gloser, smukt lagt til rette i munden på den ranglede knægt. Her reflekterer digteren over en selvkomponeret poetisk forfærdelighed, der begynder med ordene »Moder, jeg er træt, nu vil jeg sove/Lad mig ved dit Hjerte slumre ind«: »Det var et barn, et døende barn, der fortalte, men samtidig var det mig,« snøfter den navlepillende: »Som Adam Oehlenschläger havde følt sig som en Aladdin, følte jeg mig jo som et lille dødssygt barn.« Madammens køkken Et andet sted trues uskyldige Andersens mødom af forsømte fru Meisling. Det sker i madammens køkken. Poetens beskedne »poem« om just kærligheden titter op af hans jakkelomme. Men det er ikke det, det modne fruentimmer er interesseret i, forstår man. »Jeg fik drikken i vrangstruben, og min krop brændte i hosteanfaldet. Madam Meisling ville mig kun det bedste, men lænede sig ind over mig, så jeg næsten blev kvalt i krop og kjole,« jamrer Andersen, og hans kvaler vil i det hele taget ingen ende tage, de er af både erotisk og åndelig og eksistentiel og alt-muligt-andet art, og de følger ham nat og dag. Som når hr. Meisling gang på gang viser sin sans for nedrighed. »De er dog i besiddelse af et ganske usædvanligt talent,« deklamerer han. »Nemlig inden for dumhed. Når jeg tror, at jeg gør Dem uret, at jeg gør Dem dummere, end De er, overrasker De mig gang på gang ved at være endnu dummere.« Så perfid er han. Levende igen Det hele er tit frygteligt og tit også frygtelig morsomt, og Andersen går så gruelig meget igennem, men barnetroen lindrer, og ungdomsforsøgene modnes til brugbar skrift, og til sidst debuterer han dobbelt, som forfatter og som dramatiker på selveste Det Kongelige Teater. Hans drømmes mål. Hans længslers lyst. Han forelsker sig også i Riborg Voigt, den allerede trolovede, og det bliver selvfølgelig ikke til noget, som dét med kvinder aldrig blev til noget, men berømmelsen venter. Det ved han. Det er dog en trøst. Og det er overalt indfølt digtet af Jesper Wung-Sung. Herfra kan man inspireret gå videre til den grådlabiles egne ord.  Til den halve snes geniale eventyr, det blev til blandt de mange. Til rejsebøgerne fra Sverige og Spanien og den forunderlige beretning om fodrejsen til Amager. Til »Mit livs eventyr« og de andre erindringer.  Til alt det andet også, der ikke alt sammen er lige brillant, men dog overalt har sproget i sig. Mere end det meste andet har det. Jesper Wung-Sung viser en vej til det væsentligste. Eventyret fortsætter. »Ungdomsforsøg« Forfatter: Jesper Wung-Sung. Sider: 345. Pris: 300 kroner Forlag: Politikens Forlag

700 sider. Carsten Jensens imponerende romansucces, »Vi, de druknede« er en stor, højdramatisk og vildt bølgende episk beretning om skipperbyen Marstal, som forfatteren selv er rundet af.  Om de drenge og mænd, der i flere generationer stod til søs, drevet af en vild og uforklarlig udlængsel trods det traumatiserende i sømandsskæbnen. Som havde svært ved at gå i land, hvor kvinderne og børnene hele tiden havde levet et liv i afsavn og længsel. Ja, Carsten Jensens skumsprøjtene sømandskrønike udvikler sig efterhånden til en kønskamp mellem hav og land: Mens mændene er drømmere, der er ofre for afsporede maskuline idealer og æresbegreber, tager kvinderne pligterne på sig og klarer i stigende grad sig selv. Det er jo ikke, fordi forlægget ikke før er blevet omsat til vellykket teater – hvad enten der herhjemme har været tale om en stor opsætning i en hal i den by, det hele foregår i, den engang så fremstående skipperby på Ærø, hvor den også har været genstand for en byvandring med teater i ørerne og forfatteren selv som fortæller.  Men desværre er den seneste sceneversion på Republique ikke synderlig vellykket. Instruktøren Emil Rostrup forsøger sig med en masse performanceinspirerede indfald rundt om den ellers både håndfast brutale og lyrisk saftspændte tekst, som de medvirkende skiftes til at viderekolportere, i takt med at slægtled efter slægtled efter Lauritz, der stak af og aldrig kom tilbage, skiftes til at få ordet frem mod den dag, hvor søfartseventyret synger på sidste vers. Ude af takt Anslaget til den bevidst uhøjtidelige tilgang betones allerede i åbningsbilledet, hvor de medvirkende kommer hoppende ind med fødderne solidt placerede i oppustelige plastiksejlskibe.  Et signal om, at det hele ikke skal tages for alvorligt, som så meget andet moderne teater for tiden. Irriterende, fordi det er svært at fastslå, om det er bevidst skødesløst teater eller ikke.  Trættende, fordi det hele tiden skal demonstrere, at det bevidst virker ude af takt med det materiale, det baserer sig på.  Instruktøren har en tendens til først at lade skuespillerne fortælle historien – derefter småhaltende at kommentere den i billeder kropsligt, koreografisk eller musikalsk.  Et eksempel:  Vi hører om, hvordan en mor får at vide, at hendes søn er druknet. Først derefter skal vi så se hende kaste sig på gulvet, skrige af sine lungers fulde kraft, mens hun laver svømmebevægelser på gulvet i et desperat forsøg på at nå frem til den afsjælede krop. Men mange af grebene bidrager ikke til at højne historien, potensere fortællingen. I bedste fald har de ikke den tiltænkte virkning. I værste fald er de forstyrrende, udvandende, underligt ironiserende. For meget virker tilfældigt revet ned fra hylderne i den rodebutik af virkemidler, forestillingen benytter sig af.  Lider druknedøden Den kan ganske enkelt for lidt til den store scene, den har til rådighed, hvor bagtæpper med det oprørte hav dominerer.  Læg dertil, at mange af replikkerne ganske enkelt lider druknedøden i skuespillerhalsene, fordi ingen tilsyneladende har sagt til dem, at man ikke kan forstå store dele af det, de siger. I hvert fald ikke på 12. række. Her er det kun Sara Viktoria Bjerregaard, der med sin kønne, klare røst og sikre følelsesformidling klarer frisag. Det bliver både langstrakt, kluntet og kedeligt. Ja, i lange stræk ligger scenen hen i tåget halvmørke, mens der reverenter talt ikke sker noget som helst.  Det er kedeligt at skulle sige det: Alle mand i bådene.  Instruktør: Emil Rostrup. Scenograf: Mikkel Rostrup. Komponist og lyddesigner: Asger Kudahl. Republique. Til 3. maj.

Vi har fået tudet ørene fulde af det i årevis: De danske børn og unge mistrives. Antallet af diagnoser er eksploderet, stoffer fylder mere end nogensinde før i nattelivet og den nye generation fravælger i højere grad børn på grund af klima, krig eller et fuldkommen uoverskueligt boligmarked. Men så galt er det heller ikke, er budskabet fra forfatteren Niels Overgaard, kendt fra stoicismebogen »Det hele handler ikke om dig«.  Nu har han så skrevet en bog, der handler om … ja, Niels Overgaard.  Den er beregnet til reolen i teenageværelserne, hvor bogens trøsterige titel skal minde den unge generation om det opmuntrende budskab:  »Det skal nok gå.« Bogen handler om alt det, Niels Overgaard ville ønske, han havde vidst, da han var ung. 48 ting, for at være nøjagtig. Den 110 sider lange – og ganske overkommelige – bog er delt op i tre kapitler, hvor han i bagklogskabens lys reflekterer bagud med voksenbrillerne på. Alt det, han ville ønske, han dengang havde vidst om sig selv, om andre og om livet. I et letfordøjeligt sprog, der udfolder sig i korte, læsevenlige afsnit, beroliger Niels Overgaard den unge læser med, at »alle gør deres bedste«, »du er den vigtigste i verden« og »alting altid ændrer sig«. Som relativt ung læser har jeg med mine 27 somre dog et nedslående budskab til Niels Overgaard:  Jeg tvivler på, at ret mange unge for alvor kan bruge bogen til noget. Det velmenende budskab Bogen har ellers et fint og velmenende budskab. Niels Overgaard har i et interview i Berlingske fortalt, at han springer ud som den halvgamle onkel midt i 40erne, der bare gerne vil give sine erfaringer og livsråd videre.  Det er ikke helt forkert. Desværre, havde jeg nær sagt.  Hans egen ungdom var præget af sporadisk sex, stoffer, hjertesorg, depression og et hashmisbrug som 19-årig. Han svigtede sin familie og sine venner og følte sig selv svigtet. Og det har taget ham år, fortæller han, at reparere skaderne fra den tid. Det har han gjort med en hjælpende hånd fra både psykologer og de antikke, stoiske tænkere, der gæster teksten fra tid til anden. Den reparation kan ungdommen tage ved lære af. »Men,« tænker man: Handler livet, mest af alt ungdommen, ikke netop om learning by doing? Hvad skal man som ungt menneske, der selv er ved at bestemme hvilke veje – gode som dårlige – man vil gå ned ad, med den slags råd, som ens forældre allerede kommer anstigende med på daglig basis? »Tænk over, hvad du bruger din tid på,« »du har værdi« og »din økonomi er dit eget ansvar«, skriver Niels Overgaard.  Javel. Ikke just breaking news for en teenager. Og ikke noget, der historisk har vist sig at afholde ret mange fra at begå deres egne fejl og forhåbentlig lære af dem.  Dét at være ung Mest af alt vidner bogen og Overgaards refleksioner om menneskets generelle lyst til at dvæle ved egen ungdom og den forståelse, der bliver bedre med alderen. Det er næsten umuligt at undgå, at en belærende eftertanke melder sig. Her bliver den så til en bog.  Men for unge som mig selv, der måske nok er uerfaren og først lige er gået i gang med at lære af livet, er Niels Overgaards fadæser lidt kedelige at gruble over – og bruge sin tid på, for den sags skyld.  Selvom mange af Overgaards ord rent faktisk trøster, og for det voksne og modne menneske måske endda åbner op for fortrængte og glemte minder, så bliver det hele lidt belærende for den unge læser.  Jeg tænkte på et tidspunkt: »Jeg er ung, jeg er ikke idiot«. Og så rummer bogen et grundlæggende problem:  Hvis den nye generation hele tiden skal mindes om de voksnes erfaringer og leve efter dem, hvornår skal de så være unge? Hvornår skal de selv dumme sig, tvivle og efterfølgende tage ved lære af fejl og tvivl? At være ung – og nu er jeg subjektiv – handler vel om at blæse på de voksnes erfaringer, te sig lidt, drikke sig fuld og leve livet med den blanding af bekymringer og bekymringsløshed, som det kapitel i livet fører med sig. Det tidspunkt skal nok komme, hvor alle de grænseløse muligheder og dumheder forsvinder i bakspejlet.  Når Niels Overgaard ser tilbage, er det med en nyfunden viden om, at valgene i ungdommen og de hændelser, de førte med sig, formede ham. Skønt for ham.  Men det, der gør ungdommen sjov, er jo netop uvidenheden om alt det, der venter – og hvilke konsekvenser, de nutidige og fremtidige valg vil få.  »Det skal nok gå – 48 ting, jeg ville ønske, jeg havde vidst, da jeg var ung« Forfatter: Niels Overgaard. Sider: 111 Pris: 170,- kroner. Forlag: Gyldendal

Hun var den skrappe pige. Hende, der vidste, hvor skabet skulle stå. Som ikke var i tvivl, hvis nogen forsøgte at overskride hendes grænser, hverken verbalt eller fysisk. Det var hertil og ikke længere. Eller var det? »Det var i hvert fald sådan, jeg blev opfattet udadtil. Men når det kom til de nære relationer, havde jeg svært ved at få sagt fra på en ordentlig måde, som var tydelig og ikke til at misforstå,« forklarer Karen Wichmann. Da hun fik sin første kæreste, gik hun alt for meget på kompromis med sig selv.  »Indimellem strakte jeg mig for langt. De mennesker, som betød mest for mig, var jeg bange for skulle afvise mig, så jeg kunne miste dem. Det var min frygt. Jeg var bare ikke bevidst om, at det drænede mig på den lange bane.« At sætte grænser over for andre mennesker er svært for mange. Det kender Karen Wichmann alt til, både privat og som psykolog.  I en ny bog sætter hun fokus på, hvordan vi kan skabe balance mellem vores egne ønsker og ressourcer på den ene side – og andres forventninger og krav på den anden. Måske er det din dominerende mor, der nægter at give slip, og som stadig sætter usynlige pejlemærker for, hvor hun vil have, at du skal hen i livet, selvom du for længst har rundet de 40 år.  Eller chefen, der behandler dig, som om I var nære venner fra skoletiden, og som derfor mener, at man som chef naturligvis har direkte adgang til samtaler om dit private og mest intime liv derhjemme.  »Følelser spiller en meget stor og vigtig rolle i forhold til vores personlige grænser. De skal hverken ignoreres eller sidde i førersædet, men følelser som vrede, ubehag og skam fortæller os, når en grænse er blevet overskredet,« forklarer Karen Wichmann. »De kan motivere os til at handle og flytte os fra en situation.« Ikke omringet af idioter Ifølge psykologen opstår der meget stærke følelser, når vi føler os truet på vores tilhørsforhold til et andet menneske, til en gruppe, et job i en eftertragtet branche eller måske ikke får adgang til den store drøm, vi har arbejdet så hårdt på at få opfyldt. »Frygten for afvisning eller ekskludering kan blive så stærk en drivkraft og være den virkelige motivation for, at vi overskrider vores egne grænser i forsøget på at være vellidt og med på holdet, eller at vi lader andre overskride vores grænser,« siger Karen Wichmann. Hun understreger, at sunde grænser ikke kun handler om at sige fra, det handler også om at sige til. Om at formulere, hvad vi har brug for, og beskrive, hvordan vi oplever noget bestemt.  »Vi er jo ikke kun omringet af idioter, som er ude på at skade os, men derimod helt almindelige mennesker, som bare ikke er tankelæsere.« Hvordan sætter man en grænse helt konkret? »Mange siger: ‚Det her går altså over min grænse.‛ Men det er jo ikke at sætte en grænse. En grænse er at sige:  Hvis du behandler mig sådan her, skal vi ikke være sammen længere. Eller hvis du råber ad mig, vil jeg ikke fortsætte denne her samtale med dig. Drejer det sig om en invitation, kan man sige: Tak for invitationen, jeg kan desværre kun blive i to timer. På den måde giver du et andet menneske en mulighed for, at vedkommende kan fortsætte relationen med dig, men at du samtidig sætter nogle tydelige retningslinjer for, hvordan det skal ske.« Grænser skulle være trukket længe før Vi skal huske, siger Karen Wichmann, at grænser kan flytte sig gennem hele livet.  »Gid det var sådan, at man installerede sine grænser én gang for alle. Men livet forandrer sig og flytter sig. Det gør grænserne også. Det, du har brug for som 25-årig, er ikke det samme, som når du er 45 år.« Og det er ikke bare forandring, der skal tages højde for. Ifølge bogens forfatter er det ikke så lidt af en balancekunst, når der som noget helt centralt skal skabes ligevægt mellem vores egne ønsker og ressourcer på den ene side – og andres forventninger og krav på den anden. For ét er at kunne sige fra, forklarer Karen Wichmann, noget andet er at få det sagt på en måde, som gør det muligt for relationen at fortsætte, hvis det er det, den skal. »Mange oplever, at de sætter for få grænser, eller at grænserne er så utydelige, at andre kan have svært ved at modtage dem.  Eller også får man sagt fra på en alt for heftig og voldsom måde. Man er blevet benhård, ‚og det finder jeg mig ikke i‛. Man smækker med døren, afslutter relationen. Færdig med ham eller hende.  Måske er det bare ikke det, du ønsker. Det, du ønsker, er at blive hørt.« Det gælder også i sager om #metoo, hvor seksuel eller anden grænseoverskridende adfærd har været helt central. »Ofte er man ikke helt bevidst om, hvor de grænser skal være,« konstaterer Karen Wichmann. »I flere af de sager om #metoo, jeg har læst om, mener jeg, at grænserne skulle være trukket længe før. Det er ikke, fordi jeg mener, man skal planlægge alt og lægge strategier, hvis nu en situation pludselig skulle opstå. Men når vi for eksempel har de her miljøer, hvor chefer drikker sig fulde sammen med deres ansatte, og man ikke på forhånd har gjort sig nogle tanker om, hvad man vil, og hvad man ikke vil, inden man ankommer til festen, så kan det være let at lade sig glide med.« Kulturelt betinget Undersøgelser har gang på gang vist, at danskerne går til psykolog som aldrig før.  En del af forklaringen kan være, at vi ikke er verdensmestre i at sige fra, men smider til bunke inde under gulvtæppet, så skidtet i stedet hober sig op. Ifølge Karen Wichmann er det kulturelt betinget, at vi som danskere er, hvad hun kalder for »undgående«. »Generelt tager vi ikke altid de nødvendige konfrontationer, men holder det for os selv og viser ikke en masse følelser. Det er derfor, jeg bruger ordet ‚undgående‛.« Hun vil ikke afvise, at en forklaring kan findes i »det kolde Norden«. »Gennem tiden har generationerne været vant til at skulle stimle sammen indendørs, når den lange vinter kom. Man har prøvet at undgå konflikter og strakt sine grænser lidt længere, end man burde, fordi man blev nødt til at opholde sig så meget sammen indendørs.«