For seks år siden tog »Kastanjemanden« den danske krimiscene med storm. Og da bogen tre år senere blev forvandlet til en Netflix-serie, udviklede hypen sig til en decideret orkan. Ikke bare i Danmark, men rundt om i store dele af verden. »Kastanjemanden«s stratosfæriske popularitet har lige siden affødt et afgrundsdybt behov for en toer. Men nu er ventetiden langt om længe ovre. For Søren Sveistrup, forfatteren bag »Kastanjemanden«, er netop nu aktuel med »Tælle til en, tælle til to«.  Og hvis »Kastanjemanden« sparkede benene væk under én, ja, så skal fans af makkerparret Naia Thulin og Mark Hess denne gang forberede sig på en regulær amputering. I »Tælle til en, tælle til to« er der nemlig en bestialsk og perverteret øksemorder løs i København og omegn. »Fundet« Det er nu langtfra kun de scener, hvor mordene finder sted, der får én til at læse bogens 578 sider bag låste døre og nedrullede gardiner og med et baseballbat lige ved hånden. Det er lige så meget optakten, altså selve måden, gerningsmanden indfanger sine ofre på, der får hårene til at rejse sig overalt på kroppen. Søren Sveistrups hjerne har nemlig fundet på en syg form for gemmeleg, der samtidig føles som en fangeleg. Således overvåger morderen sine udvalgte ofre i månedsvis, og undervejs bruger vedkommende sin mobiltelefon til at sende billeder og beskeder til sine ofre. Billederne forestiller ofrene selv, og beskederne består af Halfdan Rasmussen-inspirerede rim og remser a la »Tælle til en, tælle til to. Træt af at lege? Jeg finder dig, so!«  Og når beskeden »Fundet« til syvende og sidst tikker ind på ofrets telefon, ja, så er legen, eller rettere livet, slut. Det sker i øvrigt flere gange i »Tælle til en, tælle til to«, hvilket derfor også betyder, at man som læser flere gange er på nippet til at tisse i bukserne. Søren Sveistrup folder nemlig morderens modus operandi ud på en måde, der føles mindst lige så manipulerende og kontrollerende som den morder, der kræver sine ofre. Næste stop: Netflix Dette skyldes blandt andet Søren Sveistrups brug af det danske sprog. Konstant suger han læseren ind i den ene scene efter den anden, mens han samtidig lader læserens egen forestillingsevne være medproducent af uhyggen. Der er simpelthen tale om eminent godt håndværk, som forvandler læsningen af »Tælle til en, tælle til to« til følelsen af at være aktiv deltager i en film, der spilles for øjnene af en.  Eller rettere: En Netflix-serie. For det er selvfølgelig det, som »Tælle til en, tælle til to«, ligesom »Kastanjemanden«, ender med at blive forvandlet til. Nok er Søren Sveistrup kendt for at være en populær og prisbelønnet krimiforfatter. Men han er først og fremmest manuskriptforfatteren bag seriesucceser som eksempelvis DRs »Forbrydelsen«.  Det er da også bare at åbne »Tælle til en, tælle til to«, tænde for kameraerne og så lade dem rulle derudad i takt med sidernes blafren. Bremseklods og børnemord Desværre er det også følelsen af »Netflix«, der gør, at bogen »Tælle til en, tælle til to« ikke kommer helt op og ringe i toppen af karakterskalaen. Som bekendt siger ét billede mere end tusinde ord. Men i og med at »Tælle til en, tælle til to« ikke indeholder ét eneste billede, så er vi i stedet ude i en mursten bestående af 578 tætskrevne sider. Og ja, det er, trods plot og eminent sprogbrug, alt for mange. Selvfølgelig kan det ses som et udtryk for generøsitet, at Søren Sveistrup eksempelvis passer og plejer portrætteringen af bogens (over)befolkede persongalleri, som han gør. Omvendt, så føles forfatterens grundighed fra tid til anden som en unødvendig bremseklods i forhold til det, der for alvor gør »Tælle til en, tælle til to« til en femstjernet oplevelse, nemlig bogens plot. For det er vitterlig godt skruet sammen.  Ofrene er både af han- og hunkøn, og det eneste, der umiddelbart forbinder ligene med hinanden er, at de i levende live har været gift, har fået børn og senere hen er endt i skilsmisse. Og dog.  For ligesom det var tilfældet med »Kastanjemanden«, så trækker sagen tråde tilbage til en morderisk fortid, der i dette tilfælde består af en stribe børnemord begået for 30 år siden. Og mistænkte? Ja, dem er der selvfølgelig mange af, men bedst som Naia Thulin og Mark Hess og alle de andre, der deltager i efterforskningen, herunder de mange pårørende – for slet ikke at tale om læseren selv – kommer på sporet af en mulig gerningsmand, så accelerer jagten i en anden retning. Kort sagt; Søren Sveistrup har gjort det igen. Så lås døren og find baseballbattet frem. Og løb alt, hvad du kan, hvis der tikker en sms med ordet »fundet« ind på mobilen.  »Tælle til en, tælle til to« Forfatter: Søren Sveistrup. Sider: 578. Pris: 320 kroner. Forlag: Politikens forlag.

Kvindefængslet i Jyderup på Vestsjælland minder om en efterskole fra helvede i DRs lyse og hvidmelerede dokumentarserie. Vi ser kvinderne – altså de indsatte – slikke hinanden fjollende på kinderne, mens de børster tænder ved den enes håndvask.  De griner, til de krammende knækker sammen. »Jeg synes, her er hyggeligt!« siger én, der sidder tre måneder for mordtrusler. Kvinderne sludrer i køjesengene på dobbeltværelserne, skriver grådkvalte veninde-kærestebreve, farver hinandens hår og smugryger. De kalder selv fængselsbetjentene for »min engel« eller »skat«. Vi ser ingen magtanvendelse. På opslagstavlerne hænger billeder af familien og andre lyserøde identitetsmarkører. Det er sødt. Når én af kvinderne skal ud på prøveløsladelse, står de andre og hulker bag hegnet. »Jeg elsker dig!« råber de. »Kom ikke tilbage!« »Kvindefængslet« er sat til drømmende 80er-orgel og skrøbelige, uskyldige toner fra danske Yör, som DR også har promoveret via »KarriereKanonen«. Sangene lyder som musik, som dygtige middelklasseelever med hjemmestrikkede strømper på har indspillet på en efterskole i Nordjylland. Der er langt til DRs hårde fiktionsserie »Huset«.  »Hvordan kan kroppen være benhård? Og samtidig så skrø-be-lig,« synger en naiv kvindestemme som et spørgsmål, der svæver konstant over »Kvindefængslet«. Det havde klædt serien at svare, men vi bliver mest ved viben. Den er også yndig. Men så igen. Kvinderne skal aflægge urinprøver i tide og utide. Værelserne visiteres, og om aftenen låses kvinderne inde. Om morgenen skal de indsatte, der alle har et clusterfuck af væmmelige diagnoser og kombinerede misbrug, hente deres medicin på kontoret. Michell sluger en hel håndfuld inden både morgen- og aftensmaden, for hun har »fået så meget tæv,« at nerverne har taget skade. Jessica må gå med hue, efter at en mand slog hende med en hammer under en voldtægt. Det gør ondt i hovedet, når hun fryser. Narko i bedstemors baghave Man under kvinderne efterskoleenergien. En chance til. I »Kvindefængslet« kan man gå til krea i kirken eller i misbrugsbehandling. Der er mulighed for at tage en uddannelse eller søge beskæftigelse. At være i fængsel handler om behandling og resocialisering, mere end det handler om straf. Kun mellem fem-seks procent af de danske indsatte er kvinder, og Jyderup er det eneste fængsel, hvor de kan sidde i fred for de mandlige indsattes chikane. »Kvindefængslet« er mere optaget af æstetik og personlighed end samfundsoplysning. Det er ærgerligt, når serien har adgang til så sjældent et kvindeliv. Voksne kvinder, der danner venindeskaber, som havde de været teenagere. Begår røverier, truer andre på livet. Bedstemødre, der graver flere kilo narko ned i haven. I fængselskøkkenet sludrer kvinderne om piller. Eller har du hørt om hende, der smuglede kanyler ind i fængslet, så hun måtte til gynækolog for at få dem ud? »Kvindefængslet« er en ringere version af »Prinsesser fra Blokken«, hvor instruktøren Eva Marie Rødbro formåede at blande sit eget særegne filmsprog med stærk inspiration fra den subkultur, hun beskrev. Og samtidig formåede at komme helt tæt på. »Kvindefængslet« er lige så æstetiseret, men her som et kulturelt klassefilter, der er blevet lagt hen over underklassedanskerne. De hvide og kønne toner filtrerer også de grimmeste sandheder om interviewpersonerne fra. Dem, som »Prinsesser fra Blokken« turde vise os: Det ukontrollerede og eskalerende misbrug. De grimme, uhumske lejligheder. De sorte pupiller og alt, alt for gamle kærester. Men det her er bare første sæson af »Kvindefængslet«. Til foråret kan vi følge kvinderne igen, og på sigt skal vi også med de indsatte ud på den anden side af gitteret, skriver DR. Jeg ser gerne med. To tanker på én gang »Kvindefængslet« lider lidt af samme problem som »Indefra med Agger – Vestre Fængsel«, hvor joviale Anders Agger giver os sympati for den varetægtsfængslede Martin, der næsten ikke kan tale for den angst, han er ramt af. At sidde inde blandt bandekriminelle og mordere er ingen efterskole for voksne. I hvert fald ikke for mænd. Men Martin – der har efternavnet Storm Rasmussen – havde også svindlet for et trecifret millionbeløb, så han sad der af en grund. Det glemte Agger bare at nævne. Og den slags sympatitrylleri, hvor alle kriminelle er en »fighter«, du ikke har forstået endnu, er unuanceret. Også »Kvindefængslet« kommer til at fremstå naiv eller indimellem blind med vilje. Jeg tror godt, DRs seere kan rumme to tanker på én gang. At de indsatte i kvindefængslet i Jyderup er ofre for grusomme barndomme og dét, der følger med af rædsomme kærester, kokain og vanekriminalitet. Men der er også ofre for de ugerninger, kvinderne sidder inde for. Særligt børnene, som mødrene må efterlade i andres varetægt, mens de afsoner. Det er hverken hvidmeleret eller cute. »Kvindefængslet«, 4 afsnit. Kan ses på DR1 og streames på DRTV.

At stå ved Åboulevard (som vejen faktisk hedder) en fredag eftermiddag midt i myldretiden er som at stå ved en brusende flod.  Samtlige seks spor på den brede vej er tæt pakkede med biler, og selvom en god del af dem er støjsvage elbiler, er den totale lydkulisse så massiv, at man ikke kan høre sig selv tænke.  At bygge boliger her kan altså virke som halsløs gerning, men det er ikke desto mindre, hvad der er sket i de seneste år. Lige her på hjørnet af Bülowsvej og Åboulevard. En bølget og bølgende rød mur har rejst sig og danner nu, i et harmonisk, sammenhængende forløb, to store huse, der rummer henholdsvis kollegie- og studieboliger.  En kantet mur Harmonikahusene hedder de. Ikke på grund af harmonien, men på grund af deres kantede, men bølgende facader, der minder om en harmonikabælg – og som faktisk rummer masser af musik.  Både som bastion på kanten af den rumlende bilflod, som selvstændig karré, som formgivning og som kollegium fungerer Harmonikahusene overraskende godt, og de mange kritiske røster, der øjeblikkeligt blev rejst af naboer og andre interesserede, da planerne for byggeriet blev offentliggjort, er i dag forstummet. Husene, der smyger sig harmonikabølgende omkring deres hjørner, er tegnet af arkitekterne fra tegnestuen EFFEKT, som i sin tid også stod for masterplanen til hele det, der nu hedder Rolighedsvej Bycampus, og som rummer både den nye franske skole, Lycée Prins Henrik, en række lejeboliger og altså to store blokke med kollegieværelser og ditto lejligheder i. Det har klart været en fordel for udviklingen af kollegieprojektet, at arkitekterne har haft så klar en idé om masterplanens hensigter og kvaliteter, mens de har udviklet boligblokken, der næsten har karakter af skærm.  Ud over at være bolig for over 700 unge mennesker er formålet med byggeriet nemlig i høj grad at fungere som lydbarriere for hele campusområdet, sådan at det bliver muligt at opholde sig på Bycampus Rolighedsvej uden at få støjinduceret stress.  Den del af projektet er ubetinget lykkedes. Når man står i gårdrummet bag kollegiet, er de højeste lyde, man hører, råbene og latteren fra legepladserne oven på den franske skole. Trafikstøjen fra Åboulevard på den anden side af kollegieblokken er forsvundet. Byggeriet er en del af ejendomsudviklerne NREPs UMEUS-koncept: Moderne kollegier, som i tidens engelsk dominerede ånd ikke længere hedder kollegier, men »co-living«.  Ideen er, at man lejer et ret lille, møbleret værelse, og at man så til gengæld for en smule pladsmangel i privaten har adgang til en masse fællesfaciliteter som for eksempel loungeområder, fitnessfaciliteter, møderum, studierum, vaskeri og fælleskøkkener.  I virkeligheden ikke så forskelligt fra 1950ernes mest avancerede kollegier som for eksempel Egmontkollegiet, der også blev designet med store og varierede fællesarealer. Det nye er, at værelserne er udstyret med en vask, en lille kogeplade og en emhætte, så beboeren kan søge boligsikring. Det er nemlig en forudsætning for at få støtte, at ens bolig er udstyret med køkkenfaciliteter.  Harmonikahusene består, som flertalsformen antyder, af to forskellige bygninger, hvoraf den vestlige er et ægte kollegium, som altså kræver, at man er indskrevet på et studium for at kunne bo der.  Den østlige består af små lejligheder, der fungerer som en slags hybridboliger. En mellemting mellem et kollegieværelse og en rigtig lejlighed.  Her kan man bo, hvis man lige vil tænke over tingene og overveje, om man for eksempel vil søge en ph.d. stilling eller sådan noget.  Det er, i parentes bemærket, interessant at iagttage, hvordan både bygherrer og arkitekter i disse år skubber til de konventionelle boformer.  Der eksperimenteres meget, og det bliver spændende at følge, om nogle af ideerne får fodfæste og bliver del af den almindelige bokultur i Danmark. En levende modulfacade Harmonikahusenes mest interessante arkitektoniske element er den bølgende, foldede facade, der har givet husene deres navn.  Arkitekterne fra EFFEKT har kigget sig grundigt omkring i kvarteret og har lagt mærke til, hvordan flere af boligblokkene langs Åboulevard bøjer sig blødt rundt om hjørnerne.  De har også bemærket, hvordan repetition og præcision er de ting, der giver de klassicistiske og funktionalistiske facader deres særpræg, og de har til sidst sat sig for at spejle den formgivningsmæssige omhu, en mand som for eksempel Kay Fisker lagde for dagen i sine boligprojekter – uden sammenligning i øvrigt.  Det er vanskeligt at detaljere moderne bygninger med håndværk som i gamle dage, så i stedet har EFFEKT designet et facademodul i både stål, glas og ekstruderede teglelementer, hvor de sidstnævnte med deres bambusagtige, konkave former især bidrager til at gøre facaden stoflig og behagelig at betragte.  Modulet går igen i hele facaden, der desuden er udstyret med de udkragede, vinklede karnapper, som skaber harmonikaeffekten. Værelserne ligger spejlvendt i forhold til hinanden inde i bygningen, og det samme gør facademodulet så ude i den foldede facade.  Det er en meget simpel 1-2 dans sådan at vende modulerne hver anden gang, og det giver præcis den variation og musikalitet, der gør facaden levende at se på.  Det er både godt tænkt og præcist udført, og effekten af EFFEKT-byggeriet er blevet en facade, der faktisk beriger turen langs Åboulevard eller hen over den cykelbro, der krydser den brede vej. Effektive værelser Når man kommer ind i bygningen, mødes man af en bemandet reception, hvor kollegianere kan få hjælp til alle mulige praktiske ting.  Her er desuden loungeområde, møderum og alle de mange beskrevne faciliteter. De forskellige mødebokse, der ligner den slags elementer, man finder i ethvert »corporate« hovedkvarter, kan bookes med en app, naturligvis, og er allerede meget populære, når studiegrupper mødes til opgaveskrivning og almindeligt projektmageri. Værelserne er ganske små, men har faktisk en fin rumlig variation på grund af den spidsvinklede karnap og de brede siddevindueskarme, der inviterer til at blive brugt.  EFFEKT-arkitekterne har opfundet deres egen udgave af det klassiske dobbeltrudede »russervindue«, som normalt er det, man bruger til støjdæmpning, når man bygger ud til en stærkt trafikeret vej. EFFEKT har fået lagt den nødvendige ventilation i et låge- og ristsystem under siddekarmen og slipper dermed for de meget kraftige dimensioner, der normalt gør facader med »russervinduer« temmelig klodsede.  Værelserne er desuden udstyret med et bord, en seng og et væghængt reolsystem. Ikke prangende, men nogle fint brugbare værelser med masser af lysindfald på grund af de vinklede karnapper.  På etagernes gange er der lavet små nicher ved dørene til værelserne. Håbet er, at kollegianerne gradvist vil indtage disse små halvprivate zoner, stille et lille bord eller en plante derud og på den måde være med til også at gøre gangarealerne attraktive. Syd for Harmonikahusene har arkitekterne formgivet et indre haverum med bølgende stier og små lommer til forskellige aktiviteter.  Det er naturligvis langtfra vokset til, men på trods af det fornemmer man tydeligt, hvor behageligt et rum det bliver med tiden, og det er givet, at det er et sted, kollegianerne vil bruge flittigt, når det en dag bliver sommer igen.  Det samme vil de uden tvivl med tagterrasserne, der både fungerer som opholdsarealer og flugtveje.  Campusplanen er såre simpel i sin grundtanke. Grunden gennemskæres på tværs af to små stræder, der er placeret, så de kan skabe forbindelser til universitetets faciliteter vest for supercykelstien, der går langs kollegiet og lige over i cykelbroen.  Der er etableret en grøn kant hele vejen rundt om karreen, og når hele anlægget er færdigt, vil der også være en temmelig stor offentligt tilgængelig park mellem skolen og kollegiet. EFFEKT har alt i alt meget at være tilfredse med i Harmonikahusene. Værelserne er gode, fællesfaciliteterne er veldisponerede og facaden er et decideret scoop.  Der er ingen tvivl om, at Harmonikahusene med tiden vil indskrive sig smukt i den række af elegante kæmpekarreer, der i forvejen findes på Åboulevard. Harmonikahusene Bygherre: NREP Arkitekt: EFFEKT Landskab: EFFEKT Ingeniør: Artelia Totalentreprenør: CG Jensen

20 ture i biografen (med en biografklub). Eller seks ture i Det Kongelige Teater. Eller en todagesbillet til Roskilde Festival næste år. 2.000 kroner er nogenlunde det, en ung dansker kan købe kultur for med det kulturpas, som regeringen og SF, Enhedslisten, Radikale Venstre og Alternativet nu har indgået en aftale om. Kulturministeriet løftede onsdag eftermiddag sløret for kulturpasset, som sammenlagt kommer til at koste 140 millioner kroner fordelt over to år. Kulturpasset er målrettet 43.000 unge mellem 15 og 24 år, der ikke er i uddannelse, ikke har en ungdomsuddannelse og ikke er i beskæftigelse.  Endelig retter passet sig også mod elever på en forberedende grunduddannelse. Tilsammen udgør disse kategorier over 50.000 unge, hvoraf mange er udfordrede med psykiske sygdomme som social angst, der sætter dem uden for samfundet. Det var en synligt glad kulturminister Jakob Engel-Schmidt, der netop var vendt tilbage fra sin barselsorlov, der præsenterede aftalen. »Jeg er utroligt stolt af at være en del af en regering og et samfund, hvor vi rent faktisk tør give den gave, den mulighed, til dem, der i dag er uden for vores fællesskab,« sagde Jakob Engel-Schmidt. Han lagde flere gange i sin præsentation vægt på, at der er tale om en forsøgsordning, som eventuelt skal justeres, når resultaterne gøres op ved udgangen af 2026. »Det er altid farligt at lave forsøg. Der er jo ikke nogen erfaringsmæssige data, vi kan bygge på. Men jeg har den holdning, at hvis bare 10-15 procent af målgruppen får brugt kulturpasset, så er det faktisk en succes,« sagde kulturministeren. Forud for præsentationen af kulturpasset har ministeriet, som beskrevet i Berlingske tirsdag, været i dialog med en lang række aktører på unge- og kulturområdet, idet man gerne vil undgå de fejl, som man har begået med et kulturpas andre steder i Europa, hvor mange unge ikke har benyttet det gratis tilbud. Todelt kulturpas Det har resulteret i en todelt forsøgsordning, hvor hovedparten af den afsatte pulje går til et digitalt kulturpas. Her er det tanken, at organisationer fra kultur-, forenings- og idrætslivet får ansvaret for at identificere og administrere, hvem der skal modtage kulturpasset.  Ifølge Kulturministeriet kan kulturpasset bruges til kulturelle aktiviteter i en meget bred forstand, så længe aktiviteten indgår i et fællesskab – se boksen med eksempler. Ministeriet har imidlertid lyttet til eksperter bag eksisterende indsatser, hvor man allerede er i gang med at sluse udfordrede unge ind i samarbejder med kulturinstitutioner. Det drejer sig om projekter som Aspiranterne i Helsingør, der i flere år har knyttet forbindelser mellem udsatte unge og kulturinstitutioner som Louisiana. I løbet af det årelange forarbejde er Kulturministeriet nået frem til, at det langtfra er nok bare at tildele en ung fra målgruppen en pose penge til forbrug. Det sikrer ikke nødvendigvis, at den unge bliver i stand til at bryde ud af sin isolation fra samfundets fællesskaber. 20 millioner kroner er derfor afsat årligt til at støtte særlige længerevarende forløb, hvor »kultur, foreninger og idræt bruges til at understøtte de unge i målgruppen«, således at de på den længere bane kan lære at begå sig i fællesskaber på uddannelser og på arbejdsmarkedet. Virker ikke Særligt fordelingen mellem de to ordninger har været genstand for kritik fra oppositionen, der derfor ikke er med i aftalen. »Kulturpasset er en sympatisk idé, men det kommer ikke til at få den ønskede effekt, hvis man vil ramme de socialt udsatte unge,« siger de konservatives kulturordfører, Birgitte Bergman, til Berlingske. Hun havde foretrukket, at man kun havde afsat midler til målrettede indsatser og med aktører som Aspiranterne i Helsingør og Opgang2 i Aarhus. »Så ville man virkelig rykke på de helt udsatte unge. Vi tror ikke på, at udsatte unge mennesker vil benytte et kulturpas til en teaterforestilling. Derfor kan konservative ikke bakke op om et nyt kulturpas, som bliver dyrt for skatteborgerne og ikke kommer til at virke i praksis,« siger Birgitte Bergman. På Berlingskes spørgsmål forklarede kulturminister Jakob Engel-Schmidt ved præsentationen, hvordan man mere specifikt havde tænkt sig at få fat i de unge, som i dag er svære at få fat i, og om der ville falde en form for sanktioner mod dem, der ikke får brugt deres 2.000 kroners-kulturpas. »Du driver en fodboldklub med frivillige trænere. Her vil der være en relativt god sandsynlighed for, at det netværk ved, hvor der er nogle mennesker, der kunne være med på banen, men hvor man er nødt til at tage hjem til dem, banke på deres dør og pænt spørge: »Kunne du tænke dig at være med til træning? Hvis du kan det, så har vi det her kulturpas,«« forklarede kulturministeren. På Aalborg Universitet forsker Anne Mette W. Nielsen i unges deltagelse i kulturlivet, heriblandt hvordan kulturen benyttes af udfordrede, ensomme unge, der lever på kanten af samfundet. Hun siger til Berlingske, at det er godt, at Kulturpasset også indeholder forløb, hvor der tages højde for, at der er nogle af målgruppens unge, der har brug for »langt mere rammesatte og strukturerede forløb«. Ligesom Bergman undrer hun sig over fordelingen af midler mellem de to spor og synes, at puljen til de strukturerede forløb burde have været prioriteret højere. »Den del af puljen er noget lavere sat, end jeg havde håbet på,« siger hun. Overordnet er det dog klædeligt, at det danske samfund sætter fokus på at styrke udsatte unges adgang til kulturen, siger Anne Mette W. Nielsen. »Dermed viser man, at man gerne vil gå langt for at sikre, at også den gruppe af unge, der i dag overvejende står uden for mange samfundsfællesskaber, får mulighed for at tage del i et kultur- og foreningsliv, som andre tager for givet,« siger hun. De unge i målgruppen kan påbegynde kulturpasforløb fra starten af 2025.

Har du oplevet den sørgmodighed, der pludselig kan røre på sig, når du går i en skov? Måske er det den kontakt til naturen, du har misligholdt i din hverdag, der vågner.  Måske er det længslen efter et enklere liv.  Måske er det træerne selv, der kommunikerer i et sprog, du fornemmer, men ikke forstår? Det hele kom i spil, da jeg så Ryûsuke Hamaguchis »Hjortestien«, som jeg vil anbefale på det varmeste. Dette er en vidunderlig film, der vil anslå strenge i dig, du ikke anede eksisterede. Instruktørens forrige film, »Drive my car«, var en kompleks dramatisering af nogle Murakami-fortællinger og var gennemlyst af denne forfatters dybe forståelse for og accept af skæbne.  Jeg skrev om den film, at den kunne ændre ens liv, hvis man tillod den at komme tæt nok på. Den film handler blandt andet om at erkende ens isolation fra de andre og drage konsekvenserne af dette. Med »Hjortestien« har Ryûsuke Hamaguchi lavet endnu en filosofisk undersøgelse. Denne gang er kikkerten rettet mod vores materielle omverden, som i Vesten består af død eller ubevidst materie, men som i Japans urgamle Shinto-religion er besjælet af ånd.  Det er dog ikke metafysisk abstraktion eller en postuleret åndelighed, det handler om. »Hjortestien« nærmer sig noget, der minder om et filmisk koan – altså et åbent spørgsmål, man kan meditere over, men som modsætter sig en fortolkning.  I en vis forstand vil denne film ændre din verden, eller din opfattelse af verden. Hvis du engang har haft, men siden mistet evnen til melankoli, når du går i skoven, vil den vende brusende tilbage, mens du ser »Hjortestien«. Intet af dette bliver pindet ud og står helt for denne anmelders egen regning; andre vil læse et mere bombastisk økobudskab ind i historien om en fjern bjerglandsbys sammenstød med udefrakommende, der vil udnytte og udpine stedets natur. Tålmodighed Men det er næsten synd at foregribe den følelse, for en af kvaliteterne ved »Hjortestien« er dens tålmodige tro på, at publikum nok skal følge med, selvom den starter med en – meget – lang scene med en mand, der hugger brænde i en snedækket skov. Det er et hypnotisk fortælletrick, som Ryûsuke Hamaguchi tilsyneladende har lært af den store »tidsskulptør« Andrej Tarkovskij, der også gerne brugte lange scener til at hensætte publikum i en slags vågen drømmetilstand. Handlingen kommer i gang med samme tempo som et ginkgo-træ vokser – og de vokser langsomt. Brændehuggeren hedder Takumi (Hitoshi Omika) og bor i bjerglandsbyen sammen med sin unge datter, Hana (Ryô Nishikawa).  Hans enkle job er blandt andet at hente vand i plastikdunke fra skovens kilde. Vandet er så rent, at det har gjort byens ydmyge restaurant kendt for sine velsmagende nudler. Idyllen trues, da to repræsentanter for et firma i Tokyo kommer til landsbyen med planer om at lave en luksuriøs campingplads – en såkaldt »glamping«-plads. De bliver overraskede, da indbyggerne er skeptiske og straks peger på mangler i planen, der betyder, at stedets skrøbelige natur vil blive forstyrret. En underdimensioneret septiktank vil blandt andet betyde, at byens restaurant ikke længere vil kunne servere nudelsuppen.  Dette ridses op i en langvarig, naturalistisk scene fra et borgermøde, hvor de to byboere bliver sat til vægs og modstræbende indrømmer, at de store planer står på et tvivlsomt grundlag. Nu tror vi, at vi forstår, hvor filmen vil hen.  Men så laver instruktøren et af sine magiske gearskift, der gør ham til en af de største filmkunstnere lige nu: På vej hjem i bilen fra deres besøg i landsbyen udveksler de to byboere sårbare bekendelser om deres liv. Snart viser det sig, at den store tavse natur i bjergene også har påvirket projektmagerne fra den store by, og vi må snart revidere vores forståelse af, hvad denne film egentlig handler om.  Det er ikke bare en løftet pegefinger, men et langt dybere kig ind i en verden, vi ellers aldrig ser. Og i et kort glimt fatter vi, at vi aldrig vil kunne finde tilbage gennem de tyste træer til grundtilstanden. Og nu skal der ikke afsløres mere. Nu er det skovens tur til at tale. Se »Hjortestien« og gå fra biografen med en ny magisk oplevelse af verden. »Hjortestien«. Japansk drama. 106 minutter. Af Ryûsuke Hamaguchi. Med Hitoshi Omika og Ryô Nishikawa. I udvalgte biografer. 

Gyserfilm, der blander gru med religion – fra »Carrie« og »The Omen« til »The Witch« og »The Pope’s Exorcist« – er så udbredt, at det nærmest er en genre for sig selv. Men det er alligevel sjældent, at man ser en karakter i en gyserfilm TALE så meget om religion som i »Heretic«. Her følger man de to mormoner Søster Barnes (Sophie Thatcher) og Søster Paxton (Chloe East), der forsøger at hverve nye medlemmer til deres religion.  Det har de ikke supermeget held med, men da de banker på hos hr. Reed (Hugh Grant), bliver de inviteret indenfor til blåbærtærte og snak. Kæmpe K3er i kælderen Hr. Reed bor i et klassisk gyserfilmshus med knirkende gulve, ustabilt elnet, tvivlsom telefonforbindelse og skummel kælder med en solid K3er.  Men virker vældigt flink.  Omend også lidt creepy, uden at man helt kan sætte fingeren på hvorfor. Efter de indledende høflighedsfraser viser det sig også, at han faktisk ikke er særlig interesseret i at blive medlem af mormonernes kirke.  Til gengæld ved han ekstremt meget om religion og har et ganske kritisk forhold til samme. Hvilket blandt andet kommer til udtryk i en meget lang og ret fascinerende enetale om jødedom, islam, kristendom, Radiohead, The Hollies, brætspillet matador og et par andre ting. Som man ret hurtigt gætter, er hr. Reed måske faktisk heller ikke interesseret i at lukke søster Barnes og søster Paxton ud af sit hus igen. Nogensinde.  Men egentlig er filmen mest interessant i al den tid, hvor man ikke rigtigt ved, hvad Reeds intentioner egentlig er, og hvad det hele går ud på. Farvel til kejtede Hugh Grant Man fornærmer næppe nogen – ikke engang Hugh Grant – ved at sige, at Hugh Grant ikke decideret udfordrede sig selv i 90erne og 00erne, hvor han stort set kun spillede variationer over kejtede og elskelige fjummermikkeler. Men på det seneste er han tilsyneladende bare begyndt at sige ja tak til hvad som helst, der lander på hans bord. Hans seneste roller tæller plattenslageren Forge i »Dungeons & Dragons«, en knarvorn Oompa Loompa i »Wonka« og en Shakespeare-skuespiller tvunget til at spille Kellogg’s-maskotten Tony The Tiger i »Unfrosted«.  Og nu spiller han altså hovedrollen i en gyserfilm og har tydeligvis en fest med det.  Han er også virkelig god til det, selvom man måske ikke skulle tro, at ham der fra »Notting Hill« kunne være skræmmende. Men det kan han, og samtidig er Reed ikke bare en endimensionel skurk, men har faktisk nogle ret interessante pointer om religion. Bedst i starten Desværre fungerer filmen bedst i de første to tredjedele af spilletiden, hvor den er et psykologisk drama. På én location og nærmest i realtid. I sidste akt er det, som om manuskriptforfatterne Scott Beck og Bryan Woods (som også stod bag den glimrende »A Quiet Place«) har sagt til hinanden: »Hov, det er jo en gyser, det her!« Uden at afsløre slutningen er det, som om filmen taber småkagerne en smule her, og det hele er ikke særlig realistisk længere.  Beklageligvis er det heller ikke udpræget spændende eller uhyggeligt.  »Heretic« er dog alligevel værd at se, for den er bestemt underholdende, og det er ret fascinerende at se Hugh Grant spille SÅ meget mod type. »Heretic«. Gyser, 111 minutter. Instruktion: Scott Beck og Bryan Woods. Med: Hugh Grant, Sophie Thatcher, Chloe East med flere. Premiere 21. november i biografer landet over.

Politiet i Norge har fundet flere videoer på Marius Borg Høibys telefon, der viser den voldtægt, som han er sigtet for at have begået. Det erfarer flere norske medier – herunder norsk TV 2 og NRK. Fundet af videoerne fik politiet til at indlede efterforskningen af sagen 6. november, skriver TV 2. Politiet fastslår på baggrund af optagelserne, at overgrebet fandt sted 24. marts klokken 08.10. Offeret er en kvinde i 20’erne. Ifølge sigtelsen blev hun udsat for voldtægt ved andet seksuelt forhold end samleje, mens hun var bevidstløs eller af andre årsager ikke var i stand til at gøre modstand. 27-årige Marius Borg Høiby, der er søn af kronprinsesse Mette-Marit, blev anholdt sent mandag aften, mens han sad i en bil i Oslo. Han fremstilles i grundlovsforhør ved tingsretten i Oslo onsdag klokken 13. Her vil politiet kræve ham varetægtsfængslet. Høiby er i forvejen sigtet i flere andre sager – herunder for mishandling af tre tidligere kærester. /ritzau/

Klokken var 23.12 mandag aften, da »den største skandale i det norske monarkis historie« ramte nordmændene. Endnu en gang var det Marius Borg Høiby, der stod i centrum. Det var ham, den 27-årige søn af kronprinsesse Mette-Marit, der blev anholdt af norsk politi i sin bil i Oslo. De seneste måneder har budt på anklager om vold og mordtrusler. Denne gang er sagen endnu mere alvorlig. Nu er Marius Borg Høiby sigtet for voldtægt. Han blev afhørt af politiet tirsdag eftermiddag, men nægter sig skyldig i anklagen. I pressen har han fået tilnavnet »papprinsen«, fordi han ikke formelt er en del af kongehuset. Alligevel har han de seneste måneder bragt den norske kongefamilie i noget af et stormvejr. Tove Taalesen, som er kongehuskommentator på norske Nettavisen, er dybt chokeret: »Det norske kongehus har aldrig set så stor en skandale som denne,« siger hun. Og spørgsmålet er nu, hvordan skandalen kommer til at påvirke resten af kongehuset. Ikke mindst kronprinsessen. Juraekspert og professor på Oslo Universitet, Eivind Smith, siger til Berlingske: »Det er ikke strafbart at støtte sin søn. Men skulle det vise sig, at hun har forsøgt at skjule alvorlige, strafbare forhold, vil hendes kongelige immunitet blive sat på prøve.« Den skandaleramte ikke-prins Der findes endnu ikke mange detaljer om den nye sag. Men vi ved, at Marius Borg Høiby blev anholdt i sin bil sammen med en af de kvinder, der faktisk har anklaget ham for vold. Samtidig står det klart, at Marius Borg Høiby er sigtet for voldtægt i form af anden seksuel handling end penetration af en kvinde, han ikke kendte på forhånd. Kvinden var ikke i en tilstand, hvor hun kunne samtykke, lyder det desuden. Efter anholdelsen blev Marius Borg Høiby kørt til arresten, hvor han tilbragte natten. Tirsdag eftermiddag blevet han afhørt. Onsdag morgen tager politiet stilling til, om han skal varetægtsfængsles. I mellemtiden har politiet ransaget hans hjem, hvilket har ført til flere beslaglæggelser, som de ikke uddyber yderligere. Hjemmet tilhører i øvrigt også det norske kronprinspar, Mette-Marit og Haakon. De bor på samme grund i et andet hus.  Tre måneder med skandaler Sigtelsen kommer oven på tre måneder, hvor skandalerne har hobet sig op i kølvandet på Marius Borg Høiby. I august blev han arresteret for at have slået sin ekskæreste, smadret hendes lejlighed og efterladt en kniv i væggen. Den voldsomme opførsel betød, at kvinden måtte på hospitalet, hvorfra hun blev udskrevet med hjernerystelse. Efterfølgende undskyldte Marius Borg Høiby sin opførsel i en offentlig udtalelse, hvor han fortalte om kokainmisbrug, psykiske problemer og at han nu vil søge hjælp. Det fik to af Marius Borg Høibys ekskærester til at reagere. De fortalte begge om forhold, der ifølge ekskæresterne var fyldt med vold, trusler og psykisk vold. En af dem skulle endda have advaret Mette-Marit i en sms om Marius Borg Høiby. Den sms er nu udleveret til politiet, skriver det norske medie VG. Der er også en lydoptagelse, som Marius Borg Høiby har efterladt på en ekskærestes telefon, der er blevet lækket. Her indrømmer han, at han slog hende med flad hånd, og han truer med at brænde hendes tøj, hvis hun ikke snart kommer hjem. Svært ved at tro det Selvom nordmændene groft sagt er vant til skandalerne, så har den seneste sigtelse alligevel chokeret dem – en gang til. Det fortæller den norske kongehusekspert for Nettavisen, Tove Taalesen. Hun har arbejdet tæt sammen med Mette-Marit i det norske kongehus i 11 år. På den baggrund har hun næsten svært ved at tro på de nye anklager. Men en ting er sagen selv. En anden er håndteringen af den. Og den er under al kritik, mener Tove Taalesen. Hun mener, at kongehusets forsøg på at tie krisen ihjel. »Det her er det værste, det norske folk har oplevet med kongehuset i moderne tid. Men kongehuset er stille«, siger hun til Berlingske.  Indtil videre har kronprins Haakon blot sagt, at »sagen er alvorlig«. Det gentog han tirsdag eftermiddag – i lyset af den seneste sigtelse – til NRK: »Det er alvorlige anklager som Marius nu står overfor. I dag tænker vi selvfølgelig på alle de berørte. Jeg ville gerne have været hjemme med Mette i dag. Jeg savner hende,« siger han og tilføjer, at han har tillid til, at politiet håndterer sagen på en god måde. Begge kongehuseksperter påpeger, at Mette-Marit selv i sit offentlige arbejde har været bannerfører for at bekæmpe vold mod kvinder. Ikke mindst har hun været med til at åbne et krisecenter for voldsramte for bare få år tilbage. Derfor kunne kongehuset have brugt den triste sag konstruktivt, mener de: »Kronprinsfamilien kunne gå ud og tage klart afstand fra vold i nære relationer og voldtægt. Men de vælger at være stille, det synes jeg, er stærkt kritisabelt.« Moder eller kronprinsesse Caroline Vagle er kongehusekspert på det norske Se og Hør og har fulgt sagen om Marius Høiby tæt. Hun kalder det en alvorlig sag, som ingen ende vil tage. Og det går ikke kun udover de indre linjer i det norske kongehus. »Alle friske meningsmålinger viser, at tilliden er svækket, og denne nye udvikling gør det næppe bedre,« siger hun til Berlingske – og tilføjer, at Marius Borg Høiby for nuværende nægter sig skyldig i alle sigtelser. En måling fra analyseinstituttet InFact fra begyndelsen af november viser en tvivlsom opbakning til Mette-Marit som fremtidig dronning. Kun 27,5 procent mener, at Mette-Marit i høj grad er egnet som regent, og knap 16 procent mener, at hun i mindre grad er egnet til opgaven. Kontroverserne om hendes søn Marius Borg Høiby har formentlig spillet en rolle, skriver Nettavisen om meningsmålingen, der tilføjer, at kongehuset bør være bekymret, hvis tendensen fortsætter. Caroline Vagle mener, at det er på høje tid, at Mette-Marit reagerer på de alvorlige sigtelser mod Marius Høiby. »Hun kommer aldrig til at tage afstand fra ham, men hun har indtil nu afstået fra at kommentere sagen. Tavsheden er med til at svække tilliden,« siger hun. Det har da heller ikke gavnet sagen, at det kom frem, at Mette-Marit ifølge det norske medie VG skulle have advaret sin søn om en forestående anholdelse. Hun havde efter sigende været i hans hjem for at gøre rent og rydde op.  »Hvis dette er tilfældet, ville jeg sige, at hun har sat morrollen foran kronprinsesserollen. Det er forståeligt, at moderinstinktet er så stærkt, men det er alligevel uheldigt,« siger hun. Hævet over loven Spørgsmålet om ansvar, straf og sigtelser har fået en ny debat til at røre på sig i Norge. Marius Borg Høiby er ikke kongelig, så han har ikke immunitet. Hans mor har i kraft af sit ægteskab med kronprinsen dog en vis immunitet. Den vil dog næppe hjælpe hendes søn. Grundloven må forstås sådan, at det er den norske kong Harald, der bestemmer, mener professor i jura på Oslos universitet, Eivind Smith. »Ifølge min antagelse, ville kongen i vores tid sige, at vi følger statens regler og overlader det til retsvæsenet.«

Der er fokus på maskulinitet i disse tider. Den kan både være skrøbelig, giftig og hyper. Strømninger som Bro-culture buldrer frem, og klassisk maskulinitet udråbes til at være i opbrud. Berlingske guider her til en række film med forskellige typer af maskulinitet i fokus. Der er alt fra den testosteronpumpede til den spirende og følsomme form for maskulinitet. God fornøjelse.  »Ingen er så maskulin som Viggo Mortensen« Sådan konkluderer Berlingskes anmelder Kristian Lindberg efter at have set filmen med Viggo Mortensen.  Den sunde maskulinitet stråler ud af Viggo Mortensen, der spiller en bundsolid og jordbunden mand. Filmen foregår i Californien, og Viggo Mortensen spiller Holger, en dansk udvandrer i 1860ernes Vilde Vesten. Og er »sej som en lædersål«.  Der er tale om en gedigen western, der indeholder både immigranter, kærlighed, heste, smukke landskaber og krig.  »Ved verdens ende« kan stadig ses i biografen, men også streames via SF Anytime, Grand Hjemmebio og Blockbuster. Denne film er nok et af de bud på, hvilken retning manden nok helst ikke skal lade sit liv gå. Her er tale om det, mange i filmbranchen omtaler som tabermanden. Ham der ikke kan få sit liv til at hænge sammen. Ham der gang på gang sætter alt over styr og kokser rundt i det.  Sådan en mand er bilsælgeren Claus, der er afhængig af at gamble. Han er selvmordstruet og på sammenbruddets rand, da en voksen søn pludselig dukker op.  Berlingskes anmelder gav filmen, der er fra 2017, seks stjerner og kalder den for et »tryllenummer« og et »mesterværk hvor alting stritter«.  Dejan Cukic har selv sagt om karakteren i filmen. »Kvinder får medlidenhed med ham. De sidder og tænker »nej, nej, nej, du må ikke gøre det der, stop nu!« Mænd reagerer på en anden måde – de bliver vrede. De tænker »hold da kæft, et kvaj«. »Fantasten« kan streames via Nordisk Film+ Skal man tale om et seriøst karikeret, underholdende og sjovt billede på moderne maskulinitet, så kan man ikke komme uden om »Barbie«.  Filmen følger barbierne i parallelverdenen Barbieland, inden de må krydse over og rejse en tud ud i den virkelige verden. I »Barbie« bliver temaer som skrøbelig maskulinitet og identitet taget under kærlig behandling, og der tages livtag med moderne maskulinitet, identitet og stereotype kønsroller. Ryan Gosling blev katapulteret mod nye stjernetinder efter sin rolle som Ken, og lykkedes med at udødeliggøre Ken som levende figur, og får sågar skabt fænomenet og maskulinitetsidealet kenergy. Berlingskes anmelder gav fem stjerner, og kaldte filmen både »virkelig sjov« og »vældig opfindsom«. Samtidig har den en »masse på hjerte om både kvinde- og manderollen.« »Barbie« kan streames via Max, Blockbuster, SF Anytime, Grand Hjemmebio mfl. Ingen liste om film med maskulinitet som omdrejningspunkt uden en af de – lad os kalde den gammeldags – og hårdtslående af slagsen. Det er her hypermaskuliniteten og testosteronen kommer ind i billedet, da Rocky Balboa i skikkelse af Sylvester Stallone er repræsentant for de maskuline værdier som styrke og udholdenhed. Filmserien følger den fattige bokser Rocky Balboa, der kæmper for at klare dagen og vejen ved at bokse. Da han får chancen for at kæmpe om verdensmesterskabet, går jagten mod drømmen, og den er ikke uden tæsk og bump på vejen. Mediet Shortlist har sågar kaldt »Rocky« for den »vigtigste film om maskulinitet, der nogensinde er lavet«. Den kombinerer nemlig også alt det hårdtslående med det følsomme. Alle »Rocky«-filmene kan blandt andet streames via Apple tv, Blockbuster og SF Anytime. Svenske Ruben Östlund film »The Square« vandt De Gyldne Palmer i 2017. Og udforsker på en subtil, men gennemgribende måde den skrøbelige maskulinitet.  Filmen en handler om Christian (Claes Bang) der er kunstnerisk leder på et større moderne museum i Stockholm. Christian er politisk korrekt, og bliver konstant udfordret på sin korrekthed fra folk, der misbruger hans velvillige gemyt. Han kan ikke sige fra og havner derfor hele tiden i spøjse situationer. »The Square« kan streames via Filmstriben, Blockbuster og SF Anytime mfl.  Et klokkeklart eksempel på giftig maskulinitet får du i filmen »Holiday«. Svenske Isabella Eklöf har skabt en film med en scene så modbydelig, at de fleste nok må kigge væk. I filmen »Holiday« møder man gangsterlederen Michael, der med en gruppe folk fra Amager tager på ferie i Tyrkiet for også at ordne forretninger. Med på rejsen er hans meget unge kæreste, der lever under hans terrorregime.  Mere kan ikke afsløres her.  Berlingskes anmelder beskriver karakteren Michael som »En magtfuld mand, de andre lever af og under«. Han er hele tiden er ved at eksplodere i perversion og vanvid. »Holiday« kan streames via Filmstriben, Blockbuster og SF Anytime. Den spirende maskulinitet med alt hvad det indebærer af tvivl og stillingtagen bliver synliggjort i den belgiske film »Close«. Filmen handler om de to unge venner, der befinder sig i den fase hvor legen og bedste venner stadig er dominerende. Lige inden teenageårene. De hænger sammen og et simpelt spørgsmål kommer til at splitte dem ad. Mere kan ikke afsløres her. Her er fokus på hvordan kønsroller og maskuline normer kan være med til at påvirke børn. »Du vil ganske enkelt aldrig glemme denne film«, sagde Berlingskes anmelder, og gav den seks stjerner.  »Close« kan streames via Filmstriben, Blockbuster, SF Anytime mfl.

Kulturministeren har på forhånd tegnet succeskriteriet op, når han snart sender et af sine signaturforslag ud i virkeligheden.  Det handler ikke om at ændre livet for alle.  Faktisk er et par hundrede nok, har han tidligere sagt til TV 2. »Kulturpasset« for unge er et af de mest omtalte udspil fra Jakob Engel Schmidt – og nu kommer det. Ifølge Berlingskes oplysninger er Kulturministeriet ved at lægge sidste hånd på mere end et års forarbejde med det såkaldte kulturpas.  Kulturpasset skal åbne danske kulturinstitutioner for over 40.000 danske unge, som aldrig eller sjældent sætter deres ben dér. Det skal gives til udfordrede unge uden uddannelse eller job. Det er berammet til at koste 140 millioner kroner, men er blevet mødt med skepsis fra oppositionen. Da forslaget for over et år siden blev præsenteret af kulturminister Jakob Engel-Schmidt som en del af regeringens milliardstore løft til kulturlivet, kritiserede både De Konservative og Liberal Alliance Kulturpasset. Kulturordfører Katrine Daugaard sagde da til Berlingske, at unges manglende trivsel er for komplekst et problem til, at det kan løses ved at »sende unge i biografen«. De Konservatives kulturordfører, Helle Bonnesen, frygtede ved samme lejlighed, at unge i målgruppen slet ikke ville kunne bruge Kulturpasset, hvis det drejede sig om unge, der »lå hjemme under dynen med angst«. Den skepsis deles af 29-årige Stine Anita Slot Kroll, der er diagnosticeret med paranoid skizofreni.  »Jeg er ikke fan af et kulturpas, der blot bliver kastet i hovedet på unge som et klippekort,« siger hun til Berlingske.  Hun interesserer sig for kunst og kultur, men siger til Berlingske, at hun psykisk ikke ville være i stand til at bruge et kulturpas, hvis det blot blev afleveret til hende uden yderligere foranstaltninger. Alligevel har kulturen givet hende nogle muligheder, hun ikke havde turdet håbe på for bare en håndfuld år siden. Det vender vi tilbage til.  Køber bøger Kulturminister Jakob Engel-Schmidt tog dog allerede højde for indvendingerne, da han i februar indkaldte 80 aktører fra såvel kultur- og ungeområdet til et stormøde, der skulle sikre, at det kommende kulturpas fik en udformning, så det rent faktisk ville komme de rigtige unge til gavn. »Det giver ikke mening at lave et kulturpas, hvis de unge ikke kommer til at bruge det. Derfor har vi brug for både indspark og engagement fra de aktører, der kender målgruppen bedst,« sagde Jakob Engel-Schmidt dengang på mødet, hvor han gik fra bord til bord med arbejdsgrupper og fik input til sit projekt. Det er blandt andet anbefalingerne fra dette møde, der ligger til grund for Kulturpasset, hvis endelige indhold dog først bliver afsløret onsdag i Kulturministeriet. På Aalborg Universitet forsker Anne Mette W. Nielsen i unges deltagelse i kulturlivet, heriblandt udfordrede, ensomme unge, der lever på kanten af samfundet. Hun mener, at Kulturpasset kommer til at fungere bedst, hvis det ledsages af en særlig indsats, der »styrker eller understøtter de unges møder med kunst og kultur«. »Mit bedste bud på den ordning, der er på vej, er, at nogle af de 140 millioner går til Kulturpasset, det vil sige til at betale de unges brug af kultur, og at resten går til de indsatser, der skal styrke forbindelsen mellem de unge og kulturen,« siger Anne Mette W. Nielsen. Hvis det er tilfældet, vil det gøre en række eksperter på området glade. De peger som Anne Mette W. Nielsen på andre europæiske lande som Frankrig, Italien og Spanien, der allerede har haft kulturpas, uden det har ført til et markant større forbrug hos de unge i forhold til teatre og museer. »Hvis de unge ikke normalt kommer i kulturinstitutionerne, skal der mere til at få dem ind end en fribillet,« siger hun.  Til gengæld har det eksempelvis i Frankrig og Spanien ført til, at de unge primært bruger Kulturpasset til at købe bøger for. »Det har forøget de unges litterære kulturforbrug, men kun i meget begrænset omfang øget deres brug af teatre og museer,« siger Anne Mette W. Nielsen. Sårbare unge Det kræver med andre ord en særlig indsats for at få unge i målgruppen til at krydse tærsklen til institutioner som SMK, AROS og Det Kongelige Teater. I flere byer er der medarbejdere, der allerede gennem flere år har arbejdet med at få sårbare unge til at bruge kulturlivet. I Aarhus er Per Kjærgaard Paulsen administrationschef på kulturinstitutionen Opgang2, som dels har været et aktiveringstilbud for sårbare unge, dels været et professionelt turnerende ungdomsteater.  I over 50 år har Opgang2 indkredset de benspænd, der forhindrer unge i at bruge byens mange kulturtilbud. Det kan for eksempel være, siger han, at de ikke føler sig trygge ved at gå ind ad indgangen, fordi ingen har forklaret dem, hvordan stedet fungerer. Eller at de ikke har den fornødne viden til at vurdere på forhånd, om en forestilling overhovedet er noget for dem. »Men det er ofte også bare et spørgsmål om ikke at have råd, så i den henseende er et adgangsgivende kulturpas et godt udgangspunkt. Mange af de unge kæmper dog med sociale udfordringer, så ideen om at tage afsted alene til Aarhus Teater kan simpelthen ikke lade sig gøre for dem,« siger Per Kjærgaard Paulsen. Det er med andre ord en forudsætning for de unge for at bruge Aarhus’ rige kulturliv, siger han, at de i forvejen er en del af et fællesskab som Opgang2, som de føler sig trygge i, og som kan hjælpe dem i gang med brugen af Aarhus Teater og byens museer. Det lyder, som om fællesskabet i sig selv er vigtigere end det kulturtilbud, som fællesskabet skal hjælpe den unge i gang med? »Jeg mener, at de to parter er ligestillede, for hvis en kulturinstitution som Aarhus Teater ikke reelt er tilgængelig for de unge, hvordan skal de så kunne bruge den?« siger Per Kjærgaard Paulsen. Kan man helt overordnet være sikker på, at en god kulturel oplevelse kan være med til at skubbe et ungt menneske med sociale udfordringer i en mere positiv retning? »Hvis man skal trække det op på en lidt større klinge, så handler det om at lære at begå sig i fællesskaber, som du og jeg tager for givet, men som er lukket land for mange unge. Når man kan det, giver det selvværd og den selvtillid, som gavner på så mange fronter i livet,« siger Per Kjærgaard Paulsen. Løftestang Allan Klie leder Aspiranterne, der er baseret i den kulturrige by Helsingør. Her har Aspiranterne i flere år brugt lokale kulturinstitutioner som løftestang til at få unge mellem 18-25 år væk fra offentlig forsørgelse og ind på uddannelse eller i arbejde. Allan Klie fortæller om den fortløbende dialog med Kulturministeriet om Kulturpasset, at det, som i starten af arbejdet mest havde klang af »skjult kulturstøtte« og et »titurs-klippekort« til kulturen, nu har fået en ekstra dimension. »I dag virker det, som om Kulturministeriet gerne vil hjælpe unge med et trivselsløft. Og derfor har vi pointeret, at det at skabe et fællesskab for de unge om kulturoplevelsen er vigtigt. Vores unge udtrykker det således, at det er fint at komme i teatret, men kun hvis man har nogen at dele oplevelsen med. Er man alene, kommer man ikke afsted,« siger Allan Klie. Fællesskab findes jo i mange sammenhænge. Hvad er det præcis, som du mener, at kunst og kultur særligt kan gøre for denne gruppe af unge? »Kunsten og kulturen er et refleksionsrum for os allesammen. Når jeg er på Louisiana, kan jeg spejle verden og mig selv i kunstværkerne. Kunsten gør os klogere på os selv og verden. Men det kræver, at nogen har lært os at reflektere på den måde,« siger Allan Klie. 29-årige Stine Anita Slot Kroll, tidligere medlem af Aspiranterne, siger til Berlingske, at hun har lært sig selv at kende gennem kunsten på Louisiana. Og hun har selv bidraget til museets palette af oplevelser. Hun har lavet et projekt, hvor museets skulpturpark bruges til en »lydvandring«, der giver indblik i, hvordan verden ser ud for en paranoid skizofren som hende selv. I dag siger hun, at mødet på Louisiana har ændret hendes liv til det bedre.  »Kunsten har lært mig at udtrykke mine følelser. Jeg har fået overskud og er blevet meget gladere. Den har endda gjort mig til en bedre mor. Men det har kun været muligt, fordi jeg oplevede kulturen og kunsten gennem et fællesskab. Det var den pakke, som gjorde det muligt for mig at komme ud og opleve verden,« siger Stine Anita Slot Kroll.