Fyns Politi har nu indledt en efterforskning af, om TV 2 og tv-stationens muldvarp Amira Smajic har brudt loven i sagen om mulig hacking under tilblivelsen af dokumentarserien »Den sorte svane«. Det erfarer Berlingske. Berlingske kunne beskrive sagen første gang i starten af april, og i den forbindelse efterspurgte en række fremtrædende juridiske eksperter, at politiet indledte en efterforskning. »Der er et klart grundlag for politiet til at indlede en strafferetlig efterforskning mod de pågældende journalister, herunder om deres metoder har været godkendt oppefra,« sagde Lasse Lund Madsen, der er professor i strafferet ved Aarhus Universitet. Fyns Politi vil ikke kommentere sagen. Sagens omdrejningspunkt er et opsigtsvækkende forløb i februar 2022, hvor TV 2 ifølge omfattende korrespondancer fra den krypterede beskedtjeneste Signal, som Berlingske er i besiddelse af, stillede en »ren« computer til rådighed for Amira Smajic. Computeren skulle ifølge korrespondancen bruges til at få adgang til revisoren Johnny Hast Hansens og hans konkursramte virksomhed 4audits digitale klientdrev – uden at det kunne spores. Amira Smajic var i besiddelse af kodeordet, der gav adgang til det omfattende klientdrev, og TV 2 sendte desuden en liste til Smajic med navne på en lang række kendte danskere, sportsfolk og erhvervsprofiler, som hun skulle søge efter. Til sidst udtrykte TV 2-journalisterne begejstring, da Smajic meldte tilbage, at hackingen lykkedes. Amira Smajic har tidligere og frem til 2019 arbejdet for Johnny Hast Hansen i 4audit. I februar 2022 var revisionsfirmaet under konkursbehandling. Mistanke om overtrædelse af hackingparagraf Ifølge juridiske eksperter, som tidligere har udtalt sig om sagen til Berlingske, er der tale om forhold, der kan være omfattet af straffelovens paragraf 263 – den såkaldte hackingparagraf – samt paragraf 23 om medvirken. Det gælder både, hvis en operation, som den beskrives gennem beskederne, er gennemført – og hvis den er forsøgt gennemført. Berlingske har ikke endeligt kunnet afklare, om hackingen lykkedes. Men det er ifølge eksperterne underordnet: »Det afgørende er derimod, at TV 2 har tilskyndet sin kilde Amira Smajic til at fremskaffe oplysninger – eller fået hende til at forsøge herpå – via ulovlige metoder, altså hacking,« har Lasse Lund Madsen tidligere sagt. Både Lasse Lund Madsen og Jørn Vestergaard, der er professor emeritus i strafferet ved Københavns Universitet, har flere gange opfordret politiet til at indlede en strafferetlig efterforskning af sagen. »Vi er jo inde i kernen af forbuddet mod hacking i straffelovens paragraf 263, hvis én eller flere journalister har samvirket med Amira Smajic om uberettiget fremskaffelse af oplysninger fra en virksomheds dataarkiv,« har Jørn Vestergaard sagt til Berlingske. Afviser alt TV 2 har flere gange afvist, at der er foregået nogen form for hacking af Johnny Hast Hansens eller 4audits klientdrev. TV 2s nyhedsdirektør, Ulla Pors, afviste senest Berlingskes afdækning af sagen i et åbent brev og anklagede i stedet Amira Smajic for at have stjålet materiale fra tv-stationen – dog uden at uddybe, hvad det skulle have med sagen at gøre. TV 2 har samtidig gjort gældende, at Amira Smajic tidligere har forfalsket dokumenter og leveret forkerte oplysninger, og at man derfor på TV 2 ikke vil forholde sig til oplysninger, man vurderer som forkerte. »Måtte politiet indlede en efterforskning af deres meddeler Amira Smajic – og TV 2 – bistår vi gerne med oplysninger, som kan sætte sagen i det rette lys,« har chefredaktør Michael Nørgaard desuden skrevet i en kommentar til Berlingske. Amira Smajic har imidlertid bekræftet over for Berlingske, at hun i samarbejde med TV 2 planlagde hacking af fortrolige oplysninger hos Johnny Hast Hansen. Hun ville dog ikke svare på, hvorvidt hackingen var lykkedes. Fyns Politi ønsker hverken at be- eller afkræfte oplysninger i sagen. Advokat Carlo Siebert skriver i en e-mail, at hans klient Amira Smajic ikke har nogen kommentarer.  TV 2 skriver i en e-mail, at tv-stationen ingen kommentarer har. Berlingske har ligeledes forsøgt at få en kommentar fra revisor Johnny Hast Hansen. Han er ikke vendt tilbage på henvendelsen.

Robert De Niro kan virkelig, virkelig ikke lide Donald Trump. Det fik han fortalt endnu en gang, da han tirsdag modtog Den Gyldne Ærespalme ved Cannes Filmfestival, der netop er gået i gang. Han fik prisen for blandt andet sine roller i »Taxi Driver«, »1900« og »Godfather II«, skriver Cannes Filmfestival på sin hjemmeside.  Under sin takketale i Grand Lumière-teatret sagde De Niro, at USA lige nu kæmper for demokratiet. Du kan se talen øverst i denne artikel. »Kunst er den smeltedigel, der bringer folk sammen som i aften. Kunsten leder efter sandheden. Kunst omfavner mangfoldighed. Det er derfor, kunst er en trussel,« sagde De Niro til store klapsalver og fortsatte:  »Det er derfor, vi er en trussel mod autokrater og fascister. USAs filisterpræsident har fået sig selv udnævnt til leder af en af vores førende kulturinstitutioner. Han har skåret ned på midler og støtte til kunst, humaniora og uddannelse.« Nægtede at opføre præsidentens yndlingsmusical Donald Trump har i høj grad kastet sig ind i kulturkampen under sin anden præsidentperiode.  Kulturinstitutionen, som Robert De Niro henviser til, er The Kennedy Center. Det er et nationalt center for kultur og scenekunst, der ligger i Washington, D.C. Her fyrede Donald Trump direktøren og indsatte en ny bestyrelse med Trump-loyalister og udpegede sig selv til bestyrelsesformand.  »Vi kunne ikke lide, hvad de viste. Vi kommer til at sørge for, at det bliver godt, og at det ikke er woke. Der kommer ikke til at være mere woke i det her land,« udtalte Trump i den forbindelse. Det har siden ført til udpræget kritik fra kulturfolk i USA, og for nylig nægtede en lang række af de medvirkende i »Les Misérables« – Donald Trumps yndlingsmusical – at opføre den ved et arrangement i The Kennedy Center, hvor præsidenten var til stede.  Ikkeamerikanske film har også fået præsidentens kulturkamp at føle. For nylig sagde han, at han ville indføre 100 procents told på film, der er produceret uden for USA.  Det kom De Niro også ind på i Cannes.  »Man kan ikke sætte en pris på kreativitet, men man kan åbenbart sætte en told på den. Det er selvfølgelig uacceptabelt. Alle disse angreb er uacceptable,« sagde han. De Niro vs. Trump Robert De Niro har flere gange før udtalt sig stærkt kritisk om Donald Trump. De Niro mødte eksempelvis op foran retsbygningen i New York i forbindelse med retssagen, hvor Donald Trump blev kendt skyldig i 34 anklagepunkter i sagen om tys-tys-penge til pornostjernen Stormy Daniels. Her kaldte De Niro Donald Trump for en klovn, som man ikke desto mindre burde frygte.  Og i 2023, da De Niro skulle uddele en pris ved Gotham Awards, opdagede han fra talerstolen, at noget af hans tale manglede fra teleprompteren. Talen var tilsyneladende blevet redigeret, så dens kritik af Donald Trump var blevet fjernet.  Han tog derfor sin telefon, hvorpå han havde den originale tale, op af lommen og læste højt.   »At lyve er bare endnu et værktøj i denne charlatans arsenal. Den tidligere præsident løj for os mere end 30.000 gange under sine fire år på posten, og han holder kadencen under sin nuværende gengældelseskampagne,« sagde De Niro. 

Hendes fulde navn er Ihaltea Gheorghita Suedeza Tatiana. Hun er 67 år og sover under en presenning foran Mariakirken i Istedgade. Hun er roma, en af dem, der tidligere blev betegnet som sigøjnere, og som har været en del af en større gruppe udenlandske hjemløse, som med en midlertidig lejr foran kirken har gjort Vesterbros indbyggere utrygge. Det har også været beskrevet i Berlingske. Ihaltea og hendes folk udgør et af EUs stående dilemmaer. På den ene siden vil vi gerne beholde den fri bevægelighed inden for Europa, men vi ønsker ikke, at vores gader og gårde skal forvandles til bopladser for mennesker, der ikke har en jordisk chance for at blive integreret i det danske samfund. TV 2 har destilleret dilemmaet ned i dokumentarserien »Kampen om pladsen«, der sætter fokus på balladen om Mariakirkens hjemløselejr. Det er ikke et muntert program, selvom underlægningsmusikken har karakter af noget mere underfundigt. Naboerne til kirken er trætte af larmen, affaldet og utrygheden, men så længe romaernes ophold ikke har karakter af permanent lejr, kan politiet ikke bortvise dem. Hver onsdag bliver pladsen ryddet og spulet ren, og dermed kan deres tilstedeværelse bevare sin karakter af midlertidighed. En af de interviewede romaer kom hertil, fordi han havde hørt, at Danmark var det »lykkeligste og smukkeste« land, men romaerne er ikke lykkelige. »Hunde har det bedre i dette land (Danmark, red.) end rumænere,« siger en anden romakvinde, der ikke ligefrem er den bedste ambassadør for sit folk. Naive kunstnere Ikke desto mindre skærer det i min samvittighed at høre en 67-årig kvinde fortælle, at hun sover på fortovet, og jeg begriber faktisk ikke, hvordan det kan lade sig gøre i et samfund som vores. Der må simpelthen være adskillige i Københavns Kommune, som af den ene eller anden grund har svigtet deres opgave. I udsendelsen møder man til gengæld de to naive danske kunstnere/aktivister Johan og Kenneth, som ganske vist gør noget, men som efter min mening har grebet problemet helt forkert an.  De holder »forsoningsmøder« mellem romaer, fagpersoner og de naboer, der ikke bryder sig om naboskabet. Da sidstnævnte stort set udebliver, er der dog ingen, der bliver forsonet, selvom møderne bliver indledt med meditation og opfordringer til at »tænke positivt om hinandens intentioner«. Da dokumentarfilmens første afsnit blev optaget, var vejret iskoldt, men vinterherbergerne var endnu ikke åbne. At plædere for en accept af sovende mennesker på fortovet er en bagvendt måde at se på udfordringen. Jeg forstår selvfølgelig den medfølelse, som de to kunstnere har for gamle koner, der må sove udendørs, men jeg forstår slet ikke, hvorfor danskerne tilsyneladende betragter det som en løsning, at naboerne skal forsones med ideen om romaernes tilstedeværelse i deres baggård. Man mistænker selvfølgelig, at kunstnernes aktion handler mere om at promovere egen godhed snarere end at gøre noget reelt for de frysende udlændinge. »Hvis hegnet ikke er der, så er vi sammen. Så bor vi sammen,« siger Kenneth om det hegn, nogle beboere har rejst for at beskytte deres ejendom. En af kunstnerne har lavet et skilt med påskriften »Why can’t we give love one more chance?«, som han løfter anklagende, mens han danser rundt på kirkepladsen. Jeg ved ikke, hvor han selv bor, men det er i mine øjne et misbrug af buddet om næstekærlighed, når man forhåndskræver kærlighed fra mennesker, der har helt praktiske bekymringer over romaernes tilstedeværelse. TV 2s dokumentarserie er ukompliceret fjernsyn om et kompliceret problem, der reelt kun får en løsning, hvis Danmark finder en juridisk gangbar måde at forhindre, at romaer kommer til landet. Eller gør det eneste moralsk ansvarlige og sørger for, at 67-årige Ihaltea aldrig mere skal sove på jorden, når hun er i København. »Kampen om pladsen«. TV 2-dokumentar. Andet afsnit kan ses i aften eller på TV 2 Play.

Sydney Towles succes kom hurtigt. Med sine små fregner og sit store smil dansede hun til populære sange på TikTok. Hun delte flotte billeder og poserede i bikini på strande. Lagde minder op fra rejser rundtom i Europa.  På bare et år voksede hendes følgerskare til hele 450.000 mennesker.  Og i august 2023 delte hun en nyhed med sine følgere.  »Jeg har kræft,« lød det grædende ind i kameraet.  Den dengang 23-årige influencer var blevet diagnosticeret med galdeblærekræft. En sjælden og aggressiv kræftform. Langsomt blev opslagene mere personlige, og hun var nu en del af »cancertok« – folk, der deler deres kræftsygdom på TikTok.  Hun filmede sig selv græde, kæmpe med udmattelse, opkast og sorgen over at miste et sorgløst liv. Opbakningen var tydelig fra hendes følgere, men på en anden del af internettet voksede en hær af vrede. På det sociale medie Reddit begyndte anonyme brugere at diskutere Sydney Towles troværdighed.  »Jeg har bogstavelig talt lyst til at slå hende i ansigtet,« lød det fra en bruger.  Modstanderne konkluderede hurtigt, at hun løj. Hun udnyttede sin sygdom til at få sympati og penge. Modstanden voksede sig større. I et længere interview til The New York Times fortæller den nu 25-årige influencer om det massive had, der ramte hende. Om dødstrusler, tvivl og chikane. »Jeg hader hendes giftige positivitet« Sydney Towle er langtfra den første store influencer, som deler sin sygdom på sociale medier. Men tidligere er følgere blevet bedraget på det grummeste – også herhjemme.  Den danske influencer Fie Oppenhagen løj for sine følgere og familie om at være uhelbredeligt syg af livmoderhalskræft. I virkeligheden var hun psykisk syg, fortalte familien til Ekstra Bladet. Sagen med Sydney Towle får nu flere til at spørge, om man virkelig kan stole på folk online. Hvem manipulerer hvem?  Influencerne, der tjener på en onlineøkonomi drevet af følelser og afhængighed. Eller anonyme brugere, som kollektivt går ind på at afsløre en influencers løgne. Sydney Towles sociale medier viser både sygdom og sol. Glæde, men også gråd. Den ene dag får hun kemoterapi, den næste bader hun i havet med sin lillebror.  Kritikerne på Reddit mente, at kombinationen direkte afslørede hendes løgn. »Syd VIL blive afsløret,« skrev en person. »Bare rolig, hun er tilbage med den falske kvalme og babystemme på ingen tid,« svarede en anden. Alle kritikere skrev anonymt. Ingen kunne afsløres i deres grumme ord. På seks måneder voksede flere og flere fora frem på Reddit, som udelukkende handlede om at angribe den kræftsyge Towle. »Er der noget, der føles forkert for dig ved Syd Towles kræfthistorie?« lød overskriften i et af de mange fora. Formålet var at afsløre, at hun er en kræftsvindler. Som reglerne lød: »Intet forsvar for Syd.« Kritikerne mente, at hun var for positiv, havde for langt hår, og at hendes kærlighed for rejser og træning var et tydeligt bevis på, at hun løj. »Jeg hader hendes giftige positivitet. Jeg tror ikke på et ord af, hvad hun siger,« skrev en anonym. Undervejs hævdede nogle af brugerne også at have sygejournaler, beviser og fakta, der afslørede hendes løgn.  På intet tidspunkt blev der sået tvivl om de »afslørende« påstande. Som en skrev på Reddit:  »At være en offentlig person kommer med granskning – det er en del af jobbet.« Penge for gråd? Sydney Towle opdagede for første gang en bule i maven, da hun var ude at løbe i 2023.  To måneder senere tog hun på skadestuen, da hun fik voldsomme smerter. Omkring en måned senere fik hun diagnosen galdeblærekræft.  Følgerne strømmede ind på hendes sociale medier. Kort tid efter havde hun over 760.000 følgere på tværs af sine sociale medier. Her heppede flere på hende:  »Din positive indstilling gennem alt dette inspirerer mig dagligt,« lød det fra en på TikTok.  Sidney Towle fortæller til The New York Times, at videoerne på hendes sociale medier forbinder hende til andre unge, og hun kan ad den vej inspirere samt blive inspireret.  Men de giver hende også en indtægt. Som mange andre influencere bliver Towle betalt af virksomheder for at vise deres produkter i sine videoer. Hun får også en indtægt fra TikTok ud fra antallet af visninger på sine videoer.  Det sidste år har hun tjent 20.000 dollar – svarende til 131.758 danske kroner via det populære sociale medie.  TikTok-fans har flere gange opfordret hende til at starte en GoFundMe (online indsamlingsplatform), så de kunne hjælpe med hendes behandling.  »Jeg har aldrig tigget om penge. Jeg startede ikke på TikTok for at spørge, om folk ville betale mine hospitalsregninger,« siger Sydney Towle til The New York Times. Ikke første gang Spørgsmålet om penge og indtjening har kun fået hadet til at koge over.  »At se hende manipulere folk for penge, når der er RIGTIGE mennesker derude med RIGTIG kræft, der jonglerer med RIGTIGE problemer, afskyer mig,« skrev en Reddit-bruger for nylig.  Den udbredte skepsis på Reddit over for Sydney Towle og hendes kræftsygdom har formentlig sit udspring i eksempler på personer, der på sociale medier har løjet om at have kræft og har opnået meget store følgerskarer.  Der er produceret flere dokumentarer som »Scamanda« og »Anatomy of Lies«, der begge omhandler kvinder, som løj sig kræftsyg for at få opmærksomhed og penge.  For kort tid siden landede Netflix-serien »Apple Cider Vinegar« om Belle Gibson, der var en af de allerførste – og siden allerstørste – influencere i Australien. 200.000 fulgte med, mens den unge alenemor kurerede sig selv for terminal hjernekræft ved at spise grøntsager. Egentlig havde hun fået fire måneder at leve i, men tiden bare gik og gik. Imens red hun på en bølge af succes. Det viste sig at være en løgn, og den efterfølgende Netflix-serie viste, hvordan Belle Gibson bedrog hele verden. En ond cirkel Sydney Towle fortæller til The New York Times, hvordan hun selv bed mærke i, hvordan kritikken mod hende blev værre, jo mere populær og omtalt serien blev.  »Mine kommentarer er blevet oversvømmet med folk, der skriver: ‘Du vil brænde i helvede. Du lyver,’« siger Towle. Sydney Towle beskriver, hvordan hun er havnet i en ond cirkel. En cirkel, hun selv har skabt. Stopper hun sit liv på sociale medier, vil folk tro, at hun skjuler noget.  Fortsætter hun med at dele følelsesladede opdateringer, vil folk sige, at hun lyver for at få sympati.  Hver gang hun er blevet beskyldt for at lyve, har hun vist ar og journaler for at modbevise påstandene om, at hun lyver. Men intet har hjulpet. »Jeg er ked af, at de er så vrede over, at det at leve med kræft kan se anderledes ud, end de tror, ​​det burde,« siger hun til The New York Times. Hun er splittet. Skal hun give det, som hendes følgere vil have? Eller skal hun lukke helt ned for sit liv online, så hun kan undgå hadet? »Det har naturligvis bragt så mange gode ting med sig. Men der er bare så meget stress bag kulisserne, som folk ikke ser.« The New York Times har kontaktet flere af de anonyme brugere på Reddit. Flere har efterfølgende slettet deres konto, fjernet kommentarer eller udtrykt et ønske om ikke at blive inkluderet i artiklen.  Nogles identiteter er også blevet afsløret.  »Min viden om kræft er ekstremt begrænset,« svarede en af Towles mest hyppige kritikere til mediet.  Kort efter blev forummet gjort forbudt på Reddit, og for nu har Sydney Towle fået lukket ned for det massive had.

»Sandhedens øjeblik er kommet«. Sådan indledte den europæiske sendeunion, EBUs, særlige valgtilforordnede, svenskeren Martin Österdahl, sin korte, traditionelle tale. Den replik, hvor han forsikrede de 163 millioner seere fra 37 lande om, at alt var gået retmæssigt for sig i verdens største sangkonkurrence, og at der nu forelå et resultat. Men samtidig farvedes hans ord af øjeblikkets bitre ironi.  Sandhedens øjeblik? Jo tak.  Det traditionelle øjeblik ville normalt være blevet mødt med jubel og klapsalver fra Eurovision-sangdystens trofaste fans. Sådan var det ikke ved sidste års store finaleaften i Malmø. I stedet forvandlede øjeblikket sig til pinefuldt fjernsyn.  I det øjeblik, Martin Österdahl blev introduceret, rejste der sig en mur af buhråb i Malmö Arena, som var hjemsted for konkurrencen. Smilene stivende.  De billeder ønsker man for alt i verden at undgå, når verdens største musikbegivenhed ruller hen over skærmene fra i aften, hvor første semifinale finder sted. Det gør den i St. Jakobshalle i Basel, der huser Eurovision, efter at schweiziske Nemo sidste år tog sejren hjem med sangen »The Code«. Forment adgang Årsagen til EBUs pludselige upopularitet var den spænding, der var opstået, efter at sendeunionen havde indført en restriktiv flagpolitik:  Publikum, der bar på palæstinensiske flag, skilte eller bannere med politiske budskaber, ville blive forment adgang til arenaen.  Den regel er afskaffet i år. Man har med andre ord opgivet at holde tidens politiske kampe ude fra arenaen og opretholde illusionen om sangkonkurrencen som hævet over politik.  Arrangørernes forsøg på ikke at ville tillade politisering blev set som netop politisering, mente de dele af publikum, som vendte sig mod arrangørerne. Og i forvejen har den debat om Israels deltagelse, som har været rejst i snart mange år på grund af det palæstinensiske spørgsmål, udviklet sig til særligt højeksplosiv på grund af den aktuelle, væbnede konflikt Israel og Palæstina. Det er den stadig. Israel er nemlig med igen i år og sender sangerinden Yuval Raphael, der overlevede Hamas’ terrorangreb 7. oktober 2023, og som repræsenterer sit land med sangen »New Day Will Rise,« der afspejler hendes personlige historie.  Medskyldig Israel deltager, fordi EU ikke vil blandet sig i politik og udelukke landet. Men kritikere anklager organisationen for at være inkonsekvent i sin holdning til netop det med det politiske: Har EBU for eksempel ikke valgt at udelukke Rusland fra konkurrencen, siden landet indledte angrebskrigen mod nabonationen Ukraine? I år har 70 tidligere deltagere i konkurrencen, herunder Portugals vinder fra 2017, Salvador Sobral, skrevet under på et åbent brev med en anklage mod den israelske tv-station KAN, som man betragter som »medskyldig i Israels folkemord mod palæstinenserne i Gaza«, og med en protest mod Israels fortsatte deltagelse. Slovensk fjernsyn har på de interne linjer kritiseret Israels fortsatte deltagelse. Og i Finland har mere end 500 kunstnere i år skrevet under på en protest. Når EBU nu har ophævet flagforbuddet for publikum, skal det ses som en erkendelse af, at vi lever i tider, hvor alt politiseres. Uanset hvad man gør, vil det være umuligt at lade, som om vi ikke befinder os i polariserede tider. Man har opgivet ideen om, at EU – uanset hvad man gør – kan undgå at blive indblandet. Grotesk latterlig Og så alligevel. For man har samtidig indført en ny regel, og den gælder de medvirkende kunstnere. De må til gengæld ikke vifte med andre flag end deres eget lands. Det betyder ingen palæstinensiske flag på den turkise løber, på scenen eller i greenroom. Men det betyder også et farvel til regnbueflag, der forbindes med lgbt+-sagen, og som flere kunstnere har benyttet sig af lejligheden til at vise frem. Forbuddet har ført til kritik fra lgbt+- organisationer, der ser denne regel som et tilbageskridt for ideen om diversitet og inklusion – værdier, som Eurovision-konkurrencen ellers har stået hårdt på de seneste mange år, hvor konkurrencen er blevet brugt til et udstillingsvindue for ligestilling af minoriteter af et vestligt domineret EBU.  Hollandsk fjernsyn har accepteret reglen, men har samtidig erklæret, at man vil arbejde på at få den ændret næste år. Det er sket efter et møde med en af landets homoorganisationer, der har kaldt regnbueflag-forbuddet for »grotesk latterligt.« Med til diskussionen hører, at et lille konservativt og kristent højreparti havde samlet så mange underskrifter ind, at de kunne kræve en folkeafstemning om byen Basels tilskud til konkurrencens afvikling.  Man fremførte blandt andet, at konkurrencen var »blevet fuldkommen instrumentaliseret til at fremme ideologier« og sigtede blandet andet til transpersoners rettigheder – sangeren Nemo, som vandt hele konkurrencen, betegnede som bekendt sig selv som nonbinær, hvis nogen kan huske det.  Partiet tabte dog afstemningen, og byen har budgetteret med 281 millioner kroner i støtte til begivenheden.  Under pres I det hele taget vidner EBUs vaklen om en sangkonkurrence, der er under pres på grund af den geopolitiske og identitetsmæssige brydningstid, vi befinder os i. De spændinger finder veje til konkurrencen, fordi det er åbenlyst, at den kan bruges til – og vil blive brugt til – intens politisering. Som man sagde dengang i 1970erne: Alt er politik. Også hvis man intet gør.  Man behøver blot at se på det svar, organisationen har givet den irske tv-station RTÈ, som også offentligt har ønsket en diskussion om Israels deltagelse. Man forsøger at lande et eller andet sted, der både anerkender verdens stridigheder og forsøger at holde dem ude:  »Vi forstår bekymringerne og de dybtliggende synspunkter omkring den nuværende konflikt i Mellemøsten. EBU er ikke immun over for globale begivenheder. Men sammen med vores medlemmer er det vores rolle at sikre, at konkurrencen i sin kerne forbliver en universel begivenhed, der fremmer forbindelser, mangfoldighed og inklusion gennem musik.« 37 lande deltager i årets Eurovision Song Contest. Aftenens semifinale følges op af endnu en torsdag, hvor Danmark deltager med den færøske sangerinde Sissal og nummeret »Hallucination«. Hun spås ikke mange chancer, skal man tro bookmakere og eksperter. Finalen finder sted lørdag. 

Sig au revoir til franske forlygter på den røde løber. Det er slut med nøgenhed på filmfestivalen i Cannes. Tirsdag starter den 78. udgave af den franske filmfestival, som er notorisk streng med reglerne for passende påklædning på den røde løber. Nu går de et skridt videre, efter at den bare hud har været lidt for synlig de senere år. »Af hensyn til anstændighed er nøgenhed forbudt på den røde løber samt i alle andre dele af festivalen,« lyder det i år i det officielle charter fra festivalen. Ifølge Cannes-festivalens presseafdeling forbyder man »fuld nøgenhed« på den røde løber for at leve op til fransk lovgivning. »Voluminøse outfit, især dem med lange slæb, der hindrer gæsternes bevægelse og besværliggør placering i salen, er ikke tilladt,« står der også i festivalens retningslinjer. Folk, der ikke overholder reglerne, vil blive nægtet adgang til den røde løber. Cannes identitet er nøgenhed og sex Chris Pedersen er modeekspert, kulturjournalist og vært på podcasten »Popsmart« på DR. Da han først læste nyheden, blev han egentlig lidt forarget på kvinders vegne. Skal Cannes nu igen bestemme, hvad kvinder har på? »Hvad med free the nipple. Skal den nu lukkes inde igen?« spørger han, da Berlingske ringer til ham. Samtidig mener han, at de nye regler er lidt af et paradoks. Meget af festivalens identitet er bygget op på nøgenhed. På sex. »Hvis der er én festival, som er La Dolce Vita, altså kavalergange, nøgen hud og sex, så er det Cannes,« siger han. Luk øjnene, og du tænker på Brigitte Bardot, Sophia Loren og Jayne Mansfield på stranden i en bikini. »Det er en stor del af den mytologi. Cannes er dét, der sker på stranden. Det er varmen, det er sex, og sådan har det altid været,« siger han. I vores kulturelle bevidsthed er Cannes også knyttet op på populariteten af ugebladsfænomenet og tabloidpressen, der vokser i 1960erne med paparazzi og kendisser. Meget af Cannes mytologi er forbundet med sex, fester og ballade, ifølge Chris Pedersen. En nobody får opmærksomhed Ser man på det bornerte forbud i et større perspektiv, skal man se hele filmfestivalen som en form for opmærksomhedsøkonomi, mener Chris Pedersen. »I hvert minut foran en fotograf sker der en transaktion af penge,« siger han. En stor del af Cannes’ økonomi er den røde løber. Det er big business. Og der er kamp om spotlight og blitzlys. Virksomheder betaler ifølge Chris Pedersen for at være på den røde løber. Man sender modeller og ambassadører ned ad den i særlige tidsintervaller. Og så flyves de hjem igen. Uden at se film. »Dem, der betaler, betaler jo for at få opmærksomhed. Men hvis du pludselig har en eller anden nobody, der står i en nøgenkjole og tager al opmærksomhed, så er det ikke ‘de rigtige’, der får opmærksomhed,« siger Chris Pedersen. I et andet eksempel fra sidste år – der dog ikke handler om nøgenhed – så man, hvordan opmærksomheden ikke kan styres. Skuespilleren Massiel Taveras stod på trappen op til Palais des Festivals med et gigantisk slæb. Her blev hun gelejdet væk fra trappen af en sikkerhedsvagt. Den samme vagt var senere med til at føre sangerinden Kelly Rowland hurtigere op ad trappen, hun brugte angiveligt for meget tid på løberen. Det blev af mange tolket som et spørgsmål om race, og billederne gik viralt.  Det optrin peger ind i den medievirkelighed, vi har lige nu, mener Chris Pedersen. For det er de billeder, der ses over hele verden. »Når de sikkerhedsvagter griber ind, ser det rigtig uheldigt ud. Fordi der er jo ikke nogen, der sætter sig ind i, hvad reglerne er på den røde løber. De sætter sig ind i de billeder og den følelse, det skaber i dem,« siger han. Hvad gør Nicole Kidman? Samtidig ser Chris Pedersen også forbuddet mod nøgenhed som et opgør med den nøgenmode, der har præget modebilledet i mange år. »Vi er på vej væk fra nøgenmoden.« Den ultimative nøgenkjole må være den, der sad på Bianca Censori til Grammyfesten i Los Angeles i februar. Hun var praktisk talt nøgen på den røde løber. Men den slags kjoler bliver der nok færre af i fremtiden, mener Chris Pedersen. Vi kommer til at se en modreaktion nu, mener han, fordi vi har været vant til at se nøgenkjoler på den røde løber. Fremover vil vi komme til at se mere tildækkede kroppe. »Især kvinden er blevet klædt så meget af på den røde løber, at du næsten ikke kan tage mere tøj af.« Og lige nu løber der sandsynligvis en masse stressede stylister rundt i Cannes. For filmstjernerne og modellernes mange outfit har været planlagt i månedsvis. »Hvad fanden gør Nicole Kidman, hvis hun har to nøgenkjoler med? Hvad skal hun så gøre? For hun kan jo ikke ikke gå på en rød løber. Lige nu sidder der nok nogle og syer linninger i de gennemsigtige kjoler,« siger Chris Pedersen. Cannes Filmfestivalen starter i dag og løber frem til 24. maj.

Der er blevet gjort grin med pavedømmet, lige siden Martin Luther gjorde oprør mod Vatikanet, så da kardinal Robert Francis Prevost forleden blev udråbt som den første pave fra USA nogensinde, var det som gaven, der blev ved med at give for amerikanske satireshow. Det er, som om amerikanere ikke rigtig kan fatte, at en af deres landsmænd er blevet den nye pave, ovenikøbet en fra Chicago, der på mange måder opfattes som mere ærkeamerikansk end den internationale kosmopol, New York. Avisforsider, også andre steder i den engelsksprogede verden, kom først og lagde ud med et hav af finurlige ordspil, såsom »Let U.S. pray« og »God blessed America«, mens The Chicago Sun-Times i pavens hjemby tog kegler med en overskrift i versaler: »DA POPE!«, hvilket var en humoristisk reference til kælenavnet »Da Bears«, som de lokale bruger om byens fodboldhold, Chicago Bears. Siden har de store satireshow givet den maksimal gas, og som de overvejende venstreorienterede show har for vane, lykkedes det dem i høj grad at give deres satire en anti-Trump-vinkel. »The Daily Show« gjorde således grin med Fox News’ studieværter og højreorienterede kommentatorer, hvoraf mange forholdt sig skeptisk til Leo XIV. Særligt dennes første tale til verden, som han afholdt på italiensk og spansk, vakte kritik. »Hvordan kan man kalde ham en amerikansk pave, når han ikke engang vil tale på sit eget modersmål? For mig er det meget foruroligende,« sagde Republikanernes tidligere senator fra Pennsylvania – og katolik – Rick Santorum til den konservative tv-kanal Newsmax. Det gav »The Daily Shows« kommentator, komikeren Desi Lydic, anledning til den ætsende replik: »Ja, hvad er meningen? Hvis engelsk var godt nok til Jesus, burde det være godt nok til Paven. Skam dig!« Desi Lydic fortsatte i en mere religionskritisk retning:  »Hold nu op! Gør det overhovedet noget forskel, hvilket sprog han taler? Det er jo kirken – du sidder alligevel og sover!« Derefter gik hun virkelig til stålet, da hun kommenterede et tweet om den amerikanske vicepræsident J.D. Vance, som journalister havde gravet frem fra Robert Francis Prevosts konto på X. J.D. Vance er troende katolik og vakte opsigt i februar, da han gav sin egen teologiske fortolkning af buddet om næstekærlighed:  »Det er et kristent koncept, at først elsker du din familie, så din nabo, så dit samfund og derefter, og i den rækkefølge, resten af verden. De venstreorienterede har vendt den rangorden om.« I Robert Francis Prevosts tweet, som er fra før hans udnævnelse til pave, korreksede han J.D. Vances fortolkning: »Jesus beder os ikke om at rangordne vores næstekærlighed.« The Daily Shows Desi Lydic kunne ikke skjule sin skadefryd: »Puha, den nye pave kan ikke lide J.D. Vance. Han (paven, red.) er virkelig som alle andre amerikanere.« Kritik af Saturday Night Live »Saturday Night Live« er et af de mest Trump-kritiske satireshow overhovedet, og de lod James Austin Johnson, der fast laver Trump-parodier, brovte sig gennem en standup som USAs gyldenthårede præsident og komme med et ret ondskabsfuldt hib til den amerikanske vicepræsident: »Vi elsker den nye pave, og jeg håber, han kommer til at gøre, som jeg siger. Ellers må jeg jo sende J.D. Vance til at gøre den ting, han kan,« drævede James Austin Johnson med henvisning til, at J.D. Vance var en af de allersidste officielle gæster, som pave Frans tog imod, dagen før sin død af hjertestop. Det har fået adskillige til at hævde, at det var vicepræsidentens skyld, at det katolske overhovedet kom af dage. »Saturday Night Live« modtog adskillige klager over parodien, som mange mente var langt over stregen. »Saturday Night Live« har en fast »tv-avis«, Weekend Update, og her blev den nye pave selvsagt også behandlet. »Den nye pave er amerikaner, hvilket gør mig meget stolt, men stolthed er en synd, så nu skammer jeg mig,« sagde Weekend Updates vært, Colin Jost. På »The Late Show« behandlede værten, Stephen Colbert, den nye pave i sin faste introtale, hvor han gennemgår aktuelle nyheder. Her fokuserede han især på Robert Francis Prevosts nye pavenavn Leo XIV: »Godt han fik nyt navn, for Prevost lyder som navnet på et vægttabsmiddel,« sagde Stephen Colbert, der også mente at vide, at det nye navn var blevet valgt for at ære skuespilleren Leonardo DiCaprio. Derefter forklarede Colbert, der for nogle år siden blev katolik efter år som ateist, at han fremover skulle tale som en chicagoan: »Hey, det er jeres buddy Leo deep dish Poppa. Jeg har lige talt med Gud, og han fortalte mig, at det end ikke var muligt for ham at komme White Sox til hjælp!« White Sox er det lidet succesfulde baseballhold fra Chicago, som den nye pave holder med, og deep dish er den tykke pizza, som er opfundet i byen. Satiresitet The Onion, der i de senere år har skruet op for en mere surrealistisk humor, bragte et billede af den nye pave klædt som en ægte »chicago-hotdog« med valmuefrøbolle og gul sennep. I en fake overskrift lod de den nye pave erklære, at der aldrig havde været »et bedre tidspunkt til at få røven ud af USA«. Internettets brugere holdt sig selvfølgelig heller ikke tilbage, da Leo XIV tiltrådte, og det handlede meget om, at han er amerikaner. Her er nogle af de bedste tweets samlet, hvoraf denne muligvis er den bedste: »Endelig er der nogen i Rom, der kan lave ordentlig pizza!«

Siden afslutningen af Store Nordiske Krig i 1721, hvor zar Peter den Stores Rusland trængte frem til Østersøens bredder med Sankt Petersborg som hovedstad, har Rusland været et vilkår i dansk og europæisk politik. Som allieret, som fjende eller med småstatens servile neutralitet. Når selveste Anders Fogh Rasmussen indrømmer, at han totalt misforstod Putin, er han i godt selskab. Men hvorfor var der denne manglende indsigt blandt vestlige ledere og opinionsdannere i Putin og den klippe-klistre-ideologi, som har fået navnet putinismen?  Måske forstod de ikke betydningen af den russiske leders historiske og åndelige ballast.  Putins offentligt fremsatte ideer om Rusland som en unik civilisation med en mission i verden kommer jo ikke ud af intet, men trækker på hans specielle fortolkning af russisk historie gennem en lang række tænkere og forfattere. Bogen »Verden set fra Rusland. Idéer, ideologier og utopier« kommer derfor meget tilpas i disse år, hvor det russiske problem er tilbage i dansk sikkerhedspolitik, og Danmarks militære og åndelige oprustning foregår med frenetisk hast.  I 18 kapitler skrevet af danske og enkelte udenlandske forskere præsenteres og analyseres ideologier og tanker gennem Ruslands historie. Den russiskortodokse kristendom og slavofilisme Efter et godt indledende kapitel om russisk ortodoks kristendom historisk og i dag følger et om 1800-tallets slavofilisme, der understregede Rusland og russernes særlige identitet og nødvendigheden af at forblive sig selv med baggrund i en »tusindårig livsstil, ånd og historie«. Tæt knyttet til slavofilismen er eurasianismen, som trods navnet ikke ser Europa og Rusland som sammenhængende, men det modsatte med en afvisning af Peter den Stores reformer og vestliggørelse, som blandt andet viste sig i flytningen af hovedstaden og regeringssædet fra Moskva til Sankt Petersborg.  Over for disse ideologier står en mere vestvendt intelligentsia, som så mod Vesteuropa for at modernisere Rusland. Denne uenighed personificeres i en skarp, men respektfuld debat mellem Andrej Sakharov og Alexander Solzjenitsyn i 1960erne og 1970erne, som Flemming Rose gennemgår på forbilledlig vis.  Begge var dissidenter og nobelpristagere, men hvor Sakharov kritiserede sovjetstyret fra et udgangspunkt som kosmopolit og forfægter af universelle menneskerettigheder, gjorde Alexander Solzjenitsyn det som systemkritisk kristen og nationalkonservativ. Mange blev overraskede, da Solzjenitsyn efter at være blevet smidt ud af Sovjetunionen i en tale på Harvard University i juni 1978 angreb Vestens materialisme, åndelige fattigdom og arrogante fortolkning af Ruslands historie ud fra en vestlig målestok.  Senere kom skuffelsen, da Solzjenitsyn vendte hjem til Rusland, blev omfavnet af Putin og blandt andet kritiserede, at opløsningen af Sovjetunionen havde ført til, at 25 millioner russere var blevet ladt i stikken i andre lande. Men der er så meget mere i bogen end disse to moderne tænkere, og hver eneste isme har mange varianter. Hvad med nationalbolsjevisme, kosmisme og anarkisme?  Til tider er det lidt af en hård vandring, og for eksempel kapitlet om teosofiens grundlægger, Helena Blavatsky, virker noget perifert på trods af Tim Rudbøgs forsøg på at vise hendes relevans.  Jeg havde gerne set det erstattet af et kapitel om russisk populærkultur, især science fiction. Det er ofte her, at man finder historiske ideer projekteret ud på en paradisisk eller dystopisk fremtid. Putins yndlingsfilosof Mikhail Suslovs kapitel om Ivan Iljin er virkelig relevant, for han er blevet kaldt Putins yndlingsfilosof, og efter mange forskeres opfattelse har han opnået en stilling i Rusland, som svarer til Marx, Engels og Lenin i Sovjetunionen.  I lighed med mange andre af tænkerne i bogen udviklede Iljin sine ideer i tvunget eksil, da han i 1922 blev smidt ud af den ny kommunistiske stat sammen med en række andre intellektuelle og filosoffer.  Iljin endte i Tyskland, hvor han støttede Hitler og nationalsocialismen efter 1933, men flyttede i tide til Schweiz, hvor han døde i 1954. Han er blevet karakteriseret vidt forskelligt som kristenfascist, fascistisk ideolog, liberalkonservativ, konservativ med mere.  Skønt Iljins ideer bruges selektivt og pragmatisk i putinismen, har han i hvert fald frembragt ideer, der er brugbare for styret i Moskva, og hans kanonisering som stor russisk tænker førte i 2005 til, at hans jordiske rester blev transporteret fra Schweiz og genbegravet i det store Donskov-kloster i Moskva. Det er nemt at se, hvorledes denne debat om Ruslands natur og historie stillet over for zar Peter den Stores store eksperiment med vestliggørelsen af Rusland kan genses i den nutidige vestlige debat om sekulær humanisme uden respekt for lokale kulturer, om modernitet, universelle rettigheder og internationale domstoles forrang over nationale traditioner.  Den russiske kritik af den rodløse vestlige livsstil, hvis lange rødder bogen viser så klart, har genklang i moderne nationalkonservative kredse, blandt andet dele af den nuværende amerikanske administration, hvis foragt for det »degenererede« Europa står i kontrast til deres sympati for Putins Rusland. Skal vi virkelig beskæftige os med det aggressive, imperialistiske Rusland frem for tænkere i for eksempel Ukraine og Belarus?  Redaktøren Tine Roesen har et glimrende svar i sin indledning.  Vi skal fravriste den rådende russiske statsmagt og statsideologi fortolkningsretten over den mangfoldige og sammensatte russiske kultur- og idéhistorie. Det gør forfatterne i denne bog på forbilledlig vis. »Verden set fra Rusland. Idéer, ideologier og utopier« Forfatter: Tine Rosen (red.) Sider: 325. Pris: 350 kroner. Forlag: Aarhus Universitetsforlag. 

Den franske skuespiller Gérard Depardieu får 18 måneders betinget fængsel for seksuelle overgreb. Det har en domstol i Paris tirsdag afgjort, skriver nyhedsbureauet Reuters. Skuespilleren var anklaget for at have befamlet to kvindelige filmarbejdere – en 54-årig scenograf og en 34-årig instruktørassistent – mellem benene og på deres bryster, mens han lavede »obskøne bevægelser«. Det skulle være sket under optagelserne til filmen »Les volets verts« (»De grønne skodder«) i Paris i 2021. Forud for domsafsigelsen blev det berettet, at Depardieu risikerede op til fem års fængsel samt en bøde på 75.000 euro. Depardieu har løbende nægtet sig skyldig, og han vil nu anke dommen. En af de to kvinder, der havde lagt sag an, forklarede retten, at Depardieu havde taget hende overalt på kroppen, mens han havde holdt hende fast mellem sine ben og var kommet med seksuelle udtalelser. »Han rørte alt, herunder mine bryster,« sagde hun til domstolen ifølge Ritzau. »Jeg var skrækslagen. Han grinte.« Beskyldninger fra over 20 kvinder 76-årige Depardieu er den mest profilerede skuespiller i den franske filmindustri, der har været anklaget i en #metoo-sag. Ifølge Depardieu selv har han medvirket i over 250 film, og han bliver af mange betragtet som en af den franske filmindustris helt store stjerner. Under den fire dage lange retssag i marts afviste Gérard Depardieu anklagerne med, at han »ikke er sådan«. Depardieu har erkendt at have brugt seksualiseret sprog på filmsettet samt på et tidspunkt at have taget fat i den ene kvindes hofter – men har dog hele vejen igennem holdt fast i, at der ikke var tale om seksuel adfærd. Dommer Thierry Donard siger tirsdag, at Depardieus gengivelse af begivenhederne ikke har været overbevisende. Den franske filmstjerne er blevet beskyldt for upassende adfærd af over 20 kvinder, men den nuværende sag er den første til at komme for retten. Den franske skuespiller Charlotte Arnould var den første kvinde, der politianmeldte Dépardieu. Det gjorde hun i 2018 under anklager om voldtægt.

Rettelse: I en tidligere version af anmeldelsen fremgik det ikke, hvad fem elever på Herlufsholm Skole var tiltalt og sidenhen blev dømt for. Det er nu præciseret. For tre år siden skabte »Herlufsholms hemmeligheder« gevaldig palaver i den danske offentlighed. TV 2-dokumentaren kunne nemlig afsløre en »sadistisk kultur« blandt eleverne på Danmarks ældste kostskole. Et elitært og traditionstungt studiemiljø, hvor vold, krænkelser og mobning tilsyneladende var en integreret del af hverdagens pensum. Afsløringerne resulterede i, at Mikkel Kjellberg, Herlufsholms daværende rektor, forlod embedet i sommeren 2022, og kort efter fulgte bestyrelsen trop. Det samme gjorde kronprins Frederik og kronprinsesse Mary, der efter massivt pres fra det kongerige, som i dag er deres, valgte at tage prins Christian ud af kostskolen, ligesom planerne om, at prinsesse Isabella skulle starte på Herlufsholm, blev droppet. Nu er TV 2 så aktuel med en toer. Titlen er »Herlufsholm – hemmeligheder for livet«, og dokumentaren er ikke overraskende sat i verden for at undersøge, om der i dag blæser nye vinde på Herlufsholm. Lad det bare være sagt med det samme. Det gør der ikke. Alt er ved det gamle. Nultolerance og testikelchips Mikkel Kjellbergs afløser, Gitte Nørgaard, lovede ellers guld og grønne skove i form af ufravigelig nultolerance, når det kom til enhver form for dårlig opførsel.  Altså det, som vi helt almindelige danskere anser for dårlig opførsel. Problemet var bare, at Gitte Nørgaard, der ikke selv er herlovianer, stod noget nær mutters alene med sine hensigter for fremtiden.  I stedet blev hun mødt af massiv modstand fra både elever og forældre samt fra Herlufsholms nye bestyrelsesformand, medstifteren af tøj- og livsstilskoncernen Boozt Hermann Haraldsson, der selv er herlovianer om en hals.  I dag er det så Jimmy Burnett Nielsen, som tidligere har været lærer og kostinspektør på skolen, der er rektor. Og ja, kulturen på Herlufsholm er dags dato tilsyneladende lige så pilrådden, som den angiveligt har været, siden ruder konge var knægt.  Det illustrerer den sag, der er omdrejningspunktet i »Herlufsholm – hemmeligheder for livet«, og som kort fortalt handler om en elev, der i maj 2023 ifølge politiets tiltale blandet andet blev tvunget til at slikke på beskidte skosåler og spise chips, der forinden havde været i nærkontakt med gerningsmændenes testikler.  Sagen kom for retten sidste år, og ved hjælp af en kopi af retsbogen visualiserer TV 2 i dokumentaren retssagen, der endte med bøder og fængselsdom til fem drenge for at have tildelt to elever lammere og trælår, men dog frifundet for anklagen om ulovlig tvang. Det er barsk tv, men desværre ikke barsk nok. Frygt og papænder TV 2 skal have applaus for sit forsøg på at følge sin historie til dørs. Og ja, skaberne af den 43 minutter lange dokumentar har tydeligvis gjort, hvad de kunne, for at sparke med saft og kraft.  Desværre formår »Herlufsholm – hemmeligheder for livet« aldrig at sparke døren ind til Herlufsholm. Bevismaterialet savner simpelthen muskelkraft.  Det skyldes især, at tavsheden i og omkring stedet, hvor den danske adel og samfundets rigeste bedsteborgere i århundreder har pumpet lærdom og dannelse ind i deres børn, fortsat er markant.  Dokumentaren har ganske enkelt ikke haft held med at få de rette folk i tale.  På ofrenes side er frygten for konsekvenserne ved at åbne munden for stor, og når det kommer til gerningsmændene eller rettere de voksne, der uden tøven holder hånden både over og under dem, ja, så rager dokumentarens kritik dem en papand. Herlufsholm er jo Herlufsholm, og det hverken kan eller skal en TV 2-dokumentar pille ved, synes tanken at være. Derfor ender »Herlufsholm – hemmeligheder for livet« desværre også mest af alt som et journalistisk studie i at løbe hovedet mod en mur.  Halvdelen af dokumentarens indhold består da også af materiale, der er hentet fra »Herlufsholms hemmeligheder«, og selvom et mindre hav af indkaldte eksperter bidrager til den hovedrystende forargelse over tingenes tilstand på Herlufsholm, så føles dokumentaren mere som en stadfæstelse af kostskolens skyggesider frem for at være budbringer af nyt under solen.  »Herlufsholm – hemmeligheder for livet«.  TV 2-dokumentar. Varighed: 43 minutter. Kan ses på TV 2 og TV 2 Play.